Sue og Lars

Grusvejen til Saltunavej 12. (Foto: Michael Stoltze).

Ejendommen Saltunavej 12 ligger på landet på Bornholm mellem Østermarie og Saltuna.

Stedet er omgivet af dyrkede marker og ligget højt i landskabet, så der er et smukt udsyn over Østersøens blå mod nordøst. Fra den asfalterede Saltunavej fører en stenet grusvej frem til det sted, som Sue og Lars Trolle købte i 1973.

Da jeg svingede ind på grusvejen var jeg lidt i tvivl, for da jeg kom her i 1970’erne var stedet let genkendeligt på ladens karakterfulde, sekskantede gavl. Nu er træerne blevet høje, så man kun med god vilje aner bygningerne i alt det grønne. Men vejen derhen lover godt. Det er sløret sol og lummervarmt, og i begge sider af vejen bugner rabatten af klokker og knopurt og blåhat og røllike. Og ikke mindst hele gule bølgehave af Jomfru Marias sengehalm – den gule snerre med den forførende, søde duft af sommer. En kålsommerfugl flagrer lavt og ubeslutsomt over venstre hjulspor og søger op mod himlen og op i den lette østenvind, som midlertidigt har ført lidt varme til øen.

Mit ærinde er at besøge Sue for tale med hende om livet, døden og naturen.

Sue i haven. (Foto: Michael Stoltze).

Sue er født Susan Lindsey Jane Russell i Tanzania i 1949 som den yngste af tre døtre. Faderen var journalist og moderen sygeplejerske og jordemor. De udvandrede uafhængigt af hinanden til Tanzania, hvor de mødte hinanden i hovedstaden, Dar es Salaam. De første år boede Sue hos forældrene i Tanzania, hvor hun blandt andet oplevede deres bekymring over den dramatiske Mau-Mau opstand og briternes brutale fremfærd overfor de sorte oprørere i Østafrika. Først i 1960’eren begyndte Sue i kostskole i England, hvor hun i de ferier, hvor hun ikke rejste hjem til Tanzania, til stor inspiration boede hos sin natur- og botanikyndige familie i the Cotswolds lige udenfor byen Cheltenham nær Oxford i Sydengland.

Faderen i Tanzania elskede bøger, og forældrene havde to boghandler, en i Arusha og en i Moshi. Efter endt skolegang tog Sue til sine forældre i Moshi i Tanzania og til Israel for at arbejde i en Kibbutz. Tilbage i Tanzania traf hun i under en tur med Moshi Bjergklub til vulkanen Mount Meru en smuk, dansk mand med en levende begejstring for natur. Det var Lars, og med ham kunne hun dele sin interesse for botanik og naturen i det hele taget. Lars var lærer og underviste på en pigeskole i Macheme på Kilimanjaro. Han boede langt oppe ad bjergskråningerne på den eventyrlige vulkan med vilde bjergregnskove, lyde af aber, træfrøer og turakofugle og med trælyng, kæmpelobelier og sølvskinnende kæmpebrandbæger på alpine heder i over 4000 meters højde.

Omgivelserne af vild natur kunne ikke være mere magiske for det nyforelskede par. Det var en intens og eventyrlig start deres liv sammen. Livet på bjerget med ture til Serengeti, Ngorongoro og Lake Manyara og Mount Meru var en god begyndelse. Eventyret forsatte under nye himmelstrøg, da de i 1972 rykkede til Bornholm, hvor Lars havde fået arbejde som lærer på Østermarie Skole. De boede først i en lærerbolig, men allerede året efter købte de skoleinspektørens nedlagte husmandssted, Saltunavej 12, hvor Sue nu har boet i 44 år. Det var et primitivt sted uden indlagt vand. Gårdens pumpe findes og virker endnu, men sammen fik de sat skik på huset og efterhånden også installeret moderne bekvemmeligheder. Grunden var lille og omgivet af rig landbrugsjord, så det var en kamp med den daværende landbrugskommission at få lov til at tilkøbe mere jord til noget så nytteløst som have og natur. Men det lykkedes, og de fik forvandlet stedet til et paradis af have og blomstereng og krat og skov.

Fra lysthuset er der kik til blomsterengen og udsigt over Østersøen. (Foto: Michael Stoltze).

Ejendommen blev rammen om et liv med have og natur. Sue dyrkede sin interesse for botanik og have, og Lars dyrkede sin interesse for den vilde natur og navnlig insekter, hvor han blev Danmarks førende specialist i cikader og skrev videnskabelige artikler og populære bøger om natur. Datteren Astrid kom til i 1982 og i 1986 fik Sue og Lars sønnen Halfdan. Astrid bor i dag med manden Martin nær Ringsted, mens Halfdan bor med kæresten Cille i København. Astrid og Martin har børnene Augusta på 10 og Olaf på syv år.

Lars vidste besked med naturen. Han var en afholdt turleder, og blandt bornholmere fik han med god grund stjernestatus på grund af et utal af udsendelser i lokalradio og TV om stort og småt i naturen. Han var en blændende og rolig fortæller, som glad og begejstret delte ud af sin viden. Lars var en smuk mand, smilende og altid med en god fortælling om naturen på læben. Han anerkendte og fortalte også med levende begejstring anekdoter om alle de andre naturhistorikere han kendte og beundrede.

Sidst i 1980’erne begyndte Sue at opformere sjældne og usædvanlige haveplanter til salg. To dage ugentligt sælger hun sine planter på torvet i Svaneke, og det har hun nu gjort i 28 år – de senere år med god hjælp fra en medarbejder. “Haven er ret vild og tilgroet, men kom bare alligevel”, siger Sue med en blanding af undskyldning og stolthed, da jeg træffer aftale om besøget. Som god haveromantiker bestemmer Sue over haven samtidig med, at hun lader haven bestemme mest muligt selv. “Men lige nu bestemmer haven lidt rigeligt”, siger hun med et smil, da jeg balancerer bakken med skoldhed te, småkager og tærte ad små stier ud til et lille havebord midt blomsterhavet. Undervejs standser vi ved et overdækket fuglefoderbræt, som en humle har erobret. Humlebladene skjuler en solsort, der ruger fast i reden, som den har valgt at placere lige dér på brættet, hvor den blev fodret i vinters. Fuglen ser os værdigt an fra sit leje og viger ikke en millimeter, selv om vi står blot en halv meter fra reden. “Jeg nænner ikke at klippe og beskære, når fuglene yngler”, sige Sue. Hun ved, at alt det vilde godt for fuglene. “Jeg lægger stor vægt på, at blomsterne er gode for sommerfugle og vilde bier, så det summer af liv”, fortæller Sue ude i blomstermarken.

Hun taler et smukt dansk med klar diktion og en charmerende accent, som trods de 44 år i Danmark ikke efterlader tvivl om hendes engelske herkomst. Vi sætter ved bordet ude i haven. Skydækket letter, solen varmer, sommerfuglene flokkes om merian, og årets første store grønne løvgræshopper synger insisterende i blomsterengen. “Børnene er lidt bekymret for mig – om jeg kan magte at drive det. Men jeg trives og elsker det her sted, og skal nok bæres ud herfra”, svarer Sue, da jeg spørger, hvor længe hun vil blive boende på adressen.

For 14 år siden blev Lars syg af kræft. Han kom under behandling med både transplantation og medicin, og i næsten et år fra 2005-2006 var han tilsyneladende kræftfri og fri af behandling. Han begyndte at gå korte ture omkring huset, og overvejede endda at genoptage produktionen af de populære naturudsendelser. Men trætheden var for stor, og sygdommen kom tilbage. I vinteren 2006-2007 tog sygdommen til. De sidste 14 dage var familien tæt samlet om ham på Rigshospitalet. Sue boede der og var ved hans side den 22. maj 2007, da han trak vejret for sidste gang. “Han var ikke ved bevidsthed til sidst. Han var rolig og holdt bare med ét op med at trække vejret. Det var fredeligt. Bagefter ønskede jeg at blive hos ham i værelset natten over. Det ville for mig have givet god mening i afskeden og sorgen. Men det var mod reglerne. Jeg ved ikke, om det stadig er sådan”, fortæller Sue, som synes at mange fremmede kulturer har et mere naturligt og værdigt forhold til døden og den døde, end vi har i Danmark.

Sue valgte at blive boende i huset på Saltunavej, hvorfra hun stadig driver sin forretning med at opformere og sælge haveplanter. Lars tegnede og malede og fremstillede knive og mange ting til huset inspireret efter naturen. Hans arbejdsplads, hvor han elskede at sidde med sine bøger og mikroskoper og afsløre smålivets skønhed og hemmeligheder, er der endnu. Og en stor lygtebærercikade fra Afrika titter frem fra hylden over opslagstavlen med nogle af hans tegninger af små, farvestrålende cikader. “Jeg holder meget af, at hans ånd er her. Det giver mig ro, og jeg føler, jeg har et godt og rigt liv her på trods af tabet. Jeg lever og ånder for børnene, svigerbørnene, børnebørnene og stedet her, og har en god bekendtskabskreds takket være blandt andet min planteforretning. Jeg har ikke følt behov for at få en kæreste og føler mig ikke alene”, svarer Sue, da jeg spørger. Hendes øjne og mildhed viser, at hun hviler i sig selv og er hudløst ærlig. Det er sådan, det er.

Arbejdspladsen, hvor Lars studerede insekter og skrev bøger. (Foto: Michael Stoltze).

Det er også hårdt. Sue er på ingen måde mystiker, men hun ser og fornemmer naturens liv og død, skønhed og gru. Og måske først og fremmest poesi. Hun ser symboler overalt i naturen og har oplevet, hvor tæt den største skønhed og den dybeste sorg er forbundet. “Efter den varmeste vinter i mands minde stod jeg en dag i maj i stuen og så ud i haven mod øst, hvor jeg anede en lys violblå i farve højt i krattet mod himlen. Jeg gik udenfor, og tænk – det var kejsertræet, der for første gang stod klædt i et væld af store blå blomster. Det var… 22. maj 2008, på årsdagen”, siger Sue, “og siden har træet blomstret hvert eneste år”. For første gang i vores samtale kommer tårerne frem, også mine, men Sue sunder sig og slår fast: “Det var vel bare tilfældet, men et smukt tilfælde. Og verden er, hvad vi gør den til. Det træ er helligt nu!”. Kejsertræet giver særlig mening i forhold til Sue og Lars, fordi dets store blomster har samme fine, blå farve som de blomstrende Jacarandatræer i den by i Afrika, hvor de traf hinanden.

Kejsertræet. (Foto: Michael Stoltze

Mens vi sunder os, ser vi ud over blomsterhavet, hvor græsrandøjer, grønårede kålsommerfugle og nyforvandlede takvinger boltrer sig, og jeg får øje på noget grønt 10 meter væk i en af de fede blomsterstande på en sommerfuglebusk. En moskusbuk? Desværre, ved nærmere eftersyn viser det sig blot at være et grønt blad. Men haven er omgivet af mange piletræer, som den prægtige moskusbuk kan leve i, så Sue beslutter at læse om billen og se efter den på havens hjortetrøst og andre blomster.

Sue er morgenmenneske og står gerne op mellem klokken fem og seks. Der er altid mange planter at se til og meget at gøre i haven. Børnene kommer ofte til Bornholm, især om sommeren. I den store snestorm i 2010-11 måtte hun lide den tort at holde jul alene, da alt var lammet og Halfdan strandede i Rønne. Men oftere tager hun over til børnene på Sjælland. Halfdan er arkitekt hos Henning Larsen og Cille er med stor succes med til at drive en specialbutik i kaktus. Astrid og Martin bor med børnene i et bofællesskab under Lille Svendstrup Gods. Astrid er PhD-studerende ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og Martin er viceforstander på et AOF sprogcenter.

Hoveddøren. (Foto: Michael Stoltze).

“I april 2007 fik Lars at vide, at Astrid ventede sig. Han var meget syg på det tidspunkt, men han forstod det, og det var en af de få gange, han græd. Af glæde og bevægelse, men siden har jeg tænkt, at det også var af sorg. Han vidste godt, han ikke ville opleve at se sit barnebarn”, fortalte Sue og tørrede øjnene for anden gang i løbet af vores samtale.

Vi vender os igen mod haven og fuglene. I de første år var der et godt udsyn over markerne, og påskelørdag i 1979 kaldte Lars insisterende på Sue. Det var stortrappen, en af verdens største flyvende fugle, som at uransaglige grunde havde valgt at lægge vejen forbi Saltunavej. I dag er træer og buske vokset godt i højden på grunden, og der er mange flere småfugle end før. Men udsynet er ikke så godt mere. Et par hundrede meter væk, bag pilene, flyver en ravn lavt over landskabet og udstøder sit hæse “grok-grok-grok”. Der var ingen ravne på Bornholm, da Sue og Lars kom til øen. Nu er de vendt tilbage. Lars kommer ikke tilbage. Nevermore.

Blomsterhavet er overvældende, og haven summer af liv og er ligeglad. Ligesom hornuglen, der en sen og stille sommeraften uforklarligt fulgte Sue ganske tæt under hendes vandring frem mod huset. Roligt og lydløst drog uglen med hende. Som et lys i mørket bare et par meter væk var det, som om den ville fortælle noget.

Inden jeg kørte fra stedet så jeg kejsertræet. Det bugnede af store, grønne frøkapsler efter forårets blå blomstring.

Sue har de smukkeste hortensia. (Foto: Michael Stoltze).

Blomsterne i gården er mandshøje. (Foto: Michael Stoltze).

 

 


Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 28. august, 2017

Reklamer
Udgivet i natur | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Ulven yngler i Danmark – vildskaben har etableret sig


I 1813 blev den sidste indfødte ulv i Danmark skudt.

Det skete natten mellem den 20. og 21. og juni ved Estvadgård i nærheden af  Skive. Jægeren viste nogenlunde, hvor den store, enlige han-ulv holdt til og brugte et dødt føl som lokkemad. Tålmodigt sad han i skjul med geværet i nærheden af føllet i fem lyse nætter. Den femte nat kom ulven, og jægeren tog sigte og dræbte den.

Legemet af den sidste ulv i Danmark blev transporteret ind til retten i Holstebro, hvor jægeren fik en kontant belønning for sin dåd. Og som markering af sejren blev det store skind af dyret hængt op udenfor byens rådstue. Med datidens natursyn var Danmark dermed en samfundsfjende kvit. Hyrderne på heden behøvede ikke længere frygte ulven, der dengang blev opfattet som et bæst med diabolske og onde hensigter.

Nu er der indfødte ulve igen i Danmark: Der er hørt, set, fotograferet og filmet ulvehvalpe. De er set et sted syd for Holstebro. Ved skæbnens ironi i nøjagtig samme del af landet, hvor jægeren for 204 år siden sad vagt ved føllet og ventede på at aflive den sidste ulv i Danmark. Naturstyrelsen i Vestjylland har længe haft en formodning om et ulvepar i området og satte automatiske fotofælder op. Først i juli 2017 afslørede de med sikkerhed tre ulveunger. Og samtidig filmede en jæger et større antal ulveunger i området. Han mener med sikkerhed at have set i alt otte hvalpe.

Efter omkring 200 år uden indfødte ulve, er Danmark atter ulveland. Det store rovdyr, der jager i flok og kan nedlægge krondyr og det, der er større, er vendt tilbage.

Den første sikre ulv i Danmark siden 1813 blev set og fotograferet i hjertet af Nationalpark Thy. Det var den 14. oktober 2012. Den var syg og blev fundet død på heden den 19. november. Næste danske ulv blev set og fotograferet af en familie fra et køkkenvindue i et hus nær byen Lem ved Ringkøbing Fjord den 26. december 2012. Og i årene efter blev flere forskellige ulve set i Jylland. De første var strejfende han-ulve, men i 2017 blev den første hun-ulv påvist med sikkerhed. Og nu er de første indfødte danske ulve altså et realitet.

Ulven føder sine små hvalpe i skjul under store træer eller i huler i jorden, under trærødder, klipper og store sten. Kuldet består af mellem én og 11 hvalpe, der er blinde de første 10 dage. Ved fødslen vejer hvalpene under et halvt kilo. Efter et år er de voksne og vejer mellem 30 og 80 kilo. De største er hanner. De bliver som regel kønsmodne efter to år og lever omkring 10 år i naturen. I virkeligheden er det en tilsnigelse at sige, at ulven er kommet til Danmark igen, for tamhunden har ulven som stamfader. “Menneskets bedste ven” er biologisk set en ulv.  De kan krydses med vilde ulve og få fuldt fertilt afkom.

Få dyr i verden er indspundet mere i myter end ulven. På godt og ondt. Der er myten om den gode og kloge ulv, som opfostrer Remus og Romulus, der dier hos ulvemoderen og grundlægger Rom. Og der er Kiplings historie om den vilde dreng, Mowgli, som vokser op med ulveunger hos en vild ulvefamilie i den indiske jungle. Og så er der den uhyggelige ulv i Peter og Ulven, fortællinger om Rødhætte og ulven og alle de grusomme historier om ulveflokke som omringer og forfølger ryttere eller hestevogne eller kaner. Læs blot fremstillingerne i Brehms “Dyrenes Liv” eller i Selma Lägerlöfs “Gösta Berlings Saga”.

Ulven er stigmatiseret som djævelen selv. Det hele har utvivlsomt rod i faktiske tilfælde af rabiesramte ulve. Ulve med rabies (rabiate ulve – heraf ordet “rabiat”) kan som følge af den uhyggelige, dødelige sygdom miste besindelsen og med fråde om munden slå sig på at angribe mennesker. Ellers er ulve bange for mennesker og stikker af, når man møder dem.

Hvad nu? Ulvens genindvandring og etablering i Danmark rusker gevaldigt op i vores natursyn. Der er ulveelskere og ulvehadere. Debatten har rumsteret længe. Efter at ulve med danske dåbsattester er en realitet, vil ulvedebatten blusse op til nye højder, som det er tilfældet nabolande som Sverige og Tyskland. Ulven er et stærkt toprovdyr. Den lever især af pattedyr i alle størrelse. Dens vigtigste kost er hjortearter som rådyr, krondyr, dådyr og rensdyr, men den tager også gerne får, geder og svin, og ulve i flok kan nedlægge både køer og heste.

Ulven er helt naturligt kommet til Danmark ved egen kraft, og modsat tidligere, hvor der var præmie på dens skind, er ulven nu en fredet dyreart, som det er strafbart at forfølge i EU-landene. Kun efter grundig dokumentation kan man i Danmark i visse tilfælde få tilladelse til at skyde en ulv, der har slået sig på at tage husdyr. I Sverige har man politisk fastsat hvor mange ulve, der må være i landet. Statens tilladelser til ulvejagt i Sverige er anledning til en til tider meget følelsesladet debat.

I Danmark har ulvenes ynglesucces allerede udløst første bølge af synspunkter for og imod ulven. Det vil fortsætte men nye bølger. Ulven er landet og Danmark er et ulveland. Den kan leve her, og ulvene kan blive mange med tiden, for de kan formere sig hurtigt. Hvor mange ulve, vi skal og vil leve med i Danmark, er ikke afklaret.

Det er vildskaben, der banker på Danmarks dør, og vi har lukket den ind. Det er sket med vilje, fordi vi som mennesker har giver naturen lov til det. Hvor vidt det skal gå og hvor vildt, det skal være i kulturlandet Danmark, vil tiden vise.

——-

Bragt første gang som essay af Michael Stoltze i Kristeligt Dagblad 5. juli 2017.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 2 kommentarer

Naturen og kærligheden

Så længe, jeg kan huske tilbage, har naturen fortryllet mig.

Det var mit held at vokse op i en umådelig rig natur på Nordbornholm, og det var mit store privilegium at have forældre, som vidste noget om natur og altid hjalp mig med at sætte navne på de planter og dyr, jeg fandt. Når de fik navn, fik de ånd.

I skolen supplerede gode lærere med viden om vind og vejr og dyr og planter derude. Min klasselærer fra og med 4. klasse, Helge Christensen, var vores lærer i dansk, sang og biologi. Han var skrap og delte eftersidninger ud med rund hånd. Jeg var meget genert og stille i skolen. En dag formastede jeg mig dog til at snakke til min sidemand, mens vi to og to var på vej ind i klasselokalet efter at have ventet på Christensen udenfor. Det gav en note i den sorte bog, og efter timen blev jeg kaldt op til katederet. “Snakker du også derhjemme?”, spurgte Christensen, hvilket jeg som følge af almindelig forundring og mangel på situationsfornemmelse promte svarede “ja” til. For det skete da, at jeg sagde noget derhjemme. Hvorpå jeg fik min første og eneste eftersidning for næsvis opførsel.

 

Børnene er intenst optaget af en mursejlerunge, som var faldet ned og ikke kunne få luft under vingerne. Den blev kastet mod himlen, hvor den fandt sin frihed og fløj væk. Uforglemmeligt. (Foto: Michael Stoltze).

Siden fik Christensen og jeg dog en god kemi. Han lærte os om blomsternes intime kønsliv med støvknapper, støvfang, grifler og frø og smukke klæder (blomsterkroner) og nektar som lokkemad. Vi skulle tegne det hele for hinanden på tavlen og i vores arbejdshæfter, og det var uforglemmeligt. I biologitimerne tog han os tit med ud i landskabet omkring skolen, hvor der var marker og grøftekanter og skove og bække med et mylder af blomster. Han lærte os de vigtigste arter som blåhat, blæresmælde og forglemmigej at kende, og morede sig med at udfordre mig ved at spørge om navne, på de planter, han ikke lige kendte selv. Jeg synes, det var pinligt at sige noget, men fik dog fremstammet navne som marktusindgylden eller hampagtig hanekro, som stod i markskellene og skiltede med frække blomster i æggegult og violet. Den kendte han ikke, men han tog planten med tilbage til skolen og fandt ud af, at det var rigtigt, hvad jeg havde sagt. Han glemte ikke at rose, og siden spurgte han mig om plantenavne hver gang, vi var ude på tur.

Mine forældre og Christensen var en uvurderlig hjælp. Men den største glæde var Marie. Marie var datter af keramiker Karin Christensen og billedhugger Ole Christensen, som boede på en bakke omkranset af marker og skov til alle sider. Marie og jeg fandt sammen om at udforske naturen på alle leder og kanter, og vi havde stjernestunder sammen i mange år. Vi var ikke ret gamle, før vi listede rundt omkring Karins og Oles hus med net og syltetøjsglas for at fange alle de dyr, vi kunne overmande, finde sneglehuse, knogler og sjove sten. Og vi samlede bær og nødder og svampe og plukkede blomster af så mange slags, vi kunne finde.

Vi var vel fire og syv år, da vi begyndte at indtage naturen i hæmningsløse doser. Vi var hinandens tætte selskab i mange år, og uden at vi rigtig forstod det dér med kærester, talte vi af og til flygtigt om, at vi nok engang skulle være mand og kone. Det var ikke så vigtig. Det vigtige var naturen.

Kald det kærlighed eller naturglæde. For os var det en sanselighed og sorgløshed, som gjorde os nærmest lykkelige. Den var at ligne med lykken over sidste skoledag inden sommerferien, der dengang i grundskolen åbnede sig som en uendelighed af berusende frihed. Jeg var hvert år i juni sikker på, at sommerferien aldrig ville slutte.

Marie og jeg fandt de mest utrolige ting. Vores mest elskede sted var et lille vandhul i klipperne ved den vej, der førte op til huset. Det var let at komme til med vores net, og det myldrede med liv i vandet. Der var tilpas med vandplanter, og vandhullet var så dybt, at det aldrig tørrede helt ud om sommeren. Det var her, jeg erfarede, at de hurtige rygsvømmere med sølvskinnede ryg (som altså vender nedad, da de svømmer på ryggen) stikker smertefuldt. Jeg havde taget en rygsvømmer op i hænderne, hvor den ihærdigt sprang omkring med sine stærke svømmeben for at undslippe. Lige indtil den lagde sig til rette mellem to fingre og tilføjede mig et resolut stik, som fik mig til at kaste rygsvømmeren fra mig med et hyl.

Og det var her, Marie imponerede mig ved at fange to “kongesalamandre”. De var dobbelt så store som de almindelige salamandre. Og hannernes haler havde vidunderlige sølvstriber i hele deres længde. Vi fandt også salamandrenes larver, der var lyserøde med udstående, vingelignende gæller bag hovederne. Der var noget engleagtigt over de sarte dyr, der havde de fineste små fingre og tæer.

Børn indtager fordomsfrit naturen med alle sanser. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Senere i folkeskolen blev det sådan lidt pinligt at lege med piger, så til min ærgrelse blev turene med Marie sjældnere. I stedet blev jeg optaget af at fiske sammen med min tvillingebror Jacob og vores kammerat Anders, som var succesfuld geddefisker og mestrede kunsten at fange bækørreder med de bare næver.

Lige inden afslutningen af 7. klasse arrangerede vore lærere en telttur til en lejrplads et sted i Rutsker Plantage. Det var juni og lyse nætter. Nattergalene sang, og i søerne kvækkede de store grønne frøer på livet løs. Vi havde bål, vi havde soveposer, og det hele var så stemningsfuldt og hyggeligt, mens flagermuserne flaksede lydløst frem og tilbage i skovbrynet og over de små søer. Men køligheden kom med den lyse nat, og vi rykkede ind i teltene med lygter. Lærerne tog rundt til os og sagde, at vi skulle sove, men det var alt for spændende. I mit telt fortalte vi spøgelseshistorier og legede “sandhed og konsekvens” så langt ud på natten, at ingen slap for at kysse. Det var min kysse-debut, og det var både vigtigt og mærkværdigt, som det er i den alder. Hun hed Dorete og hun var sød, men jeg var frygtelig genert og slet ikke parat til det med piger endnu.

Man bliver stærkt påvirket af at indtage naturen med alle sanser. Man kan blive så opslugt, at man i åndeløs spænding glemmer tid og sted. Man tilegner sig verden, og det er godt, når dyr og planter får navne og sjæl om bliver fortrolige medskabninger. De bliver en del af os, og vi bliver en del af dem. Det hele er natur og det hele hænger sammen.

De to blåfugle sad i vegetationen, da vi plukkede blåbær. Skønhederne lever kun et par uger. Deres korte liv handler udelukkende om parring og æglægning. (Foto: Michael Stoltze).

Naturen er fundamentet for al kultur. Og i kærligheden er naturen den ursuppe, det hele gror af. I kønslivet er mennesket ikke grundlæggende anderledes end andre dyr. Menneskets seksuelle attributter, erogene indretning og vedvarende parringstid i voksenalderen gør os dog påfaldende aktive, måske fordi vi er nøgne og kan udveksle kropsvarme med hinanden langt hurtigere og lettere end vores hårede slægtningen.

Kærligheden er en stærk følelse, som kan beruse os. Vi kan være forelsket i forelskelsen, og vi kan blive forblændet og fysisk påvirket på et utal af måder. “En krop kan reagere på en anden krop med en sollignende varme”, skriver den svenske digter Ann Jäderlund for eksempel. Smukt. Jeg tror, de fleste kender fornemmelsen.

Lykken over naturen og vores medskabninger er også en stærk følelse, som fysisk kan påvirke mennesker meget. Naturglæden er tæt forbundet med lykken ved at kende, elske og sanse mennesker.

Som art skiller mennesket sig ud ved at have mange kulturelt betinget ritualer omkring kærlighed og samliv. Mennesket hylder kærligheden og dens væsen. Den ideelle kærlighed er betingelsesløs og ukompliceret. Men stærke følelser er forbundet. Det er svært at følges ad, der er så kort fra kærlighed til had. Den største lykke er momentvis og altid truet. Derfor er håndteringen af kærligheden og forholdet mellem mand og kvinde centralt og omdiskuteret i alle religioner.

I kristendommen findes de mest berømte og brugte ord om kærligheden i Paulus’ første brev til korinterne, hvor han blandt andet skriver:

“Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde. Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, saa at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.”

Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; den taaler alt, tror alt, haaber alt, udholder alt.”

“Saa blive da Tro, Haab, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.”

Mennesket er som art enestående ved at være bevidst om kærligheden og ved at leve med at søge kærligheden og ånden. En søgen, ser aldrig slutter, for der gives ingen formel på kærlighed og ånd.

Fysikeren og metafysikeren Hans Christian Ørsted (1777-1851) brugte hele sit liv på en meget bevidst søgen efter formlen på ånd. Hans insisterende søgen gjorde ham allerede fra barnsben af til en alvorsmand, og han fandt naturligvis aldrig den formel, der ikke findes. Til gengæld gjorde den konstante søgen Ørsted til en af de personer, der har haft størst betydning i videnskab og filosofi. Hvis man er i tvivl, vil jeg anbefale at læse Dan Ch. Christensens fremragende biografi “Naturens tankelæser” (2009, 1209 sider i to bind) om Ørsted.

Ørsteds tanker kredsede konstant om naturen, naturkræfterne og sammenhængen mellem det hele. Han skriver om dette og forholdet til Gud i sit “testamente”, Aanden i Naturen, som udkom kort før hans død. På baggrund af sin indsigt i naturen advarer Ørsted i værket om en fast forestilling om Gud og udtrykker det forsigtigt således: Vi ser Guds tanker i hans værker, og skulle ved hjælp af vor viden om disse danne vor forestilling om ham.” Ørsted var snublende nær på Darwins tanker om evolution blot 10 år før  udgivelsen af Arternes oprindelse.

Sådan er det med naturen. Og sådan er det med kærligheden. Det hele hænger guddommeligt sammen.

——-

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad Sankthansaftensdag, 23. juni 2017 

 

Udgivet i Dansk natur, natur | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Et smukt par på engen – isblåfugl og violetrandet ildfugl

En strålende, nyforvandlet han af isblåfugl soler sig med hovedet nedad og vingerne vendt mod solen. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

I løbet af juni dukker et smukt par op på gode, blomsterrige enge: Enge med trævlekrone, fløjlsgræs, ranunkel, mynte, mjødurt, orkideer, blåviolet musevikke og høje syreplanter med røde toppe, der svajer i vinden.

Det smukke par er violetrandet ildfugl (Lycaena hippothoe) og isblåfugl (Polyommatus amanda).  De dukker op med skinnende metalfarver som ild og vand på engen næsten på samme tid af året. Og som nyforvandlede stråler de om kap i solen, som var det en skønhedskonkurrence.

Morgen og sen eftermiddag og aften, hvor solen står lavt, har de to sommerfugle for vane at sætte sig i vegetationen med hovederne nedad og vingerne vendt som paraboler mod sollyset. Sådan stråler de langt væk som små juveler i de blomstrende enge.

Både ildfugle og blåfugle tilhører blåfuglefamilien, der desuden omfatter busksommerfugle (blåhale, guldhale og flere andre arter). Larverne ligner bænkebidere og har meget stærk og sej hud. De udskiller søde stoffer og dufte, der tiltrækker myrer, og myrerne beskytter larverne mod blandt andet snyltehvepse. Larven af den violetrandede ildfugl lever på almindelig syre (Rumex acetosa), mens larven af isblåfugl lever på musevikke (Vicia cracca). De overvintrer som små larver.

Både isblåfugl og violetrandet ildfugl er gået meget tilbage i Danmark i takt med, at gode, blomsterrige enge er forsvundet på grund af dræning, gødskning og overgræsning. Navnlig violetrandet ildfugl er blevet en sjældenhed, og den er næsten forsvundet fra Øerne.

Opskriften på at få de fine sommerfugle tilbage er: Hæv vandstanden til det naturlige, stop al gødskning, sprøjtning og tilskudsfodring, og sørg for let kreaturgræsning hele året eller let sensommergræsning (efter 1. august) – gerne blot på halvdelen af engen, så halvdelene afgræsses hvert andet år på skift.

Underside af isblåfugl. (Foto: Michael Stoltze).

Violetrandet ildfugl – han. (Foto: Michael Stoltze).

Violetrandet ildfugl i aftensolen. (Foto: Michael Stoltze).

Violetrandet ildfugl – hun. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i Dansk natur, sommerfugle | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Guldsmedeglæde

Den rødøjede vandnymfe elsker åkandeblade og andre blade, der flyder på vandet. Her lægger den an til landing. (Foto: Michael Stoltze).

Guldsmede er andet end de fine kunstnere, som fremstiller dyrebare smykke af ædle metaller og kostelige sten.

Det er også en orden af store, elegante og farvestrålende insekter, hvis larver lever som glubske rovdyr i ferskvand.

De færreste ved, at der fundet 60 arter af guldsmede i Danmark, og at der de senere år er kommet flere nye, prægtige arter til os sydfra på grund af klimaforandringerne.

Det er ikke let at få øjenkontakt med en stor guldsmed, som har over 10.000 øjne på hver side af hovedet. Men det er også godt nok at være iagttager. Jo mere man ser, og jo mere man ved om guldsmede, jo mere rører de hjertet.

En nyforvandlet og sårbar bleg vandnymfe. Nymfehuden anes til venstre. (Foto: Michael Stoltze).

Min betagelse af guldsmede startede vist nok den dag, min far kom for at vise os børn noget i en tændstikæske. Han åbnede æsken og tog med yderste forsigtighed en vægtløs og skrøbelig tør ham af en stor guldsmedelarve op i sin hånd. Han forklarede, at han havde fundet den klynget til et siv i kanten af “Isbjørnegrotten” (et lille, nedlagt stenbrud med en ren sø, som vi badede i) og fortalte, hvordan den store guldsmed var krøbet ud af sin larvehud og nu fløj omkring i skoven på jagt efter insekter i luften. Det tørre, florlette hudhylster var ladt tilbage som en raslende hilsen fra guldsmedens larvetid. Åndeløse af spænding vovede vi næsten ikke at trække vejret, før huden forsigtigt var lagt ned på vattet i æsken igen. Æsken med det lille klenodie fik bagefter en hædersplads på chatolhylden i stuen.

Nymfehud af en smaragdlibel. (Foto: Michael Stoltze).

 

Smaragdlibellen står stille over vandet. Den er meget almindelig. (Foto: Michael Stoltze).

Guldsmede har eksisteret på Jorden i over 300 millioner år siden Kultiden – længe før der var blomsterplanter og dinosaurer. De er primitive insekter med ufuldstændig forvandling. Det vil sige, at de ikke har et puppestadium. Larverne er ikke rigtige larver, men såkaldte nymfer. Larvernes (nymfernes) kroppe og ben ligner de voksne insekters en del, men de har ikke de voksne guldsmedes flotte farver, og vingerne er blot små, stumpede anlæg på forkroppen. De ville også være vældig upraktiske at slæbe rundt på under vandet.

Guldsmede tilbringe det meste af deres liv som sådanne nymfe-larver i vand. De er brune og lumske rovdyr, der ligger på lur eller lister omkring på tynde ben i jagt efter smådyr. På undersiden af hovedet har guldsmedelarver et enestående langt, sammenfoldet læbeapparat, som for enden er udstyret med et par sylespidse gribekroge. Hvis et smådyr, en lille haletudse eller en lille fisk komme inden for rækkevidde, skyder guldsmedelarven lynhurtigt sit fangstapparat med vidtspredte gribekroge frem mod offeret. Hvis guldsmedelarven rammer, sidder byttet uhjælpeligt i saksen og bliver trukket ind under hovedet og fortæret.

Guldsmedelarvernes levetid varierer. De fleste lever et lille års tid i vand, men nogle er to eller flere år om deres udvikling. De første guldsmede dukker op i maj, og hen i juni kan der være et sandt mylder af de fine insekter ved rene ferske vande. Ved rene skovsøer med rig vækst af vandplanter er der særlig mange guldsmede, som patruljerer i luften og sidder i vegetationen alle steder. Nogle af de store guldsmede, de elegante mosaikguldsmede, kan flyve meget sent på året. De kan flyve diskret rundt i skovlysninger helt til skoven gulner sidst i oktober.

Der er to slags guldsmede: Ægte guldsmede, som er store, kraftige og hurtige, og vandnymfer, der er spinkle med fine, nåletynde kroppe, og som flyver roligt omkring ved ferske vande på lette, svirrende vinger.

De ægte guldsmede flyver hurtig og langt omkring, og nogle af arterne foretager træk over flere hundrede kilometer.

Ved rene damme er der tit et mylder af forskellige arter af vandnymfer, som jager småinsekter, parrer sig og lægger æg i vandet. De er bestemt umagen værd at lægge mærke til. De fleste arter er smukt blå, men der er også røde og metalgrønne vandnymfer. Og ved vandløb holder de store metalskinnende blå pragtvandnymfer til.

Flagermusvandnymfen lægger æg. Hannen har stadig fat i hunnens nakke. Der er mange lignende blå vandnymfer. (Foto: Michael Stoltze).

Guldsmedenes kærlighedsliv er yderst specielt og meget smukt. Forrest på undersiden af bagkroppen har hannen et sædgemme, som han lader op ved at krumme bagkropsspidsen (hvor kønsorganerne sidder) og “masturbere” mod sædgemmet, så det bliver “ladt” med sæd. Når hannen har ladt sin “sædpistol” opsøger han en hun, som han griber i nakken med nogle kroge på bagkropsspidsen. Sådan kan parret være koblet sammen i op til et par dage. Efter sammenkoblingen bøjer hunnen sin bagkrop op mod hannens sædgemme for at blive befrugtet. På den måde danner parret et “parringshjerte”. Ved damme med mange vandnymfer ser man tit parringshjerter (også kaldet “parringshjul”). De sammenkoblede guldsmede kan flyve af sted sammen. Vandnymferne flyver som regel to og to efter hinanden – hannen forrest og hunnen bagefter (såkaldt “tandemflugt”), mens de ægte guldsmede gerne flyver, mens de er koblet sammen som parringshjul. Det er hårdt for dem, så de flyver kort, lavt og ikke så langt i den situation.

Parringshjul – parringshjerte. (Foto: Michael Stoltze).

 

Et klenodie. Den sjældne spidsplettede libel i parring ved Susåens bred nær Herlufholm. (Foto: Michael Stoltze).

De ægte guldsmede deles traditionelt i de store mosaikguldsmede, de mindre libeller og smaragdlibeller, flodguldsmede og kongeguldsmede. Vandnymferne kan groft deles i pragtvandnymfer og andre vandnymfer.

For nogle år siden begyndte den flotte og varmekrævende kejserguldsmed at yngle i Danmark. Det er den største og kraftigste guldsmed i Europa, og i varme, lavvandede søer i den sydlige del af Danmark er det mange steder en af de almindeligste store guldsmede nu. Bagkroppen er flot blå med en mørk rygstribe og hovedet er meget kraftigt. Så kraftigt, at man skal passe på, hvas man har den i hænderne. Kejseren kan bide, så blodet flyder!

Kejserguldsmedens lidt mindre slægtninge, mosaikguldsmedene, er der mange arter af. De er utrolig smukke og bærer deres navn med rette. I skovlysninger og langs skovbryn kan det på gode sommerdage og langt hen på efteråret myldre med mosaikguldsmede, der jager i lufter. Guldsmeden griber og æder sommerfugle og andre insekter i luften med sine seks lange, tornede ben. Jeg har tit oplevet fire, sarte sommerfuglevinger dale ned i kølvandet på en jagende guldsmed.

Den nyindvandrede kejserguldsmed. Europas største guldsmed. (Foto: Michael Stoltze).

 

Hovedet af en håret mosaikguldsmed. Hvert af de store sammensatte øjne rummer over 10.000 enkeltøjne. (Foto: Michael Stoltze).

