Skejten med ege, vandreblokke og græssende køer. (Foto: Michael Stoltze).

Skejten er en lille halvø, som fra det flade Lolland strækker sig mod øst ud i Guldborgsund ved godset Fuglsang lidt syd for Nykøbing Falster.

Når vore folkevalgte politikere taler i Folketingssalen fra demokratiets fornemste talerstol, ser de direkte over på to monumentale malerier af Skejtens ege.

Malerierne er udført af impressionisten Olaf Rude i 1949-1954. Rude havde en særlig forkærlighed for Skejten, hvor han ofte tegnede og malede. På det nye og meget roste Fuglsang Kunstmuseum, som ligger smukt ved Fuglsang Gods med udsigt til Skejten, kan man frem til 1. september 2013 se den fine udstilling “Naturdrømmerier”, som viser 90 af Olaf Rudes akvareller, blandt andet forstudierne til de to malerier i Folketingssalen.

Skejten har aldrig været under plov, og området har været græsset af husdyr i århundreder. De spredte vandreblokke, som isen har bragt med sig, og de mange gamle jordtuer af gul engmyre skaber et miljø med stor variation i fugtighed og varme nær jordoverfladen. Derfor er der et meget rigt liv af planter og insekter.

De mange gamle og krogede  ege (op til 500 år gamle), navr, tjørn og vildroser vokser malerisk spredt eller i grupper i området. Og ude i de våde dele af strandsumpene vokser tusindvis af lysviolette lægestokroser – Danmarks vilde slægtning til den dyrkede stokrose.

Fredag den 24. maj 2013 kl. 11.18 sender DR’s Natursyn på P1 udsendelsen “Udsigt fra Skejten”, hvor Michael Stoltze besøger Skejten og fortæller om sine tanker om fremtidens natur i Danmark. Jens Olesen er vært. Udsendelsen genudsendes søndag den 26. maj kl. 13.03.

Olaf Rudes Eg. (Foto: Michael Stoltze).

Kodrivere blandt ege, Skejten. (Foto: Michael Stoltze).

Spredte vandreblokke fra istiden, gamle myretuer og vekslen mellem tørre og våde arealer bidrager til stor variation i plante- og insektlivet på Skejten. (Foto: Michael Stoltze).

Lavning og ege i løvspring. (Foto: Michael Stoltze).

Danmark har fået mere vildmark og vil få mere i fremtiden. Her Nationalpark Thy. (Foto: Michael Stoltze).

Der er kamp om arealerne i Danmark, for der skal være plads til alt: Byer, anlæg, landbrug, skovbrug og natur. Men måske er det hele ikke så sort.

Efter linjen ”Der er et yndigt land” er bøgen det første konkrete, Adam Oehlenschläger nævner i vores nationalsang, der som bekendt slutter:

”Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.”

Bøgen har været her, så længe Danmark har heddet Danmark. Men det smukke træ med det lysende forårsløv, gyldne høstfarver og slanke lemmer indvandrede først til området for omkring 4000 år siden.

Danmark og det landområde, som for øjeblikket bærer denne landebetegnelse, er i konstant og ganske hurtig forandring. Gennem den seneste million år har det normale været et iskoldt klima med tundra og isbræer, der til tider har dækket hele eller dele af det område, vi i dag kalder Danmark. Det nuværende milde klima med frodige løvskove er absolut undtagelsen.

Varmekrævende dyr og planter fik et gevaldigt tilbageslag under seneste istid, og nogle af arterne var mange tusinde år om at generobre det tabte land, da varmen vendte tilbage for omkring 14.000 år siden.

Derfor og som følge af menneskets aktiviteter, klimaændringer, vejr og vind forandrer Danmark sig for bestandigt. Danmark er under forvandling, og vi vågner hver dag op til et nyt land. Bølger og voldsomt vejr vasker år for år landet i havet. Nogle steder ryger der næsten to meter af kysten om året. Danmark forandrer sig også, fordi vi benytter det meste af landet intensivt, og fordi vi siden 1980’erne har givet de store vilde dyrearter lov til at brede sig.

Danmark er et land i menneskehænder, og vi kan gøre, hvad vi vil med landets godt 43.000 kvadratkilometer. En del af Danmark areal er båndlagt af bestemmelser om en bestemt arealanvendelse, for eksempel som skov eller natur. Men der findes kun ét politisk nationalt mål for Danmarks arealanvendelse: at Danmarks samlede areal med skov skal fordobles i løbet af 80-100 år. Hvis vi holder fast i målet og realiserer det, vil omkring 24 procent af landet være dækket af skov senest i 2089.

Skov er en god ting. Under opvæksten binder træer en masse af den CO2, som der er al for meget af i atmosfæren, træ er et vidunderligt og miljøvenligt råstof, der kan bruges til et hav af formål, skovene (navnlig løvskovene) sikrer rigeligt og rent grundvand, og skove kan i høj grad gavne rekreation og naturens mangfoldighed. Vi elsker at bo i nærheden af skove og træer – så meget, at det afspejler sig tydeligt i huspriserne.

Spørgsmålet om, hvor skovdækket vores land skal være, har imidlertid aldrig været til folkelig debat i Danmark. Det kommer det snart, for regeringen har bebudet et stort udspil om Danmarks fremtidige arealanvendelse. Udspillet, som de fleste venter bliver fremsat i folketingssamling 2013-2014, hedder Naturplan Danmark.

I sagens natur ved ingen, hvad Naturplan Danmark kommer til at indeholde. Men der er stensikkert enorme muligheder i planen. Politik handler grundlæggende om at sikre en god og tryg fremtid med lige muligheder for alle, der overholder grundreglerne om at vise respekt og tage hensyn til andre.

Som mennesker har vi et dobbelt forhold til naturen, fordi naturen både er ven og fjende. Vi er selv natur, og vi skylder naturen al vores velstand. Samtidig har vi med vores viden, intellekt og fantasi løftet os over naturen. Vi har bevæget os ud af naturens mørke og skabt tryghed og velstand ved at ændre vores omgivelser til egen fordel. Vi har fortrængt den vilde natur for at producere føde til os selv, så vi kunne blive mange, mange flere. Og vi har fortrængt de farlige og generende dyr.

Med tiden har vi imidlertid indset, at vi også vil vildskaben. Intellektuelt føler vi det knugende, hvis vores aktiviteter på Jorden får den levende mangfoldighed, som vi ikke kender fra andre steder i universet, til at svinde. Vi skal passe på Jordens mangfoldighed af liv af den simple grund, at den findes. Vi føler os kun frie, hvis Jorden er rig. En god fremtid er en fremtid, hvor naturens mangfoldighed består. Undersøgelser af befolkningens indstilling viser, at det også forholder sig sådan i Danmark.

Derfor er det vigtigt og rigtigt at lægge planer og fastsætte mål for, hvordan vi vil benytte vores land fremover.

Globalt har mange nok indtryk af, at verdens befolkning og forbrug vokser uhæmmet, og at den store udfordring er at skaffe mad nok.

