Man kan jo begynde med smutuglen…

Smutugle. (Foto: Michael Stoltze).

Smutugle. (Foto: Michael Stoltze).

NAVNE. Når dyr og planter får navne, får de ånd. Genkendelsens glæden ved at møde arterne forøges, når man kender dem og deres navne. Hvis man er novice i naturkendskab, er smutuglen en glimrende begyndelse.

Indtil jeg var omkring 11 år, havde jeg aldrig set en smutugle.

Det vil sige: Det havde jeg måske, men jeg havde ikke lagt mærke til den. Det ændrede sig en aften, hvor vi hjemme i dalen på Nordbornholm havde besøg af vores daværende familielæge og ven, Carsten Kromann.

Carsten var ivrig sommerfuglesamler og især optaget af natsværmere. En lun sommeraften kom han anstigende med en stærk, ægformet kviksølvpære, som han hængte op ved husets hvide gavlvæg. Væggen gav genskær, som strålede ud over dalen, og under lampen lagde han et hvidt lagen, så lyset også blev kastet op mod nattehimlen.

Jeg havde før set mængder af mærkelige natsværmere på det almindelige gårdlys ved gavlen. Men nu lokkede det stærke, blålige lys myriader at nattens sværmere til. Og min lykke var, at jeg havde Carsten hos mig som kyndig vejleder. Han kunne arternes navne på dansk eller latin, og han fortalte med stolthed, hvordan han havde fanget Danmarks eneste eksemplar af en vaskeægte Gastropacha populifolia – poppelbladspinder. Den store, gyldenbrune natsværmer var kommet flyvende ind gennem et åbentstående vindue en varm aften på Rønne Sygehus 1953.

Den aften i 1967, hvor han tændte lys for natsværmerne, kom der ikke den slags sjældenheder. Men der kom elegante fyrresværmere, poppelsværmere, mængder af gammaugler, lavspindere af mange slags, brune bjørnespindere og hvide og gule tigerspindere. Mange af arter havde jeg aldrig set eller bemærket før. Men nu fik de navne og blev en del af min kendte verden.

“Hmm… det blev ikke til noget særligt; men det var en god aften for smutugler,” konstaterede Carsten, da vi pakkede sammen lidt over midnat. Og ja, jeg havde virkelig lært smutuglerne at kende. Der kom vel 50 eller så til lyset, hvor de lavede megen larm, før de satte sig på lagnet, væggen eller i vegetationen i nærheden.

Smutugler er store og grove med smalle, brune forvinger og brede, orangegule bagvinger med sorte bånd. Så de er vældig smukke, når de flyver, og de gule bagvinger lyser op. Vingefanget er omkring seks centimeter.

Da jeg først havde lært smutuglen at kende, så jeg den alle steder. Den fløj op fra planterne, når vi plukkede jordbær. Den sad i vasketøjet, når jeg hentede det ind fra tørresnoren, og jeg fandt dem – døde – i karmene ved de højtsiddende, østvendte vinduer i min fars atelier.

Smutugler hedder smutugler, fordi de smutter ud mellem fingrene. De er silkeglatte og har stærke ben med kraftige torne. De er mestre i at smutte ind og ud af smalle sprækker, og griber man en smutugle med sine hule hænder, vil den som regel mase sig ud mellem fingrene på et splitsekund.

Størstedelen af Danmarks næsten 40.000 kendte arter af dyr og panter har kun latinske navne. Og i fagkredse har det i årtier været god latin kun at bruge de videnskabelige latinske navne som betegnelser på hærskaren af vilde arter. Hvirveldyr, planter og svampe har traditionelt danske artsnavne. Botanikere og svampefolk (mykologer) har endda for vane at skrive artsnavne med store begyndelsesbogstaver, selv om det ikke er accepteret i dansk retskrivning. De skriver for eksempel Nedbøjet Ranunkel eller Kær-Ranunkel om den krybende og almindelige ranunkelart Ranunculus flammula, som vokser på våd jord. Andre plantenavne er mindre beskrivende, men har mere poesi og god lyd i sig. For eksempel den gyldengule, tunge kabbeleje, som Aakjær skriver så smukt om i Piger på engen (Nu er dagen fuld af sang).

Når det kommer til insekter og andre smådyr, har de færreste arter imidlertid veletablerede danske navne, og mange arter har slet ikke danske navne. Det er forståeligt, for en del arter er så små, sjældne og vanskelige at kende fra hinanden, at zoologerne ikke ved meget andet om dem end, at de eksisterer.

Hvis man skal kommunikere med andre end indviede specialister, er danske navne naturligvis en nødvendighed. Derfor valgte Morten Top-Jensen og Michael Fibiger at navngive samtlige 1012 arter i deres bog “Danmarks sommerfugle” fra 2009.

Selv om nogle eksperter stadig rynker på næsen over de danske navne, viste det sig at være en scoop, at Top-Jensen og Fibiger lancerede dem. Nu kan man for eksempel skrive nonneugle og dele sin begejstring med mere end en lille flok nørder over den flotte Panthea coenobita, der som larve lever på fyrretræer i såvel villahaver som skove.

De danske navne kan være beskrivende eller poetiske, og mange af de bedste er begge dele. F.eks. bjørnespinder, rødt ordensbånd eller perlemåler, som Inger Christensen har udødeliggjort i “Sommerfugledalen”. Selv foretrækker jeg også navne, der fremkalder billeder som harlekin, sørgekåbe eller admiral. Andre er mere aparte. Ja, ude i den danske natur lever uklare duskmålere, rødmende ugler, jyske kæmpesække, mørkpandede lavspindere og mange andre natsværmere med navne, som er mere forbløffende end kønne.

Det er ikke mange blandt de mere end 4000 kendte arter af danske fluer, myg og stankelben (tovinger), der har danske navne. Men én af de største er den stivhårede snylteflue Tachina grossa, som på dansk hedder noget så besynderligt som kæmpefluen Harald. Den enorme flue er tyk med ræverødt hoved, godmodige mørke øjne og stor som en humlebi. Den er navngivet af den legendariske zoolog Ellinor Bro Larsen, som var en blændende naturhistoriker og fortæller. Hun konstruerede gerne nye ord i mangel af bedre. Jeg har ordet “øltræ” fra hende. Et øltræ er et såret træ, hvor saften siver ud og gærer i og omkring såret. Det udsender en sød, ølagtig lugt, som tiltrækker mængder af sommerfugle, natsværmere, biller, hvepse og meget andet. Ofte sjældne arter, man ellers ikke ser. Så øltræer er guf for zoologer!

Nå. Men i 1950’erne var Bro Larsen altså fascineret af den store flue uden dansk navn, så hun ønskede at give den et navn, der var til at huske. Og da fluen i al sin vælde mindede hende om den daværende leder af Naturhistorisk Museum i Århus, professor Harald Thamdrup, døbte hun arten kæmpefluen Harald. Fluen og navnet gjorde siden uudsletteligt indtryk på de biologistuderende, og i dag er det spøjse navn veletableret i litteraturen og kendt af et større publikum.

Naturens navne er fulde af magi. Og ligesom med mennesker, vokser navne og natur sammen, jo mere man kender til dem. Den almindelige måneplet, som ligner en knækket gren, får personlighed, så snart man kender navnet og genkender det mærkelige dyr. Det bliver et fortroligt og glædeligt møde – hver gang.

Sådan har jeg det med lærken, som lige fra min tidlige barndom var indbegrebet af forår, frihed og glæde. Lærken er sådan rent biologisk bare en lærke, som gør, hvad en lærke og ethvert andet dyr, skal gøre. Men i min bevidsthed er lærken fuld af ånd. Sådan er det med mange fugle. For eksempel mursejleren, som der er en vrimmel af om sommeren i Danmarks byer.

Mine oplevelser af lærker, mursejlere og andre fugle påvirker mig ganske fysisk, og derfor deler jeg dem glad og gerne med andre vel vidende, at ikke alle har det som jeg. For nogen tid siden underviste jeg 6 gymnasieklasser i naturens mangfoldighed. Så spurgte jeg, hvor mange, der kendte en lærke. Gymnasiet lå på landet, så jeg forventede, at det var de fleste. Men nej: Ud af 120 elever var det kun fem, der vidste, hvad en lærke var. For en person, der som jeg ikke kan undvære lærken og lærkesangen, kom det nærmest som et chok, at lærken var død eller ikke eksisterende i de unges bevidsthed. Så de fik lært om lærker. Og jeg tror faktisk, de endte med at holde af dem og forstå lidt af, hvad jeg mente.

Mange mennesker er bange for at gå i kast med at lære naturens mange skabninger at kende. Det er jo så uoverskueligt, og hvor skal man starte? Til dem vil jeg sige: Ingen – end ikke de skrappeste biologer, kan overskue det hele. Så det er bare med at starte frygtløst, hvor man har lyst. Så kommer glæden ved at genkende og kende til helt af sig selv. Det er ikke så svært. Man skal jo ikke til eksamen, og indsatsen lønner sig på næste skovtur eller tur til stranden.

Når man først kender en smutugle, er man allerede godt i gang.

—-

(Essay bragt første gang i Kristeligt Dagblad 28. august 2014 under titlen “En god aften for smutugler”) 

Udgivet i Almen dannelse | Tagget , , , , , , | 4 kommentarer

Værd at kende i dansk natur: Lysmos – nisseguld

Lysmos' forstadier (protonema) reflekterer lyset fra bunden af en klippehule på Hammeren. (Foto: Michael Stoltze).

Lysmos’ forstadier (protonema) reflekterer lyset fra bunden af en klippehule på Hammeren. (Foto: Michael Stoltze).

Lysmos med forstadier og veludviklede blade. (Foto: Michael Stoltze).

Lysmos med forstadier og veludviklede blade. (Foto: Michael Stoltze).

I England kaldes planten “Goblin Gold”. På dansk kaldes den for lysmos.

Lysmos (Schistostega pennata) kunne udmærket kaldes for nisseguld på dansk. Det er en yderst sjælden mos, som i Danmark kun er kendt fra Bornholm.

Det mærkelige ved lysmos er, at den vokser på jord dybt inde i mørke huler, hvor der er så mørkt, at ingen andre planter kan vokse. Den overlever ved at dens forstadier – protonemaet – danner små krystalklare celler, der som prismer opkoncentrerer lyset omkring grønkorn bagest i cellerne. Konstruktionen bevirke, at en del af lyset bliver reflekteret og sendt lige ud af hulen som et kraftigt gulgrønt skær. Der ser utroligt ud, og man tror, det er selvlysende.

Selve mosplanten består af sart løv i form af knap én centimeter lange, savtakkede blade, der ikke reflektere lyset.

Lysmos er registreret i Almindingen ved Lilleborg for mange år siden, og den må kunne findes flere steder på Bornholm. Pt. kendes den kun fra to meget små bevoksninger: Et sted nær Olsker og et sted på Hammerknuden.

Hvem finder den nye steder? Led og tag fotos med blitz, hvis du tror, du har fundet den! Blitz får virkelig reflekserne frem. Nyd synet – det er en oplevelse – men lad endelig være med at røre den sarte og sjældne mosart – det tåler den ikke.

God jagt!

PS: Opdatering: I marts 2016 har Tino Hjorth Bjerregaard fundet en hule med lysmos et nyt sted på Nordbornholm.

Nærbillede af en tæt bevoksning af lysmossets forstadier (Foto: Michael Stoltze).

Nærbillede af en tæt bevoksning af lysmossets forstadier. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i Biodiversitet, mos | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Forsvarstale for skaberværket

Skarver. (Michael Stoltze/Randi Schirnig: "De tre skarver". Fra udstillingen "Fuglefri", Silkeborg 1998. Foto: Per Bak Jensen).

Michael Stoltze/Randi Schirnig: “De tre skarver”. (Installation med skarver på sorte pæle. Fra udstillingen “Fuglefri”, Silkeborg 1998).

De fleste arter på Jorden arter er unyttige, skadelige eller direkte farlige. Så hvorfor skal vi passe på dem?

Natursynet og naturen kan forandre sig 180 grader på 100 år.

Holdningen til skarven er et fremragende eksempel. I 1914 var den dominerende officielle holdning: Skarven skal dø! Fuglen var fredløs og udryddet som ynglefugl i Danmark. I 2014 var den dominerende officielle holdning: Skarven længe leve! Fuglen er fredet og yngler nu overalt i Danmark. Og natursynet og naturen vil forandre sig igen.

Der var engang, hvor vi kun kunne forstå og forklare verden ud fra, at alting måtte være skabt af en gud eller flere guder. Guderne opstod som tankespind i gamle fortællinger, der blev til myter og religioner. Forestillingerne kunne blive meget bogstavelige som i den kristne tro, hvor hele verden blev skabt på seks dage af én gud. Og Gud og religion klæber stadig til ordet “skaberværk”. Nu skriver vi 2014. Skaberværket eksisterer. Naturen og alle Jordens skabninger – iberegnet os selv – er jo skabt af naturkræfterne siden The Big Bang.

I den kristne verden er det længe siden, flertallet for alvor troede på en skabende Gud. Den øgede viden og indsigt har forandret vores syn på verden for altid. I dag ved vi, at alt er fysik og kemi. Vi er så avanceret kemi, at vi endda kan erkende os selv som kemi. Gud er død, men skaberværket findes. Det vil sige: Livets vrimmel af skabninger på Jorden er i krise. Og ikke nok med, at det levende skaberværk er i krise. Flere spørger nu, hvad vi egentlig skal med alle arterne. Hvorfor skal de være her, hvis de er farlige for os, skadelige eller bare ikke gør nytte?

Brorson og Linné
Livet på Jorden er så mangfoldigt og uoverskueligt, at vi langt fra har styr på, hvad der findes af arter. Der eksisterer utvivlsomt liv andre steder i Universet. Men livet kræver meget specielle og stabile fysiske betingelser for at opstå og udvikle sig. Man kender kun liv fra Jorden. Det alene er argument nok til, at jeg vil forsvare hele skaberværket med alle de arter, der findes. Vore aner har beundret, beskrevet og besunget skaberværket som Guds værk. Hans Adolph Brorson forsvarede værket sådan i sin nok mest berømte salme, “Op al den ting som Gud har gjort”, som han skrev i 1734. De fire første vers lyder:

Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.

Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale?

Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?

Brorson ved ikke rigtig, hvad han skal sige i bare benovelse over alt det, Gud har gjort. Det er der ikke noget at sige til, når Gud havde skabt det hele på kun seks dage. Det må enhver kunne tabe mælet over. I Sverige forsvarede Carl von Linné skaberværket et par årtier senere med denne legendariske moralske opsang i 1753:

”Mennesket, der er bevidst om sig selv, betragter verden som den Almægtiges skueplads, overalt smykket med de største undere, frembragt af den Almægtige. Men mennesket er sat her som en gæst, som alt imens han delagtiggøres i disse undere, burde prise Herrens storhed. Uværdig at accepteres som gæst er den, som lig kvæget kun tænker på sin bug og ikke ved at undre sig over og værdsætte værtens vældige værk.”

At dømme efter den accelererende fedmeepidemi og tidens syndflod af kogebøger, kunne der god være brug for en ny opsang i den gamle svenskers ånd. For tænk, hvis livets vrimmel af undere forsvinder af ren og skær glemsomhed, mens vi hver især ikke tænker på andet end at fylde vores bug?

Den sjette masseuddøen er begyndt
Nu tror jeg hverken på skabende guder eller værdien af moralprædikener. Til trods for de gamles forsvar og tilbedelse af Gud og skaberværket, har vi taget for os af retterne på vore medskabningers bekostning.

Jorden er nu befolket af over syv milliarder storforbrugende sjæle, som mestendels bor i byer og ikke tænker på meget andet end sig selv og på at æde. Det er ikke sagt med løftet pegefinger og malice, men blot som en konstatering af de faktiske forhold. Det giver visse udfordringer. Skaberværket er trængt af menneskeartens udfoldelser, og vore medskabninger er blevet meget færre på grund af os. De er blevet forfulgt som skadelige eller farlige skabninger, de er blevet overudnyttet, eller de har mistet deres levesteder. Mange arter er uddøde, og endnu flere risikerer at uddø, fordi de er for få eller har for lidt plads at udfolde sig på.

Livet på Jorden har mindst fem gange været ramt af global masseuddøen, som hver gang udslettede mellem halvdelen og 9/10 af alle arter. Det skete sidste gang for omkring 65 millioner år siden, da en kæmpemeteor ramte Yucatan-halvøen. Den skabte så alvorlige globale miljøforandringer, at blandt andet de sidste store dinosaurer forsvandt. Nu konkluderer de fleste forskere så, at vi befinder os i den tidlige fase af Jordens sjette masseuddøen.

Forskere skønner, at halvdelen af vore medskabninger er forsvundet i løbet af de sidste 40 år. Og også arterne er begyndt at uddø med en hastighed, der er et sted mellem 100 og 1000 gange hurtigere end naturligt. Denne gang er årsagen en helt anden end de fem forrige gange, Jorden oplevede masseuddøen. Den sjette masseuddøen – biodiversitetskrisen – er forårsaget af én eneste art: Mennesket.

Krisen har været til at få øje på længe. Verdens statsledere har via FN’s Biodiversitetskonvention forsøgt at sætte en global dagsorden om at standse det levende skaberværks tilbagegang inden år 2020. Der er aftalt en lang række konkrete mål, som medlemslandene har forpligtet sig til at arbejde hen mod. Men der er ingen garantier for, at målene bliver nået.

Over 95 % af arterne er unyttige
Mange har sikkert lært, at vi skal passe på alt det levende, fordi naturen er god, og hver eneste art har afgørende betydning for naturens komplicerede kredsløb. Andre vil spørge: “Hvorfor skal vi passe på alle arterne? Hvad nytte har vi af, at der findes mange tusinde slags snudebiller? Går det galt for naturen, hvis nogen af dem uddør? Og hvad skal vi dog med stikmyg, gedehamse, giftslanger, tsetsefluer og andre farlige eller ubehagelige dyr?”

I en radioudsendelse om natur for nylig spurgte værten mig pludselig: “Hvem, forestiller du dig, vil stifte skovflåternes befrielsesfront?” Den var godt nok svær. Flåter er jo drønirriterende og farlige ligesom mange andre skabninger – løver for eksempel. Naturen er hverken god eller ond, og faktisk er det sådan, at de fleste arter ikke betyder noget særligt for økosystemernes funktion og ikke er til mindste nytte for mennesker. Det drejer sig nok om over 95 % af alle arter på Jorden. Så hvorfor forsvare hele skaberværket?

Lad mig i første omgang gå uden om den lede skovflåt. Jeg vender tilbage til den, men der er jo ingen grund til springe over, hvor gærdet er højest. I stedet vil jeg bruge løven.

Noget om løver
Løven er et rigtigt møgdyr. Stor som bare pokker med en glubende appetit på både vilde dyr, husdyr og mennesker, hvis den kan komme af sted med det. Den er ikke sjov i baghaven, så mennesker har udryddet løver i store dele af verden, blandt andet i hele Europa. Men ethvert barn kender og elsker løven. Og det er let at elske løven i Europa, hvor vi har erstattet de virkelige løver med kunstige tøjdyr. Jeg ved det. Jeg havde selv sådan en blød løve som dreng og var himmelhenrykt.

Virkelighedens løve er et blodtørstigt dyr, som ikke skyr nogen midler for at få friskt kød. Hvis det er muligt, afliver den sit bytte hurtigt, men er det en stor bøffel hænger den gerne på bøflens bagparti og begynder at æde dyret bagfra indtil bøflen falder om af smerte og udmattelse. Løver angriber også husdyr og mennesker. Hvis vi var rationelle, forbandede vi løven og fik dyret udryddet fra Jordens overflade. Løven er farlig og skadevoldende. Den æder vores husdyr og de vilde dyr, så der bliver mindre at jage og æde for os. Men løven taler til vore hjerter. Den er symbol på styrke, mod og magt. Dyrenes konge. Derfor er vi vilde med løver.

Det er livsbekræftende, at der findes stærke og farlige løver. Det ville være dødssygt, hvis løven og lammet gik og græssede sammen som i Paradiset. Nå – det er jo også bare en myte om et sted, hvor lykken var så stor for alle, at der ikke var et liv at kæmpe for. Livet giver kun mening med døden som ledsager. Derfor forlod vi Paradiset. Og derfor – måske – elsker vi løven.

Aspen, klyden og det billige skidt
Og så er der alt andet unyttige. Aspen og klyderne – naturen, som Otto Gelsted skrev om, da han i 1934 besøgte Peter Freuchen på Enehøje i Nakskov Fjord:

Jeg kommer igen til min sommerø.
Til naturen, det billige skidt,
hvor aspen suser mig mørkt i møde,
og blitfuglen fløjter: blit, blit!

Blitfuglen er den mærkelige sort-hvide klyde, som man bliver temmelig glad i bærret over at se, fordi den altid ser ud til at more sig – selv når den spiller tragedie på stranden og gir’ den som såret kriger med brækket vinge for at aflede opmærksomheden fra sine små dununger. Klyden kaldes også skomagerfuglen, fordi dens tynde næb buer opad og ligner den nål, en skomager bruger til at sy læder sammen med. Ja – klyden er populær, og jeg kender flere mandlige ornitologer, som er så forelskede i klyder, at deres koner må være jaloux.

Fugle
Det er i det hele taget noget underligt noget med de fugle. Den glade lærke, den vagtsomme trane, den kloge ugle og den dumme gås.

Jeg kan nu ikke forstå det med de dumme gæs, for de har rigtig regnet den ud. De slår sig ned i de jagtfri reservater og letter på lang afstand, så de ikke bliver skudt. Og uden for reservaterne flyver de i så stor højde, at de ikke er til at ramme. Men på græsfællederne inde ved Utterslev Mose i København er de ligeglade med mennesker, for her er ingen jagt. Gæssene er vist meget klogere end ugler.

Vi tillægger nærmest instinktivt vore medskabning menneskelige egenskaber. Det er “fy” i kold videnskab, men vi kan og skal ikke lade være. Vi spejler os i dyrene bliver glade af det. Jo større fortrolighed, jo større glæde.

I Holsteinborg Nor, som jeg bor ved, er det lave vand strøet med store vandreblokke, som gletsjerne har efterladt i sidste istid. Nu stikker stenene op af vandet, og dér elsker ternerne at sidde. Der er to slags: Den elegante havterne med rødt næb og den mindre og mere kompakte dværgterne med gult næb. Begge arter har sort kalot på hovedet, men dværgternen ser ud som om, den har fået en klat hvid maling i panden. Engang, mens jeg fortalte om dværgternen i en radioudsendelse, sagde værtinden, at jeg så helt lykkelig ud. Det havde jeg jo ikke tænkt over. Men når jeg nu mærker efter: Den lille fugl påvirker mig fysisk. Meget. Sådan er det jo.

Natur for alle sanser
Naturen og vore medskabninger påvirker os betydeligt. Litteraturhistorikeren Erik A. Nielsen skrev engang til mig: “Jeg er ret sikker på, at sansen for sommerfugle og kendskab til dem forvandler mennesker kraftigt, hvad enten de nu er videnskabsfolk, digtere eller bare fortolkere.” Ja. I haven er den nyforvandlede admiral en nydelse af næsten overjordisk skønhed side om side med den farligt flotte store gedehams, der er en kolossal og brutal blandet bombe af sanseindtryk.

Hver eneste skabning omkring os – stor eller lille, smuk eller grim, nyttig eller unyttig, farlig eller ufarlig – er her ligesom os selv, fordi den har kunnet klare sig på Jorden. Som bevis på den mærkværdige del af skaberværket, vi kalder liv. Flåterne er der, fordi de er smarte. Pindsvinene er der, fordi de har udviklet pigge, der gjorde dem afskrækkende for store rovdyr. Til gengæld holder pindsvinelopperne, som findes i myriader, fest, fordi pindsvinene ikke kan loppe sig på grund af alle de pigge. En streg i regningen – for pindsvinene altså. Sådan er der så meget.

Memento mori
Zoologen Herluf Winge testamenterede for snart 100 år siden en del af sin formue til et legat, som skulle sikre et fristed “til fredning af planter og dyr, også de såkaldt skadelige”. Han håbede bl.a. på, at der også blev plads til den dengang fredløse og forfulgte skarv – dødsfuglen, ålekragen, søravnen. Det forhadte barn har mange navne! Så øen Vorsø i Horsens Fjor blev overladt til naturen. Og der blev plads til skarver. Ikke bare på Vorsø, men i hele Danmark. Winge må glæde sig i sin himmel.

Jeg lovede at vende tilbage til skovflåterne. Hvad med dem? De har sandelig ikke brug for nogen befrielsesfront. De findes som en del af skaberværket, jeg bestemt ikke bryder mig om. Der er mange, og de er plagsomme. Men jeg lever med dem, og glæden over det smukke og gode bliver ligesom større i lyset af flåterne og alt det andet, der plager os som det søde livs memento mori.

Fordi det findes
Jeg bruger ikke stjerner og galakser til andet end at glo på. Det er jeg overordentligt tilfreds med, skønt rummet rummer den største trussel mod vores eksistens. Solen lever ikke evigt, og forinden hamrer en meteor nok ind i vores blå planet og nulstiller livet. Alligevel tilbeder jeg skaberværket, hele skaberværket og intet andet end skaberværket. Jeg vil forsvare det til min dødsdag. Ikke fordi det er nyttigt, men fordi, det findes.

Michael Stoltze, 8. oktober 2014

Karl Johan. Nyttig og let at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

Karl Johan. Nyttig og let at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

Skovflåter. Modbydelig, farlig og svær at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

Skovflåt. Modbydelig, farlig og svær at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglen - unyttig, men let at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglen – unyttig, men let at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , | 7 kommentarer

Thorning trak naturen ind i den danske velfærdsmodel

Statsminister Helle Thorning-Schmidt trak i sin åbningstale 2014 naturværdier ind i en større sammenhæng som noget afgørende for vores velfærd og fremtid. Det glæder Natur og Samfund. (Foto: Michael Stoltze).

Statsminister Helle Thorning-Schmidt trak i sin åbningstale 2014 naturværdier ind i en større sammenhæng som noget afgørende for vores velfærd og fremtid. Det glæder Natur og Samfund. (Foto: Michael Stoltze).

 

For første gang i mange, mange år kom Danmarks natur på dagsordenen i statsministerens åbningstale. Helle Thorning-Schmidt sagde følgende om naturen:

“Det Danmark, vi giver videre til vores børn, skal være bedre end det, vi selv fik af vores forældre. Det gælder vores økonomi, vores velfærd. Og det gælder vores natur.
Derfor har regeringen en økonomisk 2020-plan, der sikrer, at pengene passer. Vi har sat sociale 2020-mål, så velfærden også når de dårligst stillede borgere – hjemløse, udsatte børn, voldsramte kvinder. Og nu kommer vi med en 2020-plan for vores natur.
Hvor ofte tror I, danskerne bruger naturen? 110 millioner gange på et år. Vi går tur i skoven, tager til stranden eller ser på fugle. Naturen er det sted, vi helst tilbringer vores fritid. Og derfor er naturen også en del af vores rige foreningsliv. Af folkesundheden. Og af skolernes undervisning.
Naturen præger os som mennesker. Danmarks landskaber er i vores billedkunst, sange og musik. Vores skove og strande er en del af Danmarks historie. De skal også være en del af Danmarks fremtid.
Jeg ønsker et Danmark, hvor vi både lever et moderne liv og har en rig natur.
Den grønne balance kommer ikke af sig selv. I 00’erne blev naturen nedslidt. Det retter vi op på med en ny Naturplan Danmark.
Vi skal passe på vores heder, søer og moser. Derfor forbyder vi sprøjtning og gødning de steder.
Naturområder må ikke blive ødelagt. Derfor skal man betale, hvis man bryder reglerne. Vi hæver bøderne. Og vi skal have mere natur.
I dag ligger enge og skove som isolerede øer på Danmarkskortet. I fremtiden skal de bindes sammen af nye naturområder. Som giver danskerne nye oplevelser.
Regeringen vil investere i naturen – 195 millioner kroner ekstra over tre år. For naturens skyld, for vores egen skyld og for vores børns skyld.”