Ved småsøer flokkes mange arter af libeller. De er blå, røde, gule og sorte, og de fine dyr sætter sig tit i vegetationen eller på jorden. De skinnende grønne smaragdlibeller er mere hvileløse og de rene luftakrobater. De flyver lavt over vandet og står med mellemrum bumstille i luften på svirrende vinger et sekund eller to.

Pragtvandnymferne hører til de allersmukkeste insekter. De er bredvingede og større end andre vandnymfer med vingefang op til syv centimeter. Der er to arter: Én med helt stålblå vinger, og én med stålblå bånd på vingerne. Den blåvingede pragtvandnymfe lever i rene, planterige småbække, mens med den blåbåndede pragtvandnymfe lever i store, rene, planterige åer. Her sidder de flotte vandnymfer på fremtrædende pladser i vegetationen, danser eller har territoriekampe, så de glimter som blå juveler i luften. Det er kun hannerne, der har de flotte farver. Hunnerne er diskret grønlige med svagt tonede vinger.

Han af den blåvingede pragtvandnymfe, som lever i små, rene bække og åer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Blåbåndet pragtvandnymfe i luften over Susåen. Den leder ved store, rene åer. (Foto: Michael Stoltze).

De danske guldsmede er ved at blive skrevet i mandtal.
I årene 2014-2017 indberetter eksperter og glade amatører frivilligt fund af guldsmede til Atlasprojekt Danmarks Guldsmede (www.guldsmedeatlas.dk). De har inddelt Danmark i godt 600 kvadrater på 10×10 km, og i hvert kvadrat undersøger man, hvor mange guldsmedearter, der findes. Det er Naturhistorisk Museum og hjemmesiden Fugle og Natur, der står bag projektet. Det skal vise, hvordan det står til med guldsmedene og naturen i søer og vandløb. Her er en aktuel oversigt og Danmarks guldsmede http://allearter.dk/artsgrupper/dyr/insekter-mfl/guldsmede/ (opdateres løbende), og her er en rigtig flot hjemmeside: http://danske-guldsmede.dk/index.php.

Når guldsmedeprojektet er slut, bliver resultaterne offentliggjort som en populær bog om de prægtige dyr. Den bog glæder jeg mig godt nok til! Interessen for guldsmede stiger med stormskridt. Alle arter har danske navne og er fotogene. Med nye, billige digitale kameraer af høj kvalitet er guldsmedene elskede motiver, der bliver delt i enormt omfang på sociale medier.

Flere og flere har opdaget, hvordan en guldsmed kan vække lykke som et levende smykke. Mit hjerte skælver i hvert fald tit af guldsmedeglæde.

Velkommen til guldsmedenes verden!

Der er tit trængsel ved de gode æglægningssteder. (Foto: Michael Stoltze).

———–

Ovenstående artikel er første gang bragt som essay i Kristeligt Dagblad den 15. maj 2017.

Udgivet i Biodiversitet, Dansk natur, guldsmede | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Økologi kan blive et guldæg for Danmark


 

Danmark er verdensmester i økologisk landbrug.

Omkring 10 % af de fødevarer, vi køber, er her i 2017 økologiske, og fra at have været et storbyfænomen, er der nu økologiske varer på hylderne overalt i landet. Hele Danmark er med på vognen. Efter mange års slingrekurs er arealet, der dyrkes økologisk markant stigende, og forbruget af Ø-mærkede varer stiger stejlere end nogensinde.

Det er rasende interessant. Det er også interessant, at en ny undersøgelse udført for Danmarks Naturfredningsforening viste, at mennesker, som normalt ikke spiser økologisk, efter blot 14 dage på ren økologisk kost, holder helt op med at have rester af sprøjtegift i urinen. De sundhedsmæssige konsekvenser af dette kendes ikke med sikkerhed, men de færreste har lyst til at rende rundt med bevidstheden om at have rester af sprøjtegift i kroppen.

Økologi er meget andet end landbrug uden sprøjtegift. Det er også dyrkning uden kunstgødning og dyrehold uden massivt brug af antibiotika. Og økologi er dyrevelfærd og levende jord. Økologer arbejder med muld med masser af liv og kulstof i jorden, mens jorden for det agrokemiske, konventionelle jordbrug er et voksemedium, der primært skal holde planterødderne fast.

Økologi er til tider blevet dyrket som noget nær en religion. Forskning i dyrkningsmetoder og recirkulation af næringsstoffer har imidlertid betydet, at økologien har bevæget sig fra at være baseret på tro til i stadig højere grad at være baseret på viden. Og det er en udvikling, der fortsætter, selv om midlerne til forskning i området er påfaldende små.

Økologien bliver ofte udråbt til at være til gavn for naturens mangfoldighed af liv – biodiversiteten. Det er en tilsnigelse. Økologisk landbrug er fødevareproduktion. Produktionen beslaglægger arealer, hvor målet er produktion af fødevarer. Økologisk dyrkning tager ligesom al anden dyrkning plads fra den vilde natur og fortrænger biodiversitet. Sådan er det med dyrkning, og det er der ikke i sig selv noget forkert eller underligt i. Fødevareproduktion har ikke til opgave at dyrke biodiversitet, men fødevareproduktionen skal som alt andet være bæredygtig og tage hensyn til biodiversiteten.

Her står det økologiske landbrug overfor en svær opgave, hvis det skal vokse sig større og på sigt blive fremtidens bæredygtige fødevareproduktion. Det fylder for meget. Produktionen per hektar er typisk ca. 30 % lavere på økologiske brug, sammenlignet med ikke økologiske brug. Det betyder, at vi med de nuværende regler vil få brug for at opdyrke meget større arealer, hvis vi skulle gå over til 100 % økologisk drift, som jeg og mange andre taler for. Det ville betyde pres på naturen, og det har fået mange forskere og naturforkæmpere til at af kritisere økologi for at være naturfjendsk.

Kritikken er berettiget og skal tages alvorligt, men der er ingen grund til panik. Der er nemlig mange veje til en mere bæredygtig og produktiv økologisk fødevareproduktion. Det basale er forskning og videreudvikling af recirkulation af næringsstoffer – næring fra spildevand, affald og alskens restprodukter skal ud på markerne, så snart, det er miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Der skal forskes videre i afgrødevalg og dyrkningsformer, der holder på næringsstofferne. Og så skal vi lære at spise lidt mindre kød og i højere grad grøntsager, kerner og plantefedtstoffer. Vi er mange, der er rene kødnarkomaner. Der er et vældigt miljøproblem, fordi kød – navnlig okse- og svinekød – koster masser af plads og energi at producere. Løsningen er ikke, at vi alle bliver vegetarer, men at vi reducerer vores kødforbrug med for eksempel 20-30 % og begynder at spise mere fjerkræ.

Og så er der den hellige ko i økologien: Kunstgødning. Uanset hvordan man driver sine økologiske marker, er det svært at sikre nok næring til planterne. Med de gældende regler må økologer ikke bruge kunstgødning. Det giver problemer, og derfor må økologer importere op til 25 % staldgødning i form af gylle fra konventionelle svine- eller kvægfarme. Den regel er naturligt nok en anstødssten, som – berettiget – har rejst kritik af økologisk landbrug for at lukrere på det konventionelle landbrugs brug af både kunstgødning og sprøjtegift. Økologer har taget kritikken til sig, og det er planen, at det efter år 2020 skal være forbudt at tilføre gødning fra konventionelle brug til økologiske brug.

Det stiller imidlertid den fremadstormende økologiske fødevareproduktion i en kattepine. Hvordan bliver produktionen per hektar høj nok? Hvordan bliver økologien mere bæredygtig? Næsten alle verdens FN-lande, herunder Danmark, har forpligtet sig til senest i 2020 at afsætte mindst 17 % af deres landareal til natur med biodiversitet som øverste mål. Samtidig skal vi også have skove til vedproduktion, byer, veje, sommerhusområder og anden bebyggelse. Der bliver altså ikke mere plads til landbrug, men mindre. Fremtidsscenarier tyder på en reduktion af Danmarks dyrkede areal fra nu omkring 60 % til omkring 50 % af landets areal om 25 år.

Løsningen er blandt andet at indføre en kattelem i de økologiske grundregler: Kunstgødning. Anvendt traditionelt er kunstgødning af forståelige grunde bandlyst i økologisk landbrug, fordi det tilført i store og koncentrerede mængder dræber den levende jord. I modsætning til sprøjtegifte er kunstgødning imidlertid identisk med naturlige og nødvendige stoffer i naturen. Naturlige stoffer kan være gift i høje koncentrationer (tænk blot på salt), men indholdet i kunstgødning er basalt set at ligne med salt – livets salt, om man vil. På dyrkede marker skal der være højere koncentrationer af næringsstoffer end andre steder i naturen. Ellers bliver afkastet så beskedent, at Jordens snart 8 milliarder mennesker hurtigt vil komme til at sulte.

Når økologer af selvindlysende grunde ikke længere må bruge staldgødning fra konventionelle landbrug efter 2020, er der brug for at få næring på anden vis. En del kan givetvis klares ved at bruge kvælstoffikserende ærteplanter, dyrkningsmetoder, der holde på fosfat og mineraler og ved at tilføre næringsstoffer udvundet af alskens affald. Men der vil uundgåeligt opstå problemer med næringstab, som skal kompenseres for at sikre et tilpas højt udbytte. Hvis jorden ikke indeholder næring nok, vil udbyttet blive så lavt, at man skal dyrke et meget større areal. Det er ikke bæredygtigt og vil gå ud over naturen.

Vejen til et mere bæredygtigt økologisk landbrug indebærer, at man som en nødløsning skal kunne bruge kunstgødning efter behov. Ikke som standard, og kun som en berigelse af staldgødningen i så lave koncentrationer, at økologiens særkende, den levende jord, ikke lider skade. Brug af kunstgødning lyder givet som en kættersk tanke blandt traditionalister. Men det er langt bedre, rigtigere og mere bæredygtigt end den nuværende praksis, hvor økologer reelt ”snylter” på konventionelt landbrug. I en ideel verden en gang i fremtiden kan man måske dyrke jorden så effektivt og recirkulere næringsstofferne så perfekt, at kunstgødning helt kan undgås. Men dér er vi ikke endnu, og indtil da er klog brug af beskedne mængder kunstgødning i lave koncentrationer både bæredygtigt og uden problemer for jord, miljø og sundhed.

Det økologiske landbrug er i løbet af de sidste to-tre år kommet ud af kravlegården og er ved at vokse sig stærkt. Barnet har alle muligheder for over en årrække at udvikle sig til en kraftfuld voksen, der kan gøre landbrug til et bæredygtigt, fornøjeligt og højt respekteret erhverv, som vi i landbrugslandet Danmark kan være stolte af.

Økologien er på vej frem og kan blive et guldæg for Danmark.

Udgivet i Dansk natur, Landbrug, Landbrugspolitik, natur, Naturbeskyttelse | Tagget , , , , , , , | 10 kommentarer

Hvordan skal Danmarks areal anvendes i fremtiden?

Hvis det står til danskene, skal vi have mere skov og beskyttet natur i Danmark, og landbruget skal kun fylde omkring halvdelen af Danmarks areal. Det viser en undersøgelse fra Teknologirådet. På den baggrund debatterer politikerne fremtidens arealanvendelse i Danmark på en konference 3. maj 2017 (Foto: Michael Stoltze).

I dag er 15 % af Danmark landareal skov og 12 % natur og klimatilpasning – i alt 27 %

Teknologirådet er i en ny undersøgelse over danskernes ønsker til fremtidens arealanvendelse i Danmark kommet frem til, at vi ønsker 18 % skov og 16 procent natur og klimatilpasning – i alt 34 % – i år 2050.

På et topmøde i Japan i 2010 blev verdens statsledere enige om, at mindst 17 % af landarealet inkl. ferskvandsområder samt 10 % af havarealet og kystområderne, især områder som er særligt vigtige for biologisk mangfoldighed og økosystemtjenester, skal være beskyttet gennem effektivt og ligeligt forvaltede, økologisk repræsentative og velforbundne systemer af beskyttede områder og andre effektive områdebaserede foranstaltninger i alle lande. Altså også i Danmark.

Danmark kan nå målet om at beskytte 17 % af landarealet (inkl. ferskvandsområder) som “natur, hvor den vilde biodiversitet har førsteprioritet” i år 2050, hvis halvdelen af arealtyperne skov, natur og klimatilpasning beskyttes som sådan. Hvis vi skal nå målet før, skal vi være mere ambitiøse.

Hvordan Danmark kommer til at se ud i fremtiden, bliver afgjort politisk. Står det til befolkningen, skal skov og natur fylde godt 30 % mere end nu i 2050 og landbrug omkring 20 % mindre end nu i 2050. Alt det bliver drøfter ved en konference på Christiansborg den 3. maj 2017 på baggrund af Teknologirådets rapport, som er kommet til verden på baggrund af bland andet oplæg fra foreningen Natur og Samfund.

Find Teknologirådet rapport og anbefalinger her.

Konferencen bliver vist her på Folketingets TV-kanal.

 

Udgivet i Danmark, Dansk natur, Landbrugspolitik, Naturpolitik | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Havternen

Havterner over Holsteinborg Nor. (Foto: Michael Stoltze).


Jeg kløver luften med mit bryst
langs Danmarks sommerhede kyst
ved hav og fjord og stene
i rejselyst en junidag
med lutter raske vingeslag
henover strandens scene.

Jeg finder vej fra pol til pol
fra Jordens bund til Nordens sol
og Danmarks lyse sale.
Jeg flyver ganske tæt forbi
med sænket næb og skingre skrig
og hvid parabelhale.

Jeg jager på den blanke fjord
som sendt fra selve Moder Jord
på englehvide vinger.
Jeg tror, jeg står din skæbne bi
og gør dig frank og fuglefri
som lykkeoverbringer.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 4 kommentarer

Vibesang


VIBEN

Atter hjemme, vårens stemme
lyder over mark og eng,
når du svinger livets vinger
over Jordens elskovsseng.
Græsset nejer, vinden fejer
– tørrer vinterlandets krop.
Forårssvimmel, på din himmel
bærer du din stolte top.

Blæst med byger driver skyer
over landet – dit og mit,
mens du danser ser og sanser
vender dig i sort og hvidt.
Så uroligt og utroligt
flyver kærlighed og tro.
Vibevenner, forårsfrænder
finder sammen to og to.


Tekst og tegning: Michael Stoltze


Melodi: Mogens Jermiin-Nissens melodi til Halfdan Rasmussens “Noget om billigrejser” (“Jorden drejer om sin akse”).

Udgivet i Dansk natur, Fugle | Tagget , , , , , , , , , , | 3 kommentarer

Tæt på Paradiset – noget om haver og natur

Vilde blomster som blåhat og gul snerre (“Jomfru Marias sengehalm”) er pragtfulde i haver. Blåhatten er en ren sommefuglemagnet. Og den gule snerre dufter vidunderligt. (Foto: Michael Stoltze).

Haver er kultur og natur i skøn forening, og de bliver ekstra spændende, når naturen er med til at bestemme. Sidste år begyndte jeg at omlægge haven på min nye bopæl på Bornholm efter samme ideer som min tidligere have på Sydsjælland. Det er en stor og dyb glæde. Her er mit essay fra 2010 om haver og natur:

TÆT PÅ PARADISET
Den vilde, rå natur har altid betaget mig. Derfor bliver mange af mine bekendte forundrede over, at jeg elsker at slå græs.

Men det gør jeg. Den første tur i haven med plæneklipperen, fulgt af den fine duft af nyslået græs i næsen, er en af de helt store forårsglæder efter vinteren. Og glæden fortsætter i løbet af forsommeren og sommeren, hvor græsset skal slås jævnligt. I varme og fugtige perioder skal det ske med bare fire-fem dages mellemrum. I tørre og kølige perioder kan man nøjes med at slå græsset hver 14. dag. Men en ting er sikkert: Det gør underværker at slå havens plæner. Det er som at berede et behageligt tæppe af grønt, der indbyder til småture i bare tæer, leg og boldspil eller blot til rare steder at slå sig ned for at nyde solen og havens blomsterpragt.

Plænen i haven her på Sydsjælland bliver hverken gødet eller sprøjtet. Og muldvarpe og markmus muntrer sig jævnligt med at underminere græsset, så plæneklipperens hjul bumper ned i hullerne med det resultat, at maskinen standser brat op. Der er også masser af mos og alskens ukrudt i plænen, hvor martsvioler, ærenpris, cikorie, mælkebøtte, brunelle, korsknap, følfod, hvid okseøje, merian og bitter bakkestjerne holder stand. Men slåningen favoriserer græsset, så ukrudtet blomstrer kun på trods og i det mål, jeg bestemmer.

I staudebedene er der både brændenælder, døvnælder, djævelske snerler og havepest, der egentlig er en smuk art klokkeblomst. Og så er der skvalderkålen, der ikke er en kål, men en skærmplante, som munkene efter sigende indførte til Danmark en gang i middelalderen. Siden skal jeg love for, at den har taget de danske haver til sig. Dens rodskud kiler sig ind mellem sten og rødder, hvorfra bladene med usvigelig sikkerhed vælder frem fra deres gemmesteder, næsten uanset hvor grundigt man har luget.

I de frodige staudebede, hvor blomsterne står og klæder hinanden, kan det være svært at finde frem til og gribe om skvalderkålens onde rod. Hvis man er for ihærdig, ødelægger man nemlig bare de planter, der skal være der, og så ender det hele med at ligne en sønderbombet slagmark. Næh, her er metoden udsultning af skvalderkålen og lys til stauderne: Uden at forstyrre jorden skal man lige så nænsomt fjerne alle overjordiske dele af skvalderkålen. Det dræber den ikke, men den bliver holdt i ave, og så er det en hyggelig måde at tale med sine stauder på. Man kan næsten fornemme, hvordan de skælver af taknemmelighed over at få lys og luft, hver gang man fjerner et blad skvalderkål. Og belønningen kommer som amen i kirken i løbet af de næste dage, hvor stauderne strækker sig, breder sig og blomstrer.

Jeg luger hvert år adskillige læs skvalderkål væk på den måde. Bladene kan bruges i køkkenet, og mine venner siger, at jeg vel kan æde mig gennem ukrudtet. Men det er uoverkommeligt. I stedet ender skvalderkålen på kompostbunken. Og jeg kan faktisk godt lide at luge skvalderkål. En morgen i maj kom en granvoksen hare listende ganske tæt ind på mig, mens jeg sad og rensede iriserne for den uønskede plante. Haren satte sig helt roligt på den anden side af det smalle bed og så mig an med sine store øjne. Den så så alvorlig ud med sit smalle hoved og sin næsten hjorteagtige statur, som om den ville sige mig noget. Men så listede den lige så roligt og vuggende af sted igen ned mod brakmarken, som jeg har fredet netop af hensyn til harer og agerhøns.

Efter en kold og regnfuld maj, en kølig juni og en varm og solrig juli står haven i skrivende stund blomsterrig og smukkere end nogensinde. Skvalderkålen er banket så nogenlunde på plads, græsset er nyslået (hurra!), og køkkenhavens urter står godt og givende. “Maj måneds kulde gør laderne fulde” synes at holde.

Roserne har heller aldrig blomstret flottere end i år. Ingen meldug, ingen bladlus – bare masser af duftende blomster. Og nu er roserne i fred for rådyrene, der har en ganske særlig forkærlighed for rosenblade og rosenskud, som de gerne gnaver ned til sokkeholderne. Hele haven blev nemlig hegnet ind for nogle år siden, og rådyrene må nu nøjes med brakmarken og de vilde buske uden for haven.

I vinter, hvor frosten bed, og sneen føg og lagde sig tungt i dyner derude, var det svært at tro, at alting i haven skulle spire, gro og blomstre, som det gør nu i overflod. Men miraklet er sket igen, og haven står i sin skønneste pragt med nøkkeroser og grønne frøer i vandhullet, roser og riddersporer og en køkkenhave med kruspersille, ærter, bønner, fennikel, artiskokker, basilikum og meget andet. Ja, vinstokkene, som jeg plantede for to år siden, har nu endelig fat for alvor og giver for første gang druer og meterlange skud i alle retninger. Kan man håbe på søde drueklaser til efteråret? Ved huset er figentræet kommet sig efter den barske vinter, og det bærer figner, der i august er blevet mørkviolette, tunge og saftige. Jeg havde ellers opgivet træet, der så dødt ud langt ind i maj.

De meterhøje rosmarinbuske kunne derimod ikke klare mosten. Så de er blevet skiftet ud med nogle små nye planter, der forhåbentligt kan vokse sig lige så store som deres forgængere – om vejrguderne og klimaforandringerne vil. Jeg holdt meget af de store rosmarinbuske, som tit blomstrede midt i de milde vintre. Man kunne dele fede, duftende grene ud til familie og venner, og det var altid en sanselig fornøjelse at lade hånden glide gennem de tunge og fyldige skud, hver gang man skråede over gårdspladsen. Hvilken duft af Syden …

For seks år siden lagde jeg et frø af en ægte pinje fra Norditalien i jorden. Det spirede, og til min overraskelse har træet overvintret og groet i haven lige siden. Det står et beskyttet sted ved en vestmur – men alligevel. Tænk, om det kunne blive til et stort træ med en rigtig pinjeparaply og store kogler med pinjekerner? Så vidt kommer det dog næppe.

Jeg er erklæret tilhænger af den romantiske have, hvor kultur og vild natur fletter sig ind i hinanden. Hvis man gerne vil have lavendler, roser, georginer, køkkenhave, frugthave, krydderhave og plads til vilde planter, kræver det en stor have. Plads til afkroge og plads til steder, hvor naturen råder i større omfang end i køkkenhaven eller staudebedet. De fjerneste dele af haven er en gammel brakmark, hvor det meste bliver drevet med høslæt, og en mindre del får lov til at springe i krat. Men tættest på huset er haven mere kultiveret med plæner, en del frugttræer og et hav af roser, stauder og lavendler.

Det er en fryd at luge lavendler. Selv i fremmede haver kan det klø i mine fingre efter at vriste ukrudtet ud af lavendlerne, når vildt græs, skyggende skvalderkål eller lumske snerler blander sig i de violetblå bede. Og det er ikke bare for at gøre en god gerning, men fordi det er et under at begrave hænderne i de duftende buske. Måske har dyrene det på samme måde. En gang, før haven var hegnet ind, havde et rådyr i hvert fald lagt sig grundigt til rette midt i havens største blomstrende lavendelbed.

På den stenede gårdsplads trives et væld af krydderurter, som dels er rare at have ved hånden til køkkenet, dels tiltrækker massevis af sommerfugle. Salvierne er med tiden blevet til store træede buske, der blomstrer overdådigt. Bagefter bliver de blomstrende grene kedeligt gule og halvvisne at se på, og så skal de skæres af, så de nye livskraftige, bløde og blågrønne salvieskud kan komme til deres ret. Det er et arbejde, der dufter voldsomt og ikke helt behageligt af salvie. Salviebladenes ramt duftende olie må i øvrigt være bakteriedræbende, for hvis man blander salvieduske i en buket (det ser næsten altid godt ud), forhindrer de blomstervandet i at rådne og stinke.

Lavendlerne på gårdspladsen frøformerer sig livligt alle mulige og umulige steder. Der er hundredvis af små frøplanter, så der er altid nok at tage af til udplantning andre steder i haven eller til at plante om i potter som gaver til familie og venner.

Skovjordbærrene kan også formere sig med frø, men de spreder sig først og fremmest ved at udsende et virvar af trådfine udløbere i alle retninger. Spidserne af udløberne forankrer sig med rødder i jorden og udvikler sig til små nye jordbærplanter, der igen udsender udløbere og så fremdeles. Skovjordbærplanterne kan derfor hurtigt erobre store arealer, så de er både en herlighed og et besværligt ukrudt. Når de tager overhånd i bedene, luger jeg dem op og planter dem ud på de mest magre dele af brakmarken, hvor de trives godt.

I den fjerne del af haven med brakmarken hersker en mere vild natur iblandet enkelte udsmiderakelejer, lupiner og bredsåede stokroser. Jeg har slået en meterbred vandresti gennem “vildmarken”, som vores søn og hans kammerater kalder den. Stien er kantet af hvid okseøje, vild gulerod og skovjordbær, der frister med masser af aromatiske bær til langt ind i juli. Et stykke af brakmarken slår jeg hvert år med le, hvorefter jeg samler det friske hø sammen i en stor bunke til kompostering. Det giver gødning til køkkenhaven, og samtidig bliver den slåede brakmark mere og mere næringsfattig, så blåklokke, gul snerre, knopurt, blåhat, kællingetand, merian og mange andre af den danske floras underværker rykker ind. Og med dem kommer dagsommerfuglene og de farvestrålende køllesværmere i hobetal.

Jeg holder meget af at finde og bruge de planter, der mere eller mindre tilfældigt dukker op, som frøplanter eller aflæggere rundt omring i haven. Nogle gange bliver de luget frem og får lov til at stå og blive store og stærke, andre gange bliver de luget væk eller flyttet til nye steder. Samspillet med de tilfældige hændelser i haven er en af de største glæder og et af grundprincipperne for min måde at drive haven på. Derfor har jeg nogle gange været i tvivl, om det er mig, der styrer haven, eller haven, der styrer mig. Efterhånden har jeg indset, at vi styrer hinanden: Det er til dels haven, der afgør, hvor de uldbladede kongelys og de store æselfodertidsler skal vokse, og hvor mange der skal være. Og det var også haven, der tilfældigvis leverede sådan en overdådighed af frøplanter af kryddertimian, at jeg i foråret kunne anlægge den lille timianhæk.

Sådan er haven. En blanding af kultur og natur, men natur på vores præmisser. I haven vil vi alt det gode. Vi vil have spiring, vækst, blomstring og frugtsætning. Vi vil have masser af friske og farverige blomster, gode dufte, lys og læ. I haven stræber vi efter det paradisiske. Havearbejde er kampen mod det uskønne og for det skønne, hvor naturen er ung, smuk og spændstig.

Haven er en kampplads – en vidunderlig kampplads. Man gør gode gerninger med sine barenæver. Kampen er vedvarende, og man bliver aldrig helt færdig. Blev man det, var der intet at tage sig til og intet liv. En have er en flygtig ting, der forfalder og taber sin paradisiske poesi på kort tid, hvis den ikke bliver passet. Haven kan miste meget af sin sjæl på få uger, hvis græsset bliver for højt, ukrudtet tager over, og blomsterne står visne og skabede i stedet for friske og duftende. Men så kan man hurtigt sætte skik på haven igen. Så snart græsset er slået, begynder det allerede at ligne noget.

I den romantiske have er fuglene velkomne, sommerfuglene er velkomne, og der er plads til vildskab og forfald i fjerne dele af haven. Ja, der er plads til hele registret – mos, ukrudt, svampe, ørentviste, snegle, pindsvin, humlebier, bladskærerbier, myrer og meget, meget mere. Men en have, hvor naturen tager helt over, hvor ukrudtet gør indhug på alt det, der skal være der, og muldvarpe og mosegrise hærger, er ikke en have. Det er uhygge som i Lars von Triers mesterlige og forfærdende film “Antichrist”, hvor den haveløse skovhytte “Eden” illustrerer, hvordan naturen også er spildt formering, forfald, død og ondskab. For naturen er alt – liv og død, godt og ondt.

I haven er det anderledes. Her handler det om at være tryg og dyrke naturens gode sider. Det gælder om at komme tæt på Paradiset.

Bragt første gang som essay i Kristelig Dagblad 23. august 2010.

Udgivet i Biodiversitet, Dansk natur, haver, natur | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Påskehilsen i gult fra Dansk Natur

Citronsommerfuglen er en af de mest elskede forårsbebuderer i naturen. Den overvintrer i det fri mellem blade af vedbend, gran og lignende. Den begynder at flyve allerede på de første solrige, lune dage i marts. (Foto: Michael Stoltze).



I kristendommen står påsken i opstandensens tegn. Det passer godt med naturen om foråret, hvor solen hastigt stiger højere på himlen, varmer mere og mere og alting spirer og begynder at blomstre.

Det er, som om blomsterfloret modtager solen med hilsener i gult. I hvert fald er mange af forårets blomster gule. Her er en præsentation af otte af de mest mest påfaldende gule blomster, der kan være fremme til påske. Kronologisk alt efter, hvornår de dukker op.

Husk, at køligt vejr i påsken får det frodige forårsflor til at vare længere.
   
Rigtig god påske!

Følfod vokser på rå jord og begynder tit at blomstre allerede først i marts. De store blade viser sig først senere på året. (Foto: Michael Stoltze).

 

I marts dukker den strålende vorterod pludselig op i vældige mængder på solrige, åbne steder med frodig lerjord. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den diskrete guldstjerne er en af de tidligste, gule forårsblomster. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den gule anemone begynder som regel først at blomstre lidt ind i april. Den holder af fugtig og frodig lerjord. (Foto: Michael Stoltze).

 

Milturt er ikke så kendt og ikke så almindelig. Den blomstrer i april og vokser på fugtige, lerede steder i skove – gerne ved kilder. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den vilde tulipan har i de senere år spredt sig meget i grøftekanter langs veje. Den begynder gerne at blomstre i sidste halvdel af april. Modsat andre tulipaner formerer den sig ved underjordiske udløbere. (Foto: Michael Stoltze).

 

Kabbelejen gror forbavsende hurtigt frem på våde enge og ved kilder, bække og søbredde. Den begynder at blomstre i sidste halvdel af april. I kilder kan den blomstre midt om vinteren på grund af det relativt lune vand. (Foto: Michael Stoltze).

 

De første mælkebøtteblomster viser sig gerne lidt ind i april. Men det helt store flor kommer normalt i første uge af maj. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i botanik, Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Kritik af Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening bør blive bredere, og naturen skal mere i højsædet.

Nedenstående kritik er 7. april 2017 rettet til Danmarks Naturforeningsforening i en kronik i Information. Med kronikken opfordre jeg DN til at skifte kurs, blive bredere og mere fokuseret i kampen for naturens og landskabets mangfoldighed og skønhed. Det er ikke en kamp mod økologi. Jeg er fortaler for et bæredygtigt, højtydende økologisk landbrug uden pesticider, men med bedre gødningsregler end de nuværende. Jeg opfordrer alle, der har lyst, til at melde sig ind i DN og være med til at styrke foreningens fornyelse, foryngelse og indsats for naturen. Her følger kronikken:

———–

DANMARKS NATURFREDNINGSFORENING VIL HELLERE SLÅ PÅ LANDMÆNDENE END BESKYTTE NATUREN
DN’s formål er at passe på naturen. Det går ikke så godt, efter man i 2006 skiftede kampen for den rige natur ud med kampen for økologisk landbrug og modstand mod konventionelt landbrug. Kampe, som – modsat, hvad mange tror – ikke har noget at gøre med at passe på naturen

I 2006 fandt et voldsomt opgør sted i Danmarks Naturfredningsforening (DN), som endte med, at præsidenten, journalist Poul Henrik Harritz, blev frosset ud af foreningens hovedbestyrelse.

Harritz var af den overbevisning, at man skulle passe på naturen for menneskers skyld og ikke for naturens egen skyld. Derfor var det ham magtpåliggende at sikre tilpas adgang til fredet og beskyttet natur. Den indstilling var en hård kerne i foreningens hovedbestyrelse imod.

Oprøret ulmede i årevis efter en sag om fredning af Lille Vildmose – en af de største fredningssager i Danmarkshistorien. Harritz mente, der skulle være en vis adgang for offentligheden. Opponenterne i hovedbestyrelsen med biologen Poul Hald-Mortensen i spidsen ville beskytte natur for naturens egen skyld. Der skulle ikke være adgang for mennesker, og den hårde kerne samlede efterhånden et flertal mod foreningens formand.

Konflikten endte med, at Harritz trak sig i 2006. Det skete så sent i forhold til foreningens vedtægter, at den nuværende præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, reelt blev indsat af Hald-Mortensen og hans støtter. Ingen kunne nå at finde modkandidater.

Krig mod landmændene
Jeg var dengang naturpolitisk medarbejder i foreningens sekretariat. Den nyvalgte præsident havde – ligesom Hald-Mortensen – et anstrengt forhold til sekretariatets medarbejdere. Ved hendes tiltrædelsesreception var sekretariatets ca. 50 menige medarbejdere slet ikke inviteret.

Bisschop-Larsen hadede sin forgænger og alt, hvad han stod for. Naturpolitikken, som DN sammen med Verdensnaturfonden, Friluftsrådet og Dansk Ornitologisk Forening havde udviklet, publiceret og rundsendt til alle Folketingets medlemmer, betragtede hun som Harritz’ og sekretariatets værk. Så hun skrottede den og erstattede den med sin personlige kæphest: Kampen for 100 procent økologisk landbrug i Danmark og mod konventionelt landbrug. Det blev umuligt at arbejde fagligt med naturpolitik i sekretariatet. I januar 2008 besluttede jeg derfor at forlade jobbet.

I 2011 samlede Hald-Mortensen et flertal i DN’s hovedbestyrelse mod Bisschop-Larsen. Hald-Mortensen ville indføre en endnu mere uforsonlig linje over for landbrug og industri og flytte sekretariatet til Jylland. Han og jeg stillede op til DN’s præsidentvalg i 2012. På repræsentantskabsmødet havde forsamlingen svært ved at forholde sig til kritikken, og umiddelbart inden afstemningen gik medlem af DN’s forretningsudvalg og nuværende vicepræsident, Thorkild Kjeldsen, overraskende på talerstolen  og anbefalede alle at stemme på den siddende præsident. Som de delegerede så genvalgte. Mødet sluttede med en tåkrummende fællessang om, hvordan landmænd bør frygte DN.

DN’s direktør René la Cour-Sell valgte herefter at forlade foreningen, og foreningen fortsatte siden uden direktør. Bisschop-Larsen styrkede sin egenrådighed som ’direktør for det hele’, som hun sagde. Noget usædvanligt.

Efter kursskiftet i 2006 modarbejdede Bisschop-Larsen de fælles naturpolitiske mål, som var vedtaget af sammenslutningen af grønne organisationer i Danmark, Det Grønne Kontaktudvalg. Da foreningerne i 2007 skulle fremlægge deres samlede visioner for naturen i Danmark ved Teknologirådets store høring på Christiansborg om natur, prøvede DN’s nye præsident således at forhindre det for selv at komme til fadet med sine alternative budskaber.

Svigter naturen
Siden har DN svigtet kampen for naturen. Under regeringens ophævelse af brakordningen i 2008, hvor man kunne have sikret de bedste arealer som god natur for eftertiden, brugte DN krudtet på en indædt kamp mod landbruget uden forsøg på forhandling med politikere om at sikre arealer til natur. DN’s devise var, at landbruget havde fået så rigeligt i landbrugsstøtte allerede, at erhvervet bare skulle afgive dyrkede arealer til natur uden kompensation. Det spillede ikke. Al brakken blev opdyrket. DN og danskerne sad tomhændet tilbage.

Bisschop-Larsen fortsatte sin kamp for økologisk landbrug og rent drikkevand. Det er der ikke noget galt i, men det redder ingen natur. Miljøbeskyttelse er naturbeskyttelsens følgesvend. Ikke omvendt. Et rent miljø garanterer ikke en rig natur. Og økologisk landbrug sikrer ikke naturens mangfoldighed. Måske tværtimod, for det kræver langt mere plads.

DN’s linje over for landbruget gravede grøfter og medvirkede til, at protestorganisationen Bæredygtigt Landbrug fik vind i sejlene. DN holdt sig væk fra al dialog med bevægelsen med det misvisende navn. Det var dumt – specielt da protestforeningen kom med en ide om regelforenkling og opkøb af jord til naturbeskyttelsesformål for landbrugsstøttemidler. Den ide havde DN’s sekretariat og Harritz arbejdet for i årevis. Men da de politiske handlemuligheder kom, kendte DN ikke sin besøgelsestid. Kampen mod landbruget stod i vejen for kampen for naturen.

Unødvendige slåskampe
I 2007 fik Danmark en lov om etablering af Nationalparker. Loven blev rummelig og ikke, som DN og andre grønne organisationer ønskede det. Men der kom dog en lov, og nu kunne Danmark etablere nationalparker, hvilket DN havde arbejdet for siden den såkaldte Wilhjelmrapport »En rig natur i et rigt samfund« kom i 2001. Danmark fik sine første tre nationalparker: Thy, Mols Bjerge og Vadehavet. Naturbeskyttelsen bevægede sig dermed i retning af den markedsføring og vildskab, som ligger i nationalparkbegrebet i andre lande i verden. DN’s præsident kunne imidlertid ikke leve med, at nationalparkloven ikke fradømte lodsejere retten til at anvende deres jord, og ytrede ønske om stramninger af loven, så den juridisk ramte lodsejerens råderet uden økonomisk kompensation. Det satte en kæp i hjulet for nationalparkarbejdet.

DN insisterede på trods af faglige og strategiske advarsler på, at landbruget uden kompensation skulle udlægge 10 meter brede dyrkningsfri bræmmer ved alle vandløb. Denne femdobling af bredden af de hidtil gældende vandløbsbræmmer var fagligt svagt begrundet og udløste ramaskrig i landbruget pga. manglende finansiering og forkerte udlæg. Alle med indsigt vidste, det ville give ballade, og det hele endte da også med at blive spild af tid og penge. DN havde igen mere travlt med at tæske landbruget end med at kæmpe for naturen. Bræmmerne blev opgivet. Naturen og skatteyderne tabte.

Thorning-Schmidts regering kom i 2014 med Naturplan Danmark. Den blev ikke det, som mange havde håbet på, men indeholdt dog et forslag til et generelt forbud mod brug af gødning og pesticider i beskyttet natur. For at få forbuddet til at virke uden store protester fra landbruget var det imidlertid nødvendigt at undtage de såkaldte kulturenge, som er intensivt dyrkede græsmarker. Men DN insisterede på, at de skulle med. Hvorpå det hele faldt på gulvet. I dag er der stadig intet forbud mod at gøde og sprøjte beskyttet natur.

Giv os biller og blomster
DN’s formål er at passe på naturen. Det går ikke så godt mere. Den store fejltagelse skete i 2006, hvor foreningen skiftede kampen for den rige natur ud med kampen for økologisk landbrug og en generel kamp mod konventionelt landbrug. Kampe, som – modsat, hvad mange tror – ikke har noget at gøre med at passe på naturen.

Derfor bør foreningen skifte kurs og sætte naturen i højsædet. Naturen og dens mangfoldighed er en vindersag. Vi vil have natur for vores egen skyld. Fordi det gør os rige og glade. Vi vil have smukke landskaber, fugle, sjove biller, flagrende sommerfugle og blomster i grøftekanterne. Vi vil have gamle træer, blanke søer, vilde moser og enge med sjældne orkideer. Og vi vil have bølgende marker og et bæredygtigt landbrug i ordets rigtige betydning. Vejen dertil er visioner, regelforenkling, samarbejde og forståelse for, at Danmark har plads til både vild natur og landbrug.

Danmarks Naturfredningsforening er blevet en smal miljøorganisation, hvor naturen er blevet væk. DN bør finde sin store bredde og igen sætte naturen forrest.

kronik@information.dk

Michael Stoltze er biolog, ph.d. og forfatter

———–

Ovenstående er bragt første gang som kronik i Information 7. april 2017

Udgivet i Danmarks Naturfredningsforening, Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , | 37 kommentarer

Naturen, skønheden og kunsten

Naturens juveler. Forskellige varianter af guldbasser. Indsamlet af kunstneren Jørn Larsen. (Foto: Michael Stoltze).

 

Når jeg ser og sanser noget i naturen, kan jeg blive bevæget indtil det urimelige.