Det er bare ikke helt rigtigt. Befolkningstilvæksten er faldende, og allerede nu kan vi uden problemer producere mad nok til de 9-10 milliarder mennesker, man regner med, vi når op på som et maksimum en gang hen i det 21. århundrede. Hvis vi bliver bedre til at undgå madspild, til at passe på vores fødevarelagre, så maden ikke bliver ødelagt af skadedyr, fugt og råd, hvis vi producerer en anelse mere vegetabilsk, og hvis vi holder op med at bruge fødevarer til brændstof, kan vi oven i købet nøjes med at dyrke et areal, der samlet set er en del mindre end det, vi dyrker i dag.

Ny viden og teknologi har ført til, at vi kan producere stadig mere pr. areal og endda på en mere miljøvenlig måde end tidligere. Derfor er den gode nyhed, at der faktisk er og bliver plads til mere vild natur i Danmark, hvis det er det, vi ønsker.

Derfor bliver udspillet til Naturplan Danmark utrolig interessant. Og den folkelige og politiske debat om Danmarks fysiske fremtid bliver endnu mere interessant.

Al fremtidig udvikling vil af simpel nødvendighed komme til at stå i bæredygtighedens lys. Man kan ellers forestille sig mange retninger. Danmark er er et kulturland, og i forhold til andre lande er vi ikke vant til store vildmarker. Det er vi imidlertid så småt ved at få. I 1992 fik vi en naturskovsstrategi, og det har, uden at det i nævneværdig grad er kommet til offentlighedens kendskab, ført til en mangedobling af Danmarks areal med urørte og vildtvoksende skov. Grundstenen til nogle af Danmarks kommende vildmarker – urskovene, om man vil – er blevet lagt.

Men ikke nok med det. I 2008 fik vi den første nationalpark i Danmark, da Nationalpark Thy blev åbnet af statsministeren. Nationalpark Thy er – ligesom nationalparker i andre lande verden over – helt overvejende vildmark med det overordnede formål at være vildmark til glæde for besøgende. Her skal den rå natur udfolde sig frit for at sikre plads til vilde planter og dyr og for at skabe kontrast til kulturlandskabernes tæmmede natur.

Siden er Mols Bjerge og den danske del af Vadehavet blevet nationalparker. Nationalpark Mols Bjerge lever dog ikke op til den almindelige internationale definition af begrebet, fordi den mest omfatter kulturlandskaber. Men Danmark er nu med på vognen i den internationale naturbeskyttelse, hvor udlægning af nationalparker er et meget centralt redskab.

Med tiden vil der formentlig blive etableret flere nationalparker i Danmark, og meget tyder på, at vi står over for store fysiske forandringer af vores land. Vi er efterhånden meget bevidste om, at naturen og landskaberne er i vore hænder, og vi ved, at målrettet planlægning, finansiering og lovgivning er afgørende for, hvordan Danmark kommer til at se ud i fremtiden.

Gennem 50 år har vi været vant til, at forurening og pres på naturarealerne har været de store trusler, at industri og teknologi har været af det onde, og at Jorden er truet af befolkningseksplosion og fødevaremangel. Nu er det klimakrisen og biodiversitetskrisen, der truer. Men 1960’erne og 1970’ernes skepsis over for teknologi og industri er vendt 180 grader nu. Forskning, teknologi og industri (den bæredygtige, vel at mærke) er løsningen – ikke fjenden.

Derfor står vi lige nu med enestående gode muligheder for at forandre Danmark til et smukkere og mere sammenhængende land. Et begreb som naturparker (som mere er markedsføring og udvikling af provinsers natur, kultur og erhvervsliv end egentlig traditionel naturbeskyttelse) er på vej til at bliver introduceret i Danmark. Og det kan vise sig meget nyttigt i forhold til at skabe identitet og fremgang i de dele af vores lille land, som på trods af Danmarks ringe størrelse er blevet ramt af bekymrende udkantsproblemer.

Sidst, men ikke mindst er det væsentligt, at vi begynder at forstå Danmark som et landbrugsland. Landbruget har og har haft enorm indflydelse på vores kultur og på landets udseende. Sådan vil det også være fremover, men landbruget er på vej til at få en ny og bredere rolle. En rolle, der ikke kun handler om at producere fødevarer, foder og bioenergi, men også om at tage hånd om naturen og landskabet.

For en uge siden kom Natur- og Landbrugskommis-sionen med sine anbefalinger til regeringen efter et års intensivt arbejde. Kommissionen har appelleret indtrængende til alle parter om at ”droppe vanetænkningen og tale sammen”. Vi skal tænke frit, nyt og konstruktivt, og vi skal bygger broer i stedet for at starte krige. Viden, erkendelser og visioner er bærende i jagten på en god fremtid.

Anbefalingerne lægger blandt andet op til en markant indsats for at sikre bedre og mere natur i Danmark og en mere sammenhængende natur. Kommissionen fore-slår nye rammer for planlægning og naturbeskyttelse og etablering af en national naturfond, som skal supplere den eksisterende indsats med mindst 300 millioner kroner årligt til opkøb og naturgenopretning.

Det er lovende, og nu handler det om, at anbefalinger bliver grebet og brugt godt og konstruktivt i begge blokke i dansk politik, så Folketinget kan fremlægge en flot rammeplan for Danmarks fysiske fremtid.

Det tegner godt, og jeg ser meget frem til, at der kommer et klogt og solidt udspil og en bred folkelig debat, der ikke peger fingre, men peger fremad til gavn for vores land.

Danmark har brug for forandringer for at bestå.

——-

Bragt første gang i Kristeligt Dagblad torsdag den 25. april 2013. Abonnenter kan læse og kommentere i avisen her.

Danmarks nationaltræ – bøgen – har “kun” været her i ca. 4000 år. (Foto: Michael Stoltze).

Statens Kunstfond har netop udskrevet en storstilet arkitektkonkurrence om fremtidens Danmark under titlen: “Kan vi tegne et nyt land?”

Et af oplæggene handler om udkanter, natur og udvikling. Min påstand og vision er, at de aktuelle udkantsproblemer er en saga blot om højst 15 år:

Farvel til udkanterne

Af Michael Stoltze

Den store forureningstrussel er afblæst. Til gengæld banker klimaændringer, masseuddøen og affolkning i landdistrikterne på som nye problemer. Det kan begavet planlægning og byggeri gøre noget ved.

“Verden går under på grund af bilos”. Disse ord læste min far op fra avisen en morgen sidst i de glade 60′ere. Overskriften var en forskers dystre forudsigelse.

For en 13-årig dreng var dommedagsbudskabet om, at vi var ved at kvæle os selv i vore eget skidt, dybt skæmmende. Men det var også et wake-up-call på en dejlig morgen i vores trygge hjem midt i den Nordbornholmske natur.

Bilos, udledning af urenset røg og spildevand, bjerge af sulfoskum i floder, fisk med bugen i vejret, DDT, døde rovfugle, syge og døende mennesker verden over på grund af kviksølv, sprøjtegift og alskens farlig kemi hørte til dagens uorden i 60′erne og 70′erne. Verden var på katastrofekurs. Men efter tilstrækkelig mange lig på bordet begyndte kampen mod forureningen for alvor i Vesten. Og efter FN’s verdenstopmøde i Rio i 1992 blev kampen global.