Der er befriende og positivt, at hun  hermed bringer naturen højere op på den politiske dagsorden og lægge op til den kommende lancering af Naturplan Danmark, som regeringen kommer med forslag til om kort tid. Ifølge Finansministeriet er de 195 mio. kr. ekstra midler, der tilføres i forbindelse med fremlæggelsen af Naturplan Danmark. Midlerne har således ikke noget at gøre med de 500 mio. kr., som regeringen skyder i Den Danske Naturfond over de næste fire år.

Selv om talen retorisk bærer noget præg af det kommende valg, er det positivt, at statsministeren med talen trækker naturværdier ind i en større sammenhæng som noget afgørende for vores velfærd og fremtid.

Det er vi glade for, ligesom vi er glade for miljøministerens seneste udspil til gavn for den eksisterende natur.

Nu venter vi med spænding på regeringens samlede forslag til Naturplan Danmark.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 3 kommentarer

Forbud mod sprøjtning og gødskning i beskyttet natur på vej – endelig

Et generelt forbud mod sprøjtning og gødsknig af beskyttede naturområder (§ 3-arealer) er på vej. Natur og Samfund glæder sig. (Foto: Michael Stoltze).

Et generelt forbud mod sprøjtning og gødsknig af beskyttede naturområder (§ 3-arealer) er på vej. Natur og Samfund glæder sig. (Foto: Michael Stoltze).

Miljøministeren har taget initiativ til et forbud mod spøjtning og gødskning af arealer, der er omfattet af naturbeskyttelsesloven samt til en væsentlig forøgelse af bødestraffen for at ødelægge beskyttet natur.

Det er gode nyheder og vigtige skridt på vejen mod en bedre, enklere, mere forståelig og mere virksom naturbeskyttelseslov, som virkelig kan blive til gavn for landet.

Et af Natur og Samfunds væsentlige ønsker til Naturplan Danmark er netop, at planen bliver ledsaget at en revision af  naturbeskyttelsesloven, så loven bliver mere enkel, logisk og konkret.

Vi mener, at loven skal beskytte konkrete arealer, som enten kan være urørte (vild natur) eller i ekstensiv drift. Ved ekstensiv drift forstås arealer, som benyttes til f.eks. græsning, høslæt eller ekstensiv skovdrift, men hvor der ikke plantes ikke-hjemmehørende arter, og hvor arealerne ikke gødes, sprøjtes, drænes, bygges eller befæstes. Den reviderede naturbeskyttelseslov skal fremover omfatte urørt skov og skov i ekstensiv drift.

Beskyttelsen af arealer skal ske ved konkret registrering af de arealer, der i dag opfylder den nuværende lovs kriterier for beskyttelse. Disse arealer skal i den reviderede lov ikke kunne vokse ud af beskyttelsen. Ubeskyttede arealer, skal efter den reviderede lov ikke automatisk kunne vokse ind i beskyttelsen uden mulighed for erstatning. Nye arealer indlemmes i stedet under naturbeskyttelsen efter konkrete aftaler med tinglysning og fastsættelse af erstatning. Denne mekanisme vil forhindre det nuværende problem, hvor udyrkede arealer pløjes op for at forhindre, at de udvikler sig til god natur og automatisk bliver omfattet af naturbeskyttelsesloven uden mulighed for erstatning.

Der er faktisk adsurd, at det lige siden naturbeskyttelsesloven ikrafttræden i 1992 har været tilladt at gøde og sprøjte i beskyttet natur i det omfang, det har været hidtidig praksis.

Natur og Samfund glæder sig over, at miljøministeren nu foreslår et forbud mod sprøjtning og gødskning af beskyttet natur.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , | 10 kommentarer

Den Danske Naturfond kan blive et vendepunkt for naturen

Den Dansk Naturfond Naturfonden vil kunne sikre ny natur og vild natur i Danmark.

Den Dansk Naturfond vil kunne sikre ny natur og vild natur i Danmark.

 

22. september 2014 er en stor og glædelig dag for dansk natur. Efter måneders tovtrækkeri er forslag til lov om Den Danske Naturfond endelig sendt i høring (læs forslag til lov og vedtægter her).

Parterne – staten, Villum Fonden og Aage V. Jensen Naturfond,  er enige om, at Den Danske Naturfond skal indrettes som en privat erhvervsdrivende fond med stor  gennemsigtighed.

Ifølge forslaget til vedtægter får fonden følgende formål:

§ 2 Formål

2.1. Fonden har til formål at forbedre naturtilstanden og vandmiljøet i Danmark. Fonden skal således arbejde for

1) at styrke naturens mangfoldighed gennem forbedring af levestederne for
beskyttelsesværdige dyr og planter,

2) at vandløb, søer og indre farvande bliver renere, og belastningen med næringsstoffer reduceres som et led i fondens aktiviteter,

3) at fondens aktiviteter også bidrager til at reducere udledningen af drivhusgasser eller forøge bindingen af disse og

4) at styrke den folkelige forankring af, opbakning til og deltagelse i arbejdet med naturgenopretning og ­beskyttelse.

Det er et meget bredt formål, og fondens midler (startkapital på 875 mio. kroner) vil forslå meget lidt, hvis de går til finansiering af vandmiljøplaner og til den ekstensive landbrugsdrift, som kaldes for naturpleje.

Sker det, vil fonden blive usynlig og  drukne i driftopgaver, som burde påhvile det offentlige.

Derfor håber vi, at formålet bliver præciseret, så det står lysende klart, at Den Danske Naturfond primært skal arbejde med opkøb at arealer til naturformål samt finansiering og udbetaling af erstatning i forbindelse med naturgenopretning og udlægning af arealer til urørt natur. Udgifter til landbrugsdrift til fremme af biodiversitet kan og bør afholdes af de betydelige offentlige midler, der er egnet til det.  Først og fremmest landbrugsstøtten.

Den Danske Naturfond bør indrette sit formål, så alle, der betaler til fonden, har sikkerhed for, at fonden gør noget godt og nyt, som ellers ikke ville blive gjort: Sikre arealer med vild natur og opkøbe og genoprette arealer til ny natur, hvor der er brug for  det.

Den Danske Naturfond vil på den måde kunne vokse sig stor og folkelig og blive et vendepunkt for naturen i Danmark.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , | 9 kommentarer

Nu skal der smedes for Danmarks natur – vil du være med?

Vandnymfer_spejling
Naturplan Danmark åbner en enestående mulighed for at sikre bedre, mere og mere sammenhængende natur

Er du til natur og biodiversitet? Vil du være med til at sikre og udvikle en rig natur i Danmark?

Så har du en enestående mulighed for at smede nu! Regeringen fremsætter nemlig forslag til Naturplan Danmark her i efteråret 2014. For Natur og Samfund er planen en mærkesag og en længe ventet mulighed for at sikre bedre, mere og mere sammenhængende natur. Vi har fremlagt vores debatoplæg og forslag til planen i denne
kronik i Politiken. Vi arbejder intenst og målrettet på at sikre et godt indhold, en solid finansiering af planen og en bedre og mere enkel naturbeskyttelseslov. Hør mere i udsendelsen “Naturværdier på spil” fra DRs Natursyn på P1 her.

Planen bliver kun god og gavnlig med en stor folkelig opbakning. Vi arbejder for og ser frem til en bred folkelig debat om Danmarks natur på baggrund af regeringens forslag.

Vores arbejde er ikke gratis, og jo flere medlemmer, vi er, jo stærkere er vi, og jo mere kan vi gøre til gavn for Danmarks natur og biodiversitet. Du kan bakke op ved at melde dig ind i Natur og Samfund og ved at bidrage aktivt med indlæg her på bloggen. Et personligt medlemskab koster kun 200 kr. årligt.

Vi arbejder målrettet for at bevare den vilde natur og de vilde planter og dyr. Vi agiterer for plads til naturens mangfoldighed af liv – biodiversiteten. Plads til de naturværdier, som er med til at gøre Danmark til et spændende og inspirerende land at bo og leve i.

Du kan læse mere om os og melde dig ind i foreningen på http://www.naturogsamfund.dk

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , | 3 kommentarer

Danmarks natur har brug for ny lov

Danmarks natur og biodiversitet skal sikres gennem en ny, bedre og mere enkel lovgivning. (Foto: Michael Stoltze).

Danmarks natur og biodiversitet bør sikres gennem en ny, bedre og mere enkel lovgivning. (Foto: Michael Stoltze).

Der har været talt og skrevet om det årevis:

Naturbeskyttelsesloven er ikke god nok. Loven er kompliceret, den sikrer ikke arealer mod at vokse ud af beskyttelsen, der er ingen målfastsættelse, den omfatter ikke skovnatur og indeholder intet forbud mod for eksempel gødskning eller sprøjtning.

Samtidig betyder gældende lov, at arealer, der ligger udyrket hen, kan vokse ind i lovbeskyttelsen. Det udløser ingen erstatning. Det betyder, at udyrkede arealer bliver pløjet op eller sprøjtet for at undgå, at de bliver omfattet af loven.

Derfor bør Danmark have en ny, bedre og mere enkel naturbeskyttelsesslov. Det foreslog de store grønne organisationer Danmarks Naturfredningsforening, WWW Verdensnaturfonden, Friluftsrådet og Dansk Ornitologisk Forening allerede i 2003 i det fælles udspil “Naturens Grundlov”, som kan læses her:

http://www.friluftsraadet.dk/media/195986/NG_med_omslag.pdf

Nu er tiden moden til handling. Det bør ske i forbindelse med den Naturplan Danmark, som vi og andre grønne organisationer har kæmpet for længe, og som regeringen fremsætter forslag til her i efteråret 2014.

Danmark har forpligtet sig til handling nationalt, internationalt som EU-land og som led i FNs beslutning om at standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed senest i 2020.

Naturplan Danmark kan sammen med en ny, enklere og bedre lovgivning samt flere midler til beskyttelse af natur og biodiversitet sikre, at Danmark når målet.

Natur og Samfund opfordrer regeringen til at fremsætte og vedtage den nye lov i folketingssamlingen 2014-2015 som led i Naturplan Danmark.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , | 16 kommentarer

Nu kommer Naturplan Danmark

Hoevblege_23-7-2014
– DELTAG I DEBATTEN 

Natur og Samfund har siden stiftelsen arbejdet intensivt for en effektiv og solidt finansieret national plan for fremtidens arealanvendelse i Danmark.

Planen skal sikre bedre, mere og mere sammenhængende natur.  Det mener Natur og Samfund. Og miljøministeren har sagt det samme. Regeringen vil fremsætte forslag til planen – kaldet Naturplan Danmark – dette efterår.

I udsendelsen Naturværdier på spil har Natursyn på P1 talt med Natur og Samfunds formand om udfordringerne og forventningerne til Naturplan Danmark og spurgt, hvor den folkelige debat om naturen i Danmark bliver af.

I udsendelsen kridter Michael Stoltze  banen op for Danmarks natur, uddyber planen og dens muligheder og opfordrer til bred folkelig og politisk debat om fremtidens natur i   Danmark.

Hvor stor en del af Danmark skal være beskyttet natur?

Hvor vild skal naturen være?

Skal der være ulve i Jylland og fritgående bison på Bornholm?

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 1 kommentar

Hvorfor er naturen det tynde øl i dansk politik?

Oel

Danmark mangler en egentlig naturpolitik

Siden Wilhjelmudvalget i 2001 baslede med sin omfattende redegørelse om Danmarks natur, har der været forventninger om politisk handling.

Det er ikke sket.

Først kom Fogh-regeringen, som skar ned og førte ideologisk krig mod den klassiske miljøtænkning.

Så kom Thorning-regeringen, som har blikket og politikken stift rettet mod vækst. Kampen mod forurenende stoffer og mod global opvarmning prioriteres som en del af det, regeringen kalder grøn omstilling. Men det gør kampen for naturen ikke. Ikke endnu, i hvert fald.

I den førte politik kommer natur og biodiversitet kun med som en flig af andre politikker. Hvis det overhovedet kommer med. Danmark har ikke en selvstændig naturpolitik, skønt vi internationalt er forpligtet til at standse naturens tilbagegang senest år 2020.

Nu vil regeringen heldigvis fremsætte Naturplan Danmark. Planen skal følge op på Wilhjelmudvalgets redegørelse og sikre, at Danmark når målet om at standse naturens tilbagegang inden 2020. Miljøminister Kirsten Brosbøl kalder planen for sin “svendeprøve”. Hun vil være “naturens minister” og sikre, at planen resulterer i “bedre, mere og mere sammenhængende natur”.

Det er gode udmeldinger, nye toner og noget, der forpligter.

Desværre hænger ministerens udmeldinger ikke sammen med regeringens førte politik. På trods af den forestående Naturplan Danmark var der ikke afsat en eneste ny krone til naturbeskyttelse i regeringens finanslovsforslag for 2015.

Det eneste initiativ, der snerper derhenad, er 86 millioner kroner afsat over årene 2014-2017 til udtagning af opdyrket lavbundsjord til natur. Ikke for at sikre natur og biodiversitet, men for at sikre CO2-reduktion som kompensation for, at regeringen i forårets vækstpakke havde opgivet brændeafgifte. Det vil sige, at de områder, der tages ud, skal binde en masse kulstof ved tørvedannelse eller opvækst af træer.

Sådan spiller klaveret. Målet med initiativet er ikke natur og biodiversitet. Og det afsatte beløb er i national sammenhæng latterligt lille.

Danmark har stadig ingen selvstændig naturpolitik. Den kan og bør komme med Naturplan Danmark. Finansieringen kan komme i stand ved at ændre anvendelsen af landbrugsstøtten fra den nuværende erhvervsstøtte til betaling for landbrugets naturindsats. Danske skatteydere lægger hvert år 6-7 milliarder kr. i kassen til landbruget. Det ville være ret og rimeligt, om disse midler gik til formål til gavn for almenvellet. Herunder at sikre et smukt land med en rig natur.

Der er nu gået 13 år siden Wilhjelmudvalgets redegørelse. Og intet er sket. Naturen har fået det endnu værre. Den er helt gal.

Hvorfor kommer naturpolitik i Danmark højst med som det tynde øl i dansk politik? Sådan er det ikke i andre lande.

Natur og Samfund efterlyser en selvstændig naturpolitik i Danmark med klare mål og ordentlig finansiering.

Det er en pligt, og det vil gavne landet.

Hør også udsendelsen fra Natursyn på P1 “NATURVÆRDIER PÅ SPIL og deltag i debatten om Danmarks fremtid.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Mulighed for 400 mio. nye kroner årligt til bedre og mere natur

Artsrige overdrev og enge er blandt de naturtyper, der virkelig har brug for bedre beskyttelse og mere plads i Danmark. Der er også brug for større arealer med vild og  urørt natur. Høvblege på Møn. (Foto: Michael Stoltze).

Artsrige overdrev og enge er blandt de naturtyper, der virkelig har brug for bedre beskyttelse og mere plads i Danmark. Der er også brug for større arealer med vild og urørt natur. Høvblege på Møn. (Foto: Michael Stoltze).

EU har åbnet for muligheden for at flytte op mod 15 procent af den direkte landbrugsstøtte til landdistriktsprogrammet. Regeringen har på den baggrund besluttet sig for en omlægning af landbrugsmidlerne. Pengene indfases gradvist, således at fem procent af den direkte landbrugsstøtte overføres til landdistriktsprogrammet i 2016, seks procent i 2017 og syv procent i 2018-2020. Ifølge Fødevareministeriet beløber det sig i alt til ca. 2,1 milliarder kroner.

Regeringens beslutning om en gradvis omlægning af landbrugsstøtten er uambitiøs, men en begyndelse. De midler, der nu overføres til landdistriktspuljen, bør bruges målrettet på naturbeskyttelse.

Natur og Samfund  har kæmpet længe for, at Danmark ville benytte sig af muligheden for at flytte de 15 %. Danmarks natur har brug for beskyttelse og genopretning, og landbruget skal kunne tjene penge på naturbeskyttelse og -genopretning. 15 % kunne have tilført næsten en mia. kr. årligt til formålet. Nu bliver det under det halve. 

Regeringens forsigtige og beskedne omlægning af landbrugsstøtten får konsekvenser for finansieringen af Naturplan Danmark, som regeringen fremlægger til efteråret.

To store udredninger (Wilhjelmrapporten i 2001 og Natur- og Landbrugskommissionens rapport i 2013) har forberedt Naturplan Danmark, og planen skulle primært finansieres af landbrugsstøtten. Nu bliver det meget vanskeligt at få Naturplan Danmark realiseret. Det kan kun lade sig gøre, hvis miderne bruges målrettet på naturbeskyttelse.

Af hensyn til den danske natur og at hensyn til de landmænd, der ønsker at få en forretning ud af at arbejde med naturbeskyttelse, vil Natur og Samfund arbejde for, at de nye landdistriktsmidler, som indfases i 2016-2020, går ubeskåret til naturbeskyttelse og naturgenopretning.

Der er nu mulighed for at sikre 400 mio. nye kroner årligt til bedre og mere natur. Denne kærkomne og længe efterlyste mulighed for at rette op på Danmarks hårdt trængte natur bør et bredt politisk flertal i Folkeltinget naturligvis gribe i forbindelse med realiseringen af Naturplan Danmark.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 12 kommentarer

Den er rivende gal med naturforståelsen

Vi kender knap nok de mest almindelige arter i naturen. Og unge kender slet ingenting. Ikke engang blåhat og nældens takvinge. (Foto: Michael Stoltze).

Kendskabet til selv de mest almindelige arter i naturen er ringe. Skolen svigter undervidningen i natur og artskendskab. Unge kender slet ingenting. Ikke engang blåhat og nældens takvinge. (Foto: Michael Stoltze).

 

Der er noget rivende galt med vores forhold til naturen.

Undersøgelser viser, at stort set alle synes, vi skal passe godt på naturens variation og mangfoldighed af arter.

Imidlertid ved de fleste gennemgående ingenting om den danske natur og naturbegrebet. De fleste under 50 år har næsten intet lært om naturen i skolen. Den største del nutidens forældregeneration er ude af stand til at lære børn noget videre om natur. Over 80 % af børnene bor i byer, og de fleste børn tilbringer tiden foran skærme, kommer meget lidt ud i den vilde natur og har stort set ikke med natur, haver og jordbrug at gøre. Nye generationer er mere og mere fremmede overfor naturen og brugen af naturen.

Det er min påstand, at den udbredte uvidenhed og fremmedhed overfor naturen er den største trussel mod naturens variation og mangfoldighed. Uvidenhed og fremmethed fører til konflikter, manglende basal naturforståelse og elendig naturpolitik.

Beskyttertrangen og den udbredte romantiske forestilling om “natur” som noget 100 % positivt gavner paradoksalt nok ikke naturens mangfoldighed. Natur er nemlig ikke bare noget godt. Natur er alt på godt og ondt. Det er essentielt at forstå. Men det er der næsten ingen, der forstår. Den er helt gal med naturforståelsen.

Eksempel: Grøftekanternes blomster
Landbruget har i løbet af 30-40 år gødsket og sprøjtet det vilde blomsterflor i Danmarks grøftekanter væk. Blåhat, gul snerre, blåklokke, musevikke, blæresmelde, blåmunke, merian, timian, knopurt, tjærenelliker, stenbræk og meget andet er afløst af tidsler, draphavre og giftig pastinak. For at glæde vejfarende og blomsterplukkere har driftige landmænd derfor fundet på at så enårige, farvestrålende sommerblomster i markkanter ud til de tarvelige vejgrøfter. Det har fået mange til at springe ud i begejstring over, at grøftekanternes blomsterflor er vendt tilbage. Vel er det ej! Floret af blomster i grøftekanter var flerårige urter, og de vender først tilbage, når man holder op med at gøde og sprøjte grøftekanterne og begynder at slå, tørre og fjerne hø igen. Sommerblomsterne er farvestrålende, men lige så ligegyldige som korn i forhold til beskyttelse af den danske naturs mangfoldighed.

Eksempel: Gråsælen
Danmarks største rovdyr, gråsælen, blev udryddet i de danske farvande og trængt voldsomt tilbage i hele Østersøen sidst i det 19. århundrede og i første del af det 20. århundrede. For nogle nogle årtier siden var der kun 4000 gråsæler tilbage i hele Østersøen. Så blev gråsælen fredet. Bestanden begyndte langsomt at komme på fode igen, og for nogle få år siden begyndte den tidligere så almindelige sæl atter at yngle enkelte steder på danske øer. Rundt om i Østersøen er det imidlertid gået stærkt fremad for gråsælen de seneste år, og nu er arten dukket op på Ærtholmene, hvor der opholder sig 4-500 af de store dyr på skærene. De er blevet et vældigt problem for de bornholmske kystfiskere, fordi sælerne tager fisk i nettene og ødelægger net. Reaktionen fra befolkning og myndigheder er imidlertid passivitet. Sælen er fredet ifølge EU’s regler. Den er “hellig” og ikke engang en bæredygtig jagt kan komme på tale. Ingen ønsker sig tilbage til tiden, hvor der blev udbetalt skydepræmier på gråsæler, og målet var at udrydde dem (hvad man faktisk gjorde). Men bare at gøre gråsælen til et helligt dyr er ingen løsning. Den almindelige naturforståelse og forståelse for forholdet mellem natur og kultur (mennekets aktiviteter) er er yderst mangelfuld. Derfor er der ingen fornuftige, afbalancerede løsninger på bordet omkring den nyindvandrede gråsæl.

Eksempel: Sagen om Marius
Sagen om aflivning af girafungen Marius i Københavns Zoo er måske det allerbedste eksempel på, hvor galt, det står til med naturforståelsen. Marius var ung og smuk som en drøm. Han var lys som en drivende lammesky. Hans øjenvipper strålede som en diskret aura om øjne så sorte som skovsøer. Åh – han var billedskøn – ja, skønnere end Farinelli som dreng. To år og med livet og lykken for sine fødder. Men Københavns Zoo slog Marius ihjel og parterede ham offentligt for at give ham til løverne.

Hvilken grusom handling! En hel verden kogte over af spontan vrede. Titusindvis af hademails og sågar dødstrusler tikkede ind fra ind- og udland. Her var virkelig en sag, det var vigtigt at engagere sig i for at skabe en bedre verden.

Hvis Marius havde været ét af de 28 millioner lidende ungsvin, vi slagter hvert år i Danmark, ville ingen have noteret det. Men Marius var en uskyldig, ung giraf. Slagtningen var et barnemord. Essensen af menneskets ondskab.

Kommunikationen er lynhurtig på nettet og de sociale medier, der let som ingenting går i følelsesmæssigt selvsving på godt og ondt om stort og småt. Navnlig over små, konkrete hændelser, som vi kan forholde os til med sympati, antiparti og hele arsenalet af kærlighed eller had – inklusive dødstrusler. Derfor var mordet på den unge giraf gefundenes Fressen.

Girafsyndromet
Kærlighed og had er som bekendt stærkt forbundne følelser. Den negative del af følelsesregistret kom voldsomt til udtryk under sagen om Marius, fordi girafungen blev betragtet som et menneske. Vi kan kalde det girafsyndromet.

Girafsyndromet er præget af flere karakteristika: En udbredt aggressivt sprogbrug overfor andre mennesker. En stærk tro på, at naturen er god. En fast overbevisning om, at mennesket er ondt. Et overvældende kærlighed til dyr med store øjne. En påfaldende tilbøjelighed til at opfatte dyr som mennesker. En afsky overfor dem, der tænker og handler rationelt.

Den girafsyndromramte ser ikke mennesker som noget særligt, men blot én blandt naturens mange arter. Den ramte mener, at naturen skal styre verden, og at mennesket skal indordne sig. Den ramte forstår ikke, at natur er alt på godt og ondt.

Girafsyndromet er beslægtet med økocentrismen, som opstod i sidste halvdel af det 20. århundrede. De stigende miljøproblemer fremkaldte en slags kollektiv dårlig samvittighed over at være Jordens dominerende art. Vi begyndte at se ned på mennesket. I sin yderste konsekvens fornægter økocentrikeren, at mennesket kan og skal gøre andet end at lade naturens kræfter råde. Den ekstreme økocentriker frygter den frie vilje og ser enhver, der sætter mennesket i centrum, som en trussel mod naturen. Økocentrikeren ønsker sig tilbage til naturen og mistror naturforkæmpere, der handler rationelt.

Tilbage til naturen
Drømmen om stenalderkost og et liv som dyr i pagt med naturen er ikke ny. Oprindelighed og naturlighed har gang på gang været dyrket af mennesket. Romantikken var fascineret af den ædle vilde.  Rousseau var det. Karen Blixen var det. Og Poul Henningsen hyldede naturligheden. Natur og naturlighed er i økocentrikerens verden per definition godt, og drømmen om at vende tilbage til naturen er ikke langt væk. Det er imidlertid blevet ved drømmen, for lige siden vi blev bevidste om vores egen eksistens og forgængelighed, har vi adskilt os fra alle andre skabninger i kraft at vores frie vilje og evne til at benytte viljen og ændre vores omgivelser til egen fordel.

Eftertiden har tolket Jean-Jacques Rousseaus interesse for den ædle vilde som et ønske om at vende tilbage til naturen i praksis. Intet er mere forkert. Rousseau hyldede tværtimod menneskets skabertrang og løsrivelse fra den vilde natur. Han skrev blandt andet: “Det er et storslået og smukt syn at se mennesket bevæge sig ud af intet ved sine egne kræfter. Med fornuftens lys sprede det mørke, som naturen har indhyllet det; løfte det over sig selv; med ånden hæve sig til himmelske højder.”

Da vi blev bevidste om vores eksistens og død, trådte vi ud af ubekymretheden og ind i den evige kamp efter lykke. Og vores evne til træde ud af naturens mørke og omforme omgivelserne til egen fordel har gjort at frie og rige.

Jorden er syg
Men der er en slange i frihedens have. Det kræver kun få klik på en computer at diagnosticere Jorden som syg. Med Google Earth kan man zoome in på landskaberne i Europa, Kina, Indien eller USA. Overalt er billedet det samme: Udslæt, der breder sig. Jordens naturlige, sunde hud med runde, organiske former er angrebet af plamager, som strider mod naturen. Det er dyrket jord. Enhver kan se, at det er en fattig og kantet modsætning til Jordens vilde natur. Det er u-natur på landet. Det er faktisk mere u-natur end storbyer, som i det mindste stråler af mangfoldighed og kreativitet.

I 1980’erne blev det for alvor klart, at Jordens tropiske regnskove blev fældet på livet løs. Det vakte international bekymring, og siden har der været stærke kræfter i gang for at forhindre rydning af regnskovene, som skønnes at rumme omkring halvdelen af alle arter på Jorden. Det hjalp, og skrækscenarierne fra 1980’er, som forudså, at vi kunne miste verdens tropiske regnskov på bare 50 år, blev afløst af en forsigtig optimisme omkring årtusindskiftet.

Naturen presses igen
Nu er presset på regnskovene imidlertid vendt tilbage. De firkantede felter med få arter på rad og række spreder sig som en pest over Jorden. Uforstand og pengegriskhed styrer langt mere end de globale principper om bæredygtig udvikling, der blev født som en dyd af nødvendighed i 1980’erne. I de seneste par årtier har klodens næststørste ø, Borneo, således undergået store forandringer. Her buldrer palmeolieindustrien i frem på bekostning af et af Jordens mest artsrige økosystemer. Palmeolien fik sit helt store boost, da verden begyndte at føre klimapolitik og efterspørge alternativer til fossile energikilder. Det blev straks grebet af industrien, som nu rydder regnskov og planter tusindvis af kvadratkilometer til med snorlige rækker af oliepalmer. Olien bliver solgt til Vesten som CO2-neutral biodiesel, hvilket naturligvis er noget sludder. Rydningen af regnskoven resulterer i udledning af så mange klimagasser, at det er værre at køre på palmeolie end traditionel diesel. Og skovrydningen truer nu tusindvis af arter i et af verdens rigeste økosystemer. Arter, der aldrig vil komme igen, når de først er uddøde. Regnskovene på Borneo forsvinder i et alarmerende og accelererende tempo. Kuren fra 1980’erne virker ikke rigtig mere nu, hvor kampen mod global opvarmning har erobret miljødagsordenen.