      Min familie og venner bærer over med det. De ved, at jeg ikke kan gøre for det, og at min begejstring er ren glæde. Som lille på Bornholm gik jeg mere stille med det. Hver sommer var en af mine største lyster at snige mig hen til påfuglenes bur i Brændegårdshaven for det tilfælde, at de magiske fugle skulle have tabt nogle af de små kropsfjer, der hver især skinner som juveler. Det havde de tit. Og den voksende samling af små påfuglefjer var min egen lille hemmelighed – større end alt, der kunne købes for penge.

      Glæden er ikke blevet mindre med tiden. Jo bedre, jeg kender naturen, des mere bliver jeg overvældet. Lykken er vokset i takt med fortroligheden. Sådan ved jeg, at mange andre har det. Og i hvert fald bliver alle påvirket af naturen. Det ville være mærkeligt andet, for mennesket er natur ligesom sine medskabninger og alt andet fysisk i verden. Nævn noget fysisk, der ikke også er natur. Nej, vel? Det kan man ikke.

      Der er muligvis stor forskel på, hvor meget og hvordan personer bliver påvirket af naturen. Det er i hvert fald min erfaring, at nogle mennesker bliver grebet af stor glæde over næsten alt, hvad de møder i naturen, mens andre mest bliver grebet af frygt eller ligegyldighed. Mennesker udvikler med alderen individuelle og ret divergerende syn på naturen. Men i dåbsgave har alle fået en grundlæggende og sund evne til forundring, nysgerrighed og frygt overfor verden.


Lys fra Kultiden
Når forundring over noget i naturen afløses af fortrolighed, opstår der ny forundring. Det er, som om der bliver stillet to nye spørgsmål, hver gang ét bliver besvaret. Ingen behøver frygte den tid, hvor alt er belyst. Det sker aldrig. Heldigvis.

      I foråret 2016 gik jeg en tur forbi den flot beliggende gård Hammersholm ad den nye Cirkelsti, som forbinder Hammershus med Allinge. Undervejs passerede jeg et lille nedlagt stenbrud, som nu er fyldt med vand og vandplanter. Det var sent på dagen, og solen stod lavt på himlen. Det forekom mig, at noget lyste op ved vandoverfladen i stenbruddet. Ganske rigtigt. Da jeg bøjede mig ned, så jeg, hvordan sollyset faldt gennem en tæt bevoksning af dyndpadderokker. Planternes hule, leddelte skud har mange farver og er halvtransparente. Så når man ser de kraftige nye skud på tæt hold i modlys om foråret, lyser de op som et festfyrværkeri i orange, gule og grønne nuancer. Og hvert led er sirligt dekoreret med striber og en elegant, sorttakket krone.

      Lykken over opdagelsen var overvældende, og jeg brugte dage på at forevige dette farvestrålende levn fra kultiden. De fleste af padderokkernes slægtninge – de kunne blive over 30 meter høje – ligger nemlig døde og begravede som stenkul i undergrunden. Selv om de uddøde for 300 millioner år siden, sætter de stadig spor på planeten. Ved Sorthat Strand nord for Rønne slikker Østersøens bølger de fleste sommerdage blidt over sandet i havstokken. Og hver en bølge bringer en ladning af små fine kulstykker med sig, fordi havet slider af nogle kulforekomster ude i vandet. Når bølgetungerne standser og begynder at trække sig tilbage, bundfældes de lette kulkorn, så der afsættes mest lige dér, hvor bølgen nåede til (bølgelinjen) og gradvist mindre mellem bølgelinjen og havet. På den måde maler bølgerne organiske og flygtige kultegninger på sandet. Igen og igen visker de største bølger tavlen ren, så naturen kan lege kunstner igen og igen, som den har gjort det siden tidernes morgen.

Sommerfuglen, påfuglen og den strålende bille
Naturen kan male, så det er en fryd. De flyvende blomster – sommerfuglene – er også flyvende malerier. Eller snarere: Flyvende mosaikker. Det så jeg, da jeg og min tvillingebror Jacob som små fik et mikroskop af vores mor og far.

      Det første, vi så på, var ostemider fra skorpen af min fars gammelost. I mikroskopet blev miderne chokerende store – som krabber – og vi undrede os over, at vores far kunne spise den slags. Men der fulgte også et objektglas med en sommerfuglevinge med mikroskopet. Og set 50 gange forstørret var det tydeligt, at de flotte farver og mønstrer var resultat af bittesmå mosaikstifter i sirlige rækker på vingen. Sommerfuglestøv.

      Sommerfuglestøvet er i virkeligheden omdannede hår, der er blevet flade og meget brede, så de ligner små, firkantede skæl eller tagsten i rækker. Hvis sommerfuglene havde haft almindelige tynde hår på vingerne, ville de have set pelsede ud. Det gør de ikke. Vingerne er tværtimod skinnende og farverige flader. Sommerfuglene er geniale med deres skællede vinger. De overgår alverdens mosaikkunstnere med deres formrigdom og enestående farver og mønstre.

      Al den flagrende skønhed har noget med sex at gøre. Sommerfuglenes farver og mønstre er scoretricks. I fugleverdenen har forskere ligeledes påvist, at både flot fjerdragt og symmetri er vigtige for succes hos det modsatte køn. Det er ikke bare mennesker, der tænder på skønhed. Det gør en stor del af vore medskabninger også. De stiller op til skønhedskonkurrencer, hvor de flotteste og stærkeste vinder retten til sex og avl. Sådan sprang påfuglen ud som et levende mirakel blandt Asiens vilde fugle. Halen er så stor, imponerende og unik i fugleverdenen, at den er svær at tro på som naturens værk. Det er utroligt, hvad kønsdriften formår.

      På en vandretur til Matterhorn en bragende flot julidag for mange år siden, mødte jeg et ældre dansk ægtepar, der stod stille på stien og stirrede henført på noget. Jeg hilste, og jeg kunne fortælle dem, at det var en stor, stribet bladbille, der sad på mandens hånd. Billen var godt én centimeter lang og strålede i alle regnbuens farver med overvægt i det gyldne. “Den må have været på et forgylderi”, fastslog den ældre herre, inden han satte den tilbage på det blad, hvor han havde fundet den. Sandt nok. Mange biller er som levende juveler, der i skønhed kan overgå selv de dygtigste smykkekunstnere. I nogle lande bruger man direkte strålende pragtbiller som smykker.


Naturens ornamentik
Når stof møder andet stof og bliver udsat for naturkræfterne – tyngdekraft, lys, vind, vand, lys, stråling, vejrforandringer, liv og kemiske reaktioner – opstår der mønstre. Naturens ornamentik. Den måde, en plante vokser på, er for eksempel underlagt lovmæssigheder, der har rod i naturkræfter, kemi og plantens behov.

      Ornamentikken findes overalt i naturen i grænseløs variation og større eller minder perfektion. I bølger, i sandet, i klipper, i blade, i blomster, i bark, i fjer, i skyer, i is, i snekrystaller, i insekter, i hvepseboer, i bobler, i mos, i lav, i svampe – ja i småt og stort fra flueøjne til galakser. Mønstrene er resultat af usynlige naturkræfter. Og for den, der ser og sanser, rummer de en både jordisk og overjordisk skønhed, som det er stor kunst at overgå.

      Få steder er det smukkere end en stille sommermorgen på Danmarks nationalklenodie af en vandreklit – Råbjerg Mile ved foden af Skagens Gren. Her har vinden formet en kilometerbred, vandrende hestesko af fint flyvesand. Og vinden dekorerer sandet med bløde bølgeribber, som snudebiller og andre smådyr pynter med sirlige spor under deres ørkenvandringer.

      I kogler, solsikker og andre kurvblomster er kogleskæl eller hunblomster ordnet og omhyggeligt tilpasset i størrelse, så to sæt modsat kurvede spiralarme passer perfekt sammen. Arm i arm kan der for eksempel være 21 den ene vej og 34 den anden vej i kurven af en farvegåseurt. Det passer med matematikeren Fibonacci’s talrække 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, 89, 144 og så videre, hvor princippet er, at ethvert tal i rækken er summen af de to foregående. Den berømte talrække har den tankevækkende egenskab, at forholdet mellem to på hinanden følgende tal nærmer sig det gyldne snit (phi eller det gyldne forhold – ca. 1,618034) jo længere hen i talrækken, man kommer. Og det uanset, hvilke to tal, man starter med. Forholdet mellem 21 og 34 er ca. 1,619048. Det er under én promilles afvigelse fra phi.

      Derfor kan jeg slet ikke undvære farvegåseurt i haven. Den har perfekte blomsterkurve, som bringer lykke og gør den gamle italienske matematiker ære på grund af sine fine, gule dobbeltspiraler. At den så tilmed er smuk, blomstrer trofast tre måneder i træk, tåler selv den værste tørke og tiltrækker et væld af sommerfugle, gør kun glæden større.

Naturens lyde og musikken
Naturens lyde er også fulde af trylleri, ro og skønhed. Jeg er sikker på, at solsortesang eller mursejlernes sommerskrig ville fremkalde gode billeder og en ekstra og særlig henrykkelse, hvis jeg af en eller andre grund skulle miste evnen til at se. Man bliver sjældent træt af naturens lyde, selv om de som regel er gentagelser af de samme lyde og fraser i en uendelighed. Lydene bliver til stemninger og ro.

      En af musikken mestre, den finske komponist Einojuhani Rautavaara, har mere end de fleste arbejdet med at kombinere naturlyde og musik. Det er et vanskeligt gebet. Men i hans nok mest berømte komposition, Cantus Arcticus, får han transponeret bjerglærkersang i nedsat tempo, sangsvanesang og et symfoniorkester til at gå op i en højere enhed. Jeg blev ganske bjergtaget af Cantus Arcticus første gang, jeg hørte det. Det er ligesom nøglen til den bro, der forbinder kultur og natur.

      Jeg tror nok, at musikken er den mest universelle kunstart. Dens sprog er globalt, og det er en af de kunstarter, der jævnligt overgår naturen i skønhed. Musik er i sig selv usynlig. Men musikken er en stærk virtuel billedskaber, den er erotik og alle slags følelser, og den er strengt taget klang af natur. Strygerne er stemmer fra stærke og gamle træer, tværfløjten er sølvets runde lys, blokfløjten er hårdt træ og hornet er metallets klangfulde og fjerne nærhed af ekko. Instrumentmagerne, som har udviklet alskens slagtøj, blæsere, strygere og strengeinstrumenter, er i min verden blandt kunstens største helte. De har givet mennesket og naturen fælles stemmer.

Kan natur være kunst?
Når vi indtager naturen med alle sanser og forundres over stjerner, drivende skyer, himlens fugle, markens blomster, havets hemmeligheder – ja, hele vrimlen af både levende og dødt, må man nøgternt konstatere, at naturen er den største skaber. Det hele er, så vidt man ved nu, skabt siden The Big Bang, hvor Universet sprang ud, og tiden startede for omkring 13,8 milliarder år siden. Jeg forestiller mig, at det var en genstart. At det hele er sket mange gange før i en uendelig række af Big Bangs.

      Når naturen er den største skaber og har skabt den største skønhed og de største underværker, er det nærliggende at konkludere, at naturen også er den største kunstner. At naturen er kunst.

      Det er den ikke. At naturen skaber og rummer den største skønhed og magi (og grusomhed), gør den ikke til kunstner. Kunst er det kunstige, det vil sige det, naturen ikke frembringer. Det ligger altså i selve definitionen af kunst, at natur i sig selv aldrig kan være kunst.

      Uvilkårligt lægger de fleste et kvalitetskrav ind i begrebet kunst for overhovedet at ville bruge ordet kunst om noget. Det er noget pjat. Der er god grund til at skelne mellem stor, lille, god, dårlig, vigtig eller ligegyldig kunst. Men alle menneskets unaturlige frembringelser er per definition kunst.

      Mange forveksler skønhed og vidunderlige mønstrer og fremtoninger i naturen med kunst. Det er det ikke. Der er blot vidunderlige ting, der findes. Naturen er inspirationsgrundlag for al kultur og kunst. Kunst avler kunst, naturligvis. Men uden naturen som grundlag, var der intet. Det herlige ved kunsten er dens uendelighed, for der er ingen grænser for fantasien. Kunsten er så at sige naturens befriende forlængelse.

      Teksten og billederne her er kunst. God eller dårlig, bevægende eller ligegyldig. Det må den enkelte afgøre. Men kunst er det under alle omstændigheder.

Den fysiske natur i sig selv er aldrig kunst. Uanset, hvor skøn og bevægende, den er.

Musik. Musikinstrumenter giver naturens stof nye stemmer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Liv og lykke. To nyforvandlede citronsommerfugle tørrer vinger i haven. De gør sig klar til at drikke nektar, overvintre og parre sig næste forår. (Foto: Michael Stoltze).

 

Død og ulykke. Efter parring og æglægning har en blåhale fundet evig hvile på en vandpyt. (Foto: Michael Stoltze).

 

Dyndpadderokker i lav sol den første dag i maj. (Foto: Michael Stoltze).

 

Bølgernes kultegning på sandet ved Sorthat. (Foto: Michael Stoltze).

 

Solen brydes i et knækket skud af en dyndpadderok. (Foto: Michael Stoltze).

 

Mosaik. “Øjet” på dagpåfugleøjens forvinge. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik I. En snudebille krydser sit spor på Råbjerg Mile. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik II. Portræt af den blåvingede pragtvandnymfe. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik III. En ørnebregne strækker sig i solen. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik IV. Gennemskåret radicciosalat. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik V. Tornet salat med det vredne blad. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik VI. Andebølger. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik VII. Tørkemønster. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik VIII. Farvegåseurtens hunblomster er sirligt ordnet og tilpasset i størrelse, så de to sæt modsat kurvede spiralarme passer perfekt sammen. Arm i arm er der 21 den ene vej og 34 de anden vej. Forholdet mellem 21 og 34 er ca. 1,169048 Det er under én promilles afvigelse fra det gyldne forhold. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik IX. Død vandmyreløve og dens skygge. (Foto: Michael Stoltze).

 

Bragt første gang 23. januar 2017 som essay i Kristeligt Dagblad

Udgivet i Almen dannelse, Æstetik, Dansk natur, Kunst, natur, natursyn | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 8 kommentarer

Ravnetid og ravnetanker

Den svenske zoolog Mathias Osvath fra Lunds Universitet. Osvath har afsløret, at ravne har en usædvanlig veludviklet kognitiv formåen. (Foto: Martin Stoltze).

På grund sin insisterende sorthed har ravnen ry som dødens budbringer.

Den store fugl kan i og for sig ikke gøre for, at den er sort som natten. Den kan heller ikke gøre for, at den er meget talende og ofte udstøder dybe og hæse lyde, der kan få enhver til at gyse. Det er dens natur. Ravnen æder alt muligt og går ikke af vejen for at tage et nyfødt lam. Og så æder den ådsler.

Da Middelalderen hærgede og forbrydere blev hængt eller halshugget i hobetal, smidt i rakkerkulen eller sat på hjul og stejle, var det ren rovfuglefodring. Og ravnen deltog. Ådsler var ådsler, og ravnene holdt sig ikke tilbage fra menneskekød. Ravnen og andre kragefugle bar tilnavnet rakkerpak.

Der har ikke kun været sortsyn på ravnen. Før korsridderflaget Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland i begyndelsen af det 13. århundrede, brugte blandt andre Knud den Store (ca. 995-1035) Ravnebanneret med ravnen som feltherresymbol. Banneret var inspireret af den nordiske mytologi. Men med kristendommen blev ravnen efterhånden ikon på ulykke og undergang. Det blev til sidst dens død. Den store, sorte fugl blev forfulgt med krudt, fælder og gift. Det lykkedes så godt, at ravnen i løbet af det 19. og 20. århundrede blev udryddet over næsten hele Danmark.

Kun i Sønderjylland og på Fyn holdt den akkurat skansen. Her overlevede knap en snes ynglepar den nådesløse forfølgelse.

Selvom ravnen blev totalfredet i 1922, varede det mange år, før den store fugl begyndte at brede sig. Det var nemlig tilladt at bekæmpe kragefugle og rovfugle med forgiftede æg eller forgiftet kød. Den forgiftede føde holdt ikke op med at virke, bare fordi den blev slugt af en fredet fugl. Så ravnene døde fortsat.

Først i 1967 blev det forbudt at bekæmpe rovfugle og kragefugle med gift. Det blev starten på ravnens generobring af det danske landskab. I begyndelsen gik det langsomt, men siden 1980’erne tog det fart, og ravnen bredte sig over størstedelen af Danmark. I dag der over 1.600 par ravne i Danmark. Der er især mange i Sønderjylland og Østjylland, på Nordsjælland og Bornholm. På Bornholm yngler der nok omkring 50 par alene i Almindingen, som med sine mange stejle klippepartier og store træer byder på gode redepladser for ravne. Det meste af året gjalder ravnens kald nu gennem Ekkodalen, hvor jeg arbejder.

Ravn over Ekkodalen. (Foto: Michael Stoltze).

Ung ravn i eg på Gamleborg ved Ekkodalen. (Foto: Michael Stoltze).

I kolde og bjergrige egne er ravnene tit større end i Danmark. De grønlandske er de allerstørste med en længde på op til 78 centimeter og et vingefang på op til 150 centimeter. Paradoksalt nok er ravnen en spurv. Verdens største spurvefugl. Man kan fornemme det på adfærden. Spurve hopper, når de skal frem på jorden. Det gør ravne også.

Ravne har relativt større hjerner end andre fugle, og de er tydeligvis gode til at bruge dem. Forskning – blandt andet udført af zoologen Mathias Osvath fra Lunds Universitet – har vist, at de har megen fantasi, er gode til logisk tænkning og husker enkelthændelser for livstid. De er således i stand til at løse ganske komplicerede opgaver og bruge redskaber for at få fat i føde. Hvis ravne i en vildmark finder et stort, urørt kadaver, som de har svært ved at hakke hul på, kan de efterligne de lyde, som ulve eller sjakaler udsender for at fortælle artsfæller, at de har fundet føde. Når ulvene og sjakalerne hører ravnenes kald og når frem til ådslet, river de hul på kadaveret, og ravnene får deres rigelige del af ådslet.

En tilskadekommen ravn, der bliver taget i pleje, så den kommer sig, vil ofte knytte sig til plejerne og vende tilbage for at få mad og tale med sine plejere. Ravnen kan blive tam, og den kan lære at sige en masse ord af sine plejere, som den færdes i nærheden af og gerne sætter sig på i fuldkommen tillid. Men med mindre ravnen fra helt lille af er vokset op blandt mennesker, vil den tamme ravn som regel frygte og flygte fra andre personer end sine plejere.

På Bornholm er der en ejendom, hvor ejerne på et tidspunkt har haft en tilskadekommen ravn i pleje. Da ravnen kom sig og blev sluppet fri, vendte den jævnligt tilbage for at få mad. Det fik den, og i årenes løb har den fået følgeskab af flere og flere vilde ravne. I dag besøger op til 100 ravne stedet, når ejerne lægger foder ud. Og ravnene har lært ejerne så godt at kende, at fuglene sætter sig lige, hvor de står og går, så længe de to mennesker blot har det samme tøj på. Hvis de skifter overtøj, bliver ravnene mistænksomme og holder sig på afstand. Og kommer der fremmede til stedet, flygter ravnene på stor afstand, selv om man kommer roligt med fredelige hensigter.

Da jeg besøgte ravnestedet i januar for at tage billeder fra et skjul, flygtede fuglene, selv om jeg var meget forsigtig. De omkring 70 ravne, der var forsamlet på stedet den dag, steg til vejrs og kredsede snart på gribbemanér som små prikker højt oppe under skyerne. Det er der ikke noget at sige til. De sorte fugle har været forfulgt af mennesker i generationer, så de har uden tvivl nedarvet en stærk frygt for mennesker.

Ravne er ekstremt legesyge og snakkende. Især i forårsmånederne ser man ravne flyve parvis eller alene over landskaberne og kaste sig halsbrækkende rundt i luften i en luftakrobatik, hvor de lige gerne ligger på ryggen, på siden eller står på hovedet. I vintre med sne i bakket terræn er det ret almindeligt, at ravne tager sig en serie raske rulle- eller glideture på deres blanke fjer. Samme sted igen og igen. Der er ikke rigtig anden forklaring på ravnenes luftakrobatik og kælketure end, at de morer sig.

Ravne, krager og skader har ubegrundet fået ry for at stjæle mønter, sølvtøj, smykker og andre skinnende ting, og skaden har ligefrem fået plads i musikken med Rossini’s opera “Den tyvagtige skade”.

Det har sin forklaring i, at unge kragefugle og navnlig unge ravne er meget nysgerrige, og de undersøger eller flytter med iver blanke ting. Og tamme ravne bliver ved med det hele livet.

Under min studietid i Tanzania boede jeg engang i teltlejr i bjergene nær en klippeafsats med hvidnakkede ravne. De var så nysgerrige, at vi måtte gemme alle blanke ting af vejen. Ellers blev de rykket rundt eller flyttet af fuglene. Men i naturen er det unge ravne, der roder med skinnende ting. De voksne fugle, som bygger reder og yngler, gør det ikke, så det er en myte, at man får noget ud af at gå på skattejagt i ravnereder.

Under alle deres aktiviteter udstøder ravnene et hav af lyde. Ud over deres højlydte og gjaldende ”grok-grok-grok”, som man hører milevidt, har de et utal af skræppende, gurglende, hvislende, kaglende, snorkende, klagende, grinende, skrattende, tudende, fløjtende, snurrende, piftende, spruttende, rullende, fnisende og hviskende lyde. Ravnens stemme kan til tider være meget blid og menneskelig, så man bliver både overrasket og forskrækket, når den lyder højt oppe fra fuglens hvilested i et trækrone.

Ravne har meget at fortælle. I den nordiske mytologi havde Odin to ravne, Hugin (tanken) og Munin (hukommelsen). De kom hver dag til ham om aftenen for at fortælle om alt, hvad de havde set i verden i dagens løb. Sådan blev Odin den mest alvidende af guderne.

Myter har som regel solid rod i naturen. Vores aner, der har skabt myterne, har for længe siden lagt mærke til ravnene, som snakkede løs i træerne, på klipperne og under deres flugt over himlen. Deres opførsel, årvågenhed og evige strejfen omkring har gjort indtryk. Ravne appellerer meget stærkt til menneskers fantasi.

Ravnen har ordet. Island. (Foto: Karin Hassing).

Der er ravne på alle Jordens kontinenter bortset fra Antarktis, og alle steder spiller de en stor rolle i mytologien. Deres sorte farve og glans karakteriserer ikke blot fjerdragten, men også næb, ben, fødder og kløer. Dette, og ravnenes forkærlighed for ådsler, har betydet, at de i de fleste myter forbindes med dødsriget og regnes som ulykkesfugle. Ravnen tillægges imidlertid også positive egenskaber. Den betragtes som en klog budbringer, som i den nordiske myte om Odin og ravnene. Og i græsk mytologi var ravnen ligefrem en lykkebringer. Apollon, guden for kunst og spådom, havde således en hvid ravn hos sig som lykkefugl. Han sendte fuglen af sted for at udspionere sin jordiske elsker, Coronis. Da den hvide ravn kom tilbage og ærligt fortalte Apollon, at Coronis havde været ham utro, sved Apollon i sin frustration ravnen, så den blev sort som natten.

I litteraturen er ravnen udødeliggjort i Edgar Allan Poes The Raven (1845). Det regnes af mange for intet mindre et det største af alle nyere digte. Ravnen understreger den ubærlige kendsgerning om Lenore: At hun er død og borte og aldrig mere vil komme tilbage. Nevermore er digtets ensomme omkvæd, der klinger sort, stort og foruroligende. Med fortællingen om det natlige møde med ravnen, som rumsterer ved hans dør, udtrykker Poe på én gang den største kærlighed og den dybeste sorg. Enhver, der mærker efter, ved, hvordan de to følelser er tæt forbundet. Digtet gjorde med et trylleslag den gældsplagede, amerikanske digter berømt.

I nutidens vestlige verden er det ikke så almindeligt at tillægge fugle andre egenskaber end de rent naturvidenskabelige. Modernitetens rationelle tanker har længe truet ånd og poesi. Når det kommer til liv og død og de allerstørste følelser, kærlighed og sorg, kommer de rationelle tanker dog altid til kort. Fuglene er gode at spejle sig i. Og tanken om ravnen som budbringer og forbindelse til de afdøde er nærliggende.

Er en ravn bare en ravn? Jeg ved det ikke. Svaret blæser i vinden.


Spørgsmål til ravnen

Som et sendebud fra oven
flyver ravnen over skoven
parvis eller helt alene
over askens grove grene.

Sorte ravn med glimt i vingen:
Er du alle eller ingen?
Er din stråleglans mon døden
– livet efter aftenrøden?

Er din dybe klang en klagen?
Er du natten hele dagen?
Er der glæde, er der smerte
i dit store ravnehjerte?

Hæse hersker i det høje:
Er du verdens Odinsøje?
Er du bud fra kære navne
– eller blot en ravn blandt ravne?

Michael Stoltze, 2017

———

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad mandag den 30. januar 2017

Udgivet i Dansk natur, Fugle | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

Dømt til at dræbe

Gedde_hoved
Dræberblik og dræbermund. Resten af gedden er én stor muskel med ryg- hale- og bugfinne, der tilsammen udgør en stærk halevifte, så rovdyret kan angribe lynhurtigt med stor kraft. (Foto: Michael Stoltze).



Mit første møde med en gedde var ret besynderligt.

Vi var på én af de sædvanlige gåture til søen Hestehaven på Bornholm. Da vi nåede frem til søen, mødte vi et par jægere, der fortalte, at de lige havde skudt en stor gedde, som de havde efterladt i vandkanten. Gedderne er nemlig berygtet for at æde alt, hvad de kan overmande i vandet. Også de ællinger, som er forudsætningen for efterårets andejagter. Jægerne anser derfor gedden for konkurrent og skadedyr. Og de to jægere drømte ikke om at tage den dræbte gedde med sig hjem. Den var jo fuld af ben og smagte af mudder, som de sagde. Men vi var da velkomne.

Hjemme i køkkenet blev den over 80 centimeter lange fisk skåret i tykke skiver og kogt i en stor gryde med salt, peber og laurbærblade. Det blev et festmåltid. Geddens kød er hvidt og fast, og det smager kun af mudder, hvis gedden har levet i en forurenet og mudret sø. Hestehaven er en ren skovsø, så gedderne fra søen smagte altid godt. Gedden har mange skarpe ben i kødet, så man skal være meget forsigtig, når man spiser den. Det er dog ikke værre end med så mange andre fisk. Når man spiser sådan en benrig fisk er dyden ved serveringen et ord: Omhyggelighed.

Uopdragne fiskespisere jager tankeløst en ske eller gaffel ind fiskens kogte kød. Det straffer sig. Man får en bunke kød, der er fyldt med små ben, der ødelægger hele fornøjelsen ved måltidet. Og man ødelægger fornøjelsen for den næste, der spiser af fisken. Et godt trick, når man spiser gedder, er at bruge en sløv smørekniv og skære forsigtigt ind i det tilberedte, møre kød, indtil kniven akkurat gør modstand ved de små ben. Kunsten er så ikke at skære benene over, men skille kødet så meget, at man kan kante en gaffel sidelæns ind i skåret og systematisk hente alle de små ben ud. Hvis fisken er gennemkogt, og man er omhyggelig, er operationen let som en leg. Og måltidet bliver en nydelse.

Efter oplevelsen med jægernes store gedde fra Hestehaven var vores nysgerrighed vakt. Kort fra vores barndomshjem boede vores gode venner Niels og Kis Østergaard med deres tre drenge Mads, Anders og Lars. Min tvillingebror Jacob og jeg legede meget med Anders, som hver sommer tilbragte mange uger med at fiske i Gammeldam ved Rutsker. Den lille sø ligger malerisk i bunden af en sprækkedal, hvor familiens onkel havde et sommerhus med badebro og robåd ved søens sydlige ende. Søen er ikke større end, at man kan vandre rundt om den på 20 minutter, og langs bredden var der masser af sten og klipper, hvorfra det var let at fiske efter aborrer, gedder og andre fisk. Og ellers var der båden. Anders gjorde indtryk på os ved at komme hjem med fangst af flotte gedder, som han uimponeret smed op i sin mors køkkenvask med ordene: ”Her er noget, du kan rense”.

Det blev begyndelse på mange dejlige år med Anders som ven og fiskekammerat. Anders havde gode kræfter. Han kunne kaste sten meget længere end os, og jeg har aldrig set nogen, der kunne tisse så langt. Fire meter er ingen overdrivelse. Det lignede snyd, men han havde udviklet en strinteteknik, så han suverænt vandt denne klassiske disciplin blandt drenge på landet. Det er klart, at vi så op til Anders.

I Hestehaven, Gammeldam og de nærliggende søer Nydam og Vassing lærte Anders os kunsten at fange gedder. Gedder er de nordiske søers svar på tropernes barracuda. En stor muskuløs, topedoformet rovfisk med spidst, krokodillelignende hoved og et gab, der er fyld med sylespidse tænder. Tænderne vender bagud, så offeret, der er grebet, kun kan bevæge sig én vej – den forkerte (men rigtige i forhold til geddens grådige vom). Den glubske gedde er søernes skræk, som Tyrannosaurus rex var det på landjorden for omkring 70 millioner år siden.

Som rovdyr er det vigtigt at se godt og ikke selv blive set. Gedden har store, udstående øjne på siderne af sit store hoved og den står gerne på lur under grupper af åkandeblade eller andre vandplanter med flydeblade. Her står gedden ganske stille og svæver få centimeter under overfladen. Og den plettede dragt falder i et med solpletter i vandplanterne. Den store fisk kan stå så stille, at man tror, den er død. Kun en svag viften med finnerne afslører, at der er liv i monsteret. En mæt gedde kan finde på at stå stille i frit vand. Man skulle tro, at den var meget udsat for ørne eller andre rovdyr, men den har så godt syn og reagerer så hurtigt, at den når at smutte, før ørnen slår ned. Til gengæld kan en rolig og tålmodig fisker efter god træning fange sådanne fritsvævende gedder med en lasso af fin ståltråd eller svær fiskeline for enden af en lang stang.

For mange år siden fiskede jeg gedder sammen med Jacob i den lille sø Vassing, der ligger smukt i en lav dalsænkning på Nordbornholm. Fiskeret foregik med levende agn, som er en bestialsk ond, men ret effektiv metode, hvis man vil fange gedder.

Vi startede med at fange et antal pæne skaller med krog med regnorm eller dejklumper som agn. Det var som regel let. Så pillede vi skallerne af krogen og anbragte de levende fisk i en lille spand med vand. Ikke for at være gode ved dem. Tværtimod. De stakkels skaller skulle være levende agn. Det foregik ved at sætte en voldsom tregrenet krog for enden af fiskestangens kraftige line i skallens ryg. Således maltrakteret, kastede vi den lidende agnfisk ud i nærheden af rankegrøden, de tætte tagrørsbevoksninger eller de store område, der var dækket af åkandeblade. Her stod gedderne nemlig på lur.

Gedde i haand
En nylandet 4 kilos gedde. Man skal passe på fingrene. (Foto: Michael Stoltze).

Gedde_Kristian
Min søn Kristian med en fin gedde. (Foto: Michael Stoltze).

Den arme skalle med krog i ryggen og sår i munden svømmede skævt i cirkler eller snurrede rundt og blinkede afslørende med sine sølvblanke sider og hvide bug. Og lige præcis derfor er den let at få øje på for en lurende gedde. Sådan en enlig, stor skalle, der svømmer usikkert og blinker gennem vandet i alle retninger, er en ren geddemagnet. I en god sø slår den første gedde derfor hurtigt til. Ud af ingenting farer gedden som et lyn frem og snupper skallen med sit krokodillegab.

Det skete også den dag i Vassing. Det var en lille gedde på vel omkring 45 centimeter, der nappede Jacobs ca. 15 centimeter store skalle med krog i ryggen. Straks efter søgte gedden udad og nedad mellem bundens vandaks. Jacob trak til og fik hurtigt halet den lille gedde tilbage ind mod land. Men tæt ved bredden fór en anden og meget større gedde løs på den mindre gedde. Den store gedde lukkede sit gab om halepartiet af den lille, så mere end halvdelen af fisken forsvandt mellem arsenalet af sylespidse, bagudrettede tænder. Hvad den store gedde ikke havde regnet med var linen og fiskestangen, som Jacob havde fast greb om. Måbende trak Jacob hele molevitten op på land, hvor den store gedde først slap sit tag i den lille efter adskillige voldsomme krumspring i græsset.

Som drenge fangede vi en lille gedde med net i Hestehaven. Vi havde den gående nogle timer i låget fra en mælkejunge. Da søens venlige ejer, overlæge Hey, kom forbi for at hilse, udbrød han: “Slå den dog endelig ihjel!”. Han var ivrig andejæger. Og vist er det, at nogle af de små, 12 centimeter lange gedder på et tidspunkt bliver til meterlange monstergedder, der elsker at sluge ællinger med hud og dun. Siden fangede vi masser af store gedder i søen. Men den lille gedde slap vi fri.

Hestehaven blev vores foretrukne geddesø. Sommer og efterår fangede vi gedder på stang. Og i de kolde vintre huggede vi hul på isen og hev mængder af gedder op af det kolde vand. Gedden hugger villigt, når man lokker den med agnfisk i lyset fra hullet i isen. Om foråret, når vandet står højt efter vårflommen, yngler gedderne. De store hunner bugner af æg, og både hanner og hunner bliver slanke i løbet af yngletiden, der varer til maj. Så i forårsmånederne er geddefiskeriet indstillet. Gedderne søger ind på meget lavt vand i yngletiden. Og hvis man vader gennem oversvømmede søbredder med høje støvler først i april, skræmmer man ofte den ene voldsomme gedde efter den anden, så de pløjer sig gennem græs og siv og laver bølgespor på vandet.

Om sommeren indtager søernes hersker atter sine skulesteder på lur under åkandernes blade og i vandplanternes skjul. Den er skabt til at dræbe. Det er dens lod i livet.

Lucius
Naturen har frembragt en sand krokodille
forklædt som en rovfisk, der lurer så stille
i skyggen af vuggende åkandeblade
på jagt efter skaller, der skælver af glæde

Uskyldige skaller med glødende øjne,
som hverken har blik for latin eller løgne,
fortrylles af lyset, forblændes af livet,
mens listige Lucius lurer i sivet.

Det plettede monster har ventet en time
i håb om, at skallernes blinkende stime
vil komme så nær, at han vover at vælge
den største og fedeste fisk, han kan svælge.

Med ét farer Lucius frem mod sit offer.
Jeg så det dernede og ved også hvorfor,
at han, som i mordet slog bølger på vandet,
er dømt til at dræbe: Han kan ikke andet.

Jeg tror, han er træt af at være den grumme
med grufulde tænder i kæbe og gumme.
Mens skallen, der døde, var glad til det sidste,
er søernes Lucius altid den triste.

Michael Stoltze, 2017

——

Oprindeligt bragt som essay i Kristeligt Dagblad lørdag den 11. marts 2017



Gedde_lille
En lille gedde på bare 15 centimeter. Men allerede en ilter dræber. (Foto: Michael Stoltze).

Gedde_hoved med blitz
Geddens brede gab. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i botanik, Dansk natur, natur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Den gavmilde ged

 Ged_1
På tur med Mette. Fra venstre: Jacob, Mette, Karen og mig. (Foto: Bodil Stoltze).

Geden giver mange små og store glæder. Og så er den et intelligent og venligsindet husdyr med en smuk stemme.

I 1962, da jeg gik i 1. klasse, købte mine forældre en ged for 60 kroner.

Det var en flot, ung hvid ged med horn. Hun hed Mette, som gimmergeder jo gør, og blev bukket af Mads, som Metter jo bliver. Mette blev fragtet hjem fra seancen i vores bil, så både bil og ged i ugevis udsendte den umiskendelige krydrede duft af gedebuk. Og næste forår kvitterede Mette med to dejlige gedekid.

Der er noget særligt ved geder, og gedens entre i vores liv i dalen på Nordbornholm var en stor begivenhed. Mine forældre havde geder indtil først i 1980’erne. Geder er nøjsomme og meget adrætte dyr, der knytter sig stærkt til mennesker, og vores geder var ingen undtagelse. Mette gik med os overalt på ture i skoven og veg sjældent mange meter fra os. Det var ikke nødvendigt at have hende i snor, for modsat hunden, var hun ligeglad med skovens vilde dyr. Hendes kid og deres efterkommere gik også med os. De anså os for en del af flokken, som det var godt og trygt at holde sig til. Vi havde det ligesådan. Men Mette var, som vores første og hvideste ged, elsket og trofast i særklasse.

Geder er gode i naturen, hvis de ikke er for talrige. Mange geder i naturen kan hærge, så der næsten ikke kan vokse skov. I Middelhavslandene har mennesker og millioner af geder fortrængt skoven. Skoven er blevet til maki, som man kalder de blomstrende krat af tornede og mere eller mindre ildesmagende og giftige buske. Selv om makien er vidunderlig med sin overdådighed af sarte cistusroser, krydderbuske og orkideer, er den forarmet skov. På det nordlige Naxos har jeg set et lille område i en dal, hvor gederne havde været hegnet ude i lange tider, og der var makien blevet til frodig skov med mægtige, metertykke egetræer.

Geder virker umiddelbart intelligente. Mens får bræger trættende og traurigt, er gedens stemme lys og munter. Geden holder hovedet højt og årvågent, og geden springer lystigt og legesygt omkring selv de stejleste steder. Selv deres ekskrementer er pæne. De lugter næsten ikke, og de ligner små runde lakridser, mens fåreekskrementer er fedtede, brunlige klumper.

Få dyr er hurtigere fra tanke til handling end en ged. Da min far skulle købe vores anden ged nogle år efter Mette, stod han ved handelens afslutning med en hundredkroneseddel hånden. Bare et sekund. Men længe nok til, at geden snuppede sedlen og tyggede den i sig som manisk makuleringsmaskine. Min far måtte til sin ærgrelse fiske en ny seddel frem fra tegnebogen og afleverede den til ejeren med armen løftet over gedehøjde. Efter ejerskiftet fragtede han den således berigede ged hjem og fortalte brødebetynget om det dyre dyr. Men altid optimistisk, som han var, mente han, at sedlen muligvis ville komme ud i en noget krøllet og misfarvet tilstand efter et par dage. Det gjorde den ikke.

Gederne er så kvikke, at man har et hyr med at holde dem under hegn. De er specialister i at afhaspe hasper og åbne låger, der ikke burde kunne åbnes. Geder anser færiste for at være for virkelige fæ og ikke for kloge dyr. Så geder går over de djævelske riste lige så elegant som dansere på line. Og tro det eller ej: Geden er det eneste klovdyr, der ofte klatrer i træer. I Marokko er der store områder med krogede Argania-træer, der har olieholdige, olivenlignende frugter, som gederne elsker. Gederne klatrer behændigt op i træerne og æder frugterne. De klatrer endda ud på de tyndeste grene, hvor de arbejder sammen om at tynge grenene ned, så de kan æde frugterne. Frugtkernerne havner ufordøjet på jorden, hvor de senere kan samles op i store mængder. På den måde hjælper klatregederne en hel industri. Af frugtkernerne udvindes nemlig en værdifuld olie, som er spiselig og ikke mindst bruges i stor stil i kosmetikken.

Ged_2
Jeg giver Mette mad i 1962. (Foto: Bodil Stoltze).