Med viden og ny teknologi som våben vandt vi over forureningen. Vi forhindrede det apokalyptiske omfang, vi frygtede før. Miljøhensyn er standard, og vi tolererer ikke forurenende virksomheder. Til gengæld truer klimaændringer og masseuddøen nu med at gøre livet mere besværligt og fattigt.

Vi er nu syv milliarder mennesker på Jorden og vil formentlig nå op på 9-10 milliarder, før befolkningstallet stagnerer eller falder.

Et så voldsomt folketal kræver enorm respekt for natur og ressourcer. Under jagten på et godt liv med tryghed, kærlighed, frihed og udfoldelsesmuligheder for alle er bæredygtig udvikling alfa og omega. Bæredygtighedsprincipperne om udvikling i balance mellem miljø, økonomi og sociale hensyn er nu 100 % fasttømret på den internationale politiske scene. Der er intet at rafle om.

Danmark har enorme udfordringer som tætbefolket og storforbrugende landbrugsland. Samtidig har Danmark længe været foregangsland i bæredygtig udvikling, og den vej skal vi fortsætte ad. Målet er et samfund med plads til mennesker, erhverv og vild natur i god balance. Succesen med forureningsbekæmpelsen viser, at fremtiden ikke ser så sort ud, som den har gjort.

Vi kan, hvis vi vil!

Natur i storbyen og storby på landet

Overalt på Jorden rykker menneskeheden sammen i storbyer, hvor der er masser af muligheder og kultur for enhver smag. Her er det også mere rationelt og billigere at håndtere centrale funktioner som energiforsyning, vandforsyning, kloakering, rensning af spildevand og røg, affald osv. Det er miljøvenligt at bo i storbyer.

Adgang til grønne områder er afgørende for, at vi trives i storbyer. Derfor gør de fleste storbysamfund meget ud af grønne elementer i byerne. Medicinen er små stumper natur.

Vandringen fra land til by fortsætter. Derfor er der brug for en bevidst politik for landdistrikterne, så provinserne udvikler sig smukt og attraktivt for dem, der vælger at bo og arbejde på landet. Beskyttelse og genopretning af natur er lige så afgørende som plads til erhverv og produktionslandskaber. Desuden er medicinen på landet uden tvivl sikring og udvikling af kulturelle kraftcentre med alle storbyens centrale funktioner – små stumper storby, så at sige – inden for rimelig afstand af de fleste bosætninger.

Siden midten af det 20. århundrede har vi vænnet os til at se konflikter og naturovergreb ved nybyggeri. Ofte med god grund, for der blev tit bygget uden hensyn til naturen. Den tid er forbi. Vi har lært af vore fejl. Fremtiden tilhører et bæredygtigt byggeri, som svinger sammen med naturen.

Regional identitet

Enhver egn i Danmark har sin unikke historie og fysiognomi og sine unikke fortællinger og muligheder. Dem skal vi gribe og bruge, ligesom vi bør håndtere klimakrisen og biodiversitetskrisen i al planlægning.

I mange provinser handler det om at sikre identitet og tro på fremtiden. Men rod i historien og i respekt for nutidens interessenter vil der altid være muligheder for et rette skuden op – selv i den mest udkantsramte egn.

For eksempel er der ingen rimelighed i, at en ø som Lolland fortsat skal være udkanternes flade ikon. Vel er Lolland ramt af alle udkantsfænomenerne. Men Lolland har sine herregårde, Fuglsang og Skejten, Naturpark Maribosøerne, Nakskov Fjord, Knuthenborg og meget mere. Lolland er øen med den fede ler, hvor Kaj Munk hentede den blå anemone til Vedersø som minde fra sin fødeø. Og Lolland er øen, hvor misteltenen som eneste sted i Danmark vokser vildt og fortryller vinterlandskabet med sine grønne løvkugler i træerne. Sydlandsk – og et godt sted at kysse, skulle man formode!

Lolland er den frugtbare og milde ø i det sydlige Danmark. Øens status som udkant bør kun blive et kort paradoks i historien.

Etableringen af Femern Bælt Forbindelsen er et oplagt startskud for nye tider for Lolland. Med ny, grøn teknologi og planlægning af kunstige kystlandskaber til gavn for både naturens og menneskets udfoldelsesmuligheder, bliver Femern Bælt Forbindelsen uden tvivl en stor gevinst for øen.

Farvel til udkanterne

Udkantsproblemerne forsvinder ikke overnight. Men ved en målrettet identitetsudvikling og fornyelse, kan de ramte provinser være helbredt for alle udkantssygdomme om 10-15 år.

Hvis jeg var arkitekt, ville jeg juble over tidens muligheder. Tage stilling til gamle bygninger (hvad skal væk, og hvad skal blive?), tænke nybyggeri, landskab, natur og klima sammen og gå til sagen ud fra nogle få grundprincipper:

Byg især højt i landskabet. Vend facader og tage mod syd, så solindstrålingen kan udnyttes maksimalt. Overvej delvis underjordiske huse og grønne tage, som kan gå i ét med landskabet. Tænk på, at bygninger kan gøres energineutrale. Sørg for gode fælles faciliteter (forsamlingshuse, boldbaner, legepladser osv.). Byg nær strand, sø, skov eller anden attraktiv natur. Etabler offentlig tilgængelig ny natur (både skov og åbne fælleder) til glæde for alle. Husk, at man i mangel af bedre altid kan skabe enestående kunstige bakker, dale og søer til glæde for både mennesker, planter og dyr.

Vi behøver ikke vente på en ny istid.

——

Læs hele konkurrenceprogrammet fra Statens Kunstfond her.

Denne bakke på Møn og tilstødende arealer har været dyrket, men er blevet købt af staten til naturformål. Det har været en bragende succes. (Foto: Michael Stoltze).

Den grønne Tænketank  Concito anbefaler i en ny rapport, at staten bruger 10 milliarder kroner på opkøb af dårlig landbrugsjord nær vandløb og søer (såkaldt lavbundsjord) for at derefter at tage arealerne ud af dræning og ud af almindelig landbrugsdrift. Det vil gavne natur, miljø og klima – bl.a fordi man ved ophør af dræning og etablering af permanent plantedække på disse arealer får vendt et markant CO2-tab til en markant CO2-binding på arealerne. Læs mere her.

Concitos forslag er uhyre perspektivrigt, og det burde være muligt at samle alle parter om at gå videre. Ideen er ikke ny. For to år siden blev en lignende idé (læs her) fremført af protestbevægelsen Bæredygtigt Landbrug, men den faldt ikke i god jord pga. den kontroversielle afsender. Nu er afsenderen anden og mere neutral, og ideen er lige så rigtig og perspektivrig som før.

Det er mere end oplagt, at staten bruger ressourcer på opkøb af dårlig landbrugsjord til andre formål – dels på lavbund og dels i skrånende terræn og arealer højt i landskabet af hensyn til natur, biodiversitet, rekreation og drikkevand.

Natur og Samfund vurderer, at omkring 1/6 af det dyrkede landbrugsareal i løbet af en årrække med fordel kan overgå til andre formål, bl.a. skov og åbne naturarealer. Det kan ske ved  statslige opkøb eller privat på baggrund af økonomiske incitamenter. Men staten kan og bør gå forrest.