Presset på arterne og Jordens vilde natur stiger atter. Det skyldes to overordnede forhold: Overbefolkning og manglende omtanke.

Jorden er overbefolket
Jorden lider af for mange mennesker, der bruger for meget. Vi lever allerede med konsekvenserne, som vil være her længe

Mennesket har gjort sig mangfoldig gennem årtusinder. Det store gennembrud kom, da vi begynde at tæmme dyr og dyrke jorden. Vi ændrede Jorden, så vi fik langt mere føde. Det satte gang i en befolkningstilvækst ude lige. Omkring 1930 nåede Jordens folketal to milliarder mennesker. Det var omtrent, hvad Jorden kunne bære, efter at vi havde opdyrket de let opdyrkelige steder uden at bruge nævneværdige mængder af kunstgødning.

Siden har Jorden teknisk set været overbefolket. Som konsekvens blev vi nødt til at bruge kunstgødning for at producere fødevarer nok, og vi begyndte at rydde og opdyrke områder, som strengt taget var uegnede til agerbrug. Trods en eksplosiv vækst i folketallet, som efter 1930 blev tredoblet til svimlende seks milliarder i år 2000, lykkedes det nogenlunde at følge med. Og selv om vi rundede syv milliarder i 2011, er der ikke tegn på, at vi kommer til at mangle føde. Men naturens mangfoldighed er under pres.

Vores ansvar som dominerende art
Vi kan godt for en tid leve med overbefolkningen, og vi kan sikkert også bevare Jordens mangfoldighed af natur. Det kræver bare, at der ikke går giraf i den. Vi skal tro på os selv og vores evner som mennesker. Naturligvis er det bærende, at vores hjerter banker for vores medskabninger og planetens liv; men det er fornuft, viden og det rationelle handlinger, der bærer frem.

I forhold til naturens virkelige trængsler og menneskets fremtid var reaktionerne på aflivningen af Marius noget af en øjenåbner. Sagen viser, at den er rivende gal med naturforståelsen. Og hvis verden bliver styret af hovsa-handlinger baseret på spontane, irrationelle følelser uden dybere indsigt, får vi problemer. Vi kommer til at træffe de forkerte valg. Valg, som skader både menneske og natur.

Menneskeheden bør handle af kærlighed til verden med både hjerte og hjerne og træffe de kloge valg. Det er vigtigt at føre politik ud fra en grundtese om, at mennesket er godt, og at Jordens mangfoldighed af natur og liv er enestående og nødvendig.

Det er en pligt og et ansvar, mennesket har som Jordens dominerende art.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 16 kommentarer

Dansk natur lige nu: Nye citronsommerfugle på vingerne

Født til frihed. (Foto: Michael Stoltze).

Født til frihed. (Foto: Michael Stoltze).

To nyforvandlede citronsommerfugle - klar til et år i den danske natur. (Foto: Michael Stoltze).

To nyforvandlede citronsommerfugle – klar til et år i den danske natur. (Foto: Michael Stoltze).

I første halvdel af juli kommer årets nye friske citronsommerfugle frem. De tykmavede pupper sidder godt gemt i vegetationen, fæstnet i bagenden og med en fin silkesnor om livet. De findes på eller i nærheden af de tørstetræer, som citronsommerfuglen lever af som larver. Det er en meget specialiseret sommerfugl. Ud over tørst, æder larverne kun den sjældne busk, vrietorn.

Hvis man har et tørstetræ eller to på et sted i haven med halvskygge, kan man være ret sikker på, at citronsommerfuglen kommer og lægger æg. Så kan man følge sommerfuglens udvikling fra æg til voksen. Ægget klækker i maj. Den grønne larve, der tit hviler med hævet forkrop, er udvokset omkring Sankthans, hvor den forpupper sig. Efter en puppetid på godt 14 dage sker miraklet: Citronsommerfuglen kryber ud af puppen, strækker vingerne, lader dem hærde og tørre og flyver ud i friheden.

Det er kun hannen, der er citrongul. Hunnen er sart hvidgrøn og ligner en kålsommerfugl i flugten. De voksne citronsommerfugle lever i næsten et år og parrer sig først om foråret efter overvintringen. De overvintrer i det fri mellem grene og løv, hvor de kan tåle at fryse ned til omkring  -40 grader.

Her er billeder fra citronsommerfuglens liv og forvandling fra æg til voksen. God fornøjelse!

Æg af citronsommerfugl på tørst. (Foto: Michael Stoltze).

Æg af citronsommerfugl på tørst. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglelarve på tørst. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglelarve på tørst. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglepuppe. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglepuppe. (Foto: Michael Stoltze).

Puppe revner. Citronsommerfuglen er på vej ud. (Foto: Michael Stoltze).

Puppen revner. Citronsommerfuglen er på vej ud. (Foto: Michael Stoltze).

Følehornene er ved at være fri. (Foto: Michael Stoltze).

Følehornene er ved at være fri. (Foto: Michael Stoltze).

Vingerne er næsten fri. (Foto: Michael Stoltze).

Vingerne er næsten fri. (Foto: Michael Stoltze).

Fri! (Foto: Michael Stoltze).

Fri! (Foto: Michael Stoltze).

Vingerne er strakt ud. (Foto: Michael Stoltze).

Vingerne er strakt ud. (Foto: Michael Stoltze).

Vingerne tørres. (Foto: Michael Stoltze).

Vingerne tørres. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 3 kommentarer

Vil regeringen naturen?

Stevns Klint (Foto: Michael Stoltze).

Stevns Klint (Foto: Michael Stoltze).

 

Se godt på dette billede! Sankthansaftensdag, 23. juni 2014, blev Stevns Klint og den danske del af Vadehavet udnævnt af UNESCO til Verdensarv som de første naturområder i Danmark. Yes! Vi har natur af verdensmesterklasse i landet.

Men få meter bag klintens facade ligger et land, hvor naturen er i ussel forfatning og bliver stadig fattigere på grund af for intensiv benyttelse af hver eneste kvadratmeter. Den vilde natur har for lidt plads og er syltet ind i gødning og pesticider. Det er så galt, at en stor del af de vilde blomster forsvinder. Sommerfuglene forlader landet, og Danmark mister sin sjæl.

Det kan vi ikke være bekendt, og det skal der gøres noget ved. Danmark har tilsluttet sig FNs og EUs mål om at standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed senest i 2020. Derfor vil regeringen fremlægge Naturplan Danmark til efteråret. En plan, der skal sikre mere og mere sammenhængende natur og en strategi for sikring af naturens mangfoldighed – biodiversiteten.

Glimrende. Men uden finansiering vil Naturplan Danmark ikke være det papir værd, den er skrevet på. Den oplagte finansiering hedder omlægning af landbrugsstøtten – altså ikke nye midler, men gamle midler til nye formål.

Det er muligt efter EUs regler. Danmark kan vælge at overføre op til 15 % at den direkte landbrugsstøtte (arealtilskud) til den indirekte støtte (landdistrikter), som blandt andet kan anvendes til naturbeskyttelse. Det er rundt regnet omkring 1 milliard kr. – årligt.

Nu er der imidlertid kommet grus i maskineriet. Der er intern strid i regeringen om anvendelsen af landbrugsstøtten.

Hvis midlerne ikke bliver flyttet over til den indirekte støtte, eller det kun bliver en mindre procentdel, vil Naturplan Danmark sandsynligvis falde på gulvet eller blive en værdiløs hensigtserklæring.

Der er meget på spil. Hvis regeringen ikke slår til og sikrer finanserne til Naturplan Danmark, får den et alvorligt problem. Regeringen vil ende med at bliver sort og ikke grøn, miljøministeren bliver aldrig den “naturens minister”, som hun ønsker, og værst af alt: Naturens nedtur vil fortsætte.

Slaget om ommøblering af landbrugsstøtten står i juli måned. Senest 1. august 2014 skal Danmarks indstilling være klar til EU.

Den interne strid i regeringen varsler ilde. Natur og Samfund skal derfor opfordre alle parter – borgere, politikere og organisationer – til at lade fornuften råde og skubbe på for at sikre finansieringen af Naturplan Danmark.

Stridens udfald vil vise, om regeringen vil naturen, eller om Danmarks natur i virkeligheden ville være i bedre hænder i blå blok.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | 7 kommentarer

Dansk natur er blevet ynket for længe

Stevns Klint er det fineste sted i verden at se sporene efter det enorme meteornedslag, der udslettede de store dinosaurer og satte en stopper for 75 millioner år med skrivekridtdannende alger i havet. Det gamle, bløde skrivekridt ligger nederst, mens den yngre, hårde limsten liger øverst. Mellen de to typer kalksten lige det kun ca. én cem mørke fiskeler.  Det blev afst i haver over en perioden på noge hunderde år, hvor det var mørkt og klodt på Jorden som følge af det gigantiske meteornedslag og efterfølgende jordskælv og vulkanudbrurd. (Foto: Michael Stoltze).

Stevns Klint er det fineste sted i verden at se sporene efter den globale naturkatastrofe, der for 65 millioner år siden udslettede de store dinosaurer og satte en stopper for 80 millioner år med skrivekridtdannende alger i havet. Det gamle, bløde skrivekridt ligger nederst, mens den yngre, hårde limsten ligger øverst. Mellem de to typer kalksten findes det kun ca. to cm tykke lag af fiskeler. Det blev afsat i havet over nogle år, hvor det var mørkt og koldt på Jorden – med stor sandsynlighed som følge af et gigantisk meteornedslag på Yucatanhalvøen og efterfølgende jordskælv og vulkanudbrud. (Foto: Michael Stoltze).

Efter næsten 20 års debat er den danske del af Vadehavet blevet  Verdensarv. Alle parter har indset, at det er godt fro både turiske, erhverv og beskyttelse af de ekstemt produktive og fuglerige økosystemer, der er enestående på verdensplan. Udsigt mod vest fra Mandø. (Foto: Michael Stoltze).

Efter 15 års debat er den danske del af Vadehavet blevet Verdensarv. Udnævnelsen er blevet godt modtaget. I dag er der bred enighed om, at anerkendelsen er god for både turisme, erhverv og beskyttelse af vadehavsnaturen. Det enorme, højproduktive og fuglerige økosystem er enestående på verdensplan og årsag til, at Vadehavet nu kan smykke sig med titlen Verdensarv. Udsigt mod vest fra Mandø. (Foto: Michael Stoltze).

Mandag den 23. juni 2014 valgte eksperter i FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, Unesco, at optage Stevns Klint og den danske del af Vadehavet på organisationens liste over Verdensarv.

Det er den højeste internationale udmærkelse, et naturområde kan få. Dansk natur er dermed kommet i det ypperster selskab af natur, der rummer områder som for eksempel Grand Canyon i USA, Serengeti i Tanzania eller Galapagosøerne i Stillehavet.

Der er en lang forhistorie omkring Vadehavet, som tidligere miljøminister Svend Auken bragte i spil som mulig Verdensarvområde under Nyrup-regeringen. Det vakte stor lokal modstand, fordi lokale frygtede restriktioner i jagt, landbrug og fiskeri. I 2010 blev Vadehavet indviet som Danmarks tredje nationalpark, der med sine 1466 kvadratkilometer er mere end tre gange så stor som Danmarks to andre nationalparker (Nationalpark Thy på 244 kvadratkilometer og Nationalpark Mols Bjerge på 180 kvadratkilometer) tilsammen.

Nationalpark Vadehavet kom i gang med lokale kræfter. Det har fremmet turismen og interessen for Vadehavet. Der er ingen tvivl om, at dette har punkteret frygten for betegnelsen Verdensarv. I dag er de fleste positive og stolte over den prestigefulde udnævnelse.

Historien bag udnævnelsen af Stevns Klint er kortere. Arbejdet med at få den smukke og geologisk enestående klint på listen tog fart i 2010, hvor klinten kom på Unesco’s tentativliste (“bobleliste”). Siden har både nationale og lokale kræfter – ikke mindst Østsjællands Museum – investeret mange kræfter i at få klinten på listen. Og i går lykkedes det så.

Danmark (inklusive Grønland) havde i forvejen fire Verdensarvområder på listen: Jellingmonumenterne (runesten, gravhøje og kirke), der blev anerkendt i 1994, Roskilde Domkirke, der blev anerkendt i 1995, Kronborg, der blev anerkensdt i 2000, og Ilulissat Isfjord, der blev anerkendt i 2004.

Stevns Klint og Vadehavet er de første danske naturområder (uden for Grønland), der kom på verdensarvlisten. Stevns Klint er det bedste og mest magiske sted at se sporene efter den store naturkatastrofe (formentlig et meteornedslag på Yucatanhalvøen), som for 65 millioner år siden udryddede de store dinosaurer og en stor del af Jordens liv, hvorefter pattedyrene tog over og blev dominerende.

Klinten er uhyre pædagogisk, idet man har det bløde skrivekridt (dannet af kalkalger i havet før katastrofen) nederst, og den hårde limsten (dannet af mosdyr i havet efter katastrofen) øverst. Mellem de to lag ligger et blot en-tre centimeter tykt lag af grågult ler – det såkaldte fiskeler. Det repræsenterer årene efter katastrofen, hvor det var koldt og mørkt på Jorden.

Vadehavet er Europas og et af verdens største og vigtigste fouragerings- og rasteområder for vandfugle. Tidevandet bringer ler og næring ind på det lave vand, hvor alger og smådyr stortrives. Det er fødegrundlag for et utrolig rigt fugleliv. I træktiden i foråret og efteråret kan der være over 16 millioner fugle – bare i den danske del af Vadehavet.

Udnævnelsen af Stevns Klint og Vadehavet som Verdensarv er en yderst betydningsfuld anerkendelse af, at Danmark har unik natur i verdensklasse. Internationale erfaringer viser, at der er turisme og job i de prestigefulde udnævnelser. Men det mest positive er signalet om, at dansk natur i sig selv kan noget og ér noget, som vi ikke behøver at skamme os over.

At sætte sig ind i de danske naturværdier og være stolt over det, vi trods alt har, er den bedste begyndelse på en bedre fremtid for naturens diversitet. Dansk natur er blevet ynket for længe. Det er afgørende at komme væk fra de tilbageskuende jeremiader. Udnævnelsen af danske naturområder til Verdensarv er et kolossalt skulderklap, som kan og bør bringe os fremad i arbejdet mod en bedre natur for os selv og vore efterkommere.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Er der plads til god natur i Danmark?

Hvad vil vi med Danmark? Hvor vild skal naturen være? Det komme til debat til efteråret 2014, når regeringen fremsætter forslag til "Naturplan Danmark". (Skejten. Foto: Michael Stoltze).

Hvad vil vi med Danmark? Hvor vild skal naturen være? De store spørgsmål kommer til debat til efteråret 2014, når regeringen fremsætter forslag til “Naturplan Danmark”. Skejten på Lolland. (Foto: Michael Stoltze).

»Min vision er, at en tredjedel af Danmark bliver natur«. Sådan skrev tidligere miljøminister Ida Auken den 6. november 2013 i en kronik i Politiken. Nu har hendes afløser på posten, Kirsten Brosbøl, erklæret, at hun vil være naturens minister og fremlægge en langsigtet og ambitiøs plan for Danmarks natur.

Planen er skrevet ind i regeringsgrundlaget. Den hedder Naturplan Danmark. Regeringen fremsætter planen til efteråret, 2014. Planen skal sætte rammerne for, hvordan vi skal passe på naturværdierne samtidig med, at vi skal have plads til et sundt og produktivt erhvervsliv. Det bliver en slags masterplan for landet.

Hvad er danskernes drømme og ønsker? Hvad vil vi med Danmark? Det ved man faktisk ikke ret meget om. Derimod er den voldsomme polarisering mellem landbruget og naturforkæmpere velkendt. Polariseringen har eksisteret i årtier, og det er ikke godt for Danmarks udvikling. Der er altså brug for noget helt nyt. Brosbøl og regeringen bliver nødt til at bygge broer.

 

BROBYGNING er en vanskelig kunst, men brobygning er nødvendig for at komme fri af den nuværende krise. Som hjælp har regeringens Natur- og Landbrugskommission fremlagt sine anbefalinger, som grundlag for Naturplan Danmark. Det var faktisk kommissionens hovedformål. Miljøministeren har erklæret, at Naturplan Danmark bliver hendes svendestykke. Fint. Planen er dog langt mere end en ministerprøve.

Planen skal forme Danmarks fremtid og demonstrere regeringens og Folketingets duelighed. Danmark har brug for arbejdspladser og vækst – lad os kalde det udvikling – for at komme fri af krisen og sikre os en tryg og god fremtid. Samtidig har Danmark brug for at være et attraktivt og mangfoldigt land med en rig natur.

Det var en vigtig dagsorden, da Danmarkshistoriens største udredning om Danmarks natur, Wilhjelmrapporten, kom i 2001. En rapport, som nu understøttes af Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger.

 

UDVIKLING og naturbeskyttelse skal og kan gå hånd i hånd. Det kræver nytænkning og friske øjne. Naturplan Danmark bør blive et mesterværk, der skriver historie. En vældig milepæl på bæredygtighedens vej.

Planen skal gavne både natur og erhverv. Det skal være en langtidsholdbar plan for Danmarks arealanvendelse. Planen skal sikre, at naturen får det bedre og får mere plads. Samtidig skal landbrug og skovbrug have bedre rammer. Planen skal løse to meget store opgaver.

For det første har Danmark ifølge internationale aftaler i FN og EU pligt til at standse tilbagegangen i naturens levende mangfoldighed – biodiversiteten – senest i år 2020. For det andet råber landbruget, som ejer omkring 75 procent af Danmarks landareal, på bedre og enklere rammevilkår.

Traditionalister hævder, at de to opgaver ikke kan løses i et hug. Vanetænkningen har bidt sig så fast, at en stor del af naturforkæmperne ganske enkelt ikke vil høre tale om, at planen skal beskæftige sig med forbedringer af landbrugets rammevilkår.

Og store dele af landbruget vil ikke høre tale om udtagning af dyrkede arealer til naturformål. Naturforkæmpere og grønne organisationer har opbygget et fjendebillede af landbruget. Miljødebatten afslører, at de fleste naturforkæmpere ser landbruget som en fjende, der skal fordrives eller straffes.

Modsat ser en stor del af landbruget naturforkæmpere som drømmende kynikere, der er ligeglade med økonomi og verdens fødevareforsyning. Disse fjendebilleder har i årevis blokeret for konstruktive løsninger. Konflikterne har udviklet sig til frugtesløse skyttegravskrige, som skader både natur, miljø, landbrug og Danmarks økonomi og udvikling. Derfor nedsatte regeringen Natur- og Landbrugskommissionen.

 

EFTER ET ÅRS intensivt arbejde kom kommissionen med et sæt særdeles gennemarbejdede anbefalinger i april 2013. Det kan undre, at der ikke øjeblikkeligt blev fulgt op på kommissionens anbefalinger.

Nogen frygter, at det vil gå ligesom med Wilhjelmudvalgets anbefalinger fra 2001. De røg ud under Fogh-regeringens opgør med miljø, Svend Auken, centralisme og eksperter.

Men nu tegner det til at Naturplan Danmark kommer, og at det bliver den opfølgning, vi aldrig fik på Wilhjelmudvalgets rapport for 13 år siden. Hvad skal planen indeholde? Miljøministeren har ikke afsløret detaljer, men dog, at planen skal indeholde to hovedelementer: En plan for mere og mere sammenhængende natur og en strategi for beskyttelse af biodiversitet.

Hvad skal ske konkret? Det foreligger der ikke noget om. Men det siger sig selv, at det bliver nødvendigt at bruge en del af det dyrkede areal, hvis vi skal have mere og mere sammenhængende natur i Danmark i fremtiden. Og de to hovedelementer i planen får først betydning, hvis elementerne bliver fulgt op af mål, tidsfrister, lovgivning og finansiering.

 

SKOV KAN GAVNE både biodiversitet, klima, rekreation, drikkevand og skovbrug. Danmark har siden 1989 haft et mål om at fordoble skovarealet fra ca. 12 procent til ca. 24 procent af landets areal inden 2089. Det er det eneste nationale mål for Danmarks arealanvendelse, men målet har aldrig været til offentlig debat.

Når vi nu skal have mere og mere sammenhængende natur, vil det være naturligt at revurdere skovmålet fra 1989 og indarbejde det i Naturplan Danmark.

Hvad er det for en slags skove, vi skal have? Hvilken andel af skovene skal være produktionsskove? Hvilken andel af skovene skal være vildtvoksende naturskove uden skovbrug? Skal vi plante skov eller i højere grad lade arealer vokse til af sig selv? Er målet om 24 procent skovdække rimeligt? Er det i højere grad åben natur med enge, moser, sumpe, heder og blomstrende bakker, vi ønsker?

Staten driver skovbrug i de ca. 18 procent af Danmarks skove, som staten ejer. I løbet af de sidste 25 år har fokus i statens skove bevæget sig i retning fra skovbrug til rekreation og biodiversitet. Men statsskovbruget er stadig intensivt og giver anledning til konflikter mellem det traditionelle, produktionsorienterede statsskovbrug og de nye natur- og biodiversitetsinteresser.

Det er således et åbent spørgsmål, om staten skal fortsætte med at drive skovbrug, eller kun eje og drive arealer med rekreation og biodiversitet for øje. Statens rolle bør under alle omstændigheder tages op i forbindelse med Naturplan Danmark.

 

LOVGIVNINGEN er meget central, og her bør der ske store ændringer. I dag har vi en naturbeskyttelseslov, hvor arealer kan vokse ud og ind af beskyttelsen. De beskyttede arealer er udelukkende beskyttede i kraft af en bestemt vegetation.

Hvis et areal vokser til med en bestemt vegetation, bliver det omfattet af beskyttelse, og hvis den specielle vegetation forsvinder, for eksempel på grund af tilførsel af næringsstoffer, ophører beskyttelsen. Arealer, der er beskyttet efter den nuværende naturbeskyttelseslov, er således ikke beskyttet på matriklen.

Loven indeholder kun forbud mod tilstandsændringer. Den hidtidige anvendelse kan fortsætte. I den nuværende lov er der ingen krav om fastsættelse af mål, og der er ikke forbud mod gødning, sprøjtning og dræning. Der er kort sagt brug for en ny og bedre lov, der beskytter konkrete arealer på matriklen.

Og så er der brug for nye regler, så man undgår, at arealer uden videre kan vokse ind i beskyttelsen. Som det er nu, kan man risikere, at et landbrugsareal pludselig bliver omfattet af lovens beskyttelse og ikke må dyrkes mere. Det udløser ingen erstatning og sker, hvis området ligger udyrket hen, og der indfinder sig en bestemt vegetation.

Derfor bruger mange lodsejere energi på at forhindre god og vild natur i at indfinde sig på udyrkede områder. Det gavner hverken økonomi, landbrug eller natur.

 

NATIONALPARKER og naturparker er nye begreber i Danmark. Danmark har indtil videre tre nationalparker: Thy, Mols Bjerge og Vadehavet samt én certificeret naturpark: Åmosen.

Ude i verden er nationalparker som regel ensbetydende med sikring og markedsføring af vild og storslået natur af national og international betydning. Men Danmark har valgt en model, som også lægger stor vægt på kultur og kulturlandskaber.

Der er flere nationalparker og naturparker på vej i Danmark, og i forbindelse med Naturplan Danmark er det oplagt at se på, hvordan disse nye begreber kan passe ind i arealplanlægningen. Hvis parkbegreberne kommer bedre på plads, kan man forestille sig, at Danmark med tiden får 5-10 nationalparker og omkring 20 naturparker.

Det er også muligt, at dele af Danmark, for eksempel Bornholm eller Anholt, kan blive udpeget som verdensarv på grund af deres samlede kultur- og naturværdier. Verdensarvudpegninger har stigende betydning globalt.

 

DANMARKS NATUR har stadig masser af værdi, variation og steder med høj diversitet af vilde arter. Men arealerne er for dårligt beskyttet, ukendte og ligger ofte spredt og råber på hinanden. Derfor mister vi fortsat arter og steder med god, vild natur.

Hjorte, gæs og andre store dyrearter, der elsker at æde af markens afgrøder, tordner frem. Men de nitratforskrækkede vilde blomsterplanter, sommerfugle og alle de arter, der er knyttet til vilde skove, har det skidt.

Derfor skal Naturplan Danmark sikre de bestående værdier ved dels at udlægge naturskov og andre områder som urørt natur, og dels sikre en fornuftig drift af de heder, enge og overdrev, der indtil videre er afhængige af en vis kulturpåvirkning fra tamdyr for at bestå med deres overvældende rige naturindhold.

Øvelsen bliver at gøre lodsejernes rolle som naturforvaltere attraktiv gennem enkel lovgivning og rimelig finansiering. Det skal kunne betale sig at drive eller eje et areal, hvor hovedformålet er biodiversitet.

Der er oplagte muligheder i at ommøblere landbrugsstøtten. Dér findes de nødvendige midler. De må ifølge EU’s regler ikke anvendes direkte til naturgenopretning. Men de må meget gerne bruges til drift, der fremmer biodiversitet.

 

ENDELIG er der visionen om mere sammenhængende natur. Det skal gøres klogt, så vi hurtigt får styrket den trængte biodiversitet og får god kvalitet for pengene.

Meget kan gøres ved at tage dårlig landbrugsjord – sandede, skrånende, stenede eller våde arealer – ud af intensiv drift og lade dem springe i skov og krat eller bruge dem til høslæt og ekstensiv græsning.

Når bare man ikke gøder, sprøjter og dræner, kommer den vilde natur væltende med tiden. Meget tyder på, at omkring en sjettedel af den intensivt dyrkede landbrugsjord med fordel kan lægges om til beskyttede naturarealer og skovbrug.

Men etablering af ny natur koster penge. Regeringen har sammen med to store private fonde taget det første spæde skridt med Den Danske Naturfond, som skal finansiere genopretning af natur. Men dels er fonden løbet ind i en række startvanskeligheder, og dels er midlerne endnu beskedne.

Forhåbentlig kommer fonden godt i gang og vokser sig så stor, at der årligt bliver nogle hundrede millioner til denne målrettede naturgenopretning, der skal gøre visionen om mere og mere sammenhængende natur til virkelighed.

 

IDA AUKENS vision om, at en tredjedel af Danmark skal være natur, siger i sig selv ikke så meget. For hvad er natur? Alt er vel natur af en slags?

Jeg foretrækker en vision om, at en tredjedel af Danmark skal være beskyttet natur, hvor biodiversitet er øverste formål på mindst halvdelen af det beskyttede areal. På den måde vil vi leve op til FN’s målsætning om, at mindst 17 procent af landets areal skal være udlagt med biodiversitet som højeste mål.

Man kan forestille sig, at Naturplan Danmark opererer med et overordnet mål om, at 5 procent af Danmark skal være urørt natur, og at 30 procent af Danmark skal være ekstensivt benyttet uden sprøjtning, gødskning, og dræning. De resterende 65 procent kan så benyttes til bebyggelse og anlæg, intensivt landbrug og intensiv skovdrift.

Vi skal turde tænke sådanne tanker og erkende, at vi kan gå nye veje med ny viden og ny teknologi. Vi ved, at natur og erhvervsudvikling kan gå hånd i hånd.

Naturplan Danmark kan lade sig gøre og give mening. Jeg ser frem til den politiske og folkelige debat om indholdet. Fremtiden er ikke noget, vi skal tilbage til.

——-

Ovenstående indlæg er bragt første gang som kronik i Politiken 18. juni 2014 under overskriften Landbrug og natur kan godt være i harmoni

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | 7 kommentarer

Planen, der skal give plads til naturen

Naturplan Danmark skal give plads til naturens mangfoldighed, som er truet, fordi den er trængt tilbage til ganske små frimærker som her ppå Høvblege på Møn. Planen komem til efteråret. (Foto: Michael Stoltze).