Mens gimmergeder og gedekid er indbegrebet at alt, hvad der er sødt og godt, er det noget andet med gedebukken. Den er et besværligt, men – for gedeavlen, naturligvis – nødvendigt onde.

Ged_4
Min mor Bodil med Mettes trillinger. (Foto: Paul Stoltze).

Ged_3
Min tvillingebror Jacob med et af Mettes kid. Mette og jeg kikker på. (Foto: Bodil Stoltze).

Gedebukken er større end gimmergeden, har større og mere krogede horn og er udstyret med et langt skæg og en guddommelig stank. Dertil kommer et til tider voldsomt temperament. Vi havde ikke voksne gedebukke, for bukkekiddene blev slagtet og spist, før de nåede kønsmodenhed. Men et par af vores naboer havde gedebukke. På Smedegård havde de en buk i en fold, som vi cyklede forbi på vej til skole. Gedebukke lugter værre og værre med alderen, og de stinker allermest lige før de stiller træskoene (eller hvad en ged nu stiller). Bukken på Smedegård blev meget gammel, og vi mente gennem flere år, at den måtte være tæt på at udånde. For den stank værre end en ulykke. Når vinden var i syd, bølgede dens brunstgasser hen over vejen. Så gjaldt det om at tage en dyb indånding og køre til på cyklen og først trække vejret igen 50 meter længere fremme, hvor luften ikke kom fra gedebukkens fold. Jeg bilder mig ind, at luften over det berørte stykke af vejen var en gullig tåge. Det føltes sådan.

Vores gode venner lidt derfra, Ole og Karin, havde også geder, heriblandt en ung buk. Den var begyndt at lugte ganske stramt, så de var trætte af den og fik den slagtet. Malkegeder og gedekid smager fortræffeligt, og Ole mente, at gedebukken ville smage lige så godt. Det gjorde den ikke. Stanken under tilberedningen var slem, og på middagsbordet formåede krydderier ikke på nogen måde at kamuflere smagen af buk. Thor har ikke været sart, da han kørte rundt med sine to gedebukke spændt for vognen.

Modsat gedebukken er gimmergeden godheden selv. Der giver gerne et par liter mælk om dagen, og når man først har fundet det rette greb og den rette, beslutsomme teknik, er den let at malke. Jeg var aldrig vild med gedemælk, der i fersk tilstand kan have en lidt besk smag. Men gedemælken er uforlignelig til fremstilling af ost. Det er, som om hele dyrets sjæl, frækhed, godmodighed og duft springer ind i en gedeost.

Ged_6Jacob på tur med Mette og hendes to kid, der leger på en klippe. (Foto: Bodil Stoltze).

Gedekød er mildere i smagen end lammekød, og mange skatter det højere end lam. Men det er nærmest umuligt at opdrive i butikker i Danmark. Det skyldes, at gedeavl næsten kun bedrives privat i småskala til eget forbrug. Det gjorde vi også. Når kiddene var store hen på året, blev de slagtet. På et tidspunkt skulle den gode Mette også slagtes, men vores forældre synes, at det var for hårdt for os børn at skulle spise hende. Så de fortalte os, at hun var blevet gammel og brugt til løvemad i Zoologisk Have. Hvorpå min storesøster Karen svarede: “Hvorfor spiser vi hende ikke selv?” Børn forstår og accepterer som regel udmærket logikken i slagtning af husdyr.

Mine forældre kendte Frank Jæger og sendte ham et billede af os og gederne, fordi han havde skrevet så smukt om geden. Jæger kvitterede ved at sende et eksemplar af digtsamlingen “Dydige digte” med dedikation og henvisning til dette digt i samlingen:

Læredigt om gedeavl

Geden er et venligsindet husdyr
Gir halvandet kilo mælk om daen.
Blir den altfor oldingtræt og aflægs,
tager jeg ganske simpelt huden aen.

Får en dejlig frakke, jeg kan bruge,
når det regner, blæser eller sner.
Kødet spiser vi hver anden søndag.
Alle mine unger vil ha mer.

To små hvide kid bliver født om året.
Tyve blanke dalere de gir.
Det er ganske godt at holde geder,
selvom roeprisen stadig stir.

Geden har en fin og ærlig stemme,
taler meget bedre end en ko
hvis jeg vinder instituttets præmie
køber jeg tre geder eller to.

Jæger skrev digtet, fordi “Det Kejserlige Æthiopiske Landhusholdningsinstitut” havde udskrevet en konkurrence om at skrive en digt om dyrehold. Han vandt ingenting. Men geden fik sin velfortjente hyldest.

Geden betragtes ofte som et gammeldags husdyr knyttet til småkårsfolk på landet. Og det er rigtigt, at der kun er meget få professionelle gedeavlere og gedemælksproducenter i Danmark. Det er synd. De gavmilde geder burde få en renæssance. Vel er de besværlige, men de give store glæder for børn og voksne i alle aldre, god mælk og godt kød, og så kan de som nævnt gøre gavn i naturen. De nøjsomme dyr er gode til at holde krat nede og skabe lysninger til glæde for blomster og sommerfugle. Derfor er der blandt andet geder på Hammerknuden og flere andre steder med natur i offentligt eje.

Min mor har hele livet været en dygtig og ivrig fotograf, og med stor tak til hende for geder og billeder er det mig en stor fornøjelse at præsentere de gavmilde geder gennem billederne fra dengang. Må der også fremover gå ged i den på den go’e måde!

Oprindelig bragt som essay i Kristeligt Dagblad 27. februar 2017

Ged_5
Min søster Karen med et af Mettes kid.(Foto: Bodil Stoltze).
Ged_7
Min lillebror Martin byder velkommen til gederne i 1967. (Foto: Bodil Stoltze).

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | 6 kommentarer

Der er et land – en gendigtet sang om Danmark

Svane paa vand

Kærlighedserklæringer til Danmark har længe været betragtet med skepsis.

Mange forbinder fædrelandssange med selvoptagethed og måske den nationalisme, som gang på gang i historiens løb har ført til krige og ulykker.

Men ligesom man må elske sig selv for at elske andre, må man elske sin hjemstavn for at elske andre steder. Kærligheden til ens hjemstavn – det være sig landsby, by, landsdel, land eller verdensdel, er en følelse. Man er jysk, hvis man føler sig jysk og dansk, hvis man føler sig dansk.

Det er der mange, der gør. Også mennesker, der ikke er født i Danmark og måske først for ret nylig er kommet til det lille landområde, som på grund af historiens tilfældigheder og udvikling bærer navnet Danmark. Landet, der med sine grænser og sine love giver os, der bor her, nogle fysiske og juridiske rammer. Hvad enten vi vil det eller ej.

Danmark er ikke et landområde med en hjemmehørende ur-stamme af mennesker. Vi er alle kommet hertil i en mere eller mindre fjern fortid. Naturen forandrer sig og flytter sig ligesom mennesker. Klima, landmasser, hav, søer, planter og dyr er i forandring. Og Danmark er opfundet som en nation af mennesker med et sprog og kultur i evig forandring.

Vi skriver sange for at udtrykke vores følelser. En af genrene er fædrelandssange, som vi har mange af. Der er skrevet adskillige og stadig meget brugte sange om Danmark. Oehlenschlägers nationalsang ”Der er et yndigt land”, Johannes V. Jensens ”Hvor smiler fager den danske kyst” eller min og manges favorit, H.C. Andersens ”Danmark, mit fædreland” (1850), også kendt som “I Danmark er jeg født”.

Det er bare sådan, at sangene forældes, fordi vores land, kultur og natur ændrer sig. Og mange mener, at vi ikke har så meget brug for fædrelandssange mere. Men noget i tiden kalder på identitet og fællesskaber på den gode måde, hvor man ikke slår andre i hovedet. Jeg tror, at vi samtidig med, at vi anerkender og dyrker de internationale fælleskaber, ikke skal være bange for at dyrke og hylde fællesskaber på mange andre planer. Herunder det nationale, som det er naturligt at dyrke og hylde for alle, der føler sig danske. Hver tid sine sange om Danmark, så længe landet findes.

Mennesker, kulturen og naturen former det hele. Vi er blevet mange flere, vi er blevet meget rigere og friere. Vi lever længere, og modsat alle dommedagsprofetier, klarer naturen sig, og fuglene er vendt tilbage i massevis, fordi vi vil dem og passer på den stump af kloden, vi bebor. Fuglene, der er så fuglefrie og taler så meget til os. Det er en smuk gerning, som vi kan være stolte af. Fuglene hænger sammen med resten af verden. Ligesom vi. Derfor har jeg skrevet dette forslag til en nutidig version af H.C. Andersens fine kærlighedserklæring til Danmark:

Der er et land 

Der er et land med mange hundred øer,
det syner ikke meget på vor Jord.
Men lyset over mark og kyst og søer
fortryller landet i det høje nord.
Det store i det små
er større, end man fatter,
så lidenhed er ingen grund til latter.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Her taler ravnen ud om hele verden,
mens himlen gnistrer i dens kragedragt.
Fortæller stort og småt fra dagens færden
om landets ve og vel og farvepragt
og tusind fuglekor,
der gjalder gennem skoven

og lærkerne, som kalder ned fra oven.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Der svæver stolte ørne over landet
og stærke gæs i flok på marken går.
De hvide svaner vugger blidt på vandet,
hvad enten det er vinter eller vår.
Og rylen fløjter sødt,
hvor bølgen slikker sandet,
og havet ruller sten og føder landet.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Og under samme sol og himlens skyer
er tusindvis trådt ind af Danmarks dør.
Nu ligger spredte huse, gårde, byer
i Jylland og på milde, grønne øer.
Du lille lave land
med bakker, dale, fjorde:
Jeg kender dig, dit liv, og hvad du gjorde.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Jeg bor i Danmark – et af verdens riger,
det er mit land, det er dertil jeg kom,
hvor korn i bølgegang  for vinden viger,
og kirker ligger spredt og minder om
den tid, der var engang
og tiden, som skal komme.
Jeg tror på livet, indtil alt er omme.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

 

Udgivet i Danmark, Dansk natur, Fugle, natur | Tagget , , , , , , , , , , | 4 kommentarer

Tåge er mange ting

Tåge har mange fremtoninger og hver årstid har sine slags  

Da jeg var lille, kunne jeg høre tågen fra min seng.
Det var dybe, bløde, melankolske og monotone lyd af ubestemmelig herkomst og i lidt forskellige tonelejer. Tågen advarede om sin tilstedeværelse med sin  bugtalerstemme. Stemmen forplantede sig over landet om bidrog til stemningen. Tågens stemme forbandt det nære og det fjerne. Jeg ved naturligvis godt, at det bare var tågehornene ved de nordbornholmske kyster, der dengang gjorde skibe på havet opmærksom på faren ved det skjulte land.
Tæt tåge skaber intimitet omkring den synlige nærhed, mens resten af verden ligger hen i hvid hemmelighedsfuldhed. Tåge er mange ting. På himlen er det skyer i en uendelighed af varianter, der kan tale til fantasien. Og på jorden er det udover den tåge, der indhyller alt, også havgus, vårem, mosekonebryg, dampende søer, sensommertåge og rimtåge.

Tågesnak og lidt fysik
Tåge er rent fysisk et ret simpelt fænomen, der opstår, når luftens vandmolekyler sætter sig sammen og bliver til mikroskopiske dråber i luften. Det sker kun, når luften er mættet med vanddamp, og jo varmere luften er, desto mere vanddamp kan den indeholde, før den er mættet. Ved 100 grader kan en kubikmeter luft ved jordoverfladen, hvor trykket er én atmosfære, indeholde op til 762 gram vanddamp (ren vanddamp). Det er 1000 gange mere end ved -20 grader.

I temperaturområdet fra -50 til 0 grader siger man som tommelfingerregel, at luftens maksimale indhold af vanddamp fordobles, hver gang temperaturen stiger cirka 8 grader. I temperaturområdet fra 0 til +50 grader siger man som tommelfingerregel, at luftens maksimale indhold af vanddamp fordobles, hver gang temperaturen stiger cirka 11 grader. 30 grader varm luft kan indeholde godt 31 gram vanddamp pr kubikmeter. Det er omkring syv gang mere, end luft omkring frysepunktet kan indeholde, og omkring 100 gange mere end luft på -40 grader kan indeholde. Selv i relativ tør luft, skal temperaturen altså ikke falde ret meget, før luften bliver mættet af vanddamp, så der kan opstå tåge og dug.

Når man bevæger sig op i højere terræn, falder temperaturen typisk omkring én grad pr 100 meter i tør luft og omkring ½ grad pr 100 meter i fugtig luft. På Bornholm kører jeg tit fra lavlandet ved Rønne ind til Almindingen lige nord om Rytterknægten (162 meter). Og påfaldende tit kører jeg op i tågen – især i vinterhalvåret. Det vil sige: Jeg kører op i skyerne, der har deres basis nede i omkring 100 meters højde. Det lyder måske som noget nørderi, men det betyder faktisk noget. De lave skyer tvinges til vejrs, så det regner mere på Midtbornholm end andre steder på klippeøen. Og tågen fortætter på træernes blade og grene, så der falder skjult regn (også kaldet okkult regn) under træerne, selv om det ikke regner rigtigt. Dette i kombination med flere varmebyger midt på øen om sommeren bidrager også til, at der falder rigtig store mængder nedbør på Midtbornholm. Selv om Danmark er lavland, har vi “bjerge”, der når skyerne.


taage_vej-til-almindingen
På vej op i Almindingens tåge, som egentlig er lave skyer. (Foto: Michael Stoltze).

Havgus
Havgus er en kold tåge, som kommer rullende ind over land fra havet. Den opstår, når relativ lun luft lægger sig over et koldt hav. Den lune luft bliver nedkølet af havet, til den bliver mættet med vanddamp. Og så opstår der tåge, som forstærker nedkølingen yderligere, fordi den hvide tåge reflekterer de solstråler, der ellers skulle varme. Havgusen kan komme ind over land på alle årstider, men er særlig hyppig og frygtet i det tidlige forår, hvor den kan ændre en lun og solrig forårsdag til en våd og kold dag med temperaturer nær frysepunktet.

taage_ploejemark
Heste i havgus. (Foto: Michael Stoltze).

Vårem
Vårem er et af de smukkeste og sjældneste fænomener i tågernes verden. Det er noget ganske andet end mosekonebryg. Våremmen er altid i bevægelse som stimer af tågetunger, der i stille vals danser over nøgne marker som en røg. Den opstår typisk hen på foråret, når solen står så højt, at den rigtigt gennembager den våde, mørke jord. Hvis der på samme tid strømmer kølig luft ind over markerne, fortætter dampen fra jorden og bliver til vårem. Fænomenet er hyppigst ved kysten, men man ser det ikke hvert år. Jeg har aldrig set det smukkere end fra skolebussen mellem Olsker og Tejn på Bornholm for 50 år siden og igen den 8. april 2013, hvor det så ud som om, hele Glænø ved Sydvestsjællands kyst var ved at gå op i røg.

taage_vaarem
Vårem over Glænø den 8. april 2013. (Foto: Michael Stoltze).

Mosekonebryg
I stille, klare sommernætter stråler varme fra jordoverflader lige lukt ud i verdensrummet. Det bliver køligt, og den kolde luft er tung og samler sig i lavninger, hvor varmeudstrålingen fortsætter. Det ender med, at luften bliver mættet med vanddamp, og så dannes der tåge. Man siger, at Mosekonen brygger. Mosekonebryg er mest et nat-fænomen, men det kan starte før solnedgang, og undertiden opstår det først efter solopgang, fordi temperaturen fortsætter med at falde, indtil solen står så højt, at den virkelig varmer.

taage_mosekonebryg
Mosekonebryg i lavninger ved Holsteinborg Nor. (Foto: Michael Stoltze).

Dampende søer
Dampende søer, åer og fjorde er et smukt tågefænomen, der især ses i stille vejr om morgenen i sommerhalvåret. Fænomenet minder noget om vårem, men forklaringen er en anden. Tågetungerne opstår, fordi vandet er varmet godt op af solen dagen forinden. Vandet holder på varmen, og når den kolde morgenluft møder den lune, vandmættede luft, dannes tågen. I troperne, hvor solen banker næsten lodret ned fra oven i dagtimere og nætterne er lange, damper småsøer hver eneste morgen i klart vejr.

taage_dampende-soe
Dampende sø en sommermorgen omkring Sankthans. (Foto: Michael Stoltze).


Sensommertåge
Sensommertåge er en slags udvidet mosekonebryg. Når det er varmt i luften, når havet er varmt og dampende, og når nætterne bliver længere hen i august, stiger hyppigheden af morgentåge og kraftig dug. Sensommertågen lægger sig over landskabet og giver magiske og bløde sommerdage. Tågen bliver liggende længere op ad dagen og breder sig mere i landskaberne end mosekonebryggen.

taage_sensommertaage
Sensommertåge i august. (Foto: Michael Stoltze).

Rimtåge
Rimtåge er vinterens pendant til sommerens mosekonebryg. Den dannes på samme måde i stille og klart vejr, men tågen er underafkølet og kan blive ekstremt kold – ofte tocifrede minusgrader – uden, at tåbedråberne bliver til is. Det gør de først, når de støder ind i vegetationen, hvor de med trylleslag krystalliserer til den fineste rim. Rimen kan vokse så hurtigt og være så løs, at det begynder at “sne” ganske heftigt under træerne i rimtåge.

taage_rimtaage
Rimtåge på året korteste dag 21. december 2010. (Foto: Michael Stoltze).

taage_rim-efter-rimtaage
Rimtågen har tryllet i vegetationen. (Foto: Michael Stoltze).

Sådan er tågen. Den gode, den onde og den fortryllende. Ja – først og fremmest fortryllende. Når bare man ved, at den ikke bliver liggende altid, har jeg det således med tågen i Danmark:

Klædt i verdens hvide ånde
ligger Danmark kyst til kyst.
Tågehænder går til hånde
tryllebinder landet tyst.

———–

Oprindelig bragt som essay i Kristeligt Dagblad 9. januar 2017:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/verdens-hvide-aande

Udgivet i Dansk natur, Vejr | Tagget , , , , , , , , | 6 kommentarer

Vi må gerne blive færre mennesker på Jorden

Overbefolkning.  Det er særligt den voksende befolkningstilvækst i afrikanske lande, som skaber bekymring hos dagens kronikør. Foto: Finn Frandsen (arkiv)

Overbefolkning. Det er særligt den voksende befolkningstilvækst i afrikanske lande, som skaber bekymring hos dagens kronikør. Foto: Finn Frandsen (arkiv).

 


Fremtiden ser lysere ud, men antallet af mennesker på Jorden stiger stadig hurtigere end i 1970’erne. Faldende folketal skal gøres til en positiv fortælling.

Tilgiv mig dette forsøg på at løfte blikket og reflektere over verdens tilstand og fremtid.

Jeg skal prøve at være så objektiv, det nu kan lade sig gøre for et subjektivt menneske, der har været vidne til 60 års kolossale forandringer, og som er vokset op i en tid, hvor det fremherskende bud på fremtiden var variationer over temaet Ragnarok.

Bilos og undergang
Således husker jeg en smuk sommermorgen i 1968 i mit barndomshjem i dalen på Nordbornholm, hvor min altid så rolige far læste en overskrift op fra avisen: ”Jorden går under på grund af bilos”. Forskerne havde fremskrevet væksten i folketal, biler og udstødning og var nået frem til den visse død. Dér sad vi børn – min storesøster på 14 og min tvillingebror og jeg på 12 – skræmt fra vid og sans af budskabet om, at vores liv nok ville blive kort, og at vores lillebror på to år måske slet ikke ville komme rigtig i gang med livet, før det var slut.

Sådan var 1960’erne og 1970’erne. Den ene dommedagsprofet efter den anden forudsagde Jordens uundgåelige undergang. Men som Bjørn Lomborg ufrivilligt morsomt formulerede det engang: De fleste af dem fik ikke ret.

Der var dog gode grunde til skrækscenarierne. I skolen lærte vi, at Jordens befolkningstilvækst i slutningen af 1960’erne var så høj, at folketallet ville blive 10-doblet til svimlende 36 milliarder i løbet af 100 år. Det var også i de år, verden oplevede de første helt store forureningskatastrofer med bjerge af skum og døde fisk i floder og søer, fordi urenset spildevand blev ledt direkte ud i vandet. Det var tiden i kernevåbnenes og den kolde krigs skygge. Det var tiden, hvor kvælende giftig røg blev lukket ud i atmosfæren. Det regnede med syre, og det var tiden, hvor tungmetaller, DDT, Bladan og andre frygtelige gifte blev brugt ukritisk og skabte vældige miljø- og sundhedsproblemer.
Udviklingen var skræmmende. Der var al mulig grund til at råbe op. Skrækscenarierne stod i kø, og det var livsnødvendigt at gøre noget for at afværge det Ragnarok, som tonede frem i horisonten mellem de sorte røgfaner på himlen og de døde fisk, som lå i åen med hvide buge i vejret.

Det særlige menneske
Så blev jeg biolog og begyndte at se verden og menneskeheden i biologiens lys. Som jeg skal komme tilbage til, giver det langtfra altid mening, fordi mennesket ikke er som andre arter. Men øvelsen er tankevækkende. Jeg konstaterede også, at forureningsbekæmpelse, miljøhensyn og bæredygtig udvikling kom på dagsordenen overalt i verden.

Nu i 2016 kan jeg til min glæde konstatere, at problemerne er blevet taklet godt. De truende miljøbomber er blevet demonteret én for én, og skrækscenarierne om det menneskeskabte Ragnarok er afløst af håb.

Forklaringen er, at mennesket nok er natur, med adskiller sig fra alle andre dyr ved at være tænkende og kunne tage skæbnen i egen hånd. Mennesket er noget ganske særligt. Dem, der hævder andet i behjertede forsøg på at være solidarisk med vore medskabninger, mangler erkendelse af verdens virkelige indretning.

Det er en velkendt erkendelse i biologien, at Jordens arter findes, fordi de er heldige. På grund af omgivelsernes beskaffenhed – fysik, kemi og biologi – har de haft held til at udvikle sig og gøre sig mangfoldige. De millioner af arter, som lever på vores planet i dag, er blot en uendelig lille fraktion af milliarder af arter, der har levet på Jorden, men ikke havde held til at overleve. Ingen arter eksisterer evigt. De udvikler sig eller uddør.

Det er en anden velkendt erkendelse i biologien, at arter formerer sig og bliver talrige, når de kan – uden tanke på, om de mange individer kan klare sig på lang sigt. Bortset fra vores egen art – mennesket – tænker arterne ikke på fremtiden.

I naturen er kaniner, lemminger og et hav af insekter kendt for at kunne opformere sig lynhurtigt til tætte bestande. Og “overbefolkningen” resulterer så i massedød som følge af sygdom og efterstræbelse.

Mennesket er blevet ekstremt mangfoldigt på grund af artens særegne evne til at tænke, bruge hænder, fremstille redskaber, klæder og huse, bruge ild, drive landbrug og bekæmpe farlige dyr og sygdomme. Homo sapiens – det tænkende menneske – skiller sig virkelig ud fra andre arter. Biologiens almindelige regler gælder ikke. Det kan godt være, at sygdomme konstant truer Jordens voksende skare af mennesker. Men sygdommene bliver bekæmpet med succes som følge af menneskeartens indsigt og intellekt. Og det bliver næppe anderledes i fremtiden. Mennesket finder en vej.

Konflikter og flygtninge
Folketallet på Jorden når 7,5 milliarder i 2017. Det er afsindigt mange og tre gange flere end i 1950. Det skyldes både en høj fødselsrate, og at levetiden i gennemsnit er forøget med 40 % siden midten af det 20. århundrede. I samme periode er forbruget pr. menneske vokset kolossalt.

Forudsigelsen om befolkningseksplosionens 30-40 milliarder mennesker på Jorden i løbet af det 21. århundrede er for længst kasseret. I 2016 er FN’s prognose, at Jordens folketal vil nå op omkring 11 milliarder mod udgangen af det 21. århundrede og stort set stagnere dér.

Siden midten af 1980’erne har FN og verdens ledere generelt erkendt, at bæredygtig udvikling er en forudsætning for en fremtid, der holder. Hvis verden ikke havde indført de tre hovedprincipper (social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed) som grundpiller for al udvikling, ville Jorden i dag have befundet sig i et totalt sammenbrud.

Det er ikke sket. Og i en oplyst og veldisciplineret verden, der indretter sig efter bæredygtighedsprincipperne, vil der nok kunne leve både 10 og 15 milliarder mennesker på Jorden. Med ja-hatten på er forudsigelsen om de 11 milliarder altså slet ikke så skræmmende.

Men verden er ikke oplyst og veldisciplineret. Grådigheden findes i både rige og fattige lande. Mangelfuld indsigt og dannelse er udbredt overalt, også i vestlige demokratier, hvor uvidenhed og faktaresistens tilsyneladende er de politiske ekstremisters vigtigste brændstof. Fundamentalistisk religionsdyrkelse, hvor man udøver magt ved at bruge myter som sandheder og gør viden forbryderisk, hærger også i mange af verdens lande.

Derfor – og på grund af misvækst og naturkatastrofer – er verden urolig og fuld af konflikter. Det har den altid været, og det var endnu værre i fortiden – for eksempel under 2. Verdenskrig. Men dengang var Jordens befolkningstal under 1/3 af det nuværende. Potentialet for flygtninge er således – alt andet lige – over tre gange større nu.

Er Jorden overbefolket?
I løbet af de sidste 100 år er Jorden blevet et stadig bedre sted at være menneske. Risikoen for at dø tidligt af sygdom, sult eller i krig er faldet konstant. Den gennemsnitlige forventede levetid for nyfødte er mere end fordoblet på 100 år. Med ny teknologi kan man i dag producere tre gange så store mængder føde pr. hektar som i 1950, og man kunne uden besvær producere mad nok til 15 milliarder mennesker på de allerede opdyrkede dele af Jorden.

Så hvad er problemet? Er Jorden overbefolket?

Svaret er: Det kommer an på, hvordan man indretter verden. Vel kan der leve både 10 og 15 milliarder mennesker på planeten, men det kræver stor disciplin for at undgå global opvarmning, miljøproblemer, ressourcemangel og tab af biodiversitet.

De igangværende klimaændringer, tabet af biodiversitet og de accelererende strømme af mennesker, som sætter livet på spil for at komme væk fra krig, fattigdom, sult og anden håbløshed, kan betragtes som symptomer på overbefolkning. Det er muligvis kun begyndelsen, for selv om Jordens befolkningstilvækst ikke accelererer, som man forudså i 1970’erne, forøges antallet stadig med omkring 80 millioner mennesker årligt. Det er højere end i 1970’erne og kun lidt lavere, end da tilvæksten toppede sidst i 1980’erne med godt 90 millioner flere mennesker årligt.

Problemerne med overbefolkning banker især på i Afrika, så hvis der ikke sker markante ændringer, kan den nuværende flygtningestrøm vise sig at være den første spæde begyndelse af en flodbølge af en folkevandring til Europa.

Kampagner fra fortiden
Europa er uhyre tæt befolket, men i den lykkelige situation, at fødselstallet pr. kvinde er et stykke under to. Det betyder på lang sigt, at befolkningstallet – fraregnet indvandring – falder. Politisk og strategisk er det ikke comme il faut at hylde stagnerende eller faldende folketal som noget positivt. Det rimer nemlig ikke på vækst, udvikling og øget magt.

Historisk har antal betydet meget. Et folk, der var talrigt, havde bedre mulighed for at blive et stærkt folk, og mange børn sikrede de gamles alderdom. Politikeres rynkede bryn over stagnerende eller faldende folketal skyldes uden tvivl denne historiske opfattelse og den intuitive følelse, man bliver ramt af, når man opdager, at man bliver færre. Frygten for at uddø. Den politiske reaktion på faldende elle stagnerende folketal er derfor kampagner for flere børn uden skelen til, at vi måske allerede er flere på Jorden, end godt er.

Det er kampagner fra fortiden. I den politiske kamp for en bedre verden skulle tænkningen gerne komme videre end vanen. Det er tydeligvis svært at slå sig igennem som politiker på en dagsorden om et stabilt eller faldende folketal på Jorden. Man risikerer nemt at træde lande, folkeslag eller familier med mange børn over tæerne. Det må og skal man naturligvis ikke. Problemet må håndteres elegant frem for anklagende. Ved at tale om børn som en velsignelse og nødvendighed og på samme tid tale respektfuldt om dem, der vælger ikke at få børn. Ved at tage del i glæden over stagnerende eller faldende folketal, og ved at sætte ord på fremtidens nye og bedre muligheder i lyset af, at vi bliver færre, der skal deles og enes om de begrænsede ressourcer.

Alle ønsker velstand
Nu, hvor kommunikation verden over er blevet lynhurtig via smartphones, som selv de fattigste har adgang til, har alle indblik i verdens tilstand og muligheder andre steder end dér, hvor de befinder sig. Alle kan se velstanden og stræber efter den.

Det er grundlæggende godt, men også en stor udfordring, hvis alle snart otte milliarder mennesker skal nå en velstand som i Vesten. I den situation ville det være langt lettere at nå i mål, hvis folketallet stagnerede eller faldt.

De fugtige dele af troperne kan på grund af klimaet brødføde flere mennesker pr. hektar med langt færre ressourcer end i verdens koldere egne. Derfor er udfordringen ikke umulig. Problemerne starter, hvis den rige verden giver op, forfalder til national protektionisme og lader være med at forholde sig til og handle på baggrund af de udtalte problemer, der hersker i de lande, hvor den begyndende flygtningestrøm er startet.

For hvis ingen politikere erkender, at verdens store problemer også skal løses på baggrund af en forståelse for, at Jorden er truet af overbefolkning, kan flygtningestrømmen meget vel blive begyndelsen på en konfliktskabende folkevandring af hidtil uset omfang i verdenshistorien.

Bæredygtighed
Bæredygtighed i alle beslutninger er nødvendig. Og det er altså hverken omstilling til at leve af den vilde natur eller omlægning af landbruget efter de nuværende økologiske produktionsprincipper. Det ville føre til hungersnød. Jordens nuværende befolkning kan slet ikke mættes af den føde, der er til rådighed i den vilde natur og desværre heller ikke mættes af et landbrug, der ikke må bruge kunstgødning. Jordens folketal er simpelthen blevet for højt. Kunsten bliver derfor at dyrke jorden bæredygtigt med kunstgødning. Modsat de fleste pesticider, er kunstgødning ikke naturfremmede stoffer. Det er kun koncentrationen i udbringningen, der er naturfremmet. Den økologiske produktion ville have endnu større problemer med produktiviteten, hvis den ikke (som i dag) måtte hente staldgødning fra industrilandbrug, hvor man både bruger kunstgødning og pesticider. Økologerne ”snylter” så at sige på det kemiske industrilandbrug.

I den vilde verden ville naturen for længst selv have svaret igen med sygdom og rovdyrangreb overfor en art med så stor ynglesucces som mennesket. Men mennesket bekæmper sygdomme og har udryddet de farlige rovdyr. Det er der kynikere, der beklager, for sygdom og død kunne hurtigt løse problemet med overbefolkning.

Det ville være uciviliseret. Jeg sætter min lid til, at mennesket lever op til sit artsnavn – det tænkende menneske. Arten, som skiller sig ud fra alle andre arter på Jorden, og som har bragt sig selv ind i overbefolkningens kattepine, kan også bringe sig ud af problemerne igen.

10 milliarder eller færre
FN’s seneste prognose regner med, at den årlige befolkningstilvækst gradvist falder fra de nuværende 80 millioner til omkring 10 millioner i år 2100.

I mit korte liv er Jordens befolkningstal næsten tredoblet. Det er nærmest uvirkeligt voldsomt. I samme periode er forureningsproblemerne stort set blevet løst, mens to nye globale problemer er kommet til: Opvarmning og tab af biodiversitet. Men også de problemer vil det tænkende menneske formentlig løse. Især, hvis visioner om faldende folketal bliver en gangbare i politik.

Fremtiden ser ikke så sort ud som for 50 år siden. Det lysner, og hvis befolkningstallet kunne stoppe ved højst 10 milliarder og derefter begynde at falde lige så stille, kunne fremtiden ligefrem se lys ud. Det er godt, når mennesket hæver sig over naturens mørke og former sin egen trygge og frie fremtid. Men det er kun fuldendt godt, hvis menneskets mange millioner heldige medskabninger af andre arter også får plads og frihed til at leve på planeten. Livets mangfoldighed er menneskets medicin mod ensomhed på Jorden.

Fremtiden vil blive bedre, smukkere og lettere, hvis Jordens befolkningstal aldrig når over 10 milliarder og en dag begynder at falde.

——–

Bragt første gang som kronik i Politiken den 16. november 2016

Udgivet i bæredygtig udvikling, Miljøpolitik, Politik | Tagget , , , , , , , , | 5 kommentarer

Med øjne i moshøjde

Almindelig lungemos. (Foto: Michael Stoltze).

Almindelig lungemos mellem fliser i haven. “Øjnene” er små krukker med ynglelegemer. (Foto: Michael Stoltze).

Mos er mere end besvær i græsplæner. Det er urgamle planter, som endda kan hjælpe os i kampen mod global opvarmning. Og som dreng så jeg lysende mos i en klippehule

Jeg har haft lidt medlidenhed med mosplanterne over, at de var så inferiøre.
De små skabninger kan næsten ingenting. De har ikke de ædlere planters avancerede systemer af hårfine rørledninger, der transporterer vand, næring og mineraler vidt omkring i selv den mest gigantiske californiske kæmpefyr, General Sherman. Mos besidder ikke blomsterplanternes millioner af aromatiske og forførende dufte. Ingen blomster, ingen nektar eller anden gudedrik. Intet, der kan glæde en sulten sommerfugl. Man forstår nok med sin forstand, at mosser er planter. Men trods deres grønne farve og fine filigran af blade, løfter mos sig ikke meget fra den rå jord. Mos dufter som regel bare surt og metallisk af vand og jord.

Man kunne let forfalde til en opfattelse af mos som en evolutionær blindgyde. Men det er ingenlunde tilfældet. De er faktisk en succes, som har eksisteret på Jorden i mere end 400 millioner år.

Øjenkontakt med lungemos For nogen tid siden blev jeg opmærksom på en art lappet mos, der voksede i spækker mellem fliserne på nordsiden af huset. En almindelig lungemos. Det er en af de mest almindelige af Danmarks næsten 150 arter af levermosser. Lungemosset vokser på bar, fugtig jord i skygge. Her kryber det brede løv frem som grønne tunger, der slikker hen over den våde jord – for eksempel i sprækker mellem fliser. Her er der ekstra vådt, fordi fliserne opkoncentrerer nedbøren. Så mosset oplever regn fra selv ganske små byger som livgivende tropiske skybrud.

Så dér voksede lungemosset altså. Og da jeg bøjede mig ned og tog nærsynsbrillerne af for at tage det i nærmere øjesyn, fik jeg noget af en forskrækkelse. Mosset stirrede igen med skræmte øjne og åben mund. Som en maske eller et forlæg til Edward Munch’s “Skriget”. Det var naturligvis ikke andet end mossets natur for fuld udblæsning. Mos er sporeplanter, der ligesom bregner og svampe kan producere millioner af mikroskopiske sporer, som er så små, at de kan føres vidt omkring gennem Jordens atmosfære og spire frem hvor som helst, blot de lander på den rigtige jordbund i det rigtige klima.

Hanparaplyer, hunparaplyer og unger i krukker
I modsætning til blomsterplanter har mos kun ét sæt kromosomer. De er enten han- eller hunplanter og udvikler nogle paraplylignende organer, som vokser frem fra bladene. De skiveformede er hanner med sædceller, og de fligede er hunner med ægceller. Når det regner, spredes sædceller fra hanparaplyerne til hunparaplyerne, så æggene bliver befrugtet. Derfra vokser sporehuse med to sæt kromosomer frem. Her deler cellerne sig og bliver til sporer med ét sæt kromosomer. Sporerne flyver ud i verden og bliver til nye mosplanter – den ene halvdel bliver hanner, og den anden halvdel bliver hunner.

Sporerne kan i heldige tilfælde spire og blive til nye mosplanter mange tusinde kilometer fra moderplanten. Lungemosset kan også sprede sig på andre måder over korte afstande. På oversiden af løvet udvikler det nogle tragtformede krukker med bittesmå, linseformede celleklumper i bunden. Det var sådanne krukker, der så mig an fra flisesprækken. Linserne i bunden af krukkerne er ynglelegemer, som kan vokse op til nye mosplanter, hvis de lander på våd jord. De venter blot på en fuldtræffer af en regndråbe. Krukkens sider har en hældning, så ynglelegemerne kastes ud til alle sider i en vinkel på cirka 45 grader i forhold til vandret, når den rigtige dråbe rammer. Det handler om at komme længst, og det gør man, når skudhøjden er 45 grader. Det sjove er, at nogle svampe (redesvampe) har udviklet fuldstændig samme måde at sprede sig på.

Danmark er et mosland
Der er registreret godt 600 arter af mos i Danmark. Det er 5 % af verdens omkring 12.000 kendte arter af mos. Danmarks godt 1000 arter af blomsterplanter udgør kun 0,4 % af verdens omkring 250.000 arter af blomsterplanter. Mosserne er altså mere end 10 gange bedre repræsenteret i den danske natur end blomsterplanterne. Det siger noget om deres evne til at sprede sig. Bladmosserne er med mere end 430 arter i Danmark langt den største gruppe af mosser. Det er de klassiske grønne mosser, der vokser overalt på sten, stammer, grene, på jorden i skovbunden og mellem græs.

Bladmosserne har små blade og fine skud, der kan være enkle, flade, bølgede, cylindriske eller fint forgrenede som bregneblade. I tørkeperioder krøller mosser sig sammen og ser jammerlige ud. Men det ændrer sig i regn og fugtigt vejr, hvor mosset folder sig fint ud. En af de smukkeste og mest genkendelige bladmosser er almindelig jomfruhår. Den store mos har særlig mørkegrønne, regelmæssige og rette skud. Som børn kaldte vi den altid for stjernemos. Det var den fineste af mosserne.

Almindelig jomfruhår (stjernemos) omkring svampen bruskbold. (Foto: Michael Stoltze).

Almindelig jomfruhår (stjernemos) omkring svampen bruskbold. (Foto: Michael Stoltze).

Aladdins hule
I forsommeren 1969 var min tvillingebror Jacob og jeg sammen med vores lystfiskerkammerat Anders på tur ved Gammeldam på Nordbornholm for at fiske gedder. Vi havde ikke rigtig heldet med os, men eftermiddagssolen lunede, og pludselig sagde Anders, at han ville vise os noget. Han førte os lidt væk fra søbredden og op på en vestvendt skråning med lyng, blåbær, enebærbuske, småkrat og kæmpestore klippeblokke, der lå hulter til bulter. Han trak os ivrigt hen til en af de største klippeblokke og bad os knæle ned i lyngen og se ind i en stor jordfyldt hule under granithvælvingen. Jorden lyste! Overalt funklede jordoverfladen gulgrønt. Det var som at se ind i Aladdins hule med juveler. Der var vel et par kvadratmeter af hulens bund, der lyste på den måde.