Kraftig vårem på Glænø 8. april 2013. (Dette og nedenstående fotos: Michael Stoltze).
v
v
Trods en bidende kold marts har Solen her i begyndelsen af april fået så stor magt, at den varmer jordoverfladen voldsomt op midt på dagen.

Så kan det ske, at de nøgne, fugtige marker pludselig begynder at “dampe”: Det ser ud, som om der trækker let røg af mulden, når små tågetunger danser roligt og lydløst over den bare jord.

Det er våremmen – et af de smukkeste forårstegn i den danske natur. Fænomenet skyldes, at vandet damper af den våde jord, der bliver lunet godt op af Solens energirige stråler. Men når den usynlige vanddamp møder den køligere og fugtmættede luft over markerne, fortætter vanddampen til mikroskopiske tågedråber – vårem!

Mosekonebryg er noget andet. Det dannes aften, nat og tidlig morgen ved afkøling af luft i lavninger og på flade arealer som følge af kraftig udstråling, når det er klart og stille. Mosekonebryg (udstrålingståge) står som regel stille og er udbredt i jævne flader. Det er således et noget andet fænomen end vårem (og langt mere almindeligt).

Under min barndoms ture med skolebussen gennem det kuperede landskab omkring Ols Kirke på Nordbornholm så jeg ofte våremmen trække over markerne om foråret. I sin sansemættede, lille bog Dansk vejr (1953) skriver Martin A. Hansen:

“I marts i år på en tur til Jylland så jeg klagen trække af jorden, som det kaldes på Sjælland. Da jeg på vej mod vest havde passeret Ringsted, begyndte markerne at dampe. Angen blev tættere og tættere. Den var helt hvid, som røg af fugtigt kvas. Det så ud, som var der ild under pløjelaget. Denne røg iler og iler, er ikke sen og koldblodet som almindelig tåge, mere stakåndet, dufter råt af jorden. Klagen får man ikke at se hvert år. Der er på een gang noget intimt og mægtigt ved den, som burde i grunden menneskeøjne ikke se dette mysterium, naturens beredelse. Vinteren drives ud af jordlaget af guddommelige kræfter.”

Våremmens vals over markerne akkompagneres med usvigelig sikkerhed af lærketriller fra himlen og inciterende stæresang fra træernes toppe.

Se – dét er forår og tegn på, at jorden er beredt.

Den 8. april 2013 var forholdene for dannelse af vårem ideelle mange steder i Danmark: Jorden var fugtet aftenen før af sne og slud, vinden var svag og Solen bagte højt fra himlen, da den brød tågen op ad formiddagen. Her er lidt flere stemningsbilleder fra Glænø og området omkring Ørslev Kirke ved Skælskør, hvor bønderne havde travlt med at harve og så i dag.

Danmark er atter ulveland. (Illustration: Kristeligt Dagblad).

ULVEN ER LANDET

Ulvens genkomst efter 200 år er den hidtidige kulmination på en udvikling, hvor naturen i Danmark bliver stadig vildere. Måske kan ulven få os til at indse, at naturen er større og mere end bare noget godt.

Stik mod alt, hvad mange går og tror siden miljøkrisen kulminerede i 1970′erne og 80′erne, er naturen i Danmark blevet meget mere vild i løbet af de sidste årtier.

De store dyrearter, som vi forfulgte nidkært med krudt og kugler engang, betragter vi nu nærmest som hellige dyr. Så de breder sig som bare pokker i disse år. Og de store rovdyr er lige i halen på dem.

Nu er ulven kommet til Danmark. Den første ulv siden 1813 blev set og fotograferet i hjertet af Nationalpark Thy 14. oktober 2012. Den var syg og blev fundet død på heden den 19. november. Næste danske ulv blev set og fotograferet af en familie fra et køkkenvindue i et hus nær byen Lem ved Ringkøbing Fjord den 26. december 2012. Den 24. februar 2013 gik en ulv (måske den samme) i en fotofælde ved Harrild Hede nær Silkeborg i Midtjylland. Og endelig blev en ulv (nok den samme) set ved Stendis nær Limfjorden ca. 20 km østsydøst for Struer. Dertil kommer en række andre mere eller mindre overbevisende (men sandsynlige) observationer af ulve uden fotodokumentation.

Ulvens genindvandring, som er den hidtidige kulmination på den vilde naturs fremgang, er både fantastisk og skræmmende. Ulven rusker gevaldigt op i vores natursyn. Vores opfattelse af begrebet natur er blevet temmelig forkvaklet af romantisme efter en lang periode, hvor ordet “natur” konstant har været intimt forbundet med ordet “truet”.

Måske kan ulvens genkomst få os til at se mere nuanceret på naturen – som noget meget stort og fundamentalt, og ikke kun som noget positivt. Ulven minder os om, at natur er alt på godt og ondt. Og nu er det op til den danske befolkning og politikerne at afgøre, om vi skal have vildtlevende ulve i Danmark. Og op til EU. EU har nemlig udstedt et direktiv til medlemslandene om at frede ulven. Så vi skal have meget stærke argumenter for at få EU’s tilladelse til at holde det store rovdyr ude af landet.

Fundet af et afgnavet krondyrkadaver, nogle dræbte og fortærede rådyr og ikke mindst en ulvs voldsomme angreb, der sidst i februar kostede en landmand nær Harrild Hede tyve døde får, tyder på mindst én ulv i Jylland.

Dette er altså, hvad vi i skrivende stund ved: Der er kommet mindst to ulve til Danmark i løbet af den seneste tid. Den ene er død, og den anden lever nu i Jylland. Måske er der mere end den ene, og flere vil sandsynligvis komme til fra Tyskland, hvor ulvebestanden vokser hurtigt nu. Ulven fra Thy er blevet undersøgt, og på baggrund af dens DNA-profil kunne det slås fast, at der var tale om en tre år gammel ulv født af et ulvepar nær den tjekkiske grænse omkring 150 km sydøst for Berlin. Der findes endda fotos af Thy-ulven som hvalp! Ulven er således vandret over 800 km for at nå frem til Thy. Det er ikke ualmindeligt, at unge ulve vandrer så langt.

Tirsdag den 26. februar 2013 erklærede Miljøministeriet, dvs. staten, officielt, at Danmark atter er et ulveland. Det store, stærke og sagnomspundne rovdyr er nu en del af Jyllands dyreliv.

Hvad nu? På langt sigt kan vi ikke lade naturen styre alt i et kulturland som Danmark. Men indtil videre bliver indvandringen af ulven modtaget med lige dele glæde og bekymring. Omkring halvdelen af Danmarks befolkning, de grønne organisationer, og selv Danmarks Jægerforbund og Fåreavlerforeningen hilsen ulven velkommen tilbage i den danske natur. Det er dog klart, at der bliver brug for at regulere bestanden på et tidspunkt og et sæt regler for, hvordan vi skal håndtere tilstedeværelsen af et så stort toprovdyr i et kulturland som Danmark. Miljøministeren har derfor bedt Vildtforvaltningsrådet om at behandle sagen.