Naturplan Danmark skal give plads til naturens mangfoldighed, der er truet, fordi den er trængt tilbage til ganske små frimærker som her på Høvblege på Møn. Regeringen fremsætter planen til efteråret. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den seneste oversigt over forsvundne og truede dyr og planter i Danmark viser, at tilbagegangen i naturens mangfoldighed fortsætter med uformindsket styrke.

Den nationale udredning om Danmarks natur, den såkaldte rødliste, er netop udkommet. Læs mere her.

Tilbagegangen i naturens variation og mangfoldighed er et alvorligt problem.

Naturen er med hele sin variation og mangfoldighed af arter grundlag for al civilisation og kultur. At passe på naturen er at passe på os selv. Naturen er en del af os selv, og vores liv på Jorden bliver fattigere, når naturen bliver fattigere. Jo flere medskabninger, der forsvinder, jo mere vil vi føle os som fanger på Jorden. Fanger i et svævende i fængsel for menneskets dårskab.

Det er ikke ny viden og nye erkendelser. Men budskabet er hidtil ikke trængt klart igennem – hverken i offentligheden eller i politik. FN har som mål, at vi skal standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed senest i 2020. Men hvert enkelt land skal handle, før det hjælper. Det er her, det halter. Også i Danmark.

Den nye udredninger viser, at vi skal tage helt anderledes fat en hidtil for at standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed. Naturen skal have plads til mangfoldighed. Det kræver en samlet plan. I Danmark har eksperter og grønne organisation arbejdet for en sådan samlet national plan i 15 år. Desværre uden held. Derfor fortsætter tilbagegangen i naturens mangfoldighed. Den hidtidige indsats har kun været lappeløsninger. Det er stort set kun store dyrearter og gylleelskende dyr og planter, der har det godt i Danmark.

På denne baggrund er det glædeligt, at planen, der skal give plads til naturen og sikre, at Danmark lever op til FN’s mål, nu er på vej. Den hedder Naturplan Danmark. Den er en del af regeringsgrundlaget.

Natur og Samfund arbejder sammen med eksperter og andre grønne organisationer på højtryk for at sikre, at planen får et solidt indhold med klare mål og sikker finansiering.

Regeringen fremlægger sit forslag til Naturplan Danmark til efteråret. Indtil videre er det meget sparsomt, hvad vi ved om planens indhold. Miljøminister Kirsten Brosbøl har bebudet, at det bliver en plan for mere og mere sammenhængende natur, og at den vil indeholde en strategi for biodiversitet. Men der foreligger indtil videre ingenting om de konkrete ambitioner og finansieringen.

Det må komme. Vi ser frem til, at Naturplan Danmark endelig kommer. Planen bør blive en milepæl og det første samlede bud på, hvad vi vil med vores land.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 4 kommentarer

Den vilde ø og noret

Ormø i Holsteinborg Nor er overladt til skarver og vild skov. Øen og noret får lov til at udvikle sig på naturens præmisser. Som kronen på værket er havørnen nu rykket ind på urskovsøen. (Foto: Michael Stoltze)

Ormø i Holsteinborg Nor er overladt til skarver og vild skov. Øen og noret får lov til at udvikle sig på naturens præmisser. Som kronen på værket er havørnen nu rykket ind på urskovsøen. (Foto: Michael Stoltze)

 

Fra gavlværelset, hvor jeg bor, har jeg hver dag det store privilegium at se ud over Holsteinborg Nor ved Sjællands sydvestkyst.

Store dele af noret og omgivelser er fredet og beskyttet mod jagt, og derfor er hele området et eldorado for vandfugle. Gæs, ænder, svaner, hejrer, regnspover, strandskader, viber, måger og terner tælles i tusindvis. Den tunge, sorte skarv – himmelploven – huserer her og har base på Ormø. Fuglene hviler sig og tørrer deres sorte vinger i vinden på enhver bundgarnspæl ved havet her. Og evindeligt flyver små kiler af tavse skarver målrettet over mit hus med rappe og arbejdsomme vingeslag.

De sydsjællandske havørne kredsede i årevis over Glænø og norene indtil de i 2009 byggede rede og begyndte at yngle på Ormø. Den ubeboede ø på omkring 25 tønder land med masser af gamle ege og lindetræer var ideel for ørnene. Og øens overdådighed af skarver betød, at de mægtige ørne havde et gigantisk spisekammer lige uden for redekanten.

Vild natur i et kulturland
Danmark er et land i menneskehænder. Vi vil helst styre naturen og ændre landet, så det tjener os mennesker til gavn. I 1867 overvejede greven på Holsteinborg at inddæmme det lavvandede nor og opdyrke både dette og Ormø. Inddæmningen og tørlægningen af noret ville gøre Glænø landfast med Sjælland – ja, Glænø ville så at sige forsvinde. Planerne inspirerede H.C. Andersen, som ofte kom på Holsteinborg, til historien “Vænø og Glænø” fra 1868. Men inddæmningen blev aldrig ført ud i livet, og i dag er noret sikret af både nationale og internationale bestemmelser.

Siden 1990’erne er vi begyndt at etablere steder, hvor naturen kan udfolde sig frit i vores land. Ikke fordi Danmark som sådan skal gives tilbage til naturens frie kræfter. Slet ikke. Men kulturen og landet i menneskehænder bliver løftet af at have den vilde natur som kontrast. For mange år siden blev det besluttet, at Ormø skulle have lov til at udvikle sig til et af Danmarks vilde steder, hvor naturens kræfter råder frit uden menneskehænders indgreb. Og i dag er Ormø helt i naturens vold.

Det er ikke sket uden sværdslag. Den forkætrede og forhadte skarv var i 60 år helt udryddet som ynglefugl i Danmark, hvor den først vendte tilbage i 1938 med nogle få ynglepar. Den blev stadig forfulgt, men forsøgte sig forskellige steder uden større held, blandt andet på Ormø, indtil den fandt et fristed til en lille permanent koloni på Vorsø i Horsens Fjord.

Min far har fortalt, hvordan han i sine unge år cyklede til Holsteinborg for at få et glimt at de mærkelige og sjældne fugle, der en overgang holdt til på Ormø. Men under og efter krigen blev den forhadte fugl – ålekragen – stadig forfulgt uden nåde alle andre steder end på Vorsø. Min nabo, Verner, som var barnefødt på egnen ved Holsteinborg, fortalte med et vist vemod kort før sin død for nogle år siden, hvordan han i sin ungdom tog på tur til den fine, skovbevoksede Ormø med de mægtige ege og lindetræer, før øen blev overtaget af skarver.

Skarvkrigen
I løbet af 1960’erne og 1970’erne steg interessen for natur og miljø i Danmark, og både græsrodsbevægelser og statens Naturfredningsråd forsøgte at stoppe krigen mod skarver. Det lykkedes at bremse forfølgelsen så meget, at skarvbestanden begynde at vokse, men den første totalfredning af skarven i 1978 blev omgjort allerede året efter. I 1980 blev arten dog totalfredet igen, og sådan har det været siden. I dag er fuglen fredet, men kan bekæmpes efter særlige regler på nogle af de steder, hvor den volder problemer.

Totalfredningen har givet anledning til voldsomme debatter for og imod skarven, og mange steder blev kolonier ofre for bekæmpelse ved selvtægt. Også på Ormø, hvor et af problemerne var, at ekskrementerne fra de mange tusinde par skarver, som etablerede sig på øen i løbet af 1980’erne, dræbte størstedelen af øens store ege og lindetræer. Ormø’s småbladede lindetræer er reminiscenser fra den varme Lindetid for 6-7.000 år siden, hvor lind var et vidt udbredt og almindeligt træ i de danske skove. Siden indvandrede bøgen, som fortrængte linden, der yderlige fik et knæk i løbet af den kolde Jernalder. Men rundt omkring i Danmark findes den danske urskovslind stadig som sjældenhed i små bestande. Et af stederne er Ormø, og derfor så mange med bekymring på de guanoproducerende skarvers fremmarch på øen. Det kunne blive begyndelsen på enden for linden.

I begyndelsen af 1990’erne var skarvbestanden på Ormø vokset til mellem 4.000 og 5.000 ynglepar. Det var en voldsom belastning for Ormøs natur, at 10-15.000 skarver (ynglepar og unger og ungfugle) dagligt sprøjtede deres hvide og ætsende tarmindhold ud over øens vegetation. To tredjedele af øens skov er blevet skidt ihjel af skarver, og i en periode lå arealerne under de døde og hvidkalkede træer hen næsten uden urtevegetation.

Succes med ørne
I nullerne begyndte bestanden af skarver heldigvis at falde på Ormø, og da havørnene byggede deres mægtige rede og første gang ynglede på øen i 2009, faldt antallet af skarver for alvor hurtigt. I 2012 var bestanden under 1.000 par, og overalt i landskabet af døde, hvidkalkede træer er urter, græs, buske og træer nu i færd med at generobre terrænet. Hyld, eg, tjørn og ikke mindst lind vælter frem med ny kraft på den guanodækkede ø, og ørnefamilien skal nok sørge for at holde mængden af skarver i skak.

I vildskabens udvikling på Ormø er havørnenes ankomst kronen på værket. Ligesom Serengetis løver er ørnene regenter og toprovdyr på Ormø. Deres tilstedeværelse og deres vældige rede, som er to meter høj og bred som en dobbeltseng, har tilføjet øen en ny og dramatisk dimension. I 2012 byggede ørnene en ny og mindre synlig rede i lavere højde dybere inde i skoven. De tog straks den nye rede i brug. Den gamle rede er opgivet og falder sikkert snart med. Men i skrivende stund er der to ørnereder på øen.

De vældige, krogede træer, som skarverne dræbte i deres velmagts dage, står stadig som hvidkalkede knokkeltræer her 20-25 år efter massakren. Træerne bærer endnu mange reder i grenvinkler, hvor skarverne yngler og overkalker grene og stammer med deres hvide efterladenskaber. De seje ege tørrer godt op i vinden og gødningen har uden tvivl en vis konserverende virkning. Så træerne vil holde i mange år fremover og rage op over de mange tusinde nye træer, der hastigt er på vej til at blive ny skov. Når Solen synker over Glænø og Sjællands sydkyst og kaster sit lave lys over på Ormøs døde træer, lyser de op i horisonten som hvide knogler.

Vildskaben giver mening
Tiden går sin gang, og pludselig er det til at få øje på meningen med det hele. Naturen forandrer sig konstant – nogle gange dramatisk – men den kan ikke som sådan forgå. Den kan til gengæld blive fattigere, og plads til vildskab er et værn mod naturens og verdens fattiggørelse. Ormø er blevet en lille skærv i kampen for at sikre Jordens mangfoldighed. Det er blevet den ønskede urskovsø i naturens vold.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der sker med Ormø i fremtiden. Skoven ser ud til at regenerere, og formentlig bliver nogle af de nye linde og egetræer, der myldrer op, til store og gamle træer, som fremtidens ørne eller helt andre fuglearter, der endnu ikke yngler i Danmark, vil bygge reder i.

I dag er Ormø, Holsteinborg Nor og omgivelser omfattet af både national og international naturbeskyttelse. Der er forbud mod jagt på det meste af noret, sejlads med motorbåde er forbudt, og der er ikke offentlig adgang til Ormø og den lille ø Fuglehøj i noret godt én kilometer nordvest for Ormø.

Vandstanden i noret er ganske lav – de fleste steder under en halv meter – og bunden er dyndet og rig på liv af planter og smådyr. Mange steder i noret ligger store sten, som istidens bræer har efterladt med rund hånd i området. Geologerne kalder fænomenet for stenstrøninger. I mange egne af Danmark er stenene blevet sprængt i stykker, fjernet og brugt til byggematerialer; men i Holsteinborg Nor har de fleste sten fået lov til at blive, hvor isen slap dem. Det er godt, for stenstrøningerne er dels maleriske, dels fremragende hvilesteder for norets mylder af vandfugle.

Alt i alt er Ormø og Holsteinborg Nor i dag blevet forvandlet til fristed for den vilde natur. Det er en enestående succes. Med de stærke havørne som redskab har naturen på egen hånd taget sig ukærligt af de voldsomt guanoproducerende skarver, og vandfuglene har i den grad opdaget, at noret ånder fred og ingen fare – bortset fra ørnene, altså. Derfor er mange arter af vandfugle tordnet frem som ynglefugle og ikke mindst som rastefugle.

Det myldrer med skrigende terner, måger, syngende svaner, knopsvaner, gravænder, skalleslugere, gæs, fløjtende regnspover, strandskader og fiskehejrer, og i de seneste år er massive flokke af store, sølvblanke multer begyndt at søge ind i noret om sommeren for at gyde. Den snehvide sølvhejre, der er lige så stor som fiskehejren, har også vist sig nogle gange i noret, og lur mig, om den ikke begynder at yngle her i nær fremtid.

Det er godt, at vi med ihærdig kamp og skarverne til trods har fået sikret området som et fristed for den vilde natur. Som kontrast til det frodige og kornfede kulturland på Sydsjælland er Ormø og Holsteinborg Nor sammen med vildtreservatet Basnæs Nor og Glænø Vesterfed en befrielse, der gør denne del af Danmark rigere.

Det var vist godt, at greven på Holsteinborg ikke fik tørlagt noret i 1867.

———–

Ovenstående essay er bragt første gang i Kristeligt Dagblad 19. august 2013. Det kan også læses og kommenteres af avisens abonnenter her.

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Thorning eller Løkke – hvem er mest bæredygtig?

Skejten_fritstaaende eg og koeer_13-5-2013

 

Efter Løkkes krise er det tid til at se fremad.

Inden Anders Fogh Rasmussen forlod statsministerembedet var han blevet optaget af bæredygtighed. Han ønskede en grøn revolution og ville skabe forandringer, så en positiv udvikling for natur og miljø kunne gå hånd i hånd med en positiv økonomisk udvikling.

Lars Løkke Rasmussen fulgte visionen op med projekt Grøn Vækst, som imidlertid endte med at blive mere vækst end grøn. Naturen blev stort set glemt, mål blev udsat, og miljøminister Karen Ellemann, som ellers gerne ville biodiversiteten, afviste at lancere en plan for beskyttelse og udvikling af Danmarks natur.

Den siddende regering har ikke gjort det stort bedre. Bæredygtighed og natur har været prioriteret lavt politisk. Fokus har været koncentreret omkring vækst og beskæftigelse som følge af den økonomiske krise.

Regeringens lovprogram og hidtidige handlinger om naturen står stadig i skærende kontrast til regeringsgrundlaget og intentionerne med Natur- og Landbrugskommissionen, som barslede med sine anbefalinger i april 2013. Kommissionen blev meget klogt nedsat af regeringen for at løsne op for den ukonstruktive stillingskrig mellem natur- og landbrugsinteresser og bane vejen for en bedre forvaltning af miljø, natur og arealer.

Regeringen har stadig ikke landet Den Danske Naturfond. Det er bekymrende, fordi Naturfonden har enorm signalværdi i forhold til den Naturplan Danmark, som ifølge regeringen bliver fremsat til efteråret som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger.

Ingen kender detaljerne i Naturplan Danmark. Den kan meget vel ende med at blive varm luft og løse hensigtserklæringer uden midler. Det vil i så fald ikke være meget bedre, end da Fogh-regeringen slagtede eksperter og lagde Wilhjelmudvalgets rapport En rig natur i et rigt samfund  i graven.

Det er ikke bæredygtigt. Ægte bæredygtig udvikling indebærer nemlig, at natur og biodiversitet bliver beskyttet. Naturens mangfoldighed må ikke forringes.

Siden Wilhjelmudvalget kom med sin skelsættende rapport i 2001 har vi ventet på handling. Det er på høje tid, der sker noget. Natur og Samfund efterlyser handling og appellerer til regeringen og miljøministeren om at give følgende fem opgaver topprioritet:

1. Kom med et forslag til en virksom og finansieret Naturplan Danmark som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger inden udgangen af 2014.

2. Kom med en ny naturbeskyttelseslov som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. Den nye lov skal sikre, at konkrete arealer bliver beskyttet permanent. Lovforslaget bør fremsættes inden udgangen af 2014 og vedtages inden sommeren 2015.

3. Tag det nationale mål for skovrejsning (1989-målet om fordobling af DK’s skovareal) op til revision, og tag målet med forvaltningen af statens arealer op til politisk og folkelig debat i forbindelse med udviklingen og vedtagelsen af Naturplan Danmark.

4. Loven om nationalparker skal ændres. Nationalparkloven skal leve op til de internationale principper for etablering af nationalparker og ændres sådan, at der bliver et klart skel mellem begreberne nationalparker og naturparker i Danmark.

5: Loven om Den Danske Naturfond skal på plads, så fonden kan komme gang med sit aktive og synlige virke ude i landskabet snarest og senest i begyndelsen af 2015.

Bæredygtighed handler om at sikre en tryg udvikling, hvor vi passer på naturen, hinanden og økonomien – samtidig.

Vil og kan regeringen det? Vil og kan oppositionen? Hvem er mest bæredygtig: Thorning eller Løkke?

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Direkte landbrugsstøtte kan nu også gavne natur og biodiversitet

nye regler

Nye regler betyder, at EUs direkte landbrugsstøtte fra og med 2015 kan bruges til at betale for drift af åbne arealer til fremme af landskab og biodiversitet som f.eks. her ved Skejten på Lolland. (Foto: Michael Stoltze).

Forhandlingerne om fordelingen af landbrugsstøtten er i fuld gang.

De godt 7 milliarder, som dansk landbrug hvert år modtager i støtte, skal ifølge EUs regler finansiere aktiviteter, som sikrer fødevareproduktion, bæredygtig benyttelse og beskyttelse af naturressourcer samt handling til gavn for klima og balanceret udvikling indenfor EU territorium. Midlerne skal således gå til områder, der gavner almenvellet.

I reglerne skelner EU mellem direkte støtte (søjle 1) og indirekte støtte (søjle 2 -også kaldet landdistriktsmidlerne). Den direkte støtte (søjle 1) udbetales uden betingelser i forhold til det enkelte landbrugs areal i drift. Den indirekte støtte (søjle 2) udbetales betinget til en række definerede mål. I Danmark udbetales den indirekte støtte til følgende seks formål:

  1. Miljøvenlig drift i følsomme områder
  2. Etablering af vådområder eller rekreative aktiviteter på eksisterende landbrugsarealer
  3. Skovrejsning og læhegn
  4. Økologi
  5. Fritidsaktiviteter for børn og unge i udkantsområder
  6. Lokale aktionsgruppers arbejde for at skabe aktiviteter og attraktive levevilkår i landdistrikterne

Danmark kan efter EUs generelle regler bruge op til 15 % af landbrugsstøtten til landdistriktspuljen (søjle 2). Dertil kommer en national dansk medfinansiering, som i 2014-2020 skal være på 38 % oven i (tidligere 50 % oven i). Danmark har indstillet til EU, at Danmark i 7-årsperioden 2014-2020 bruger ca. 10 % af landbrugsstøtten til søjle 2. Det er omkring 670 millioner kr. årligt eller 928 millioner kr. årligt inkl. den nationale medfinansiering.

Traditionelt har grønne organisationer kæmpet indædt for flere penge til den indirekte støtte, mens landbruget har kæmpet indædt imod. Kampene fortsætter, og for øjeblikket er fronterne igen trukket hårdt op.

Imidlertid kan den direkte støtte også gavne natur og biodiversitet. Den direkte støtte må ikke gå målrettet til natur og biodiversitet, men den må gerne gå til drift, som fremmer natur og biodiversitet.  Det er en lille, men uhyre væsentlig detalje. Danmark kan altså vedtage regler om f.eks. høje støttesatser til ekstensiv drift af landbrugsarealer  – f.eks. drift uden dræning og uden brug af gødning og pesticider. Kravet bør alene være, at arealerne holdes relativt åbne ved græsning eller slæt. Dermed er det stadig arealer i landbrugsmæssig drift, men samtidig arealer, hvor driften fremmer natur, landskab og biodiversitet.

Danmark har netop lempet reglerne for kontrol af arealer i ekstensiv drift (typisk uden gødskning, pesticider og (helst) uden dræning). Reglerne, der træder i kraft fra og med 2015, betyder, at støtten gives uanset hvilke plantearter, der indfinder sig. Eneste krav bliver, at buske og træer ikke må dominere og at arealet skal drives med græsning eller slåning.

De nye regler, der (endelig!) er kommet på plads, er et kæmpe fremskridt for både landbrug og natur. De nye regler bør kombineres med, at betalingen for ektensiv drift til fremme af natur og biodiversitet sættes op til rimelige satser (f.eks. 2.000-4.000 kr pr. hektar afhængig af jordbund og krav).

Der er udsigt til, at den direkte landbrugsstøtte nu også kan gavne natur og biodiversitet.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Regeringen mangler fodslag om bæredygtighed

Altingen dukomentation af regeringen interne strid om Der Danske Naturfond illustrerer, at regeringen mangler fodslag om bæredygtig udvikling.

Altingets dokumentation af regeringens interne strid om Den Danske Naturfond illustrerer, at regeringen mangler fodslag om bæredygtig udvikling. Trods fyldig dokumentation bestrider Finansministeriet, at naturen har det dårligt.

Siden Brundtland-rapporten “Vores fælles fremtid” fra 1987 har der været global konsensus om, at al udvikling skal være bæredygtig for at være sund og holdbar. Bæredygtighed fordrer samarbejde, nytænkning og en vis grad af fælles forståelse for grundlæggende værdier.

Men regeringen har problemer med bæredygtigheden.

Det afslører Altingets dokumentation 30. april 2014 af den interne strid om Den Danske Naturfond med al tydelighed. Klimaministeriet og Finansministeriet optræder i lidet glorværdige roller med udtalelser som disse:

”Vi er ikke enige i jeres præmis om, at den danske natur har det dårligt,” (embedsmand i Finansministeriet).

”Der er ikke lagt op til, at fonden skal gennemføre projekter, som direkte relaterer sig til skov. Vi bør holde os fra at love noget om skove” (embedsmand i Finansministeriet).

“Vores minister ønsker, at natur- og miljøfonden har en klimaeffekt på minimum 100.000 ton CO2-ækv.” (embedsmand i Klimaministeriet).

Dokumentationen viser, at de stridigheder, som regeringen ønskede at komme til livs med Natur- og Landbrugskommissionens udredning, tilsyneladende eksisterer i rigt mål indenfor i regeringstoppen.

Det er meget alvorligt. Ikke mindst i forhold til den længe ventede milepæl, Naturplan Danmark, som regeringen har lovet at fremsætte til efteråret.

En god og effektiv regering er kendetegnet ved et godt og konstruktivt samarbejde mellem ministerierne. Omkring naturpolitik bør især Statsministeriet, Miljøministeriet, Kulturministeriet, Finansministeriet, Fødevareministeriet og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter arbejde tæt sammen – og Miljøministeriet bør være en selvfølgelig, ligeværdig part. Miljøministeriet har i årevis spillet fjerdeviolin i forhold til samfundsudviklingen. Så bæredygtighed og naturpolitik er ikke ordentligt integreret i helheden og er ikke kommet meget videre end til skåltalerne.

Mangel på bæredygtighed er mangel på omsorg for Danmark og danskerne.

Derfor er det på høje tid, at regeringen begynder at finde fælles fodslag om bæredygtighed til gavn for landet.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | 4 kommentarer

Noma og naturen – for 4. gang

Skovsyre. (Foto: Michael Stoltze).

Skovsyre. (Foto: Michael Stoltze).

Ramsløg. (Foto: Michael Stoltze).

Ramsløg. (Foto: Michael Stoltze).

 

Løgkarse. (Foto: Michael Stoltze).

Løgkarse. (Foto: Michael Stoltze).

Humleskud. (Foto: Michael Stoltze).

Humleskud. (Foto: Michael Stoltze).

 

Noma er igen blevet kåret som verdens bedste restaurant. Det samme skete i 2010, 2011 og 2012. Kåringen er dels en hyldest til det nyskabende spisesteds kulinariske kvalitet og opfindsomhed, dels en hyldest til naturen, som rummer så mange muligheder for at finde og bruge ingredienser til fryd for ganen.

Noma insisterer på mad med rod i den nordiske natur. Det bærer frugt.

Nomas opskrift er, at vi skal huske, at al vores mad stammer fra naturen, og at vi skal bruge og udforske mulighederne i det, vi kan finde derude i den vilde natur. Det er blevet en sand dille, og det er godt! Illustrationerne viser blot et lille udvalg af nogle af de vilde urter, som er blevet populærere.

Den vilde natur rummer overhovedet ikke mad nok til, at menneskeheden kan leve af den i dag som samlere og jægere. Det må man ikke tro. Skulle vi det, kunne vi formentlig højst være omkring en milliard mennesker på Jorden. Vi er som bekendt omkring syv gange så mange, så mindst seks milliarder af os ville dø af sult. Noma hver dag, ville ikke gå. Men som øjenåbner for naturen som al gastronomis fundement er Noma enestående.

Kåringen i 2014 (efter 2013, hvor restauranten måtte “nøjes” med en 2. plads) viser, at  Nomas idé ikke er en døgnflue. Ingredienser fra den vilde natur er fantastiske i ethvert køkken på grund af både smag og fortælling.

Tak til restaurantens, René Redzepis, Claus Meyers og alle de andre engagerede menneskers evne til at sætte fokus på gastronomien og naturen som det største og vigtigste krydderi i tilværelsen.

Tillykke med kåringen som verdens bedste restaurant!

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

På opdagelse i Krubbedal

Skøjteløber. (Foto: Michael Stoltze).

Skøjteløber. (Foto: Michael Stoltze).

Den tilgroede Kruppedal 27. april 2014. (Foto: Michael Stoltze).

Den tilgroede Kruppedal 27. april 2014. (Foto: Michael Stoltze).

Bukkeblad. (Foto: Michael Stoltze).

Bukkeblad – voksede i søen i bunden af Kruppedal i 1960’erne. (Foto: Michael Stoltze).

Skrædder. (Foto: Michael Stoltze).

Skrædder. (Foto: Michael Stoltze).

Jeg har været heldig.

Min mor og far var nemlig så fremsynede, at de i 1954 flyttede i et hus på landet på noget nær den skønneste plet i Danmark. Det var året før jeg og min tvillingebror blev født.

Huset lå dejligt op mod skoven på vestskråningen af Kampeløkke Ådal nær Olsker på Nordbornholm. Der var morgensol, læ for den stride vestenvind og en stor have med frodig jord, kildevæld, klipper og sten. Her voksede jeg op i dalen med mine forældre, Bodil og Paul, storesøster Karen, tvillingebror Jacob og lillebror Martin. Og lige uden for haven lokkede skoven, kilderne, bækkene, åen, dalen, engene, klipperne, søerne, moserne, højlyngen og de blomsterrige bakker.

Det var et sandt eldorado for en lille dreng. Naturen var et overflødighedshorn af liv, og jeg ville vide, hvad det var, jeg mødte.

De vilde skabninger får først for alvor sjæl, når de har navne. Derfor har jeg været vildt optaget af at identificere planter og dyr lige så længe, jeg kan huske. Særlig insekternes og de andre smådyrs vrimmel har min opmærksomhed. Ustandseligt gik jagten på løbebiller, edderkopper, skorpiontæger, vandkalve, salamandre, glubske guldsmedelarver og alt muligt andet krible-krable. Jeg følte mig ikke fuldt påklædt i naturen uden net og syltetøjsglas.
Marie
Min bedste legekammerat som barn hed Marie. Hun boede med sine forældre, Ole og Karin, lillesøster Anne og lillebror Per i et gulkalket hus på en klippebakke omgivet af marker, skov og kuperet terræn med enge, krat og nedlagte stenbrud. Det var en god kilometer fra mig i nærheden af Olsker.

Vi delte passionen for at aflure naturens hemmeligheder, og dermed udvidede jeg mit jagtterritorium til at omfatte naturen omkring huset, hvor Marie boede. Turene med hende var ren lykke af intens iagttagelse lige indtil den dag i skolen, hvor det blev anset for pinligt for en dreng at lege med piger.