Naturligvis tog vi lidt af den lysende jordskorpe med os hjem til vores forældre. Men da vi højtideligt slukkede lyset og åbnede tændstikæsken med jordskorpen, lyste den ikke. Vi fik forklaringen. Lyset i hulen skyldtes lysmos. Det lyser ikke, men har en besynderlig evne til at reflektere lys på samme måde som de reflekser, man bruger i trafikken. Lysmos vokser i huler, der er så mørke, at ingen andre planter kan gro. Det kan det, fordi mosset danner et væv af små glasklare celler, der virker som linser. Linserne samler det svage lys, så cellens få grønkorn trods mørket får lys nok til at udføre fotosyntese. Grønkornene er samlet bagest i de klare celler, og det er derfor, lysreflekserne bliver grønne, når lyset bliver kastet tilbage fra cellernes spejlblanke bagvægge.

Hvis der kommer mere lys til lysmosset, udvikler det et løv af små, savtakkede skud. Lysmos er en yderst sjælden art, som i Danmark kun findes tre steder på Bornholm: Ved Gammeldam, på Hammeren og en nyt sted på nordkysten nær fiskerlejet Tejn. Bevoksningen i hulen ved Gammeldam dækker i dag kun 1/10 kvadratmeter, og de to andre steder vokser der endnu mindre. Det er kort sagt en uhyre sjælden mosart, og man må kun se og ikke røre den.

Lysmos i bunden af en klippehule. Foto: Michael Stoltze).

Lysmos i bunden af en klippehule. Foto: Michael Stoltze).

Bladene af lysmos er kun godt fem millimeter lange. (Foto: Michael Stoltze).

Bladene af lysmos er kun godt fem millimeter lange. (Foto: Michael Stoltze).


Mos, moser og Jordens klima
Ellers er mos allestedsnærværende. Tøvemosserne (slægten Sphagnum – udtales ”sfaunåm”) er noget ganske særligt. Tørvemos består af et paddehatlignende skud for enden af en lang stilk med kranse af slatne sideskud med fine, skællignende blade. Mosset er enormt vandsugende og vokser i tætte tuer, som tåler at blive fuldstændig vandmættede. Det gennemvåde tørvemos udskiller syre, og vandet bliver så surt, at kun lyng, kæruld og enkelte andre blomsterplanter er i stand til at vokse i mosset.

Der er mange arter af tørvemos. De varierer i størrelse og farve fra lysegrønt til rødligt og er svære at kende fra hinanden. Henover mostuerne vokser et væv af tranebærplanter. De spinkle planter sætter overraskende store bær, som planten slet ikke kan bære på de trådfine stilke. Bærrene modner i september og kan holde sig faste og sprøde lige til vinteren sætter ind. De fintprikkede, røde bær varierer meget i form og størrelse og ligger som perler i mosset. Sidst på sæsonen kan bærerne være næsten overgroet af mos.

De syredannende tørvemosser skaber et miljø, som er til egen fordel. Syren forhindrer de fleste andre planter i at gro og betyder også, at moseplanternes døde dele ikke bliver nedbrudt af bakterier. De hober sig i stedet op som tørv. Mosset er dermed ansvarlig for dannelsen af enorme tørvemoser. Selv om tørvelaget kun bliver et par millimeter tykkere hvert år, bliver det til noget med tiden. Mosset vokser i én uendelighed, og tørven kan i løbet af årtusinder blive 5-10 meter tykke. Når moser bliver mere end metertykke og hvælver sig over det omkringliggende landskab kaldes de for højmoser. De er fantastiske – og lidt uhyggelige. De opfører sig som levende, amøbelignende skabninger med en levende overflade over en død krop af tørv.

Tørvemos med tranebær. (Foto: Michael Stoltze).

Tørvemos med tranebær. (Foto: Michael Stoltze).

En højmose kan dække mange kvadratkilometer. De to største i Danmark, Store og Lille Vildmose, dækkede hver mere end 50 kvadratkilometer, da de var intakte. Mange højmoser er gravet væk. Men nu har man erkendt, at de fanger luftens CO2 og lagrer kulstof – ganske som dengang i Kultiden for 300-360 millioner år siden. Højmoserne bremser stigningen i luftens indhold af  drivhusgassen CO2 og  modvirker dermed global opvarmning. De ellers så inferiøre mosser spiller på den måde en vigtig rolle på vores planet.

Mos er meget mere end besvær i plænegræsset.

———-

Ovenstående er oprindeligt bragt som dette essay i Kristeligt Dagblad: http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/med-oejne-i-moshoejde

oejne-i-moshoejde_storefos

Masser af mos på klipper ved toppen af vandfaldet Storefos på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).

 

ojne-i-moshoejde_prydmos

Prydmos. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | 3 kommentarer

Dansk natur lige nu: Dyndpadderokken skyder frem i søer og sumpe

Nye, kulørte skud af dyndpaddrokker på vej. (Foto Michael Stoltze).

Nye, kulørte skud af dyndpadderokker på vej. (Foto Michael Stoltze).

 

Padderokker kan være besværligt ukrudt i køkkenhaver. Men der er mange arter i Danmark, og flere af dem er meget smukke og spændende planter. Det gælder især dem, der vokser i søer, sumpe og kilder.

Den meget almindelige dyndpadderok (Equisetum fluviatile) er særlig farverig om foråret, hvor de nye skud vokser frem i vandhuller, sumpe og skovsøer. Skuddene, der er hule og sprøde, er 7-8 mm tykke og rejser sig typisk 10-20 cm over vandoverfladen sidst i april. På afstand ser de tit lidt beskidte ud; men hvis man studerer dem på tæt hold i modlys, er de en fornøjelse at se på med deres brogede farver og sirlige strukturer.

Padderokker er urgamle sporeplanter. De har været på Jorden siden Kultidens begyndelse for omkring 360 millioner år siden, hvor der var et hav af arter, som kunne blive hele træer på op til 30 meters højde. De fandtes, før der var dinosaurer, og da de eneste hvirveldyr på land var padder. Til gengæld var der enorme insekter i Kultiden, f.eks. guldsmede med vingefang på omkring 70 cm.

Jorden har kun én slægt (Equisetum) med 16 nulevende arter af padderokker – hvoraf hele 9 findes i Danmark. De trives godt i vores klima. Den største danske art er den flotte elfenbenspadderok, der vokser i kalkrige kilder og kan blive op til to meter høj. Mange kender sikkert også den stedsegrønne skavgræs, som danner stor, tætte bestande i lerede skove. Den udskiller store mængder kiselsyre, så der dannes små kvartskrystaller (kisel) på overfladen. Det får padderokkerne til at rasle, og kvartskrystallerne er så stærke, at man kan bruge skud af skavgræs til neglefile.

I Sydamerika findes verdens største nulevende padderok, Equisetum giganteum, der ved at støtte sig til andre planter kan nå en højde på 8 meter. Padderokkerne er dog kun en lille afglans af de frodige padderokskove, der i Kultiden var med til at danne de lag af stenkul, der nu findes i undergrunden.

Nederste blege del af skud af en dyndpadderok. Foto: Michael Stoltze).

Nederste blege del af skud af en dyndpadderok. Foto: Michael Stoltze).

 

 

Fire skud af dyndpadderok. Foto: Michael Stoltze)

Fire farverige skud af dyndpadderok. Foto: Michael Stoltze)

 

Den store elfenbenspadderok. Møns Klint. (Foto: Michael Stoltze).

Den store elfenbenspadderok. Møns Klint. (Foto: Michael Stoltze).

Skavgræs - den, kiselklædte, stedsegrønne padderokke, der rasler, når man vader gennem tætte bevoksninger. Den granatlignenen, sorte skudspids er plantens formeringsorgan, som spreder spore, der er fine som blomsterstøv. (Foto: Michael Stoltze).

Skavgræs – den, kiselklædte, stedsegrønne padderokke, der rasler, når man vader gennem tætte bevoksninger. Den granatlignenen, sorte skudspids er plantens formeringsorgan, som spreder sporer, der er fine som blomsterstøv. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Den forunderlige følfod

Følfod i knop. (Foto: Michael Stoltze).

Følfod i knop. (Foto: Michael Stoltze).

Den fine, gule forårsbebuder holder så godt den orker sammen på landet, når den begraver sine fødder i kystklinternes ler.

Følfoden fortryllede mig, da jeg var barn.

Jeg fik den forevist af min mor og far i en grøftekant nær Allinge en kølig og solrig forårsdag for mere end 50 år siden. Der stod den og lyste på trods af kulde og tog mod sollyset med sine første gule silkeknapper. Det føltes godt at sige navnet. Følfod. Hvad skulle den ellers hedde? Dens store, grove slægtninge hedder hestehov. Følfoden er lille, strålende og gul. En fin fod.

De gule sole bryder frem af den rå jord i det tidlige forår længe før græsset grønnes. Følfoden blomstrer på sine skællede stilke, som skyder frem som bundter af livsglæde midt i det blege og nøgne land, vinteren har efterladt. De store, kantede blade vokser først frem i maj og hen på sommeren. Bladene er grove og skidne og rasler tit tørt i vinden. De er en underlig kontrast til den fine blomst. Følfoden er i sandhed besynderlig.

Følfod (som hedder følfod og ikke følfødder i flertal) dukker op som trylleslag, når Solen er steget så højt på himlen, at den har magt til at lune sydvendte klinter og grøftekanterne godt. De første følfod viser sig som regel omkring forårsjævndøgn den 20.-21. marts, og blomstringen topper normalt omkring 1. april. Så står den i store flokke på skrænter og i grøftekanter, hvor den lyser op med sine 10-krone-store, solgule blomsterhoveder.

Følfod ved Sose Odde. (Foto: Michael Stoltze).

Følfod ved Sose Odde. (Foto: Michael Stoltze).

En kurv af blomster
Følfoden hører til kurvblomsternes familie. Det er Jordens største plantefamilie med over 25.000 kendte arter. Kun orkidefamilien rummer arter i et antal, der nærmer sig. Kurvblomster er mærkelige. Det, der ligner én blomst, er i virkeligheden et mylder af små blomster samlet i en vegetabilsk skål, som planten danner for enden af det blomsterbærende skud. Skålen (kurven) kan rumme flere hundrede enkeltblomster, der som regel er meget forskellige alt efter, om de sidder midt i skålen eller ude ved randen. Blomsterne midt i skålen kaldes skiveblomster, og de ligner som regel små, takkede stjerner. Blomsterne ude ved randen kaldes randblomster, og de danner som regel en lang fane, som minder om en tunge eller et kronblad på en normal blomst. Tilsammen danner blomsterne i skålen en blomsterstand, der minder om én stor blomst med et stort antal kronblade samlet om en masse små, nektarfyldte gemmer i midten.

Det gyldne snit
Blomsterne i midten af kurvblomsters kurv er som regel ordnet i to sæt spiralarme, der stråler ud fra centrum og griber perfekt ind i hinanden, selv om det ene sæt krummer mod venstre, og det andet sæt krummer mod højre. Matematikere, kunstnere og filosoffer har i lange tider kendt til fænomenet og været betaget af, at antallet af spiralarme i de to sæt altid er tæt på det gyldne forhold til hinanden, ca. 1,618 (phi eller det gyldne snit). Se på en solsikke eller en marguerit og tæl efter!

Følfod i modlys. (Foto: Michael Stoltze).

Følfod i modlys. (Foto: Michael Stoltze).

Mester i kystklinter
Følfoden er mester i at vokse på steder med rå jord og sten på trods af evindelige forstyrrelser. Dens naturlige voksested er lerede og stenede kystskrænter, hvor bølger, vind og vejr gnaver af landet, så Danmark skrider i havet. Her vokser følfoden i hobetal. Med sit vidt forgrenede rodnet, der er begravet i leret, formår den til en vis grad at holde på klinten. Og når det alligevel går galt, etablerer den sig lynhurtigt igen. Følfoden holder sammen på Danmark, så godt, den kan.

Svævefrø
Efter blomstringen bøjer blomsterhovederne sig nikkende mod jorden. Men når frøerne er modne, retter de sig op igen og stække sig, så hovederne kommer godt op i vinden. Omkring 1. maj blotter følfoden så sine hvide frøstande og sender millioner af små frø ud på luftrejser over landet på lange, hvide svævehår. Derfor etablerer følfoden sig lynhurtigt, når vi tilfældigt skaber egnede voksesteder. Den er sikker som amen i kirken, når vi anlægger nye veje med rå skrænter og grøftekanter, på byggegrunde, hvor der bliver flyttet jord, og i råstofgrave. Følfoden følger gravkoen trofast.

Energi
Den rige blomstring om foråret vidner om en voldsom energi. Den kommer fra de tykke, lyse rødder nede i leret. Rødderne er smækfulde af næring, som planterne dannede forrige sommer. De grove blade, som afløser de poetiske gule blomster sidst på foråret, står i fuld sol hele sommeren og frembringer energirig næring til den store guldmedalje. Hele sommeren og en del af efteråret går således med at vokse og opbygge et mylder af næringsrige rødder. Allerede sidst på efteråret er de blomsterbærende skud klar lige under jordoverfladen. Klar til at skyde frem og tage mod forårssolen, når vinteren slutter.

Velkommen
Følfoden har som mange andre vilde planter været brugt i medicinen, blandt andet mod hoste og forstoppelse. Den indeholder også stoffer, der skulle virke antiseptisk. Man bør dog ikke indtage planten, da den er giftig.

Uanset hvad, er følfoden god medicin mod dårligt humør i foråret, når den dukker frem af jorden med sine bundter af gul energi. Velkommen, forunderlige følfod!

Følfoden
Jeg knoppes ved den danske kyst
og åbner silkeknappen,
så du af lykke, lys og lyst
kan kaste vinterkappen.

Jeg lokker med min stråleglans,
som én af Jordens sole,
den første sommerfugl til dans
i mønstret forårskjole.

Jeg vogter her i vejr og vind
og spejder over vandet
som sjælen med det lyse sind,
der passer godt på landet.

Jeg kæmper bravt mod Danmarks død
og griber fat om flinten,
men klager aldrig i min nød,
når havet æder klinten.

Jeg holder på det gamle land,
så godt jeg er begavet,
skønt ingen jordisk følfod kan
bekæmpe bølgehavet.

Besværlig er poetens vej
med slid og slæb og møje.
Jeg håber, du vil hilse mig
og blinke til mit øje.

Michael Stoltze

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad den 4. april 2016

En af Jordens sole. Glænø Strand. (Foto: Michael Stoltze).

En af Jordens sole. Glænø Strand. (Foto: Michael Stoltze).

Følfod ved Glænøs sydvendte klint (Foto: Michael Stoltze).

Følfod ved Glænøs sydvendte klint (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i botanik, Dansk natur, Den danske kyst | Tagget , , , , | 8 kommentarer

Man kan jo begynde med smutuglen…

Smutugle. (Foto: Michael Stoltze).

Smutugle. (Foto: Michael Stoltze).

NAVNE. Når dyr og planter får navne, får de ånd. Genkendelsens glæden ved at møde arterne forøges, når man kender dem og deres navne. Hvis man er novice i naturkendskab, er smutuglen en glimrende begyndelse.

Indtil jeg var omkring 11 år, havde jeg aldrig set en smutugle.

Det vil sige: Det havde jeg måske, men jeg havde ikke lagt mærke til den. Det ændrede sig en aften, hvor vi hjemme i dalen på Nordbornholm havde besøg af vores daværende familielæge og ven, Carsten Kromann.

Carsten var ivrig sommerfuglesamler og især optaget af natsværmere. En lun sommeraften kom han anstigende med en stærk, ægformet kviksølvpære, som han hængte op ved husets hvide gavlvæg. Væggen gav genskær, som strålede ud over dalen, og under lampen lagde han et hvidt lagen, så lyset også blev kastet op mod nattehimlen.

Jeg havde før set mængder af mærkelige natsværmere på det almindelige gårdlys ved gavlen. Men nu lokkede det stærke, blålige lys myriader at nattens sværmere til. Og min lykke var, at jeg havde Carsten hos mig som kyndig vejleder. Han kunne arternes navne på dansk eller latin, og han fortalte med stolthed, hvordan han havde fanget Danmarks eneste eksemplar af en vaskeægte Gastropacha populifolia – poppelbladspinder. Den store, gyldenbrune natsværmer var kommet flyvende ind gennem et åbentstående vindue en varm aften på Rønne Sygehus 1953.

Den aften i 1967, hvor han tændte lys for natsværmerne, kom der ikke den slags sjældenheder. Men der kom elegante fyrresværmere, poppelsværmere, mængder af gammaugler, lavspindere af mange slags, brune bjørnespindere og hvide og gule tigerspindere. Mange af arter havde jeg aldrig set eller bemærket før. Men nu fik de navne og blev en del af min kendte verden.

“Hmm… det blev ikke til noget særligt; men det var en god aften for smutugler,” konstaterede Carsten, da vi pakkede sammen lidt over midnat. Og ja, jeg havde virkelig lært smutuglerne at kende. Der kom vel 50 eller så til lyset, hvor de lavede megen larm, før de satte sig på lagnet, væggen eller i vegetationen i nærheden.

Smutugler er store og grove med smalle, brune forvinger og brede, orangegule bagvinger med sorte bånd. Så de er vældig smukke, når de flyver, og de gule bagvinger lyser op. Vingefanget er omkring seks centimeter.

Da jeg først havde lært smutuglen at kende, så jeg den alle steder. Den fløj op fra planterne, når vi plukkede jordbær. Den sad i vasketøjet, når jeg hentede det ind fra tørresnoren, og jeg fandt dem – døde – i karmene ved de højtsiddende, østvendte vinduer i min fars atelier.

Smutugler hedder smutugler, fordi de smutter ud mellem fingrene. De er silkeglatte og har stærke ben med kraftige torne. De er mestre i at smutte ind og ud af smalle sprækker, og griber man en smutugle med sine hule hænder, vil den som regel mase sig ud mellem fingrene på et splitsekund.

Størstedelen af Danmarks næsten 40.000 kendte arter af dyr og panter har kun latinske navne. Og i fagkredse har det i årtier været god latin kun at bruge de videnskabelige latinske navne som betegnelser på hærskaren af vilde arter. Hvirveldyr, planter og svampe har traditionelt danske artsnavne. Botanikere og svampefolk (mykologer) har endda for vane at skrive artsnavne med store begyndelsesbogstaver, selv om det ikke er accepteret i dansk retskrivning. De skriver for eksempel Nedbøjet Ranunkel eller Kær-Ranunkel om den krybende og almindelige ranunkelart Ranunculus flammula, som vokser på våd jord. Andre plantenavne er mindre beskrivende, men har mere poesi og god lyd i sig. For eksempel den gyldengule, tunge kabbeleje, som Aakjær skriver så smukt om i Piger på engen (Nu er dagen fuld af sang).

Når det kommer til insekter og andre smådyr, har de færreste arter imidlertid veletablerede danske navne, og mange arter har slet ikke danske navne. Det er forståeligt, for en del arter er så små, sjældne og vanskelige at kende fra hinanden, at zoologerne ikke ved meget andet om dem end, at de eksisterer.

Hvis man skal kommunikere med andre end indviede specialister, er danske navne naturligvis en nødvendighed. Derfor valgte Morten Top-Jensen og Michael Fibiger at navngive samtlige 1012 arter i deres bog “Danmarks sommerfugle” fra 2009.

Selv om nogle eksperter stadig rynker på næsen over de danske navne, viste det sig at være en scoop, at Top-Jensen og Fibiger lancerede dem. Nu kan man for eksempel skrive nonneugle og dele sin begejstring med mere end en lille flok nørder over den flotte Panthea coenobita, der som larve lever på fyrretræer i såvel villahaver som skove.

De danske navne kan være beskrivende eller poetiske, og mange af de bedste er begge dele. F.eks. bjørnespinder, rødt ordensbånd eller perlemåler, som Inger Christensen har udødeliggjort i “Sommerfugledalen”. Selv foretrækker jeg også navne, der fremkalder billeder som harlekin, sørgekåbe eller admiral. Andre er mere aparte. Ja, ude i den danske natur lever uklare duskmålere, rødmende ugler, jyske kæmpesække, mørkpandede lavspindere og mange andre natsværmere med navne, som er mere forbløffende end kønne.

Det er ikke mange blandt de mere end 4000 kendte arter af danske fluer, myg og stankelben (tovinger), der har danske navne. Men én af de største er den stivhårede snylteflue Tachina grossa, som på dansk hedder noget så besynderligt som kæmpefluen Harald. Den enorme flue er tyk med ræverødt hoved, godmodige mørke øjne og stor som en humlebi. Den er navngivet af den legendariske zoolog Ellinor Bro Larsen, som var en blændende naturhistoriker og fortæller. Hun konstruerede gerne nye ord i mangel af bedre. Jeg har ordet “øltræ” fra hende. Et øltræ er et såret træ, hvor saften siver ud og gærer i og omkring såret. Det udsender en sød, ølagtig lugt, som tiltrækker mængder af sommerfugle, natsværmere, biller, hvepse og meget andet. Ofte sjældne arter, man ellers ikke ser. Så øltræer er guf for zoologer!

Nå. Men i 1950’erne var Bro Larsen altså fascineret af den store flue uden dansk navn, så hun ønskede at give den et navn, der var til at huske. Og da fluen i al sin vælde mindede hende om den daværende leder af Naturhistorisk Museum i Århus, professor Harald Thamdrup, døbte hun arten kæmpefluen Harald. Fluen og navnet gjorde siden uudsletteligt indtryk på de biologistuderende, og i dag er det spøjse navn veletableret i litteraturen og kendt af et større publikum.

Naturens navne er fulde af magi. Og ligesom med mennesker, vokser navne og natur sammen, jo mere man kender til dem. Den almindelige måneplet, som ligner en knækket gren, får personlighed, så snart man kender navnet og genkender det mærkelige dyr. Det bliver et fortroligt og glædeligt møde – hver gang.

Sådan har jeg det med lærken, som lige fra min tidlige barndom var indbegrebet af forår, frihed og glæde. Lærken er sådan rent biologisk bare en lærke, som gør, hvad en lærke og ethvert andet dyr, skal gøre. Men i min bevidsthed er lærken fuld af ånd. Sådan er det med mange fugle. For eksempel mursejleren, som der er en vrimmel af om sommeren i Danmarks byer.

Mine oplevelser af lærker, mursejlere og andre fugle påvirker mig ganske fysisk, og derfor deler jeg dem glad og gerne med andre vel vidende, at ikke alle har det som jeg. For nogen tid siden underviste jeg 6 gymnasieklasser i naturens mangfoldighed. Så spurgte jeg, hvor mange, der kendte en lærke. Gymnasiet lå på landet, så jeg forventede, at det var de fleste. Men nej: Ud af 120 elever var det kun fem, der vidste, hvad en lærke var. For en person, der som jeg ikke kan undvære lærken og lærkesangen, kom det nærmest som et chok, at lærken var død eller ikke eksisterende i de unges bevidsthed. Så de fik lært om lærker. Og jeg tror faktisk, de endte med at holde af dem og forstå lidt af, hvad jeg mente.

Mange mennesker er bange for at gå i kast med at lære naturens mange skabninger at kende. Det er jo så uoverskueligt, og hvor skal man starte? Til dem vil jeg sige: Ingen – end ikke de skrappeste biologer, kan overskue det hele. Så det er bare med at starte frygtløst, hvor man har lyst. Så kommer glæden ved at genkende og kende til helt af sig selv. Det er ikke så svært. Man skal jo ikke til eksamen, og indsatsen lønner sig på næste skovtur eller tur til stranden.

Når man først kender en smutugle, er man allerede godt i gang.

—-

(Essay bragt første gang i Kristeligt Dagblad 28. august 2014 under titlen “En god aften for smutugler”) 

Udgivet i Almen dannelse | Tagget , , , , , , | 4 kommentarer

Forsvarstale for skaberværket

Skarver. (Michael Stoltze/Randi Schirnig: "De tre skarver". Fra udstillingen "Fuglefri", Silkeborg 1998. Foto: Per Bak Jensen).

Michael Stoltze/Randi Schirnig: “De tre skarver”. (Installation med skarver på sorte pæle. Fra udstillingen “Fuglefri”, Silkeborg 1998).

De fleste arter på Jorden arter er unyttige, skadelige eller direkte farlige. Så hvorfor skal vi passe på dem?

Natursynet og naturen kan forandre sig 180 grader på 100 år.

Holdningen til skarven er et fremragende eksempel. I 1914 var den dominerende officielle holdning: Skarven skal dø! Fuglen var fredløs og udryddet som ynglefugl i Danmark. I 2014 var den dominerende officielle holdning: Skarven længe leve! Fuglen er fredet og yngler nu overalt i Danmark. Og natursynet og naturen vil forandre sig igen.

Der var engang, hvor vi kun kunne forstå og forklare verden ud fra, at alting måtte være skabt af en gud eller flere guder. Guderne opstod som tankespind i gamle fortællinger, der blev til myter og religioner. Forestillingerne kunne blive meget bogstavelige som i den kristne tro, hvor hele verden blev skabt på seks dage af én gud. Og Gud og religion klæber stadig til ordet “skaberværk”. Nu skriver vi 2014. Skaberværket eksisterer. Naturen og alle Jordens skabninger – iberegnet os selv – er jo skabt af naturkræfterne siden The Big Bang.

I den kristne verden er det længe siden, flertallet for alvor troede på en skabende Gud. Den øgede viden og indsigt har forandret vores syn på verden for altid. I dag ved vi, at alt er fysik og kemi. Vi er så avanceret kemi, at vi endda kan erkende os selv som kemi. Gud er død, men skaberværket findes. Det vil sige: Livets vrimmel af skabninger på Jorden er i krise. Og ikke nok med, at det levende skaberværk er i krise. Flere spørger nu, hvad vi egentlig skal med alle arterne. Hvorfor skal de være her, hvis de er farlige for os, skadelige eller bare ikke gør nytte?

Brorson og Linné
Livet på Jorden er så mangfoldigt og uoverskueligt, at vi langt fra har styr på, hvad der findes af arter. Der eksisterer utvivlsomt liv andre steder i Universet. Men livet kræver meget specielle og stabile fysiske betingelser for at opstå og udvikle sig. Man kender kun liv fra Jorden. Det alene er argument nok til, at jeg vil forsvare hele skaberværket med alle de arter, der findes. Vore aner har beundret, beskrevet og besunget skaberværket som Guds værk. Hans Adolph Brorson forsvarede værket sådan i sin nok mest berømte salme, “Op al den ting som Gud har gjort”, som han skrev i 1734. De fire første vers lyder:

Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.

Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale?

Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?

Brorson ved ikke rigtig, hvad han skal sige i bare benovelse over alt det, Gud har gjort. Det er der ikke noget at sige til, når Gud havde skabt det hele på kun seks dage. Det må enhver kunne tabe mælet over. I Sverige forsvarede Carl von Linné skaberværket et par årtier senere med denne legendariske moralske opsang i 1753:

”Mennesket, der er bevidst om sig selv, betragter verden som den Almægtiges skueplads, overalt smykket med de største undere, frembragt af den Almægtige. Men mennesket er sat her som en gæst, som alt imens han delagtiggøres i disse undere, burde prise Herrens storhed. Uværdig at accepteres som gæst er den, som lig kvæget kun tænker på sin bug og ikke ved at undre sig over og værdsætte værtens vældige værk.”

At dømme efter den accelererende fedmeepidemi og tidens syndflod af kogebøger, kunne der god være brug for en ny opsang i den gamle svenskers ånd. For tænk, hvis livets vrimmel af undere forsvinder af ren og skær glemsomhed, mens vi hver især ikke tænker på andet end at fylde vores bug?

Den sjette masseuddøen er begyndt
Nu tror jeg hverken på skabende guder eller værdien af moralprædikener. Til trods for de gamles forsvar og tilbedelse af Gud og skaberværket, har vi taget for os af retterne på vore medskabningers bekostning.

Jorden er nu befolket af over syv milliarder storforbrugende sjæle, som mestendels bor i byer og ikke tænker på meget andet end sig selv og på at æde. Det er ikke sagt med løftet pegefinger og malice, men blot som en konstatering af de faktiske forhold. Det giver visse udfordringer. Skaberværket er trængt af menneskeartens udfoldelser, og vore medskabninger er blevet meget færre på grund af os. De er blevet forfulgt som skadelige eller farlige skabninger, de er blevet overudnyttet, eller de har mistet deres levesteder. Mange arter er uddøde, og endnu flere risikerer at uddø, fordi de er for få eller har for lidt plads at udfolde sig på.

Livet på Jorden har mindst fem gange været ramt af global masseuddøen, som hver gang udslettede mellem halvdelen og 9/10 af alle arter. Det skete sidste gang for omkring 65 millioner år siden, da en kæmpemeteor ramte Yucatan-halvøen. Den skabte så alvorlige globale miljøforandringer, at blandt andet de sidste store dinosaurer forsvandt. Nu konkluderer de fleste forskere så, at vi befinder os i den tidlige fase af Jordens sjette masseuddøen.

Forskere skønner, at halvdelen af vore medskabninger er forsvundet i løbet af de sidste 40 år. Og også arterne er begyndt at uddø med en hastighed, der er et sted mellem 100 og 1000 gange hurtigere end naturligt. Denne gang er årsagen en helt anden end de fem forrige gange, Jorden oplevede masseuddøen. Den sjette masseuddøen – biodiversitetskrisen – er forårsaget af én eneste art: Mennesket.

Krisen har været til at få øje på længe. Verdens statsledere har via FN’s Biodiversitetskonvention forsøgt at sætte en global dagsorden om at standse det levende skaberværks tilbagegang inden år 2020. Der er aftalt en lang række konkrete mål, som medlemslandene har forpligtet sig til at arbejde hen mod. Men der er ingen garantier for, at målene bliver nået.

Over 95 % af arterne er unyttige
Mange har sikkert lært, at vi skal passe på alt det levende, fordi naturen er god, og hver eneste art har afgørende betydning for naturens komplicerede kredsløb. Andre vil spørge: “Hvorfor skal vi passe på alle arterne? Hvad nytte har vi af, at der findes mange tusinde slags snudebiller? Går det galt for naturen, hvis nogen af dem uddør? Og hvad skal vi dog med stikmyg, gedehamse, giftslanger, tsetsefluer og andre farlige eller ubehagelige dyr?”

I en radioudsendelse om natur for nylig spurgte værten mig pludselig: “Hvem, forestiller du dig, vil stifte skovflåternes befrielsesfront?” Den var godt nok svær. Flåter er jo drønirriterende og farlige ligesom mange andre skabninger – løver for eksempel. Naturen er hverken god eller ond, og faktisk er det sådan, at de fleste arter ikke betyder noget særligt for økosystemernes funktion og ikke er til mindste nytte for mennesker. Det drejer sig nok om over 95 % af alle arter på Jorden. Så hvorfor forsvare hele skaberværket?

Lad mig i første omgang gå uden om den lede skovflåt. Jeg vender tilbage til den, men der er jo ingen grund til springe over, hvor gærdet er højest. I stedet vil jeg bruge løven.

Noget om løver
Løven er et rigtigt møgdyr. Stor som bare pokker med en glubende appetit på både vilde dyr, husdyr og mennesker, hvis den kan komme af sted med det. Den er ikke sjov i baghaven, så mennesker har udryddet løver i store dele af verden, blandt andet i hele Europa. Men ethvert barn kender og elsker løven. Og det er let at elske løven i Europa, hvor vi har erstattet de virkelige løver med kunstige tøjdyr. Jeg ved det. Jeg havde selv sådan en blød løve som dreng og var himmelhenrykt.

Virkelighedens løve er et blodtørstigt dyr, som ikke skyr nogen midler for at få friskt kød. Hvis det er muligt, afliver den sit bytte hurtigt, men er det en stor bøffel hænger den gerne på bøflens bagparti og begynder at æde dyret bagfra indtil bøflen falder om af smerte og udmattelse. Løver angriber også husdyr og mennesker. Hvis vi var rationelle, forbandede vi løven og fik dyret udryddet fra Jordens overflade. Løven er farlig og skadevoldende. Den æder vores husdyr og de vilde dyr, så der bliver mindre at jage og æde for os. Men løven taler til vore hjerter. Den er symbol på styrke, mod og magt. Dyrenes konge. Derfor er vi vilde med løver.

Det er livsbekræftende, at der findes stærke og farlige løver. Det ville være dødssygt, hvis løven og lammet gik og græssede sammen som i Paradiset. Nå – det er jo også bare en myte om et sted, hvor lykken var så stor for alle, at der ikke var et liv at kæmpe for. Livet giver kun mening med døden som ledsager. Derfor forlod vi Paradiset. Og derfor – måske – elsker vi løven.

Aspen, klyden og det billige skidt
Og så er der alt andet unyttige. Aspen og klyderne – naturen, som Otto Gelsted skrev om, da han i 1934 besøgte Peter Freuchen på Enehøje i Nakskov Fjord:

Jeg kommer igen til min sommerø.
Til naturen, det billige skidt,
hvor aspen suser mig mørkt i møde,
og blitfuglen fløjter: blit, blit!

Blitfuglen er den mærkelige sort-hvide klyde, som man bliver temmelig glad i bærret over at se, fordi den altid ser ud til at more sig – selv når den spiller tragedie på stranden og gir’ den som såret kriger med brækket vinge for at aflede opmærksomheden fra sine små dununger. Klyden kaldes også skomagerfuglen, fordi dens tynde næb buer opad og ligner den nål, en skomager bruger til at sy læder sammen med. Ja – klyden er populær, og jeg kender flere mandlige ornitologer, som er så forelskede i klyder, at deres koner må være jaloux.

Fugle
Det er i det hele taget noget underligt noget med de fugle. Den glade lærke, den vagtsomme trane, den kloge ugle og den dumme gås.

Jeg kan nu ikke forstå det med de dumme gæs, for de har rigtig regnet den ud. De slår sig ned i de jagtfri reservater og letter på lang afstand, så de ikke bliver skudt. Og uden for reservaterne flyver de i så stor højde, at de ikke er til at ramme. Men på græsfællederne inde ved Utterslev Mose i København er de ligeglade med mennesker, for her er ingen jagt. Gæssene er vist meget klogere end ugler.

Vi tillægger nærmest instinktivt vore medskabning menneskelige egenskaber. Det er “fy” i kold videnskab, men vi kan og skal ikke lade være. Vi spejler os i dyrene bliver glade af det. Jo større fortrolighed, jo større glæde.

I Holsteinborg Nor, som jeg bor ved, er det lave vand strøet med store vandreblokke, som gletsjerne har efterladt i sidste istid. Nu stikker stenene op af vandet, og dér elsker ternerne at sidde. Der er to slags: Den elegante havterne med rødt næb og den mindre og mere kompakte dværgterne med gult næb. Begge arter har sort kalot på hovedet, men dværgternen ser ud som om, den har fået en klat hvid maling i panden. Engang, mens jeg fortalte om dværgternen i en radioudsendelse, sagde værtinden, at jeg så helt lykkelig ud. Det havde jeg jo ikke tænkt over. Men når jeg nu mærker efter: Den lille fugl påvirker mig fysisk. Meget. Sådan er det jo.

Natur for alle sanser
Naturen og vore medskabninger påvirker os betydeligt. Litteraturhistorikeren Erik A. Nielsen skrev engang til mig: “Jeg er ret sikker på, at sansen for sommerfugle og kendskab til dem forvandler mennesker kraftigt, hvad enten de nu er videnskabsfolk, digtere eller bare fortolkere.” Ja. I haven er den nyforvandlede admiral en nydelse af næsten overjordisk skønhed side om side med den farligt flotte store gedehams, der er en kolossal og brutal blandet bombe af sanseindtryk.

Hver eneste skabning omkring os – stor eller lille, smuk eller grim, nyttig eller unyttig, farlig eller ufarlig – er her ligesom os selv, fordi den har kunnet klare sig på Jorden. Som bevis på den mærkværdige del af skaberværket, vi kalder liv. Flåterne er der, fordi de er smarte. Pindsvinene er der, fordi de har udviklet pigge, der gjorde dem afskrækkende for store rovdyr. Til gengæld holder pindsvinelopperne, som findes i myriader, fest, fordi pindsvinene ikke kan loppe sig på grund af alle de pigge. En streg i regningen – for pindsvinene altså. Sådan er der så meget.

Memento mori
Zoologen Herluf Winge testamenterede for snart 100 år siden en del af sin formue til et legat, som skulle sikre et fristed “til fredning af planter og dyr, også de såkaldt skadelige”. Han håbede bl.a. på, at der også blev plads til den dengang fredløse og forfulgte skarv – dødsfuglen, ålekragen, søravnen. Det forhadte barn har mange navne! Så øen Vorsø i Horsens Fjor blev overladt til naturen. Og der blev plads til skarver. Ikke bare på Vorsø, men i hele Danmark. Winge må glæde sig i sin himmel.

Jeg lovede at vende tilbage til skovflåterne. Hvad med dem? De har sandelig ikke brug for nogen befrielsesfront. De findes som en del af skaberværket, jeg bestemt ikke bryder mig om. Der er mange, og de er plagsomme. Men jeg lever med dem, og glæden over det smukke og gode bliver ligesom større i lyset af flåterne og alt det andet, der plager os som det søde livs memento mori.

Fordi det findes
Jeg bruger ikke stjerner og galakser til andet end at glo på. Det er jeg overordentligt tilfreds med, skønt rummet rummer den største trussel mod vores eksistens. Solen lever ikke evigt, og forinden hamrer en meteor nok ind i vores blå planet og nulstiller livet. Alligevel tilbeder jeg skaberværket, hele skaberværket og intet andet end skaberværket. Jeg vil forsvare det til min dødsdag. Ikke fordi det er nyttigt, men fordi, det findes.

Michael Stoltze, 8. oktober 2014

Karl Johan. Nyttig og let at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

Karl Johan. Nyttig og let at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

Skovflåter. Modbydelig, farlig og svær at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

Skovflåt. Modbydelig, farlig og svær at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglen - unyttig, men let at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglen – unyttig, men let at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , | 9 kommentarer

Hvorfor er naturen det tynde øl i dansk politik?

Oel

Danmark mangler en egentlig naturpolitik

Siden Wilhjelmudvalget i 2001 baslede med sin omfattende redegørelse om Danmarks natur, har der været forventninger om politisk handling.

Det er ikke sket.

Først kom Fogh-regeringen, som skar ned og førte ideologisk krig mod den klassiske miljøtænkning.

Så kom Thorning-regeringen, som har blikket og politikken stift rettet mod vækst. Kampen mod forurenende stoffer og mod global opvarmning prioriteres som en del af det, regeringen kalder grøn omstilling. Men det gør kampen for naturen ikke. Ikke endnu, i hvert fald.

I den førte politik kommer natur og biodiversitet kun med som en flig af andre politikker. Hvis det overhovedet kommer med. Danmark har ikke en selvstændig naturpolitik, skønt vi internationalt er forpligtet til at standse naturens tilbagegang senest år 2020.

Nu vil regeringen heldigvis fremsætte Naturplan Danmark. Planen skal følge op på Wilhjelmudvalgets redegørelse og sikre, at Danmark når målet om at standse naturens tilbagegang inden 2020. Miljøminister Kirsten Brosbøl kalder planen for sin “svendeprøve”. Hun vil være “naturens minister” og sikre, at planen resulterer i “bedre, mere og mere sammenhængende natur”.

Det er gode udmeldinger, nye toner og noget, der forpligter.

Desværre hænger ministerens udmeldinger ikke sammen med regeringens førte politik. På trods af den forestående Naturplan Danmark var der ikke afsat en eneste ny krone til naturbeskyttelse i regeringens finanslovsforslag for 2015.