Danmark bliver mere varieret og spændende, når de store dyr spreder sig og genindvandrer. Og et voldsomt rovdyr som ulven kan virkelig åbne vores øjne for udviklingen og vores forhold til naturen i Danmark. Det er ikke så ringe.

Ulven tager hjorte, vildsvin, får og geder, og undertiden også kvæg og heste, selv om det er ret sjældent, den angriber så store dyr. Men den er ret sky overfor mennesker, og selv om der nu lever ca. 20.000 vilde ulve i Europa, kan antallet af fatale ulveangreb på mennesker siden 1950 tælles på en hånd. Langt tilbage i historien er mange blevet dræbt af ulve. Men det skyldes formentlig mest “gale” ulve, dvs. dyr med den frygtede og uhyggelige sygdom rabies (hundegalskab).

Rabies-ulve har uden tvivl været en væsentlig årsag til, at ulven er blevet forhadt som Djævelen selv og har fået sit blakkede ry. Myten om Fenrisulven, varulve og andre røverhistorier er formentlig opstået på baggrund af sådanne gale ulve, der var uhyggelige og med rette blev anset som farlige. I dag har ulvene i Danmark og landene omkring os ikke rabies. Men på trods af fakta om ulvens levevis og vaner, er frygten for ulven stadig udbredt.

Historiens syn på ulven afspejles i utallige beskrivelser i populærvidenskabelige værker i det 19. og 20. århundrede. I den danske oversættelse af Brehm’s “Tierleben”, som udkom på Gyldendal i 1929 under titlen “Dyrenes liv”, kan man bl.a. læse følgende fantastiske fortælling om ulven:

“Fra vildere og mere ubeboede egne, som. f. eks. Ruslands snedækte stepper, stammer utallige beretninger om mennesker, der medens de kørte i slæde er blevet overfaldet af ulve, der fik hestene, af hvem blot færten af ulv gør rædselsslagne, til at sætte farten op til den yderste grænse. Så længe slæden befinder sig ude på åbent land fjernt fra huse, opgiver ulvene ikke forfølgelsen; hylende og tudende sætter de i store spring efter slæden. Kusken skyder ind mellem dem, den sårede eller dræbte ulv bliver sønderrevet og ædt af sine kammerater, og slæden får et lille forspring; det samme blodige skuespil gentager sig så længe, der er patroner nok, når de er sluppet op, kaster kusken, hvad han har af overflødigt i slæden, over bord, især skind og pelsværk, som ulvene glubsk kaster sig over. Slæden bliver lettere, og den farer fremefter med forøget fart. Men ulvene er langt fra mætte, der må mere til for at stille deres mange dage gamle sult, og de har snart igen indhentet slæden. Der er kun een ting at gøre: Ofre den ene af hestene. Kusken opnår på den måde at standse flokken så længe, som det tager den at æde hestens kød og knuse dens knogler, og imedens må han håbe på at kunne nå den nærmeste landsby; thi før slipper han ikke af med sine forfølgere; lykkes det ham ikke, må han være forberedt på det værste. En mæt ulv er derimod et af jordens fejeste og usleste dyr; dens mod står slet ikke i forhold til dens kraft; det er sulten, og kun sulten, der vækker dens mod, der stiger, når den jager i flok.”

Den dramatiske fremstilling af ulven som symbol på det onde og noget nær Djævelen selv findes igen og igen i digtning og litteratur. I Norden frem for alt i Selma Lagerlöfs gennembrudsroman, “Gösta Berlings Saga” fra 1891.

Et af min barndoms uforglemmelige glansnumre var, når vi lyttede til Sergej Prokofievs musik til fortællingen “Peter og Ulven”. De klassiske instrumenter er fulde af natur og trylleri, der kan fremkalde stemninger og billeder. Så strygerne spillede den ubekymrede Peter frem i solskinnet på engen i den store skov i en sådan grad, at jeg næsten synes, jeg har mødt ham. Og sådan fortsatte historien med fløjtens kvidrende fugletriller, klarinettens bløde kattepoter, oboens brægende andeskræp, fagottens dybe lyd af den hovedrystende bedstefar og ikke mindst: Hornenes uhyggelige lyd, som signalerede, at ulven var på vej.

Alle flygtede i sikkerhed, og katten for op i et højt træ. Men anden kunne ikke undgå sin skæbne, og ulven slugte den i en eneste stor mundfuld. Til sidst kom jægerne forklædt som trommer, piber og pauker. Men inden, de nåede frem, havde den kvikke Peter fanget ulven levende ved at liste en snare om dyrets hale. Og det hele endte med, at hele menagerier, Peter, bedstefaderen og jægerne i flok og følge drog til byen i triumf for at afsætte den levende ulv til en zoologisk have. Ingen døde – end ikke anden, som jo var blevet slugt hel, og derfor sang med inde fra ulvens bug.

I dag skriver vi 2013, og i vores velstillede vestlige samfund har vi udviklet et natursyn, der er voldsomt farvet af dårlig samvittighed over alle de naturværdier, vi har sat over styr. Det kan synes som lidt af et paradoks, for vi skylder vores velstand, at vi med vores forstand og evner har ændret naturen til vores egen fordel. Bison, urokse, elg og vildhest forsvandt på den bekostning. Og siden udryddede vi vildsvin, ulv, gråsæl og ørne. Krondyret, den spættede sæl og mange andre store arter blev anset som skadedyr og var tæt på at lide samme skæbne. Men de klarede det, og nu oversvømmer de nærmest landet. Det er helt vildt!

De store dyr trives og tordner frem, så på det punkt behøver vi ikke at have dårlig samvittighed mere. Det ser meget værre ud for vore vilde blomsterplanter og sommerfugle, der har det af Pommern til i dagens Danmark. Men det er en ganske anden sag.

Nu er ulven kommet til Danmark som kulminationen på 20-30 års bevidst arbejde på at få mere vild natur i Europa. Projektet har overordnet set været en succes. Vi har fået de fleste store dyr tilbage, og vi har fået flere områder, der helt er overladt til naturens frie kræfter. I Danmark har vi fået urørte skove, som med tiden udvikler sig til, hvad man kunne kalde fremtidens urskove, og store moser og klitheder er i dag beskyttet som åben “urnatur” til (i princippet) al evighed.

Udviklingen er opmuntrende. Samtidig er det klart, at vi som kulturland ikke kan lade naturen styre alt. Hvis vi ikke finder en fornuftig balance og på et tidspunkt siger stop, vil naturen berøve os hele den velstand og al den tryghed og frihed, vi har kæmpet os frem til gennem årtusinder. Naturen er ikke kun god, men også en fjende, der truer os. Sådan er det, men det har det bare været nærmest forbudt at ytre noget om på grund af vores dårlige samvittighed. Vi har i 30-40 år fået at vide, at “naturen er truet” og at “vi skal passe på naturen for naturens egen skyld”. Og nu kommer så klapsalverne i ulvens kølvand.

Det er dog ikke alle, der klapper. Der er ulveelskere, pragmatikere og ulvehadere. “Vi skal ikke have de bæster rendende rundt i den ellers så fredelige vilde natur i Danmark”, siger den ene fløj. “Ulven er velkommen, den er fredet, og vi skal lade være med at blande os i naturens gang”, siger den anden fløj.