Dengang i 1960’erne var der hundredvis af små stenbrud på Nordbornholm. De havde været i brug i midten af det 20. århundrede, men driften ophørte i de fleste af de små stenbrud i løbet af 1950’erne og første halvdel af 1960’erne. Ét af bruddene lå i skoven i kanten af højlyngen vest for Kampeløkke Ådal. Det var meget malerisk, og det dybe brud var efter brug løbet fuld af krystalklart vand, hvor vi badede om sommeren. Det nedlagte stenbrud blev døbt Isbjørnegrotten.

Kruppedal
Ovre hos Marie var der også et fint, nedlagt stenbrud i bunden af den lille Kruppedal. Stenbrydningen var stoppet nogle få år før, vi kom der. Et af de dybe stenbrud på dalsiden havde ligget længerne og var allerede blevet til en dyb sø med masser af sudere, som svævede graciøst som sorte silhuetter under de spredte vandaks midt i stenbrudssøen.

I dalens bund var der en herlig, lysåben sø, som lå godt i læ mellem træerne og det omkringliggende klippeterræn. Søen var lav og langstrakt med klart vand, granitskærver og den fineste bredvegetation af starer, himmelblå skjolddrager, rødbrun kragefod, lyslilla vandrøllike og bukkeblad med trekløverblade og mærkelige tottede blomster i de danske nationalfarver.

Kruppedal var vidunderlig, og vi tilbragte timer, dage og uger med at udforske stedet. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med blå libeller og blå og røde vandnymfer, som fløj rundt alene eller sammenkoblede to og to. Her var der store mosesnegle og skivesnegle, der lignede bagerens snegle en miniature. Her var blanke hvirvlere, der teede sig som bittesmå løsslupne radiobiler på vandoverfalden.

Her var skøjteløbere, der sprang lystigt omkring på vandet og små, slanke skræddere, der sagte og sirligt gled af sted over vandet på deres hårfine ben. Og nede i vandet krøb vårfluelarver rundt med kroppe i kunstfærdige huse, der var bygget af alle tænkelige materialer. Der var rygsvømmere, der vendte den hvidgrønne bug opad, der var zebrastribede bugsvømmere, som sang fint og stille under vandoverfladen. Og så var der de flade, mudderbrune skorpiontæger, der som regel sad bomstille helt inde ved bredden med deres lange ånderør oppe i overfladen.

Sildekongens sø
Virkeligheden i Kruppedal var et mylder af liv, men det skete tit, at jeg pyntede lidt på sagerne. Jeg læste Lieberkinds “Dyrenes verden” fra ende til anden, slugte bøgerne råt, og var snart blandt Indiens tigre og snart på havets bund blandt underlige fisk. Værket satte fantasien i gang, og en dag, hvor Marie og jeg var på opdagelse uden for de vante stier, ville jeg imponere hende med min iagttagelsesevne og viden.

Jeg gik lidt i forvejen og nåede frem til en lille og meget dyb sø, som vi ikke kendte. Det var muligheden. Jeg vendte mig mod Marie og kaldte: “Kom og se, der svømmer en sildekonge rundt i søen”. Hvad jeg strengt taget godt vidste, men Marie næppe anede, var, at virkelighedens op til otte meter lange sildekonge lever i havet på mange hundrede meters dybde, og at sildekongen er så sart, at det kun sjældent er lykkedes at fange den i hel tilstand. Så sildekongens tilstedeværelse i den lille sø var – for at sige det mildt – ret usandsynlig.

Marie delte imidlertid loyalt min begejstring for den sildekonge, hun naturligvis aldrig nåede at se. Og da vi var tilbage hos Ole og Karin, fortalte hun glædestrålende sine forældre om min enestående observation. Det forekom mig, at de så lidt mistroiske ud. Men jeg gav den så meget som uskyldigt sandhedsvidne, at jeg endte med selv at tro på eventyrfiskens nye tilholdssted i den lille, dybe skovsø på Nordbornholm. Sildekongesøen findes endnu.

Salamandre og knudeløserdyr
Tilbage i virkeligheden var der andre dyr, som tiltrak sig stor opmærksomhed: Salamandre, vandkalve og knudeløserdyr.

De små salamandre var alle steder. I Isbjørnegrotten kom de med jævne mellemrum op til overfladen for trække luft. Der var især ét sted, hvor vi plejede at læne os hen over en rund klippe, hvorfra der var et fint udsyn over det dybe vand. Her så vi salamandrene stige op dybt nedefra langsomt og adstadigt som svævende ånder med udbredte hænder. Når de nåede overfladen og fik luft, livede de op og dykkede lynsnart ned i dybet igen med piskende haler. Derfor lurede vi altid på de salamandre, der var på vej op. Dem kunne vi nemlig fange med vores net lige inden, de nåede overfladen.

Samme sted var vandkalvenes paradis. De var der i alle størrelser. De kom mere resolut op til overfladen for at trække luft ind under deres dækvinger. Så gjaldt det om at slå til og fange vandkalven i det sekund eller to, hvor den hang med bagkroppen og de udbredte svømmeben i overfladen. Senere lærte vil også vandkalvelarverne at kende. De hang i vandet som kamuflerede spørgsmålstegn mellem vandplanterne, hvor de med deres flade og brede hoveder var parat til at angribe hvad som helst med deres vidtåbne, sylespidse og giftige kæber. Det var en barsk verden.

Knudeløserdyret var en anden sær skabning. Vi opdagede den på en mærkelig måde. En sommer løb vores private brønd tør for vand, så vi måtte hente vand på nabogården i mælkejunger. Vandet var klart og fint, men det viste sig at indeholde nogle meget lange og hårtynde orme, som viklede sig ind i hinanden i noget, der lignede håbløse knuder. Når vi pirkede til dem viklede de sig imidlertid ud på forbavsende kort tid. Derfor døbte vi dem knudeløserorme. De levede også i åen i bunden af dalen.

Kongen og de sarte larver
En dag fangede vi en kæmpestor salamander med kulsort ryg med dragetakker, orange mave og en flot svungen hale med elegant sølvstriber. Det måtte være salamandrenes konge.

Siden fandt vi kongesalamandre mange andre steder. De hed aldrig andet, og først mange år efter blev vi klar over, at der var tale om den store slægtning til den mere almindelige lille vandsalamander. Kruppedalens lyse og lavvandede sø var et mylder af salamanderlarver. De var et kapitel for sig. Deres gæller lige bag hovedet står ret ud til begge sider og ligner et par lyserøde englevinger. Larverne er så fine og sarte, og derfor holdt vi meget af de spinkle hvirveldyr nede i vandet.

Vi stirrede i det klare vand og så vandnymfelarver med elegante bladgæller på bagkropsspidsen liste rundt på lette fødder på jagt efter smådyr. Og deres større slægtninge, guldsmedelarverne, lurede også lumsk mellem planterne – parat til at skyde deres sammenklappelige underkæbe frem mod en blød haletudse, en sart salamanderlarve eller enhver anden skabning, der kunne gøre det ud for et måltid. Der var drama på liv og død i Kruppedalens klare vand.

Vi så ikke det hele. Naturen blev ved med at overraske og have hemmeligheder. Men vi så skrædderen, skøjteløberen og alle de andre.

Det var en god begyndelse.

——-

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad under titlen “Skædderen, skøjteløberen og alle de andre” den 10. marts, 2014.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 3 kommentarer

Værd at kende i dansk natur: Refleksionsregnbue

Regnbue med den nederste del af en refleksionsregnbue )til høre) over Holsteinborg Nor fredag den 11. april 2014 kl. 18.26. (Foto: Michael Stoltze).

Regnbue med den nederste del af en refleksionsregnbue (til høre) over Holsteinborg Nor fredag den 11. april 2014 kl. 18.26. (Foto: Michael Stoltze).

Principskitser af refleksionsregnbuer. Som regel dannes der kun mindre stykker (nomalt den nederste del) af refleksionsbuen. En refleksionsregnbue i fuldcirkel er i teorien mulig, hvis Solen står højere end ca. 42,5 grader på himlen.

Principskitser af refleksionsregnbuer. Som regel dannes der kun mindre stykker (nomalt den nederste del) af refleksionsbuen. En refleksionsregnbue i fuldcirkel er i teorien mulig, hvis Solen står højere end ca. 42,5 grader på himlen.

Regnbuen (t.v.) og refleksionsregnbuen (t.h.) over Holsteinborg Nor på tæt hold. (Foto: Michael Stoltze).

Regnbuen (t.v.) og refleksionsregnbuen (t.h.) over Holsteinborg Nor på tæt hold. (Foto: Michael Stoltze).

Skitse af regnbue og refleksionsregnbue (samt buernes spejlbilleder) over hav ved en solhøjde på ca. fem grader, d.v.s. omtrent som ved observationen over Holsteinborg Nor 11. april 2014. (Tegning: Michael Stoltze).

Skitse af regnbue og refleksionsregnbue (samt buernes spejlbilleder) over hav ved en solhøjde på ca. 10 grader, d.v.s. omtrent som ved observationen over Holsteinborg Nor 11. april 2014. (Tegning: Michael Stoltze).

Fredag den 11. april 2014 trak lette byger ind over Sydvestsjælland fra vest. Vinden var meget svag, og i forbindelse med en lidt kraftigere byge kl. ca. 18.26 blev det blikstille, da bygen begyndte at trække væk. Regnen faldt stadig, så da den lave sol dukkede frem hentede jeg mit kamera i håb om at få nogle gode regnbuebilleder.

Regnbuen blev ikke meget kraftig, men da jeg kom ud for enden af haven, hvor der er udsigt mod Ormø og Holsteinborg Nor, så jeg en meget underlig regnbue: For enden af regnbuen rejste sig et ekstra buestykke mod himlen. Regnbuerne dannede et V i horisonten. Det har jeg aldrig før set.

På engelsk kaldes fænomenet for reflection rainbow, d.v.s. refleksionsregnbue. Det sjældne fænomen skyldes spejlblankt vand, som reflekterer Solens stråler. Man skal forestille sig, at de runde regndråber rammes af stråler fra to sole: Den rigtige sol, der skinner direkte fra himlen oppefra, og dens spejlbillede med refleksionsstråler, der skinner lidt svagere fra vandet nedefra. Se denne forklaring og denne video: https://www.youtube.com/watch?v=7VeGGViTh9E

Når solstråler rammer regndåber i luften, kastes det synlige lys tilbage i en vinkel på omkring 137,5 grader. Afbøjningen afhænger af lysets bølgelængde, idet det kortbølgede blå og violette lys afbøjes mest, mens det langbølgede orange og røde lys afbøjes mindst. Derfor ser man det røde lys yderst og det violette lys inders i regnbuen. Da solens stråler vendes ca. 137,5 grader i dråberne, ligger regnbuen ca. 42,5 (180 – 137,5) grader fra cirklens centrum. Derfor spænder sædvanlige regnbuer altid over ca. 85 (2 x 42,5) grader, og de kan maksimalt nå en højde på 42,5 grader over horisonten (lige før Solen går ned), så de danner en halvcirkel. Jo højere Solen står, jo lavere bliver regnbuen. Og hvis Solen står højere end 42,5 grader på himlen, kan der ikke opstå almindelige regnbuer på himlen, når man befinder sig i niveau med havets overflade.

En refleksionsregnbue er svagere, men har ganske samme form som en almindelig regnbue, og den spænder også over 85 grader. Men da solstrålerne kommer nedefra, er refleksionsregnbuen altid mere end en halvcirkel, og hvis Solen står højere end 42,5 grader på himlen, vil der i princippet kunne dannes en refleksionsregnbue i helcirkel på himlen. Ved så stor solhøjde er de nødvendige fysiske omstændigheder, der skal til for, at en refleksionsregnbue dannes, dog så usandsynlige, at det mig bekendt ikke er observeret. Se mere i principskitserne ovenfor.

Regnbuerne over Holsteinborg Nor lidt tættere på. Refleksionsbuen til højre og den primære regnbue til venstre. (Foto: Michael Stoltze).

Regnbuerne over Holsteinborg Nor. Den kraftige primære regnbue til venstre og den svagere refleksionsregnbue til højre. Yderst til højre anes en meget svag sekundær regnbue, hvor rækkefølgen af farverne er omvendt. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Nej til hovsaplan for naturen

Der er brug fo en solid ofg langsigtet plan for landet. Naturplan Danmark må ikke blive en hovsaplan i kølvandet på randzonesagen.

Der er brug for en solid og langsigtet plan for landet. Naturplan Danmark må ikke blive en hovsaplan i kølvandet på randzonesagen.

 

 

Efter halveringen af randzonerne vil miljøminister Kirsten Brosbøl ifølge et interview i altinget.dk kompensere for de deraf følgende natur- og miljøtab. Hun vil lægge natur-delen ind i Naturplan Danmark, som regeringen fremsætter til efteråret, og lægge miljødelen ind i de kommende vandplaner.

Det peger i retning af en “straks-udlægning” af egnede arealer til naturgenopretning i forbindelse med Naturplan Danmark, hvilket vil være et fornuftigt udkomme af randzonesagen.

Imidlertid er det vigtigt, at Naturplan Danmark bliver en solid og langtidsholdbar milepæl i dansk politik. Planen bør indeholde klare, langsigtede mål for naturen og balancen mellem benyttelse og beskyttelse. Naturplan Danmark skal være en helhelsplan til gavn for både natur og erhverv. Til gavn for hele Danmark.

Den må ikke blive en kortsigtet hovsaplan i kølvandet på randzonesagen.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

At bygge broer og sætte en milepæl – åbent brev til Brosbøl

Det handler om at bygge broer og sætte en milepæl, skiver Natur og Samfund i et åbent brev til miljøminister Kirsten Brosbøl om Naturplan Danmark.

Det handler om at bygge broer og sætte en milepæl, skriver Natur og Samfund i brevet til Kirsten Brosbøl.

 

Kære miljøminister Kirsten Brosbøl.

Som ny miljøminister har du erklæret, at du vil være “naturens minister”. Og du skriver, at Naturplan Danmark skal være dit svendestykke. Det er godt.

Danmark har brug for det.

Danmark har brug for arbejdspladser og vækst – lad os kalde det udvikling – for at komme fri af krisen og sikre os en tryg og god fremtid. Ingen tvivl om det.

Danmark har også brug for at være et smukt og mangfoldigt land med en rig natur. Et land, vi er glade for som danskere, og et land, som kan tiltrække gæster. Det har været en vigtig dagsorden at sikre dette, lige siden Wilhjelmudvalget barslede med i sin rapport i 2001. Og for et år siden understøttede Natur- og Landbrugskommissionen dagsordenen med en stribe konstruktive anbefalinger til regeringen.

Desværre har udviklingen længe været lammet af skyttegravskrige mellem landbrug og grønne organisationer. Derfor er kommissionens opfordring til samarbejde mellem de traditionelt stridende parter alfa og omega. Stridigheder gavner hverken natur, landbrug eller Danmarks økonomi. Tværtimod.

Udvikling (vækst) og naturbeskyttelse skal og kan gå hånd i hånd. Men det kræver nytænkning og friske øjne. Her regner vi med dig. Dit projekt er meget mere end et svendestykke. Naturplan Danmark bør blive et mesterværk, der skriver historie. Det handler om at bygge broer og sætte en vældig milepæl på bæredygtighedens vej.

Det kan kun lade sig gøre, hvis planen bliver en klog ramme for både natur og erhverv. Det skal være en langtidsholdbar plan for Danmarks arealanvendelse. Planen skal sikre, at naturen får det bedre og får mere plads. Samtidig skal den være en god ramme for landbrug og skovbrug.

Landbruget skal kunne drive forretning på at være naturforvalter – især, når ca. 1/6 af det nuværende dyrkede areal formentlig går ud af intensiv drift i løbet af et par årtier. Til gengæld kan det intensive landbrug få friere (men miljømæssigt forsvarlige) rammer på ca. halvdelen af Danmarks landareal.

Og så er der skovene, der både kan gavne biodiversitet, klima, rekreation, drikkevand og skovbrug. Danmark har siden 1989 haft et mål om at fordoble skovarealet fra ca. 12 % til ca. 24 % af landets areal inden 2089. Det vil være naturligt at revurdere målet fra 1989 og indarbejde det i Naturplan Danmark.

Vi er glade for, at du vil være naturens minister. Det er vigtigt at ville. Nu skal du vise, at du er minister for naturen. Vi tror, du kan blive det og være med til at skrive Danmarkshistorie med brobygning og Naturplan Danmark som milepæl.

Landet har brug for det, og vi krydser fingre for, at du kommer med en visionær og langsigtet plan og bliver bakket fuldt op af befolkning, regering og Folketing.

Alt andet ville være synd og skam for Danmark.

Med venlig hilsen

Michael Stoltze

Formand for Natur & Samfund

www.naturogsamfund.dk

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , | 5 kommentarer

Randzonesagen – en lærestreg inden Naturplan Danmark

Miljøminister Kirsetn Brosbøl, regeringen og Folketinget må lære af randzonesagen og lytte grundigt til sagkundskabens råd inden   Naturplan Danmark bliver søsat.

Miljøminister Kirsten Brosbøl, regeringen og Folketinget må lære af randzonesagen og lytte grundigt til sagkundskabens råd inden Naturplan Danmark bliver søsat.

Regeringens vækstplan har med et snuptag slagtet halvdelen af de 50.000 ha landbrugsjord, der efter randzoneloven er udlagt som 10 meter brede dyrkningsfri bræmmer langs vandløb og søer.

Det har fået grønne organisationer til at fare i flint og anklage regering og landbrug for at dyrke en ensidig vækstdagsorden og svigte miljø og natur.

Forståeligt. Men sagen er ikke så enkel. Randzonerne har fokus på begrænsning af udledning af kvælstof og fosfor. De blev temmelig firkantet implementeret som 10 meter brede bræmmer langs alle vandløb og søer – uanset landskabsforhold. Så mange steder var virkningen tvivlsom. Biodiversitet og rekreation (adgang) kom med som tilfældige halehæng sent i processen. Af disse grunde blev argumentationen for zonerne pillet fra hinanden af både sagkundskab og landbruget.

Randzoner er en god idé. Men de skal udlægges klogt. Det blev de ikke. Nu er det vigtigt at bemærke, at randzoner ikke er taget af bordet. Arealet til randzoner er “blot” halveret. Det er brandærgerligt, for der var ikke brug for en halvering, men en mere intelligent udlægning af zonerne. Man kunne f.eks. have udvidet de tidligere to-meter-bræmmer langs vandløb og søer til fire-meter-bræmmr som et generelt, erstatningsfrit miljøkrav (efter EU’s gældende “forureneren-betaler-princip”) og så udlagt bredere randzoner mod fuld kompensatione på steder, hvor hensyn til landskab, natur, biodiversitet og rekreation vægter højt. Det havde givet fuld valuta for pengene og kunne let have summet op til et sted mellem 50.000 og 100.000 ha lavbundsarealer.

På trods af eksperternes kritik har randzonerne været umådeligt klodset håndteret politisk. Derfor vandt vækst- og landbrugsdagsordenen slaget. Det må ikke ske igen, når regering og Folketing skal vedtage Naturplan Danmark.

Naturplan Danmark, der er skrevet ind i regeringsgrundlaget, skal være en bred plan for Danmarks arealanvendelse. Den skal sikre et smukt land, en rig natur og at Danmark når sine internationale biodiversitetsmål. Det gør vi kun med en ambitiøs og bæredygtig plan, som er fagligt og økonomisk velfunderet. Den skal også sætte kloge og klare rammer for landbruget.

Planen skal være så solid og fornuftig, at den ikke bliver slagtet af landbruget. Naturpolitikken skal fastsættes af regering og Folketing – ikke af landbruget.

Vi håber, at Brosbøl, regering og Folketing tager ved lære af randzonesagen og barsler med en god og ambitiøs Naturplan Danmark.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

Regn med sol

Solceller på hele tagflader ser godt ud og giver megen energi. (Foto: Michael Stoltze).

Solceller på hele tagflader ser godt ud og giver megen energi. (Foto: Michael Stoltze).

 

FN har offentliggjort sin 2. delrapport om verdens klimaudvikling.

Endnu engang er der alvolige ord om, at vi bør gøre alt, hvad der står i vores magt for at standse den menneskeskabte ophobning af klimagasser i atmosfæren.

Hvis vi ikke gør noget, står katastroferne ifølge rapporten i kø:  Flere og stærkere storme, mere regn de våde steder, mere tørke de tørre steder, fødevaremangel, sult, vandmangel, krige, havstigninger, oversvømmelser o.s.v., o.s.v.

Menneskeheden og livet på Jorden står ikke foran sin undergang. Men vi står foran store og dramatiske forandringer, hvis vi ikke standser udledningen af klimagasser.

Alligevel bruger veden flere og flere fossile brændstoffer, og udledningen af CO2 stiger. For det går jo egentlig meget godt, og der er god økonomi i fossile brændstoffer. De vedvarende energiformer er for dyre og så er de vanskelige at oplagre. Så: Er det ikke galimatias at skifte til vedvarende energiformer?

Nej! Men vi skal tænke os om. En del klimaprojekter gavner ingenting eller skader ligefrem mere, end de gavner. De skal stoppes. Og vi skal have løst oplagringsproblemet. Vi har set rigeligt til vindstrøm baseret på tung og dyr teknologi. Og en stor del af den biomasseenergi, der bliver produceret for øjeblikket, fortrænger skov, der ville binde langt mere kulstof. Brugen af majs, hvede, rapsolie, palmeolie og sukkerrør til produktion af biodiesel og biosprit er ofte værre for klimaet end afbrænding af fossile brændstoffer. Men der er allerede nu bundet så store erhvervsinteresser og investeringer i disse vildveje, at toget er vanskeligt at standse. Det kræver stærk politisk vilje og enighed.

Alt peger på, at solenergi bliver langt den vigtigste energikilde i fremtiden. På den lange bane er forudsætningen for succes med solenergi, at vi kan oplagre og transportere energien effektivt og billigt. Når vi kan det, vil vores problemer være løst, for der er energi nok i solskin. Faktisk modtager Jorden over 10.000 gange mere solenergi, end vi har brug for til at dække hele menneskehedens nuværende energiforbrug. Solskinnet indeholder så store energimængder, at vi ikke behøver at inddrage jord til solcelleanlæg. Eksisterende bygninger har uden problemet plads til de solceller, der skal bruges for at dække Jordens energiforbrug.

Omstillingen til solenergi vil tage lang tid. Biomasse – for eksempel brug af træ og halm og affald – er allerede en stor energikilde i dag. Og den kan blive en god, vedvarende og næsten CO2- neutral enrgikilde i fremtiden som et mindre supplement til den direkte udnyttelse af solenergi.

Fremtidendes energikilder bliver mangfoldige, og selv fossile energikilder vil nok betyde noget i flere årtier. Men solenergien vil formentlig tage over med tiden.

Vi kan regne med Solen.

Udgivet i Dansk natur, Klimapolitik | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Naturplanen kommer, men fonden vakler

Naturplan Danmark kommer i 2014, siger regeringen nu. Men hvornår træder Den Danske Naturfond, som skal finansiere ny natur, i funktion? (Foto: Michael Stoltze).

Naturplan Danmark kommer i 2014, siger regeringen nu. Men hvornår træder Den Danske Naturfond, som skal finansiere ny natur, i funktion? (Foto: Michael Stoltze).

 

Natur og Samfund glæder sig over, at regeringen nu endelig vil sætte Naturplan Danmark forrest. Det står klart efter dette interview, hvor miljøministeren kommenterer vores kritik og ønsker om opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionen.

Som målet var med Natur- og Landbrugskommissionen vil regeringen ifølge miljøministeren arbejde på at forene parterne og sikre en samlet og langsigtet naturpolitik for Danmark. Naturplan Danmark handler om arealanvendelse i bred forstand i Danmark. Det er vigtigt, at planen både bliver god for naturen og landbruget (“det skal kunne betale sig at passe på naturen”), og at der bliver bred politisk opbakning fra Folketingets partier. Det bliver svært – men nu er første skridt altså taget. Miljøministeren siger, at planen kommer i løbet af 2014.

Tiden må vise, om regeringens forslag til Naturplan Danmark får et indhold med lovændringer, regelændringer og finansiering i tråd med Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. Det er helt afgørende for, at Danmark får den styrkelse af naturpolitikken, som er nødvendig for at naturens tilbagegang bliver standset.

Natur og Samfund følger arbejdet med Naturplan Danmark tæt (både fagligt og politisk). Vi håber, at planen virkelig blive den ønskede milepæl i dansk naturbeskyttelse.

Vi arbejder desuden for, at Den Danske Naturfond bliver en god, effektiv og folkelig konstruktion, der virkelig gør gavn ved at arbejde målrettet med naturgenopretning. Men fonden er kommet i vanskeligheder fra starten. Vi mener, at midlerne bør gå til opkøb og etablering af ny natur, og at fonden skal være uafhængig af skiftende politiske vinde. Både landbruget og finansministeriet trækker i andre retninger. Landbruget vil bruge midlerne til drift af eksisterende landbrugsarealer, og finanministeriet har ønsket større råderet over midlerne, end de private fonde vil være med til.

Midlerne må under ingen omstændigheder ende i landbrugets eller finansministeriets bundløse kasser. Landbruget har i forvejen masser af midler, der kan bruges til biodiversitetsfremmende drift af eksisterende arealer. Det kræver blot enkelte regelændringer, som kan og bør gennemføres i forbindelse med realiseringen af Naturplan Danmark.

Der er forhandlinger i gang for at løse vanskelighederne med Den Danske Naturfond. Men det har ikke været en ønskestart for fonden. Der har været store forventningen til fonden som en nyskabelse, som gerne skulle vokse sig stor, stærk og folkelig. Den kan den stadig, men kun hvis regeringen prioriterer opgaven højere.

Hør mere dette indslag, hvor miljøministeren forholder sig til vores kritik.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Regeringen lægger naturen på is

Isblomster og sprogblomster stortrives i regeringens politik. Det gør de vilde danske blomsterplanter ikke. (Foto: Michael Stoltze).

Isblomster og sprogblomster trives i regeringens naturpolitik. Det gør de vilde danske blomsterplanter ikke. Regeringen følger ikke en gang op på råd fra sin egen ekspertkommission og har tilsyneladende lagt hensynet til naturen på is. (Foto: Michael Stoltze).

Regeringens lovprogram og handlinger om naturen står i skærende kontrast til regeringsgrundlaget og intentionerne med Natur- og Landbrugskommissionen, som barslede med sine anbefalinger for snart et år siden.

Kommissionen blev meget klogt nedsat af regeringen for at løsne op for den ukonstruktive stillingskrig mellem natur- og landbrugsinteresser og bane vejen for en bedre forvaltning af miljø, natur og arealer – herunder Naturplan Danmark.

Nu tyder alt imidlertid på, at Natur- og Landbrugskommissionens fremragende arbejde, som blandt andre Ida Auken meget fremsynet fik gennemført på normeret tid, er ved at blive lagt i graven af regeringen. Opfølgningen er i  hvert fald meget svær at få øje på. Det er ikke et hak bedre, end da Fogh-regeringen slagtede eksperter og lagde Wilhjelmudvalgets rapport graven.

Det ser ud til, at regeringen har lagt naturen på is. Natur og biodiversitet bliver ikke prioriteret. Alt tyder på, at ballade omkring vandmiljø, klima, GMO’er osv. fortsat vil fylde hele fladen, mens biodiversitet, naturbeskyttelse og arealanvendelse glider ud mellem fingrene. Det er forhåbentligt forkert. Men hvorfor rummer regeringens lovprogram ingenting, hvorfor er miljøministeren tavs om Naturplan Danmark, og hvorfor kludrer regeringen så græmmeligt i arbejdet med Den Danske Naturfond, at de private fonde har fået betænkeligheder?

Det er dårlige tegn.