Det eneste initiativ, der snerper derhenad, er 86 millioner kroner afsat over årene 2014-2017 til udtagning af opdyrket lavbundsjord til natur. Ikke for at sikre natur og biodiversitet, men for at sikre CO2-reduktion som kompensation for, at regeringen i forårets vækstpakke havde opgivet brændeafgifte. Det vil sige, at de områder, der tages ud, skal binde en masse kulstof ved tørvedannelse eller opvækst af træer.

Sådan spiller klaveret. Målet med initiativet er ikke natur og biodiversitet. Og det afsatte beløb er i national sammenhæng latterligt lille.

Danmark har stadig ingen selvstændig naturpolitik. Den kan og bør komme med Naturplan Danmark. Finansieringen kan komme i stand ved at ændre anvendelsen af landbrugsstøtten fra den nuværende erhvervsstøtte til betaling for landbrugets naturindsats. Danske skatteydere lægger hvert år 6-7 milliarder kr. i kassen til landbruget. Det ville være ret og rimeligt, om disse midler gik til formål til gavn for almenvellet. Herunder at sikre et smukt land med en rig natur.

Der er nu gået 13 år siden Wilhjelmudvalgets redegørelse. Og intet er sket. Naturen har fået det endnu værre. Den er helt gal.

Hvorfor kommer naturpolitik i Danmark højst med som det tynde øl i dansk politik? Sådan er det ikke i andre lande.

Natur og Samfund efterlyser en selvstændig naturpolitik i Danmark med klare mål og ordentlig finansiering.

Det er en pligt, og det vil gavne landet.

Hør også udsendelsen fra Natursyn på P1 “NATURVÆRDIER PÅ SPIL og deltag i debatten om Danmarks fremtid.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Den er rivende gal med naturforståelsen

Vi kender knap nok de mest almindelige arter i naturen. Og unge kender slet ingenting. Ikke engang blåhat og nældens takvinge. (Foto: Michael Stoltze).

Kendskabet til selv de mest almindelige arter i naturen er ringe. Skolen svigter undervisningen i natur og artskendskab. Unge kender slet ingenting. Ikke engang blåhat og nældens takvinge. (Foto: Michael Stoltze).

 Der er noget rivende galt med vores forhold til naturen.

Undersøgelser viser, at stort set alle synes, vi skal passe godt på naturens variation og mangfoldighed af arter. Imidlertid ved de fleste gennemgående ingenting om den danske natur og naturbegrebet. De fleste under 50 år har næsten intet lært om naturen i skolen.

Den største del nutidens forældregeneration er ude af stand til at lære børn noget videre om natur. Over 80 % af børnene bor i byer, og de fleste børn tilbringer tiden foran skærme, kommer meget lidt ud i den vilde natur og har stort set ikke med natur, haver og jordbrug at gøre. Nye generationer er mere og mere fremmede overfor naturen og brugen af naturen. Det er min påstand, at den udbredte uvidenhed og fremmedhed overfor naturen er den største trussel mod naturens variation og mangfoldighed.

Uvidenhed og fremmethed fører til konflikter, manglende basal naturforståelse og elendig naturpolitik. Beskyttertrangen og den udbredte romantiske forestilling om “natur” som noget 100 % positivt gavner paradoksalt nok ikke naturens mangfoldighed. Natur er nemlig ikke bare noget godt. Natur er alt på godt og ondt. Det er essentielt at forstå. Men det er der næsten ingen, der forstår. Den er helt gal med naturforståelsen.

Eksempel: Grøftekanternes blomster
Landbruget har i løbet af 30-40 år gødsket og sprøjtet det vilde blomsterflor i Danmarks grøftekanter væk. Blåhat, gul snerre, blåklokke, musevikke, blæresmelde, blåmunke, merian, timian, knopurt, tjærenelliker, stenbræk og meget andet er afløst af tidsler, draphavre og giftig pastinak. For at glæde vejfarende og blomsterplukkere har driftige landmænd derfor fundet på at så enårige, farvestrålende sommerblomster i markkanter ud til de tarvelige vejgrøfter. Det har fået mange til at springe ud i begejstring over, at grøftekanternes blomsterflor er vendt tilbage. Vel er det ej! Floret af blomster i grøftekanter var flerårige urter, og de vender først tilbage, når man holder op med at gøde og sprøjte grøftekanterne og begynder at slå, tørre og fjerne hø igen. Sommerblomsterne er farvestrålende, men lige så ligegyldige som korn i forhold til beskyttelse af den danske naturs mangfoldighed.

Eksempel: Gråsælen
Danmarks største rovdyr, gråsælen, blev udryddet i de danske farvande og trængt voldsomt tilbage i hele Østersøen sidst i det 19. århundrede og i første del af det 20. århundrede. For nogle nogle årtier siden var der kun 4000 gråsæler tilbage i hele Østersøen. Så blev gråsælen fredet. Bestanden begyndte langsomt at komme på fode igen, og for nogle få år siden begyndte den tidligere så almindelige sæl atter at yngle enkelte steder på danske øer. Rundt om i Østersøen er det imidlertid gået stærkt fremad for gråsælen de seneste år, og nu er arten dukket op på Ærtholmene, hvor der opholder sig 4-500 af de store dyr på skærene. De er blevet et vældigt problem for de bornholmske kystfiskere, fordi sælerne tager fisk i nettene og ødelægger net. Reaktionen fra befolkning og myndigheder er imidlertid passivitet. Sælen er fredet ifølge EU’s regler. Den er “hellig” og ikke engang en bæredygtig jagt kan komme på tale. Ingen ønsker sig tilbage til tiden, hvor der blev udbetalt skydepræmier på gråsæler, og målet var at udrydde dem (hvad man faktisk gjorde). Men bare at gøre gråsælen til et helligt dyr er ingen løsning. Den almindelige naturforståelse og forståelse for forholdet mellem natur og kultur (mennekets aktiviteter) er er yderst mangelfuld. Derfor er der ingen fornuftige, afbalancerede løsninger på bordet omkring den nyindvandrede gråsæl.

Eksempel: Sagen om Marius
Sagen om aflivning af girafungen Marius i Københavns Zoo er måske det allerbedste eksempel på, hvor galt, det står til med naturforståelsen. Marius var ung og smuk som en drøm. Han var lys som en drivende lammesky. Hans øjenvipper strålede som en diskret aura om øjne så sorte som skovsøer. Åh – han var billedskøn – ja, skønnere end Farinelli som dreng. To år og med livet og lykken for sine fødder. Men Københavns Zoo slog Marius ihjel og parterede ham offentligt for at give ham til løverne. Hvilken grusom handling! En hel verden kogte over af spontan vrede. Titusindvis af hademails og sågar dødstrusler tikkede ind fra ind- og udland. Her var virkelig en sag, det var vigtigt at engagere sig i for at skabe en bedre verden. Hvis Marius havde været ét af de 28 millioner lidende ungsvin, vi slagter hvert år i Danmark, ville ingen have noteret det. Men Marius var en uskyldig, ung giraf. Slagtningen var et barnemord. Essensen af menneskets ondskab. Kommunikationen er lynhurtig på nettet og de sociale medier, der let som ingenting går i følelsesmæssigt selvsving på godt og ondt om stort og småt. Navnlig over små, konkrete hændelser, som vi kan forholde os til med sympati, antiparti og hele arsenalet af kærlighed eller had – inklusive dødstrusler. Derfor var mordet på den unge giraf gefundenes Fressen.

Girafsyndromet
Kærlighed og had er som bekendt stærkt forbundne følelser. Den negative del af følelsesregistret kom voldsomt til udtryk under sagen om Marius, fordi girafungen blev betragtet som et menneske. Vi kan kalde det girafsyndromet. Girafsyndromet er præget af flere karakteristika: En udbredt aggressivt sprogbrug overfor andre mennesker. En stærk tro på, at naturen er god. En fast overbevisning om, at mennesket er ondt. Et overvældende kærlighed til dyr med store øjne. En påfaldende tilbøjelighed til at opfatte dyr som mennesker. En afsky overfor dem, der tænker og handler rationelt. Den girafsyndromramte ser ikke mennesker som noget særligt, men blot én blandt naturens mange arter. Den ramte mener, at naturen skal styre verden, og at mennesket skal indordne sig. Den ramte forstår ikke, at natur er alt på godt og ondt. Girafsyndromet er beslægtet med økocentrismen, som opstod i sidste halvdel af det 20. århundrede. De stigende miljøproblemer fremkaldte en slags kollektiv dårlig samvittighed over at være Jordens dominerende art. Vi begyndte at se ned på mennesket. I sin yderste konsekvens fornægter økocentrikeren, at mennesket kan og skal gøre andet end at lade naturens kræfter råde. Den ekstreme økocentriker frygter den frie vilje og ser enhver, der sætter mennesket i centrum, som en trussel mod naturen. Økocentrikeren ønsker sig tilbage til naturen og mistror naturforkæmpere, der handler rationelt.

Tilbage til naturen
Drømmen om stenalderkost og et liv som dyr i pagt med naturen er ikke ny. Oprindelighed og naturlighed har gang på gang været dyrket af mennesket. Romantikken var fascineret af den ædle vilde.  Rousseau var det. Karen Blixen var det. Og Poul Henningsen hyldede naturligheden. Natur og naturlighed er i økocentrikerens verden per definition godt, og drømmen om at vende tilbage til naturen er ikke langt væk. Det er imidlertid blevet ved drømmen, for lige siden vi blev bevidste om vores egen eksistens og forgængelighed, har vi adskilt os fra alle andre skabninger i kraft at vores frie vilje og evne til at benytte viljen og ændre vores omgivelser til egen fordel. Eftertiden har tolket Jean-Jacques Rousseaus interesse for den ædle vilde som et ønske om at vende tilbage til naturen i praksis. Intet er mere forkert. Rousseau hyldede tværtimod menneskets skabertrang og løsrivelse fra den vilde natur. Han skrev blandt andet: “Det er et storslået og smukt syn at se mennesket bevæge sig ud af intet ved sine egne kræfter. Med fornuftens lys sprede det mørke, som naturen har indhyllet det; løfte det over sig selv; med ånden hæve sig til himmelske højder.” Da vi blev bevidste om vores eksistens og død, trådte vi ud af ubekymretheden og ind i den evige kamp efter lykke. Og vores evne til træde ud af naturens mørke og omforme omgivelserne til egen fordel har gjort at frie og rige.

Jorden er syg
Men der er en slange i frihedens have. Det kræver kun få klik på en computer at diagnosticere Jorden som syg. Med Google Earth kan man zoome in på landskaberne i Europa, Kina, Indien eller USA. Overalt er billedet det samme: Udslæt, der breder sig. Jordens naturlige, sunde hud med runde, organiske former er angrebet af plamager, som strider mod naturen. Det er dyrket jord. Enhver kan se, at det er en fattig og kantet modsætning til Jordens vilde natur. Det er u-natur på landet. Det er faktisk mere u-natur end storbyer, som i det mindste stråler af mangfoldighed og kreativitet. I 1980’erne blev det for alvor klart, at Jordens tropiske regnskove blev fældet på livet løs. Det vakte international bekymring, og siden har der været stærke kræfter i gang for at forhindre rydning af regnskovene, som skønnes at rumme omkring halvdelen af alle arter på Jorden. Det hjalp, og skrækscenarierne fra 1980’er, som forudså, at vi kunne miste verdens tropiske regnskov på bare 50 år, blev afløst af en forsigtig optimisme omkring årtusindskiftet.

Naturen presses igen
Nu er presset på regnskovene imidlertid vendt tilbage. De firkantede felter med få arter på rad og række spreder sig som en pest over Jorden. Uforstand og pengegriskhed styrer langt mere end de globale principper om bæredygtig udvikling, der blev født som en dyd af nødvendighed i 1980’erne. I de seneste par årtier har klodens næststørste ø, Borneo, således undergået store forandringer. Her buldrer palmeolieindustrien i frem på bekostning af et af Jordens mest artsrige økosystemer. Palmeolien fik sit helt store boost, da verden begyndte at føre klimapolitik og efterspørge alternativer til fossile energikilder. Det blev straks grebet af industrien, som nu rydder regnskov og planter tusindvis af kvadratkilometer til med snorlige rækker af oliepalmer. Olien bliver solgt til Vesten som CO2-neutral biodiesel, hvilket naturligvis er noget sludder. Rydningen af regnskoven resulterer i udledning af så mange klimagasser, at det er værre at køre på palmeolie end traditionel diesel. Og skovrydningen truer nu tusindvis af arter i et af verdens rigeste økosystemer. Arter, der aldrig vil komme igen, når de først er uddøde. Regnskovene på Borneo forsvinder i et alarmerende og accelererende tempo. Kuren fra 1980’erne virker ikke rigtig mere nu, hvor kampen mod global opvarmning har erobret miljødagsordenen. Presset på arterne og Jordens vilde natur stiger atter. Det skyldes to overordnede forhold: Overbefolkning og manglende omtanke.

Jorden er overbefolket
Jorden lider af for mange mennesker, der bruger for meget. Vi lever allerede med konsekvenserne, som vil være her længe Mennesket har gjort sig mangfoldig gennem årtusinder. Det store gennembrud kom, da vi begynde at tæmme dyr og dyrke jorden. Vi ændrede Jorden, så vi fik langt mere føde. Det satte gang i en befolkningstilvækst ude lige. Omkring 1930 nåede Jordens folketal to milliarder mennesker. Det var omtrent, hvad Jorden kunne bære, efter at vi havde opdyrket de let opdyrkelige steder uden at bruge nævneværdige mængder af kunstgødning. Siden har Jorden teknisk set været overbefolket. Som konsekvens blev vi nødt til at bruge kunstgødning for at producere fødevarer nok, og vi begyndte at rydde og opdyrke områder, som strengt taget var uegnede til agerbrug. Trods en eksplosiv vækst i folketallet, som efter 1930 blev tredoblet til svimlende seks milliarder i år 2000, lykkedes det nogenlunde at følge med. Og selv om vi rundede syv milliarder i 2011, er der ikke tegn på, at vi kommer til at mangle føde. Men naturens mangfoldighed er under pres.

Vores ansvar som dominerende art
Vi kan godt for en tid leve med overbefolkningen, og vi kan sikkert også bevare Jordens mangfoldighed af natur. Det kræver bare, at der ikke går giraf i den. Vi skal tro på os selv og vores evner som mennesker. Naturligvis er det bærende, at vores hjerter banker for vores medskabninger og planetens liv; men det er fornuft, viden og det rationelle handlinger, der bærer frem. I forhold til naturens virkelige trængsler og menneskets fremtid var reaktionerne på aflivningen af Marius noget af en øjenåbner. Sagen viser, at den er rivende gal med naturforståelsen. Og hvis verden bliver styret af hovsa-handlinger baseret på spontane, irrationelle følelser uden dybere indsigt, får vi problemer. Vi kommer til at træffe de forkerte valg. Valg, som skader både menneske og natur. Menneskeheden bør handle af kærlighed til verden med både hjerte og hjerne og træffe de kloge valg. Det er vigtigt at føre politik ud fra en grundtese om, at mennesket er godt, og at Jordens mangfoldighed af natur og liv er enestående og nødvendig. Det er en pligt og et ansvar, mennesket har som Jordens dominerende art.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 16 kommentarer

Dansk natur lige nu: Nye citronsommerfugle på vingerne

Født til frihed. (Foto: Michael Stoltze).

Født til frihed. (Foto: Michael Stoltze).

To nyforvandlede citronsommerfugle - klar til et år i den danske natur. (Foto: Michael Stoltze).

To nyforvandlede citronsommerfugle – klar til et år i den danske natur. (Foto: Michael Stoltze).

I første halvdel af juli kommer årets nye friske citronsommerfugle frem. De tykmavede pupper sidder godt gemt i vegetationen, fæstnet i bagenden og med en fin silkesnor om livet. De findes på eller i nærheden af de tørstetræer, som citronsommerfuglen lever af som larver. Det er en meget specialiseret sommerfugl. Ud over tørst, æder larverne kun den sjældne busk, vrietorn.

Hvis man har et tørstetræ eller to på et sted i haven med halvskygge, kan man være ret sikker på, at citronsommerfuglen kommer og lægger æg. Det sker i april eller maj, for citronsommerfuglen overvintrer som voksen, og parrer sig først om foråret. På tørstetræet kan man følge sommerfuglens udvikling fra æg til voksen larve. Ægget klækker i maj. Den grønne larve, der tit hviler med hævet forkrop, er udvokset omkring Sankthans, hvor den forpupper sig. Efter en puppetid på godt 14 dage sker miraklet: Citronsommerfuglen kryber ud af puppen, strækker vingerne, lader dem hærde og tørre og flyver ud i friheden.

Forpupningen sker ofte et andet sted end på tørstetræet. Hvis man har et tørstetræ med larver, kan man derfor med fordel tage den udvoksede larve på ca. fem cm ind sammen med en lille kvist af tørstetræet med blade og anbringe den i et stort syltetøjsglas overbundet med net. Så forpupper larven sig i løbet af et par dage, og man kan i ro og mag iagttage forvandlingen og farveforandringerne ind til den morgen, hvor sommerfuglen kryber ud af puppehuden. Det sker altid ret tidligt om morgenen. Husk at lukke sommerfuglen ud i friheden!

Det er kun hannen, der er citrongul. Hunnen er sart hvidgrøn og ligner en kålsommerfugl i flugten. De voksne citronsommerfugle lever i næsten et år og parrer sig først om foråret efter overvintringen. De overvintrer i det fri mellem grene og løv, hvor de kan tåle at fryse ned til omkring  -40 grader.

Her er billeder fra citronsommerfuglens liv og forvandling fra æg til voksen. God fornøjelse!

Æg af citronsommerfugl på tørst. (Foto: Michael Stoltze).

Æg af citronsommerfugl på tørst. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglelarve på tørst. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglelarve på tørst. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglepuppe. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglepuppe. (Foto: Michael Stoltze).

Puppe revner. Citronsommerfuglen er på vej ud. (Foto: Michael Stoltze).

Puppen revner. Citronsommerfuglen er på vej ud. (Foto: Michael Stoltze).

Følehornene er ved at være fri. (Foto: Michael Stoltze).

Følehornene er ved at være fri. (Foto: Michael Stoltze).

Vingerne er næsten fri. (Foto: Michael Stoltze).

Vingerne er næsten fri. (Foto: Michael Stoltze).

Fri! (Foto: Michael Stoltze).

Fri! (Foto: Michael Stoltze).

Vingerne er strakt ud. (Foto: Michael Stoltze).

Vingerne er strakt ud. (Foto: Michael Stoltze).

Vingerne tørres. (Foto: Michael Stoltze).

Vingerne tørres. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 3 kommentarer

Vil regeringen naturen?

Stevns Klint (Foto: Michael Stoltze).

Stevns Klint (Foto: Michael Stoltze).

 

Se godt på dette billede! Sankthansaftensdag, 23. juni 2014, blev Stevns Klint og den danske del af Vadehavet udnævnt af UNESCO til Verdensarv som de første naturområder i Danmark. Yes! Vi har natur af verdensmesterklasse i landet.

Men få meter bag klintens facade ligger et land, hvor naturen er i ussel forfatning og bliver stadig fattigere på grund af for intensiv benyttelse af hver eneste kvadratmeter. Den vilde natur har for lidt plads og er syltet ind i gødning og pesticider. Det er så galt, at en stor del af de vilde blomster forsvinder. Sommerfuglene forlader landet, og Danmark mister sin sjæl.

Det kan vi ikke være bekendt, og det skal der gøres noget ved. Danmark har tilsluttet sig FNs og EUs mål om at standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed senest i 2020. Derfor vil regeringen fremlægge Naturplan Danmark til efteråret. En plan, der skal sikre mere og mere sammenhængende natur og en strategi for sikring af naturens mangfoldighed – biodiversiteten.

Glimrende. Men uden finansiering vil Naturplan Danmark ikke være det papir værd, den er skrevet på. Den oplagte finansiering hedder omlægning af landbrugsstøtten – altså ikke nye midler, men gamle midler til nye formål.

Det er muligt efter EUs regler. Danmark kan vælge at overføre op til 15 % at den direkte landbrugsstøtte (arealtilskud) til den indirekte støtte (landdistrikter), som blandt andet kan anvendes til naturbeskyttelse. Det er rundt regnet omkring 1 milliard kr. – årligt.

Nu er der imidlertid kommet grus i maskineriet. Der er intern strid i regeringen om anvendelsen af landbrugsstøtten.

Hvis midlerne ikke bliver flyttet over til den indirekte støtte, eller det kun bliver en mindre procentdel, vil Naturplan Danmark sandsynligvis falde på gulvet eller blive en værdiløs hensigtserklæring.

Der er meget på spil. Hvis regeringen ikke slår til og sikrer finanserne til Naturplan Danmark, får den et alvorligt problem. Regeringen vil ende med at bliver sort og ikke grøn, miljøministeren bliver aldrig den “naturens minister”, som hun ønsker, og værst af alt: Naturens nedtur vil fortsætte.

Slaget om ommøblering af landbrugsstøtten står i juli måned. Senest 1. august 2014 skal Danmarks indstilling være klar til EU.

Den interne strid i regeringen varsler ilde. Natur og Samfund skal derfor opfordre alle parter – borgere, politikere og organisationer – til at lade fornuften råde og skubbe på for at sikre finansieringen af Naturplan Danmark.

Stridens udfald vil vise, om regeringen vil naturen, eller om Danmarks natur i virkeligheden ville være i bedre hænder i blå blok.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | 7 kommentarer

Dansk natur er blevet ynket for længe

Stevns Klint er det fineste sted i verden at se sporene efter det enorme meteornedslag, der udslettede de store dinosaurer og satte en stopper for 75 millioner år med skrivekridtdannende alger i havet. Det gamle, bløde skrivekridt ligger nederst, mens den yngre, hårde limsten liger øverst. Mellen de to typer kalksten lige det kun ca. én cem mørke fiskeler.  Det blev afst i haver over en perioden på noge hunderde år, hvor det var mørkt og klodt på Jorden som følge af det gigantiske meteornedslag og efterfølgende jordskælv og vulkanudbrurd. (Foto: Michael Stoltze).

Stevns Klint er det fineste sted i verden at se sporene efter den globale naturkatastrofe, der for 65 millioner år siden udslettede de store dinosaurer og satte en stopper for 80 millioner år med skrivekridtdannende alger i havet. Det gamle, bløde skrivekridt ligger nederst, mens den yngre, hårde limsten ligger øverst. Mellem de to typer kalksten findes det kun ca. to cm tykke lag af fiskeler. Det blev afsat i havet over nogle år, hvor det var mørkt og koldt på Jorden – med stor sandsynlighed som følge af et gigantisk meteornedslag på Yucatanhalvøen og efterfølgende jordskælv og vulkanudbrud. (Foto: Michael Stoltze).

Efter næsten 20 års debat er den danske del af Vadehavet blevet  Verdensarv. Alle parter har indset, at det er godt fro både turiske, erhverv og beskyttelse af de ekstemt produktive og fuglerige økosystemer, der er enestående på verdensplan. Udsigt mod vest fra Mandø. (Foto: Michael Stoltze).

Efter 15 års debat er den danske del af Vadehavet blevet Verdensarv. Udnævnelsen er blevet godt modtaget. I dag er der bred enighed om, at anerkendelsen er god for både turisme, erhverv og beskyttelse af vadehavsnaturen. Det enorme, højproduktive og fuglerige økosystem er enestående på verdensplan og årsag til, at Vadehavet nu kan smykke sig med titlen Verdensarv. Udsigt mod vest fra Mandø. (Foto: Michael Stoltze).

Mandag den 23. juni 2014 valgte eksperter i FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, Unesco, at optage Stevns Klint og den danske del af Vadehavet på organisationens liste over Verdensarv.

Det er den højeste internationale udmærkelse, et naturområde kan få. Dansk natur er dermed kommet i det ypperster selskab af natur, der rummer områder som for eksempel Grand Canyon i USA, Serengeti i Tanzania eller Galapagosøerne i Stillehavet.

Der er en lang forhistorie omkring Vadehavet, som tidligere miljøminister Svend Auken bragte i spil som mulig Verdensarvområde under Nyrup-regeringen. Det vakte stor lokal modstand, fordi lokale frygtede restriktioner i jagt, landbrug og fiskeri. I 2010 blev Vadehavet indviet som Danmarks tredje nationalpark, der med sine 1466 kvadratkilometer er mere end tre gange så stor som Danmarks to andre nationalparker (Nationalpark Thy på 244 kvadratkilometer og Nationalpark Mols Bjerge på 180 kvadratkilometer) tilsammen.

Nationalpark Vadehavet kom i gang med lokale kræfter. Det har fremmet turismen og interessen for Vadehavet. Der er ingen tvivl om, at dette har punkteret frygten for betegnelsen Verdensarv. I dag er de fleste positive og stolte over den prestigefulde udnævnelse.

Historien bag udnævnelsen af Stevns Klint er kortere. Arbejdet med at få den smukke og geologisk enestående klint på listen tog fart i 2010, hvor klinten kom på Unesco’s tentativliste (“bobleliste”). Siden har både nationale og lokale kræfter – ikke mindst Østsjællands Museum – investeret mange kræfter i at få klinten på listen. Og i går lykkedes det så.

Danmark (inklusive Grønland) havde i forvejen fire Verdensarvområder på listen: Jellingmonumenterne (runesten, gravhøje og kirke), der blev anerkendt i 1994, Roskilde Domkirke, der blev anerkendt i 1995, Kronborg, der blev anerkensdt i 2000, og Ilulissat Isfjord, der blev anerkendt i 2004.

Stevns Klint og Vadehavet er de første danske naturområder (uden for Grønland), der kom på verdensarvlisten. Stevns Klint er det bedste og mest magiske sted at se sporene efter den store naturkatastrofe (formentlig et meteornedslag på Yucatanhalvøen), som for 65 millioner år siden udryddede de store dinosaurer og en stor del af Jordens liv, hvorefter pattedyrene tog over og blev dominerende.

Klinten er uhyre pædagogisk, idet man har det bløde skrivekridt (dannet af kalkalger i havet før katastrofen) nederst, og den hårde limsten (dannet af mosdyr i havet efter katastrofen) øverst. Mellem de to lag ligger et blot en-tre centimeter tykt lag af grågult ler – det såkaldte fiskeler. Det repræsenterer årene efter katastrofen, hvor det var koldt og mørkt på Jorden.

Vadehavet er Europas og et af verdens største og vigtigste fouragerings- og rasteområder for vandfugle. Tidevandet bringer ler og næring ind på det lave vand, hvor alger og smådyr stortrives. Det er fødegrundlag for et utrolig rigt fugleliv. I træktiden i foråret og efteråret kan der være over 16 millioner fugle – bare i den danske del af Vadehavet.

Udnævnelsen af Stevns Klint og Vadehavet som Verdensarv er en yderst betydningsfuld anerkendelse af, at Danmark har unik natur i verdensklasse. Internationale erfaringer viser, at der er turisme og job i de prestigefulde udnævnelser. Men det mest positive er signalet om, at dansk natur i sig selv kan noget og ér noget, som vi ikke behøver at skamme os over.

At sætte sig ind i de danske naturværdier og være stolt over det, vi trods alt har, er den bedste begyndelse på en bedre fremtid for naturens diversitet. Dansk natur er blevet ynket for længe. Det er afgørende at komme væk fra de tilbageskuende jeremiader. Udnævnelsen af danske naturområder til Verdensarv er et kolossalt skulderklap, som kan og bør bringe os fremad i arbejdet mod en bedre natur for os selv og vore efterkommere.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Er der plads til god natur i Danmark?

Hvad vil vi med Danmark? Hvor vild skal naturen være? Det komme til debat til efteråret 2014, når regeringen fremsætter forslag til "Naturplan Danmark". (Skejten. Foto: Michael Stoltze).

Hvad vil vi med Danmark? Hvor vild skal naturen være? De store spørgsmål kommer til debat til efteråret 2014, når regeringen fremsætter forslag til “Naturplan Danmark”. Skejten på Lolland. (Foto: Michael Stoltze).

»Min vision er, at en tredjedel af Danmark bliver natur«. Sådan skrev tidligere miljøminister Ida Auken den 6. november 2013 i en kronik i Politiken. Nu har hendes afløser på posten, Kirsten Brosbøl, erklæret, at hun vil være naturens minister og fremlægge en langsigtet og ambitiøs plan for Danmarks natur.

Planen er skrevet ind i regeringsgrundlaget. Den hedder Naturplan Danmark. Regeringen fremsætter planen til efteråret, 2014. Planen skal sætte rammerne for, hvordan vi skal passe på naturværdierne samtidig med, at vi skal have plads til et sundt og produktivt erhvervsliv. Det bliver en slags masterplan for landet.

Hvad er danskernes drømme og ønsker? Hvad vil vi med Danmark? Det ved man faktisk ikke ret meget om. Derimod er den voldsomme polarisering mellem landbruget og naturforkæmpere velkendt. Polariseringen har eksisteret i årtier, og det er ikke godt for Danmarks udvikling. Der er altså brug for noget helt nyt. Brosbøl og regeringen bliver nødt til at bygge broer.

 

BROBYGNING er en vanskelig kunst, men brobygning er nødvendig for at komme fri af den nuværende krise. Som hjælp har regeringens Natur- og Landbrugskommission fremlagt sine anbefalinger, som grundlag for Naturplan Danmark. Det var faktisk kommissionens hovedformål. Miljøministeren har erklæret, at Naturplan Danmark bliver hendes svendestykke. Fint. Planen er dog langt mere end en ministerprøve.

Planen skal forme Danmarks fremtid og demonstrere regeringens og Folketingets duelighed. Danmark har brug for arbejdspladser og vækst – lad os kalde det udvikling – for at komme fri af krisen og sikre os en tryg og god fremtid. Samtidig har Danmark brug for at være et attraktivt og mangfoldigt land med en rig natur.

Det var en vigtig dagsorden, da Danmarkshistoriens største udredning om Danmarks natur, Wilhjelmrapporten, kom i 2001. En rapport, som nu understøttes af Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger.

 

UDVIKLING og naturbeskyttelse skal og kan gå hånd i hånd. Det kræver nytænkning og friske øjne. Naturplan Danmark bør blive et mesterværk, der skriver historie. En vældig milepæl på bæredygtighedens vej.

Planen skal gavne både natur og erhverv. Det skal være en langtidsholdbar plan for Danmarks arealanvendelse. Planen skal sikre, at naturen får det bedre og får mere plads. Samtidig skal landbrug og skovbrug have bedre rammer. Planen skal løse to meget store opgaver.

For det første har Danmark ifølge internationale aftaler i FN og EU pligt til at standse tilbagegangen i naturens levende mangfoldighed – biodiversiteten – senest i år 2020. For det andet råber landbruget, som ejer omkring 75 procent af Danmarks landareal, på bedre og enklere rammevilkår.

Traditionalister hævder, at de to opgaver ikke kan løses i et hug. Vanetænkningen har bidt sig så fast, at en stor del af naturforkæmperne ganske enkelt ikke vil høre tale om, at planen skal beskæftige sig med forbedringer af landbrugets rammevilkår.

Og store dele af landbruget vil ikke høre tale om udtagning af dyrkede arealer til naturformål. Naturforkæmpere og grønne organisationer har opbygget et fjendebillede af landbruget. Miljødebatten afslører, at de fleste naturforkæmpere ser landbruget som en fjende, der skal fordrives eller straffes.

Modsat ser en stor del af landbruget naturforkæmpere som drømmende kynikere, der er ligeglade med økonomi og verdens fødevareforsyning. Disse fjendebilleder har i årevis blokeret for konstruktive løsninger. Konflikterne har udviklet sig til frugtesløse skyttegravskrige, som skader både natur, miljø, landbrug og Danmarks økonomi og udvikling. Derfor nedsatte regeringen Natur- og Landbrugskommissionen.

 

EFTER ET ÅRS intensivt arbejde kom kommissionen med et sæt særdeles gennemarbejdede anbefalinger i april 2013. Det kan undre, at der ikke øjeblikkeligt blev fulgt op på kommissionens anbefalinger.

Nogen frygter, at det vil gå ligesom med Wilhjelmudvalgets anbefalinger fra 2001. De røg ud under Fogh-regeringens opgør med miljø, Svend Auken, centralisme og eksperter.

Men nu tegner det til at Naturplan Danmark kommer, og at det bliver den opfølgning, vi aldrig fik på Wilhjelmudvalgets rapport for 13 år siden. Hvad skal planen indeholde? Miljøministeren har ikke afsløret detaljer, men dog, at planen skal indeholde to hovedelementer: En plan for mere og mere sammenhængende natur og en strategi for beskyttelse af biodiversitet.

Hvad skal ske konkret? Det foreligger der ikke noget om. Men det siger sig selv, at det bliver nødvendigt at bruge en del af det dyrkede areal, hvis vi skal have mere og mere sammenhængende natur i Danmark i fremtiden. Og de to hovedelementer i planen får først betydning, hvis elementerne bliver fulgt op af mål, tidsfrister, lovgivning og finansiering.

 

SKOV KAN GAVNE både biodiversitet, klima, rekreation, drikkevand og skovbrug. Danmark har siden 1989 haft et mål om at fordoble skovarealet fra ca. 12 procent til ca. 24 procent af landets areal inden 2089. Det er det eneste nationale mål for Danmarks arealanvendelse, men målet har aldrig været til offentlig debat.

Når vi nu skal have mere og mere sammenhængende natur, vil det være naturligt at revurdere skovmålet fra 1989 og indarbejde det i Naturplan Danmark.

Hvad er det for en slags skove, vi skal have? Hvilken andel af skovene skal være produktionsskove? Hvilken andel af skovene skal være vildtvoksende naturskove uden skovbrug? Skal vi plante skov eller i højere grad lade arealer vokse til af sig selv? Er målet om 24 procent skovdække rimeligt? Er det i højere grad åben natur med enge, moser, sumpe, heder og blomstrende bakker, vi ønsker?

Staten driver skovbrug i de ca. 18 procent af Danmarks skove, som staten ejer. I løbet af de sidste 25 år har fokus i statens skove bevæget sig i retning fra skovbrug til rekreation og biodiversitet. Men statsskovbruget er stadig intensivt og giver anledning til konflikter mellem det traditionelle, produktionsorienterede statsskovbrug og de nye natur- og biodiversitetsinteresser.

Det er således et åbent spørgsmål, om staten skal fortsætte med at drive skovbrug, eller kun eje og drive arealer med rekreation og biodiversitet for øje. Statens rolle bør under alle omstændigheder tages op i forbindelse med Naturplan Danmark.

 

LOVGIVNINGEN er meget central, og her bør der ske store ændringer. I dag har vi en naturbeskyttelseslov, hvor arealer kan vokse ud og ind af beskyttelsen. De beskyttede arealer er udelukkende beskyttede i kraft af en bestemt vegetation.

Hvis et areal vokser til med en bestemt vegetation, bliver det omfattet af beskyttelse, og hvis den specielle vegetation forsvinder, for eksempel på grund af tilførsel af næringsstoffer, ophører beskyttelsen. Arealer, der er beskyttet efter den nuværende naturbeskyttelseslov, er således ikke beskyttet på matriklen.

Loven indeholder kun forbud mod tilstandsændringer. Den hidtidige anvendelse kan fortsætte. I den nuværende lov er der ingen krav om fastsættelse af mål, og der er ikke forbud mod gødning, sprøjtning og dræning. Der er kort sagt brug for en ny og bedre lov, der beskytter konkrete arealer på matriklen.

Og så er der brug for nye regler, så man undgår, at arealer uden videre kan vokse ind i beskyttelsen. Som det er nu, kan man risikere, at et landbrugsareal pludselig bliver omfattet af lovens beskyttelse og ikke må dyrkes mere. Det udløser ingen erstatning og sker, hvis området ligger udyrket hen, og der indfinder sig en bestemt vegetation.

Derfor bruger mange lodsejere energi på at forhindre god og vild natur i at indfinde sig på udyrkede områder. Det gavner hverken økonomi, landbrug eller natur.

 

NATIONALPARKER og naturparker er nye begreber i Danmark. Danmark har indtil videre tre nationalparker: Thy, Mols Bjerge og Vadehavet samt én certificeret naturpark: Åmosen.

Ude i verden er nationalparker som regel ensbetydende med sikring og markedsføring af vild og storslået natur af national og international betydning. Men Danmark har valgt en model, som også lægger stor vægt på kultur og kulturlandskaber.

Der er flere nationalparker og naturparker på vej i Danmark, og i forbindelse med Naturplan Danmark er det oplagt at se på, hvordan disse nye begreber kan passe ind i arealplanlægningen. Hvis parkbegreberne kommer bedre på plads, kan man forestille sig, at Danmark med tiden får 5-10 nationalparker og omkring 20 naturparker.

Det er også muligt, at dele af Danmark, for eksempel Bornholm eller Anholt, kan blive udpeget som verdensarv på grund af deres samlede kultur- og naturværdier. Verdensarvudpegninger har stigende betydning globalt.

 

DANMARKS NATUR har stadig masser af værdi, variation og steder med høj diversitet af vilde arter. Men arealerne er for dårligt beskyttet, ukendte og ligger ofte spredt og råber på hinanden. Derfor mister vi fortsat arter og steder med god, vild natur.

Hjorte, gæs og andre store dyrearter, der elsker at æde af markens afgrøder, tordner frem. Men de nitratforskrækkede vilde blomsterplanter, sommerfugle og alle de arter, der er knyttet til vilde skove, har det skidt.

Derfor skal Naturplan Danmark sikre de bestående værdier ved dels at udlægge naturskov og andre områder som urørt natur, og dels sikre en fornuftig drift af de heder, enge og overdrev, der indtil videre er afhængige af en vis kulturpåvirkning fra tamdyr for at bestå med deres overvældende rige naturindhold.

Øvelsen bliver at gøre lodsejernes rolle som naturforvaltere attraktiv gennem enkel lovgivning og rimelig finansiering. Det skal kunne betale sig at drive eller eje et areal, hvor hovedformålet er biodiversitet.

Der er oplagte muligheder i at ommøblere landbrugsstøtten. Dér findes de nødvendige midler. De må ifølge EU’s regler ikke anvendes direkte til naturgenopretning. Men de må meget gerne bruges til drift, der fremmer biodiversitet.

 

ENDELIG er der visionen om mere sammenhængende natur. Det skal gøres klogt, så vi hurtigt får styrket den trængte biodiversitet og får god kvalitet for pengene.

Meget kan gøres ved at tage dårlig landbrugsjord – sandede, skrånende, stenede eller våde arealer – ud af intensiv drift og lade dem springe i skov og krat eller bruge dem til høslæt og ekstensiv græsning.

Når bare man ikke gøder, sprøjter og dræner, kommer den vilde natur væltende med tiden. Meget tyder på, at omkring en sjettedel af den intensivt dyrkede landbrugsjord med fordel kan lægges om til beskyttede naturarealer og skovbrug.

Men etablering af ny natur koster penge. Regeringen har sammen med to store private fonde taget det første spæde skridt med Den Danske Naturfond, som skal finansiere genopretning af natur. Men dels er fonden løbet ind i en række startvanskeligheder, og dels er midlerne endnu beskedne.

Forhåbentlig kommer fonden godt i gang og vokser sig så stor, at der årligt bliver nogle hundrede millioner til denne målrettede naturgenopretning, der skal gøre visionen om mere og mere sammenhængende natur til virkelighed.

 

IDA AUKENS vision om, at en tredjedel af Danmark skal være natur, siger i sig selv ikke så meget. For hvad er natur? Alt er vel natur af en slags?