Ulvedebatten kalder på forandringer i vores natursyn efter de sidste mange årtiers fokus på naturen som noget ensidigt positivt. Naturen indeholder det smukkeste og største, men også alt det grimme og farlige, der truer os. Det går ikke kun at lade naturen råde. Hvis vi lod naturen råde, ville vores kultur bryde fuldstændig sammen.

Vores stræben efter velstand har kostet naturværdier i urimelig grad. I den moderne verden har vi derfor – gudskelov – erkendt, at der skal være plads til naturens mangfoldighed og vildskab. Det med mangfoldigheden er der faktisk næsten ingen, der bestrider. Vi har det sværere med vildskaben og alt det farlige. Vi holder af at se dramaet på film fra de varme lande. Men sådan er det overalt – også i Danmark.

Naturen er og har altid været en kampplads på liv og død. Fredsriget, hvor “Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen og en lille dreng vogter dem.” (Esajas bog, kapitel 11, vers 6), eksisterer kun som fabel i fantasiens verden.

Den vilde natur er hele tiden en trussel mod det paradis, vi stræber efter at leve i. Her på Sydvestsjælland, hvor jeg bor, har det været nødvendigt at indhegne haven. Foreløbig mod horder af rådyr. Udenfor hegnet ligger vildskaben på lur.

Naturen i Danmark, nu med vilde ulve, er ikke kun god. Den og også barsk og fuld af farer

—–

Ovenstående artikel er bragt som essay i Kristeligt dagblad onsdag den 3. april 2013. Abonnenter kan læse og komemmentere den i avisen her

Rapsdyrkning til biodiesel – en af flere alvorlige vildveje i forsøget på at løse klimakrisen. (Foto: Michael Stoltze).

Danmark og resten af verden står midt i et vigtigt valg:

1. Vi kan vælge fortsat at basere samfundet på naturens kulbrintelagre

2. Vi kan vælge at omstille samfundet til at være basere på vedvarende energi

Der er naturlige kulbrintelagre (olie, gas, kul, metanhydrat m.v.) nok på Jorden til mange hundrede års forbrug. Selv med det nuværende eller et stigende behov. Problemet er bare, at et fortsat uhæmmet forbrug af naturens kulbrintelagre (fossile brændstoffer) med usvigelig sikkerhed vil føre til et stærkt øget indhold af CO2 i atmosfæren og dermed markant global opvarmning og andre klimaforandringer.

Der er solskin nok til flere milliarder års forbrug. Derfor kalder vi solenergi (inklusiv den solenergifremkaldte vind-, vand-, bølge- og biomasseenergi) for vedvarende energi.  Solen skinner på Jorden året rundt med en energimængde, der er mere end 10.000 gange større end den energi, menneskeheden samlet bruger her i 2013. I teorien vil et areal i Sahara på ca. 300 x 300 km med moderne solceller være nok til at forsyne hele Jorden med energi til at dække hele det nuværende forbrug.

Solskinnet opvarmer Jordens atmosfære og gør den ustabil, så der kommer vind og bølger. Solvarmen får vand til at fordampe, så der falder regn og opstår vandløb og floder. Og Solens ståler leverer energi til de grønne planters fotosyntese, så de vokser og opbygger energirig biomasse af kuldioxid og vand.

Der er mere end rigeligt af vedvarende energi, og selv om de fleste vedvarende energiformer er dyrere end fossile brændstoffer, falder priserne efterhånden som teknikkerne udvikler sig. Problemet med omstilling til vedvarende energiforner er derfor på længere sigt næppe økonomi.

De største udfordringer er lagring og tilvejbringelse af transportabelt, CO2-netralt brændstof til transport.

Første udfordring er lagring. Vi har brug for en stabil energiforsyning. Det nytter jo ikke, at der kun er strøm, når det blæser og Solen skinner. Batterier kan hjælpe en smule, men det er alt for dyrt. Derfor må man tænke i f.eks. oppumpning at vand i højtliggende kunstige søer, fremstilling af brintlagre eller lignende. På langt sigt er der formentlig også gode muligheder for at omdanne, lagre og bruge biomasseprodukter konstruktivt og i tilstrækkeligt omfang –  især når elnettet bliver så udbygget, at man internationalt kan udveksle strøm over hele Jorden. Det vil nemlig betyde større stabilitet i energiforsyningen, fordi Solen altid skinner mange steder på planeten, så behovet for energilagre bliver mindre.

Anden udfordring er tilvejebringelse af CO2-neutralt brændstof. Fly og skibe kan ikke fungere på el, så her må man udvikle egnede kulbrinteprodukter på basis af biomasse eller bruge brint, som man kan fremstille ud fra elektricitet.

Indtil vi for alvor får løst disse udfordringer på en måde, så det bliver økonomisk bæredygtigt, vil vi være afhængige af de CO2-udledende fossile brændstoffer. De har og har haft enorm betydning for den velstand, vi har opnået og gerne vil bevare fremover.

Verden befinder sig både i en natur- og klimakrise, og vi skal sørge for at løse begge kriser samtidig: De menneskeskabte klimaændringe må ikke blive så voldsomme, at de truer menneskeheden, og samtidig skal vi sikre plads til, at Jordens variation og rigdom af natur bliver bevaret.

Omstillingen til et verdenssamfund, der er baseret på vedvarende energi, er fuld af farlige vildveje, som kan gå voldsomt ud over natur, landskab og biodiversitet. Støjende og voldsomme vindmøller i smukke landskaber, solcellemarker i frugtbare egne, rydning af regnskov til palmeolieplantager og sukkerørsmarker til energi samt brug af majs, korn og raps til bioethanol og biodiesel er nogle af de alvorlige gruber, som verden allerede er faldet i.

Det skal vi bekæmpe, ligesom vi skal være på vagt overfor fortsat uigennemtænkt brug af biomasse og voldsomt arealkrævende og landskabsødelæggende udlæg af områder til biomasseproduktion og anlæg til produktion af sol-, vind- og vandenergi.

Men omstillingen er mulig at gennemføre, bl.a. ved i langt større omfang end hidtil at udnytte eksisterende bygninger og anlæg som energisamlere.

Regeringens politiske ambitioner om at fastholde sine vandplaner karambolerer ifølge Altinget.dk med Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger, som regeringen derfor udsætter offentliggørelsen af. (Foto: Michael Stoltze).

Ifølge nyhedstjenesten http://www.altinget.dk, er regeringen nervøs for, at Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger, der skulle være kommet her i marts, vil karambolere med regeringens vandplaner. Derfor bremser regeringen nu kommissionens arbejde.

Det politiske indgreb er et ærgeligt signal fra en regering, der har klokket i det med vandplanerne. Regeringen vil tilsyneladende hellere insistere på at gennemføre en holdningsbaseret og ufornuftig 1. generation af vandplaner frem for at læne sig op ad Natur- og Landbrugskommissionens helhedsanbefalinger om, hvordan natur og landbrug kan spille fornuftigt sammen i fremtiden.