Siden Wilhjelmudvalget kom med deres skelsættende rapport i 2001 har vi ventet på handling. Det er på høje tid, at der sker noget. Så, kære regering og miljøminister: Træd nu i karakter og vis, at I vil noget! Natur og Samfund efterlyser handling og appellerer til regeringen og  miljøministeren om at give følgende fem opgaver toppriorietet:

1. Forslag til Naturplan Danmark (regeringsgrundlaget) skal som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger fremsættes inden udgangen af 2014 og vedtages inden sommeren 2015.

2. Naturbeskyttelsesloven skal ændres som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. Bl.a. så konkrete arealer bliver beskyttet permanent. Lovforslaget bør fremsættes inden udgangen af 2014 og vedtages inden sommeren 2015.

3. Det nationale mål for skovrejsning (1989-målet om fordobling af DK’s skovareal) og målet med forvaltningen af statens arealer skal tages op til politisk og folkelig debat i forbindelse med udviklingen og vedtagelsen af Naturplan Danmark.

4. Loven om nationalparker skal ændres. Nationalparkloven skal leve op til de  internationale principper for etablering af nationalparker og ænders således, at der bliver et klart skel mellem begreberne nationalparker og naturparker i Danmark.

5: Loven om Den Danske Naturfond skal vedtages inden sommerferien 2014, og fonden skal i gang med sit virke inden udgangen af 2014.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , | 1 kommentar

Danmarks fem vigtigste naturpolitiske udfordringer

Nationalparloven skal revideres. Nationalparker skal ligesom i andre lande være helliget vild natur som f.eks. Møns Klint, der kunne blive et storslået ikon fro Danmarks nationalaprker i fremtiden. (Foto:  Michael Stoltze).

Nationalparloven skal revideres. Danske nationalparker skal ligesom i andre lande være helliget vild natur som f.eks. Møns Klint, der kunne blive et storslået ikon for Danmarks nationalparker i fremtiden. (Foto: Michael Stoltze).

Danmark har internationalt forpligtet sig til en bæredygtig udvikling, hvor vi bevarer naturen og biodiversiteten. Tilbagegangen i naturens mangfoldighed skal være standset senest i 2020. Målet har været på dagsordenen længe. Men politisk er der stort set intet sket. Og nu haster det med politiske initiativer. Her er Natur og Samfunds bud på Folketingets og regeringens fem vigtigste naturpolitiske udfordringer.

Rækkefølgen er ikke udtryk for en prioritering, da opgaverne hænger tæt sammen.

1. Forslag til Naturplan Danmark (regeringsgrundlaget) skal som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger fremsættes inden udgangen af 2014 og vedtages inden sommeren 2015.

2. Naturbeskyttelsesloven skal ændres som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. Bl.a. så konkrete arealer bliver beskyttet permanent. Lovforslaget bør fremsættes inden udgangen af 2014 og vedtages inden sommeren 2015.

3. Det nationale mål for skovrejsning (1989-målet om fordobling af DK’s skovareal) og målet med forvaltningen af statens arealer skal tages op til politisk og folkelig debat i forbindelse med udviklingen og vedtagelsen af Naturplan Danmark.

4. Loven om nationalparker skal ændres. Nationalparkloven skal leve op til de  internationale principper for etablering af nationalparker og ænders således, at der bliver et klart skel mellem begreberne nationalparker og naturparker i Danmark.

5: Loven om Den Danske Naturfond skal vedtages inden sommerferien 2014, og fonden skal i gang med sit virke inden udgangen af 2014.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Her bør Brosbøl skrive historie i dansk naturbeskyttelse

En af de mest betydningsfulde naturforkæmpere i Danmark, og en af de sjældne politikere, der virkelig har sat natur og biodiversitet øverst på agendaen, er tidligere industriminister Nils Wilhjelm (K).

Han var formand for det såkaldte “Wilhjelmudvalg”, der i sommeren 2001 barslede med danmarkshistoriens største udredning om naturens tilstand. Slutrapporten hed En rig natur i et rigt samfund.  Den kaldte på planer og handling. Men så kom regeringsskiftet. Hvorefter Wilhjelmudvalgets rapport blev slagtet under Foghs opgør med Svend Auken.

Wilhjelmudvalgets arbejde er dog på ingen måde spildt. Anbefalingerne fra dengang understøttes af de nye anbefalinger fra Natur- og Landbrugskommissionen fra 2013. Og nu er regeringen endelig klar til at komme med den nationale plan, som vi har ventet på siden 2001. Planen hedder Naturplan Danmark, og den er skrevet ind i regeringsgrundlaget.

Alt omkring planen er således vel tilrettelagt for miljøminister Kirsten Brosbøl. Forhandlingerne om indholdet i Naturplan Danmark kan gå i gang. Der skal skabes resultater.

Der er en stor opgave. Miljøministeren skal arbejde tæt sammen med resten af regeringen om planen og ikke mindst statsministeriet, fødevareministeriet og finansministeriet. Men da planen omfatter arealanvendelsen i hele landet, bliver det relevant at indrage en stor del af ministerierne.

Kirsten Brosbøl har et væld af små og store opgaver som miljøminister. Med Naturplan Danmark vil hun kunne skrive historie i dansk naturbeskyttelse.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 1 kommentar

Nu skal Kirsten Brosbøl være naturens minister

Kirsten Brosboel

Nu skal Kirsten Brosbøl være naturens minister

Selv om det rent teknisk havde været muligt, valgte regeringen ikke at genindsætte den populære og respekterede Ida Auken som miljøminister efter, at hun havde skiftet parti fra SF til De Radikale. I stedet blev den på miljøområdet helt ukendte Kirsten Brosbøl (S) indsat på posten som regeringens yngste minister (født 1977).

Tiden må vise Brosbøls styrker og mærkesager. Men det er klart, at hendes vigtigste opgave bliver at fortsætte for fuld kraft, hvor Auken slap.

Ida Auken satte grøn omstilling og grøn økonomi forrest. Og hun var kendt for at lytte og bygge broer mellem erhvervsliv, miljø- og naturpolitik. Til gengæld nåede hun ikke at høste ret mange frugter af sit arbejde. Det bliver nu op til Brosbøl at skabe resultater.

Kirsten Brosbøls vigtigste opgave bliver at omsætte anbefalingerne fra Natur- og Landbrugskommissionen til konkret handling, lancere Naturplan Danmark og sikre bedre og enklere love og regler om natur, miljø og planlægning.

Auken sprang først mod slutningen af 2013 ud som naturens minister ved blandt andet at lancere Den Danske Naturfond og præsentere en vision om et Danmark med plads til mere og rigere natur. Den linje bliver det op til den nye miljøminister at følge op.

Nu skal Kirsten Brosbøl være naturens minister. Det bliver krævende, og hun får travlt.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , | 5 kommentarer

Sælerne vender tilbage – er der for mange?

Spættede sæler hviler sig på Sundsøre Odde i Limfjorden. (Foto: Michael Stoltze).

Spættede sæler hviler sig på Sundsøre Odde i Limfjorden. (Foto: Michael Stoltze).

De store, vilde dyrearter breder sig overalt i den vestlige verden. Bestanden af sæler i de danske farvande er næsten 10-doblet på 40 år. Er der for mange?

I det 19. århundrede erklærede vi sælerne krig.

Sælerne åd fisk og generede fiskeriet. Derfor blev de udnævnt til skadedyr, der skulle udryddes. Og fra 1889-1927 udbetalte staten skydepræmier til jægere, der nedlagde sæler.

Sådan gjorde man dengang. Ulv og vildsvin var for længst udryddet, og hjortearterne, der åd træer og afgrøder, var skudt i bund. Krondyret blev udryddet på Øerne og Bornholm, og overlevede kun på et hængende hår i Jylland.

For sælerne gik det også hurtigt ned ad bakke. Den store gråsæl, hvor hannerne vejer op til 300 kilo (det samme som en voksen brun bjørn), var den almindeligste sæl i Danmark frem til omkring 1850. Men i år 1900 var den i praksis udryddet efter 50 års forfølgelse. Den spættede sæl, som med en maksimal vægt på 130 kilo vejer under det halve af gråsælen, klarede sig bedre. Der var stadig mange spættede sæler i de danske farvande omkring år 1900.

Men den spættede sæl blev også forfulgt nådesløst som skadedyr frem til 1927, og herefter var der jagttid på sæler helt frem til og med 1976, hvor der kun var ca. 2000 sæler tilbage. Frem til 1950 havde sælerne ingen egnede steder, hvor de kunne være i fred for jagt og forstyrrelser. I 1951 blev der oprettet et sælreservat ved den lille ø Hesselø i det Sydlige Kattegat nord for Hundested. I 1977 blev sælerne totalfredet, og fra 1979 til 1984 blev der etableret 10 nye sælreservater på egnede steder spredt i de danske farvande. I reservaterne kunne sælerne raste og yngle i fred.

Fremgang

Det hjalp. I 1986 udgav forskeren Ebbe Bøgebjerg fra Vildbiologisk Station på Kalø en opsigtsvækkende rapport om den spættede sæl i Danmark. Konklusionen var, at bestanden af sæler var mere end fordoblet fra ca. 2000 i 1976 til over 4000 i 1984. Bøgebjerg vurderede, at den samlede effekt af fredning og reservater ville føre til yderligere en firedobling af bestanden inden årtusindskiftet, så der ville være omkring 16.000 sæler i Danmark i år 2000.

Sådan kom det dog ikke helt til at gå. Frem til 1987 voksede bestanden endnu hurtigere end forventet til over 8000 sæler. Men i 1988 døde omkring 40 % af sælerne. Mange troede, at det var en følge af forurening, men det viste sig hurtigt, at der var tale om en smitsom virussygdom – den såkaldte sælpest.

Efter syv år, i 1995, var bestanden atter oppe på over 8000, og den nåede ca. 11.000 i 2002, hvor sælpesten slog til igen. Denne gang døde “kun” 20 % af sælerne, og siden har der ikke være sælpest i Danmark. Her i 2014 er bestanden formentlig i nærheden af de 16.000, som vi ikke nåede op på i år 2000 på grund af sælpesten.

I hele det 20. århundrede var den store gråsæl reduceret til en yderst sjælden strejfgæst i de danske farvande. Den overlevede i lavt tal langt inde i Østersøen, nordpå langs de svenske og norske klippekyster og i større tal omkring De britiske Øer. Men mod slutningen af det 20. århundrede blev der set flere og flere gråsæler i danske farvande. I 2003 blev der for første gang i over 100 år konstateret ynglende gråsæl. Det var på Rødsand syd for Lolland, hvor gråsælen nu har en stabil ynglebestand. I de seneste år er gråsælen søgt til Bornholm, hvor den raster og yngler på skærene omkring Ertholmene. I 2013 holdt ikke mindre en 3-400 gråsæler til på klipperne. I Vadehavet er der også kommet flere gråsæler, og her ynglede den store sæl første gang i mere end 100 år i 2007. Man regner med, at der var mindst 500 gråsæler i de danske farvande i 2013, og at bestanden er stærkt stigende.

Det sidste vigtige jægererhverv

Omkring 71 % eller godt 2/3 af Jordens overflade er dækket af hav, og fiskeri på vilde fisk er det eneste jægererhverv, der virkelig har en væsentlig økonomisk betydning på verdensplan.

Fiskeriet er koncentreret i bestemte og som regel ret begrænsede lavvandede områder med stor produktion. Som helhed er havet dog ikke særlig produktivt i forhold til landjorden. Derfor er mængden af føde, vi kan hente i havet, ikke alverden, hvis fiskeriet skal være bæredygtigt. Vi henter omkring 70 millioner tons fisk og skaldyr i havet årligt svarende til omkring 10 kg pr indbygger årligt. Løseligt beregnet kan det kun bidrage til at forsyne omkring 1/10 af Jordens nuværende befolkning med proteiner. Det illustrerer, at menneskeheden med det nuværende befolkningstal langt fra kan leve på Jorden alene som jægere og samlere. I den forstand er Jorden stærkt overbefolket, og det har den været længe. Vi er så mange, at intensivt og højproduktivt landbrug er bydende nødvendigt for, at vi kan få nok at spise. Hvis vi skulle leve alene af indsamling og jagt, kunne vi næppe kunne være mere end et par milliarder mennesker på Jorden. Nu er vi syv milliarder.

Sæler og fiskere konkurrerer 

Sælerne æder overvejende fisk. En voksen spættet sæl æder 3-5 kg fisk om dagen, og en voksen gråsæl sætter 4-6 kg fisk til livs dagligt. Hvis man sætter gennemsnittet til 4 kg og regner med 15.000 sæler, bliver det til næsten 22.000 tons fisk årligt.

I forhold til landets størrelse og folketal har Danmark et ganske omfattende fiskeri, og vi har været oppe på at fange omkring 2 % af verdens havfisk eller omkring 20 gange mere pr. indbygger end gennemsnitligt i andre lande. I de seneste år er landingerne dog blevet mindre, fordi navnlig industrifiskeriet (fisk til foderindustrien) er skrumpet ind. I 2012 blev der landet 565.00 tons fisk i Danmark: 229.000 tons spisefisk og 336.000 tons industrifisk. 10 år tidligere blev der landet 1.700.000 tons fisk i Danmark: 356.000 tons spisefisk og 1.344.000 tons industrifisk. Tallene illustrerer, at fangsten er for nedadgående. Imens er sælernes indtag for opadgående i takt med bestandens udvikling.

Selv om sælerne kun æder en mængde fisk, der svarer til 10 % af de konsumfisk, vi fanger, er der en konflikt mellem fiskeri og natur. Nogle fiskere har fået taget fisk og ødelagt fiskeredskaber af sæler så mange gange, at de har givet op, og nu har fiskeribranchen anmodet regeringen om at vurdere situationen. Det vil regeringen gøre, men miljøministeren har understreget, at sælerne er totalfredet og underlagt international beskyttelse. Fiskere kan dog allerede i dag få dispensation til at regulere bestanden af spættede sæler i nærheden af fiskeredskaber. Men gråsæler er strengere beskyttet, og de må ikke reguleres.

Sæler taler til vores følelser

De buttede sæler er populære, og ikke mindst sælunger taler stærkt til vore følelser. Med deres store og sørgmodigt bedende mørke øjne går de små, snehvide og bløde unger af gråsæl og grønlandssæl lige i hjertet. De kaldes ikke for ingenting for babysæler. Og pelsjægernes drab på sådanne sælunger med køller er hjerteskærende. I dag er denne ubæredygtige jagt heldigvis stort set stoppet. Men den følelsesbetonede kampagne mod jagten på sælunger har desværre ført til en misforstået modstand mod al sælpels – også sælpels fra bæredygtig jagt.

Sæler er intelligente og nysgerrige dyr. De fleste holder af at se sæler. Der er noget jovialt over dem, når de ligger på siden på sandbanker og sten, hvor de daser og basker med lufferne. Og ude i vandet har de for vane at ledsage vores færden på moler og langs kyster ved jævnligt at hæve deres plumpe, mørkøjede hoveder over bølgerne og svømme med i den retning, vi bevæger os. Jagtfreden har gjort sælerne tillidsfulde, og mange frygter (med god grund), at sælerne vil blive mere sky og sværere at opleve, hvis der bliver indført en egentlig jagttid.

Sælerne skal være her

Sælernes historie i Danmark er dramatisk fra sælernes holocaust for 100 år siden til fredning, fremgang og sælpestens hærgen i de sidste årtier. På Bornholm, hvor problemerne tilsyneladende er eksploderet efter den seneste tids hurtige tilstrømning af gråsæler, presser fiskerne i særlig grad på for at få lov til at begrænse mængden af sæler. Men få, om nogen, ønsker sælerne helt udryddet, og i vore dage er vi lysår fra denne holdning, som førte til udryddelseskampagne og udbetaling af skydepræmier fra 1889 til 1927. Sælerne skal være her. I dag er overskriften bæredygtighed og balance.

Debat om sæler

Alligevel går bølgerne højt, og debatten om jagt eller regulering af sæler vil næppe gå stille af. Hvad er bæredygtighed og balance? Skal der være jagttid på sæler? Skal der være mulighed for regulering af både spættede sæler og gråsæler? Hvordan undgår man, at sælerne bliver sky på grund af jagt? Kan og vil vi udnytte sælkød, spæk og skind fra danske sæler? Eller skal sælerne være fredet i al fremtid?

Meningerne er delte. Mens fiskerne banker på for en regulering, er Danmarks Naturfredningsforening splittet i spørgsmålet. Lokalt på Bornholm vil foreningen acceptere en regulering, hvis forskerne anbefaler det, mens DN centralt er afvisende (læs mere her).

På det overordnede plan burde vi imidlertid være glade. Alt andet lige har fredningen og etableringen af sælreservater nemlig været en bragende succes. Begge arter af sæler boltrer sig atter i danske have, og selv om gråsælen stadig er fåtallig i de danske farvande som helhed, er den i markant fremgang i Østersøen. Så i stedet for at se problemer, kunne man se på sælerne som en ny ressource, som man både kan udnytte og glæde sig over at opleve.

Sælernes historie minder om mange andre store dyrearters historie i Danmark. De blev skudt helt eller delvist væk, og siden har de fået fred og er vendt tilbage. Det gælder for eksempel krondyr, rådyr, odder, svaner, gæs, hejrer, skarver, svaner, traner og ørne. Krondyret blev på kongelig befaling stort set udryddet i Danmark i det 18. og 19. århundrede. Men nu har arten en stor og stigende bestand i Jylland og på Sjælland. Og krondyrjagten er blevet bæredygtig med et støt stigende udbytte år for år. Andre arter er dømt nærmest “hellige”, og her regulerer fødemangel, hårde vintre og naturlige fjender bestandene. Sådan er det for vores nationalfugl, knopsvanen, som i 1925 var skudt ned til kun tre (3!) ynglepar i Danmark.

Den kommende debat vil vise, om vi vælger krondyrmodellen, svanemodellen eller noget helt tredje som svar på sælernes succes.

Ovenstående artikel er bragt første gang i Kristeligt Dagblad 20. januar 2014. Den kan læses og kommenteres af avisens abonnenter her

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Ordet er dit: Hvad er dine ønsker til fremtidens natur i Danmark?

Danmark skal standse naturens tilbagegang.  Men vejen til målet fortaber sig stadig i tågerne.  Naturplan Danmark  skal bane vejen for, at målet bliver nået inden år 2020. (Foto: Michael Stoltze).

Danmark skal standse naturens tilbagegang. Men vejen til målet fortaber sig stadig i tågerne. Naturplan Danmark skal bane vejen for, at målet bliver nået inden år 2020. (Foto: Michael Stoltze).

I næste folketingssamling kommer regeringen med et forslag til, hvordan vi skal benytte og beskytte vores land i fremtiden. Projektet, som hedder Naturplan Danmark, indgår i regeringsgrundlaget.

Natur og Samfund har skrevet dette oplæg og efterlyser debat om naturen og hvilke rammer, vi skal sætte for udviklingen.

Hvad er dine ønsker til fremtidens natur i Danmark? Hvor vild skal naturen være i Danmark i fremtiden? Det er ét af de mange centrale spørgsmål, der skal besvares op til vedtagelsen af Naturplan Danmark.

Hvad mener du?

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , | 13 kommentarer

Natur for fuld musik i 2014

2014 kan blive et vigtigt år for Danmarks natur. (Foto: Michael Stoltze).

2014 kan blive et vigtigt år for Danmarks natur. (Foto: Michael Stoltze).

2014 kan og bør blive et år med afgørende landvindinger for Danmarks natur.

Tilløbet har været langt. Allerede i 2001 vedtog EU-landene, at naturens tilbagegang skulle standses. Og det skulle ske senest i 2010. Men i marts 2010 blev det klart, at Danmark og EU som helhed ikke kunne nå målet. På Biodiversiteskonventionen tiende konference i Nagoya i Japan i oktober 2010, vedtog FN et tilsvarende mål, men denne gang var det globalt: FN landene blev enige om at standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed senest i år 2020. Det mål tog EU og Danmark til sig, da 2010-målet blev lagt i graven.

I 2013 sørgede Natur- og Landbrugskommissionen for opvarmning til en afgørende politisk naturdebat, som skal foregå i Folketinget i 2014 og 2015. Kommissionens grundbudskab er, at afbalanceret naturbeskyttelse og -genopretning ikke er i modstrid med ønsket om vækst og udvikling. Tværtimod. Det er en direkte forudsætning for en sund og bæredygtig udvikling af samfundet. Og kommissionen kom med en række konkrete anbefalinger til, hvordan man kan få natur, vækst og udvikling til at spille godt  sammen.

Sidst i 2013 skrev miljøminister Ida Auken, at 1/3 af Danmark efter hendes mening bør  være natur. Den 2. december 2013 indviede statsministeren Den Danske Naturfond, og miljøministeren bebudede forenkling af regler og love – herunder en ny naturbeskyttelseslov – og at Naturplan Danmark bliver fremsat i 2014.

Miljøminister Ida Auken startede 2014 med at etablere et nyt naturreservat som fristed for fugle, sæler og anden vild natur på Saltholm og det lave og stenfyldte farvand mellem Saltholm og Peberholm. Det er et god begyndelse.

2014 bør nemlig blive et år med naturpolitik i højsædet. Regeringen skal følge op på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger, og Folketinget skal drøfte, hvordan Danmark skal se ud i fremtiden og hvilke rammer, der skal være for Danmarks udvikling. Det kommer til at handle om planer, love og penge. Og det kommer til at handle om, hvad Danmarks befolkning ønsker.

Jeg håber, at den politiske, faglige og folkelige debat i 2014 kommer til at handle om, hvad vi vil med Danmark og hvilken natur, vi vil have i fremtiden. Man kan allerede nu give sin mening til kende her. Natur og Samfund har fremsat disse konkrete forslag, som ikke er ret langt fra miljøministerens.

Opvarmningen er slut. I de seneste måneder har miljøministeren vist rigtige og gode takter omkring naturbeskyttelse og -genoprening. Det er lovende, og takterne skal fastholdes.

I 2014 er der udsigt til natur for fuld musik på den politiske scene.

Godt Nytår!

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

2013 – stilstand, storm og nye vinde

cnbvhbcnv

Vores kamp for at sikre og udvikle Danmarks natur og biodiversitet bærer frugt og fortsætter med uformindsket styrke i 2014. Et år, som lover godt for nye landvindinger. (Foto: Michael Stoltze).

Kære allesammen

Nytåret nærmer sig, og tiden er kommet til at gøre status over året der gik og se fremad.

Den 31. januar 2012 sagde dronningen i sin nytårstale, at vi nok skal passe på ikke at sidde for meget foran de lokkende skærme, men drage mere ud for at se virkeligheden uden filter. Lære vores eget lands natur, kultur og befolkning godt at kende.

Den 1. januar 2013 talte statsministeren i sin nytårstale om krisens alvor, men også om optimisme, fællesskab og alle de værdier, vi bør værne om, være bevidste om og stolte af som danskere. Hun talte om grøn omstilling, men sagde ikke et ord om natur.

Det håber jeg, hun gør i overmorgen. Der er nemlig lagt i ovnen til, at 2014 kan blive et skelsættende år for Danmarks natur.

I april kom Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger om natur og landbrug i en ualmindelig helstøbt og vellykket slutrapport, som alle interessenter bakkede solidt op. Og kommissionens formand, Jørn Jespersen, har siden fastholdt sine klare budskaber om, at kommissionen er kommet med en samlet pakke, og at det er afgørende, at alle parter dropper vanetænkningen, taler sammen og følger anbefalingerne op med sammenhængende løsninger.

De politiske reaktioner på kommissionens anbefalinger var umiddelbart svage. Og henover sommeren og det tidlige efterår mistede grønne organisationer tålmodigheden. Det endte med, at syv af de største grønne organisationer gik sammen i en mediekampagne med krav til regeringen om handling på natur- og miljøområdet.

Miljøminister Ida Auken afviste kritikken og bedyrede, at regeringen var godt i gang med at indfri sine løfter. Og mod slutningen af 2013 har miljøministeren vist nye og lovende takter i naturpolitikken. Først i en kronik i Politiken, hvor hun bebudede, at 1/3 af Danmark skal være natur, siden med etablering af Dan Danske Naturfond, nye signaler om mere ekstensiv drift af statens skove, planer om forenkling af regler og love – herunder en ny naturbeskyttelseslov og om, at Naturplan Danmark bliver fremsat i 2014.

Med disse meldinger fra miljøministeren og en ny fødevareminister, Dan Jørgensen, som både vil landbruget og naturen det godt, er der begrundet håb om, at 2014 bliver et gennembrudsår for beskyttelse og udvikling af Danmarks naturværdier.

Efter et år med stilstand og storm i mere end én forstand ser det ud til, at der blæser nye friske vinde over Danmark fra og med 2014.

Med et hjerteligt tak for kampen i 2013 sender jeg hermed alle læsere og meddebattører de bedste hilsener og ønsker om en fortsat frugtbar kamp for Danmarks naturværdier i 2014 og et godt og lykkebringende Nytår.

Michael Stoltze

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , | 4 kommentarer

Fond, plan og ny lov om naturen hører sammen

Filsø 25-10-2012

Etableringen af Den Danske Naturfond er et vigtigt og glædeligt skridt i den rigtige retning for Danmarks natur.

Den Danske Naturfond kan noget ganske særligt og målrettet i bestræbelserne på at  sikre og genoprette vigtig og artsrig natur. Men uden bedre planlægning, bedre lovgivning og flere midler når Danmark ikke i hus med det nationale mål om at standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed inden år 2020.

Bedre og enklere love og regler er en af Natur og Samfunds mærkesager (se blandt andet her). Og Friluftsrådet og andre grønne organisationer har i mere end en halv snes år arbejdet for regelforenklinger og en ny naturbeskyttelseslov.

Nu følger miljøminister Ida Auken op ved at rydde op i de eksisterende love og bekendtgørelser på natur- og miljøområdet. Hun skriver blandt andet:

Natur- og miljølovgivningen er blevet alt for omfattende og uoverskuelig. Mange af lovene er så indviklede og svære at forstå, at det går ud over deres gennemslagskraft. Derfor sætter jeg nu gang i et arbejde, der skal give os en langt mere enkel, klar og sammenhængende lovstruktur.  Det vil gøre det nemmere at forstå og bruge reglerne til fordel for både borgere, virksomheder, organisationer og myndigheder – og i sidste ende selvfølgelig for miljøet.

Desuden kommer regeringen efter planen med Naturplan Danmark i slutningen af 2014. Planen har været stærkt efterlyst af naturforkæmpere og grønne organisationer siden Wilhjelmudvalget i 2001 kom med sin rapport om status og udfordringer for Danmarks natur “En rig natur i et rigt samfund”.

Naturplan Danmark bør have et solidt fagligt og folkeligt afsæt og sætte de overordnede rammer og principper for arealanvendelsen i Danmark.

Planer i sig selv flytter dog ikke noget i sig selv. Det er lovgivning og økonomiske incitamenter, som fører os i mål. Derfor er det glædeligt, at miljøministeren nu vil rydde op i reglerne.

Der er vores håb, at oprydning og forenkling af naturbeskyttelsesloven og planloven står allerøverst på ministerens liste.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | 5 kommentarer

Den Danske Naturfond er en spæd begyndelse

En rigtig eng med orkideer, ranunkler, trævlekrone og ikke mindst violette kærtidsler, der afslører den fine eng på lang afstand. (Foto: Michael Stoltze)

En næringsfattig og artsrig eng med orkideer, ranunkel, syre, trævlekrone og ikke mindst violette kærtidsler, der afslører den fine eng på lang afstand. (Foto: Michael Stoltze).

Der skal ikke herske tvivl om, at etableringen af Den Danske Naturfond er en af de bedste nyskabelser og en af de vigtigste nyheder for Danmarks natur i mange år.

Der er lagt op til, at fonden skal uddele 75 mio. kroner til natur årligt. Derudover finansierer staten sekretariatet med et beløb, der når op på 15 mio kr. årligt fra og med 2016.  Dvs. 90 mio. kroner årligt, hvor op mod 17 % går til administration.

