Det myldrer med karljohan'er i skoven nu. Her er en flok små lækre eksemplarer. (Foto: Michael Stoltze).
Efter en varm juli og en våd august er der fyret op til en fantastisk svampesæson. Lige nu bugner skovene med karljohansvampe, så vi sjældent har set noget lignende.
Karljohan – også kaldet den spiselige rørhat – er den bedste af de mange arter af rørhatte og en af de mest almindelige. Den kendes på, at hatten ligner en brun overkrydder, at stokken er tyk og lysebrun med lyse nettegninger, at rørene under hatten er cremehvide som ung og siden gulgrønne, og at kødet forbliver hvidt efter gennemskæring. Når man samler svampen, skal man passe på ikke et medtage karljohanlignene svampe med rosafarvede rør. Det er nemlig galderørhatte , der smager rædselsfuldt bittert og kan ødelægge en hel svamperet, hvis der blot kommer et enkelt stykke i gryden.
En god karljohanhøst! (Foto: Michael Stoltze).
I år er der karljohan’er i massevis. Jeg har aldrig set så mange. Og det er bare med at komme ud og samle forråd. De små er de bedste, men store, faste eksemplarer uden orm er også fremragende. De kan fryses friske, steges let i smør og fryses, eller (og det er det allerbedste) skæres i skiver, tørres og gemmes i tætte glas, når de er knastørre og sprøde som chips efter en uges tid.
Store og faste karljohan'er. (Foto: Michael Stoltze)
Tykke karljohan'er. (Foto: Michael Stoltze).
Karljohan’en er opkaldt efter den svenske konge Karl XIV Johan (1763-1844), der var vild med svampen. De er også højt skattede i andre lande, ikke mindst i Italien, hvor man især anvender dem tørret til pastaretten “pasta ai funghi porcini”. Porcini betyder en lille gris.
Skivet og hængt til tørring. (Foto: Michael Stoltze).
Tørret og lette som chips. (Foto: Michael Stoltze).
Og eventyret fortsætter... Her er udbyttet af en times karljohan-jagt 1. september 2010. (Foto: Michael Stoltze).