Regeringen skyder dermed sig selv i foden.  Grønne organisationer, naturforkæmpere, miljøforkæmpere, erhver, landbrug og landbrugets organisationer har klappet i hænderne over Natur- og Landbrugskommissionen, der er en indlysende rigtig, nødvendig og lovende vej at gå, når det gælder om at komme videre med at løse såvel den økonomiske krise, naturens krise som landbrugets krise.

Det er uklogt at nedtone den dygtige og folkeligt, fagligt og erhvervsmæssigt populære kommission grund af regeringens politisk kludrede og insisterende ideologiske håndtering af vandplanerne.

Natur & Samfund skal understrege, at kommissionens anbefalinger er og skal være langt, langt bredere og vigtigere end vandplanerne, der alt andet lige kun er en detalje i fremtidens arealplanlægning og lovgivning i Danmark. Vandplanerne bør naturligvis hverken bremses af eller tage fokus fra Natur- og Landbrugskommissionens afgørende, overordnede anbefalinger.

Anbefalinger skal på bordet så hurtigt som mulige. Kommissionens sekretariat oplyser nu, at anbefalingerne kommer “i løbet af foråret”.  Det vil i almindeligt dansk sprogbrug sige inden 1. juni.

Det regner vi med, ligesom vi forventer bred politisk og begavet handling på baggrund af kommissionens anbefalinger.

Lys forude? Natur og Samfund arbejder for en Naturplan Danmark, der både prioriterer beskyttelse af de eksisterende naturværdier (som her omkring Holsteinborg Nor) og plads til ny, beskyttet natur, hvor der er behov for det. (Foto: Michael Stoltze).

I den igangværende debat om naturen i Danmank er to synspunkter fremherskende:

1. Vi skal passe bedre på de naturværdier, vi stadig har

2. Vi skal sikre mere plads til naturens mangfoldighed

Både i den politiske og faglige verden støder de to udmeldinger imidlertid  ofte sammen. Politikere ønsker som regel hurtige og synlige resultater. Derfor er konkret naturgenopretning som f.eks. genskabelse af en sø, genslyngning af en å eller etablering af en bynær skov, vældig populært. Landskabspleje og bedre beskyttelse af eksisterende natur er mindre synlig, og derfor ikke så populært.

Fra fagkredse bliver der undertiden fremført kritik af politikernes prioritering med etablere ny natur med den ene hånd, mens den anden hånd svigter landskabsplejen, så vores eksisterende naturværdier smuldrer ved. f.eks. tilgroning af enge, heder og overdrev.

Kritikken er forståelig, men det bør ikke være et enten-eller. Den kommende Naturplan Danmark bør prioritere begge dele. I kampen for et bedre samfund med en rigere natur mener Natur og Samfund, at vi har brug for en ny, bedre og mere enkel naturbeskyttelseslov, hvor de omfattede arealer er beskyttet mod gødskning, sprøjtning, bebyggelse og (så vidt muligt) dræning på matriklen, og hvor der er pligt til at fastsætte mål for de beskyttede arealer.

Natur og Samfund mener også, at vi skal finde plads til mere natur ved at tage dårlig landbrugsjord ud af intensiv drift og ved at skabe ny natur (både skov og åben natur) på højdedrag, omkring kilder og øvre vandløb og bynært. For os er det ikke nok at sikre, at arter overlever. Naturens mangfoldighed, variation og magi en er vigtig for vores liv og velfærd, og den skal også kunne opleves inden for rimelige afstande over alt i vores land. Variationen skal være en central ingrediens i landskabet.

Vi venter nu spændt på anbefalingerne fra Natur- og Landbrugskommissionen, og vi vil derefter gå meget aktivt ind i arbejdet for, at Naturplan Danmark bliver en milepæl i historien til gavn for landets udvikling.

På tur ved Glænø Strand. (Foto: Michael Stoltze).

At gå en tur uden mål og med og gerne alene, så tankerne kan flyde frit, er ultimativ frihed og en lise for krop og sjæl. Og Danmark er fuld af muligheder for enhver smag.

“Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke kan gaae fra den.”

Sådan skrev filosoffen Søren Kierkegaard i 1847 i et brev til sin svagelige svigerinde, Henriette Kierkegaard.

I gamle dage gik man meget. Man gik tit, og man gik ofte langt. Det var simpelthen nødvendigt. Man kom frem i verden ved at bruge sine ben. Landet var gennemvævet af fodstier, der ikke var ulig de vilde dyrs veksler. Der var kirkestier, driverstier og vandrestier overalt mellem byer, landsbyer og huse. Nogle af de gamle stier er bevaret helt op i nutiden, men mange er forsvundet.

I vore dage er det ikke fysisk så nødvendigt at gå. Alligevel er Kierkegaards ord gyldige. Han sætter præcise ord på gåturen. Turen er lyst til livet. Gåturen, uden mål og med og gerne alene, så tankerne kan flyde frit, giver ikke bare fysisk velvære, men er også en lise for sjælen. Det er den ultimative frihed.

I min barndom på Nordbornholm gik vi meget. Mine forældre bor på 55. år stadig i det samme hus i bunden af Kampeløkke Ådal – en af Bornholms største og bredeste sprækkedale – der skærer sig dybt ned gennem landskabet fra syd til nord et par kilometer vest for Ols Kirke.

Gennem 1. og 2. klasse gik min storesøster Karen, min (nu afdøde) tvillingebror Jacob og jeg daglig de tre kilometer til Ols Kirkeskole, og vi gik ture i al slags vejr. Skoven og klippeheden, der strakte sig med enebær, birk og et utal af små stenbrud, lå som eventyrlige jagtmarker i det højtliggende terræn vest for huset. Der var en sø, som vi fiskede aborrer i, der var ofte en overdådighed af kantareller, karljohanner og andre spisesvampe, og der var altid masser af blåbær og vilde kirsebær i sæsonen.

Min mor og far insisterede også på gåture i regnvejr. Regnvejrsturene var meget populære, og udstyret var i orden. En solid regnfrakke, gummistøvler og sydvest. Det gjaldt om at binde sin sydvest rigtigt, så vandet ikke løb ned på den gale side af kraven. Men rigtigt klædt på var der ikke noget som en regnvejrstur, hvor man lunt og tørt i sin mundering kunne udforske den våde frodighed.

Vandpytterne lå som indbydende udfordringer lige til at trampe igennem, og sporene i den stenede vej, som svingede sig over dalbunden og op forbi bondegården på dalens modsatte skråning, blev hurtig til rislende bække. Her kunne man dæmme op for vandet eller sende blade og pinde af sted med strømmen mod en uvis skæbne.

Som små børn havde vi alle vore sanser nede i den våde vegetationshøjde. Hundegræssets fede aks var ladet med vand, der skyllede ind over ansigtet, hvis man blev ramt af de dyngede strå. Og også blåhatten hang traurigt parat til at slippe sine klare dråber fra sin lysviolette kalot. Skrubtudserne var aktive overalt, skiftevis kravlende og hoppende. Sneglene var også ude på lystig vandring – selvfølgelig – og lod sig kun kortvarigt distrahere, når en barnefinger strøg deres stilkede øjne.