De 75 mio. er 1/4 af de 300 mio. kroner, som Natur- og Landbrugskommissionen anbefalede som et årligt minimumsbeløb. Den Danske Naturfond starter beskedet med, hvad der svarer til ca. 13 kr. årligt pr. dansker til natur. Den nyfødte fond er velskabt, men endnu spæd.

Fonden kan imidlertid vokse sig stor og stærk. Og det bør den. Konstruktionen er sund og lovende. Det ville derfor være glædeligt, om fonden gradvist kunne blive stor nok til at uddele i størrelsesordenen 500 mio. kroner årligt. Der er behov for det. 500 mio. kr. årligt svarer til noget i retning af en biograftur årligt pr. dansker.

Desuden kan og skal fonden ikke stå alene. Der skal mere til, hvis kampen for at standse naturens tilbagegang og kampen for et smukkere land med en rig natur og en rig fremtid skal lykkes. Fonden skal ledsages af udmøntningen af Naturplan Danmark, som miljøministeren forventer at præsentere i løbet af 2014, og den bør følges af forbedret og forenklet lovgivning, så det bliver mere attraktivt for landmænd og andre lodsejere at eje og drive naturområder.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 4 kommentarer

Svendestykke fra naturens minister

Miljøminister Ida Auken har fra mange sider, også fra Dansk Natur, fået drøje hug for ikke at tage sig tilstrækkeligt af Danmarks natur. Det dér med planter, dyr, naturtyper, landskaber og biodiversitet, var vist ikke lige noget for hende.

Men inderst inde har der hele tiden været en knop. Ministeren har lyttet, lært og tænkt, og for nylig skrev hun en kronik i Politiken, hvor hun fremlagde dristige visioner om, at 1/3 af Danmark areal i fremtiden skal være [beskyttet] natur med plads til sammenhængende levesteder for vilde planter og dyr.

Som en optakt til disse bestræbelser underskrev statsminister Helle Thorning-Schmidt mandag den 2. december 2013 principerklæringen om oprettelse af Den Danske Naturfond. Bagefter var der pressemøde, hvor miljøministeren, klimaministeren, Villum Fonden og Aage V. Jensen Naturfond præsenterede Den Danske Naturfond:

Fonden kan på ingen måde stå alene. Den skal følges af den bebudede Naturplan Danmark, som miljøministeren forventer at kunne præsentere i 2014, og den bør følges af forbedret og forenklet lovgivning. Men Den Danske Naturfond tegner til at blive en milepæl for naturbeskyttelsen i Danmark. Fonden er et flot svendestykke i regeringens naturpolitik, og ingen bør længere være i tvivl om, at Ida Auken nu er sprunget ud som naturens minister.

Med Den Danske Naturfonds fødsel vil den 2. december fremover være en festdag for naturen i Danmark. Dansk Natur ønsker alle danskere tillykke. Vi håber og tror, at blomsten vil bære frugt.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Naturfond på plads på solidt fundament

Midlerne i naturfonden skal gå til målrettet naturgenopretning, og opkøb af både våde og tørre arealer til natur. Fonden kan f.eks. sikre og genoprette natur som f.eks. denne blomsterrige bakke. (Foto: Michael Stoltze).

Midlerne i Den Danske Naturfond skal gå til målrettet naturgenopretning og opkøb af både våde og tørre arealer til natur. Fonden kan f.eks. sikre og genoprette natur af samme slags som denne blomsterrige bakke. (Foto: Michael Stoltze).

Med finanslovsaftalen for 2014 mellem regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti er Den Danske Naturfond en realitet fra og med 2014.

I aftalen står blandt andet:

“Fonden skal gennemføre natur- og miljøprojekter, som bidrager til naturens mangfoldighed, beskyttelse af truede arter, renere vandmiljø og lavere udledning af drivhusgasser. Desuden skal fonden styrke den folkelige forankring og opbakning til naturgenopretning og naturbeskyttelse. Fonden vil understøtte Danmarks opfyldelse af internationale forpligtelser på natur og miljøområdet og understøtte regeringens målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser. 

Fondens aktiviteter vil hovedsageligt omfatte opkøb og udtagning af landbrugsjord fra drift. Fondens projekter vil dermed også bidrage til, at Danmarks naturareal øges og at flere naturarealer i årene fremover kommer til at hænge bedre sammen til gavn for dyr og planter.”

Den Danske Naturfond etableres i samarbejde mellem staten, VILLUM FONDEN og Aage V. Jensens Naturfond. Fonden vil råde over en samlet kapital på 875 mio. kr. til sine aktiviteter, hvoraf staten stiller 500 mio. kr. til rådighed. VILLUM FONDEN yder et bidrag på 250 mio. kr. og Aage V. Jensens Naturfond et bidrag på 125 mio. kr. 

Fonden arbejder på at rejse yderligere kapital på mindst 125 mio. kr. inden 2016 fra almennyttige fonde, virksomheder samt private. Fonden vil herudover løbende arbejde for at rejse kapital fra en bred kreds af interessenter i forbindelse med konkrete aktiviteter og projekter inden for dens formål. Staten garanterer for den langsigtede drift og pleje af de naturarealer, som fonden etablerer. 

Regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti er enige om at afsætte 75 mio. kr. årligt i 2015-2017 til Fondens aktiviteter, blandt andet til opkøb af jord og etablering af natur.”

Aftalen er resultatet af et solidt grønt og politisk håndværk. Det er en rigtig god aftale, som – endelig – giver grund til optimisme for Danmarks natur. Formålsbeskrivelsen giver godt nok ret vide muligheder for fondens aktiviteter, herunder mulighed for projekter, der primært er rettet mod klima og vandmiljø. Overordnet står biologisk mangfoldighed og beskyttelse af truede arter dog stærkt i aftalen, og disse aktiviteter vil ofte have gavnlige miljø- og klimagevinster som sideeffekter, der er værd at tage med (f.eks vil udlæg af arealer til såvel skov i drift og urørt skovsuccession gavne klima og vandmiljø, og genopretning af overdrev og enge vil gavne grundvand og vandmiljø).

Det er uhyre positivt og perspektivrigt, at fonden bredt inviterer private investorer til at bidrage. Det vil rigtig mange forhåbentligt gøre. Det vil også være en oplagt mulighed at  starte folkelige indsamlinger til fondens arbejde for mere og bedre natur.

Endelig er det positivt, at Den Danske Naturfond er født i et bredt politisk forlig og er blevet til med bred støtte fra alle store grønne organisationer. Det er et sjældent stærkt politisk og grønt og folkeligt fodslag, som er garant for fondens fremtid i en politisk omskiftelig verden.

Fonden vil uden tvivl gavne Danmarks økonomi, bidrage til en smukkere og bedre fremtid for landet og bidrage til, at vi bliver mere bevidste om og stolte af vores natur.

Herfra skal derfor lyde et rungende tillykke til alle med Den Danske Naturfond.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 17 kommentarer

Landbrugets løftebrud

Landbrug og Fødevarer skriver, at Danmark er et kulturland og at landbrug og natur er to sider af samme sag. (Foto: Michael Stoltze).

Landbrug og Fødevarer skriver, at Danmark er et kulturland og at landbrug og natur er to sider af samme sag. (Foto: Michael Stoltze).

Erhvervsmastodonten Landbrug & Fødevarer byder med dette indlæg fra viceformand Lars Hvidtfeldt op til debat om naturen. Det er fint. De skal få debat, skal de. Og de skal få læst og påskrevet. L&F har nemlig slet ikke forstået, hvad det vil sige at tage vare på naturen.

Da Wilhjelmrapporten kom i 2001, skrev Dansk Landbrug (som L&F hed dengang) til pressen:

“Rapporten vil blive husket som en milepæl om ti år. Det var med den, vi stoppede op og besluttede os for, at Dalgas-perioden 100% var overstået. Nu er det andre værdier end blot at dyrke jorden, der skal til for, at vi kan tale om godt landmandsskab. Vi skal også tage vare på naturen.”

Det var et flot og historisk løfte. Men den politisk top i Landbrug & Fødevarer har brudt løftet. Den er ravruskende gal. L&F har modarbejdet enhver tanke om at tage vare på naturen og dens mangfoldighed. Det er højst blevet til ligegyldig “lærkepletter” og “vildtstriber”. Det er pinligt ringe. Og det værste er, at vore politikere er hoppet med på den vogn.

Jeg anklager IKKE landmænd, og Landbrug & Fødevarer gør vel bare, hvad de mener, tjener erhvervet bedst. Men jeg anklager vore politikere for at følge L&F’s lobbyisme og tage beslutninger, som er til skade for naturen og Danmarks fremtid.

Udgivet i Almen dannelse, Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | 10 kommentarer

Vækst og bæredygtighed

Vækst må aldrig blive et mål i sig selv.

I løbet af 1970’erne 1980’erne erkendte vi, at Jorden og vores trygge tilværelse på planeten kun kan bestå, hvis udviklingen er bæredygtig. Bæredygtig udvikling blev defineret:

En udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.

Siden verdenstopmødet i Rio i 1992 har alverdens lande tilsluttet sig  grundprincipperne om, at al udvikling skal hvile på bæredygtighedens tre grundpiller: Den miljømæssige, sociale og økonomiske grundpille. Alle tre grundpiller skal være solide. Hvis bare ét af de tre forhold ikke tilgodeses, vakler bæredygtighedens bygning. Så kan udviklingen gå helt skævt.

Den globale dagsorden for bæredygtig udvikling er sådan set simpel og let at forstå: Vi er så mange mennesker, som bruger så meget og har så store behov og forventninger, at vi er nødt til at følge de disse regler for ikke at drukne i skidt, social deroute eller økonomisk krise.

Siden 1992 er begrebet bæredygtig udvikling blevet oversat til nye, billedrige begreber som bæredygtig vækst, grøn udvikling, grøn vækst, grøn omstilling eller grøn økonomi. Der ligger et muligt skred i, at fokus nu ofte er mere på vækst end på udvikling. Og den økonomiske krise i Vesten gør det ikke bedre.

Skredet begyndte tilsyneladende i slutningen af 00’erne. Da Anders Fogh Rasmussen besøgte George W. Bush på hans ranch i februar 2008, brugte de to statsledere således tiden på at tale miljø på en ny måde. På pressemødet bagefter sagde Fogh blandt andet følgende:

– Vores samtaler om miljø har været meget opmuntrende. Faktisk – ja, undskyld mig, hr. præsident – men jeg synes, at den amerikanske præsident er en overbevist miljøforkæmper.

Udtalelsen vakte vild undren på grund af Bush-regeringens udfald mod miljøforkæmpee, og fordi Fogh efter magtskiftet i 2001 havde langet markant ud efter Svend Auken og den tidligere regerings miljøpolitik. Fogh ansatte blandt andet Bjørn Lomborg som miljørådgiver midt i de rygende ruiner af Naturrådet, som han havde nedlagt efter, at det havde eksisteret som rådgivende organ for skiftende regeringer siden 1917.

Kort efter Foghs besøg i USA spirede begrebet “Grøn Vækst” frem. “Grøn Vækst” blev dansk miljøpolitik i 2009. Og siden opstod GGGI (Global Green Growth Institute) med Lars Løkke Rasmussen som formand og udviklingsminister Christian Friis Bach som bestyrelsesmedlem. Et påfaldende stærkt dansk engagement. Og vækst er mere og mere blevet et mål i sig selv i dansk og international politik.

1980’ernes grundprincipper for bæredygtig udvikling er tydeligvis under pres. Ensidig fokus på bare ét eller to af bæredygtighedens tre grundpiller, ødelægger udviklingen. Og det uanset om det er ensidig fokus på økonomi, sociale forhold eller miljø. Man må endelig ikke tro, at bæredygtig udvikling kun handler om miljø. Og man må endelig ikke tro, at bæredygtig udvikling kun handler om økonomi.

Bæredygtig udvikling handler om det hele. Det handler om, at de tre grundpiller er lige stærke. Det handler om balance.

Derfor er det helt galt, hvis økonomisk rentabilitet bliver sat før alt andet som følge af jagten på vækst. Erhvervslivets stræben efter vækst, større indtjening og flere ansatte er en essentiel drivkraft og en grundbetingelse for, at samfundet kan hænge sammen og sikre social tryghed, miljø og natur. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at politikere over alt i Vesten koncentrerer sig om at få gang i beskæftigelse og økonomi. Men vækst må aldrig blive et mål i sig selv.

Efter topmødet i Rio i 1992 tog hele verden principperne for bæredygtig udvikling til sig. Grundprincipperne er garant for, at udviklingen går godt, og at vi og vore efterkommere går en tryg fremtid i møde. Det er bare betydeligt lettere at beslutte sig for en global dagsorden om bæredygtig udvikling end at gennemføre den. Især når krisen kradser.

Vi kender ikke fremtiden. Men vi har alle en kollektiv pligt til at prøve at sikre en fælles fremtid med tryghed og sundhed og muligheder, som ikke stiller vores efterkommere ringere, end vi er stillet i dag. Det var den afgørende dagsorden, der for alvor kom på bordet globalt efter Rio 1992.

Set i den globale miljøhistories klare lys, tror jeg ikke, at nogen for alvor betvivler vigtigheden af bæredygtig udvikling. Vi har jo haft enorm succes med principperne. Vi fik løst de mest truende miljøproblemer. Vi døde ikke i millionvis af forurening, vi druknede ikke i skidt, og ressourcerne rækker – endnu da. Nu banker klimakrisen og biodiversitetskrisen (det fænomen, at Jordens arter fortrænges af mennesker og uddør) på med nye udfordringer. Det er store og vanskelige udfordringer. Men det var de dramatiske forureningsproblemer i sidste halvdel af det 20. århundrede også.

Jeg er overbevist om, at vi kan løse både klimakrisen og biodiversitetskrisen. Vi kommer bare ikke sovende til det, og det nytter ikke at springe over, hvor gærdet er lavest.

Vækstretorikken i den aktuelle økonomiske krise og fænomener som GGGI er faresignaler. Udviklingen skal være bæredygtig. Vi må ikke snyde på vægtskålen eller hidse hinanden op i en jubeloptimisme uden jordforbindelse.

Hvis vi skal fremme den bæredygtige udvikling, skal vi følge grundprincipperne og bruge de rigtige ord. Her er grøn omstilling og grøn økonomi at foretrække. Begge udtryk har udvikling og vækst indbygget, men væksten udstilles ikke som et mål i sig selv, som man uvægerligt gør, når man bruger udtryk som grøn vækst eller bæredygtig vækst.

Det er en svær, svær balance, og der er mange fælder. Vi begår masser af fejl i jagten på bæredygtige løsninger. I klimakrisens navn har brugen af 1. generations biobrændstoffer som palmeolie og rapsolie f.eks. udviklet sig til katastrofer for natur og miljø, og det har vist sig, at det rent klimamæssigt ville have været bedre at bruge fossile brændstoffer. Biogasanlæg, som på papiret er lovende, har voldt masser af problemer med alt for lille og alt for urentabel produktion. Og den massive satsning på vindmøller har også bevæget sig ud i en sump af ubæredygtig økonomi, hvor strømmen er himmelråbende dyr i forhold til andre energikilder.

Den grønne omstilling tager tid og kræver tålmodighed og omtanke. Soliditeten af bæredygtighedens tre grundpille skal tjekkes grundigt, inden projekter søsættes i storskala. Og i al produktion – landbrugets inklusive – bør det være et grundprincip, at forureneren betaler, samt at tilskud enten skal afskaffes fuldstændig eller begrænses til et minimum i en kort periode for at sparke en ny og lovende teknologi i gang.

Den globale konsensus om principperne for bæredygtig udvikling var en af de helt store og afgørende sejre den nyere verdenshistorie. Det skal vi huske og være glade for.

Krisen må ikke føre til, at bæredygtigheden begynder at vakle.

Bæredygtig udvikling hviler på tre lige solide grundpiller: Det økonomiske, miljømæssige og sociale ben.
Udgivet i bæredygtig udvikling | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Bak op om bakkerne

Blomsterbakken Høvblege på Møn. Bakken er et  Danmarks smukkeste og mest artsrige naturområder  med en formidabel udsigt. (Foto: Michael Stoltze).

Blomsterbakken Høvblege på Møn. Bakken er et Danmarks mest artsrige naturområder med et hav af sjældne arter og en formidabel udsigt. (Foto: Michael Stoltze).

Vand giver liv, og lyset spiller i vandflader, hvor alting spejler sig. Vi elsker vand, og vi elsker at bo nær hav, søer eller store åer.

Derfor er det ikke mærkeligt, at naturgenopretning især har handlet om at genskabe søer, fjorde og slyngede vandløb. Det vil det også handle om i fremtiden.

Men naturbeskyttelse og naturgenopretning bør have fokus på mere end vådområder. Hvis vi virkelig vil passe på naturens mangfoldighed og skønhed skal vi også rette blikket mod de tørre og højtliggende bakker.

Det er nemlig her i de blomstrende bakker (overdrevene) og på næringsfattige sletter og enge, at Danmarks mest truede natur findes. Fra bakkerne er der udsigt over landet, og de næringsfattige bakker, sletter og enge har sjældne og farveprægtige blomster, harer, agerhøns og et mylder af sommerfugle, bier og andre insekter.

De blomstrende bakker og andre næringsfattige steder er bare forsvundet i foruroligende hast. Og i kampen for den danske natur og biodiversitet, har der hidtil været al for lille opmærksomhed på den tørre naturs trængsler. Det vil vi gøre noget ved. Vi vil arbejde for, at den Nationale Naturfond og Naturplan Danmark, som regeringen har i støbeskeen, også får fokus på den tørre natur og bakkernes truede herligheder.

Derfor har vi taget initiativ til kampagnen Bak op om bakkerne.

Med kampagnen vil vi sætte fokus på de blomstrende bakker, passe på dem, vi har tilbage og genoprette nye blomsterbakker og åben, næringsfattig antur i hele landet, hvor det kan lade sig gøre. Vi vil gøre Danmark smukkere.

Kampagnen kommer til at køre for alle her på Dansk Naturs blog, hvor enhver kan blande sig. For facebookbrugere har vi etableret den åbne gruppe Bak om om bakkerne,  som man kan støtte og bruge ved at skrive, dele, invitere venner til gruppen, “like”, komme med tanker og forslag, dele erfaringer, viden, billeder osv.

Rigtig god fornøjelse!

Og her en en lille billedkavalkade fra bakkerne:

Nældens takvinge i blåhat. (Foto: Michael Stoltze).

Nældens takvinge i blåhat. (Foto: Michael Stoltze).

Myrerne har bygget en lille bakke med timian, blåklokke gul snere og andre blomster. (Foto: Michael Stoltze)

Myrerne har bygget en lille bakke med timian, blåklokke gul snere og andre blomster. (Foto: Michael Stoltze)

Seksplettede køllesværmere i parring. (Foto: Michael Stoltze).

Seksplettede køllesværmere i parring. (Foto: Michael Stoltze).

Merian og humlebi. (Foto: Michael Stoltze).

Merian og humlebi. (Foto: Michael Stoltze).

De tørre, åbne og ugødede bakker er eldoardoer for blomster,   sommerfugle, harer,  agerhøns og meget mere. (Foto: Michael Stoltze).

De tørre, åbne og ugødede bakker er eldoradoer for blomster, sommerfugle, harer, agerhøns og meget mere. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | 3 kommentarer

Miljøministerens natur

En tredjedel af Danmarks areal skal være natur, skriver mijljøminister Ida Auken. (Foto: Michael Stoltze).

En tredjedel af Danmarks areal skal være natur, skriver milljøminister Ida Auken. (Foto: Michael Stoltze).

Siden Ida Auken kom til som miljøminister i 2011, har naturforkæmpere og grønne organisationer ventet spændt på, hvad hun ville som naturens minister.

Vi kom til at vente længe, og undervejs har der i stigene grad været undren over ministerens manglende naturpolitiske udmeldinger.

Nu skal regeringen følge op på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. Det er en god anledning for ministeren til at vise, hvad hun og regeringen vil. Kommisssionen har leveret et ualmindeligt solidt og sammenhængende sæt anbefalinger, som – hvis de gennemføres som en samlet pakke – vil komne både landbrug, natur og miljø til gode.

For naturen og Danmarks fremtid er især tre store projekter vigtige: 1: Naturplan Danmark, 2: Etablering af en national naturfond, og 3: Forbedring og forenkling af lovgivningen.

Naturplan Danmark (der kan betragtes som en stærkt forsinket opfølgning på Wilhjelmudvalgets rapport fra 2001), er skrevet ind i regeringsgrundlaget, men planer er ligegyldige og virkningsløse uden finansiering og god lovgivning. Så naturfonden og revision af lovgivningen hører altså tæt, tæt sammen med Naturplan Danmark.

Natur- og Landbrugskommissionens arbejde har været uhyre vigtigt. Nu er grundlaget der, og efter to år på posten er miljøminister Ida Auken tilsynealdende også ved at træde i karakter som naturnes minister. Den 6. november 2013 bragte Politiken således kronikken Naturen er en nøgle til forståelsen af os selv.

I kronikken skriver ministeren blandt andet, at naturen er  “…en nøgle til forståelse af os selv og vores historie. Derfor er min vision, at vi får skabt et land med en rig, spændende og sjov natur, der myldrer af planter og dyr, og som alle danskere har adgang til. Hvor vi har en rigdom af skove, vandløb, enge, heder, overdrev og moser, som er forbundet med hinanden, så ørne, oddere og kronhjorte kan boltre sig frit.

Hvor danskere i alle aldre bruger naturen, og vi samtidig giver den ro og fred til at passe sig selv, hvor den har brug for det.”

Og hun skriver: “Derfor arbejder jeg for, at vi skal skabe langt mere skov, enge og vådområder, end vi gør i dag. Det er mit personlige håb, at vi på langt sigt kan nå dertil, at en tredjedel af hele Danmarks areal skal være natur, og derfor skal indsatsen på både kort og langt sigt styrkes.”

Se, dét er en minister, som også er naturens minister! (selv om hun desværre igen-igen mangler at nævne den mest truede og artrige natur:  Overdrevene – de blomstrende bakker).  Spørgsmålet er nu, hvad ministeren mener med, at en tredjedel af Danmarks areal skal være natur. For strengt taget er alt er jo natur. Det er vild og urørt natur samt ekstensivt benyttet natur, Danmark mangler.

Vi skal have en folkelig debat om, hvordan Danmark rent fysisk skal indrettes i fremtiden. Ministeren har i kronikken meget travlt med at fortælle, at de stridende parter skal stoppe den hidtidige skyttegravskrig og begynde at tale fornuftigt sammen.  Det er yderst nødvendigt. Men ministeren og regeringen skylder os at blive mere konkret og komme med løsningsforslag.

Det handler om, hvordan vi skal benytte Danmark, som man kan læse i dette oplæg:  Hvordan skal Danmark se ud?

Og så handler det i høj grad om (som ministeren på udmærket vis antyder i sin kronik), at vi efterhånden bliver mere bevidste om og får øjnene op for den danske natur. Den er blevet en fremmed fugl for de fleste. Det er en stor skam. For Danmarks natur er stadig fuld af enstående liv, variation og kvaliteter – ikke mindst pga. vores 7500 km lange kyst.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | 4 kommentarer

Naturen bør have sin egen dagsorden

Enge, heder og overdrev (som her) reddes ikke af en ensidig klimadagsorden. Naturen har brug for sin egen politik.

Danmarks mest truede natur – enge, heder og overdrev (som her) – reddes ikke af en ensidig klimadagsorden. Naturen har brug for sin egen politik.

Regeringens Natur- og Landbrugskommission har anbefalet, at Danmark får en national naturfond, som kan finansiere naturgenopretning og opkøb af arealer til naturformål.

Forslaget er faldet i rigtig god jord og bakkes bredt op af eksperter og grønne organisationer. Politikerne har været mere tøvende, og hidtil har kun Det Konservative Folkeparti meldt klart ud, at de ønsker fonden etableret med en bevilling på 300 millioner kr. årligt.

Men nu har Enhedslisten (EL) meldt sig på banen, og det er interessant på en anden måde, fordi EL ventes at indgå forlig med regeringen om finansloven for 2014. Som oplæg til finanslovsforhandlingerne har EL stillet krav om en ambitiøs klimaplan, som betyder, at Danmark kan nå i mål med en 40 % reduktion af CO2-udledningen i 2020.

I den forbindelse har EL bragt naturfonden i spil allerede fra 2014. Hør om udspillet her.

Det er fremragende, for sikring og genopretning af natur og biodiversitet koster penge, og de penge mangler simpelhen på statens budget og har manglet i mange år.

Imidlertid er det tankevækkende, at natur og biodiversitet igen-igen højst følger med som det tynde øl på en anden dagsorden.

Skovrejsning og udlægning af urørt skov og mose giver store klimagevinster, så dét er ren win-win. Men genopretning af enge, overdrev og heder er kun win for naturen og de truede arter. Så disse naturtyper, som tilsammen rummer den mest truede biodiversitet i Danmark, vil ikke blive tilgodeset, hvis naturbeskyttelse ensidigt bliver spændt for klimadagsordenens vogn.

Når det er sagt, er det uhyre positivt, at naturfonden nu med ELs udmelding er i spil i finanslovsforhandlingerne. Og den private Villumfond er parat til at matche staten med 1/4 milliard.

På denne baggrund håber og forventer Natur og Samfund, at regeringen handler, så naturfonden bliver etableret allerede fra og med 2014. Og allerhelst håber vi, at regeringen begynder at formulere en egentlig naturpolitik, så naturen ikke bliver ved med alene at være det tynde øl på andre dagsordener.

Naturen bør have sin egen dagsorden.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | 1 kommentar

Danmark bliver vildere

Vild natur ved Rubjerg Knude i Nordjylland. (Foto: Michael Stoltze).

Vild natur ved Rubjerg Knude i Nordjylland. (Foto: Michael Stoltze).

VILDSKAB. Naturen kan udfolde sig smukt i samspil med mennesker. Men hvor mennesket slet ikke blander sig, kan naturen nå himmelske højder. Den vilde natur er på fremmarch i Danmark.

Forleden aften så jeg firmamentet som sjældent før.

Det var stille og klart, og Månen var i aftagende og derfor endnu ikke stået op, da jeg kom hjem en sen oktoberaften. Her på landet, hvor jeg bor, er der ingen gadelamper og intet generende lys fra naboer eller byer i nærheden. Her er bare mørke. Så da jeg slukkede billygterne og trådte ud i natten, var det først ikke til at se en hånd for sig. Men så tryllede det bælgravende mørke stjernehimlen frem med Mælkevejen, Karlsvognen, Nordstjernen og Cassiopeia. Mørket hjalp mig til at se. Og det hele funklede så klart i den blikstille nat, at jeg uvilkårligt fik denne barnlige trang til at kalde: “Er her nogen?”

I Sahara og fjerne ubeboede egne i troperne har jeg oplevet enestående flotte stjernehimle i klart vejr op til og lige omkring nymåne. Og ude på landet kan nattehimlen også være fabelagtig i Danmark. Som pludselig forleden i klar oktoberluft.

Stjernehimlen har altid sat tankerne i gang hos mennesker. Firmamentet er perfekt og aldeles upåvirket af os. Vi kan iagttage det, studere det og forundres, men vi kommer aldrig til at forstå universets uendelighed. Ligesom det forbliver en gåde, hvad der sker med selvet, når vi dør, synes jeg, at verden giver mening netop på grund af de forhold, vi aldrig vil kunne forstå. Hvad var der før tiden begyndte? Hvor er universets grænse? Er der en grænse? Og hvad er der i så fald så udenfor? Jeg kan ikke komme det nærmere end her:

Jeg stod en stille stjernenat

og tænkte med min hjerne at,

det store univers kun giver mening,

hvis det, som er uendeligt

og dog begrænset som mit digt,

kan mødes her i grænseløs forening.

På Jorden er alt anderledes end i himlen. Her kan vi ændre omgivelserne til vores egen fordel, og det har vi gjort med kolossal succes. Og vi har med stor begejstring erkendt, at vi har sådanne evner.

Filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) indså menneskets styrke på det punkt og skrev begejstret, at: ”Det er et storslået og smukt syn at se mennesket bevæge sig ud af intet ved sine egne kræfter. Med fornuftens lys sprede det mørke, som naturen har indhyllet det i; løfte det over sig selv; med ånden hæve sig til himmelske højder.”

Vi hylder de skønne kunster, vores selvbevidsthed og vores evner til at ændre verden til vores egen fordel. Med god grund, for uden kulturen ville vi stadig leve som dyr og være en brøkdel af det antal mennesker, vi er i dag. Men hvad med naturen? Hvad med den himmel, som Rousseau selv benytter som metafor for det højeste? Kan man hylde både kulturen og den vilde natur som det himmelhøje og kæmpe for begge dele?

Global kamp for mere vildmark

Selvfølgelig. Kampen for det skønne vilde og kampen for kulturen og de skønne kunster kan sagtens forenes. Det hænger sammen, for hvad var kulturen uden den vilde natur som fundament? Ingenting.

I de seneste år er den globale kamp for vildmark blevet intensiveret. Det er sket i kølvandet på en lang æra, hvor menneskeheden har fortrængt vild natur, forfulgt og helt eller delvist udryddet store dyrearter og forurenet luft, vand og jord voldsomt. Den kollektive dårlige samvittighed over alt dette var med til at vende bøtten, så vild natur mod slutningen af det 20. århundrede blev noget næsten helligt. Det blev næsten forbudt at tale om natur som noget besværligt. “Naturen är god”, som svenskerne skriver i én af deres smørreklamer.

Selvfølgelig er naturen ikke bare god. Naturen er alting på godt og ondt. Naturen er kulturens fundament og alt det, vi spejler os i. Derfor hilser jeg den intensiverede kamp for vildskaben mere end velkommen. Lad os endelig få masser af vidunderlig vildskab. Også i Danmark. Bare kampen for vild natur ikke udarter til en kulturfjendsk bevægelse eller til urealistiske forestillinger om menneskeheden tilbage til naturen og stenalderkost til samtlige syv milliarder sjæle på Jorden.

Nationalparker

Den internationale tendens har rødder tilbage i nationalparkbevægelsen, som startede med etableringen af Yellowstone National Park i 1872. USA havde brug for identitet, og det kunne navnlig de storslåede naturområde i det vestlige USA levere til overflod. Her var vildskab og magi for alle pengene. Og selv om kampen for at sikre arealerne og naturrigdommene har været hård, er nationalparkere i dag blandt de mest hellige og elskede dele af USA. I nationalparkerne løfter naturen sig til himmelske højder.

Siden bredte nationalparkbevægelsen sig over hele Jorden. Oprettelse af  nationalparker blev internationalt den vigtigste måde at beskytte vild natur på, og over hele verden blev der etableret nationalparker for at skabe identitet og tiltrække turister.

Danmark var længe om at komme op af starthullerne. Men i 2008 blev Nationalpark Thy med et areal på 244 km2 indviet som den første danske nationalpark. I 2009 fulgte Nationalpark Mols Bjerge på 180 km2, og i 2010 åbnede Nationalpark Vadehavet på hele 1.459 km2 (heraf ca. 300 km2 land).

Mod international sædvane valgte Danmark dog en light-model for sine nationalparker, som derfor ikke behøver at være vildmark. Efter den danske nationalparklov fra 2007 kan de også bestå af kulturlandskaber. Der er dog intet i vejen for, at de danske nationalparker kan blive til ægte vildmark, og Nationalpark Vadehavets marine del og størstedelen af Nationalpark Thy er reel vildmark, hvor naturens kræfter råder frit.

Fra guldaldernatur til rå vildskab

I det 19. århundrede havde naturen i Danmark mange smukke udtryk med blomstrende bakker, heder, enge og lysåbne skove – det vil sige alle de kulturlandskaber, som var med til fremkalde den nationale bevidsthed herhjemme under Guldalderen. Men den vilde natur i Danmark var fredløs langt ind i det 20. århundrede. Mange store dyrearter var udryddet eller på randen af udryddelse i begyndelsen af det 20. århundrede. Ørnene var uddøde, og knopsvanen var nede på nogle få ynglepar. Jagten var fri, og der var frit slag for opdyrkning af vildmark. Det fik i 1919 zoologen Herluf Winge til at oprette et legat til køb af  “et Fristed eller flere til Fredning af Planter og Dyr, også de såkaldte skadelige”.

Winge ønskede at gå mod datidens fremherskende natursyn, og han kunne næppe vide, at hans idé blev spiren til vor tids syn på naturen. Men i 1928 – fem år efter Winges død – købte Københavns Universitet øen Vorsø i Horsens Fjord. Det meste af den 72 hektar store ø blev straks overladt til naturens frie kræfter. Skoven indvandrede og efter mange år slog skarverne sig ned. 16 hektar af øen blev dyrket frem til 1978, hvorefter al dyrkning blev stoppet. Så nu er Vorsø fuldstændig overladt til naturens frie kræfter. Skoven er indvandret og under udvikling. Vorsø er blevet en urskovsø. Og havørnen er begyndt at yngle på øen. Vorsø bliver vildere og vildere og mere magisk for hvert år, der går. Herluf Winge har fået alt det, han drømte om og mere til.

Nationalparkerne og Vorsø er ikke de eneste steder, hvor vildheden og vildmarken er vendt tilbage. Der er masser af steder, hvor naturen nu får lov til at passe sig selv. Siden begyndelse af 1990’erne er godt 70 km2 skov (lidt under 2 % af Danmarks skovareal) rundt omkring i Danmark blevet udlagt som urørt. Drænsystemet i den enorme Lille Vildmose og drænkanalerne fra adskillige andre moser er blevet afbrudt, så moserne atter kan passe sig selv og være åbne sådan, som en rigtig vild mose skal være. Flere af Danmarks små øer er blevet overladt til naturen, så de er ved at blive til urskovsøer. En af de vilde øer er Ormø, som jeg ser over mod hver dag fra mit hus ved Holsteinborg Nor. Ved Lønstrup Klint og Råbjerg Mile får sandet lov til at være vildt og fyge hægende ind over land. Den tidligere så frygtede sandflugt har skiftet status fra fjende til ven og er nu blevet umådelig populær underholdning for turister, som kommer til Lønstrup og Råbjerg Mile fra nær og fjern for at opleve den vilde natur for fuld udblæsning.

Sidst, men ikke mindst, hersker vildheden ofte ved kysterne, hvor havet får lov til at gnave af landet og fremkalde fortryllende klinter og strande.

Enhver, der har besøgt Serengeti eller en anden af Afrikas store nationalparker og oplevet savannens lyde og sitrende intensitet af liv og død og store vilde dyr, ved at værdsætte vildskaben. Den er dragende og skræmmende, og der er slet ingen tvivl om de himmelske højder. Men for den, der først har øje for det, findes vildskabens magi i alle tænkelige skalaer, og i Danmark vokser vildskaben frem i større og større omfang år for år. De store dyrearter vender tilbage og oversvømmer landet. Bestanden af krondyr eksploderer, sælerne boltrer sig i havet, gæs og svaner flyver i tusindtallige flokke, hejrer, traner og skestorke erobrer landet, bæveren breder sig, de stærke havørne yngler og svæver nu i massevis over Danmark, vildsvinet grynter parat til start ved grænsen, ulven er indvandret til Jylland, og hvis bornholmerne vil have det, skal den europæiske bison snart leve frit på Bornholm.

De store dyr glæder mange, men vil også volde problemer, og nogen gør det allerede. Så fremtiden vil byde på bæverjagt og ulvejagt og meget andet i Danmark.

De danske vildmarker er spredte og ikke så tydelige i landskabet endnu. Det bliver de snart. De udgør allerede omkring 2 % af landet, og de bliver flere, større og vildere i fremtiden. Man må dog ikke af den grund tro, at Danmark er på vej tilbage til stenalderen. Danmark er et kulturland, og vi vil også fremover benytte landet ganske intensivt for at opretholde vores kultur.

Dele af Danmark er imidlertid bedst tjent med at blive vildmark. Steder, hvor naturen løfter sig til himmelske højder ved bare et være der.

Vild natur ved Møns Klint. (Foto: Michael Stoltze).

Vild natur ved Møns Klint. (Foto: Michael Stoltze).

Ovenstående er bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad den 21. oktober 2013  under titlen Vildhedens Univers

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Miljøministeren leverer ikke varen

Miljøminister Ida Auken (SF)

Miljøminister Ida Auken (SF)

Syv af Danmarks største grønne organisationer har rettet en skarp kritik af regeringen og miljøministeren for ikke at levere resultater på miljøområdet.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har i særlig grad fremhævet, at ministeren ikke er engageret, når det gælder om at passe på Danmarks natur. Natur og Samfund er enig i denne del af kritikken.

Ministeren har været totalt afvisende overfor den massive kritik og folkelige opfordring til en mere ambitiøs og aktiv naturpolitik. I stedet har hun vendt kritikken 180 grader mod organisationerne. Se klippet her.

Ministerens optræden er et studium i retorik og et forsøg af værste slags på at smide alt ansvar og alle uenigheder over i kritikernes lejr. Hun er så langt ude, at hun taber debatten med et brag. De grønne organisationer repræsenterer faktisk den folkelighed, ministeren efterlyser, og det er pinligt, at vi har en minister, der placerer al skyld for en eventuel manglende indsats hos organisationerne.

Indtil nu har ministeren skuffet helt vildt, når det gælder naturbeskyttelse. Hvor er visionerne for natur? Hvor et støtten til den nationale naturfond? Hvor er de lovrevisioner, som regeringens egen Natur- og Landbrugskommission anbefaler så stærkt? Tidligere miljøminister Karen Ellemann (V) havde en fremtrædende rolle som regeringens repræsentant i det internationale samarbejde om bevaring af Jordens biodiversitet. Men også her kokser det vist for hendes afløser: Den danske stol står, så vidt jeg er orienteret, gabende tom i disse dage, hvor regeringsrepræsentanter fra hele verden er samlet i Montreal for at drøfte realiseringen af FN’s vedtagne mål om at standse tilbagegangen i Jordens biodiversitet senest i 2020. Danmarks udeblivelse er forbløffende.

Miljøministerens interesse for beskyttelse af natur og biodiversitet er tilsyneladnede minimal eller ikke eksisterende. Danmark har imidlertid internationalt forpligtet sig til at tage naturbeskyttelse seriøst. Ministeren har pligt til at handle.

Det ville klæde ministeren at lytte til folkestemningen og forholde sig konstruktivt til meldingerne frem for at politisere og tage kritikken som en personlig fornærmelse.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

Dansk natur lige nu: Dyndpadderokken skyder frem i søer og sumpe

Nye, kulørte skud af dyndpaddrokker på vej. (Foto Michael Stoltze).

Nye, kulørte skud af dyndpadderokker på vej. (Foto Michael Stoltze).

 

Padderokker kan være besværligt ukrudt i køkkenhaver. Men der er mange arter i Danmark, og flere af dem er meget smukke og spændende planter. Det gælder især dem, der vokser i søer, sumpe og kilder.

Den meget almindelige dyndpadderok (Equisetum fluviatile) er særlig farverig om foråret, hvor de nye skud vokser frem i vandhuller, sumpe og skovsøer. Skuddene, der er hule og sprøde, er 7-8 mm tykke og rejser sig typisk 10-20 cm over vandoverfladen sidst i april. På afstand ser de tit lidt beskidte ud; men hvis man studerer dem på tæt hold i modlys, er de en fornøjelse at se på med deres brogede farver og sirlige strukturer.

Padderokker er urgamle sporeplanter. De har været på Jorden siden Kultidens begyndelse for omkring 360 millioner år siden, hvor der var et hav af arter, som kunne blive hele træer på op til 30 meters højde. De fandtes, før der var dinosaurer, og da de eneste hvirveldyr på land var padder. Til gengæld var der enorme insekter i Kultiden, f.eks. guldsmede med vingefang på omkring 70 cm.

Jorden har kun én slægt (Equisetum) med 16 nulevende arter af padderokker – hvoraf hele 9 findes i Danmark. De trives godt i vores klima. Den største danske art er den flotte elfenbenspadderok, der vokser i kalkrige kilder og kan blive op til to meter høj. Mange kender sikkert også den stedsegrønne skavgræs, som danner stor, tætte bestande i lerede skove. Den udskiller store mængder kiselsyre, så der dannes små kvartskrystaller (kisel) på overfladen. Det får padderokkerne til at rasle, og kvartskrystallerne er så stærke, at man kan bruge skud af skavgræs til neglefile.

I Sydamerika findes verdens største nulevende padderok, Equisetum giganteum, der ved at støtte sig til andre planter kan nå en højde på 8 meter. Padderokkerne er dog kun en lille afglans af de frodige padderokskove, der i Kultiden var med til at danne de lag af stenkul, der nu findes i undergrunden.

Nederste blege del af skud af en dyndpadderok. Foto: Michael Stoltze).

Nederste blege del af skud af en dyndpadderok. Foto: Michael Stoltze).

 

 

Fire skud af dyndpadderok. Foto: Michael Stoltze)

Fire farverige skud af dyndpadderok. Foto: Michael Stoltze)

 

Den store elfenbenspadderok. Møns Klint. (Foto: Michael Stoltze).

Den store elfenbenspadderok. Møns Klint. (Foto: Michael Stoltze).

Skavgræs - den, kiselklædte, stedsegrønne padderokke, der rasler, når man vader gennem tætte bevoksninger. Den granatlignenen, sorte skudspids er plantens formeringsorgan, som spreder spore, der er fine som blomsterstøv. (Foto: Michael Stoltze).

Skavgræs – den, kiselklædte, stedsegrønne padderokke, der rasler, når man vader gennem tætte bevoksninger. Den granatlignenen, sorte skudspids er plantens formeringsorgan, som spreder sporer, der er fine som blomsterstøv. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Den forunderlige følfod

Følfod i knop. (Foto: Michael Stoltze).

Følfod i knop. (Foto: Michael Stoltze).

Den fine, gule forårsbebuder holder så godt den orker sammen på landet, når den begraver sine fødder i kystklinternes ler.

Følfoden fortryllede mig, da jeg var barn.

Jeg fik den forevist af min mor og far i en grøftekant nær Allinge en kølig og solrig forårsdag for mere end 50 år siden. Der stod den og lyste på trods af kulde og tog mod sollyset med sine første gule silkeknapper. Det føltes godt at sige navnet. Følfod. Hvad skulle den ellers hedde? Dens store, grove slægtninge hedder hestehov. Følfoden er lille, strålende og gul. En fin fod.

De gule sole bryder frem af den rå jord i det tidlige forår længe før græsset grønnes. Følfoden blomstrer på sine skællede stilke, som skyder frem som bundter af livsglæde midt i det blege og nøgne land, vinteren har efterladt. De store, kantede blade vokser først frem i maj og hen på sommeren. Bladene er grove og skidne og rasler tit tørt i vinden. De er en underlig kontrast til den fine blomst. Følfoden er i sandhed besynderlig.

Følfod (som hedder følfod og ikke følfødder i flertal) dukker op som trylleslag, når Solen er steget så højt på himlen, at den har magt til at lune sydvendte klinter og grøftekanterne godt. De første følfod viser sig som regel omkring forårsjævndøgn den 20.-21. marts, og blomstringen topper normalt omkring 1. april. Så står den i store flokke på skrænter og i grøftekanter, hvor den lyser op med sine 10-krone-store, solgule blomsterhoveder.

Følfod ved Sose Odde. (Foto: Michael Stoltze).

Følfod ved Sose Odde. (Foto: Michael Stoltze).

En kurv af blomster
Følfoden hører til kurvblomsternes familie. Det er Jordens største plantefamilie med over 25.000 kendte arter. Kun orkidefamilien rummer arter i et antal, der nærmer sig. Kurvblomster er mærkelige. Det, der ligner én blomst, er i virkeligheden et mylder af små blomster samlet i en vegetabilsk skål, som planten danner for enden af det blomsterbærende skud. Skålen (kurven) kan rumme flere hundrede enkeltblomster, der som regel er meget forskellige alt efter, om de sidder midt i skålen eller ude ved randen. Blomsterne midt i skålen kaldes skiveblomster, og de ligner som regel små, takkede stjerner. Blomsterne ude ved randen kaldes randblomster, og de danner som regel en lang fane, som minder om en tunge eller et kronblad på en normal blomst. Tilsammen danner blomsterne i skålen en blomsterstand, der minder om én stor blomst med et stort antal kronblade samlet om en masse små, nektarfyldte gemmer i midten.

Det gyldne snit
Blomsterne i midten af kurvblomsters kurv er som regel ordnet i to sæt spiralarme, der stråler ud fra centrum og griber perfekt ind i hinanden, selv om det ene sæt krummer mod venstre, og det andet sæt krummer mod højre. Matematikere, kunstnere og filosoffer har i lange tider kendt til fænomenet og været betaget af, at antallet af spiralarme i de to sæt altid er tæt på det gyldne forhold til hinanden, ca. 1,618 (phi eller det gyldne snit). Se på en solsikke eller en marguerit og tæl efter!

Følfod i modlys. (Foto: Michael Stoltze).

Følfod i modlys. (Foto: Michael Stoltze).

Mester i kystklinter
Følfoden er mester i at vokse på steder med rå jord og sten på trods af evindelige forstyrrelser. Dens naturlige voksested er lerede og stenede kystskrænter, hvor bølger, vind og vejr gnaver af landet, så Danmark skrider i havet. Her vokser følfoden i hobetal. Med sit vidt forgrenede rodnet, der er begravet i leret, formår den til en vis grad at holde på klinten. Og når det alligevel går galt, etablerer den sig lynhurtigt igen. Følfoden holder sammen på Danmark, så godt, den kan.

Svævefrø
Efter blomstringen bøjer blomsterhovederne sig nikkende mod jorden. Men når frøerne er modne, retter de sig op igen og stække sig, så hovederne kommer godt op i vinden. Omkring 1. maj blotter følfoden så sine hvide frøstande og sender millioner af små frø ud på luftrejser over landet på lange, hvide svævehår. Derfor etablerer følfoden sig lynhurtigt, når vi tilfældigt skaber egnede voksesteder. Den er sikker som amen i kirken, når vi anlægger nye veje med rå skrænter og grøftekanter, på byggegrunde, hvor der bliver flyttet jord, og i råstofgrave. Følfoden følger gravkoen trofast.

Energi
Den rige blomstring om foråret vidner om en voldsom energi. Den kommer fra de tykke, lyse rødder nede i leret. Rødderne er smækfulde af næring, som planterne dannede forrige sommer. De grove blade, som afløser de poetiske gule blomster sidst på foråret, står i fuld sol hele sommeren og frembringer energirig næring til den store guldmedalje. Hele sommeren og en del af efteråret går således med at vokse og opbygge et mylder af næringsrige rødder. Allerede sidst på efteråret er de blomsterbærende skud klar lige under jordoverfladen. Klar til at skyde frem og tage mod forårssolen, når vinteren slutter.

Velkommen
Følfoden har som mange andre vilde planter været brugt i medicinen, blandt andet mod hoste og forstoppelse. Den indeholder også stoffer, der skulle virke antiseptisk. Man bør dog ikke indtage planten, da den er giftig.

Uanset hvad, er følfoden god medicin mod dårligt humør i foråret, når den dukker frem af jorden med sine bundter af gul energi. Velkommen, forunderlige følfod!

Følfoden
Jeg knoppes ved den danske kyst
og åbner silkeknappen,
så du af lykke, lys og lyst
kan kaste vinterkappen.

Jeg lokker med min stråleglans,
som én af Jordens sole,
den første sommerfugl til dans
i mønstret forårskjole.

Jeg vogter her i vejr og vind
og spejder over vandet
som sjælen med det lyse sind,
der passer godt på landet.

Jeg kæmper bravt mod Danmarks død
og griber fat om flinten,
men klager aldrig i min nød,
når havet æder klinten.

Jeg holder på det gamle land,
så godt jeg er begavet,
skønt ingen jordisk følfod kan
bekæmpe bølgehavet.

Besværlig er poetens vej
med slid og slæb og møje.
Jeg håber, du vil hilse mig
og blinke til mit øje.

Michael Stoltze

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad den 4. april 2016

En af Jordens sole. Glænø Strand. (Foto: Michael Stoltze).

En af Jordens sole. Glænø Strand. (Foto: Michael Stoltze).

Følfod ved Glænøs sydvendte klint (Foto: Michael Stoltze).

Følfod ved Glænøs sydvendte klint (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i botanik, Dansk natur, Den danske kyst | Tagget , , , , | 7 kommentarer

Naturplan Danmark – en ufærdig milepæl

Naturplan Danmark bliven en milepæl i dansk miljøhistorie - måske. (Foto: Michael Stoltze).

Naturplan Danmark rummer meget godt, men lider også af flere alvorlige mangler. De skal rettes op, hvis planen skal blive den længe ønskede markante milepæl i dansk miljøhistorie. (Foto: Michael Stoltze).

 

Regeringens forslag til Naturplan Danmark, som blev fremsat mandag den 27. oktober 2014, har til formål at standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed inden 2020 og sikre bedre, mere og mere sammenhængende natur i Danmark hen mod midten af det 21. århundrede.

Overordnet set er der meget godt i planen, blandt andet:

– Et forbud mod gødskning og sprøjtning af  beskyttet natur (§ 3-arealer).

– Højere bøder for at ødelægge beskyttet natur.

– 25.000 ha ny natur over de næste seks år (2015-2020).

– Et nyt værktøj i form af et biodiversitetskort, som viser, hvor den mest værdifulde natur findes.

– Et krav om, at kommunerne fra og med 2016 skal bidrage til et såkaldt Grønt Danmarkskort ved at planlægge for ny natur i kommuneplanerne.

Alt i alt en flot plan, som sikrer den natur, vi har, bedre end hidtil og sikrer genopretning af godt 4.000 ha ny natur årligt frem til og med år 2020. Der er ingen tvivl om, at miljøministeren har bestået sin “svendeprøve”.

Men der skal ske en del forbedringer, før Naturplan Danmark bliver den markante milepæl, mange interessenter har håbet på.

Der er nemlig stadig åbenlyse mangler i planen. De tydeligste problemer og løsninger er:

Problem: Planen opererer med en vision om bedre, mere og mere sammenhængende natur. Det er fint, men der er ikke angivet overordnede arealmål for Danmark. Løsning: Planen bør indeholde et langsigtet mål (f.eks. for år 2050) for arealandelen af henholdsvis vild (urørt) natur, ekstensivt benyttede arealer og intensivt benyttede arealer i Danmark.

Problem: Planen mangler fokus på Danmarks mest truede og diverse natur, som findes på lysåbne og næringsfattige arealer og i form af urørt skov. Løsning: Der skal lægges langt mere vægt på genopretning af natur på højtliggende og næringsfattig jord samt på urørt skov. Det er her, der virkelig er mulighed for at få biodiversitetsgevinster.

Problem: Staten forsætter intensiv skovdrift og udlægger kun 250 ha til urørt skov på egne arealer. Løsning:  Staten bør forvalte sine arealer som vild natur eller ekstensivt benyttede områder og gradvist stoppe med at drive skovbrug.

Problem: Ingen udsigt til arealfast beskyttelse af natur. Løsning: Naturbeskyttelsesloven revideres, så arealer bliver “beskyttet på matriklen” og ikke uden videre kan vokse ind og ud af beskyttelsen. Naturbeskyttelsesloven revideres, så loven også omfatter naturtypen skov.

Disse centrale mangler bør der rettes op på, inden planen indstilles til politisk vedtagelse i Folketinget.

Udgivet i Naturplan Danmark | Tagget , , , , , | 1 kommentar

Naturplan Danmark bliver en milepæl i dansk miljøhistorie

Hoevblege_23-7-2014
Regeringen fremlægger sit forslag til Naturplan Danmark i eftermiddag.

Mens vi spændt venter på afsløringen af planens konkrete indhold, kan vi allerede nu fastslå, at planen bliver en milepæl i dansk miljøhistorie.

Regeringen har afsløret, at naturbeskyttelsesloven vil blive ændret og effektiviseret, at der bliver etableret en naturfond til naturgenopretning, og at der bliver bevilget lidt flere midler til naturbeskyttelse de nærmeste år. Dertil kommer, at kommunerne bliver forpligtet til at planlægge for naturgenopretning i kommuneplanerne fra og med 2017.

Regeringen vil med planen standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed senest i 2020 og har et langtsigtet mål om, at Danmark skal have bedre, mere og mere sammenhængende natur frem mod 2050. Det er lang tid, men også en stor udfordring.

Natur og Samfund venter spændt på planens konkrete indhold. Vi håber, planen indeholder bud på finansiering og forslag til konkrete, overordnede mål for den fremtidige arealanvendelse i Danmark.

Danmark skal finde en god balance mellem benyttelse og beskyttelse. Vi håber på et mål om, at ca. 1/3 af Danmarks areal skal være beskyttet natur inden 2050.

Vi vender tilbage med kommentarer, når Naturplan Danmark er fremlagt.

Udgivet i Dansk natur, Naturplan Danmark | Tagget , , , , | 4 kommentarer

Den Danske Naturfond kan blive rigtig stærk

Hoevblege_23-7-2014

Miljøministriet har sendt loven om Den Danske Naturfond i høring.

Lovforslaget går ud på, at den Danske Naturfond bliver stiftet på privatretligt
grundlag af miljøministeren, VILLUM FONDEN og Aage V. Jensen Naturfond som en privat erhvervsdrivende fond. Lovforslaget fastsætter bl.a., at Den Danske Naturfond skal være omfattet af en række centrale forvaltningsretlige regler og principper.

Natur og Samfund har afgivet svar.

I svaret foreslår vi en justering af vedtægtens formålsparagraf, så det bliver tydeligt, at Den Danske Naturfonds øverste formål er forbedring og genopretning af Danmarks natur og biodiversitet.

Miljøministeriet udsendte følgende forslag til stk. 1 i vedtægtens øverste formål (§ 2):

2.1. Fonden har til formål at forbedre naturtilstanden og vandmiljøet i Danmark. Fonden skal således arbejde for 

1) at styrke naturens mangfoldighed gennem forbedring af levestederne for
beskyttelsesværdige dyr og planter,

2) at vandløb, søer og indre farvande bliver renere, og belastningen med næringsstoffer reduceres som et led i fondens aktiviteter,

3) at fondens aktiviteter også bidrager til at reducere udledningen af drivhusgasser eller forøge bindingen af disse og

4) at styrke den folkelige forankring af, opbakning til og deltagelse i arbejdet med naturgenopretning og -beskyttelse.

Det foreslår vi ændret til:

2.1. Fonden har til formål at forbedre naturtilstanden i Danmark, idet

1) fonden skal arbejde for at styrke naturens mangfoldighed gennem forbedring af levesteder for arter med behov for beskyttelse.

2) fondens aktiviteter kan bidrage til at forbedre vandmiljøet og reducere udledningen af drivhusgasser eller forøge bindingen af disse

3) fonden styrker den folkelige forankring af, opbakning til og deltagelse i arbejdet med    naturgenopretning og ­beskyttelse.

Vi hilser Den Danske Naturfond velkommen og ønsker og håber, at den bliver folkelig og vokser sig stor. Derfor er det afgørende, at fonden får et særkende og en karakter, der gør den stærk og populær, og som skiller den ud fra de forskellige offentlige virkemidler på miljøområdet. Det særkende tror vi, den vil få, hvis natur og biodiversitet står klart som øverste målsætning.

Vores forslag til justering skal ikke tolkes som en nedprioritering af den fundamentalt vigtige indsats mod global opvarmning og for et rent miljø, men alene som en opprioritering af indsatsen for natur og biodiversitet. Natur og biodiversitet kræver plads. Det gør et rent miljø ikke.

Med denne lille ændring mener vi, at  Den Danske Naturfond kan blive rigtig stærk og gøre stor gavn for naturen og Danmark.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , | Skriv en kommentar