Jeg foretrækker en vision om, at en tredjedel af Danmark skal være beskyttet natur, hvor biodiversitet er øverste formål på mindst halvdelen af det beskyttede areal. På den måde vil vi leve op til FN’s målsætning om, at mindst 17 procent af landets areal skal være udlagt med biodiversitet som højeste mål.

Man kan forestille sig, at Naturplan Danmark opererer med et overordnet mål om, at 5 procent af Danmark skal være urørt natur, og at 30 procent af Danmark skal være ekstensivt benyttet uden sprøjtning, gødskning, og dræning. De resterende 65 procent kan så benyttes til bebyggelse og anlæg, intensivt landbrug og intensiv skovdrift.

Vi skal turde tænke sådanne tanker og erkende, at vi kan gå nye veje med ny viden og ny teknologi. Vi ved, at natur og erhvervsudvikling kan gå hånd i hånd.

Naturplan Danmark kan lade sig gøre og give mening. Jeg ser frem til den politiske og folkelige debat om indholdet. Fremtiden er ikke noget, vi skal tilbage til.

——-

Ovenstående indlæg er bragt første gang som kronik i Politiken 18. juni 2014 under overskriften Landbrug og natur kan godt være i harmoni

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | 7 kommentarer

Planen, der skal give plads til naturen

Naturplan Danmark skal give plads til naturens mangfoldighed, som er truet, fordi den er trængt tilbage til ganske små frimærker som her ppå Høvblege på Møn. Planen komem til efteråret. (Foto: Michael Stoltze).

Naturplan Danmark skal give plads til naturens mangfoldighed, der er truet, fordi den er trængt tilbage til ganske små frimærker som her på Høvblege på Møn. Regeringen fremsætter planen til efteråret. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den seneste oversigt over forsvundne og truede dyr og planter i Danmark viser, at tilbagegangen i naturens mangfoldighed fortsætter med uformindsket styrke.

Den nationale udredning om Danmarks natur, den såkaldte rødliste, er netop udkommet. Læs mere her.

Tilbagegangen i naturens variation og mangfoldighed er et alvorligt problem.

Naturen er med hele sin variation og mangfoldighed af arter grundlag for al civilisation og kultur. At passe på naturen er at passe på os selv. Naturen er en del af os selv, og vores liv på Jorden bliver fattigere, når naturen bliver fattigere. Jo flere medskabninger, der forsvinder, jo mere vil vi føle os som fanger på Jorden. Fanger i et svævende i fængsel for menneskets dårskab.

Det er ikke ny viden og nye erkendelser. Men budskabet er hidtil ikke trængt klart igennem – hverken i offentligheden eller i politik. FN har som mål, at vi skal standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed senest i 2020. Men hvert enkelt land skal handle, før det hjælper. Det er her, det halter. Også i Danmark.

Den nye udredninger viser, at vi skal tage helt anderledes fat en hidtil for at standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed. Naturen skal have plads til mangfoldighed. Det kræver en samlet plan. I Danmark har eksperter og grønne organisation arbejdet for en sådan samlet national plan i 15 år. Desværre uden held. Derfor fortsætter tilbagegangen i naturens mangfoldighed. Den hidtidige indsats har kun været lappeløsninger. Det er stort set kun store dyrearter og gylleelskende dyr og planter, der har det godt i Danmark.

På denne baggrund er det glædeligt, at planen, der skal give plads til naturen og sikre, at Danmark lever op til FN’s mål, nu er på vej. Den hedder Naturplan Danmark. Den er en del af regeringsgrundlaget.

Natur og Samfund arbejder sammen med eksperter og andre grønne organisationer på højtryk for at sikre, at planen får et solidt indhold med klare mål og sikker finansiering.

Regeringen fremlægger sit forslag til Naturplan Danmark til efteråret. Indtil videre er det meget sparsomt, hvad vi ved om planens indhold. Miljøminister Kirsten Brosbøl har bebudet, at det bliver en plan for mere og mere sammenhængende natur, og at den vil indeholde en strategi for biodiversitet. Men der foreligger indtil videre ingenting om de konkrete ambitioner og finansieringen.

Det må komme. Vi ser frem til, at Naturplan Danmark endelig kommer. Planen bør blive en milepæl og det første samlede bud på, hvad vi vil med vores land.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 4 kommentarer

Den vilde ø og noret

Ormø i Holsteinborg Nor er overladt til skarver og vild skov. Øen og noret får lov til at udvikle sig på naturens præmisser. Som kronen på værket er havørnen nu rykket ind på urskovsøen. (Foto: Michael Stoltze)

Ormø i Holsteinborg Nor er overladt til skarver og vild skov. Øen og noret får lov til at udvikle sig på naturens præmisser. Som kronen på værket er havørnen nu rykket ind på urskovsøen. (Foto: Michael Stoltze)

 

Fra gavlværelset, hvor jeg bor, har jeg hver dag det store privilegium at se ud over Holsteinborg Nor ved Sjællands sydvestkyst.

Store dele af noret og omgivelser er fredet og beskyttet mod jagt, og derfor er hele området et eldorado for vandfugle. Gæs, ænder, svaner, hejrer, regnspover, strandskader, viber, måger og terner tælles i tusindvis. Den tunge, sorte skarv – himmelploven – huserer her og har base på Ormø. Fuglene hviler sig og tørrer deres sorte vinger i vinden på enhver bundgarnspæl ved havet her. Og evindeligt flyver små kiler af tavse skarver målrettet over mit hus med rappe og arbejdsomme vingeslag.

De sydsjællandske havørne kredsede i årevis over Glænø og norene indtil de i 2009 byggede rede og begyndte at yngle på Ormø. Den ubeboede ø på omkring 25 tønder land med masser af gamle ege og lindetræer var ideel for ørnene. Og øens overdådighed af skarver betød, at de mægtige ørne havde et gigantisk spisekammer lige uden for redekanten.

Vild natur i et kulturland
Danmark er et land i menneskehænder. Vi vil helst styre naturen og ændre landet, så det tjener os mennesker til gavn. I 1867 overvejede greven på Holsteinborg at inddæmme det lavvandede nor og opdyrke både dette og Ormø. Inddæmningen og tørlægningen af noret ville gøre Glænø landfast med Sjælland – ja, Glænø ville så at sige forsvinde. Planerne inspirerede H.C. Andersen, som ofte kom på Holsteinborg, til historien “Vænø og Glænø” fra 1868. Men inddæmningen blev aldrig ført ud i livet, og i dag er noret sikret af både nationale og internationale bestemmelser.

Siden 1990’erne er vi begyndt at etablere steder, hvor naturen kan udfolde sig frit i vores land. Ikke fordi Danmark som sådan skal gives tilbage til naturens frie kræfter. Slet ikke. Men kulturen og landet i menneskehænder bliver løftet af at have den vilde natur som kontrast. For mange år siden blev det besluttet, at Ormø skulle have lov til at udvikle sig til et af Danmarks vilde steder, hvor naturens kræfter råder frit uden menneskehænders indgreb. Og i dag er Ormø helt i naturens vold.

Det er ikke sket uden sværdslag. Den forkætrede og forhadte skarv var i 60 år helt udryddet som ynglefugl i Danmark, hvor den først vendte tilbage i 1938 med nogle få ynglepar. Den blev stadig forfulgt, men forsøgte sig forskellige steder uden større held, blandt andet på Ormø, indtil den fandt et fristed til en lille permanent koloni på Vorsø i Horsens Fjord.

Min far har fortalt, hvordan han i sine unge år cyklede til Holsteinborg for at få et glimt at de mærkelige og sjældne fugle, der en overgang holdt til på Ormø. Men under og efter krigen blev den forhadte fugl – ålekragen – stadig forfulgt uden nåde alle andre steder end på Vorsø. Min nabo, Verner, som var barnefødt på egnen ved Holsteinborg, fortalte med et vist vemod kort før sin død for nogle år siden, hvordan han i sin ungdom tog på tur til den fine, skovbevoksede Ormø med de mægtige ege og lindetræer, før øen blev overtaget af skarver.

Skarvkrigen
I løbet af 1960’erne og 1970’erne steg interessen for natur og miljø i Danmark, og både græsrodsbevægelser og statens Naturfredningsråd forsøgte at stoppe krigen mod skarver. Det lykkedes at bremse forfølgelsen så meget, at skarvbestanden begynde at vokse, men den første totalfredning af skarven i 1978 blev omgjort allerede året efter. I 1980 blev arten dog totalfredet igen, og sådan har det været siden. I dag er fuglen fredet, men kan bekæmpes efter særlige regler på nogle af de steder, hvor den volder problemer.

Totalfredningen har givet anledning til voldsomme debatter for og imod skarven, og mange steder blev kolonier ofre for bekæmpelse ved selvtægt. Også på Ormø, hvor et af problemerne var, at ekskrementerne fra de mange tusinde par skarver, som etablerede sig på øen i løbet af 1980’erne, dræbte størstedelen af øens store ege og lindetræer. Ormø’s småbladede lindetræer er reminiscenser fra den varme Lindetid for 6-7.000 år siden, hvor lind var et vidt udbredt og almindeligt træ i de danske skove. Siden indvandrede bøgen, som fortrængte linden, der yderlige fik et knæk i løbet af den kolde Jernalder. Men rundt omkring i Danmark findes den danske urskovslind stadig som sjældenhed i små bestande. Et af stederne er Ormø, og derfor så mange med bekymring på de guanoproducerende skarvers fremmarch på øen. Det kunne blive begyndelsen på enden for linden.

I begyndelsen af 1990’erne var skarvbestanden på Ormø vokset til mellem 4.000 og 5.000 ynglepar. Det var en voldsom belastning for Ormøs natur, at 10-15.000 skarver (ynglepar og unger og ungfugle) dagligt sprøjtede deres hvide og ætsende tarmindhold ud over øens vegetation. To tredjedele af øens skov er blevet skidt ihjel af skarver, og i en periode lå arealerne under de døde og hvidkalkede træer hen næsten uden urtevegetation.

Succes med ørne
I nullerne begyndte bestanden af skarver heldigvis at falde på Ormø, og da havørnene byggede deres mægtige rede og første gang ynglede på øen i 2009, faldt antallet af skarver for alvor hurtigt. I 2012 var bestanden under 1.000 par, og overalt i landskabet af døde, hvidkalkede træer er urter, græs, buske og træer nu i færd med at generobre terrænet. Hyld, eg, tjørn og ikke mindst lind vælter frem med ny kraft på den guanodækkede ø, og ørnefamilien skal nok sørge for at holde mængden af skarver i skak.

I vildskabens udvikling på Ormø er havørnenes ankomst kronen på værket. Ligesom Serengetis løver er ørnene regenter og toprovdyr på Ormø. Deres tilstedeværelse og deres vældige rede, som er to meter høj og bred som en dobbeltseng, har tilføjet øen en ny og dramatisk dimension. I 2012 byggede ørnene en ny og mindre synlig rede i lavere højde dybere inde i skoven. De tog straks den nye rede i brug. Den gamle rede er opgivet og falder sikkert snart med. Men i skrivende stund er der to ørnereder på øen.

De vældige, krogede træer, som skarverne dræbte i deres velmagts dage, står stadig som hvidkalkede knokkeltræer her 20-25 år efter massakren. Træerne bærer endnu mange reder i grenvinkler, hvor skarverne yngler og overkalker grene og stammer med deres hvide efterladenskaber. De seje ege tørrer godt op i vinden og gødningen har uden tvivl en vis konserverende virkning. Så træerne vil holde i mange år fremover og rage op over de mange tusinde nye træer, der hastigt er på vej til at blive ny skov. Når Solen synker over Glænø og Sjællands sydkyst og kaster sit lave lys over på Ormøs døde træer, lyser de op i horisonten som hvide knogler.

Vildskaben giver mening
Tiden går sin gang, og pludselig er det til at få øje på meningen med det hele. Naturen forandrer sig konstant – nogle gange dramatisk – men den kan ikke som sådan forgå. Den kan til gengæld blive fattigere, og plads til vildskab er et værn mod naturens og verdens fattiggørelse. Ormø er blevet en lille skærv i kampen for at sikre Jordens mangfoldighed. Det er blevet den ønskede urskovsø i naturens vold.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der sker med Ormø i fremtiden. Skoven ser ud til at regenerere, og formentlig bliver nogle af de nye linde og egetræer, der myldrer op, til store og gamle træer, som fremtidens ørne eller helt andre fuglearter, der endnu ikke yngler i Danmark, vil bygge reder i.

I dag er Ormø, Holsteinborg Nor og omgivelser omfattet af både national og international naturbeskyttelse. Der er forbud mod jagt på det meste af noret, sejlads med motorbåde er forbudt, og der er ikke offentlig adgang til Ormø og den lille ø Fuglehøj i noret godt én kilometer nordvest for Ormø.

Vandstanden i noret er ganske lav – de fleste steder under en halv meter – og bunden er dyndet og rig på liv af planter og smådyr. Mange steder i noret ligger store sten, som istidens bræer har efterladt med rund hånd i området. Geologerne kalder fænomenet for stenstrøninger. I mange egne af Danmark er stenene blevet sprængt i stykker, fjernet og brugt til byggematerialer; men i Holsteinborg Nor har de fleste sten fået lov til at blive, hvor isen slap dem. Det er godt, for stenstrøningerne er dels maleriske, dels fremragende hvilesteder for norets mylder af vandfugle.

Alt i alt er Ormø og Holsteinborg Nor i dag blevet forvandlet til fristed for den vilde natur. Det er en enestående succes. Med de stærke havørne som redskab har naturen på egen hånd taget sig ukærligt af de voldsomt guanoproducerende skarver, og vandfuglene har i den grad opdaget, at noret ånder fred og ingen fare – bortset fra ørnene, altså. Derfor er mange arter af vandfugle tordnet frem som ynglefugle og ikke mindst som rastefugle.

Det myldrer med skrigende terner, måger, syngende svaner, knopsvaner, gravænder, skalleslugere, gæs, fløjtende regnspover, strandskader og fiskehejrer, og i de seneste år er massive flokke af store, sølvblanke multer begyndt at søge ind i noret om sommeren for at gyde. Den snehvide sølvhejre, der er lige så stor som fiskehejren, har også vist sig nogle gange i noret, og lur mig, om den ikke begynder at yngle her i nær fremtid.

Det er godt, at vi med ihærdig kamp og skarverne til trods har fået sikret området som et fristed for den vilde natur. Som kontrast til det frodige og kornfede kulturland på Sydsjælland er Ormø og Holsteinborg Nor sammen med vildtreservatet Basnæs Nor og Glænø Vesterfed en befrielse, der gør denne del af Danmark rigere.

Det var vist godt, at greven på Holsteinborg ikke fik tørlagt noret i 1867.

———–

Ovenstående essay er bragt første gang i Kristeligt Dagblad 19. august 2013. Det kan også læses og kommenteres af avisens abonnenter her.

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Thorning eller Løkke – hvem er mest bæredygtig?

Skejten_fritstaaende eg og koeer_13-5-2013

 

Efter Løkkes krise er det tid til at se fremad.

Inden Anders Fogh Rasmussen forlod statsministerembedet var han blevet optaget af bæredygtighed. Han ønskede en grøn revolution og ville skabe forandringer, så en positiv udvikling for natur og miljø kunne gå hånd i hånd med en positiv økonomisk udvikling.

Lars Løkke Rasmussen fulgte visionen op med projekt Grøn Vækst, som imidlertid endte med at blive mere vækst end grøn. Naturen blev stort set glemt, mål blev udsat, og miljøminister Karen Ellemann, som ellers gerne ville biodiversiteten, afviste at lancere en plan for beskyttelse og udvikling af Danmarks natur.

Den siddende regering har ikke gjort det stort bedre. Bæredygtighed og natur har været prioriteret lavt politisk. Fokus har været koncentreret omkring vækst og beskæftigelse som følge af den økonomiske krise.

Regeringens lovprogram og hidtidige handlinger om naturen står stadig i skærende kontrast til regeringsgrundlaget og intentionerne med Natur- og Landbrugskommissionen, som barslede med sine anbefalinger i april 2013. Kommissionen blev meget klogt nedsat af regeringen for at løsne op for den ukonstruktive stillingskrig mellem natur- og landbrugsinteresser og bane vejen for en bedre forvaltning af miljø, natur og arealer.

Regeringen har stadig ikke landet Den Danske Naturfond. Det er bekymrende, fordi Naturfonden har enorm signalværdi i forhold til den Naturplan Danmark, som ifølge regeringen bliver fremsat til efteråret som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger.

Ingen kender detaljerne i Naturplan Danmark. Den kan meget vel ende med at blive varm luft og løse hensigtserklæringer uden midler. Det vil i så fald ikke være meget bedre, end da Fogh-regeringen slagtede eksperter og lagde Wilhjelmudvalgets rapport En rig natur i et rigt samfund  i graven.

Det er ikke bæredygtigt. Ægte bæredygtig udvikling indebærer nemlig, at natur og biodiversitet bliver beskyttet. Naturens mangfoldighed må ikke forringes.

Siden Wilhjelmudvalget kom med sin skelsættende rapport i 2001 har vi ventet på handling. Det er på høje tid, der sker noget. Natur og Samfund efterlyser handling og appellerer til regeringen og miljøministeren om at give følgende fem opgaver topprioritet:

1. Kom med et forslag til en virksom og finansieret Naturplan Danmark som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger inden udgangen af 2014.

2. Kom med en ny naturbeskyttelseslov som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. Den nye lov skal sikre, at konkrete arealer bliver beskyttet permanent. Lovforslaget bør fremsættes inden udgangen af 2014 og vedtages inden sommeren 2015.

3. Tag det nationale mål for skovrejsning (1989-målet om fordobling af DK’s skovareal) op til revision, og tag målet med forvaltningen af statens arealer op til politisk og folkelig debat i forbindelse med udviklingen og vedtagelsen af Naturplan Danmark.

4. Loven om nationalparker skal ændres. Nationalparkloven skal leve op til de internationale principper for etablering af nationalparker og ændres sådan, at der bliver et klart skel mellem begreberne nationalparker og naturparker i Danmark.

5: Loven om Den Danske Naturfond skal på plads, så fonden kan komme gang med sit aktive og synlige virke ude i landskabet snarest og senest i begyndelsen af 2015.

Bæredygtighed handler om at sikre en tryg udvikling, hvor vi passer på naturen, hinanden og økonomien – samtidig.

Vil og kan regeringen det? Vil og kan oppositionen? Hvem er mest bæredygtig: Thorning eller Løkke?

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Direkte landbrugsstøtte kan nu også gavne natur og biodiversitet

nye regler

Nye regler betyder, at EUs direkte landbrugsstøtte fra og med 2015 kan bruges til at betale for drift af åbne arealer til fremme af landskab og biodiversitet som f.eks. her ved Skejten på Lolland. (Foto: Michael Stoltze).

Forhandlingerne om fordelingen af landbrugsstøtten er i fuld gang.

De godt 7 milliarder, som dansk landbrug hvert år modtager i støtte, skal ifølge EUs regler finansiere aktiviteter, som sikrer fødevareproduktion, bæredygtig benyttelse og beskyttelse af naturressourcer samt handling til gavn for klima og balanceret udvikling indenfor EU territorium. Midlerne skal således gå til områder, der gavner almenvellet.

I reglerne skelner EU mellem direkte støtte (søjle 1) og indirekte støtte (søjle 2 -også kaldet landdistriktsmidlerne). Den direkte støtte (søjle 1) udbetales uden betingelser i forhold til det enkelte landbrugs areal i drift. Den indirekte støtte (søjle 2) udbetales betinget til en række definerede mål. I Danmark udbetales den indirekte støtte til følgende seks formål:

  1. Miljøvenlig drift i følsomme områder
  2. Etablering af vådområder eller rekreative aktiviteter på eksisterende landbrugsarealer
  3. Skovrejsning og læhegn
  4. Økologi
  5. Fritidsaktiviteter for børn og unge i udkantsområder
  6. Lokale aktionsgruppers arbejde for at skabe aktiviteter og attraktive levevilkår i landdistrikterne

Danmark kan efter EUs generelle regler bruge op til 15 % af landbrugsstøtten til landdistriktspuljen (søjle 2). Dertil kommer en national dansk medfinansiering, som i 2014-2020 skal være på 38 % oven i (tidligere 50 % oven i). Danmark har indstillet til EU, at Danmark i 7-årsperioden 2014-2020 bruger ca. 10 % af landbrugsstøtten til søjle 2. Det er omkring 670 millioner kr. årligt eller 928 millioner kr. årligt inkl. den nationale medfinansiering.

Traditionelt har grønne organisationer kæmpet indædt for flere penge til den indirekte støtte, mens landbruget har kæmpet indædt imod. Kampene fortsætter, og for øjeblikket er fronterne igen trukket hårdt op.

Imidlertid kan den direkte støtte også gavne natur og biodiversitet. Den direkte støtte må ikke gå målrettet til natur og biodiversitet, men den må gerne gå til drift, som fremmer natur og biodiversitet.  Det er en lille, men uhyre væsentlig detalje. Danmark kan altså vedtage regler om f.eks. høje støttesatser til ekstensiv drift af landbrugsarealer  – f.eks. drift uden dræning og uden brug af gødning og pesticider. Kravet bør alene være, at arealerne holdes relativt åbne ved græsning eller slæt. Dermed er det stadig arealer i landbrugsmæssig drift, men samtidig arealer, hvor driften fremmer natur, landskab og biodiversitet.

Danmark har netop lempet reglerne for kontrol af arealer i ekstensiv drift (typisk uden gødskning, pesticider og (helst) uden dræning). Reglerne, der træder i kraft fra og med 2015, betyder, at støtten gives uanset hvilke plantearter, der indfinder sig. Eneste krav bliver, at buske og træer ikke må dominere og at arealet skal drives med græsning eller slåning.

De nye regler, der (endelig!) er kommet på plads, er et kæmpe fremskridt for både landbrug og natur. De nye regler bør kombineres med, at betalingen for ektensiv drift til fremme af natur og biodiversitet sættes op til rimelige satser (f.eks. 2.000-4.000 kr pr. hektar afhængig af jordbund og krav).

Der er udsigt til, at den direkte landbrugsstøtte nu også kan gavne natur og biodiversitet.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Regeringen mangler fodslag om bæredygtighed

Altingen dukomentation af regeringen interne strid om Der Danske Naturfond illustrerer, at regeringen mangler fodslag om bæredygtig udvikling.

Altingets dokumentation af regeringens interne strid om Den Danske Naturfond illustrerer, at regeringen mangler fodslag om bæredygtig udvikling. Trods fyldig dokumentation bestrider Finansministeriet, at naturen har det dårligt.

Siden Brundtland-rapporten “Vores fælles fremtid” fra 1987 har der været global konsensus om, at al udvikling skal være bæredygtig for at være sund og holdbar. Bæredygtighed fordrer samarbejde, nytænkning og en vis grad af fælles forståelse for grundlæggende værdier.

Men regeringen har problemer med bæredygtigheden.

Det afslører Altingets dokumentation 30. april 2014 af den interne strid om Den Danske Naturfond med al tydelighed. Klimaministeriet og Finansministeriet optræder i lidet glorværdige roller med udtalelser som disse:

”Vi er ikke enige i jeres præmis om, at den danske natur har det dårligt,” (embedsmand i Finansministeriet).

”Der er ikke lagt op til, at fonden skal gennemføre projekter, som direkte relaterer sig til skov. Vi bør holde os fra at love noget om skove” (embedsmand i Finansministeriet).

“Vores minister ønsker, at natur- og miljøfonden har en klimaeffekt på minimum 100.000 ton CO2-ækv.” (embedsmand i Klimaministeriet).

Dokumentationen viser, at de stridigheder, som regeringen ønskede at komme til livs med Natur- og Landbrugskommissionens udredning, tilsyneladende eksisterer i rigt mål indenfor i regeringstoppen.

Det er meget alvorligt. Ikke mindst i forhold til den længe ventede milepæl, Naturplan Danmark, som regeringen har lovet at fremsætte til efteråret.

En god og effektiv regering er kendetegnet ved et godt og konstruktivt samarbejde mellem ministerierne. Omkring naturpolitik bør især Statsministeriet, Miljøministeriet, Kulturministeriet, Finansministeriet, Fødevareministeriet og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter arbejde tæt sammen – og Miljøministeriet bør være en selvfølgelig, ligeværdig part. Miljøministeriet har i årevis spillet fjerdeviolin i forhold til samfundsudviklingen. Så bæredygtighed og naturpolitik er ikke ordentligt integreret i helheden og er ikke kommet meget videre end til skåltalerne.

Mangel på bæredygtighed er mangel på omsorg for Danmark og danskerne.

Derfor er det på høje tid, at regeringen begynder at finde fælles fodslag om bæredygtighed til gavn for landet.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | 4 kommentarer

Noma og naturen – for 4. gang

Skovsyre. (Foto: Michael Stoltze).

Skovsyre. (Foto: Michael Stoltze).

Ramsløg. (Foto: Michael Stoltze).

Ramsløg. (Foto: Michael Stoltze).

 

Løgkarse. (Foto: Michael Stoltze).

Løgkarse. (Foto: Michael Stoltze).

Humleskud. (Foto: Michael Stoltze).

Humleskud. (Foto: Michael Stoltze).

 

Noma er igen blevet kåret som verdens bedste restaurant. Det samme skete i 2010, 2011 og 2012. Kåringen er dels en hyldest til det nyskabende spisesteds kulinariske kvalitet og opfindsomhed, dels en hyldest til naturen, som rummer så mange muligheder for at finde og bruge ingredienser til fryd for ganen.

Noma insisterer på mad med rod i den nordiske natur. Det bærer frugt.

Nomas opskrift er, at vi skal huske, at al vores mad stammer fra naturen, og at vi skal bruge og udforske mulighederne i det, vi kan finde derude i den vilde natur. Det er blevet en sand dille, og det er godt! Illustrationerne viser blot et lille udvalg af nogle af de vilde urter, som er blevet populærere.

Den vilde natur rummer overhovedet ikke mad nok til, at menneskeheden kan leve af den i dag som samlere og jægere. Det må man ikke tro. Skulle vi det, kunne vi formentlig højst være omkring en milliard mennesker på Jorden. Vi er som bekendt omkring syv gange så mange, så mindst seks milliarder af os ville dø af sult. Noma hver dag, ville ikke gå. Men som øjenåbner for naturen som al gastronomis fundement er Noma enestående.

Kåringen i 2014 (efter 2013, hvor restauranten måtte “nøjes” med en 2. plads) viser, at  Nomas idé ikke er en døgnflue. Ingredienser fra den vilde natur er fantastiske i ethvert køkken på grund af både smag og fortælling.

Tak til restaurantens, René Redzepis, Claus Meyers og alle de andre engagerede menneskers evne til at sætte fokus på gastronomien og naturen som det største og vigtigste krydderi i tilværelsen.

Tillykke med kåringen som verdens bedste restaurant!

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

På opdagelse i Krubbedal

Skøjteløber. (Foto: Michael Stoltze).

Skøjteløber. (Foto: Michael Stoltze).

Den tilgroede Kruppedal 27. april 2014. (Foto: Michael Stoltze).

Den tilgroede Kruppedal 27. april 2014. (Foto: Michael Stoltze).

Bukkeblad. (Foto: Michael Stoltze).

Bukkeblad – voksede i søen i bunden af Kruppedal i 1960’erne. (Foto: Michael Stoltze).

Skrædder. (Foto: Michael Stoltze).

Skrædder. (Foto: Michael Stoltze).

Jeg har været heldig.

Min mor og far var nemlig så fremsynede, at de i 1954 flyttede i et hus på landet på noget nær den skønneste plet i Danmark. Det var året før jeg og min tvillingebror blev født.

Huset lå dejligt op mod skoven på vestskråningen af Kampeløkke Ådal nær Olsker på Nordbornholm. Der var morgensol, læ for den stride vestenvind og en stor have med frodig jord, kildevæld, klipper og sten. Her voksede jeg op i dalen med mine forældre, Bodil og Paul, storesøster Karen, tvillingebror Jacob og lillebror Martin. Og lige uden for haven lokkede skoven, kilderne, bækkene, åen, dalen, engene, klipperne, søerne, moserne, højlyngen og de blomsterrige bakker.

Det var et sandt eldorado for en lille dreng. Naturen var et overflødighedshorn af liv, og jeg ville vide, hvad det var, jeg mødte.

De vilde skabninger får først for alvor sjæl, når de har navne. Derfor har jeg været vildt optaget af at identificere planter og dyr lige så længe, jeg kan huske. Særlig insekternes og de andre smådyrs vrimmel har min opmærksomhed. Ustandseligt gik jagten på løbebiller, edderkopper, skorpiontæger, vandkalve, salamandre, glubske guldsmedelarver og alt muligt andet krible-krable. Jeg følte mig ikke fuldt påklædt i naturen uden net og syltetøjsglas.
Marie
Min bedste legekammerat som barn hed Marie. Hun boede med sine forældre, Ole og Karin, lillesøster Anne og lillebror Per i et gulkalket hus på en klippebakke omgivet af marker, skov og kuperet terræn med enge, krat og nedlagte stenbrud. Det var en god kilometer fra mig i nærheden af Olsker.

Vi delte passionen for at aflure naturens hemmeligheder, og dermed udvidede jeg mit jagtterritorium til at omfatte naturen omkring huset, hvor Marie boede. Turene med hende var ren lykke af intens iagttagelse lige indtil den dag i skolen, hvor det blev anset for pinligt for en dreng at lege med piger.

Dengang i 1960’erne var der hundredvis af små stenbrud på Nordbornholm. De havde været i brug i midten af det 20. århundrede, men driften ophørte i de fleste af de små stenbrud i løbet af 1950’erne og første halvdel af 1960’erne. Ét af bruddene lå i skoven i kanten af højlyngen vest for Kampeløkke Ådal. Det var meget malerisk, og det dybe brud var efter brug løbet fuld af krystalklart vand, hvor vi badede om sommeren. Det nedlagte stenbrud blev døbt Isbjørnegrotten.

Kruppedal
Ovre hos Marie var der også et fint, nedlagt stenbrud i bunden af den lille Kruppedal. Stenbrydningen var stoppet nogle få år før, vi kom der. Et af de dybe stenbrud på dalsiden havde ligget længerne og var allerede blevet til en dyb sø med masser af sudere, som svævede graciøst som sorte silhuetter under de spredte vandaks midt i stenbrudssøen.

I dalens bund var der en herlig, lysåben sø, som lå godt i læ mellem træerne og det omkringliggende klippeterræn. Søen var lav og langstrakt med klart vand, granitskærver og den fineste bredvegetation af starer, himmelblå skjolddrager, rødbrun kragefod, lyslilla vandrøllike og bukkeblad med trekløverblade og mærkelige tottede blomster i de danske nationalfarver.

Kruppedal var vidunderlig, og vi tilbragte timer, dage og uger med at udforske stedet. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med blå libeller og blå og røde vandnymfer, som fløj rundt alene eller sammenkoblede to og to. Her var der store mosesnegle og skivesnegle, der lignede bagerens snegle en miniature. Her var blanke hvirvlere, der teede sig som bittesmå løsslupne radiobiler på vandoverfalden.

Her var skøjteløbere, der sprang lystigt omkring på vandet og små, slanke skræddere, der sagte og sirligt gled af sted over vandet på deres hårfine ben. Og nede i vandet krøb vårfluelarver rundt med kroppe i kunstfærdige huse, der var bygget af alle tænkelige materialer. Der var rygsvømmere, der vendte den hvidgrønne bug opad, der var zebrastribede bugsvømmere, som sang fint og stille under vandoverfladen. Og så var der de flade, mudderbrune skorpiontæger, der som regel sad bomstille helt inde ved bredden med deres lange ånderør oppe i overfladen.

Sildekongens sø
Virkeligheden i Kruppedal var et mylder af liv, men det skete tit, at jeg pyntede lidt på sagerne. Jeg læste Lieberkinds “Dyrenes verden” fra ende til anden, slugte bøgerne råt, og var snart blandt Indiens tigre og snart på havets bund blandt underlige fisk. Værket satte fantasien i gang, og en dag, hvor Marie og jeg var på opdagelse uden for de vante stier, ville jeg imponere hende med min iagttagelsesevne og viden.

Jeg gik lidt i forvejen og nåede frem til en lille og meget dyb sø, som vi ikke kendte. Det var muligheden. Jeg vendte mig mod Marie og kaldte: “Kom og se, der svømmer en sildekonge rundt i søen”. Hvad jeg strengt taget godt vidste, men Marie næppe anede, var, at virkelighedens op til otte meter lange sildekonge lever i havet på mange hundrede meters dybde, og at sildekongen er så sart, at det kun sjældent er lykkedes at fange den i hel tilstand. Så sildekongens tilstedeværelse i den lille sø var – for at sige det mildt – ret usandsynlig.

Marie delte imidlertid loyalt min begejstring for den sildekonge, hun naturligvis aldrig nåede at se. Og da vi var tilbage hos Ole og Karin, fortalte hun glædestrålende sine forældre om min enestående observation. Det forekom mig, at de så lidt mistroiske ud. Men jeg gav den så meget som uskyldigt sandhedsvidne, at jeg endte med selv at tro på eventyrfiskens nye tilholdssted i den lille, dybe skovsø på Nordbornholm. Sildekongesøen findes endnu.

Salamandre og knudeløserdyr
Tilbage i virkeligheden var der andre dyr, som tiltrak sig stor opmærksomhed: Salamandre, vandkalve og knudeløserdyr.

De små salamandre var alle steder. I Isbjørnegrotten kom de med jævne mellemrum op til overfladen for trække luft. Der var især ét sted, hvor vi plejede at læne os hen over en rund klippe, hvorfra der var et fint udsyn over det dybe vand. Her så vi salamandrene stige op dybt nedefra langsomt og adstadigt som svævende ånder med udbredte hænder. Når de nåede overfladen og fik luft, livede de op og dykkede lynsnart ned i dybet igen med piskende haler. Derfor lurede vi altid på de salamandre, der var på vej op. Dem kunne vi nemlig fange med vores net lige inden, de nåede overfladen.

Samme sted var vandkalvenes paradis. De var der i alle størrelser. De kom mere resolut op til overfladen for at trække luft ind under deres dækvinger. Så gjaldt det om at slå til og fange vandkalven i det sekund eller to, hvor den hang med bagkroppen og de udbredte svømmeben i overfladen. Senere lærte vil også vandkalvelarverne at kende. De hang i vandet som kamuflerede spørgsmålstegn mellem vandplanterne, hvor de med deres flade og brede hoveder var parat til at angribe hvad som helst med deres vidtåbne, sylespidse og giftige kæber. Det var en barsk verden.

Knudeløserdyret var en anden sær skabning. Vi opdagede den på en mærkelig måde. En sommer løb vores private brønd tør for vand, så vi måtte hente vand på nabogården i mælkejunger. Vandet var klart og fint, men det viste sig at indeholde nogle meget lange og hårtynde orme, som viklede sig ind i hinanden i noget, der lignede håbløse knuder. Når vi pirkede til dem viklede de sig imidlertid ud på forbavsende kort tid. Derfor døbte vi dem knudeløserorme. De levede også i åen i bunden af dalen.

Kongen og de sarte larver
En dag fangede vi en kæmpestor salamander med kulsort ryg med dragetakker, orange mave og en flot svungen hale med elegant sølvstriber. Det måtte være salamandrenes konge.

Siden fandt vi kongesalamandre mange andre steder. De hed aldrig andet, og først mange år efter blev vi klar over, at der var tale om den store slægtning til den mere almindelige lille vandsalamander. Kruppedalens lyse og lavvandede sø var et mylder af salamanderlarver. De var et kapitel for sig. Deres gæller lige bag hovedet står ret ud til begge sider og ligner et par lyserøde englevinger. Larverne er så fine og sarte, og derfor holdt vi meget af de spinkle hvirveldyr nede i vandet.

Vi stirrede i det klare vand og så vandnymfelarver med elegante bladgæller på bagkropsspidsen liste rundt på lette fødder på jagt efter smådyr. Og deres større slægtninge, guldsmedelarverne, lurede også lumsk mellem planterne – parat til at skyde deres sammenklappelige underkæbe frem mod en blød haletudse, en sart salamanderlarve eller enhver anden skabning, der kunne gøre det ud for et måltid. Der var drama på liv og død i Kruppedalens klare vand.

Vi så ikke det hele. Naturen blev ved med at overraske og have hemmeligheder. Men vi så skrædderen, skøjteløberen og alle de andre.

Det var en god begyndelse.

——-

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad under titlen “Skædderen, skøjteløberen og alle de andre” den 10. marts, 2014.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 6 kommentarer

Værd at kende i dansk natur: Refleksionsregnbue

Regnbue med den nederste del af en refleksionsregnbue )til høre) over Holsteinborg Nor fredag den 11. april 2014 kl. 18.26. (Foto: Michael Stoltze).

Regnbue med den nederste del af en refleksionsregnbue (til høre) over Holsteinborg Nor fredag den 11. april 2014 kl. 18.26. (Foto: Michael Stoltze).

Principskitser af refleksionsregnbuer. Som regel dannes der kun mindre stykker (nomalt den nederste del) af refleksionsbuen. En refleksionsregnbue i fuldcirkel er i teorien mulig, hvis Solen står højere end ca. 42,5 grader på himlen.

Principskitser af refleksionsregnbuer. Som regel dannes der kun mindre stykker (nomalt den nederste del) af refleksionsbuen. En refleksionsregnbue i fuldcirkel er i teorien mulig, hvis Solen står højere end ca. 42,5 grader på himlen.

Regnbuen (t.v.) og refleksionsregnbuen (t.h.) over Holsteinborg Nor på tæt hold. (Foto: Michael Stoltze).

Regnbuen (t.v.) og refleksionsregnbuen (t.h.) over Holsteinborg Nor på tæt hold. (Foto: Michael Stoltze).

Skitse af regnbue og refleksionsregnbue (samt buernes spejlbilleder) over hav ved en solhøjde på ca. fem grader, d.v.s. omtrent som ved observationen over Holsteinborg Nor 11. april 2014. (Tegning: Michael Stoltze).

Skitse af regnbue og refleksionsregnbue (samt buernes spejlbilleder) over hav ved en solhøjde på ca. 10 grader, d.v.s. omtrent som ved observationen over Holsteinborg Nor 11. april 2014. (Tegning: Michael Stoltze).

Fredag den 11. april 2014 trak lette byger ind over Sydvestsjælland fra vest. Vinden var meget svag, og i forbindelse med en lidt kraftigere byge kl. ca. 18.26 blev det blikstille, da bygen begyndte at trække væk. Regnen faldt stadig, så da den lave sol dukkede frem hentede jeg mit kamera i håb om at få nogle gode regnbuebilleder.

Regnbuen blev ikke meget kraftig, men da jeg kom ud for enden af haven, hvor der er udsigt mod Ormø og Holsteinborg Nor, så jeg en meget underlig regnbue: For enden af regnbuen rejste sig et ekstra buestykke mod himlen. Regnbuerne dannede et V i horisonten. Det har jeg aldrig før set.