Og så var der natture. En gang, hvor Jacob og jeg havde haft fødselsdag og fået sådan nogle lommelygter, der kunne skifte farve, tog min far os med op i skoven til rævegraven, så vi kunne lyse ned i hullet. Det var uhyggeligt og godt at have en far ved hånden. Jeg husker det, som om vi så den sovende rævs bug hæve og sænke sig dernede. Men det var nok bare lygtens flakkende lys mod hulens væg.

Jeg er uendelig taknemmelig over mine forældres insisteren på disse ture i den tidlige barndom, hvor sanserne er skarpe og nysgerrigheden umættelig. At tage på tur er andet og mere end bare en rent fysisk foreteelse. Det er i lige så høj grad en mental proces og en stimulering af alle sanser.

Kierkegaard var ikke alene med sine betragtninger om at gå.

Gåturens velsignelser for krop og sjæl er en urgammel erkendelse. Filosoffer, forfattere, musikere, forskere og politikere har til alle tider brugt gåturen til at klare tankerne, få idéer, gøre iagttagelser, føre fortrolige samtaler og møde mennesker. Ikke mindst i guldalderens Danmark blev vandreture dyrket som et uundværligt virkemiddel.

Man gik med særlig forkærlighed i store haver og parker, men også gennem mark og skov eller i mere vild natur ved sø, å og hav. Gåturens betydning for tænkningen afspejles blandt andet i navnet Filosofgangen, som stadig bruges om en del stier og veje i for eksemepl Odense, Sorø og flere andre steder i Danmark. I landsbyen Downe syd for London findes endnu den cirka to kilometer lange sti, The Sandwalk, hvor Charles Darwin hver dag vandrede fra sin bopæl for at tænke over de mange spørgsmål, han tumlede med. Darwin var ganske bevidst om gåturenes betydning og kaldte selv stien for sin “thinking path”.

Der var altid eventyr på fodrejsen. Man gik alene, eller man gik sammen, som regel med en god ven, en kollega, en lærer, en elev eller – naturligvis – sin kæreste eller ægtefælle. Selv når vi går mange sammen på tur, deler vi os som regel op i par eller enkeltpersoner alt efter temperament og behov. Vandreturen er sjældent til rundbordssamtaler.

Der er al mulig grund til at dyrke gåturen højt op i alderdommen, hvis det er muligt. En smuk torsdag i sommeren 2007 besøgte min familie og jeg min 92-årige svigermormor i hendes sommerhus ved kysten nær Nyråd ved Vordingborg. Hun var på det tidspunkt gammel og svag og skulle have hjælp til at komme ud på stolen ved bordet på terrassen. Som hun sad dér, mindede hun om en mager fugleunge, men var årvågen og fuld af godt humør og taknemmelighed. Tre dage efter blev vi hidkaldt til sommerhuset, da hun var sovet stille ind om morgenen.

Afslutningen på hendes liv ville næppe have været så rolig uden hendes daglige ture. 10-15 år tidligere havde hun mange led- og rygsmerter og andre dårligdomme, som hun heller ikke lagde skjul på. Som led i behandlingen skulle hun gøre gymnastik og blev opfordret til at gå regelmæssige ture. Og det besluttede hun så at gøre. Hun gik hver eneste dag en tur 20 minutter ud og 20 minutter hjem. Smerterne blev til at leve med, hun beklagede sig mindre, hun fulgte dag for dag levende med i naturens gang, og hun havde altid noget at fortælle. Gåturene var en gave, som gjorde hendes mange sidste leveår gode. De var nærmest et mirakel.

Sundhedsvæsenet har for længst erkendt, hvor vigtigt det er at røre sig, og læger er ligefrem begyndt at ordinere gåture. I en tid, hvor dele af befolkningen dyrker løb og fitness som gjaldt det om at løbe fra døden, har jeg det lidt blandet med den slags udmeldinger. Løftede pegefingre er sjældent med til at løfte livet. Opfordring er bedre end ordinering.

I de seneste år har vandring i kristen og symbolsk betydning fået en vis renæssance med “genopdagelsen” af pilgrimsfærden til katedralen i Santiago de Compostela i Nordvestspanien. Her har en grav siden omkring år 900 været regnet for at indeholde de jordiske rester af apostlen Jakob. Stedet blev derfor hurtigt et vigtigt kristent pilgrimsmål, hvortil kristne vandrede ad Caminoen. Caminoen betyder simpelthen “vejen” på spansk, men er også betegnelsen for kristendommen. Når man som pilgrim går mod Santiago de Compostela, følger man ikke bare vejen, men også den kristne vej. Og vejen er vigtigere end målet.

Man kan undre sig over, at vandringerne til Santiago de Compostela pludselig har udviklet sig til en blomstrende forretning for et hav af rejsevirksomheder og selskaber. Jeg kender ikke svaret. Men magien, der er bundet til historien, naturen, landskaberne, roen, den rent fysiske vandring og ritualerne berører os tydeligvis dybt. Ved rejsens afslutning syr man gerne en skal af den store kammusling (en Sankt Jakobs skal eller en Ibskal) på tøjet. Den regelmæssige skal, der er på størrelse med en underkop, er Jakobs symbol og bevis på, at man har gennemført vandringen. Det er et smukt ritual.

Men mindre kan gøre det. Jeg vil helst slå et slag for vandreturen i mere dagligdags forstand. Den jævne og muntre vandretur, der blot handler om at bevæge sig ud for at indsuge verden med alle sanser, tænke nye tanker, få styr på sine tanker eller bare gå sig et velvære til. Alene, med vennen, kæresten, ægtefællen eller sine børn.

Danmark ligger jo og byder sig til. Stat, kommuner, Danmarks Naturfredningsforening, private, fonde, Friluftsrådet oghttp://www.youtube.com/watch?v=JGm2l6xrNmomange andre gør et kæmpearbejde for at sikre os alle adgang til herlighederne. Til alt held er der både de slidte stier med trængsel og de sjældent trådte stier, hvor man kan gå længe alene. Og har man mod og lyst, er det altid givende at vandre uden for de trådte stier. Selv på velbesøgte steder kan man på visse årstider og tider af døgnet være helt alene. En dag i juni havde jeg engang Møns Klint helt for mig selv i over to timer, da jeg gik langs stranden i timerne fra morgenrøden, og indtil solen begyndte at varme.

Vi skal værne om landskabet, naturen og ikke mindst adgangen til at vandre i landskabet. De fleste steder er der heldigvis stadig gode muligheder, og der er fri adgang langs Danmarks uhyre varierede og poetiske kyster, der samlet strækker sig over mere end 7500 kilometer. Det er omtrent det samme som hele Italiens kystlinje. Mulighederne er enorme, og enhver kan vælge sin personlige yndlingstur.

Hermed er opfordringen givet videre: Gå!

Ovenstående essay om gåturen blev oprindeligt bragt 2. april 2009 i Kristeligt Dagblad under titlen At gå en tur er lyst til livet, som jeg uddyber i denne udsendelse på DR P1, hvor Kåre Gade interviewer

På vandring ved Holsteinborg Nor. (Foto: Michael Stoltze).