På engelsk kaldes fænomenet for reflection rainbow, d.v.s. refleksionsregnbue. Det sjældne fænomen skyldes spejlblankt vand, som reflekterer Solens stråler. Man skal forestille sig, at de runde regndråber rammes af stråler fra to sole: Den rigtige sol, der skinner direkte fra himlen oppefra, og dens spejlbillede med refleksionsstråler, der skinner lidt svagere fra vandet nedefra. Se denne forklaring og denne video: https://www.youtube.com/watch?v=7VeGGViTh9E

Når solstråler rammer regndåber i luften, kastes det synlige lys tilbage i en vinkel på omkring 137,5 grader. Afbøjningen afhænger af lysets bølgelængde, idet det kortbølgede blå og violette lys afbøjes mest, mens det langbølgede orange og røde lys afbøjes mindst. Derfor ser man det røde lys yderst og det violette lys inders i regnbuen. Da solens stråler vendes ca. 137,5 grader i dråberne, ligger regnbuen ca. 42,5 (180 – 137,5) grader fra cirklens centrum. Derfor spænder sædvanlige regnbuer altid over ca. 85 (2 x 42,5) grader, og de kan maksimalt nå en højde på 42,5 grader over horisonten (lige før Solen går ned), så de danner en halvcirkel. Jo højere Solen står, jo lavere bliver regnbuen. Og hvis Solen står højere end 42,5 grader på himlen, kan der ikke opstå almindelige regnbuer på himlen, når man befinder sig i niveau med havets overflade.

En refleksionsregnbue er svagere, men har ganske samme form som en almindelig regnbue, og den spænder også over 85 grader. Men da solstrålerne kommer nedefra, er refleksionsregnbuen altid mere end en halvcirkel, og hvis Solen står højere end 42,5 grader på himlen, vil der i princippet kunne dannes en refleksionsregnbue i helcirkel på himlen. Ved så stor solhøjde er de nødvendige fysiske omstændigheder, der skal til for, at en refleksionsregnbue dannes, dog så usandsynlige, at det mig bekendt ikke er observeret. Se mere i principskitserne ovenfor.

Regnbuerne over Holsteinborg Nor lidt tættere på. Refleksionsbuen til højre og den primære regnbue til venstre. (Foto: Michael Stoltze).

Regnbuerne over Holsteinborg Nor. Den kraftige primære regnbue til venstre og den svagere refleksionsregnbue til højre. Yderst til højre anes en meget svag sekundær regnbue, hvor rækkefølgen af farverne er omvendt. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Nej til hovsaplan for naturen

Der er brug fo en solid ofg langsigtet plan for landet. Naturplan Danmark må ikke blive en hovsaplan i kølvandet på randzonesagen.

Der er brug for en solid og langsigtet plan for landet. Naturplan Danmark må ikke blive en hovsaplan i kølvandet på randzonesagen.

 

 

Efter halveringen af randzonerne vil miljøminister Kirsten Brosbøl ifølge et interview i altinget.dk kompensere for de deraf følgende natur- og miljøtab. Hun vil lægge natur-delen ind i Naturplan Danmark, som regeringen fremsætter til efteråret, og lægge miljødelen ind i de kommende vandplaner.

Det peger i retning af en “straks-udlægning” af egnede arealer til naturgenopretning i forbindelse med Naturplan Danmark, hvilket vil være et fornuftigt udkomme af randzonesagen.

Imidlertid er det vigtigt, at Naturplan Danmark bliver en solid og langtidsholdbar milepæl i dansk politik. Planen bør indeholde klare, langsigtede mål for naturen og balancen mellem benyttelse og beskyttelse. Naturplan Danmark skal være en helhelsplan til gavn for både natur og erhverv. Til gavn for hele Danmark.

Den må ikke blive en kortsigtet hovsaplan i kølvandet på randzonesagen.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

At bygge broer og sætte en milepæl – åbent brev til Brosbøl

Det handler om at bygge broer og sætte en milepæl, skiver Natur og Samfund i et åbent brev til miljøminister Kirsten Brosbøl om Naturplan Danmark.

Det handler om at bygge broer og sætte en milepæl, skriver Natur og Samfund i brevet til Kirsten Brosbøl.

 

Kære miljøminister Kirsten Brosbøl.

Som ny miljøminister har du erklæret, at du vil være “naturens minister”. Og du skriver, at Naturplan Danmark skal være dit svendestykke. Det er godt.

Danmark har brug for det.

Danmark har brug for arbejdspladser og vækst – lad os kalde det udvikling – for at komme fri af krisen og sikre os en tryg og god fremtid. Ingen tvivl om det.

Danmark har også brug for at være et smukt og mangfoldigt land med en rig natur. Et land, vi er glade for som danskere, og et land, som kan tiltrække gæster. Det har været en vigtig dagsorden at sikre dette, lige siden Wilhjelmudvalget barslede med i sin rapport i 2001. Og for et år siden understøttede Natur- og Landbrugskommissionen dagsordenen med en stribe konstruktive anbefalinger til regeringen.

Desværre har udviklingen længe været lammet af skyttegravskrige mellem landbrug og grønne organisationer. Derfor er kommissionens opfordring til samarbejde mellem de traditionelt stridende parter alfa og omega. Stridigheder gavner hverken natur, landbrug eller Danmarks økonomi. Tværtimod.

Udvikling (vækst) og naturbeskyttelse skal og kan gå hånd i hånd. Men det kræver nytænkning og friske øjne. Her regner vi med dig. Dit projekt er meget mere end et svendestykke. Naturplan Danmark bør blive et mesterværk, der skriver historie. Det handler om at bygge broer og sætte en vældig milepæl på bæredygtighedens vej.

Det kan kun lade sig gøre, hvis planen bliver en klog ramme for både natur og erhverv. Det skal være en langtidsholdbar plan for Danmarks arealanvendelse. Planen skal sikre, at naturen får det bedre og får mere plads. Samtidig skal den være en god ramme for landbrug og skovbrug.

Landbruget skal kunne drive forretning på at være naturforvalter – især, når ca. 1/6 af det nuværende dyrkede areal formentlig går ud af intensiv drift i løbet af et par årtier. Til gengæld kan det intensive landbrug få friere (men miljømæssigt forsvarlige) rammer på ca. halvdelen af Danmarks landareal.

Og så er der skovene, der både kan gavne biodiversitet, klima, rekreation, drikkevand og skovbrug. Danmark har siden 1989 haft et mål om at fordoble skovarealet fra ca. 12 % til ca. 24 % af landets areal inden 2089. Det vil være naturligt at revurdere målet fra 1989 og indarbejde det i Naturplan Danmark.

Vi er glade for, at du vil være naturens minister. Det er vigtigt at ville. Nu skal du vise, at du er minister for naturen. Vi tror, du kan blive det og være med til at skrive Danmarkshistorie med brobygning og Naturplan Danmark som milepæl.

Landet har brug for det, og vi krydser fingre for, at du kommer med en visionær og langsigtet plan og bliver bakket fuldt op af befolkning, regering og Folketing.

Alt andet ville være synd og skam for Danmark.

Med venlig hilsen

Michael Stoltze

Formand for Natur & Samfund

www.naturogsamfund.dk

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , | 5 kommentarer

Randzonesagen – en lærestreg inden Naturplan Danmark

Miljøminister Kirsetn Brosbøl, regeringen og Folketinget må lære af randzonesagen og lytte grundigt til sagkundskabens råd inden   Naturplan Danmark bliver søsat.

Miljøminister Kirsten Brosbøl, regeringen og Folketinget må lære af randzonesagen og lytte grundigt til sagkundskabens råd inden Naturplan Danmark bliver søsat.

Regeringens vækstplan har med et snuptag slagtet halvdelen af de 50.000 ha landbrugsjord, der efter randzoneloven er udlagt som 10 meter brede dyrkningsfri bræmmer langs vandløb og søer.

Det har fået grønne organisationer til at fare i flint og anklage regering og landbrug for at dyrke en ensidig vækstdagsorden og svigte miljø og natur.

Forståeligt. Men sagen er ikke så enkel. Randzonerne har fokus på begrænsning af udledning af kvælstof og fosfor. De blev temmelig firkantet implementeret som 10 meter brede bræmmer langs alle vandløb og søer – uanset landskabsforhold. Så mange steder var virkningen tvivlsom. Biodiversitet og rekreation (adgang) kom med som tilfældige halehæng sent i processen. Af disse grunde blev argumentationen for zonerne pillet fra hinanden af både sagkundskab og landbruget.

Randzoner er en god idé. Men de skal udlægges klogt. Det blev de ikke. Nu er det vigtigt at bemærke, at randzoner ikke er taget af bordet. Arealet til randzoner er “blot” halveret. Det er brandærgerligt, for der var ikke brug for en halvering, men en mere intelligent udlægning af zonerne. Man kunne f.eks. have udvidet de tidligere to-meter-bræmmer langs vandløb og søer til fire-meter-bræmmr som et generelt, erstatningsfrit miljøkrav (efter EU’s gældende “forureneren-betaler-princip”) og så udlagt bredere randzoner mod fuld kompensatione på steder, hvor hensyn til landskab, natur, biodiversitet og rekreation vægter højt. Det havde givet fuld valuta for pengene og kunne let have summet op til et sted mellem 50.000 og 100.000 ha lavbundsarealer.

På trods af eksperternes kritik har randzonerne været umådeligt klodset håndteret politisk. Derfor vandt vækst- og landbrugsdagsordenen slaget. Det må ikke ske igen, når regering og Folketing skal vedtage Naturplan Danmark.

Naturplan Danmark, der er skrevet ind i regeringsgrundlaget, skal være en bred plan for Danmarks arealanvendelse. Den skal sikre et smukt land, en rig natur og at Danmark når sine internationale biodiversitetsmål. Det gør vi kun med en ambitiøs og bæredygtig plan, som er fagligt og økonomisk velfunderet. Den skal også sætte kloge og klare rammer for landbruget.

Planen skal være så solid og fornuftig, at den ikke bliver slagtet af landbruget. Naturpolitikken skal fastsættes af regering og Folketing – ikke af landbruget.

Vi håber, at Brosbøl, regering og Folketing tager ved lære af randzonesagen og barsler med en god og ambitiøs Naturplan Danmark.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

Regn med sol

Solceller på hele tagflader ser godt ud og giver megen energi. (Foto: Michael Stoltze).

Solceller på hele tagflader ser godt ud og giver megen energi. (Foto: Michael Stoltze).

 

FN har offentliggjort sin 2. delrapport om verdens klimaudvikling.

Endnu engang er der alvolige ord om, at vi bør gøre alt, hvad der står i vores magt for at standse den menneskeskabte ophobning af klimagasser i atmosfæren.

Hvis vi ikke gør noget, står katastroferne ifølge rapporten i kø:  Flere og stærkere storme, mere regn de våde steder, mere tørke de tørre steder, fødevaremangel, sult, vandmangel, krige, havstigninger, oversvømmelser o.s.v., o.s.v.

Menneskeheden og livet på Jorden står ikke foran sin undergang. Men vi står foran store og dramatiske forandringer, hvis vi ikke standser udledningen af klimagasser.

Alligevel bruger veden flere og flere fossile brændstoffer, og udledningen af CO2 stiger. For det går jo egentlig meget godt, og der er god økonomi i fossile brændstoffer. De vedvarende energiformer er for dyre og så er de vanskelige at oplagre. Så: Er det ikke galimatias at skifte til vedvarende energiformer?

Nej! Men vi skal tænke os om. En del klimaprojekter gavner ingenting eller skader ligefrem mere, end de gavner. De skal stoppes. Og vi skal have løst oplagringsproblemet. Vi har set rigeligt til vindstrøm baseret på tung og dyr teknologi. Og en stor del af den biomasseenergi, der bliver produceret for øjeblikket, fortrænger skov, der ville binde langt mere kulstof. Brugen af majs, hvede, rapsolie, palmeolie og sukkerrør til produktion af biodiesel og biosprit er ofte værre for klimaet end afbrænding af fossile brændstoffer. Men der er allerede nu bundet så store erhvervsinteresser og investeringer i disse vildveje, at toget er vanskeligt at standse. Det kræver stærk politisk vilje og enighed.

Alt peger på, at solenergi bliver langt den vigtigste energikilde i fremtiden. På den lange bane er forudsætningen for succes med solenergi, at vi kan oplagre og transportere energien effektivt og billigt. Når vi kan det, vil vores problemer være løst, for der er energi nok i solskin. Faktisk modtager Jorden over 10.000 gange mere solenergi, end vi har brug for til at dække hele menneskehedens nuværende energiforbrug. Solskinnet indeholder så store energimængder, at vi ikke behøver at inddrage jord til solcelleanlæg. Eksisterende bygninger har uden problemet plads til de solceller, der skal bruges for at dække Jordens energiforbrug.

Omstillingen til solenergi vil tage lang tid. Biomasse – for eksempel brug af træ og halm og affald – er allerede en stor energikilde i dag. Og den kan blive en god, vedvarende og næsten CO2- neutral enrgikilde i fremtiden som et mindre supplement til den direkte udnyttelse af solenergi.

Fremtidendes energikilder bliver mangfoldige, og selv fossile energikilder vil nok betyde noget i flere årtier. Men solenergien vil formentlig tage over med tiden.

Vi kan regne med Solen.

Udgivet i Dansk natur, Klimapolitik | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Naturplanen kommer, men fonden vakler

Naturplan Danmark kommer i 2014, siger regeringen nu. Men hvornår træder Den Danske Naturfond, som skal finansiere ny natur, i funktion? (Foto: Michael Stoltze).

Naturplan Danmark kommer i 2014, siger regeringen nu. Men hvornår træder Den Danske Naturfond, som skal finansiere ny natur, i funktion? (Foto: Michael Stoltze).

 

Natur og Samfund glæder sig over, at regeringen nu endelig vil sætte Naturplan Danmark forrest. Det står klart efter dette interview, hvor miljøministeren kommenterer vores kritik og ønsker om opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionen.

Som målet var med Natur- og Landbrugskommissionen vil regeringen ifølge miljøministeren arbejde på at forene parterne og sikre en samlet og langsigtet naturpolitik for Danmark. Naturplan Danmark handler om arealanvendelse i bred forstand i Danmark. Det er vigtigt, at planen både bliver god for naturen og landbruget (“det skal kunne betale sig at passe på naturen”), og at der bliver bred politisk opbakning fra Folketingets partier. Det bliver svært – men nu er første skridt altså taget. Miljøministeren siger, at planen kommer i løbet af 2014.

Tiden må vise, om regeringens forslag til Naturplan Danmark får et indhold med lovændringer, regelændringer og finansiering i tråd med Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. Det er helt afgørende for, at Danmark får den styrkelse af naturpolitikken, som er nødvendig for at naturens tilbagegang bliver standset.

Natur og Samfund følger arbejdet med Naturplan Danmark tæt (både fagligt og politisk). Vi håber, at planen virkelig blive den ønskede milepæl i dansk naturbeskyttelse.

Vi arbejder desuden for, at Den Danske Naturfond bliver en god, effektiv og folkelig konstruktion, der virkelig gør gavn ved at arbejde målrettet med naturgenopretning. Men fonden er kommet i vanskeligheder fra starten. Vi mener, at midlerne bør gå til opkøb og etablering af ny natur, og at fonden skal være uafhængig af skiftende politiske vinde. Både landbruget og finansministeriet trækker i andre retninger. Landbruget vil bruge midlerne til drift af eksisterende landbrugsarealer, og finanministeriet har ønsket større råderet over midlerne, end de private fonde vil være med til.

Midlerne må under ingen omstændigheder ende i landbrugets eller finansministeriets bundløse kasser. Landbruget har i forvejen masser af midler, der kan bruges til biodiversitetsfremmende drift af eksisterende arealer. Det kræver blot enkelte regelændringer, som kan og bør gennemføres i forbindelse med realiseringen af Naturplan Danmark.

Der er forhandlinger i gang for at løse vanskelighederne med Den Danske Naturfond. Men det har ikke været en ønskestart for fonden. Der har været store forventningen til fonden som en nyskabelse, som gerne skulle vokse sig stor, stærk og folkelig. Den kan den stadig, men kun hvis regeringen prioriterer opgaven højere.

Hør mere dette indslag, hvor miljøministeren forholder sig til vores kritik.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Regeringen lægger naturen på is

Isblomster og sprogblomster stortrives i regeringens politik. Det gør de vilde danske blomsterplanter ikke. (Foto: Michael Stoltze).

Isblomster og sprogblomster trives i regeringens naturpolitik. Det gør de vilde danske blomsterplanter ikke. Regeringen følger ikke en gang op på råd fra sin egen ekspertkommission og har tilsyneladende lagt hensynet til naturen på is. (Foto: Michael Stoltze).

Regeringens lovprogram og handlinger om naturen står i skærende kontrast til regeringsgrundlaget og intentionerne med Natur- og Landbrugskommissionen, som barslede med sine anbefalinger for snart et år siden.

Kommissionen blev meget klogt nedsat af regeringen for at løsne op for den ukonstruktive stillingskrig mellem natur- og landbrugsinteresser og bane vejen for en bedre forvaltning af miljø, natur og arealer – herunder Naturplan Danmark.

Nu tyder alt imidlertid på, at Natur- og Landbrugskommissionens fremragende arbejde, som blandt andre Ida Auken meget fremsynet fik gennemført på normeret tid, er ved at blive lagt i graven af regeringen. Opfølgningen er i  hvert fald meget svær at få øje på. Det er ikke et hak bedre, end da Fogh-regeringen slagtede eksperter og lagde Wilhjelmudvalgets rapport graven.

Det ser ud til, at regeringen har lagt naturen på is. Natur og biodiversitet bliver ikke prioriteret. Alt tyder på, at ballade omkring vandmiljø, klima, GMO’er osv. fortsat vil fylde hele fladen, mens biodiversitet, naturbeskyttelse og arealanvendelse glider ud mellem fingrene. Det er forhåbentligt forkert. Men hvorfor rummer regeringens lovprogram ingenting, hvorfor er miljøministeren tavs om Naturplan Danmark, og hvorfor kludrer regeringen så græmmeligt i arbejdet med Den Danske Naturfond, at de private fonde har fået betænkeligheder?

Det er dårlige tegn.

Siden Wilhjelmudvalget kom med deres skelsættende rapport i 2001 har vi ventet på handling. Det er på høje tid, at der sker noget. Så, kære regering og miljøminister: Træd nu i karakter og vis, at I vil noget! Natur og Samfund efterlyser handling og appellerer til regeringen og  miljøministeren om at give følgende fem opgaver toppriorietet:

1. Forslag til Naturplan Danmark (regeringsgrundlaget) skal som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger fremsættes inden udgangen af 2014 og vedtages inden sommeren 2015.

2. Naturbeskyttelsesloven skal ændres som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. Bl.a. så konkrete arealer bliver beskyttet permanent. Lovforslaget bør fremsættes inden udgangen af 2014 og vedtages inden sommeren 2015.

3. Det nationale mål for skovrejsning (1989-målet om fordobling af DK’s skovareal) og målet med forvaltningen af statens arealer skal tages op til politisk og folkelig debat i forbindelse med udviklingen og vedtagelsen af Naturplan Danmark.

4. Loven om nationalparker skal ændres. Nationalparkloven skal leve op til de  internationale principper for etablering af nationalparker og ænders således, at der bliver et klart skel mellem begreberne nationalparker og naturparker i Danmark.

5: Loven om Den Danske Naturfond skal vedtages inden sommerferien 2014, og fonden skal i gang med sit virke inden udgangen af 2014.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , | 1 kommentar

Danmarks fem vigtigste naturpolitiske udfordringer

Nationalparloven skal revideres. Nationalparker skal ligesom i andre lande være helliget vild natur som f.eks. Møns Klint, der kunne blive et storslået ikon fro Danmarks nationalaprker i fremtiden. (Foto:  Michael Stoltze).

Nationalparloven skal revideres. Danske nationalparker skal ligesom i andre lande være helliget vild natur som f.eks. Møns Klint, der kunne blive et storslået ikon for Danmarks nationalparker i fremtiden. (Foto: Michael Stoltze).

Danmark har internationalt forpligtet sig til en bæredygtig udvikling, hvor vi bevarer naturen og biodiversiteten. Tilbagegangen i naturens mangfoldighed skal være standset senest i 2020. Målet har været på dagsordenen længe. Men politisk er der stort set intet sket. Og nu haster det med politiske initiativer. Her er Natur og Samfunds bud på Folketingets og regeringens fem vigtigste naturpolitiske udfordringer.

Rækkefølgen er ikke udtryk for en prioritering, da opgaverne hænger tæt sammen.

1. Forslag til Naturplan Danmark (regeringsgrundlaget) skal som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger fremsættes inden udgangen af 2014 og vedtages inden sommeren 2015.

2. Naturbeskyttelsesloven skal ændres som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. Bl.a. så konkrete arealer bliver beskyttet permanent. Lovforslaget bør fremsættes inden udgangen af 2014 og vedtages inden sommeren 2015.

3. Det nationale mål for skovrejsning (1989-målet om fordobling af DK’s skovareal) og målet med forvaltningen af statens arealer skal tages op til politisk og folkelig debat i forbindelse med udviklingen og vedtagelsen af Naturplan Danmark.

4. Loven om nationalparker skal ændres. Nationalparkloven skal leve op til de  internationale principper for etablering af nationalparker og ænders således, at der bliver et klart skel mellem begreberne nationalparker og naturparker i Danmark.

5: Loven om Den Danske Naturfond skal vedtages inden sommerferien 2014, og fonden skal i gang med sit virke inden udgangen af 2014.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Her bør Brosbøl skrive historie i dansk naturbeskyttelse

En af de mest betydningsfulde naturforkæmpere i Danmark, og en af de sjældne politikere, der virkelig har sat natur og biodiversitet øverst på agendaen, er tidligere industriminister Nils Wilhjelm (K).

Han var formand for det såkaldte “Wilhjelmudvalg”, der i sommeren 2001 barslede med danmarkshistoriens største udredning om naturens tilstand. Slutrapporten hed En rig natur i et rigt samfund.  Den kaldte på planer og handling. Men så kom regeringsskiftet. Hvorefter Wilhjelmudvalgets rapport blev slagtet under Foghs opgør med Svend Auken.

Wilhjelmudvalgets arbejde er dog på ingen måde spildt. Anbefalingerne fra dengang understøttes af de nye anbefalinger fra Natur- og Landbrugskommissionen fra 2013. Og nu er regeringen endelig klar til at komme med den nationale plan, som vi har ventet på siden 2001. Planen hedder Naturplan Danmark, og den er skrevet ind i regeringsgrundlaget.

Alt omkring planen er således vel tilrettelagt for miljøminister Kirsten Brosbøl. Forhandlingerne om indholdet i Naturplan Danmark kan gå i gang. Der skal skabes resultater.

Der er en stor opgave. Miljøministeren skal arbejde tæt sammen med resten af regeringen om planen og ikke mindst statsministeriet, fødevareministeriet og finansministeriet. Men da planen omfatter arealanvendelsen i hele landet, bliver det relevant at indrage en stor del af ministerierne.

Kirsten Brosbøl har et væld af små og store opgaver som miljøminister. Med Naturplan Danmark vil hun kunne skrive historie i dansk naturbeskyttelse.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 1 kommentar

Nu skal Kirsten Brosbøl være naturens minister

Kirsten Brosboel

Nu skal Kirsten Brosbøl være naturens minister

Selv om det rent teknisk havde været muligt, valgte regeringen ikke at genindsætte den populære og respekterede Ida Auken som miljøminister efter, at hun havde skiftet parti fra SF til De Radikale. I stedet blev den på miljøområdet helt ukendte Kirsten Brosbøl (S) indsat på posten som regeringens yngste minister (født 1977).

Tiden må vise Brosbøls styrker og mærkesager. Men det er klart, at hendes vigtigste opgave bliver at fortsætte for fuld kraft, hvor Auken slap.

Ida Auken satte grøn omstilling og grøn økonomi forrest. Og hun var kendt for at lytte og bygge broer mellem erhvervsliv, miljø- og naturpolitik. Til gengæld nåede hun ikke at høste ret mange frugter af sit arbejde. Det bliver nu op til Brosbøl at skabe resultater.

Kirsten Brosbøls vigtigste opgave bliver at omsætte anbefalingerne fra Natur- og Landbrugskommissionen til konkret handling, lancere Naturplan Danmark og sikre bedre og enklere love og regler om natur, miljø og planlægning.

Auken sprang først mod slutningen af 2013 ud som naturens minister ved blandt andet at lancere Den Danske Naturfond og præsentere en vision om et Danmark med plads til mere og rigere natur. Den linje bliver det op til den nye miljøminister at følge op.

Nu skal Kirsten Brosbøl være naturens minister. Det bliver krævende, og hun får travlt.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , | 5 kommentarer

Sælerne vender tilbage – er der for mange?

Spættede sæler hviler sig på Sundsøre Odde i Limfjorden. (Foto: Michael Stoltze).

Spættede sæler hviler sig på Sundsøre Odde i Limfjorden. (Foto: Michael Stoltze).

De store, vilde dyrearter breder sig overalt i den vestlige verden. Bestanden af sæler i de danske farvande er næsten 10-doblet på 40 år. Er der for mange?

I det 19. århundrede erklærede vi sælerne krig.

Sælerne åd fisk og generede fiskeriet. Derfor blev de udnævnt til skadedyr, der skulle udryddes. Og fra 1889-1927 udbetalte staten skydepræmier til jægere, der nedlagde sæler.

Sådan gjorde man dengang. Ulv og vildsvin var for længst udryddet, og hjortearterne, der åd træer og afgrøder, var skudt i bund. Krondyret blev udryddet på Øerne og Bornholm, og overlevede kun på et hængende hår i Jylland.

For sælerne gik det også hurtigt ned ad bakke. Den store gråsæl, hvor hannerne vejer op til 300 kilo (det samme som en voksen brun bjørn), var den almindeligste sæl i Danmark frem til omkring 1850. Men i år 1900 var den i praksis udryddet efter 50 års forfølgelse. Den spættede sæl, som med en maksimal vægt på 130 kilo vejer under det halve af gråsælen, klarede sig bedre. Der var stadig mange spættede sæler i de danske farvande omkring år 1900.

Men den spættede sæl blev også forfulgt nådesløst som skadedyr frem til 1927, og herefter var der jagttid på sæler helt frem til og med 1976, hvor der kun var ca. 2000 sæler tilbage. Frem til 1950 havde sælerne ingen egnede steder, hvor de kunne være i fred for jagt og forstyrrelser. I 1951 blev der oprettet et sælreservat ved den lille ø Hesselø i det Sydlige Kattegat nord for Hundested. I 1977 blev sælerne totalfredet, og fra 1979 til 1984 blev der etableret 10 nye sælreservater på egnede steder spredt i de danske farvande. I reservaterne kunne sælerne raste og yngle i fred.

Fremgang

Det hjalp. I 1986 udgav forskeren Ebbe Bøgebjerg fra Vildbiologisk Station på Kalø en opsigtsvækkende rapport om den spættede sæl i Danmark. Konklusionen var, at bestanden af sæler var mere end fordoblet fra ca. 2000 i 1976 til over 4000 i 1984. Bøgebjerg vurderede, at den samlede effekt af fredning og reservater ville føre til yderligere en firedobling af bestanden inden årtusindskiftet, så der ville være omkring 16.000 sæler i Danmark i år 2000.

Sådan kom det dog ikke helt til at gå. Frem til 1987 voksede bestanden endnu hurtigere end forventet til over 8000 sæler. Men i 1988 døde omkring 40 % af sælerne. Mange troede, at det var en følge af forurening, men det viste sig hurtigt, at der var tale om en smitsom virussygdom – den såkaldte sælpest.

Efter syv år, i 1995, var bestanden atter oppe på over 8000, og den nåede ca. 11.000 i 2002, hvor sælpesten slog til igen. Denne gang døde “kun” 20 % af sælerne, og siden har der ikke være sælpest i Danmark. Her i 2014 er bestanden formentlig i nærheden af de 16.000, som vi ikke nåede op på i år 2000 på grund af sælpesten.

I hele det 20. århundrede var den store gråsæl reduceret til en yderst sjælden strejfgæst i de danske farvande. Den overlevede i lavt tal langt inde i Østersøen, nordpå langs de svenske og norske klippekyster og i større tal omkring De britiske Øer. Men mod slutningen af det 20. århundrede blev der set flere og flere gråsæler i danske farvande. I 2003 blev der for første gang i over 100 år konstateret ynglende gråsæl. Det var på Rødsand syd for Lolland, hvor gråsælen nu har en stabil ynglebestand. I de seneste år er gråsælen søgt til Bornholm, hvor den raster og yngler på skærene omkring Ertholmene. I 2013 holdt ikke mindre en 3-400 gråsæler til på klipperne. I Vadehavet er der også kommet flere gråsæler, og her ynglede den store sæl første gang i mere end 100 år i 2007. Man regner med, at der var mindst 500 gråsæler i de danske farvande i 2013, og at bestanden er stærkt stigende.

Det sidste vigtige jægererhverv

Omkring 71 % eller godt 2/3 af Jordens overflade er dækket af hav, og fiskeri på vilde fisk er det eneste jægererhverv, der virkelig har en væsentlig økonomisk betydning på verdensplan.

Fiskeriet er koncentreret i bestemte og som regel ret begrænsede lavvandede områder med stor produktion. Som helhed er havet dog ikke særlig produktivt i forhold til landjorden. Derfor er mængden af føde, vi kan hente i havet, ikke alverden, hvis fiskeriet skal være bæredygtigt. Vi henter omkring 70 millioner tons fisk og skaldyr i havet årligt svarende til omkring 10 kg pr indbygger årligt. Løseligt beregnet kan det kun bidrage til at forsyne omkring 1/10 af Jordens nuværende befolkning med proteiner. Det illustrerer, at menneskeheden med det nuværende befolkningstal langt fra kan leve på Jorden alene som jægere og samlere. I den forstand er Jorden stærkt overbefolket, og det har den været længe. Vi er så mange, at intensivt og højproduktivt landbrug er bydende nødvendigt for, at vi kan få nok at spise. Hvis vi skulle leve alene af indsamling og jagt, kunne vi næppe kunne være mere end et par milliarder mennesker på Jorden. Nu er vi syv milliarder.

Sæler og fiskere konkurrerer 

Sælerne æder overvejende fisk. En voksen spættet sæl æder 3-5 kg fisk om dagen, og en voksen gråsæl sætter 4-6 kg fisk til livs dagligt. Hvis man sætter gennemsnittet til 4 kg og regner med 15.000 sæler, bliver det til næsten 22.000 tons fisk årligt.

I forhold til landets størrelse og folketal har Danmark et ganske omfattende fiskeri, og vi har været oppe på at fange omkring 2 % af verdens havfisk eller omkring 20 gange mere pr. indbygger end gennemsnitligt i andre lande. I de seneste år er landingerne dog blevet mindre, fordi navnlig industrifiskeriet (fisk til foderindustrien) er skrumpet ind. I 2012 blev der landet 565.00 tons fisk i Danmark: 229.000 tons spisefisk og 336.000 tons industrifisk. 10 år tidligere blev der landet 1.700.000 tons fisk i Danmark: 356.000 tons spisefisk og 1.344.000 tons industrifisk. Tallene illustrerer, at fangsten er for nedadgående. Imens er sælernes indtag for opadgående i takt med bestandens udvikling.

Selv om sælerne kun æder en mængde fisk, der svarer til 10 % af de konsumfisk, vi fanger, er der en konflikt mellem fiskeri og natur. Nogle fiskere har fået taget fisk og ødelagt fiskeredskaber af sæler så mange gange, at de har givet op, og nu har fiskeribranchen anmodet regeringen om at vurdere situationen. Det vil regeringen gøre, men miljøministeren har understreget, at sælerne er totalfredet og underlagt international beskyttelse. Fiskere kan dog allerede i dag få dispensation til at regulere bestanden af spættede sæler i nærheden af fiskeredskaber. Men gråsæler er strengere beskyttet, og de må ikke reguleres.

Sæler taler til vores følelser

De buttede sæler er populære, og ikke mindst sælunger taler stærkt til vore følelser. Med deres store og sørgmodigt bedende mørke øjne går de små, snehvide og bløde unger af gråsæl og grønlandssæl lige i hjertet. De kaldes ikke for ingenting for babysæler. Og pelsjægernes drab på sådanne sælunger med køller er hjerteskærende. I dag er denne ubæredygtige jagt heldigvis stort set stoppet. Men den følelsesbetonede kampagne mod jagten på sælunger har desværre ført til en misforstået modstand mod al sælpels – også sælpels fra bæredygtig jagt.

Sæler er intelligente og nysgerrige dyr. De fleste holder af at se sæler. Der er noget jovialt over dem, når de ligger på siden på sandbanker og sten, hvor de daser og basker med lufferne. Og ude i vandet har de for vane at ledsage vores færden på moler og langs kyster ved jævnligt at hæve deres plumpe, mørkøjede hoveder over bølgerne og svømme med i den retning, vi bevæger os. Jagtfreden har gjort sælerne tillidsfulde, og mange frygter (med god grund), at sælerne vil blive mere sky og sværere at opleve, hvis der bliver indført en egentlig jagttid.

Sælerne skal være her

Sælernes historie i Danmark er dramatisk fra sælernes holocaust for 100 år siden til fredning, fremgang og sælpestens hærgen i de sidste årtier. På Bornholm, hvor problemerne tilsyneladende er eksploderet efter den seneste tids hurtige tilstrømning af gråsæler, presser fiskerne i særlig grad på for at få lov til at begrænse mængden af sæler. Men få, om nogen, ønsker sælerne helt udryddet, og i vore dage er vi lysår fra denne holdning, som førte til udryddelseskampagne og udbetaling af skydepræmier fra 1889 til 1927. Sælerne skal være her. I dag er overskriften bæredygtighed og balance.

Debat om sæler

Alligevel går bølgerne højt, og debatten om jagt eller regulering af sæler vil næppe gå stille af. Hvad er bæredygtighed og balance? Skal der være jagttid på sæler? Skal der være mulighed for regulering af både spættede sæler og gråsæler? Hvordan undgår man, at sælerne bliver sky på grund af jagt? Kan og vil vi udnytte sælkød, spæk og skind fra danske sæler? Eller skal sælerne være fredet i al fremtid?

Meningerne er delte. Mens fiskerne banker på for en regulering, er Danmarks Naturfredningsforening splittet i spørgsmålet. Lokalt på Bornholm vil foreningen acceptere en regulering, hvis forskerne anbefaler det, mens DN centralt er afvisende (læs mere her).

På det overordnede plan burde vi imidlertid være glade. Alt andet lige har fredningen og etableringen af sælreservater nemlig været en bragende succes. Begge arter af sæler boltrer sig atter i danske have, og selv om gråsælen stadig er fåtallig i de danske farvande som helhed, er den i markant fremgang i Østersøen. Så i stedet for at se problemer, kunne man se på sælerne som en ny ressource, som man både kan udnytte og glæde sig over at opleve.

Sælernes historie minder om mange andre store dyrearters historie i Danmark. De blev skudt helt eller delvist væk, og siden har de fået fred og er vendt tilbage. Det gælder for eksempel krondyr, rådyr, odder, svaner, gæs, hejrer, skarver, svaner, traner og ørne. Krondyret blev på kongelig befaling stort set udryddet i Danmark i det 18. og 19. århundrede. Men nu har arten en stor og stigende bestand i Jylland og på Sjælland. Og krondyrjagten er blevet bæredygtig med et støt stigende udbytte år for år. Andre arter er dømt nærmest “hellige”, og her regulerer fødemangel, hårde vintre og naturlige fjender bestandene. Sådan er det for vores nationalfugl, knopsvanen, som i 1925 var skudt ned til kun tre (3!) ynglepar i Danmark.

Den kommende debat vil vise, om vi vælger krondyrmodellen, svanemodellen eller noget helt tredje som svar på sælernes succes.

Ovenstående artikel er bragt første gang i Kristeligt Dagblad 20. januar 2014. Den kan læses og kommenteres af avisens abonnenter her

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Ordet er dit: Hvad er dine ønsker til fremtidens natur i Danmark?

Danmark skal standse naturens tilbagegang.  Men vejen til målet fortaber sig stadig i tågerne.  Naturplan Danmark  skal bane vejen for, at målet bliver nået inden år 2020. (Foto: Michael Stoltze).

Danmark skal standse naturens tilbagegang. Men vejen til målet fortaber sig stadig i tågerne. Naturplan Danmark skal bane vejen for, at målet bliver nået inden år 2020. (Foto: Michael Stoltze).

I næste folketingssamling kommer regeringen med et forslag til, hvordan vi skal benytte og beskytte vores land i fremtiden. Projektet, som hedder Naturplan Danmark, indgår i regeringsgrundlaget.

Natur og Samfund har skrevet dette oplæg og efterlyser debat om naturen og hvilke rammer, vi skal sætte for udviklingen.

Hvad er dine ønsker til fremtidens natur i Danmark? Hvor vild skal naturen være i Danmark i fremtiden? Det er ét af de mange centrale spørgsmål, der skal besvares op til vedtagelsen af Naturplan Danmark.

Hvad mener du?

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , | 13 kommentarer

Natur for fuld musik i 2014

2014 kan blive et vigtigt år for Danmarks natur. (Foto: Michael Stoltze).

2014 kan blive et vigtigt år for Danmarks natur. (Foto: Michael Stoltze).

2014 kan og bør blive et år med afgørende landvindinger for Danmarks natur.

Tilløbet har været langt. Allerede i 2001 vedtog EU-landene, at naturens tilbagegang skulle standses. Og det skulle ske senest i 2010. Men i marts 2010 blev det klart, at Danmark og EU som helhed ikke kunne nå målet. På Biodiversiteskonventionen tiende konference i Nagoya i Japan i oktober 2010, vedtog FN et tilsvarende mål, men denne gang var det globalt: FN landene blev enige om at standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed senest i år 2020. Det mål tog EU og Danmark til sig, da 2010-målet blev lagt i graven.

I 2013 sørgede Natur- og Landbrugskommissionen for opvarmning til en afgørende politisk naturdebat, som skal foregå i Folketinget i 2014 og 2015. Kommissionens grundbudskab er, at afbalanceret naturbeskyttelse og -genopretning ikke er i modstrid med ønsket om vækst og udvikling. Tværtimod. Det er en direkte forudsætning for en sund og bæredygtig udvikling af samfundet. Og kommissionen kom med en række konkrete anbefalinger til, hvordan man kan få natur, vækst og udvikling til at spille godt  sammen.

Sidst i 2013 skrev miljøminister Ida Auken, at 1/3 af Danmark efter hendes mening bør  være natur. Den 2. december 2013 indviede statsministeren Den Danske Naturfond, og miljøministeren bebudede forenkling af regler og love – herunder en ny naturbeskyttelseslov – og at Naturplan Danmark bliver fremsat i 2014.

Miljøminister Ida Auken startede 2014 med at etablere et nyt naturreservat som fristed for fugle, sæler og anden vild natur på Saltholm og det lave og stenfyldte farvand mellem Saltholm og Peberholm. Det er et god begyndelse.

2014 bør nemlig blive et år med naturpolitik i højsædet. Regeringen skal følge op på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger, og Folketinget skal drøfte, hvordan Danmark skal se ud i fremtiden og hvilke rammer, der skal være for Danmarks udvikling. Det kommer til at handle om planer, love og penge. Og det kommer til at handle om, hvad Danmarks befolkning ønsker.

Jeg håber, at den politiske, faglige og folkelige debat i 2014 kommer til at handle om, hvad vi vil med Danmark og hvilken natur, vi vil have i fremtiden. Man kan allerede nu give sin mening til kende her. Natur og Samfund har fremsat disse konkrete forslag, som ikke er ret langt fra miljøministerens.

Opvarmningen er slut. I de seneste måneder har miljøministeren vist rigtige og gode takter omkring naturbeskyttelse og -genoprening. Det er lovende, og takterne skal fastholdes.

I 2014 er der udsigt til natur for fuld musik på den politiske scene.

Godt Nytår!

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer