Danmark behøver ny naturbeskyttelseslov

I dag er det både Naturens Dag og Havens Dag i Danmark.

Det er det blot tre dage efter, at forskere fra Aarhus Universitet som led i den løbende vurdering af EU-landenes naturbeskyttelse har undersøgt naturens status i Danmark og konkluderet, at det aldrig har set mere dystert ud, end nu: 95 % af naturtyperne og 57 af arterne er i ugunstig status. Læs rapporten her.

Det kalder på handling, og mon ikke tiden er inde til ny lovgivning?

Danmark har nemlig dels en elendig naturbeskyttelseslov og dels en elendig nationalparklov, hvor ingen af lovene beskytter den vilde natur. Naturbeskyttelsesloven rummer således intet forbud mod sprøjtning, gødskning og dræning af naturområder, og Nationalparkloven kan omfatte alt fra vild natur til intensivt landbrug, byer, industriområder, veje og villakvarterer. Det er set med faglige og internationale briller dybt mærkværdigt.

Der er altså brug for ny lovgivning, der reelt beskytter vild natur, så tilbagegangen i Danmarks biodiversitet bliver standset.

Og tiden er gunstig nu. Vi har lige haft et valg, hvor den grønne dagsorden stod øverst i begge blokke. De unge har enorm fokus på klima og bæredygtighed, biodiversitet og naturvenlig havedrift har folkelig medvind som aldrig før, og Danmarks Naturfredningsforening har fået en ny, slagkraftig præsident, som prioriterer natur og biodiversitet øverst.

Så grundlaget er godt, og der er intet at rafle om:

Danmark skal have ny og bedre naturbeskyttelseslovgivning nu.

Natur og biodiversitet har folkelig medvind, og mange vil gerne gøre en personlig indsats. For eksempel ved at gøre haven giftfri og naturvenlig. (Foto: Michael Stoltze).

 

Urørt, udrænet natur med et bredt regime af store planteædende nøglearter i tilpas antal året rundt findes næsten ikke i Danmark. Her den urørte Suserup Skov, hvor der dog mangler store planteædere. (Foto: Michael Stoltze).

Artsrige overdrev som Høvblege på Møn er næsten forsvundet i Danmark. De er ikke beskyttet af nuværende lov. Mange græsses alt for hårdt om sommeren og for svagt om vinteren, fordi husdyrene bliver fodret i de kolde måneder. (Foto: Michael Stoltze).

 

Gode, artsrige enge, som denne med djævelsbid og engperlemorsommerfugle, er blevet sjældne i Danmark. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

Reklamer
Udgivet i Dansk natur, Naturbeskyttelse, Naturpolitik | Tagget , , , , , , | 2 kommentarer

Tidselsommerfuglen har invaderet Danmark i 2019

Vi kan vente mange hundrede millioner flotte, indfødte tidselsommerfugle i Danmark hen på sommeren. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den mest almindelige sommerfugl i verden, tidselsommerfuglen, flygter hvert år mod nord fra brændende sommerhede og tørke. I år er den fløjet til os i kolossale mængder

Da varmen endelig kom efter en kold første halvdel af maj, fulgte der en sommerfugl med.

Det var tidselsommerfuglen, som ankom diskret i millionvis.

Arten er vist ikke så kendt i Danmark. Det er en skam, for tidselsommerfuglen er i sandhed enestående. Den findes over næsten hele Jorden og er den mest udbredte af alle sommerfugle.

Den måler fem-syv centimeter i vingefang og yngler året rundt, men tåler ikke frost – hverken som æg, larve, puppe eller voksen. Alligevel er den fundet i hele Europa helt op til Nordkap i Norge. Ja, selv på Grønland er den set mange gange. Og det er den eneste dagsommerfugl, der er registreret på Svalbard blot omkring 1500 kilometer fra Nordpolen.

Hemmeligheden bag historien er sommerfuglens utrolige evne til at migrere. Den er Europas svar på den Nordamerikas store, orange monark. I vintermånederne holder tidselsommerfuglene til i landene omkring Sahara, hvor de flyver hele vinteren og yngler ved at lægge æg på forskellige lave urter. Her kan larven være meget talrig og undertiden et problem i marker og haver. Hver hun lægger omkring 500 æg.

Hen på foråret sætter det imidlertid ind med stegende hede og tørke i tidselsommerfuglens vinterkvarter. Alt visner ned og blomsterne forsvinder. Derfor flygter sommerfuglene mod nord – først til Middelhavslandene og siden videre til Nordeuropa. De kan når som regel Danmark i maj, når vinden er varm og i syd eller sydøst. Mængden svinger fra år til år, og nogle år er der næsten ingen. Men har der været godt med regn omkring Sahara, og kommer der varm vind sydfra i maj, kan de komme til Danmark i ustyrlige mængder.

Ved ankomsten efter rejsen på mange tusinde kilometer er de slidte og blege, og da de desuden flyver hurtigt og rastløst omkring, lægger man ikke så meget mærke til dem, selv om de trækker nær jorden. I år har mange dog bemærket tidselsommerfuglene, for de har invaderet Danmark i tal, der ikke er set siden 2013. Og nu drøner de rundt og lægger æg på kurveplanter, slangehoved, katost, ærteplanter, brændenælder og meget andet overalt i den frodige danske juninatur. Andre er bare på gennemrejse på vej til Nordskandinavien.

Modsat de mange dagsommerfugle, der er truede, fordi de er specialiserede i bestemte planter, der er fåtallige i vores hårdt udnyttede landskab, er tidselsommerfuglen talrig, fordi dens larver kan æder alle mulige markplanter.

Æggene bliver til lange brogede og tornede larver, som lever enkeltvis og ret skjult, fordi de ofte spinder blade sammen med fin silke. Så man ser ikke meget til tidselsommerfuglens larver.

Først i juli bliver larverne til elegante, lyse pupper, som også er godt skjult. Men de er der, og her i 2019 vil der være flere end i mange år. Der er udsigt til et mylder af friske, flotte, indfødte tidselsommerugle fra midt i juli og resten af sommeren. Sommerfuglebuske, hjortetrøst, anisisop og andre gode nektarplanter bliver levende af the painted lady, som den hedder på engelsk.

De nyklækkede tidselsommerfugle er strålende med deres lyse okkerorange grundfarve og vingespidser, der er broget i sort og hvidt, og i gennemfaldende lys bliver midten af forvingen lysende rød.

På latin hedder tidselsommerfugl Cynthia cardui. Cardui betyder ”tidslens”, mens Cynthia er et tilnavn for jagtgudinden Artemis. Zeus havde nemlig elskerinden Leto på øen Delos i Det Græske Øhav og avlede Apollo og Artemis med hende. Så den smukke, omkringfarende sommerfugl har jagtgudinden i sig. Man kan næsten se det!

Sidst på sommeren og først på efteråret flygter tidselsommerfuglene igen, denne gang fra kulden. De flyver sydpå – først til Middelhavslandene, hvor de ofte yngler, og derpå videre til Nordafrika.

Indtil da: God sommer i Danmark, og tænk på Zeus og jagtgudinden, når tidselsommerfuglen kommer farende.

Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 6. juni 2019 under titlen Jagtgudinde er kommet til Danmark.

De æglæggende hunner kan være meget slidte. (Foto: Michael Stoltze).

Tidselsommerfugl lægger æg på tidsel. (Foto: Michael Stoltze).

Æg af tidselsommerfugl på tidsel. (Foto: Michael Stoltze).

 

Skyer af tidselsommerfugle på skvalderkål. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

Tidselsommerfugle har oversvømmet Danmark. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Udgivet i Dansk natur, natur, Naturfænomener, sommerfugle | Tagget , , , , , | 4 kommentarer

Giv mig lærkelyd tilbage

Sanglærke. En prik på himlen over et smukt bondeland ved Glænø. (Foto: Michael Stoltze).

Sanglærke. En prik på himlen over et smukt bondeland på Sydsjælland. (Foto: Michael Stoltze).

 

Lærkens sang i foråret og glæden over den er lige selvfølgelig for mig som at trække vejret, spise eller drikke.

Jeg kunne godt lide, da den var Danmarks nationalfugl. Det lærte jeg i skolen, og jeg er sikker på, at H. C. Andersen ville have foretrukket den jublende lærke frem for den store, stumme svane, som Poul Thomsen og danskerne valgte i 1984 og sendte sanglærken ud i glemslen.

Børn og unge kender ikke lærken, skønt de synger “Jeg ved en lærkerede”. Det har jeg det svært med, men jeg kan i og for sig godt forstå det.

Lærken synger ikke længere på grund af mennesket, men på trods. Bondelandet har mistet en stor del af den poesi, digterne skrev om engang. Effektivitet, gylletåger, industribygninger og stalde med dyr, hvor kun deres stinkende blanding af ekskrementer og urin ser dagens lys, hersker. Under sådanne forhold har ingen Aakjær lyst til at skrive “Rugens Sange”. Og de få lærker, der er tilbage, overhører de fleste eller kører forbi.

De magiske markfugle – lærker, viber og agerhøns – har det hårdt. Bevares – de er her endnu, men kun som kuede rester af bondelandets sjæl.

I april 1963 gik jeg ad skolevejen til Sct. Ols Kirkeskole i Olsker på en stille og solrig dag. Vi mødte i første klasse klokken 11.00, så det var op ad formiddagen. Der var følfod i grøftekanten og lærkerne lettede overalt og fyldte himlen med sang. Den var så talrig og selvfølgelig, at vi bare glædede os, men egentlig ikke tænkte nærmere over, hvilken usædvanlig fugl, lærken er.

“Skylark”, siger de på engelsk. Og sangen er den mest inciterende, påfaldende og vedvarende i den danske fugleverden: Een lang jubelsang, mens den stiger så højt op i himlen, at den forsvinder i flimmeret, og kun lyden bliver tilbage. Inden den tager fat på sangen og forsvinder op i det blå, flagrer den lydløst og lavt over landskabet på bløde flagermusvinger.

Her den så. Påskesøndag i sol – lærken, som ethvert barn bør kende, og som burde være Danmarks nationalfugl.

Jeg ved godt, vi ikke skal vende tilbage til fortiden. Men lad os kæmpe for en fremtid med mere plads til poesien på landet. Det er der musik i.

Glædelig påske.

Hør og se lærken synge her

 

 

 

 

Udgivet i Dansk natur, Fugle | Tagget , , , , , , , , , | 10 kommentarer

Argumenter for at bevare biodiversiteten

 

Kejserkåbe. En højt specialiseret sommerfugl. Den biver aldrig og har aldrig været en nøgleart. Og hvis den forsvandt, ville økosystemet næsten ikke ændre sig. Men arten vækker glæde hos mange mennesker – også selv om den ikke kan bruges til noget direkte nyttigt. (Foto: Michael Stoltze).

Mangfoldigheden af liv – biodiversiteten – er mindst fem gange i Jordens historie blevet ramt af global masseuddøen, hvor mere end halvdelen af alle arter forsvandt på kort tid.

Livet klarede sig gennem alle fem kriser. Den sidste krise skyldtes en kæmpemeteor, der ramte Yucatanhalvøen for 65 millioner år siden. Nedslaget formørkede atmosfæren, udløste global vinter og sendte monstertsunamier ind over land og helt op i bjerghøjde på hele Jorden. Det blev dødsstødet for de fleste arter, blandt andet for de store dinosaurer. Men pattedyrene klarede sig og udviklede sig i mange retninger til et utal af arter efter katastrofen. En af arterne blev til Homo sapiens – mennesket.

Nu har mennesket erobret Jorden, og vi har fået evne til at herske over alt liv. Og vi er blevet så mange, at vi er begyndt at fortrænge mangfoldigheden. Den 6. masseuddøen er begyndt. For første gang i Jordens historie er vi på vej mod en biodiversitetskrise, som skyldes én art: Mennesket.

Efter erkendelsen af biodiversitetskrisen og den forventede masseuddøen (der formentlig er startet) er Jordens situation blevet sammenlignet med et flyvende fly, hvor skruerne falder ud én for én. Enhver indser, at det kun går, lige indtil den afgørende skrue falder ud, så flyveren styrter ned. Og alle dør. Det er et let forståeligt billede på et truende økologisk kollaps.

Problemet er bare, at billedet ikke passer på biodiversitetskrisen. Krisen ender ikke i et kollaps. Et meget bedre billede er et palads med alverdens liv i haven og alverdens kunst i salene. Når arterne forsvinder, er det et snigende tab. Paladsets have bliver mere og mere fattigt og kedelig, og kunsten mister sin naturlige inspirationskilde – virkeligheden.

Køer græsser på Skejten og skaber artsrig åben natur. De stammer fra uroksen. De er samme art og har samme funktion. Den vilde urokse var en nøgleart i naturen. Men vi har udryddet den for 400 år siden. Det har forandret skovstrukturen og -naturen i Europa. Men vi kan få skovnaturens struktur og natur igen, hvis vi lader køer leve frit som vilde. Der er oplagte nyttegrunde og økosystemgrunde til at bevare uroksen (i dag: tamkoen). (Foto: Michael Stoltze).

Ud over fortællingen om det truende økologiske kollaps, hævdes det tit, at alle arter er nyttige for mennesket. Det er en sandhed med modifikationer. Alle arter påvirker mere eller mindre sine omgivelser. Og forskere antager, at artsrige økosystemer i teorien er mere robuste overfor ydre påvirkninger end artsfattige økosystemer. Artsrige systemer har så at sige et større arsenal af handlemuligheder for tilpasning når de udsættes for voldsomme påvirkninger udefra.

Selv den mest diskrete og sjældne snudebille kan i teorien også bære rundt på et mirakuløst gen eller naturstof, som vi kan bruge i vores kamp mod kræft eller andre dødelige sygdomme. Sandsynligheden er mikroskopisk, men den eksisterer på samme måde, som den usandsynligt lille sandsynlighed for, at blyanten i min højre hånd vil falde opad, hvis jeg slipper den.

Visse arter har eller har haft enorm betydning for Jordens økosystemer og for stofcirkulation, stoflagring, stoffrigørelse og geologi. De kaldes nøglearter. I kultiden var padderokker, bregner og ulvefod nøglearter. De var kæmpestore og formede gennem millioner af år tørvedannende sumpskove. De samlede CO2, og tørven blev til nutidens stenkul i undergrunden. Det var vigtigt, men for ingenting at regne i forhold til den varme Kridttids kalkalger, der bandt CO2 i langt større omfang som kalk (calciumkarbonat). Næsten al Jordens kulstof er bundet i de op til flere hundrede meter tykke lag af kalksten i undergrunden.

Ved siden af nøglearterne eksisterer millioner af sjældnere og mindre betydningsfulde arter af den simpel grund, at de kan eksistere og har haft held til at udvikle sig og overleve. Hver og en har et større eller mindre potentiale til at blive nøgleart, men langt de fleste er så specialiserede, at muligheden nærmer sig 0.

Forskere har undersøgt et hav af tænkelige sammenhænge i naturens økosystemer, og det viser sig, at de fleste arter kan undværes uden større konsekvenser for livets eller menneskehedens beståen på Jorden. Det er ikke særlig overraskende, da der helt naturligt uddør mange arter hvert eneste år.

Er der så overhovedet gode generelle argumenter for at forsvare livets mangfoldighed på Jorden? Ja! Der er de etiske og æstetiske argumenter tilbage. Jorden bliver kedelig, når mangfoldigheden skrumper. Vi er levende natur, og vi deler udviklingshistorie med alle andre levende organismer på Jorden. De er vore medskabninger, og vi kender stadig kun liv fra vores egen planet. Så ud over, at naturens mangfoldighed er hele kulturens og kunstens fundament og inspirationskilde, har vi har etisk pligt til at passe på alle arter.

Selv om vi løser forureningskrisen og klimakrisen, løser vi ikke nødvendigvis biodiversitetskrisen. Den adskiller sig fra de to andre kriser ved at kræve plads til vild natur.

Summet op er argumenterne for biodiversiteten således, at mangfoldigheden giver maksimalt robuste økosystemer, sikrer arter med potentiel nytteværdi for mennesker, og sidst og ikke mindst beriger menneskelivet på planeten.

De etiske og æstetiske argumenter for Jordens levende mangfoldighed står ikke alene. Men de er et særkende og helt afgørende i kampen for at løse biodiversitetskrisen. Det vil næppe lykkes uden.

Vibe. En elsket fugl og et symbol på forår og kærlighed. Men uden særlig betydning for økosystemernes funktion. Der er primært etiske og æstetiske grunde til at passe på viben. (Foto: Michael Stoltze).

 

Dyndpadderokker. I vor tid nok verdens smukkeste padderokke, men uden særlig betydning i økosystemerne. For 290-365 millioner år siden i kultiden var padderokker nøglearter, der trak kul ud af atmosfæren. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i Æstetik, Biodiversitet, Dansk natur, natur | Tagget , , , , , , , , , | 14 kommentarer

Insekterne og menneskehedens overlevelse

Insekterne forsvinder. (Foto: Michael Stoltze.)

 

Francisco Sánchez-Bayo, University of Sydney, Australia, og Kris Wyckhuys, China Academy of Agricultural Sciences in Beijing, China, har analyseret en 73 studier over insekterne hyppighed på Jorden og offentliggjort analysen i en artikel i tidsskriftet Biological Conservation.

I en artikel i The Guardian udtaler Francisco Sánchez-Bayo: “If insect species losses cannot be halted, this will have catastrophic consequences for both the planet’s ecosystems and for the survival of mankind. Intensive agriculture is the main driver of the declines, particularly the heavy use of pesticides. Urbanisation and climate change are also significant factors.”

Politiken skriver blandt andet:

“Når man taler om truede dyrearter, tænker de fleste på næsehorn, gorillaer eller andre store pattedyr. Men de små dyr, insekterne, er i store problemer — forskere frygter ligefrem, at de vil nærme sig en total udryddelse indenfor årtier. Og det vil skabe uoverskuelige problemer for os.  … Et nyt forskningsstudie omtalt i viser, at mere end 40 procent af alle insektarter på verdensplan oplever et fald i bestanden, og at en tredjedel af alle insektarter er decideret truede. Blandt de mest truede insektarter på verdensplan er vårfluer, sommerfugle, biller og bier. Det samlede antal insekter i verden falder med 2,5 procent om året. Forskerne bag studiet advarer om, at insekter vil nærme sig en total udryddelse inden for årtier, hvis udviklingen fortsætter. Det vil ikke kun være fatalt for insekterne, men kan få store konsekvenser for dyr, planter og mennesker, fordi insekter spiller en vigtig rolle for hele økosystemet.”

Den dokumenterede tilbagegang er alarmerende og kalder på handling. Den kalder på, at vi afsætter plads til naturen og dens mangfoldighed på Jorden. Vi kan ikke på nogen måde være bekendt at efterlade i jordklode til vore efterkommere, som er fattigere på liv end den, vi overtog.

Når det er slået fast, har analysen og artiklen i The Guadian desværre medført et sandt hysteri i medier, sociale medier og blandt helt almindelige mennesker uden særligt indblik i insekter, biodiversitet og økosystemer og menneskehedens afhængighed af dem. Dommedagsbasunerne gjalder. Hysteriet er udløst af den udbredte (usande) myte om, at “enhver art har afgørende betydning for økosystemernes og menneskehedens beståen” og en higen efter dommedag og udskamning af Homo sapiens som den store synder.

Men økosystemerne er ikke ved at kollapse, og menneskeheden er ikke ved at gå under. Formentlig har over 99 % af alle arter på jorden hverken nogen særlig betydning for menneskers fysiske overlevelse eller for økosystemernes funktion. Naturen er robust og tilpasningsdygtig, og så længe der er fotosyntese og nedbrydning, vil der være liv og velfungerende økologiske kredsløb med det nuværende klima på Jorden. Enhver kan lave et overbevisende forsøg ved at lukke planter og dyr og fem liter vand inde i en ti liter vinballon og stille den i et lyst vindue. Så vil der opstå et stabilt økosystem.

Sommerfuglene er et godt eksempel. Vi elsker dem. Jeg elsker dem og vil ikke undvære dem. Jeg har brugt mit halve liv på at studere dem. Men ikke én eneste af Jordens omkring 20.000 kendte arter af dagsommerfugle betyder noget for menneskehedens fysiske overlevelse, og ikke én eneste af dem betyder noget videre for økosystemernes funktion.

Sommerfuglene er her, fordi de, ligesom vi, har været heldige og har udviklet sig og overlevet. De er vore medskabninger, og vi har et fælles ophav tilbage i tidernes morgen. Præcis det kan man også sige om f.eks. verdens 25.000 arter af orkideer og et hav af andre vidunderlige skabninger.

Sådan er det med størstedelen af insekterne. Kun nogle få hundrede af de over én million hidtil beskrevne arter gør direkte nytte. Langt flere gør skade. Og endnu flere (resten) gør hverken nytte eller skade.

Vi er snart 8 milliarder mennesker på Jorden. Det er langt ud over Jordens naturlige bæreevne. Vi ville slet ikke kunne være så mange, hvis vi fortsat var jægere og samlere. Så vi dyrker jorden og holder husdyr. Og for at brødføde os selv har vi fortrængt de vilde dyr og planter. Biomassen af store, vilde landpattedyr (altså tamdyr og mennesket fraregnet) er i dag globalt under 10 % af, hvad den var for 200 år siden. Og insekterne følger tendensen. Det er ikke spor overraskende. Insekter æder nemlig vore afgrøder, så vi sprøjter dem væk på markerne. Massivt. For at få mad nok til os selv og vores husdyr.

Manglen på insekter fører til færre insektædende dyr og til ændringer i økosystemerne. Men den fører hverken til økosystemkollaps eller problemer for menneskets overlevelse.

Problemet med tilbagegangen er ikke, at økosystemerne eller menneskeheden kollapser. Problemet er alene, at Jorden bliver uendelig kedelig og ensformig, hvis udviklingen fortsætter uden, at vi tager ansvar for arterne og kæmper for, at der bliver plads til dem også, og ikke bare os selv og de få arter, vi rent fysisk og økosystemfunktionelt har brug for.

Jorden er overbefolket, og vi bliver nødt leve bæredygtigt og på længere sigt bliver færre, hvis Jordens fest af forskelligartet liv skal fortsætte.

Ikke fordi, den er nødvendig for vores overlevelse, men fordi den er en fest.

Lad os kæmpe for at festen kan fortsætte og overlade havene, søerne, vandløbene og mindst halvdelen af landjordens areal af forskellige økosystemer til den vilde natur og dens overdådighed af arter. Det er vores ansvar, og det kan godt lad sig gøre.

Læs også Forsvarstale for skaberværket

Udgivet i bæredygtig udvikling, Biodiversitet, Jordens befolkningstal, Landbrug, natur, Naturbeskyttelse, sommerfugle | Tagget , , , , , , , , , | 1 kommentar

Natur for alle sanser

Foto: Michael Stoltze.

Biolog, ph.d. i sommerfugle og forfatter Michael Stoltze har gjort fortællingen til sit levebrød. Han er naturforkæmper og foredragsholder, fotograferer, skriver bøger, essays, kronikker, sange og musik og leverer historier om natur og kultur til blandt andre Naturstyrelsen og Kristeligt Dagblad. Her skriver han på opfordring fra Naturvejlederforeningen om baggrunden for det hele*

Lige siden den første dag, jeg kan huske noget fra, har mødet med den vilde natur været det, der har vakt min største glæde.

Jeg er født og opvokset på landet i sprækkedalen Kampeløkke Ådal på Nordbornholm. Dalen er fire kilometer lang og strækker sig fra Blåholtsgård nær Allinge til landskabet nordøst for Danmarks højest beliggende kirke, Ruts Kirke.

Mine forældre mødte hinanden på Kunstakademiet i København og besluttede som mange kunstnere dengang at flytte på landet for at gøre karriere. Naturen er det fundamentale grundstof for kunst og kultur, og derfor fandt de huset i dalen. De flyttede dertil i 1954 – året før jeg blev født.

Stedet blev rammen om deres liv de næste 57 år og rammen om de første 20 år af mit liv. Og deres valg af bosted var min bedste dåbsgave.

Det var eventyrlige omgivelser med vejrdrama for fuld musik. Mod vest rejste dalsiden sig stejlt, og der var skov, lyng, enebær, klipper og vældige vandreblokke spredt i landskabet ovenfor huset. Stenene, som istiden havde efterladt i de klipperige højdedrag dér, var så rigelige, gigantiske og særprægede, at de talte til fantasien, og vi gav de største navne som Elefantstenen, Kæmpestenen, Rutsjestenen og Tvillingestenene. Der var små, gamle stenbrud, og et sted med runde, isskurede klipper, hvorfra der var en vidunderlig udsigt mod øst, og den høje og smukke rundkirke Ols Kirke tonede frem på sin bakke i det fjerne mod sydøst. I dalbunden var Kampløkke Å fuld af mærkelige vanddyr. Bag havegærdet var der en livlig, brusende skovbæk, der tørrede ud om sommeren. Og en kilometer mod sydvest i skoven lå en stor, ren og idyllisk skovsø, Hestehaven, hvor vi lærte at ro og fiske. I den brede dalsænkning og på sletten øst for dalen var der marker og enge, og der var kun få kilometer til klippekysterne, Slotslyngen, Hammershus og Hammerknuden.

Om vinteren lå huset eksponeret for den kolde vind, da dalen åbnede sig som en stor tragt mod nordøst. Så vi havde mange, gevaldige snestorme, hvor sneen lagde sig i bjerge mellem asketræerne på dalens østskråninger, og huset druknede i driver. Men om sommeren var den store have i skovbrynet med sten, kilder og klipper et rent paradis, hvor morgensolen bagte, og der var læ for vestenvinden.

Her lærte jeg nærmest alt om naturen. Jeg gik på opdagelse næsten hver dag og havde uendelig glæde ved at finde dyr og planter af enhver slags. Og mine forældre, venner og lærere i skolen hjalp mig ustandseligt med at sætte navn på det, jeg fandt. Det var af stor betydning. Når de fik navn, blev medskabningerne sjælevenner for resten af livet.

Siden førte min nysgerrighed, som jeg delte med mine forældre, til, at jeg fik kontakt til Bornholms legendariske naturhistoriker, lektor Arne Larsen. Larsen var meget gammel, led af sklerose og gik med krykker gennem haven. Men han lyste af begejstring og venlighed. Og da han så en sjælden plante i haven, slap han krykkerne og faldt. Vi blev forskrækkede, men hans kone var rolig og sagde, at sådan gjorde han altid, når han ville se naturen nærmere an i jordhøjde. Det var et kontrolleret fald, og nu sad han glad i græsset og så tilfreds på min mors lille, fine ensian. Lidt efter hjalp hans kone ham op. Larsen skrev meget og godt. Blandt andet en næsten poetisk bog om Læsåen, som på Sydbornholm gennemløber en geologisk tidsserie af lag på over 1500 millioner år. Både fortidens trilobitter og nutidens rimter og bæklampretter myldrede lyslevende ud af bogens sider. Jeg sled den bog i laser og drømte om at finde forsteningen af den perfekte Paradoxides – den store trilobit, der prydede bogens forside.

Siden fik jeg andre lærermestre: Grete Juul-Nielsen i Rønne vidste en masse om botanik, vores læge Carsten Kromann var sommerfuglesamler og åbnede porten til natsværmernes univers, og siden blev cikadespecialisten, brevdueavleren og den begejstrede naturhistoriker Lars Trolle mit store idol.
I dag har mit liv som biolog, forsker og naturforkæmper ført mig frem til min nuværende rolle som fuldtids forfatter og formidler. Fortællingen er krumtappen i det hele. Fortællingen med alle midler er opgaven – hverken mere eller mindre, og fortællingernes kilde er uudtømmelig, fordi emnerne er så vide, og fordi måderne at fortælle på ingen ende har.

Jeg er overbevist om, at glæden ved naturen er medfødt. Når vi er nyfødte, er det mors varme og bryst, der er den livgivende glæde, og siden er det hele den nære verden, som vi ganske naturligt indtager med alle sanser. Man fristes til at citere Bibelens ord om, at “…den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.

Vi mærker verden med alle sanser, og det gør os glade – eller skræmmer os, så vi kan passe på. Det er sådan set uhyre banalt. Og nogen gange er det godt, at forskningen kan eftervise selv det mest basale i verden. For eksempel, at vi har det godt, når alle vores sanser bombarderes med behagelige påvirkninger. Sådan er det jo, og sådan har det altid været – også blandt små børn, for hvem det er ren fryd at trampe i vandpytter, træde is itu, vælte rundt i efterårets blade, plukke skovjordbær eller sende en mariehøne op imod himlen. Børneforskeren Kim Rasmussen fra RUC stak som led i et projekt en flok børnehavebørn i Roskilde kameraer i hånden og bad dem fotografere det, der gjorde dem mest glade. Og sandelig: Det var blomster, buske, træer og dyr – naturen og alt det grønne, de tog billeder af.

Naturglæde er den lykkefølelse, der rammer os, når vi indtager naturen med alle sanser og nærmest glemmer os selv. Ubevidst tror jeg, det er lykken ved at høre til på Jorden og høre sammen med alle vore medskabninger, vi intuitivt oplever. Naturglæden er i sin urform lige så berusende som forelskelsen. Den hører bestemt ikke kun til barndommen, det er bare i den tidlige barndom, den er usvækket, ukrukket og altid oprigtig. Og hvis man er heldig og gør sig umage, varer den ved og gør tilværelsen rig fra start til slut.

Vi er født med stærke sanser, og de er allerstærkest og former os, når vi er ganske små og verden er ny og forunderlig. Skovjordbærrene findes, mariehønen findes, bladene findes, alt muligt findes og gør os glade når vi ser, hører, føler, lugter og smager det, og kalder det ved navn.

Som fortæller oplever jeg gang på gang, at mennesker i alle aldre bliver grebet af de sanselige småting, hvad enten det er syn, lyde, lugt, smag eller noget føleligt, og især bliver lykkelige og bevæget over det, der bringer erindringer frem om den tidligste barndom. Vi bliver løftet af at genopleve de flygtige strejf af sanseindtryk, der har lejret sig et sted dybt inde i den første bevidsthed, vi bærer med os.

Der ligger i tiden et konstant budskab om, at viden og videnskab bærer og udvikler. Det er godt. Men det er den umiddelbare glæde, forundringen og fantasien, der gør verden uendelig stor og fortryllende. Den fantasi, der altid blomstrer i et barnesind, og som man kan vælge at lade blomstre og gro videre hele livet.

Det er sanserne, der tænder det hele. De er medfødte, og vi har fået dem for at bruge dem.

Bragt første gang i Naturvejlederforeningens blad Naturvejleder 2018 nr. 4.

Udgivet i børn, Biodiversitet, Dansk natur, natur, naturformidling | Tagget , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Kejserkåben

    Kejserkåbehan på kærtidsel. (Foto: Michael Stoltze).

 

Kejserkåben er en guddommelig skønhed i skoven.

Det er den største af de 11 arter af perlemorsommerfugle, der er fundet Danmark.

Med et vingefang på 7 centimeter er der i hele Europa kun én, der overgår den lidt i størrelse: Den kraftige kardinal (Pandoriana pandora), som er almindelig i  landene omkring Middelhavet.

Kejsekåbehun i agertidsel i haven på Koldekilde i Almindingen på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).

Kejserkåben er fuld af overraskelser. Den har en af sommerfugleverdenens smukkeste parringsdanse, og hunnen optræder i en eventyrlig, grønskinnende variant. Flyvvetiden er højsommeren, når det er varmest – som regel fra først i juli til først i august. Efter en markant tilbagegang i det 20. århundrede glæder den os for tiden ved at brede sig og blive mere talrig igen i store dele af Danmark. Her kan man se de flotte, orange sommerfugle i skove, hvor de især flokkes om brombærblomster og kærtidsler. Her er en fin kejserkåbehan, der søger nektar på brombærblomster i “Sommerfugledalen” lidt sydøst for Hammerfyret på Bornholm. Dér plejer at være rigtig mange kejserkåber, hvide admiraler, blåhaler og andre fine sommerfugle i juli.

Kejserkåbens parringsdans finder sted i skovlysninger på stille, varme og solrige dage. Den er fortryllende. Den friske, ubefrugtede hun starter ballet ved at krydse ind over lysningen i lavt tempo i lige flugt i mellem en og to meters højde. Her bliver hun hurtigt opdaget af en han, som flyver hen til hende og efter hende, mens hun fortsætter med at flyve frem og tilbage i lysningen som en billardkugle, der bliver ved med at returnere fra banderne. Kort efter flyver han ned under hende bagfra og derefter stejlt op foran hende, hvorefter han staller i luften og sitrer voldsomt med vingerne i det øjeblik, hun passerer forbi under ham. Derefter daler han ned bag hende, flyver frem under hende, stiger stejlt op, staller, sitrer, daler ned, flyver frem, stiger stejlt op, staller osv. igen og igen. Denne luftballet, hvor han cykler rundt om hende, mens hun flyver lige ud frem og tilbage gennem lysningen, kan stå på i mange minutter og undertiden helt op til en time i træk. Det er almindeligt at se, og i gode skove med mange kejsekåber og mange lysninger, kan hver eneste lysning være besat af de kejserlige balletdansere på de rigtige dage.

Under dansen afgiver hannen et afrodisiakum (elskovsmiddel), som er afgørende for hans ægteskabelige succes. Stoffet findes i de sorte, penselformede skæl, duftskæl, som man ser som hårede striber på hans forvinger. De sidder ret løst, og når han sitrer med vingerne over hunnen i parringsflugten, daler de duftende skæl ned på hende. Det påvirker hende til sidst, så hun flyver op i løvhanget på et træ og lader sig besvangre af sin bejler. Parringen kan tage flere timer, og undertiden søger det sammenkoblede par til blomster under akten. Det er hannen, der bærer hunnen i flugten; men det er hårdt, og han flyver kun korte strækninger med hende.

Kejserkåber i parringsdans over vej. (Foto: Michael Stoltze).

 

Efter parringen lægger hunnen æg på steder med mange vilde violer. Æggene lægges ikke direkte på planterne, men mest på træstammer og grene. Hvis man står stille i skoven et sted med æglæggende kejserkåber, tager de ofte fejl og lægger æg på menneskers tøj – bukseben eller frakker. Her er der en kejserkåbe, der lægger på min sweater.

Kejserkåben og dens liv var inspiration til “Som en sommerfugl”, som jeg skrev Kyndelmisse 2019:

SOM EN SOMMERFUGL

En ganske spinkel spire i et æg,
en simpel lille larve spærret inde,
brød ud igennem æggeskallens væg
en sommerdag i sol og varme vinde.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Nu ser jeg larven på den lune jord
hvor blomster vælder frem i solens stråler,
et barn af universets perlemor,
violer er det eneste, den tåler.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Jeg tror, den drømmer om en silkedragt
betalt af bløde blade fra violen,
og om at være med til sidste akt
klædt ud som brud i sommerfuglekjolen.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Som mæt og voksen skifter larven sind,
bereder sig til næste store handling.
Den klæder sig i puppens stive skind.
Jeg tænker mig, den håber på forvandling.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Befriet fra den trange puppehud
er tiden til at blæse på fornuften.
Jeg ser de fire vinger flyve ud
til krig og kamp og kærlighed i luften.
Lykken er et liv i skovens skjul
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Copyright: Michael Stoltze, 2019

Hør og se sangen opført af Ad Hoc Koret  her. Her er noderne:

Noder til “Som en sommerfugl”.

Skråning med bar jord og mange vilde violer. Fint levested for kejserkåbelarver. (Foto: Michael Stoltze).

Ægget, der er gult og omkring én mm i diameter, klækker efter et par uger. Larven æder sin æggeskal, men intet andet, før den spinder et lille silkelagen, som den sætter sig til overvintring på. Om foråret kravler den spæde larve, der blot er to mm lang, ned til skovbunden, hvor den finder og æder violplanter med glubende appetit. Larven er brungylden og tornet og bliver cirka fem centimeter lang. Den er meget svær at finde. Den er udvokset i juni, hvorefter den forpupper sig i vegetationen og bliver til en strålende ny kejsekåbe efter to-tre uger som puppe.

Hunnen mangler striber på forvingerne og er ikke så stærkt orange som hannen – mere okkerorange med store, sorte pletter.  Men derudover findes en fåtallig og meget påfaldende farvevariant af hunnen: Den mørke, grønne kejserkåbe. Den ser gråsort ud i flugten, men når den sætter sig, kan man se hvor speciel og smuk, den er: Sortgrå med lys strågul bundfarve og et vidunderligt, mørkegrønt metalskær.  I de fleste bestande tilhører omkring 10 % af kejserkåbehunnerne denne grønne form.

Kejserkåber. Hun øverst og han nederst. (Foto: Michael Stoltze).

Kejserkåber i parring. De er glade for at sidde på hånden, hvor de drikker salt sved med deres snabler.(Foto: Michael Stoltze).

Kejserkåbeæg på sweater. De er omkring én mm i diameter. (Foto: Michael Stoltze).

Grøn kejserkåbe fra “Sommerfugledalen” på Hammerknuden. (Foto: Michael Stoltze).

Kejserkåber elsker lindeblomster. (Foto: Michael Stoltze).

Kejserkåbe. Forfra på brombærblomst. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i Dansk natur, sommerfugle | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Påfugleøjen findes

Kort efter nytår for 10 år siden døde digteren Inger Christensen.

For digtningen var hun næsten, hvad Bach var for tonekunsten. Hvor Bach virtuost byggede sine katedraler af klange ud fra matematikken i musikken, mestrede Inger Christensen at bygge paladser af poesi op af ordenes natur og naturens ord. Det gjorde hun nærmest mirakuløst, da hun barslede med “Sommerfugledalen” i 1991. Det monumentale digt blev det nærmeste, hun kom et folkeligt gennembrud.

Sommerfugledalen handler om hele eksistensen, som hun berører og behandler og løfter op med sommerfuglenes liv, natur og navne som grundstof. Jeg fik digtet med blødt, violet omsalg fra Brøndums Forlag som gave af mine forældre, dengang min bog om danske dagsommerfugle udkom. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg siden har læst det. Men jeg ved, jeg kommer til at læse det igen og igen så længe, jeg kan. Det folder sig ud og knytter alting sammen. Hver gang på en nye måde.

Kort efter Inger Christensens død fik jeg en sælsom hilsen fra hende. Det blev iskoldt vintervejr, og vi besøgte nogle venner på landet på Sydsjælland. Det var en smuk, vindstille dag med sne og solskin og hård frost. Vi gik over en stubmark. Jorden var stenhård af frosten under det tynde lag sne, og efter et par hundrede meter kom vi hen til en stor, lukket jættestue. Vi var forberedte og havde en lygte med, og vi var næppe kommet indenfor, før vi hørte en hvislende, hvæsende lyd flere steder oppe fra de store sten i loftet.

Det var påfugleøjer. De sad der i snesevis og ventede på foråret, og de havde ikke regnet med at få besøg midt i det hele. Men nu kom vi trampende, og de reagerede på vores bevægelser, ånde og lyset. Selv om de var kolde, tog de ligesom tilløb og slog pludselig vingerne helt ud og åbenbarede deres store, farvestrålende øjenpletter i et splitsekund. Og hver gang, de gjorde det, udsendte de den hviskende, hvæsende lyd.

Biologer har undersøgt adfærden og fundet ud af, at insektædere som flagermus og spidsmus, for hvem en fed påfugleøje kunne være et solidt vintermåltid, bliver skæmt af lyden. Den fremkommer ved, at sommerfuglen gnider vingerne mod hinanden, så en masse stive hår på bagvingerne anslår forvingernes membraner, der virker som højtalere. Hvislelyden virker også på mennesker. Jeg hørte den engang, da jeg stak hånden ind i en hult træ. Instinktivt trak jeg armen til mig.

Mens de fleste sommerfugle kun lever et par uger som voksne, hører påfugleøjen med til en lille eksklusiv gruppe, der kan leve i næsten et helt år. I vinterhalvåret går den i dvale i huler, uopvarmede rum, hule træer eller brændestabler.

Om foråret lægger den æg på brændenælder – den vigtigste plante for dagsommerfugle i Danmark. Admiral, nældens takvinge, nældesommerfugl og det hvide C er også brændenældespisere som larver. Så hvis man holder af sommerfugle (hvem gør ikke det?), er det godt at have brændenælder i haven på steder, de ikke generer.

Linné gav den det latinske navn Papilio io. Slægtsnavnet Papilio angiver blot, at der er tale om en sommerfugl, mens io hentyder til Io, der var den jordiske datter af kong Inachus af Argos i Grækenland. Prinsessen var en af Zeus’ elskerinder. Men da Zeus kone Hera opdagede det, forvandlede hun Io til en kvie, som blev bevogtet af det mangeøjede uhyre, Argus, som skulle holde Zeus væk. Først da Zeus med hjælp fra Hermes fik dræbt Argus, blev Io befriet. Siden blev hun forvandlet til menneske igen og fødte både en søn og en datter med Zeus.

Det er myter og fortællinger, og ingen ved, om Io virkelig fandtes engang i Argos.

Men påfugleøjen findes. Den sidder stille vinterens hule. Og den hvisker og ser dig an fra sommerfuglevingen, hvis du vover dig for nær.

Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 10. januar 2019 under overskriften “Påfugleøjen sidder stille i vinterens hule”

Påfugleøje i vinterdvale. (Foto: Michael Stoltze).

 

Påfugleøjen blev forstyrret i en brændestak, slog vingerne ud og førte forvingerne fremad over de stivhårede bagvinger, så der fremkom et lille hvæs. (Foto: Michael Stoltze).

 

Øjet på forvingen. Sommerfuglenes mønstre er dannet af små skæl, der ligner mosaikker. Skællene er i virkeligheden omdannede hår. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

Udgivet i Dansk natur, sommerfugle | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

Gør Lindholm til naturreservat i 2020

DTU’s forskningscenter på Lindholm lukker og bliver gjort helt smittefri i 2019.

Derefter skal øen ifølge Finansloven for 2019 indrettes til udrejsecenter for ca. 100 udviste tidligere kriminelle m.m. Det koster ca. 3/4 milliard kr. over fire år. Beslutningen bliver kraftigt kritiseret på grund af prisen og den utilslørede symbolpolitik, der ligger i at anbringe de uønskede personer på den svært tilgængelige krematorieø, hvor der har været forsket i farlige og smitsomme husdyrsygdomme.

Så her er et alternativt forslag: Spar halvdelen af pengene og brug resten til dels at løse det jyske udrejsecenters plads- og sikkerhedsproblemer og dels at gøre Lindholm til natureservat. Lad naturen råde, og lad dyr og planter rykke ind. Indret eventuelt et fugletårn i nærheden af øen, som sejlende kan besøge for at se nærmere på Lindholms forandring og den vilde naturs indtog. Denne grønne løsning vil kunne blive et hit. Og øen vil blive et symbol på frihed. Fra dårlig til god symbolik.

 

Udgivet i Dansk natur, natur, Naturpolitik | Tagget , , | 3 kommentarer

Hvorfor er ingen partier grønne?

Udsendelser og nyheder i alle medier strømmer over med råd om bæredygtig livsstil, genbrug, cirkulær økonomi, vegetarisme, klimavenlighed og grøn omstilling. Hver dag. Det er voldsomt. Og mange vil gerne gøre noget for at løse de to meget store nye problemer, som vi og resten af verden står overfor i forureningskrisens kølvand: Klimakrisen og biodiversitetskrisen.

Mens den klassiske forureningskrise (spildevand og røg og ukritisk brug af farlige kemikalier i industrien) fra sidste halvdel af det 20. århundrede stort set er afværget ved en massiv, international indsats, er vi kun lige begyndt at håndtere de to nye kriser.

Mange er rådvilde, bange eller pessimister. Ligesom dengang i 1960’erne, hvor rovfuglene døde, Carson chokerede verden med “Silent Spring”, døde fisk vendte de hvide buge i vejret i åerne, og syreregnen begyndte.

Min generation voksede op i en tid, hvor forureningens kulsorte, truende skyer tårnede sig uhyggeligt op i horisonten. Det var faretruende. Men lig på bordet førte til handling. Landene oprettede miljøministerier. Spildevand og røg blev renset. Der blev indført smart miljøteknologi. Farlige stoffer blev forbudt. Der kom lovgivning og regler. Der blev indgået internationale og globale miljøaftaler. Den norske statsminister Gro Harlem Brundtland førte bæredygtighedsprincipperne i mål i FN i 1987. Og en enig verden besluttede efter topmødet i Rio i 1992, at al udvikling skal bygge på principperne om bæredygtighedens tre ben – hensynet til miljø, økonomi og sociale forhold. Vores velfærd, tryghed og frihed nu og i fremtiden er betinget af en god balance mellem principperne.

Der er konstant nogen, der misbruger bæredygtighedsprincipperne. De forstår dem dårligt eller misbruger dem bevidst og skaber uro og ubalance ved at lægge hovedvægt eller al vægt på enten økonomi, miljø eller det sociale.

De angreb skal man nedkæmpe. Bæredygtighedsprincipperne er det nødvendige grundlag for, at vi kan gå en nogenlunde tryg fremtid i møde. De er også forudsætning for, at vi kan håndtere de to nye, globale kriser.

Vi ved faktisk, hvad vi skal gøre for at løse kriserne, og vi har redskaberne. Men omstillingerne er dyre og langsommelige, og der er mange faldgruber. Vi træffer let uheldige valg på baggrund af populisme og myter i stedet for konkret viden.

Der er for eksempel ikke belæg for, at køb af økologiske fødevarer er bedre for klima og natur end køb af ikke økologiske fødevarer. Genbrug af plast er et andet eksempel. Det er symbolpolitik, der er ret ligegyldig i det store regnskab. Det er klart vigtig at få stoppet spredning af svært nedbrydelig plast i naturen. Men det er kun omkring én procent af olien, der bruges til plast, og moderne plast kan uden forureningsproblemer brændes, så den giver god energi i kraftvarmeværker. Det giver naturligvis et lille bidrag til den samlede udledning af CO2 fra fossile brændstoffer. Selv hvis al plast blev brændt, ville udledningen af CO2 fra plast dog være under én procent af CO2-udledningen fra fossile brændstoffer, og den forsvinder, når bioplast tager over. Bioplast er lavet af biomasse og kan fremstilles CO2-neutralt. Teknologien er udviklet.

Det vigtigste er, at vi satser på produktion, genbrug og affaldshåndtering efter bæredygtige principper. Og her er der masser af ny viden og teknologi, som kan løse kriserne.

Effektiv fødevareproduktion på de dyrkede arealer, CO2 neutral cementfremstilling, en halvering af det globale antal af flyrejser, en halvering af det globale kødforbrug, en forøgelse af den globale vedmasse med et par promille årligt og fortsat omstilling til vedvarende energikilder er nogle af de centrale handlinger, der kan løse både klimakrisen og biodiversitetskrisen. Hvis vi effektiviserer jordbruget og samlet indtager halvdelen af den mængde kød, vi globalt indtager i dag, vil Jorden kunne brødføde 10-11 milliarder menneske på et dyrket areal, der er mindst 30 % mindre end det, der dyrkes i dag. Det giver mere plads til skov og vild natur – den plads, der er nødvendig for, at biodiversiteten – alle vore levende medskabninger på Jorden – kan klare sig. Og mere skov og vild natur binder CO2.

Der er nok at tage fat på, og vi ved, at det kan lade sig gøre. Vores fremtid kan blive tryg og god og rig og fri, hvis vi træffer de rigtige valg. Det er grundlæggende, hvad al politik handler om.

Indtil videre er der bare ikke sket noget afgørende for at løse de to kriser. Den globale udledning af CO2 fra fossile brændstoffer forventes i 2018 at stige med 2,7 % i forhold til i 2017 til det højeste niveau nogensinde. Og Jordens areal med vild natur og plads til biodiversiteten rasler stadig ned. Navnlig i troperne, hvor de mest artsrige økosystemer findes.

Det ser kort sagt sort ud. Er der slet ikke håb?

Jo. Vi har løsningerne, og nu begynder de unge generationer – dem, der for alvor risikerer at få kriserne ind på livet, hvis der ikke handles – at træde i karaktér. I USA trodser de unge Trump og de gamle, der ikke har forstået et klap af de kriser, der truer vores velfærd. De har sat skub i bevægelsen “Green New Deal”. Bevægelsen er for alvor ved at få tag i de unge. Den er en spire med potentiale til at blive et stort og livskraftigt træ.

Efter Anders Fogh Rasmussens angreb på miljøpolitikken i almindelighed og på Svend Auken i særdeleshed i 2001, skiftede han kulør og begyndte til manges overraskelse at tale om “grøn revolution” efter besøget hos Georg Bush i 2006. Men det var mest snak. Revolution er et dårligt ord, når det er nye grønne aftaler og en lang, stabil og tryghedsskabende grøn politik, der skal til.

Senest 18. juni 2019, skal der være folketingsvalg i Danmark

Som sagerne står nu, har ingen partier en overordnet grøn profil. Ingen! Jeg savner et parti med en langsigtet, bæredygtig og sammenhængende vision for Danmark. Et parti, der tager ansvar og for alvor forsøger at løse de to miljøkriser.

Hvorfor er ingen partier grønne? Hvorfor griber for eksempel Socialdemokraterne eller Det Konservative Folkeparti ikke den dagsorden? Eller Venstre for den sags skyld?

Jeg forstår det ikke.

Udgivet i bæredygtig udvikling, Biodiversitet, Klimapolitik, Miljøpolitik, Naturpolitik, Politik | Tagget , , , , , , , , | 9 kommentarer

Skjult nedbør

Tågen samler sig til byger af dråber i træerne. (Foto: Michael Stoltze).

I den engelsktalende verden findes udtrykket “occult precipitation”.

Udtrykket dækker over det fænomen, at det regner eller sner under træerne, men ikke i åbne områder. Det lyder mærkeligt, men er slet ikke så mystisk, som ordet okkult antyder.

Den skjulte nedbør falder i tæt tåge, hvor de mikroskopiske tågedråber sætter sig på grene og blade, hvor de løber sammen til dråber. Dråberne bliver til sidst så store og tunge, at de slipper og falder mod jorden. Det regner under træerne.

I frostvej bliver tågen til rimtåge, hvor tågedråberne er underafkølet, så de bliver til rim i samme øjeblik, de støder ind i grene, blade eller andet. Rimen kan undertiden vokse meget hurtigt og blive så tung, at den begynder at drysse mod jorden. Det sner under træerne

Det er det, der på engelsk hedder “occult precipitation”, og som på dansk kan kaldes skjult nedbør.

Skjult nedbør har stor betydning i bakker og bjerge, der når op i skyerne – især på øer i havet, hvor skyernes basis tit ligger lavt. Særlig velkendt er forholdene på De Kanariske Øer og Madeira. På De Kanariske Øer findes ligefrem en art fyrretræ, der har specialiseret sig i at frembringe skjult regn. Den kanariske fyr har meget lange nåle, som er supergode til at fange tågedråber. Så gode, at træerne ikke bare vander sig selv, men også bidrager til at fylde vandløbene til gavn for kunstvandingen i det intensive gartneri ved kysten. Læs mere her om skjult nedbør.

Betydningen af fænomenet i Danmark er dårligt undersøgt, men navnlig i højtliggende skove på øer og nær kysten falder der tit store mængder skjult nedbør. På Bornholm ligger de højeste dele af Almindingen i vinterhalvåret meget ofte oppe i skyerne, da skybasis i reglen ligger i omkring 110 meters højde. Når man kører fra Rønne til Almindingen, kommer man tit op i skyerne. Ved Jomfrubjerget midt i Almindingen kan man tit høre den skjulte regn falde tungt fra træerne. Her kan du se og høre en video med skjult nedbør.

Læs også: Tåge er mange ting

På vej op i skyerne i Almindingen. (Foto: Michael Stoltze).

Udsigt fra Jomfrubjerget over Åremyr i Almindingen på Bornholm. Skoven er indhyldet i skyer, og der falder skjult regn gra træerne. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

Udgivet i Dansk natur, Vejr | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Ravnen og den store storm

 

Der står en ravn i vinduet i driftsbygningen her, hvor jeg bor i Almindingen.

Den ser venlig ud. Den store, sorte fugl har stået så længe på sin plads, at den har mistet lidt af sin mørke værdighed på den side, der vender mod lyset. Den er bleget. Alligevel er den med sit blik, næb og stride næsehår stadig lige så aristokratisk og udtryksfuld, som det hører sig til for en ravn.

Ravnen i vinduet er ikke en hvilken som helst udstoppet fugl. Den var engang Bornholms eneste ravn. Den var mageløs og holdt i flere år til i Almindingen. Min ven Finn Hansen, “Faulafinn”, skrev 12. oktober 1967 i sin dagbog: “16.15-17.15, vest, halvskyet, 16 grader, diset. Bastemose: Dompap: 1. Vindrosler: 5. Grønsisken: 35. Ravn: 1 (fløj mod natkvarter). St. tornskade: 1 syngende. Ænder sp.: 2).”

Faulafinn var nok den sidste, der så ravnen i live. Fem dage senere ramte en forrygende orkan Bornholm. Almindingen blev raseret, træer i titusindvis knækkede og blev revet op med rode, og de lå dagen efter og spærrede vejene gennem skoven. Skovfoged Karl Hansen og hans folk på Koldekilde knoklede fra morgen til aften, og på et tidspunkt kom to skovarbejdere til vejene ved ledvogterhuset Ravnebrohus i den nordvestlige del skoven. Det var her, Almindingens kragefugle inklusive den enlige ravn plejede at samle sig for at overnatte. Og her fandt de den så. Ravnen. Stendød under et træ. Dræbt af orkanen.

De to skovarbejdere vidste, hvad de havde med at gøre, og bragte den store, sagnomspundne fugl til skovfogeden på Koldekilde. Han sørgede for, at den blev udstoppet, og siden har den haft sin faste plads i vinduet i Jagtstuen.

Rygtet om ravnens død spredte sig hurtigt og blev kendt på øen. Det var svært ikke at se symbolikken. Stormen krævede et dødsoffer, da en landmand blev ramt af det flyvende tag fra gårdens stuehus. Flere gårde blev jævnet med jorden, og næsten ingen gårde slap uden skader.

I vore dage er ravnen fredet, og ingen vover at gøre dem fortræd. Derfor yngler der i dag mere end 50 par ravne alene i Almindingen og over 200 par på Bornholm. Men for 50 år siden var her ingen. De havde været betragtet som skadelige ulykkesfugle og var blevet skudt væk. Der var kun enkelte par tilbage i Danmark i 1960’erne. De holdt mest til i Sønderjylland. Først da forfølgelsen stoppede i løbet af 1970’erne, begyndte ravnene at brede sig. Og nu yngler der nok omkring 2.000 par ravne spredt i hele Danmark. Bornholm er et af de steder, der er flest, og man ser og hører dem ofte, når man færdes i øens skove.

Med deres flugt over skoven og klipperne – ofte parvis – fremkalder de billeder af fortid og dem, der var engang. Deres årvågenhed fuldender sammen med deres dybe, hæse “grok-grok-grok”, sære snakken i træerne og kulsorte farve billedet af en magisk dødsfugl. De kan noget, de ravne. I den nordiske mytologi havde Odin ravnene Hugin og Munin, som hver dag fløj ud og registrerede alt, hvad der skete i verden, og rapporterede tilbage. Og før Dannebrog havde vi en ravn på flaget.

Den gamle ravn fra stormen kan ikke så meget andet end at minde om det drama, der ramte Bornholm i 1967. Den levende ravn kan en masse. Den inspirerede Edgar Allan Poe til det verdenskendte digt “The Raven”, hvor en ravn ved døren i natten forstærker sorgens blanding af kærlighed og vemod hos fortælleren, som har mistet sin elskede – Lenore.

Døden er uigenkaldelig. Den er et vilkår, understreger ravnen, når den sort som natten flyver rundt om dagen som levende bevis på, at intet eksisterer uden dets modsætning.

Offeret fra stormen står i sit dødsrige i vinduet og holder øje med livet derude. Den var været vidne til, at Almindingen har rejst sig igen efter stormen og er blevet et eldorado for ravne.

Den gamle fugl har grund til at se tilfreds ud.

—-

Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 15. november 2018.

 

Skovfoged Karl Hansen (t.v.) og skovrider Bent Engberg beser skaderne i Almindingen efter orkanen 17. oktober 1967. (Foto: Vagn Hansen).

Ravnen i vinduet på Koldekilde. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i Dansk natur, Fugle | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Danmarks Naturkanon fra 2018

Danmark har fået en ny naturkanon.

Det er en følge af regeringens aftale fra 2016 om at opdatere den danske naturkanon.

Danmarks første naturkanon blev offentliggjort af regeringen i 2009. Den indeholder 216 eksempler på natur, som eksperter i 2009 anså for væsentlige at kende til som en del af den almene dannelse. Den var tænkt som en pendant til Danmarks Kulturkanon, der blev offentliggjort i 2006. Danmarks Kulturkanon indeholder 237 eksempler på kultur, som eksperter i 2006 anså for væsentlige at kende til som en del af den almene dannelse.

Danmarks Naturkanon fra 2009 rummede 24 store, sammenhængende, danske naturområder og 192 andre eksempler på, hvad dansk natur er: Alger, lav og mos, fisk, fortidens natur, fugle, insekter, krybdyr og padder, landskabsformer, naturtyper, pattedyr, smådyr, steder, sten, svampe, træer og buske, undergrund, urter samt vejr- og himmelfænomener. Man kan læse om de i alt 216 eksempler på natur og begrundelser for valgene i 2009 her.

Den 20. november 2018 offentliggjorde regeringen “Danmarks nye Naturkanon” – her kaldet Danmarks Naturkanon fra 2018 for at undgå forvirring.

Danmarks Naturkanon fra 2018 er helt anderledes end Danmarks Naturkanon fra 2009. Den nye naturkanon består blot af 15 smukke steder i Danmark. Man kan læse om i stederne i Miljøstyrelsen under overskriften Danmarks Naturkanon.

De 15 smukke steder i Danmarks Naturkanon fra 2018 er udvalgt for at lokke flere mennesker ud at se noget af den mest betagende og værdifulde natur i Danmark. Der er valgt tre steder i hver af Danmarks fem regioner.

Den første naturkanon var svær at overskue og huske, og den blev aldrig folkeeje. Den er derfor historie nu. Men den har affødt et ganske omfattende undervisningsmateriale, der fortsat bruges meget. Materialet er tilgængeligt i Miljøstyrelsen under overskriften Danmarks Natur.

Danmark Naturkanon fra 2018 er let at overskue og ret let at huske:

Nordjylland:
1. Lille Vildmose
2. Skagen og Råbjerg Mile
3. Fosdalen og Svinkløv

Midtjylland:
4. Vind Hede og Stråsø Plantage
5. Jernhatten og Mols Bjerge
6. Gudenåens og Skjernåens kilder

Syddanmark:
7. Svanninge Bakker og Bjerge
8. Trelde Næs og Trelde Skov
9. Mandø og Vadehavet

Sjælland:
10. Suserup Skov
11. Røsnæs
12. Mandemarke Bakker og Møens Klint

Hovedstaden og Bornholm:
13. Ertholmene
14. Vestamager og Øresund
15. Melby Overdrev og Tisvilde Hegn

 

Tranebær i Lille Vildmose, der er med i Danmarks Naturkanon fra 2018. (Foto: Michael Stoltze).

Mandø og Vadehavet. Med i Danmarks Naturkanon fra 2018. (Foto: Michael Stoltze).

Råbjerg Mile. Med i Danmarks Naturkanon fra 2018. (Foto: Michael Stoltze).

Suserup Skov. Med i Danmarks Naturkanon fra 2018. (Foto: Michael Stoltze).

Høvblege ved Møns Klint. Med i Danmarks Naturkanon fra 2018. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i Danmark, Dansk natur, Naturkanon | Tagget , , , , , , | 2 kommentarer

Danmarks Naturkanon fra 2009

Danmarks Naturkanon blev første gang offentliggjort af regeringen den 9. oktober 2009. Den indeholder 216 emner og er en pendant til Danmarks Kulturkanon, der blev offentliggjort i 2006 og indeholder 237 emner.

Danmarks Naturkanon fra 2009 rummer en række eksempler på natur og naturfænomener, som det er væsentligt at kende til som en del af den almene dannelse.

Man kan læse om kanonens 24 store, sammenhængende, danske naturområder og 192 andre eksempler på natur samt kanonudvalgets begrundelser for valgene her.

Den 20. november 2018 har regeringen offentliggjort “Danmarks nye Naturkanon”, som blot består af 15 smukke steder i Danmark. Man kan læse om stederne her.

Miljøstyrelsen valgte først at lancere de 15 smukke steder som “Danmarks Naturkanon” uden henvisning til den oprindelige naturkanon fra 2009. Det var besynderligt. Derfor bringer Dansk Natur denne indgang til Danmarks Naturkanon fra 2009 her. Miljøstyrelsen rettede dagen efter deres hjemmeside om Den nye Naturkanon, så den henviser til Naturkanonen fra 2009, og Miljøstyrelsen skrev, at naturkanonen fra 2009 er Danmarks Naturkanon. Den 23. november skrev Miljøstyrelsen imidlertid:

“Danmarks naturkanon er den nye. Men det forhindre jo ikke at et sted som Nationalpark Thy kan bryste sig af at have været med i den fra 2009. På samme måde som der jo har været flere fodboldlandshold.”

De 15 smukke steder i “Danmarks nye Naturkanon” er velvalgte, men kan på ingen måde leve op til at være en pendant til Danmarks Kulturkanon fra 2006.

Danmarks Naturkanon fra 2018 skal ifølge Miljøstyrelsen lokke flere ud i naturen.

Her er en oversigt og en alfabetisk liste over emnerne i Danmarks Naturkanon fra 2009.

Og her er nogle udvalgte billeder:

Bøg. Med i Danmarks Naturkanon fra 2009. (Foto: Michael Stoltze).

Aborre. Med i Danmarks Naturkanon fra 2009. (Foto: Michael Stoltze).

Stinksvamp. Med i Danmarks Naturkanon fra 2009. (Foto: Michael Stoltze).

Stevns Klint. Med i Danmarks Naturkanon fra 2009. (Foto: Michael Stoltze).

Nældens takvinge. Med i Danmarks Naturkanon fra 2009. (Foto: Michael Stoltze).

Ederfugle. Med i Danmarks Naturkanon fra 2009. (Foto: Michael Stoltze).

Mosekonebryg. Med i Danmarks Naturkanon fra 2009. (Foto: Michael Stoltze).

Sæler. Med i Danmarks Naturkanon fra 2009. (Foto: Michael Stoltze).

Vættelys. Med i Danmarks Naturkanon fra 2009. (Foto: Michael Stoltze).

Karljohan. Med i Danmarks Naturkanon fra 2009. (Foto: Michael Stoltze).

 

Hugorm. Med i Danmarks Naturkanon fra 2009. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Danmarks naturkanon, Dansk natur | Tagget , , | Skriv en kommentar

Forfald og gyldne bøge

Ahornblad i forfald. (Foto: Michael Stoltze).

Alt har sin tid, og på et tidspunkt begynder forfaldet. De uhyggelige
og grimme forandringer – ja, alt det, der er ubehageligt og strider
mod det gode. Med vores fornuft ved vi nok, at forfaldet er en
nødvendig del af naturens gang. Men det minder os om døden.

I haven kæmper vi for det lille paradis med vækst, blomstring,
frugtsætning og alt det smukke og gode hele året, hvis det var muligt.
Det er det ikke i det danske klima, hvor forfaldet og døden rammer
haven med usvigelig sikkerhed i vinterhalvåret. Så accepterer vi det
nødtvungent, fordi vi ved, at paradisdrømmen genopstår, når foråret
kommer.

Vi har møjsommeligt frembragt kultur ved at lave naturen om og skabe
noget, som gør os tryggere i tilværelsen. Vi har skabt huse og veje og
dyrkede marker og ordnede forhold, som passer os bedre end den vilde
natur. Når naturen overtager kulturen, kalder vi det forfald. Forfald
er antikultur. Forfald gør os utrygge.

Vi flygter fra forfaldet. I byer med mange forladte huse, falder
huspriserne, og jo flere tomme og sammenstyrtende huse, der er i byen,
jo hurtigere accelererer fraflytningen. Det er en ond cirkel, der skal
brydes, hvis byen skal bestå. Kampen for det skønne og trygge er basal
i al kultur. Det er indlysende nødvendigt at holde den ukontrollerede
nedbrydning på afstand.

I den vilde natur er det anderledes. Forfaldet er en integreret del af
helheden og intimt forbundet med fødsel, spiring og vækst. Naturskove
er fulde af døende og døde træer i alle tænkelige stadier af
nedbrydning. Sådan skal og må det være i naturens store kredsløb. Men
forfaldet i naturskoven støder vores øjne, der er vænnet til synet af
ryddelige kulturskove uden døende og døde træer.

Intellektuelt er det let nok at begribe forfaldets nødvendighed i
naturen. Uden død og nedbrydning ville alle de stoffer, der er
nødvendige for livets opretholdelse, hurtig bliver bundet i alt det
levende.  Formering og vækst ville gå i stå uden nedbrydningen som
følgesvend ligesom køkkenhaven går i stå uden komposten. Danmark får
stadig mere natur, der passer og udvikler sig selv, blandt andet
naturskov, som med årene får en naturlig balance mellem opbygning og
nedbrydning. Den vilde natur er og bliver kontrasten til kulturen,
hvor vi bekæmper det synlige forfald.

Vi er selv natur og en del af det store kredsløb. Vi hører sammen med
alt andet liv på Jorden, og deler skæbne alle andre arter på planeten.
Døden er et grundvilkår. Den henter alle før eller siden, men vore
medskabninger adskiller sig hver og én fra os ved ikke være beviste om
egen eksistens og forgængelighed. De lever så længe, de nu gør, og dør
med værdighed. Altid. Selv i en naturskov, hvor over 90 % af
småfuglenes unger dør, før de selv får unger.

Forfald og død er fuld af grimme og uhyggelige billeder. Det kan være
meget skræmmende. Men den værdige død, hvor naturen gør, hvad naturen
altid ender med at gøre, rummer både ro og rigtighed. Min far døde i
en alder af 92 af en genstridig lungeinfektion, hvor medicinen kun
trak pinslerne ud. Da lægerne og vi til sidst besluttede at stoppe
behandlingen, var det en befrielse. Naturen var nådig, og feberen
førte ham roligt og stille ind i den sidste søvn. Og roen gjorde
sorgen både større og lettere.

Forfald og død kan have sin egen æstetik. Det kan endda rumme stor
skønhed. Sådan er det med løvfaldet, der giver indlysende mening. Det
er let at se det hele som en hensigtsmæssig forandring frem for et
skæbnesvangert farvel. Efteråret er forberedelse på genvækst. De spæde
forlæg til bøgens lysegrønne forårsløv dannes inde i knopperne
allerede i oktober og november, hvor bøgens blade bliver gyldne og
falder af. Og det samme er tilfældet hos andre træer og buske og mange
urter. Den blå anemone har stedsegrønne blade og bruger sommerens og
efterårets fugt og lys til at opbygge en fed, violetgrøn spire midt i
sit bladroset. Godt beskyttet Inde i den solide spire er næste års
blomsterknopper og blade klar allerede i oktober. Men de véd godt, at
de først skal spire frem og folde sig ud, når skovbunden bliver tør og
lun i marts og april.

Inden træerne smider bladende, trækker de vigtige mineraler ind i
veddet. Den grønne klorofyl gør ikke så stor gavn længere, fordi lyset
er svagt. Klorofylet bliver nedbrudt, den grønne farve forsvinder, og
nedbrydningsprodukterne bliver optaget af træet. Når den grønne farve
forsvinder, træder andre farver, som har været “overdøvet” af
klorofylgrønt, frem som løvfaldsfarver i et hav af gule, gyldne og
røde nuancer. Samtidig bliver bladenes immunforsvar svækket, så løvet
bliver angrebet og nedbrudt af svampe og bakterier.

Farveskiftet kan sætte tidligt ind, hvis der er udbredt og hyppig
nattefrost i september og oktober. Så varer de glødende efterårsfarver
længe, men selv i de sjældne år, hvor der slet ikke er frost i
september og oktober, gløder skovene i en fest af farver omkring 1.
november. Det vigende lys har samme effekt som frosten. Farverne
bliver lige så intense i milde efterår uden frost, de varer bare ikke
så længe. Løvet falder fra kronernes toppe, hvor vinden hærger mest,
sidst i oktober, mens blade i underskoven kan hænge helt hen mod
december. Løvet lyser allermest, når solen bryder frem på stille,
disede dage efter fugtigt vejr. Så er løvet fuldt og prægtigt foldet
ud.
Når efteråret sætter i med sit store forfald og kulden komme krybende,
kan det være svært at forstå videnskabens fundamentale grundsætninger
om, at hverken energi eller stof kan forsvinde. Men stof og energi er
der for evigt.

Alting forandrer sig, men intet forsvinder.

 

Kom! Se hvor gylden bøgen står

Kom! Se, hvor gylden bøgen står
og lyser næsten som i vår
med flammeskær i solen.
Nu fejer blæsten over land
henover bøgeskovens brand,
og løsner sommerkjolen.

Da kaster bøgen al sin pragt
for vintermørkets overmagt
af vinde i november.
Det gyldne løv har stakket frist
og falder fra den sorte kvist,
før året når december.

Men sommertidens sidste glød
kan flyve roligt mod sin død
på klare, kolde dage.
For bøgen knoppes på sin rod,
mens vestenvinden kæmper mod
det blad, der blev tilbage.

Ja, sådan slutter årets ring,
hvor ingenting er ingenting,
og alting er forandring.
Det lille blad, hvad end det vil,
må dø, men altid være til
på livets lange vandring.

Som gave, før du bliver muld,
er verden af det pure guld
dit dyrebare eje.
Skøn på det liv, du er forundt
igennem tiden året rundt,
og mærk dig dine veje.

Sangtekst: Michael Stoltze, 2015

Melodi: Michael Stoltze, 2018 – lyt her

(Essay og sang trykt første gang i Kristeligt Dagblad 23. november 2015)

Gyldne bøge 1. november i Charlottenlund. (Foto: Michael Stoltze).

 

Gyldne bøgeblade. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

Udgivet i Dansk natur, Skov | Tagget , , , , , , , | 8 kommentarer

Blodrød benved

Benved har intenst røde blade midt i oktober. (Foto: Michael Stoltze).

Skoven gløder i orange, rødt og gult og gyldent i oktober.

Og især på kalkrig morænejord i skovbryn og hegn eller på græssede marker, ser man tit et lille træ med røde blade. Det er virkelig rødt – blodrødt.

Det er benved med det umulige latinske navn Euonymus europaeus. Træet har navn efter det benhårde, hvide ved, der undertiden bruges af trædrejere. De unge grenskud er grønne og specielle ved at være firkantede i tværsnit. Og så er frugterne yderst mærkelige og smukke.
De er rosa med skær af blåt, og de ligner firkantede hatte. Hver frugt indeholder som regel fire hvide frø, der hver er omgivet af en appelsinorange kappe. Når frugterne er modne i oktober, smutter de
fedtede frø ud og åbenbarer deres strålende orange dragt mellem alt det røde, idet de ofte bliver hængende i frugtskallen i deres navlestrenge.

Frø, frugter, blade og hele træet er giftigt for mennesker, men tilsyneladende ikke for rådyr og fugle.

Det er et virkelig smukt lille træ, som er let at dyrke i haver, hvor det tåler at blive beskåret. Det hører til benvedfamilien, som rummer over 1300 overvejende tropiske og subtropiske arter. En af dem er den euforiserende kath, som tygges i stor stil i Afrika og arabiske lande.

Benved bruges i Danmark mest som prydtræ. Og den er virkelig en pryd – både i den vilde natur og i haven, når den står blodrød og behængt med sine lysende røde frugter i efteråret.

Benved-frugt. (Foto: Michael Stoltze).

 

Benved med frugter. De orange frø er på vej ud. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Udgivet i botanik, Dansk natur | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

52 billeder fra den almindelige blåfugls liv i min have

Den almindelige blåfugl findes i hele Danmark. Selv om arten er gået voldsomt tilbage der sidste 100 år, er den tit talrig på steder med rødkløver, lucerne, kællingetand, humlesneglebælg, harekløver og andre ærteblomstrede planter, som den lever på i larvestadiet.

De voksne sommerfugle er blot 25-33 mm i vingefang. Hannen er strålende lyseblå med smal sort vingekant, mens hunnen er brun med orange kantpletter og mere eller mindte udbredt blå bestøvning. Hunnerne varierer utroligt meget fra næsten helt brune til helt blå.

Begge køn har sirlige prikmønstre på vingeundersiderne. Om aftemem sætter de sig i små selskaber i højt græs for at sove. Og her vågner de og tørrer de duggede vinger om morgenen. Når vingerne er ved at være tørre, sætter de sig med hovederne nedad og vingerne åbnet mod solstrålerne. Så ligner de små blå blomster i græsset. Derefter flyver de som “flyvende blomster” ud i verden for at drikke nektar, parre sig og lægge æg.

En voksen blåfugl lever kun en til to uger. Til gengæld kommer der hele tiden nye individer, når de tre årlige generationer afløser hinanden fra først i maj til først i oktober. Æg fra de sidste blåfugle bliver til små larver inden vinteren. De overvintrer ved jordoverfladen i værtsplanterne, som de luner sig i og æder sig fede i marts og april, hvorefter de forpupper sig og kommer frem som strålende, nye blåfugle lige efter løvspringet.

Almindelig blåfugl rykker næsten med garanti ind i haven, hvis man ikke bruger gift og har et område, hvor græsset får lov til at blive højt.

Og jeg skal hilse og sige, at det er en stor og farverig nydelse at iagttage de små almindelige medskabningers liv i sin have. Den oplevelse er det mig en glæde at dele. Så her er 52 billeder fra blåfuglenes liv i min have. Et billede til hver uge, om man vil.

God fornøjelse!

 








 



Udgivet i Dansk natur, sommerfugle | Tagget , , , , , | 9 kommentarer

Få flere sommerfugle i haven

Almindelig knopurt er en smuk, nem og god nektarplante for sommerfugle. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Vil du vil have flere sommerfugle i haven? Det er faktisk slet ikke så svært.

Her er en kort indføring i, hvordan man kan få mange sommerfugle i haven. En have med et mylder af sommerfugle er tættere på det Paradis, de fleste drømmer om, at en dejlig have skal være.

Gennem tiden er sommerfugle mange steder på Jorden blevet opfattet som flyvende blomster eller sjæle. Men selv hvis man blot anser dem for smukke insekter, løfter de flagrende sommerfugle altid havens poesi.

Dagsommerfuglene hører blandt de vilde arter, der har det sværest i Danmarks natur. Ligesom mennesker holder de af sol, lys, varme, læ og blomster. Derudover skal de have et stort udvalg af vilde plantearter på steder med (som regel) næringsfattige forhold, hvor de kan lægge æg og vokse op som larver.

Danmark har ifølge internationale aftaler pligt til at passe på naturens mangfoldighed og standse tilbagegangen. Udfordringen er blandt andet at bevare og skabe nye levesteder for sommerfuglene. Det sker ved dels at passe på de gode levesteder, vi har tilbage, og dels at genskabe nye levesteder ved at udpine overgødskede arealer.

Her kan haveejere i høj grad være med ved at indrette sommerfuglevenlige haver. Enhver haveejer kan få flere sommerfugle i haven, uanset om haven er lille, stor eller en hel park. Det er slet ikke så svært, og det er en stor fornøjelse, når det lykkes.

NEKTARPLANTER OG VÆRTSPLANTER
Hvis man vil have mange sommerfugle i haven, skal man dels tænke på de voksne sommerfugles nektarplanter og dels på larvernes værtsplanter.

Nektarplanter er de plantearter, som tiltrækker mange sommerfugle, men som sjældent eller slet ikke er værtsplanter for larverne. Værtsplanter er de plantearter, som sommerfuglenes larver lever på. Mange traditionelle haveplanter er gode nektarplanter, for eksempel lavendel, isop og – naturligvis – sommerfuglebusk. Men mange smukke plantearter fra den vilde, danske planteverden og også fremragende nektarplanter, for eksempel blåhat, merian og almindelig knopurt. Se listen nedenfor!

Værtsplanter er derimod næsten udelukkende vilde danske plantearter. Så hvis man også vil have sommerfuglene til at yngle i sin have, skal man sikre, at der vokser værtsplanter i tilstrækkelige mængder under de forhold, som hver enkelt sommerfugleart kræver. De fleste sommerfuglearter kræver masser af sol og varme i larvestadiet, og derfor skal værtsplanterne helst stå solrigt og lunt. Det er en stor fordel for de fleste sommerfuglelarver, at der er bar jord eller sten, hvor Solen rigtig kan bage i nærheden af værtsplanterne. Se listen nedenfor!

ALLE HAVEEJERE KAN FÅ FLERE SOMMERFUGLE
Med enkle midler er det muligt at øge antallet af sommerfugle betragteligt i enhver have. Alle haveejere kan få gode resultater. I små haver får man mest ud af at tænke i nektarplanter, lys og læ. I større haver og parker med god plads får man mest ud af at tænke i nektarplanter, lys, læ og delområder med næringsfattige forhold og en kombination af egnede nektarplanter og værtsplanter, så sommerfuglene kan yngle.

En grundforudsætning for succes er naturligvis, at man ikke bruger pesticider. I delområder af haven, som er udlagt til yngleområder, må man heller ikke bruge nogen former for gødning – hverken kunstgødning, staldgødning eller kompost.

Brug plantelisterne nedenfor!

Du kan desuden melde dig ind i den åbne Facebookgruppe SOMMERFUGLEHAVER, hvor du kan stille spørgsmål og dele erfaringer.

Rigtig god fornøjelse!

Michael Stoltze

DE BEDSTE NEKTARPLANTER

Alle er fremragende, men de allerbedste er mærket med *

*Almindelig knopurt, *Anis-isop
Bakkenellike
Bjergmynte
*Blåhat
Blåmunke
Brombær
Engkarse
*Farvegåseurt
Hedelyng
*Hjortetrøst
Hvid fredløs
Hvid okseøje
*Høstborst
*Isop
Kattehale
*Lavendel
Liguster
Lucerne
*Lægeoksetunge
*Lægealant
Løgkarse
Mandstro (flere arter)
*Merian
Musevikke
Mynte (flere arter)
Nøkketunge (flere arter)
Purpursolhat
Rosenmærke
Sankthansurt (flere arter)
*Sommerfuglebusk
Tidselkugle (flere arter)
Tidsler (flere arter)
Timian (flere arter)
Tjærenellike
*Tusindstråle

DE VIGTIGSTE VÆRTSPLANTER

Almindelig røn: sortåret hvidvinge
Almindelig syre: ildfugle (flere arter)
Brændenælde: nældens takvinge, dagpåfugleøje, admiral, tidselsommerfugl, det hvide C, nældesommerfugl
Eg: blåhale
Elm: det hvide W, det hvide C
Engkarse: aurora
Gedeblad: hvid admiral
Græs (mange arter): randøjer (flere arter), bredpander (flere arter)
Hejrenæb: rødplettet blåfugl
Humle: det hvide C
Humle-sneglebælg: almindelig blåfugl
Kristtjørn: skovblåfugl
Kællingetand: almindelig blåfugl
Kål: stor og lille kålsommerfugl
Lancetvejbred: okkergul pletvinge
Lucerne: almindelig blåfugl og høsommerfugle
Løgkarse: aurora og grønåret kålsommerfugl
Mirabel: guldhale
Musevikke: isblåfugl
Rucola: aurora (kun på planter, der blomstrer efter overvintring) og grønåret kålsommerfugl
Rødknæ: ildfugle (flere arter)
Seljepil: iris, sørgekåbe
Slåen: guldhale
Storkenæb (flere arter): rødplettet blåfugl
Tjørn: sortåret hvidvinge
Tørstetræ: citronsommerfugl, skovblåfugl
Vedbend: skovblåfugl
Violer og stedmoderblomster (mange arter): perlemorsommerfugle

© Michael Stoltze

 

 

Nyforvandlede citronsommerfugle. Larven æder kun blade af tørstetræ, som sommerfuglen lægger æg på i april-maj.

 

 

Skovblåfuglen, der lægger æg på vedbend. (Foto: Michael Stoltze).

Admiraler (og hvide C’er) soler sig på stenhøj. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Dansk natur, haver, sommerfugle | Tagget , , , | 5 kommentarer

Lys fra kultiden

Dyndpadderokker i lav sol, modlys og skygge i baggrunden. Der er ikke manipuleret med lys og farver. Det hele er naturligt. De ser sådan ud.  (Foto: Michael Stoltze).

Dyndpadderokken er en af verdens blot 16 arter af padderokker. Hele 9 arter findes i Danmark. Padderokker havde deres storhedstid i kultiden for omkring 350 millioner år siden. Da kunne de blive over 30 meter høje træer. Den mest farvestrålende nulevende art er uden tvivl dyndpadderokken. Den er halvgennemskinnelig og stråler i mange farver i sirlige mønstre i foråret omkring 1. maj.  Fotoserien “Lys fra kultiden” er optaget i lav sol og modlys i Almindingen på Bornholm, hvor dyndpadderokkerne er særlig store og flotte.

Billederne kan købes i højkvalitetsprint i sorte trærammer med hvid passepartout. Priser med ramme:

Print ca. 20×30 cm: 1.200,00 kr.

Print ca. 30×45 cm: 2.000,00 kr.

Print ca. 40×60 cm: 3.000,00 kr.

Print ca. 50×75 cm: 4.000,00 kr.

Andre størrelser og priser efter aftale.

Billederne sælges i 10 nummererede og signerede eksemplarer. Rabat ved køb af serier efter eget valg af tre eller flere fotos.

Bestilling på naturogide@gmail.com, Segenvej 39, 3720 Aakirkeby, telefon 61220391

Lys fra kultiden I

Lys fra kultiden II

Lys fra kultiden III

Lys fra kultiden IV

Lys fra kultiden V

Lys fra kultiden VI

Lys fra kultiden VII

Lys fra kultiden VIII

Lys fra kultiden IX

Lys fra kultiden X

Lys fra kultiden XI

Lys fra kultiden XII

Lys fra kultiden XIII

Lys fra kultiden XIIII

Lys fra kultiden XV

Lys fra kultiden XVI

Lys fra kultiden XVII

Lys fra kultiden XVIII

Lys fra kultiden XVIIII

Lys fra kultiden XX

Lys fra kultiden XXI

Lys fra kultiden XXII

Lys fra kultiden XXIII

Lys fra kultiden XXIV

Lys fra kultiden XXV

Lys fra kultiden XXVI

Udgivet i Dansk natur, Padderokker | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Hvad skal vi med ulve?

“Hvorfor skal ulven løbe rundt i Danmark?”  spurgte Jyllandposten for nylig i denne leder.

Lederskribenten skriver blandt andet:

“Tilbage til naturen, råbte naturfilosoffen Jean-Jacques Rousseau for snart længe siden. Det må også være det, der driver fortalerne for, at ulven med vold og magt skal tilbage til den danske natur.

Det er en af den slags beslutninger, hvor man stilfærdigt spørger sig selv, hvad meningen mon er. Hvad skal vi egentlig med ulve i den danske natur, spurgte også pens. statsskovrider Morten Elbæk-Jørgensen i kronikken forleden. Han kommer formentlig til at vente længe på svar.

Ulven har været fraværende fra den danske natur meget længe, fordi den er farlig for dyr og mennesker. I århundreder blev den bekæmpet. Christian IV skrev endda ulven ind i en lov. Den sidste danske ulv menes skudt i 1813 uden for Skive. Men nu er den tilbage, fordi Naturstyrelsen under Miljøministeriet i København har fundet, at det var en god idé. Det giver i sig selv skyts til debatten om, at der ofte er for langt mellem dem, der træffer beslutningerne bag de trygge skriveborde, og dem, det går ud over i den anden ende.”

Lederen er fuld af fejl. Jean-Jacques Rousseau ønskede for eksempel ikke mennesket “tilbage til naturen”. Tværtimod. Hans grundbetragtning var en himmelhenrykt begejstring over menneskets evne til at træde ud af naturens mørke, som han udtrykte det. Og Naturstyrelsen har ingen aktier i, at ulven er vendt tilbage til Danmark. Det er EU, der har pålagt medlemslandene inklusive Danmark at frede ulven. Derfor har den bredt sig.

Men Jyllandpostens spørgsmål om, hvad vi skal med ulven, er godt og centralt i forhold til nutidens stigende folkelige og politiske fokus på samspillet mellem natur og kultur.

Som følge af Jordens stigende befolkningstal og eksploderende forbrug mister den vilde natur plads globalt. Vi står derfor midt i begyndelsen på det, der er blevet kaldt den sjette masseuddøen: Vore medskabninger på Jorden forsvinder i et accelererende tempo. Og hvis vi ikke gør noget, bliver livet på vores planet fattigere og vores tilværelse som mennesker kedeligere.

Derfor har der siden verdenstopmødet i Rio i 1992 været en global bevægelse i gang for at standse den menneskeskabte sjette masseuddøen. Bevægelsen er en del af de tre grundprincipper for al udvikling: Balance mellem hensyn til miljø, økonomi og sociale forhold. Det kaldes bæredygtig udvikling, og de grundprincipper har Danmark og stort set alle verdens lande tilsluttet sig.

Det betyder ikke “tilbage til naturen”. Det ville være menneskehedens undergang. Vi har som eneste art på kloden evnen til at herske over Jordens liv. Det er et stort ansvar, og ligesom ved vores beherskelse af ilden et ansvar, vi kan bruge til både godt og ondt. I sidste ende er det vores herskerevne, som kan og skal redde os ud af den accelererende biodiversitetskrise – den sjette masseuddøen. Vi skal påskynde, at vi er mennesker med handleevner, som ingen andre dyr på Jorden har.

Vi har som mennesker gennem årtusinder skabt trygge steder på Jorden for os selv. Vi har udryddet farlige dyr og besværlig dyr, opdyrket jorden og taget husdyr.  På den måde, og sidenhen med videnskab og ny teknologi, har vi fået lange, gode og trygge liv. Vi har aldrig haft det bedre materielt og sundhedsmæssigt, og vi lever i gennemsnit dobbelt så længe nu som for 100 år siden.

Mennesket har fordrevet eller helt udryddet et hav af store, besværlige dyr. Ulven var en af de plagsomme skabninger, vi fordrev i det meste Europa, og Danmark blev ulvefrit, da en ulv blev skudt ved Skive i 1813, og var det i 199 år frem, til Thy-ulven dukkede op i 2012.

Da ulven blev skudt i Skive, var der rabies og de fleste husdyr gik frit omkring med hyrder. Derfor var ulven frygtet og meget problematisk. Og rabiate ulve (ulve med hundegalskab) har været som sindbillede på varulve og djævelen og uden tvivl været med til at skabe de stærke fortællinger om den onde ulv, som litteraturen er så fuld af.

Nu skriver vi 2018. Og vi har fået et helt andet syn på naturen. Folkeligt og politisk. Vi er ramt af en slags kollektiv dårlig samvittighed efter 1970’ernes og 80’ernes forureningskriser, som vi nu heldigvis er ved at have løst. Siden er menneskeskabte klimaforandringer og biodiversitetsfaldet kommet til som nye kriser.

Det er et globalt FN-mål, at tilbagegangen i den vilde natur skal standes.  Det gælder også for de besværlige og farlige arter, og det kan lade sig gøre i dag, fordi vil har velstand, arealplanlægning og andre metoder til at undgå, at tilstedeværelsen af de vilde dyr giver uoverstigelige konsekvenser. Vi er blevet utrolig gode til at lave regler og planer. Derfor ser vi i hele Europa, at de store dyr vender tilbage. Det er massivt. I Danmark er det rådyr, krondyr, gæs (mange arter), svaner, skarver, ørne, hejrer, traner, ravne, bæver (dog introduceret), sjakal og sæler, og vildsvinet banker også på.

Og så altså ulven. Det næststørste landrovdyr i Europa. Den er kommer her, fordi den er fredet i modsætning til før, hvor den var fredløs. Næsten alle lande i Europa lever i dag med større eller mindre bestande af ulv. I Danmark viser en undersøgelse, at omkring 2/3 af befolkningen er positive overfor ulv i Danmark, og der er ikke nogen markant forskel på indstillingen fra by til land.

Danmark har en grundig, officiel ulveplan og regler for håndtering af eventuelle angreb, så man i modsætning til skader forvoldt af andre dyr, kan få erstatning for tab af husdyr til ulve. Samtidig vil bestanden af ulv i Danmark – ligesom i Sverige og Norge – blive reguleret til et lavt tal, så arten opretholder sin skyhed, relative ufarlighed for mennesker og kun forvolder begrænset skade.

Tilbage til spørgsmålet “Hvorfor skal ulven løbe rundt i Danmark?”. Svaret er såre enkelt: Fordi et flertal i befolkningen ønsker det i dag, og fordi det store rovdyr gør naturen og Danmark mere storslået og eventyrlig. Naturens vingefang bliver forøget markant af vore store, besværlige medskabninger. Ofte gør de ingen særlig nytte, men tit er det unyttige det mest nødvendige. Hvem vil undvære løver, tigre, elefanter, leoparder eller giraffer?  Ulven i Europa er med i det selskab.

Ulvens ankomst med al det besvær, den giver, er en glimrende anledning til, at vi danskere vågner op og tænker over vores forhold til naturen. Vi lever i en ny tid, hvor der kan være plads til vildskab som kontrast til alt det tamme. Naturen er ikke bare noget godt, men noget stort og vildt og vidunderligt og farligt og noget, vi er en del af.

Det handler om at komme fremad og finde den bæredygtige balance, hvor vi kan glæde os over vildskaben, ulven og alle de andre medskabninger i naturen samtidig med, at vi udvikler vores kultur.

Danmark har fået ulve og er blevet et større land.

Udgivet i Dansk natur, Naturpolitik | Tagget , , , , , , , | 1 kommentar

Munks anemone

Den 4. januar 1944 blev Kaj Munk brutalt myrdet af tyskerne og smidt i en vejkant ved Silkeborg. Munks frygtløse og klare tale mod den tyske besættelsesmagt og åbenlyse støtte til den danske modstandskamp kostede ham livet. Og hele Danmark var i chok.

Året før havde Munk skrevet sit uden sammenligning mest folkekære digt Den blå anemone, som Egil Harder satte melodi til i 1945 (læs digtet og hør). Jeg kan ikke se en blå anemone i det tidlige forår uden synge med på Kaj Munks fine hyldest til blomsten. Selvom de blå anemoner sjældent springer ud allerede den første dag i marts, er måneden anemonetid. Jeg har altid holdt meget af digterpræstens sanselige sang, der står som en lysende sjæl og lovprisning af naturen efter hans brutale død.

Alle os, som mere eller mindre åbenlyst lytter til Giro 413, har bemærket, hvordan sangen med usvigelig sikkerhed hitter som nr. 1 i programmet hvert eneste forår. Munks tekster er ofte omdiskuterede, fordi de tit balancerer på grænsen mellem det geniale og banale. Men med anemonesangen er jeg i hvert fald ikke i tvivl om dommen: Den er et mesterværk. Den er simpelthen en genistreg, og det er imponerende, hvad digteren har formået at få koncentreret af fortællinger i de 46 korte linjer.

Alligevel kom “Den blå anemone” først med i 18. udgave af Højskolesangbogen i 2006, og jeg tænker tit på, hvorfor i alverden det skete så sent for en så fin sang. Måske var der gået så megen Giro 413, folkelighed og sentimentalitet i anemonesangen, at det skyggede for versenes store fortælling.

I min barndom på Nordbornholm voksede de blå anemoner i tusindvis i skovbunden på dalskråningen, som rejste sig mod vest fra haven omkring huset i Kampeløkke Ådal. Det var sådan en fin, østvendt skråning, som blev brugt til lidt skovbrug og lidt græsning med tøjrede geder og får og måske en kvie.

Lige så længe jeg kan huske tilbage, var det en lille triumf af de allerstørste, når vi i det tidlige forår opdagede, at den første blå anemoneknop var brudt frem. Når tiden nærmere sig, kunne jeg ikke lade være med at søge efter det lille forårstegn. Jeg tror ikke, jeg tænkte videre over symbolikken i det hele det var bare en naturlig trang. Og lykken var stor over den første, bristede knop.

Den blå anemone er en forunderlig urt med sin helt specielle egenart. De trelappede, buttede blade har givet planten det latinske navn Anemone hepatica. Hepatica er afledt af det græske ord hepar, som betyder lever, og navnet hentyder til bladformen, der kan minde om formen på leverlapper.

Fra gammel tid har den blå anemone derfor været brugt som medicin mod leversygdomme. Lægerne mente nemlig, at Gud i sin visdom havde hjulpet os mennesker ved at indlægge små symboler i planterne som tegn, dengang han skabte verden.

For anemonen knytter der sig en anden vigtig historie til de læderagtige, trelappede blade. De er meget holdbare og stedsegrønne. De kan fungere i over et år, og selvom de kan se lidt hærgede og plettede ud efter vinteren, forfalder de først helt, når de nye, sarte blade er brudt frem efter blomstringen. Hvorfor nu det?

Jo andre anemoner har kraftige, underjordiske rødder, der er fyldt med næring. Det har den blå anemone ikke. Den har kun en buket svage trævlerødder, der lige akkurat holder den fast i jorden. Men den har sine vintergrønne blade, og de er geniale. Når forårssolen skinner på bladene, behøver den blå anemone ingen underjordisk madpakke for at få energi. Det klarer de gamle blade, som bliver til effektive energifabrikker, så snart solen rejser sig i februar og marts og sætter gang i fotosyntesen.

Hen i april taber de blå anemoneblomster deres sidste kronblade, hvorefter et lysegrønt mylder af fine og friske, randhårede blade vokser frem. Mellem bladene strækker blomsterstilkene sig og bøjer sig mod jorden, mens frøene modner for enden mellem små, grønne bladsvøb. De små frø har et lille olielegeme ved siden af kimen.

Man kunne tro, at det var næring til den lille spire, men det er ikke olielegemets primære funktion. For anemonen er det nemlig meget vigtigt at få spredt sine frø, og her er olielegemet genialt: Myrerne er vilde med den næringsrige olie, så de griber frøene med deres kæber og slæber dem vidt omkring i skovbunden, før de æder olien. Den lille kim er de ligeglade med, men nu har den blå anemone opnået det vigtige: at blive spredt.

Hvis man flytter en blå anemone ind i haven og passer den ved at luge omkring den, bliver den som regel kraftig, og den får masser af blomster næsten uanset jordbunden. Derfor gik det også godt for den anemone, som Kaj Munk hentede fra Lollands fede ler til Vedersø Præstegård, hvor jorden var sandet og kalkfattig.

Sådan er det ikke ude i den vilde natur. Her trives de blå anemoner kun, hvor der er kalkbund eller fed, kalkholdig muld, så derfor er der stort set ingen blå anemoner i Vestjylland. På steder med masser af kalk, for eksempel i Klinteskoven på Møn eller i Allindelille Fredskov på Sjælland, vokser de blå anemoner til gengæld i millionvis.

De er også talrige i krat og skov på stabile, kalkrige havskrænter, og så har de nogle steder et sjovt voksested, som er skabt af vore forfædre for mange tusinde år siden: Køkkenmøddinger! Den først beskrevne køkkenmødding i verden en cirka én hektar stor dynge af østersskaller, strandsnegleskaller og andre levn i Mejlgård Skov på Norddjursland, er således et fint voksested for blå anemoner. De trives der alene på grund af den kalk, som stenalderfolket efterlod.

Det kan godt være, at den fine blå blomst og forårsbebuder er lille. Men for mig er den noget af det største, vi har. Den vokser stadig og blomstrer i hobetal, hvor jeg voksede op på Nordbornholm. Jeg har én derfra i min have her på Sydsjælland. Og lige nu står den i det fineste flor på min tvillingebror Jacobs gravsted på Frederiksberg gamle kirkegård.

Så er der håb. Trods alt.

——-

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 22. marts 2012.

Udgivet i botanik, Dansk natur | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Danmarks nationalparker er en skændsel

Ikoniske Møns Klint og omgivelser er ikke blevet nationalpark, skønt den er den mest oplagte. Til gengæld er en masse kornmarker, plantager, byer og sommerhusområder blevet nationalpark. (Foto: Michael Stoltze).

Danmarks nationalparker lever ikke op til international standard. Store dele er falsk varebetegnelse. Grænserne bør justeres, indholdet bør forbedres og loven om nationalparker bør revideres.

Af Michael Stoltze
Biolog, ph.d. og forfatter til bogen “Danmarks nationalparker” 


På verdensplan er oprettelse af nationalparker den vigtigste måde at beskytte natur på. Nationalparker skal sørge for, at planter og dyr som findes naturligt i de forskellige lande, sikres gode leveforhold, at der tages vare på variationen og mangfoldigheden i geologi, naturtyper og landskabstyper, og værne om særegne, sårede og truede arter, økosystemer og miljøer.

Parkerne angives normalt med grønt på de nationale landkort. Det er beskyttelse og markedsføring af landenes smukkeste, vildeste og mest storslåede natur. Der er tit omfattende turisme og store indtægter knyttet til nationalparkerne. Nogle nationalparker ligger dog så afsides, at turismen er ubetydelig.

Den første nationalpark i verden var Yellowstone, der så dagens lys i USA i 1872. Nu er der over 3100 nationalparker spredt over hele kloden.

Hvad er en nationalpark?
Der er ingen bindende internationale krav til, hvordan nationalparker skal indrettes, men de fleste lande læner sig i dag op ad Den Internationale Organisation For Naturbeskyttelse (IUCN), som har defineret nationalparker således:

”Store, naturlige eller næsten naturlige områder reserveret til økologiske processer i stor skala. Områderne har i kraft af deres karakteristiske arter og økosystemer fundamental miljømæssig, kulturel, spirituel, videnskabelig, uddannelsesmæssig, rekreativ og turistmæssig betydning.”

Nationalparker bliver oprettet, drevet og beskyttet af staten. Lovgivningen varierer fra land til land. I Sverige, der som første land i Europa oprettede ni nationalparker allerede i 1909, skal områderne være ejet af staten, og naturen skal, bortset fra eventuelle turistfaciliteter, ligge urørt hen. Norge har oprettet nationalparker siden 1962 og har nu 44, heraf syv på Svalbard. De omfatter overvejende vild natur, men uden krav om statseje. Andre europæiske lande har lignende regler om, at naturen i nationalparker skal være vild eller kun må udnyttes så ekstensivt, at det ikke går ud over de naturlige økosystemer og vilde arter. Ofte er der også særlige regler for færdsel i nationalparkerne.

Storbritanniens nationalparker skiller sig markant ud, fordi lovgivningen tillader, at både byer og store, opdyrkede landskaber kan være med. Derfor lever hovedparten af de britiske nationalparker ikke op til IUCNs definition.

Ved siden af nationalparkbegrebet opererer de fleste lande med nationalt definerede naturparker eller regionalparker. Det er områder med både natur, landbrug, byer og rekreation, men hvor naturen spiller hovedrollen. Danmark fik en mærkningsordning for naturparker i 2013, og har siden oprettet syv med Naturpark Lillebælt på 370 kvadratkilometer som den største. Dertil kommer, at tre internationale beskyttelseskategorier, Verdensarv, Geopark og Biosfæreområder, nu også bliver anvendt i Danmark.

Nationalparkernes indtog i Danmark 
Danmark var længe om at indføre nationalparker. Siden 1960’erne blev der fra politisk hold gjort flere forsøg på at indføre terminologien, men det strandede på modstand fra Danmarks Naturfredningsforening (DN), der frygtede en ringere beskyttelse af naturen uden for nationalparkerne.

I 1999 kritiserede OECD Danmark for ikke at have nationalparker, og en national politisk bestilt udredning (Wilhjelmudvalgets rapport “En rig natur i et rigt samfund”) anbefalede i 2001 igen nationalparker. Nu var den generelle beskyttelse af naturen blevet så god, at DN bakkede op. En medvirkende årsag var desuden en beskæmmende beskrivelse i rejseguiden fra Lonely Planet, hvor der stod, at der ikke var naturværdier at komme efter i Danmark. Det var både noget vrøvl og en provokation, men illustrerede betydningen af varebetegnelsen “nationalpark” i markedsføringen af et land.

Efter nogle års forberedelser, udredninger og pilotprojekter, vedtog Folketinget nationalparkloven i 2007. Politisk blev det i første omgang aftalt at etablere fem nationalparker. Nationalpark Thy blev indviet i 2008, Nationalpark Mols Bjerge i 2009, Nationalpark Vadehavet i 2010, Nationalpark Skjoldungernes Land på Sjælland i 2015 og Nationalpark Kongernes Nordsjælland bliver indviet i 2018.

Nationalparkloven i Danmark stiller ingen krav om ejerskab eller omfanget af vild natur. Og mens andre lande lægger vægt på, at brugen af nationalparkerne ikke må ske på bekostning af vilde arter og økosystemer, nøjes man i Danmark med, at udviklingen i parkerne skal ske ”med respekt for beskyttelsesinteresserne”. Formålet med de danske nationalparker er, ifølge lovteksten, at:

1) skabe og sikre større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning,
2) bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed,
3) sikre kontinuitet og muligheder for fri dynamik i naturen,
4) bevare og styrke de landskabelige og geologiske værdier,
5) bevare og synliggøre de kulturhistoriske værdier og mangfoldigheden i kulturlandskabet,
6) understøtte forskning og undervisning i områdernes værdier,
7) fremme befolkningens muligheder for at bruge og opleve naturen og landskabet,
8) styrke formidlingen af viden om områdernes værdier og udvikling,
9) understøtte en udvikling til gavn for lokalsamfundet, herunder erhvervslivet, med respekt for beskyttelsesinteresserne og
10) styrke bevidstheden om områdernes værdier gennem inddragelse af befolkningen i nationalparkers etablering og udvikling.

Loven indeholder bestemmelser om nedsættelse af en nationalparkfond, en bestyrelse og et råd, og at bestyrelsen skal udarbejde en nationalparkplan, der revideres hvert 6. år. Men ellers gælder præcis samme regler for arealdrift i og udenfor nationalparken.

De fem danske nationalparker
Nationalpark Thy var med sine udstrakte vildmarker et godt sted at begynde i 2008. Den var nærmest grydeklar som nationalpark fra starten.

Ved indvielsen af Nationalpark Mols Bjerge holdt dronningen en smuk tale om det, som efter hendes opfattelse karakteriserer Danmark: Samspillet mellem natur og kultur. Over halvdelen af nationalparken er intensivt drevne landbrugsarealer og plantager, og Ebeltoft By inklusive supermarkeder og benzinstationer er med.

Åbningen af Nationalpark Vadehavet foregik en iskold oktoberdag. Parken blev til med stor lokal opbakning og er med sine fuglerige vadeflader langt den største danske nationalpark. Indvielsen foregik dog i udkanten af Ribe langt fra fuglemylderet, og der var mest fokus på markedsføring af lokale pølser.

Nationalpark Skjoldungernes Land indeholder mange skove, kyster og fjordområder i parken og store kulturhistoriske værdier. Omkring to tredjedel af parkens landareal er intensivt dyrket land eller byer.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland hænger ikke sammen geografisk. Den indeholder mange plantager, skove og naturområder, men også byer, sommerhusområder, landbrugsarealer og industriområder.

Kritik
Med de fem nationalparker er Danmark nu på papiret med på den internationale vogn med beskyttelse og markedsføring af nationens ypperste natur. På markedsføringssiden Visit Denmark kan man læse, at Danmarks nationalparker er ”unspoilt natural playgrounds” og vores lands ”most beautiful natural places”. Det lyder dejligt og lokkende, men passer det? Skal vi være tilfredse med den danske nationalparkpolitik?

Den første velmente og højt kvalificerede kritik kom fra tidligere industriminister Nils Wilhjelm (K), der sad som formand for det udvalg, der anbefalede regeringen at etablere nationalparker. Jeg havde på bestilling fra Friluftsrådet skrevet “Danmarks nationalparker”, og da bogen udkom i foråret 2010, tog Wilhjelm ordet ved receptionen på forlaget. Venligt, bestemt, alvorligt og på grænsen til det grædefærdige konstaterede han, at de nationalparker, som han og mange andre kæmpede så hårdt for og anbefalede, var ved at udvikle sig til rene tivoliparker, hvor naturværdier kom i anden række. Champagnen holdt et øjeblik op med at boble, og alle fik noget med hjem at tænke over. Siden er kritikken af nationalparkloven og nationalparkerne taget til, og mange toneangivende naturforkæmpere har nærmest vendt nationalparkerne ryggen.

DN og andre grønne organisationer var utilfredse med nationalparkloven, og da præsidenten i DN luftede sin frustration over loven og krævede restriktioner overfor lodsejerne, gik nationalparkarbejdet næsten i stå. Skjern Å blev droppet, og Kongernes Nordsjælland blev forsinket i seks år.

Idehistoriker og forfatter Rune Engelbreth Larsen lancerede i afmagt over de danske nationalparker begrebet “naturnationalparker” og rejste riget rundt for at afklare, hvor de kunne ligge. Det blev i 2017 til bogen “Vildere vidder i dansk natur” med forslag til 35 parker på i alt omkring 1000 kvadratkilometer.

Kritikken er berettiget
Forløbet omkring tilblivelsen af nationalparkloven, oprettelsen af parkerne og deres afgrænsning og drift har fået mange til at kalde nationalparkerne for ligegyldige, papirparker, tivoliparker, turistparker, landbrugsparker eller det, der er værre.

Den hårde kritik af de danske nationalparker er bemærkelsesværdig. Og med udnævnelsen af den femte og sidste, Kongernes Nordsjælland, er der anledning til at gøre status. Er kritikken berettiget? Lad mig knytte nogle kommentarer til de fem nationalparker.

Nationalpark Thy lever i det store og hele op til, hvad man forstår ved en nationalpark internationalt.

Det gør nationalpark Mols Bjerge ikke, selv om dele af parken er enestående. Jeg tror, de fleste ville få en lang næse i udlandet, hvis de opdagede en nationalpark, der mest var industrielt landbrug.

Nationalpark Vadehavet lever for størstedelen op til den internationale standard, fordi den omfatter de enorme tidevandsflader, som er spisekammer for Vadehavets millioner af rastende vandfugle. Men parken indeholder også landområder med så intensivt landbrug, at ikke en vibeunge kan få et ben til jorden.

Nationalpark Skjoldungernes Land er bestemt et pragtfuldt og beskyttelsesværdigt område med storslået natur og kultur. Men det indeholder så store intensivt dyrkede arealer, at Naturpark eller UNESCO biosfæreområde havde været mere rigtige betegnelser.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland ligner et drys hakket persille henover landskabet. Alene geografien må vække undren. Der er bestemt storslået, rig natur, men det er besynderligt, at for eksempel sommerhuskvarteret ved Hornbæk og Ålsgårde By er med.

Engelbreth Larsens ønsker mere vild natur – det er en rimelig kritik. Betegnelsen ”naturnationalparker” er dog nok ikke til brug i praksis. Nationalparkbegrebet borger  internationalt for naturbeskyttelse i højeste klasse kombineret med stor skønhed og turisme. Det er godt nok. Begrebet skal bare bruges rigtigt i Danmark.

Det har tilsyneladende været afgørende, at de danske nationalparker skulle være store og billige med meget vide rammer for indholdet. Dermed er de kommet på kant med international standard og den almindelige opfattelse af, hvad en nationalpark er. Flere af parkerne er tæt på pinlige. Hvad kan man gøre for at komme på ret spor?

Fire forslag
Den danske nationalparklov lægger stor vægt på landskabsformer og kultur. Det kan være godt nok, men åbner en ladeport for nationalparker, der kan indeholde hvad som helst fra svinefarme til storbyer. Mit første forslag er derfor:

Gennemfør en revision af loven nu, hvor den er fyldt 10 år.

Vi har prægtig, vild natur med enestående historie mange steder i landet, så vi kan sagtens oprette nationalparker, der fra dag ét vil blive taget alvorligt og anerkendt i ind- og udland. Og vi kan udvikle mere vild natur af høj international klasse. Danmark er et lille land, og vores nationalparker behøver heller ikke at være store – IUCN har foreslået 1000 hektar (10 kvadratkilometer) som mindstemål. Det er nok, at de er storslåede med høj fortælleværdi. Det er absurd, at Møns Klint ikke blev den første ikoniske nationalpark i landet. Tænk, hvad den kunne have gjort for naturen og Danmark! Der er andre steder: Stevns Klint (selvom klinten nu er blevet UNESCO Verdensarv) med det verdensberømte vidnesbyrd om Jordens 5. masseuddøen. Der er Skagens Gren og Råbjerg Mile. Der er Nordbornholm og Ertholmene. Der er Læsø og Anholt og lave stenøer og besynderlige boblerev. Og der er masser af inspiration i Rune Engelbreths nye bog og i Danmarks Nationalparker, der foreslår ni nye parker. Mit andet forslag er således:

Opret flere nationalparker, der lever op til IUCNs definition.

Arbejdet med de fem første nationalparker i Danmark er ikke spildt. Tusindvis af dygtige menneske har brugt kolossale kræfter på at få nationalparkerne på Danmarkskortet. Det arbejde skal fortsætte. Nationalparkerne skal være Danmarks ypperste natur – noget vi kan være stolte af få anerkendelse for ude i verden. Mit tredje forslag er:

Tag malplacerede områder i de allerede oprettede nationalparker ud eller behold dem under forudsætning af naturgenopretning.

Danmarks natur er trængt, og der er brug for omfattende naturgenopretning, hvis tabet af natur og biodiversitet skal vendes til fremgang. Så mit fjerde forslag er:

Genopret områder, der kan indlemmes i nationalparkerne, så de bliver mere sammenhængende og får større kvalitet.

Konklusion
Danmarks natur har pletvis meget høj kvalitet og stor variation, som nationalparker kan være med til at beskytte og udvikle til gavn for landet. Forudsætningen er, at de eksisterende nationalparker bliver justeret, og at nationalparkloven bliver ændret, så hovedfokus bliver den vilde natur, og så alle både etablerede og nye nationalparker bliver rigtige, internationalt respekterede nationalparker.

 

——-

Bragt som kronik i Politiken 2. marts 2018. Copyright Politiken og Michael Stoltze.

 

Udgivet i Danmarks nationalparker, Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , | 12 kommentarer

Skarven er fuglenes memento mori

Tre skarver på Helligdomsklipperne. (Foto: Michael Stoltze).

Min far stammer fra Skørping i Nordjylland, hvor han blev født i 1922.

            Han har fortalt mig meget om naturen i Jylland for snart 100 år siden. Han lærte mig, at en “rigtig” sommerfugl i Skørping var en svalehale. Først når den store art med de eksotiske sorte og gule vinger med haler fløj over engen ved Rold Skov, var det virkelig sommer. Og dér, i Skørping, ved den krystalklare Madum Sø, kilderne, Lindenborg Å, Rebild Bakker og Rold Skov, grundlagde han sin livslange opmærksomhed omkring alt det, der rører sig i det fri.

            Siden flyttede familien til Lundby på Sydsjælland, da min farfar fik arbejde på jernbanestationen. Det var nye tider med ny natur, og her hørte min far om den forjættende skarv. Den store, sorte ålekrage, som var lige så forhadt, som den var sjælden dengang i Danmark. Fuglen havde sin sorte fjerdragt og opførsel imod sig. Den mindede om døden. Det kan være godt for livet at blive mindet om vores dødelighed. Men alligevel blev skarven forfulgt som både ulykkesfugl og skadelig skabning. Min far vidste, at den trods sin status som fredløs i landet holdt til på den lille, ubeboede Ormø i det lavvandede nor ud for godset Holsteinborg. Så en søndag hoppede han på cyklen og kørte de 35 kilometer til noret for at se fabeldyret. Det lykkedes, og verden var lidt bedre, større og vildere, da han kørte hjem igen mod Lundby med vestenvinden i ryggen.

            Tilfældet ville, at jeg i 2010 bosatte mig nogle år netop ved Holsteinborg. Der, hvor konseilspræsident grev Holstein-Holsteinborgs nevø, Ludvig Holstein, blev inspireret til sangen “Det lysner over Agres Felt”, hvor “Det sortner over Storebælt med sol på kirkegavle”. Fra gavlvinduet i mit arbejdsværelse kunne jeg se hen over noret, hvor skarvernes ø, Ormø, lå i det fjerne som en delvis hvidkalket hvælving i horisonten, malet af fuglenes ekskrementer.

            Skarven er en lang og slank fugl. Når man holder en nyskudt skarv i næbbet, så kroppens tre kilo tynger og trækker halsen helt ud, måler fuglen næsten én meter fra næb- til halespids. Man ser, at fuglen ikke bare er sort, men har smukke, skinnende bronzebrune fjer med sorte kanter. Og hovedet er et grådigt underværk med det lange næb med dræberkrog for enden, flaskegrønne øgleøjne, hvide kinder og orange, nedadvendte mundvige. Gabet er kolossalt, og man kan fornemme dens nære slægtskab med pelikanen. En fiskesluger af Guds nåde og udrustet med enorme årefødder, der er lige så effektive i vand, som de er monstrøse på land. Skarven kan bruge sin lange hals akrobatisk som en slange, strække den som et nysgerrigt periskop og begrave den fuldstændigt i de lune kropsfjer, så fuglen ser helt halsløs ud. Halen er kort og stiv og bruges som støtte på land og ror i vand.

            I vandet er der næsten ikke den sprække, hvor skarven ikke kan nå ind og hive fisk frem med sit lange, smalle næb. Den sluger fiskene hele, og de bliver til næring og energi og i sidste ende en lind grød af fiskelugtende, hvide ekskrementer, som skarven med løftet hale leverer i rå mængder i stærke, ætsende stråler. Således udrustet kan fuglene indrette pæne hjem, når de slår sig ned i en skov for at yngle. Træerne går simpelthen ud og bliver prægtige, hvidkalkede domiciler, hvor der er flot udsigt og let adgang til og fra grene og reder for de gåsestore fugle. Kolonierne kan huse alt fra et par håndfulde til flere tusinde par. Og her lever skarverne det meste af året, lægger deres smudsighvide æg i marts-april og fodrer unger op i rederne i maj-juni.

            I stednavne kendes skarven blandt andet fra den nu hedengangne Skarreklit (oprindelig Skarringklinth), der stod som en markant limstenssøjle i havet ud for Bulbjerg i Nordvestjylland. Søjlen, der styrtede om i 1978, havde navn efter de skarver, der engang holdt til dér.

            I mytologien er skarven kendt fra det norske folkeeventyr om sagnøen Utrøst ved Lofoten. Utrøst er ligesom det sunkne Atlantis umådeligt rigt og normalt ikke synligt. Men flittige og fromme fiskere på havet kan i tilfælde af yderste havsnød komme dertil og opleve stedets overflod, møde storbonden og få forsyninger med sig i ubegrænsede mængder. Storbonden på Utrøst har tre sønner, men de tåler kun at se mennesker og verden, når de har forvandlet sig til skarver. Sådan strejfer de omkring i skikkelse af tre skarver, og sådan får bonden alt at vide om, hvad der rører sig i verden uden for Utrøst. Den yderste kommune på Lofoten bærer navnet Røst og har de tre skarver i sit byvåben.

            Skarvens historie er voldsom i Danmark. På grund af sin evne som fiskefanger, sin påfaldende latrinære opførsel og ilde lugt og blev fuglen lagt for had. Fæl fugl har mange navne, og den er døbt ålekragen, søravnen, vandravnen, strandravnen eller slet og ret fiskeren. Gennem det 19. århundrede havde den mange og store kolonier i Danmark, som med sine fiskerige lavvandede kyster er som skabt til skarver. Men fra 1904 til 1927 betalte staten betydelige skydepræmier, idet jægerne fik en krone for hver højre skarvfod, de afleverede. En krone var mange penge dengang. Jagten fortsatte frem til 1980, og i hele denne periode var der næsten ingen ynglende skarver i Danmark. I min barndom på Bornholm i 1960’erne kendte jeg den kun fra bøgerne som en stor eksotisk eventyrfugl, jeg drømte om at se engang.

            Efter totalfredningen i 1980 gik skarvbestanden markant frem i Danmark indtil den stabiliserede sig på omkring 40.000 par fordelt i hele landet. Men det var ikke uden sværdslag. En af de første større kolonier blomstrede op på Ormø, hvor der hurtigt opstod et dilemma. Den 28 hektar store ø var nemlig kendt som hjemsted for en sjælden rest af Danmarks lindeskov fra den varme Stenalder for 6-7000 år siden. Nu mente greven på godset, at hans lindebevoksede klenodie af en urskovsø var ved at blive skidt ihjel af skarver. Og Naturfredningsrådet gav ham ret, så staten gav ham dispensation til at skyde skarver på øen. Det blev forsidestof i aviserne, da aktivister organiserede en sørgemarch med døde skarver og dybe dødstrommer gennem gaderne i Københavns centrum og ind til Fredningsstyrelsens kontorer i Amaliegade, hvor de overdøvede gardens daglige vagtskifte mod Amalienborg Slotsplads.

            Skarven sætter stadig sindene i kog. Hvis man løber tør for samtaleemner, kan man ved ethvert større selskab være sikker på en lang og ilter debat, hvis man bringer skarven på banen. Skarverne er i dag en karakterfugl ved de danske kyster og søer, og både erhvervsfiskere og lystfiskere giver jævnligt udtryk for bekymring over fuglenes indhug i fiskebestanden. I hårde vintre kan skarverne pludselig flokkes om åbne vandløb, hvor de guffer i sig af fine fisk som ørred og stalling, og i områder med bundgarnsfiskeri kan de sorte fiskere sidde på hver en pæl.

            Der er muligheder for regulering af skarvbestanden, men der er ikke en egentlig jagttid, selv om skarven kan spises og navnlig som ungfugl smager udmærket. Det er muligt, at der kommer en jagttid, men siden midt i 1990’erne har naturen selv fundet en løsning: Havørne! Efter at have været skudt væk eller forgiftet i næsten hele det 20. århundrede er de store, stærke havørne vendt tilbage til Danmark. Det er gået hurtigt, og bestanden nærmer sig nu 100 ynglepar. Mange af parrene har slået sig ned i eller ved skarvkolonier, og det virker. Da havørnene etablerede sig på Ormø svandt bestanden ind fra over 4.000 ynglepar til under 1000 i løbet af få år. Ørnene er for øen, hvad leoparderne er for savannen. Skoven, der var svedet af skarvernes hvide gødning, blev grønnere. Og det bedste af det hele: De gamle lindetræer er begyndt at skyde op igen. Både greve, lindetilbedere, lindesværmere, skarvvenner, ørneelskere og urskovdrømmere kan være tilfredse.

            Min barndoms ø, Bornholm, hvor jeg bor nu, er også for længst erobret af skarver. De har vældige velkomstkomiteer på molerne i Rønne, hvor de ophøjet tager imod mængder af turister og andre rejsende, og de har indtaget fuglefjeldene nord og syd for Hammershus, hvor de kalker klipperne hvide sammen med et hav af sølvmåger og hundredvis af Nordens wannabe-pingviner, alke og lomvier. Skarverne yngler nu i tusindvis i mosen Hundsemyr ved Balka syd for Nexø. Uden for yngletiden kan man gå rundt om mosen ad små stier og komme ganske tæt på de store fugle, der fører højlydte, indviklede samtaler og har skærmydsler overalt i træerne.

            Det er skoggerlatter fra skarven. Fuglenes livsbekræftende memento mori.

——–

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 26. februar 2018.

 

Havørnene på Ormø har bragt skarven til fald. (Foto: Michael Stoltze).

Skarver på Vigelsø. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

“Ålekragerne sidder som dystre symboler på bundgarnspælene. De har vinteren i selve udseendet”, skrev forfatteren Ole Vinding. (Foto: Michael Stoltze).

De tre skarver fra Utrøst. Kommunens Røst’ byvåben.

 

Skarverne har kommandoen på Lyseklippen ved Helligdomsklipperne. (Foto: Michael Stoltze).

  

Udgivet i Dansk natur, Fugle | Tagget , , , , , , , , , , , | 4 kommentarer

Den strålende Atalanta

Admiral set forfra. (Foto: Michael Stoltze).

“Jeg vil kalde den Papilio atalanta”.

Carl von Linné var ikke i tvivl, da han skulle tildele den beundringsværdige admiral et latinsk navn. Sommerfuglen var en af de mange arter, der var med i den verdensberømte svenskers store og banebrydende udgave af værket “Systema natura” i 1758. Det var i det år, han indførte de videnskabelige, latinske dobbeltnavne, som alverdens levende skabninger får tildelt, når de bliver opdaget og beskrevet. En praksis, der har gået sin sejrsgang lige siden.

Før 1758 kalde Linné og svenskerne den flotte sommerfugl ammiralis, et navn der var afledt af latin ammirabilis, der betyder den beundringsværdige. På dansk kalder vi den admiral, og med sin fløjlssorte dragt med røde bånd og hvide stjerner, passer navnet fortrinligt. Også selv om ordet admiral stammer fra det arabisk amir al-bahr, der betyder “havets hersker”.

Admiralen udstråler en sjælden styrke og skønhed i sensommer og efteråret, hvor den kan flyve talrigt indtil langt ind i oktober. Ja – faktisk er admiralen den eneste danske dagsommerfugl, som uprovokeret er set flyve frit omkring ude i Danmarks natur i alle året 12 måneder.

Linné, grundlæggeren af den biologiske klassifikation og den latinske navngivnings fader, var klassisk dannet og belæst. Og i hans hoved hang naturen, skabelsen og de gamle fortællinger med myterne fra antikken tæt sammen. Han så både skønhed, poesi og myter i de farvestrålende, flagrende sommerfugle, som han klassificerede (ret uvidenskabeligt) efter rang fra de trojanske riddere, græske riddere, heliconerne, de hvide grækere, de brogede grækere, nymferne, almuen og barbarerne. Admiralen regnede han til nymferne sammen med velkendte arter som dagpåfugleøje, nældens takvinge og den smukke sørgekåbe. Og de arter er faktisk ret tæt beslægtet.

Admiral i nælder. (Foto: Michael Stoltze).

Linné forsøgte at bruge latinske navne, der beskrev noget karakteristisk ved arterne. Nældens takvinge kaldte han således for Papilio urticae. Det betyder “nældens sommerfugl”, og det passer jo fint med, at larverne lever på nælder. Men andre gange så han andet og mere i sommerfuglene end deres konkrete udseende og biologi. Sådan var det med admiralen. Han havde blik for dens strålende styrke og skønhed og ledte i de gamle myter efter en passende skikkelse, han kunne opkalde sommerfugen efter.

Valget faldt på Atalanta, som Linné kendte fra de græske myter. Atalanta var en guddommelig smuk, stærk og atletisk kvinde. Hun var vokset op i den vilde natur hos en bjørnefamilie i bjergene, og derfra havde hun mod og styrke. Atalanta var beundret og fik heltindestatus under kampen mod det uhyrlige calydoniske vildsvin. Vildsvinet var et frygteligt monster, som jagtgudinden Artemis havde sluppet løs som straf for, at kong Oineus havde gemt at nævne hende ved den årlige offerfest. Uhyret spredte død og ødelagde huse og marker, indtil Atalanta som den førte sårede vildsvinet så alvorligt, at det mistede sin kraft og siden blev dræbt.

Atalanta var som en drøm og blev tilbedt næsten som myternes skønne Helena. Hun var jomfru og uopnåelig, fordi kunne løbe fra alle mænd og kun ville have en mand, der kunne besejre hende i løb. Hun afviste ikke bejlere, men de skulle løbe om kap med hende først, og prisen for at tabe til hende var livet. Mange mistede livet. Men en dag forsøgte Hippomenes sig. Han havde forinden søgt råd hos Afrodite. Det var klogt. Frugtbarhedsgudinden gav Hippomenes tre gyldne æbler, som hun bad ham kaste under kapløbet med Atalanta. Det gjorde han uvidende om, at Atalanta ikke kunne modstå æblerne og hver gang standsede for at samle dem op. Det forsinkede hende, så den stærke Hippomenes vandt løbet og kunne gifte sig med skønheden.

Linné anbragte admiralen i slægten Papilio, som bare betyder sommerfugl. Siden er Papilio reserveret til en stor gruppe af de flotte svalehaler, mens resten af sommerfuglene er blevet anbragt i andre slægter. Den danske naturforsker Johan Christian Fabricius, som var elev af Linné, navngav over 10.000 arter af insekter og anbragte admiralen i dens nuværende slægt, Vanessa. Artsnavnet alalanta blev bevaret. Den smukke sommerfugl skiftede navn fra Papilio atalanta, der betyder “sommerfuglen Atalanta” til Vanessa atalanta, der betydet “den strålende Atalanta”.

Admiralen kommer lige så sikkert som nattergalen og de andre sangfugle trækkende til Danmark hvert forår i maj-juni. Antallet veksler meget fra år til år, men den er aldrig sjælden, og visse år er den en af de almindeligste sommerfugle i sensommeren og efteråret i Danmark. Forårets admiraler kommer til os helt fra Middelhavslandene, hvor de flyver og yngler om vinteren. De er stærke og kan klare turen fra Italien til Danmark på omkring en uge. De flyver mod nord i millioner, men enkeltvis og ikke i flokke som mange fugle. De kan flyve dag og nat, og undervejs bliver de lidt slidt og matte i farverne, så man ikke lægger så meget mærke til dem, når de når frem.

Admirallarvens “telt” af nældeblade. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Vel fremme i Danmark lægger de æg på brændenælder alle steder. De anbringer de små, runde æg enkeltvis på friske skud, og hver hun kan lægge op til 1000 æg. Efter 14 dage kryber larven ud af ægget og begynde at æde sig stor i nældeblade. Af bladene konstruerer den et lille “telt”, som den skjuler sig i og til sidst forpupper sig i. Man kan let finde dem, fordi larven har for vane at gnave brændenældeskuddet halvt over, så det bøjer sig. Sidst i juli og gennem august og september kryber nye, strålende admiraler frem fra pupperne i nælderne. De har brug for energi og søger ivrigt til blomster, gæret saft fra blødende træer og nedfaldsfrugt. De har smag for sukker og alkohol, og i frugthaver kan man undertiden se dem forsamlet i hundredvis.

Admirallarve. (Foto: Michael Stoltze).

 

Om efteråret trækker en stor del af de danskfødte admiraler mod syd til Middelhavslandene, hvor de flyver talrigt om vinteren. Men en del bliver og forsøger at klare sig gennem den danske vinter, hvor de sætter sig i skjul i tæt vedbend og lignende steder, når det er koldt. De overlever kun i de mildeste vintre. Modsat nældens takvinge og dagpåfugleøje går admiraler aldrig i rigtig dvale. De fouragerer, hver gang det er mildt og solrigt.

Admiral på hånd. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiralen er i sandhed en smuk, stærk og bemærkelsesværdig sommerfugl. Hun lever til fulde op til sit navn, og det er svært ikke at blive forelsket i hende:

Den strålende Atalanta.


Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 25. september 2017.

Hvid fredløs i haven tiltrækker mange admiraler. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiral, der var med til pærehøsten. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiraler tiltrækkes stærkt af gærende nedfaldsfrugt og for eksempel overmodne brombær. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiraler soler sig på stamme. (Foto: Michael Stoltze).

Admiraler (og hvide C’er) soler sig på stenhøj. (Foto: Michael Stoltze).

Forvingeunderside af admiral. Vingen kom dalende ned fra himlen efter, at en svale havde snuppet og ædt admiralen i luften. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i Dansk natur, Mytologi, natur, sommerfugle | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

Naturglæden er medfødt

Små børn indtager fornøjet naturen med alle sanser. (Foto: Michael Stoltze).

Nogle gange er det godt, at forskningen kan eftervise selv det mest basale i verden. For eksempel, at vi har det godt, når alle vores sanser bombarderes med behagelige påvirkninger.

Sådan er det, og sådan har det altid været – også blandt små børn, for hvem det er ren fryd at trampe i vandpytter, træde is itu, vælte rundt i efterårets blade, plukke skovjordbær eller sende en mariehøne op imod himlen.

Nu har en forsker stukket en flok børnehavebørn i Roskilde kameraer i hånden og bedt dem fotografere det, der gjorde dem mest glade.  Og sandelig: Det var blomster, buske, træer og dyr – naturen og alt det grønne, de tog billeder af. Læs mere om studiet her.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at naturglæden er medfødt. Naturglæde er den lykkefølelse, der rammer os, når vi indtager naturen med alle sanser og nærmest glemmer os selv. Ubevidst tror jeg, det er lykken ved at høre til på Jorden og høre sammen med alle vore medskabninger, vi intuitivt oplever. Naturglæden er i sin urform lige så berusende som forelskelsen.  Den hører bestemt ikke kun til barndommen, det er bare i den tidlige  barndom, den er usvækket, ukrukket og altid oprigtig. Og hvis man er heldig, varer den ved og gør livet rigt fra start til slut.

Vi er født med stærke sanser, og de er allerstærkest og former os for livet, når vi er ganske små og verden er ny og forunderlig. Skovjordbærrene findes, mariehønen findes, bladene findes, alt muligt findes og gør os glade når vi ser, hører, føler, lugter og smager det og kalder det ved navn.

“Flyv op imod himlen og bed om dejligt vejr”. Mariehønen gør børn glade. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Skovjordbær bringer ro og lykke. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i Dansk natur, natur, natursyn, Sundhed | Tagget , , , , , , , | 5 kommentarer

Bøgeløberen på Bornholm

Bøgeløber fra Koldekilde i Almindingen på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).

Bøgeløberen (Carabus intricatus) – lokalt for nylig døbt “den blå bornholmer” på Bornholm – er med en længde på op til 38 mm den næststørste danske løbebille, kun overgået af den op til 45 mm lange læderløber (Carabus coriaceus), der ikke er fundet på Bornholm. Både den voksne bøgeløber og larven, som er to år om sin udvikling, lever især af skalløse snegle på fugtige, mosrige steder i skov. Den voksne bille kan blive flere år gammel – måske over fem år. Den kan ikke flyve. 

Den blå farve, der skyldes lysets brydning i kitinen, varierer i styrke fra individ til individ. Farven kan have et strejf af violet, men det er den rene ultramarinblå farve (efter halvædelstenen lapis lazuli), der gør billen enestående blandt Danmarks 331 arter af løbebiller.

Om vinteren overvintrer den især under løs bark eller tykt mos, hvor den indretter sig en lille hule. Den er ikke specielt knyttet til bøg, men snarere til fugtig skov og slugter med masser af dødt ved på skovbunden. Arten er vidt udbredt i Syd- og Mellemeuropa, men sjælden mod nord. Den mangler i Norge og findes kun få steder i det sydligste Sverige. I Danmark er den kun fundet som sjældenhed enkelte steder i Jylland og så på Bornholm, hvor den er ret almindelig. Den findes især i gammel løvskov med mange døde træer, og lever nok i næsten alle Bornholms skovbevoksede sprækkedale. I hvert fald er det lykkedes mig at finde den nærmest alle steder, hvor jeg har ledt. Øster Borregårds Skov, Ekkodalen, Christianshøj, Bobbeå, Døndalen og Gråmyr er gode lokaliteter for den flotte bille.

Hvis man finder den og tager den op i hånden, skal man være klar over, at den stinker fælt. Det gør de fleste løbebiller, men bøgeløberen har en særlig ubehagelig lugt, der bliver hængende i huden længe efter, man har rørt den.

Bøgeløberen er et klenodie blandt Bornholms insekter. Tilnavnet “den blå bornholmer” blev foreslået i 2017 af Trine Tulin fra Svendborg efter, at Naturstyrelsen havde offentliggjort et billede af billen. Så nu kalder mange den det.

Udgivet i biller, Dansk natur | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Vedbenden er ukuelig

Vedbend på vej op i død elm. (Foto: Michael Stoltze).

Ask, eg, bøg og de fleste andre løvtræer står normalt nøgne om vinteren.

Men i skove og hegn – især på øer og nær kysten – er træerne tit hyldet i mørke frakker. Det er den stedsegrønne vedbend, der bruger træerne som klatrestativer.

Det fik jeg for alvor at se for par år siden, hvor jeg besøgte Blåskinsdalen på Nordbornholm. Jeg havde ikke været der siden 1970’erne, og jeg fik nærmest et chok: Dalen var før dækket af en tæt skov af elme- og asketræer, men nu var de næsten alle døde. Man gik under åben himmel ad den lille sti, hvor døde stammer lå på kryds og tværs. Det lignede Ragnarok. Så bemærkede jeg, hvordan livet rejste sig igen i form af frodigt grønt. Overalt. Dalen var blevet vedbendens rige.

Vedbend i asketræer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Midt i vinteren er der forår over vedbendens tætte, grønne løv, der kan nå højt til vejrs. Stammerne på gamle vedbendplanter kan blive lårtykke med skud, der kravler 25 meter op i træerne, hvor dens løv kan se næsten sort ud mod den lave vintersol.            Vedplanter, der bliver meget lange og hænger på andre planter, sten eller klipper for at nå i vejret, kaldes for lianer. I troperne findes kæmpelianer, der i sjældne tilfælde kan blive op mod én kilometer lange. I Danmark har vi kun få lianer, for eksempel kaprifolium, den nyindvandrede almindelig skovranke og vedbend, der er den største. Navnet vedbend betyder “vedbånd” eller “den, der bøjer sig om træer”.

I mytologien er vedbenden blandt andet kendt fra Dionysos (den græske gud for vin, vegetation og lystighed), der ofte afbildes med en krone af vedbendblade. Planten symboliserede livslyst, og grækerne gav skud af vedbend til brudepar. Siden hen i den kristne tid blev vedbenden symbol på sammenhold og trofasthed og evig kærlighed på grund af vedbendplanternes udtalte evne til at vokse sammen med hinanden. Den blev et alvorsfuldt symbol på, at alt er forbundet. Også kærlighed, liv og død.

En af de berømte fortællinger er myten om Tristan og Isolde. Da de elskende i det gamle kærlighedsdrama dør, beordrer kongen, der skulle have haft Isolde, at de to ikke må begraves sammen, men et stykke fra hinden. Siden voksede vedbenden trodsigt frem på de to grave, krøb over jorden, mødte hinanden og blev forenet.

Vedbend kaldes også for efeu, og forskerne har givet den vilde danske vedbend det latinske navn Hedera helix.  Da hedera er det gamle latinske ord for vedbend og helix betyder en, der snor, kan det latinske navn oversættes til “den vedbend, der snor sig”.

I virkeligheden snor vedbenden sig ikke så meget, selv om den er en ægte lian. Den behøver ikke sno sig, for den har et mylder af små hæfterødder på sine skud, som på den måde kan klynge sig til underlaget. På de klatrende skud er hæfterøddernes eneste funktion at holde skuddet så tæt og fast til underlaget, at det ikke blæser ned i den første storm. Set på klos hold ser skuddene ud som om, de har en masse små ben – nærmest som tusindben.

Således udstyret skyder vedbenden til vejrs med en hastighed på en til to meter om året, hvis der er gode vækstbetingelser. I lange tider kan vedbend vegetere i skovbunden som et lavt, spinkelt, fjedrende væv af skud på kryds og tværs. Der er et  virvar at skud, og da skuddene ofte vokser sammen, når de mødes, er det ikke til at sige, hvor den ene plante begynder og en ny tager over. Der er bare et mylder af brogede vedbendblade, og ingen planter blomstrer. Blomstring kræver energi, og det er der ikke i skovbunden, hvor lyset om sommeren rummer under 1 % af den kraft, der rammer kronerne med lyset fra oven. Det er så beskedent lys, at vedbenden ikke bare indstiller al blomstring. Den tror simpelthen ikke på egne evner og vover ikke at klatre op i træerne. De mismodige vedbendplanter kryber uden om de stammer, der byder sig til som støtter på deres vej.

Men modet kan vækkes. Hvis et løvtræ bliver så sygt, at det ikke sætter blade og dør på roden, passerer lyset pludselig ned til skovbunden i store doser. Det er signal fra oven, og vedbenden vågner op til dåd. Nu skal det være! Den enes død er den andens brød, og med stor iver og ukuelig tro på lykken, slår vedbenden armene om det livløse træ og begynder opstigningen. Det skal gå stærkt, for et dødt træ er dømt til forfald og opløsning. Og når træet vælter, tager det sin grønne afløser med i faldet. Vedbendens verden bryder sammen, for uden støtte i livet klare den sig dårligt. Elme og ege er de bedste støtter, da deres døde kroppe er stærke og standhaftige og kan stå oprejste i årtier.

Vedbenden bruger også levende træer. Især i hegn og skovbryn og skove på skrænter og andre steder, hvor træerne ikke står så tæt, kan de levende træer i stor stil være pakket ind i vedbendens kåber.

Undervejs på klatreturen klamrer vedbenden sig tæt til barken, kiler sig ind i sprækker, opad og opad går det med et mylder af sideskud, så snart den mærker, at den er oppe i lyset. Ved en bestemt lysstyrke sker der et mirakel. Lyset forvandler planten, så den begynder at udsende skud med en anden slags blade. De smukke, spydformede og brogede blade bliver afløst af mere ordinære, tilspidsede og ensfarvede grønne blade. Og vækstformen bliver busket. Ikke noget med at krybe. Mismodigheden er forsvundet som dug for solen, og nu skal livet leves i lyset og blæsten. Efter forvandlingen er vedbenden klar til at blomstre og sætte frugt.

Vedbendens blomster er små og gulgrønne. De sidder i diskrete buketter af halvkugleformede skærme omgivet af de blanke blade i vedbendens buskede blomsterskud. Hvad de ikke har i farvepragt har de i honningmængde. Og da den ordinære blomstring er så sen som september til november (senere end nogen anden dansk blomsterplante), flokkes efterårets admiraler, bier og andre insekter om vedbenden. I begyndelsen af oktober er den en sand insektmagnet.

I august, hvor blomsterknopperne er synlige, omsværmes vedbenden af en af Danmarks allersmukkeste sommerfugle – hunnen af den lille, lyse skovblåfugl. Den sarte blåfugl lægger æg på mange forskellige vedplanter. Dens larver er kræsne og vil kun æde næringsrige blomsterknopper og unge frugtanlæg. Det ved de æglæggende hunner, så de flakser omkring vedbenden fra skærm til skærm, sætter sig kortvarigt, krummer bagkroppen og presser et lille, hvidt, makronformet æg ud. Det har lim på overfladen og klæber omgående godt fast på en stilk eller knop i skærmen. Når den lille larver bryder ud af skallen efter et par uger, er der serveret et udsøgt, næringsrigt måltid. Laven guffer løs og bliver på forbavsende kort tid voksen og forvandler sig til en puppe, der overvintrer dybt inde i vedbendens tætte løv. Når pupperne revner om foråret, kravler de nyforvandlede hunner frem på bladene, hvor de dufter forførende. Så på steder med mange vedbend ser man tit lyseblå hanner af skovblåfugle flyve søgende omkring løvet i april-maj. De er på damejagt.

Skovblåfuglen, der lægger æg på vedbend. (Foto: Michael Stoltze).

Vedbendplanter på træer, sten, klipper og huse kan bliver over hundrede år gamle. Med tiden udvikler de et omfangsrigt løv og en kage af stammer og skud i et overskueligt fletværk. Det bliver alt i alt til et fremragende gemmested og redested for småfugle. Og nogle fugle æder også vedbendens sorte bær, der modner om vinteren. Man skal ikke gå dem i bedene, for bærrene er giftige for mennesker.

Vedbendbær. (Foto: Michael Stoltze).

Vedbendens løv yder vinteren igennem god beskyttelse mod vind og vand, og det har vist sig, at den flotte admiral som voksen sommerfugl kan klare sig gennem en mild dansk vinter ved begrave sig dybt i en vedbend. Admiralen er ellers en træksommerfugl, der hvert år kommer fra Sydeuropa til Danmark for at yngle, hvorefter afkommet flyver sydpå igen, for de kan normalt ikke overleve den danske vinter. Men nogle bliver altså og klarer sig i den grønne vedbend. Den må minde sommerfuglene om middelhavsklimaet.

Vedbenden selv er også kuldefølsom. Den klarer sig bedst nær kysten, hvor det lune havvand holder streng frost væk. Men hvis det for alvor bliver isvinter, og isen lægger låg på havet, forsvinder de formildende omstændigheder. Så kan vinteren slå store vedbend ihjel i hele landet. Isvintrene i 1940’erne dræbte størstedelen af Danmarks gamle vedbend.

Vedbenden er en ener i dansk botanik. Med sin opadstræbende adfærd, sommergrønhed året rundt og novemberblomster er den ukuelig. Den snylter ikke på andre, men støtter sig kærligt til verden for nå op i lyset og leve i fred.

Det er vidunderligt, at den findes.

——–

Bragt som essay i Kristeligt Dagblad 15. januar 2018

Vedbend i birk. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

 

Udgivet i botanik, Dansk natur | Tagget , , , , , | 6 kommentarer

Alfred Wegener og nissernes skæg

 

Den tyske naturforsker Alfred Wegener  (1880-1930) var tæt knyttet til Danmark. Han lærte sig dansk og deltog på flere ekspeditioner til Grønland, blandt andet den skæbnesvangre Danmarksekspedition (1906-1908), der kostede lederen Ludvig Mylius-Erichsens, Jørgen Brønlund og Niels Peter Høgh Hagen livet. Wegener vendte hjem i april 1907 – før ulykken.

Tilbage i Tyskland arbejde Wegener videre med iagttagelser over kontinenternes form og blev mere og mere overbevist om, at de måtte have hængt sammen engang. I 1912 fremsatte han sin dristige teori om landmassernes langsomme vandring på Jorden – kontinentaldriften. Hans teori blev afvist af andre forskere, der ikke mente, at der var kræfter med tilstrækkelig styrke til at flytte Jordens kontinenter. 18 år senere, i november 1930, omkom Wegener på Grønland under voldsom kulde umiddelbart efter sin 50 års fødselsdag.

Først 36 år senere blev hans teori alment accepteret, og i dag ved forskerne med sikkerhed, hvordan og hvorfor kontinenterne vandrer, hvordan de har vandret og hvordan de med stor sandsynlighed vil vandre i fremtiden. Wegener havde ret, og hans opdagelse har fuldstændig revolutioneret videnskabens forståelse af Jordens udvikling og livets udvikling på Jorden.

Vores planet er som et tyndskallet, kuglerundt æg med et mylder af revner. Nogle steder glider skallerne langsomt fra hinanden, og dér vælder lava frem fra Jordens indre. Andre steder støder skalstykkerne mod hinanden, så der opstår bjerge – for eksempel Andesbjergene og Himalaya.

Forundring
Wegener havde evnen til at se og forundres over verden. Han iagttog også dannelse af is og rim, og her så han et fænomen, der undrede ham meget: Håris eller på tysk: Haareis. Håris er snehvide og meget tynde ishår, som ligner vat eller hvidt skæg. Det findes på døde grene af løvtræer – især ege- og bøgegrene, der ligger i skovbunden.

Wegener tegnede, hvad han så og bemærkede, at hårisen altid voksede frem på barkløse grene eller på veddet under barken, så barken blev løftet eller skubbet helt af som følge af isdannelserne. Han iagttog også, at veddet, som hårisen sad på, altid var dækket af et væv af tynde svampetråde (mycelium). Derfor mente han, at fænomenet på en eller anden måde måtte skyldes svampens indvirkning på krystaldannelsen. Alt det offentliggjorde han i en videnskabelig artikel i 1918. Men ligesom med hans teori om kontinentaldrift, blev hans tanker ikke almindeligt anerkendt. Emnet og Wegeners iagttagelser havnede i krydsfeltet mellem fysik, kemi og biologi. Det er måske en af forklaringerne på, at hans ideer tilsyneladende ikke rigtig blev forstået af forskerne i samtiden. Først 90 år efter viste nye undersøgelser af fænomenet, at Wegener havde fat i det rigtige.

Nisseskæg
På dansk kaldes håris også for nisseskæg. Det ligner vitterligt snehvidt skæg, og som nisseskæg er det i de senere år blevet mere og mere kendt, fordi billeder af fænomenet nu bliver delt vidt og bredt på hjemmesider og sociale medier.

Nisseskægget opstår i vinterhalvåret, når det sætter ind med nattefrost efter længere perioder med vådt og mildt vejr. Hvis det er let frost hele natten, kan der vokse meget langt, snehvidt isskæg på over 10 centimeter frem fra døde grene og stammer i skoven – især hvor det døde ved ligger på skovbunden. I ældre ege- og bøgeskove er der særlig tit nisseskæg, når vejret er til det, mens det er sjældent eller slet ikke forekommer i andre skove. Det hvide skæg lyser op på lang afstand, når der ellers ikke er sne eller rim af betydning. På de rigtige dage i de mest egnede skove kan man tit se hundredvis af hvide skæg på en lille vandretur gennem skoven. Ofte på grene, der er delvist dækket af visne blade.

Skægget består af ishår med en tykkelse på blot omkring 1/50 mm. Så selv med 1000 ishår per kvadratcentimeter vil nisseskægget bestå af mere end 99,5 % luft. Det er 20 gange mere luftigt end nyfalden sne. For nogle år siden genopstod interessen for nisseskæg, og nu er fænomenet blevet nøje undersøgt af forskere fra Schweiz og Tyskland.

Hemmeligheden er smuk bævrehinde
Den schweiziske forsker Gerhart Wagner efterviste i 2008, hvad Wegener havde forudsagt ud fra sine iagttagelser: At svampe var en forudsætning for dannelsen af nisseskæg. Wagner samlede svampeinficerede grene, som dannede nisseskæg, hver gang de blev udsat for frost efter de var blevet gennemvandet. Men hvis han dyppede grenene i varmt vand eller behandlede det med svampedræbende midler, opstod nisseskægget ikke, når grenen bagefter blev udsat for frost. Den levende svamp måtte være en forudsætning.

Ved Institut für Angewandte Physik på universitetet i Bern i Schweiz undersøgte fysikeren Christian Mätzler siden, hvordan istrådene opstår på baggrund af forekomsten af svampe. Hans eksperimenter viste, at ved nul grader fryser det yderste vand på træet, det som er i kontakt med luften, mens det nedenunder, i kontakt med træet, forbliver flydende. Det skaber en slags sandwich mellem is, vand og træ. Langsomt vil isen vokse og tage form efter mønsteret på træets overflade. Men hvis træet har svamp i overfladen, vil isen tage form herefter. “Der vil opstå lige meget is på et stykke træ med eller uden svamp, men uden svamp vil isen tage form som en slags skorpe. Svampen gør isen i stand til at forme sig som tynde hår med en diameter på omkring 0,01 millimeter. Og den kan holde denne form i flere timer ved temperaturer omkring 0 grader,” sagde Christian Mätzler til European Union for Geosciences.

I 2012, 2013 og 2014 indsamlede den tyske biolog Gisela Preuss grene med nisseskæg i skovene nær Brachbach i det vestlige Tyskland. Da hun analyserede prøverne, fandt hun 11 forskellige svampearter i grenene. Men der var én bestemt svamp, som gik igen i samtlige prøver.

Exidiopsis effusa havde koloniseret alt vores træ med nisseskæg, og i mere end halvdelen af prøverne, var det den eneste art, der var til stede,” skrev hun i en pressemeddelelse fra European Union for Geosciences. Svampens danske navn er smuk bævrehinde, og det er altså den, der er hemmeligheden bag det besynderlige isskæg.

Kemiske analyser af smeltet skæg
Den tyske kemiker Diana Hofmann fra Tyskland analyserede det smeltede vand fra nisseskægget. Det viste sig at indeholde en del lignin og garvesyre, der er stoffer, som opstår efter svampes nedbrydning af træet. Den kemiske og fysiske overflade på ved, der er dækket af tråde af smuk bævrehinde, er på en eller anden måde, der stadig ikke er helt klarlagt, årsag til fremvæksten af de hårfine iskrystaltråde, når vand af forskellige fysiske årsager trænger ud af træet. Der er formentlig involveret et stof, måske lignin, som modvirker, at de fine krystaltråde vokser sammen. Trådene formes tilsyneladende af grenenes marvstråler, der er tynde, radiære kanaler fra marven til vækstlaget lige under barken. Uanset, hvad den rigtige forklaring er, har forskerne fastslået, at det fine lag af svampetråde fra smuk bævrehinde er nisseskæggets nødvendige spirebund, når det kolde eller underafkølede vand trænger ud af grenen. Når der er 99,5 % luft i isdannelserne, kan ganske lidt vand blive til et ordentligt, hvidt “fuldskæg”, når det fryser. Der bliver kun en teskefuld vand tilbage, når “julemandens skæg” smelter.

Den afgørende svampeart ser ud til at være ret almindeligt udbredt i Danmark – i hvert fald i ældre løvskove i Østjylland og på Øerne og Bornholm. Så på de rigtige morgener med nattefrost efter milde, våde dage, kan man få det mærkelige fænomen, der forundrede Alfred Wegener, at se mange steder i landet.

God jagt på nissernes skæg.

——

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 2. januar 2018

Wegener tegnet af Acton Friis 1907

 

Et “mustache”. (Foto: Michael Stoltze).

Gren med nisseskæg og smuk bævrehinde, der ses som et skummemælkeblåt skær på veddet. (Foto: Michael Stoltze).

Knækket, barkløs gren med håris og marvstråler, der sammen med svampetråde på grenens overflade er vigtige for dannelse af de fine istråde. (Foto: Michael Stoltze).

Tynd gren med nisseskæg lige før, det smelter i morgensolen. (Foto: Michael Stoltze).

Nisseskægget har løftet den døde bark i nattens løb. (Foto: Michael Stoltze).

 

Nisseskæg på tynd gren. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

Udgivet i Dansk natur, Naturfænomener, Svampe | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

Skal landbruget beskytte natur?

Kornmarker. (Foto: Michael Stoltze).

Det er landbrugets åbenlyse natur at gøre nytte.

Erhvervet har siden sin spæde begyndelse i Mellemøsten for mere end 10.000 år siden haft til formål at producere fødevarer og skabe tryghed, sikkerhed og glæde for mennesker. Fjenden har hele tiden været den vilde natur – rovdyr, ukrudt, skadedyr, svampe, bakterier, virus.

Nyttesynet ligger dybt i erhvervets DNA. Derfor er det vanskeligt og på sin vis et paradoks, når landbruget begynder at bruge kræfter på naturbeskyttelse. Men siden 1987 (Brundtland) og navnlig siden topmødet i Rio i 1992, har FN’s bæredygtighedsprincipper vundet global udbredelse og anerkendelse. Al udvikling på Jorden skal af hensyn til menneskehedens overlevelse og velfærd ske bæredygtigt. Det vil sige i den bedst mulige balance mellem hensyn til miljø, økonomi og sociale forhold. De tre ben. Bæredygtighedsprincippernes sejrsgang på kloden er en skelsættende begivenhed i menneskehedens seneste historie. Principperne skal fastholdes og balancere på de tre ben, så læsset ikke vælter. Principperne må ikke gradbøjes i retning af hverken miljø, økonomi eller sociale forhold. Balancen er det, der bærer verden fremad i en sund udvikling.

På den baggrund giver det mening, at det moderne landbrugserhverv engagerer sig i naturbeskyttelse.

Miljøbeskyttelse har længe været et vilkår og krav i erhvervet (landbruget må ikke udlede forurenende stoffer i så store mængder, at det skader omgivelserne (natur, biodiversitet, drikkevand, fiskeri). Men naturbeskyttelse (= at give plads til vild natur) er et relativt nyt felt i landbruget. Der er primært tale om såkaldt naturpleje (græsning af enge, overdrev og heder) og etablering af vandhuller. Og på det seneste har såkaldte vildtstriber, insektvolde og lærkepletter vundet indpas.

Indsatsen er bedre end ingenting, og en del af naturplejen er fin – især hvor dyrene går ude hele året uden tilskudsfodring af noget art.

Målet med naturbeskyttelse er at give plads og levemuligheder for naturens vilde arter og mangfoldighed. Det er ikke nytte i landbrugsmæssig forstand. Den vilde natur er ikke nyttig i klassisk forstand. Den er mentalt nyttig, fordi den findes i form af medskabninger og mednatur, som vi kan spejle os i og blive inspireret af på vores klode. En løve, en citronsommerfugl eller en klokkeblomst er ikke nyttig i landbruget – løven er endda farlig og skadelig. Mere end 99 procent af vore medskabninger er ikke nyttige i forhold til landbruget, og rent økologisk kunne de godt undværes på vores planet.

Når landbruget udlægger vildtstriber med honningurt, solsikke, majs, blodkløver og andre planter, der ikke hører naturligt hjemme i Danmark, gavner det ikke den vilde natur. Planterne huser nærmest ingen biodiversitet her i landet, og de gavner stort set kun almindelige og indførte arter som fasaner og honningbier. Det er helt tydeligt, at nyttesynet har været styrende: Vildtstriber skal giver flere fasaner, agerhøns og rådyr til jagten og mere honning til den importerede honningbi – et husdyr, som er en potentiel problemart i vilde økosystemer.

Der er altså noget galt. Men det er ikke mærkeligt, og det er ikke så galt, at det ikke kan laves om. Vejen dertil er, at landbruget (og DN) begynder at lytte til de konstruktive natur- og biodiversitetsforkæmpere, der ved noget om natur og naturbeskyttelse, og som faktisk er landbruget som sådan venligt stemt. Dialog. Og her er tænketanken Frej et muligt springbræt til en fornyelse, der kan gavne både landbrugserhvervet og naturen.

Landbrugsnyttesynet skal pakkes HELT væk i naturbeskyttelsen, hvis landbrugserhvervet skal have virkelig succes på de arealer, hvor landbruget vælger naturbeskyttelse som målet. Fremover skal det handle om at udtage arealer (f.eks. markskel og bakketoppe), hvor de vilde danske arter får plads og ro til at boltre sig. Arealer, hvor man kan lægge sten og grenbunker og jord og bare lade det være. Så kommer urter og buske og træer og vilde bier og sommerfugle og sangfugle og rovfugle af sig selv. Og nytte i form af læ og mulighed for lidt brændehugst, honninghøst og jagt kommer såmænd også. Som sidegevinst altså. Det er nemlig ikke tømmer, honning, jagt, kødproduktion eller noget helt femte, der er målet med naturbeskyttelse. Målet er vild natur og vilde arter.

Det vil være fantastisk, hvis landbruget begynder at gå den vej.

 

Udgivet i Landbrug, Naturbeskyttelse | Skriv en kommentar

Guds ualmindelige glæde ved biller

Næsehornsbille i flugt. Danmarks tungeste bille. Den lever i kompostbunker og især i savværkernes bunker af savsmuld. (Foto: Michael Stoltze).

Den britiske forsker J.B.S. Haldane (1892-1964) blev en gang spurgt om, hvad han ud fra sit kendskab til skaberværket kunne sige om Gud.

Efter en længere betænkningstid svarede Haldane: “Han var ualmindelig glad for biller”.

Anekdoten har den sandhed i sig, at billerne er uhyre talrige på Jorden, og at ingen anden dyreorden når op i nærheden af, hvad billerne kan præstere af arter. Der er hidtil beskrevet og navngivet omkring 400.000 arter af biller. Godt en tredjedel af alle kendte insekter og omkring en fjerdedel af alle kende dyrearter er biller. I den danske natur er der fundet omkring 4.000 arter af biller.

Billernes succes hænger sammen med deres enkle og solide konstruktion og evne til at tilpasse sig alle mulige levesteder. Der er specielle arter af biller knyttet til de fleste arter af levende træer, buske og urter, og mange arter lever i svampe, dødt træ, ekskrementer eller ådsler. Der er vandkalve og andre biller i ferskvand, og der er biller, der (desværre) som larver er i stand til æde sig gennem gammelt tørt og solidt tømmer. Billerne findes overalt på Jorden bortset fra i havet og på polerne. Deres hårde, stærke og smidige skal af kitin gør dem modstandsdygtige i alle miljøer. Mange biller udskiller giftige og ildelugtende kemikalier, når de bliver forstyrret, og mange biller har udviklet en evne til at tåle at æde giftige planter.

Der lever over 300 arter af løbebiller i Danmark. Bøgeløberen er en af de største, smukkeste og sjældneste. Den stinker frygteligt, hvis man pirker til den. (Foto: Michael Stoltze).

 

Tørrede plasterbiller (spanske fluer), der har været brugt meget i medicinen – blandt andet af H.C. Andersen. Billernes helbredende effekt eller mulige effekt på potensen er mere end tvivlsom. Men de er meget giftige og fremkalder blærer på huden. Spanske fluer er meget sjældne i Danmark. De almindelige oliebiller er nært beslægtet og indeholder de samme giftstoffer. (Tegning: Michael Stoltze).

 

Hvis men ser godt efter i sommerens blåhat, kan man se denne strålende bille med smækre lår. Den tyklårede solbille hedder den. Den er kun en centimeter lang. (Foto: Michael Stoltze).

Kitinskallen udgør et ydre skelet, som er fæste for kraftige muskler. Billernes ben, antenner og kæber er ofte særdeles stærke – både hos de voksne biller og deres larver. Det betyder, at de kan færdes alle steder, og at mange arter er i stand til at gnave sig ind træ. De fleste biller kan flyve. De har fire vinger. Men det er kun de gennemsigtige og sammenfoldelige bagvinger, der bruges til flugt. Forvingerne er omdannet til hårde dækvinger, der beskytter de sarte og tynde bagvinger. Lige inden billen letter – og under flugten – holder billen forvingerne højt løftet. Ellers ville billen ikke kunne folde sine flyvevinger ud og bruge dem.

Den juvelstrålende guldbasse æder pollen og nektar på merian. Den lægger dækvingerne ned i flugten. Guldbasser er meget almindelige. (Foto: Michael Stoltze).

Enkelte biller har dog et hak i dækvingen, så de kan lægge dækvingerne ned, mens de flyver. Sådan er det hos guldbassen, som flyver hurtigt og minder om en metalskinnende humlebi i flugten. Dens flyvevinger er smalle ved basis, der passer perfekt i dækvingernes hak i siden. Så guldbassen kan lukke dækvingerne helt tæt om kroppen i flugten.

Mariehønen på vej mod himlen. (Foto: Michael Stoltze).

Mariehønen er et af de mest populære dyr blandt børn. Der er omkring 50 arter af mariehøns i Danmark og flere tusinde arter på verdensplan. Men den ”rigtige” mariehøne er den syvplettede mariehøne. Den lille, kortbenede bille ligner en folkevogn og bevæger sig næsten altid opad, hvis man lader den kravle sin hånd. Hvis man vender fingrene mod himlen, vil mariehønen kravle lidt uroligt frem og tilbage, når den når en fingerspids, hvorefter den sætter sig til ro, løfter dækvingerne, folder flyvevingerne ud og letter. Så er det, vi ønsker, at den flyver op i mod himlen og beder om dejligt vejr.

Mariehønen og dens larve lever af bladlus, og visse år kan der være kolossale mængder af mariehøns. Så kommer de flyvende til os i flokke på mange milliarder fra landene syd og sydøst for Danmark. Det kan være ganske voldsomt, når det sker. Den lille, venlige bille, man normalt bliver så glad over at møde enkeltvist i haven, optræder nu i ubehagelige horder, der kan få strandgæster til at fortrække, fordi de orangerøde biller napper i huden, når de drikker sved, og udskiller et ildelugtende, gult stof. Mariehøns smager grimt, og deres stærke farver er til for at advare fugle og andre dyr om, at de ikke er værd at æde.

Biller findes i alle tænkelige farver og former og i størrelser fra mindre end 1/3 mm (et lille punktum) til tropiske kæmpebiller med en vægt på op til 100 gram og l8 centimeters længde. De 400.000 arter af biller klassificeres i omkring 170 familier, hvoraf snudebillefamilien er den største med hidtil omkring 70.000 beskrevne arter. Det er flere end samtlige arter af kendte hvirveldyr (fisk, padder, krybdyr, fugle og pattedyr) på Jorden. I Danmarks natur lever omkring 450 arter af snudebiller. De fleste er små, men på vandreklitten Råbjerg Mile ved Skagen, ser man ofte de op til halvanden centimeter lange fyrresnudebiller trave hvileløst omkring i sandet, hvor de sætter karakteristiske spor. Sanddyngerne, de kravler på, har begravet deres fyrretræer, så snudebillerne er en slags flygtninge. En anden snudebille er den ærtestore nøddesnudebille, der er næsten kuglerund med en meget lang, tynd og buet “snude”. “Snuden” er i virkeligheden hovedet, der er forlænget, så de små, stærke kæber sidder for enden. Med kæberne rasper den et lille hul på den umodne nød, hvorefter den lægger et æg i hullet. De angrebne nødder kan derefter kendes på de små brune prikker ved basis. Der er “orm” i nødden, og det hele ender med, at den fede, flødefarvede snudebillelarve gnaver et cirkelrundt hul i skallen, klemmer sig ud og finder et sted mellem vissent løv for at forpuppe sig.

Ørkenvandring. Fyrresnudebille på Råbjerg Mile. (Foto: Michael Stoltze).

Billerne er allestedsnærværende. Nogle er flotte, nogle er vidunderlige som levende juveler, mange er brune og sorte eller grå som natten. Nogle gør skade og nogle gør nytte i forhold til menneskets interesser. Langt de fleste har ingen særlig betydning for mennesker ud over, at de gør verden mangfoldig og eventyrlig. De er her, fordi de har været heldige og har været i stand til at klare sig og formere sig og udvikle sig gennem millioner af år. De er produktet af den langtrukne og yderst komplicerede kemiske proces, man kalder liv og evolution. De er her, fordi de lige som mennesket er heldigere end de over 99 % af Jordens arter, som gennem tiden har levet, men ikke overlevet på vores planet. De er vore levende medskabninger.

Min far Paul Stoltzes tegning af eghjorten fra Olsker. Han troede, det var en bøghjort. Men det var en af de sidste oprindelige eghjorte i Danmark.

Eghjorten er en af de mest magiske biller i verden. Hannen bærer et par vældige, grenede kæber, der ligner gevirer. Med “geviret” kan den blive op til 10 cm lang. Hunnen ser mere ordinær ud og bliver kun omkring fem centimeter lang. Som larve lever den på varme steder i jorden, hvor den æder dødt træ og først bliver voksen og forpupper sig i en stor kokon efter tre til fem år. Langt ind i det 19. århundrede fandtes kæmpebillen mange steder i Danmark, hvor den nød godt af det hårdt græssede guldalderlandskab med ældgamle, halvt levende og halvt døde, krogede ege- og bøgetræer, der stod spredt og solbagt i landskabet. Men Danmark er nordgrænsen for den varmekrævende art. Og i løbet af det 19. og 20. århundrede blev skovene tætte og så kolde i skovbunden, at eghjorten forsvandt. Den overlevede på Æbelø, ved Vejle Fjord og på Borholm frem til midt i det 20. århundrede. I mit fødeår, 1955, tegnede min far en eghjort, som min moster fandt i dalen ved Olsker på Bornholm. Det var en hun. Mange år senere talte jeg med en mand, der som ung sidst i 1950’erne havde fundet hanner af eghjorte, der sugede saft fra knækkede kirsebærgrene nær hans hjem vest for Olsker. Han havde haft et par af giganterne med hjem i køkkenet i husholdningstændstikæsker. Han anede dengang ikke, at det var nogle af de sidste eghjorte i Danmark.

Den store bille appellerer til fantasien. I 1505 udførte Albrecth Dürer en akvarel af en eghjort. Den har hævet hovedet i en positur, så det virker større, og så “geviret” favner bredt ud mod den lysende verden.

I 2013 vurderede eksperter, at den fredede Dyrehave nord for København var egnet som levested for eghjorte. Og da den tunge bille er meget dårlig til at sprede sig, blev den importeret fra udlandet og sat ud – både som voksen og som larver i forskellige stadier. Fabeldyret er tilbage i Danmark og ved at etablere en bestand i Dyrehaven, hvor den forhåbentligt kan opleves i pænt tal i juni-juli om nogle år.

Albrecth Dürers eghjort fra 1505.

Oldenborrer, gåsebiller, liljebiller og de små glimmerbøsser kan gøre skade på afgrøder og være plagsomme. Men langt de fleste biller bringer glæde. De farvestrålende og elegante træbukke. De hurtige, glatte og ovale vandkalve. De skinnende bladbiller. De stærke, blåskinnende skarnbasser. De venlige og prikkede mariehøns. Og løbebillerne, som lugter ubehageligt, men ofte er smykket med strålende metalfarver og sirlig ornamentik på forkrop og dækvinger.

Hvis man leder og bruger øjnene, opdager man billernes mangfoldighed og skønhed. De er en gave. En gave, jeg er også er ualmindelig glad for.

Den brede vandkalv er verdens største vandkalv. Den fredede bille findes kun ganske få steder i Danmark, og næsten ingen kender den. Men i 2003 kom den på et dansk frimærke, der blev meget populært. (Foto: Michael Stoltze).

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 17. november 2017 .

Udgivet i Biodiversitet, Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 3 kommentarer

Sue og Lars

Grusvejen til Saltunavej 12. (Foto: Michael Stoltze).

Ejendommen Saltunavej 12 ligger på landet på Bornholm mellem Østermarie og Saltuna. Stedet er omgivet af dyrkede marker og ligget højt i landskabet, så der er et smukt udsyn over Østersøens blå mod nordøst. Fra den asfalterede Saltunavej fører en stenet grusvej frem til det sted, som Sue og Lars Trolle købte i 1973. Da jeg svingede ind på grusvejen var jeg lidt i tvivl, for da jeg kom her i 1970’erne var stedet let genkendeligt på ladens karakterfulde, sekskantede gavl. Nu er træerne blevet høje, så man kun med god vilje aner bygningerne i alt det grønne. Men vejen derhen lover godt. Det er sløret sol og lummervarmt, og i begge sider af vejen bugner rabatten af klokker og knopurt og blåhat og røllike. Og ikke mindst hele gule bølgehave af Jomfru Marias sengehalm – den gule snerre med den forførende, søde duft af sommer. En kålsommerfugl flagrer lavt og ubeslutsomt over venstre hjulspor og søger op mod himlen og op i den lette østenvind, som midlertidigt har ført lidt varme til øen. Mit ærinde er at besøge Sue for tale med hende om livet, døden og naturen.

Sue i haven. (Foto: Michael Stoltze).

Sue er født Susan Lindsey Jane Russell i Tanzania i 1949 som den yngste af tre døtre. Faderen var journalist og moderen sygeplejerske og jordemor. De udvandrede uafhængigt af hinanden til Tanzania, hvor de mødte hinanden i hovedstaden, Dar es Salaam. De første år boede Sue hos forældrene i Tanzania, hvor hun blandt andet oplevede deres bekymring over den dramatiske Mau-Mau opstand og briternes brutale fremfærd overfor de sorte oprørere i Østafrika. Først i 1960’eren begyndte Sue i kostskole i England, hvor hun i de ferier, hvor hun ikke rejste hjem til Tanzania, til stor inspiration boede hos sin natur- og botanikyndige familie i the Cotswolds lige udenfor byen Cheltenham nær Oxford i Sydengland. Faderen i Tanzania elskede bøger, og forældrene havde to boghandler, en i Arusha og en i Moshi. Efter endt skolegang tog Sue til sine forældre i Moshi i Tanzania og til Israel for at arbejde i en Kibbutz. Tilbage i Tanzania traf hun under en tur med Moshi Bjergklub til vulkanen Mount Meru en smuk, dansk mand med en levende begejstring for natur. Det var Lars, og med ham kunne hun dele sin interesse for botanik og naturen i det hele taget. Lars var lærer og underviste på en pigeskole i Macheme på Kilimanjaro. Han boede langt oppe ad bjergskråningerne på den eventyrlige vulkan med vilde bjergregnskove, lyde af aber, træfrøer og turakofugle og med trælyng, kæmpelobelier og sølvskinnende kæmpebrandbæger på alpine heder i over 4000 meters højde. Omgivelserne af vild natur kunne ikke være mere magiske for det nyforelskede par. Det var en intens og eventyrlig start deres liv sammen. Livet på bjerget med ture til Serengeti, Ngorongoro og Lake Manyara og Mount Meru var en god begyndelse. Eventyret forsatte under nye himmelstrøg, da de i 1972 rykkede til Bornholm, hvor Lars havde fået arbejde som lærer på Østermarie Skole. De boede først i en lærerbolig, men allerede året efter købte de skoleinspektørens nedlagte husmandssted, Saltunavej 12, hvor Sue nu har boet i 44 år. Det var et primitivt sted uden indlagt vand. Gårdens pumpe findes og virker endnu, men sammen fik de sat skik på huset og efterhånden også installeret moderne bekvemmeligheder. Grunden var lille og omgivet af rig landbrugsjord, så det var en kamp med den daværende landbrugskommission at få lov til at tilkøbe mere jord til noget så nytteløst som have og natur. Men det lykkedes, og de fik forvandlet stedet til et paradis af have og blomstereng og krat og skov.

Fra lysthuset er der kik til blomsterengen og udsigt over Østersøen. (Foto: Michael Stoltze).

Ejendommen blev rammen om et liv med have og natur. Sue dyrkede sin interesse for botanik og have, og Lars dyrkede sin interesse for den vilde natur og navnlig insekter, hvor han blev Danmarks førende specialist i cikader og skrev videnskabelige artikler og populære bøger om natur. Datteren Astrid kom til i 1982 og i 1986 fik Sue og Lars sønnen Halfdan. Astrid bor i dag med manden Martin nær Ringsted, mens Halfdan bor med kæresten Cille i København. Astrid og Martin har børnene Augusta på 10 og Olaf på syv år. Lars vidste besked med naturen. Han var en afholdt turleder, og blandt bornholmere fik han med god grund stjernestatus på grund af et utal af udsendelser i lokalradio og TV om stort og småt i naturen. Han var en blændende og rolig fortæller, som glad og begejstret delte ud af sin viden. Lars var en smuk mand, smilende og altid med en god fortælling om naturen på læben. Han anerkendte og fortalte også med levende begejstring anekdoter om alle de andre naturhistorikere han kendte og beundrede. Sidst i 1980’erne begyndte Sue at opformere sjældne og usædvanlige haveplanter til salg. To dage ugentligt sælger hun sine planter på torvet i Svaneke, og det har hun nu gjort i 28 år – de senere år med god hjælp fra en medarbejder. “Haven er ret vild og tilgroet, men kom bare alligevel”, siger Sue med en blanding af undskyldning og stolthed, da jeg træffer aftale om besøget. Som god haveromantiker bestemmer Sue over haven samtidig med, at hun lader haven bestemme mest muligt selv. “Men lige nu bestemmer haven lidt rigeligt”, siger hun med et smil, da jeg balancerer bakken med skoldhed te, småkager og tærte ad små stier ud til et lille havebord midt blomsterhavet. Undervejs standser vi ved et overdækket fuglefoderbræt, som en humle har erobret. Humlebladene skjuler en solsort, der ruger fast i reden, som den har valgt at placere lige dér på brættet, hvor den blev fodret i vinters. Fuglen ser os værdigt an fra sit leje og viger ikke en millimeter, selv om vi står blot en halv meter fra reden. “Jeg nænner ikke at klippe og beskære, når fuglene yngler”, sige Sue. Hun ved, at alt det vilde godt for fuglene. “Jeg lægger stor vægt på, at blomsterne er gode for sommerfugle og vilde bier, så det summer af liv”, fortæller Sue ude i blomstermarken. Hun taler et smukt dansk med klar diktion og en charmerende accent, som trods de 44 år i Danmark ikke efterlader tvivl om hendes engelske herkomst. Vi sætter ved bordet ude i haven. Skydækket letter, solen varmer, sommerfuglene flokkes om merian, og årets første store grønne løvgræshopper synger insisterende i blomsterengen. “Børnene er lidt bekymret for mig – om jeg kan magte at drive det. Men jeg trives og elsker det her sted, og skal nok bæres ud herfra”, svarer Sue, da jeg spørger, hvor længe hun vil blive boende på adressen. For 14 år siden blev Lars syg af kræft. Han kom under behandling med både transplantation og medicin, og i næsten et år fra 2005-2006 var han tilsyneladende kræftfri og fri af behandling. Han begyndte at gå korte ture omkring huset, og overvejede endda at genoptage produktionen af de populære naturudsendelser. Men trætheden var for stor, og sygdommen kom tilbage. I vinteren 2006-2007 tog sygdommen til. De sidste 14 dage var familien tæt samlet om ham på Rigshospitalet. Sue boede der og var ved hans side den 22. maj 2007, da han trak vejret for sidste gang. “Han var ikke ved bevidsthed til sidst. Han var rolig og holdt bare med ét op med at trække vejret. Det var fredeligt. Bagefter ønskede jeg at blive hos ham i værelset natten over. Det ville for mig have givet god mening i afskeden og sorgen. Men det var mod reglerne. Jeg ved ikke, om det stadig er sådan”, fortæller Sue, som synes at mange fremmede kulturer har et mere naturligt og værdigt forhold til døden og den døde, end vi har i Danmark. Sue valgte at blive boende i huset på Saltunavej, hvorfra hun stadig driver sin forretning med at opformere og sælge haveplanter. Lars tegnede og malede og fremstillede knive og mange ting til huset inspireret efter naturen. Hans arbejdsplads, hvor han elskede at sidde med sine bøger og mikroskoper og afsløre smålivets skønhed og hemmeligheder, er der endnu. Og en stor lygtebærercikade fra Afrika titter frem fra hylden over opslagstavlen med nogle af hans tegninger af små, farvestrålende cikader. “Jeg holder meget af, at hans ånd er her. Det giver mig ro, og jeg føler, jeg har et godt og rigt liv her på trods af tabet. Jeg lever og ånder for børnene, svigerbørnene, børnebørnene og stedet her, og har en god bekendtskabskreds takket være blandt andet min planteforretning. Jeg har ikke følt behov for at få en kæreste og føler mig ikke alene”, svarer Sue, da jeg spørger. Hendes øjne og mildhed viser, at hun hviler i sig selv og er hudløst ærlig. Det er sådan, det er.

Arbejdspladsen, hvor Lars studerede insekter og skrev bøger. (Foto: Michael Stoltze).

Det er også hårdt. Sue er på ingen måde mystiker, men hun ser og fornemmer naturens liv og død, skønhed og gru. Og måske først og fremmest poesi. Hun ser symboler overalt i naturen og har oplevet, hvor tæt den største skønhed og den dybeste sorg er forbundet. “Efter den varmeste vinter i mands minde stod jeg en dag i maj i stuen og så ud i haven mod øst, hvor jeg anede en lys violblå i farve højt i krattet mod himlen. Jeg gik udenfor, og tænk – det var kejsertræet, der for første gang stod klædt i et væld af store blå blomster. Det var… 22. maj 2008, på årsdagen”, siger Sue, “og siden har træet blomstret hvert eneste år”. For første gang i vores samtale kommer tårerne frem, også mine, men Sue sunder sig og slår fast: “Det var vel bare tilfældet, men et smukt tilfælde. Og verden er, hvad vi gør den til. Det træ er helligt nu!”. Kejsertræet giver særlig mening i forhold til Sue og Lars, fordi dets store blomster har samme fine, blå farve som de blomstrende Jacarandatræer i den by i Afrika, hvor de traf hinanden.

Kejsertræet. (Foto: Michael Stoltze

Mens vi sunder os, ser vi ud over blomsterhavet, hvor græsrandøjer, grønårede kålsommerfugle og nyforvandlede takvinger boltrer sig, og jeg får øje på noget grønt 10 meter væk i en af de fede blomsterstande på en sommerfuglebusk. En moskusbuk? Desværre, ved nærmere eftersyn viser det sig blot at være et grønt blad. Men haven er omgivet af mange piletræer, som den prægtige moskusbuk kan leve i, så Sue beslutter at læse om billen og se efter den på havens hjortetrøst og andre blomster. Sue er morgenmenneske og står gerne op mellem klokken fem og seks. Der er altid mange planter at se til og meget at gøre i haven. Børnene kommer ofte til Bornholm, især om sommeren. I den store snestorm i 2010-11 måtte hun lide den tort at holde jul alene, da alt var lammet og Halfdan strandede i Rønne. Men oftere tager hun over til børnene på Sjælland. Halfdan er arkitekt hos Henning Larsen og Cille er med stor succes med til at drive en specialbutik i kaktus. Astrid og Martin bor med børnene i et bofællesskab under Lille Svendstrup Gods. Astrid er PhD-studerende ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet og Martin er viceforstander på et AOF sprogcenter.

Hoveddøren. (Foto: Michael Stoltze).

“I april 2007 fik Lars at vide, at Astrid ventede sig. Han var meget syg på det tidspunkt, men han forstod det, og det var en af de få gange, han græd. Af glæde og bevægelse, men siden har jeg tænkt, at det også var af sorg. Han vidste godt, han ikke ville opleve at se sit barnebarn”, fortalte Sue og tørrede øjnene for anden gang i løbet af vores samtale. Vi vender os igen mod haven og fuglene. I de første år var der et godt udsyn over markerne, og påskelørdag i 1979 kaldte Lars insisterende på Sue. Det var stortrappen, en af verdens største flyvende fugle, som at uransaglige grunde havde valgt at lægge vejen forbi Saltunavej. I dag er træer og buske vokset godt i højden på grunden, og der er mange flere småfugle end før. Men udsynet er ikke så godt mere. Et par hundrede meter væk, bag pilene, flyver en ravn lavt over landskabet og udstøder sit hæse “grok-grok-grok”. Der var ingen ravne på Bornholm, da Sue og Lars kom til øen. Nu er de vendt tilbage. Lars kommer ikke tilbage. Nevermore. Blomsterhavet er overvældende, og haven summer af liv og er ligeglad. Ligesom hornuglen, der en sen og stille sommeraften uforklarligt fulgte Sue ganske tæt under hendes vandring frem mod huset. Roligt og lydløst drog uglen med hende. Som et lys i mørket bare et par meter væk var det, som om den ville fortælle noget. Inden jeg kørte fra stedet så jeg kejsertræet. Det bugnede af store, grønne frøkapsler efter forårets blå blomstring.

Sue har de smukkeste hortensia. (Foto: Michael Stoltze).

Blomsterne i gården er mandshøje. (Foto: Michael Stoltze).

 


Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 28. august, 2017

Udgivet i natur | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Ulven yngler i Danmark – vildskaben har etableret sig


I 1813 blev den sidste indfødte ulv i Danmark skudt.

Det skete natten mellem den 20. og 21. og juni ved Estvadgård i nærheden af  Skive. Jægeren viste nogenlunde, hvor den store, enlige han-ulv holdt til og brugte et dødt føl som lokkemad. Tålmodigt sad han i skjul med geværet i nærheden af føllet i fem lyse nætter. Den femte nat kom ulven, og jægeren tog sigte og dræbte den.

Legemet af den sidste ulv i Danmark blev transporteret ind til retten i Holstebro, hvor jægeren fik en kontant belønning for sin dåd. Og som markering af sejren blev det store skind af dyret hængt op udenfor byens rådstue. Med datidens natursyn var Danmark dermed en samfundsfjende kvit. Hyrderne på heden behøvede ikke længere frygte ulven, der dengang blev opfattet som et bæst med diabolske og onde hensigter.

Nu er der indfødte ulve igen i Danmark: Der er hørt, set, fotograferet og filmet ulvehvalpe. De er set et sted syd for Holstebro. Ved skæbnens ironi i nøjagtig samme del af landet, hvor jægeren for 204 år siden sad vagt ved føllet og ventede på at aflive den sidste ulv i Danmark. Naturstyrelsen i Vestjylland har længe haft en formodning om et ulvepar i området og satte automatiske fotofælder op. Først i juli 2017 afslørede de med sikkerhed tre ulveunger. Og samtidig filmede en jæger et større antal ulveunger i området. Han mener med sikkerhed at have set i alt otte hvalpe.

Efter omkring 200 år uden indfødte ulve, er Danmark atter ulveland. Det store rovdyr, der jager i flok og kan nedlægge krondyr og det, der er større, er vendt tilbage.

Den første sikre ulv i Danmark siden 1813 blev set og fotograferet i hjertet af Nationalpark Thy. Det var den 14. oktober 2012. Den var syg og blev fundet død på heden den 19. november. Næste danske ulv blev set og fotograferet af en familie fra et køkkenvindue i et hus nær byen Lem ved Ringkøbing Fjord den 26. december 2012. Og i årene efter blev flere forskellige ulve set i Jylland. De første var strejfende han-ulve, men i 2017 blev den første hun-ulv påvist med sikkerhed. Og nu er de første indfødte danske ulve altså et realitet.

Ulven føder sine små hvalpe i skjul under store træer eller i huler i jorden, under trærødder, klipper og store sten. Kuldet består af mellem én og 11 hvalpe, der er blinde de første 10 dage. Ved fødslen vejer hvalpene under et halvt kilo. Efter et år er de voksne og vejer mellem 30 og 80 kilo. De største er hanner. De bliver som regel kønsmodne efter to år og lever omkring 10 år i naturen. I virkeligheden er det en tilsnigelse at sige, at ulven er kommet til Danmark igen, for tamhunden har ulven som stamfader. “Menneskets bedste ven” er biologisk set en ulv.  De kan krydses med vilde ulve og få fuldt fertilt afkom.

Få dyr i verden er indspundet mere i myter end ulven. På godt og ondt. Der er myten om den gode og kloge ulv, som opfostrer Remus og Romulus, der dier hos ulvemoderen og grundlægger Rom. Og der er Kiplings historie om den vilde dreng, Mowgli, som vokser op med ulveunger hos en vild ulvefamilie i den indiske jungle. Og så er der den uhyggelige ulv i Peter og Ulven, fortællinger om Rødhætte og ulven og alle de grusomme historier om ulveflokke som omringer og forfølger ryttere eller hestevogne eller kaner. Læs blot fremstillingerne i Brehms “Dyrenes Liv” eller i Selma Lägerlöfs “Gösta Berlings Saga”.

Ulven er stigmatiseret som djævelen selv. Det hele har utvivlsomt rod i faktiske tilfælde af rabiesramte ulve. Ulve med rabies (rabiate ulve – heraf ordet “rabiat”) kan som følge af den uhyggelige, dødelige sygdom miste besindelsen og med fråde om munden slå sig på at angribe mennesker. Ellers er ulve bange for mennesker og stikker af, når man møder dem.

Hvad nu? Ulvens genindvandring og etablering i Danmark rusker gevaldigt op i vores natursyn. Der er ulveelskere og ulvehadere. Debatten har rumsteret længe. Efter at ulve med danske dåbsattester er en realitet, vil ulvedebatten blusse op til nye højder, som det er tilfældet nabolande som Sverige og Tyskland. Ulven er et stærkt toprovdyr. Den lever især af pattedyr i alle størrelse. Dens vigtigste kost er hjortearter som rådyr, krondyr, dådyr og rensdyr, men den tager også gerne får, geder og svin, og ulve i flok kan nedlægge både køer og heste.

Ulven er helt naturligt kommet til Danmark ved egen kraft, og modsat tidligere, hvor der var præmie på dens skind, er ulven nu en fredet dyreart, som det er strafbart at forfølge i EU-landene. Kun efter grundig dokumentation kan man i Danmark i visse tilfælde få tilladelse til at skyde en ulv, der har slået sig på at tage husdyr. I Sverige har man politisk fastsat hvor mange ulve, der må være i landet. Statens tilladelser til ulvejagt i Sverige er anledning til en til tider meget følelsesladet debat.

I Danmark har ulvenes ynglesucces allerede udløst første bølge af synspunkter for og imod ulven. Det vil fortsætte men nye bølger. Ulven er landet og Danmark er et ulveland. Den kan leve her, og ulvene kan blive mange med tiden, for de kan formere sig hurtigt. Hvor mange ulve, vi skal og vil leve med i Danmark, er ikke afklaret.

Det er vildskaben, der banker på Danmarks dør, og vi har lukket den ind. Det er sket med vilje, fordi vi som mennesker har giver naturen lov til det. Hvor vidt det skal gå og hvor vildt, det skal være i kulturlandet Danmark, vil tiden vise.

——-

Bragt første gang som essay af Michael Stoltze i Kristeligt Dagblad 5. juli 2017.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , | 2 kommentarer

Naturen og kærligheden

Så længe, jeg kan huske tilbage, har naturen fortryllet mig.

Det var mit held at vokse op i en umådelig rig natur på Nordbornholm, og det var mit store privilegium at have forældre, som vidste noget om natur og altid hjalp mig med at sætte navne på de planter og dyr, jeg fandt. Når de fik navn, fik de ånd.

I skolen supplerede gode lærere med viden om vind og vejr og dyr og planter derude. Min klasselærer fra og med 4. klasse, Helge Christensen, var vores lærer i dansk, sang og biologi. Han var skrap og delte eftersidninger ud med rund hånd. Jeg var meget genert og stille i skolen. En dag formastede jeg mig dog til at snakke til min sidemand, mens vi to og to var på vej ind i klasselokalet efter at have ventet på Christensen udenfor. Det gav en note i den sorte bog, og efter timen blev jeg kaldt op til katederet. “Snakker du også derhjemme?”, spurgte Christensen, hvilket jeg som følge af almindelig forundring og mangel på situationsfornemmelse promte svarede “ja” til. For det skete da, at jeg sagde noget derhjemme. Hvorpå jeg fik min første og eneste eftersidning for næsvis opførsel.

 

Børnene er intenst optaget af en mursejlerunge, som var faldet ned og ikke kunne få luft under vingerne. Den blev kastet mod himlen, hvor den fandt sin frihed og fløj væk. Uforglemmeligt. (Foto: Michael Stoltze).

Siden fik Christensen og jeg dog en god kemi. Han lærte os om blomsternes intime kønsliv med støvknapper, støvfang, grifler og frø og smukke klæder (blomsterkroner) og nektar som lokkemad. Vi skulle tegne det hele for hinanden på tavlen og i vores arbejdshæfter, og det var uforglemmeligt. I biologitimerne tog han os tit med ud i landskabet omkring skolen, hvor der var marker og grøftekanter og skove og bække med et mylder af blomster. Han lærte os de vigtigste arter som blåhat, blæresmælde og forglemmigej at kende, og morede sig med at udfordre mig ved at spørge om navne, på de planter, han ikke lige kendte selv. Jeg synes, det var pinligt at sige noget, men fik dog fremstammet navne som marktusindgylden eller hampagtig hanekro, som stod i markskellene og skiltede med frække blomster i æggegult og violet. Den kendte han ikke, men han tog planten med tilbage til skolen og fandt ud af, at det var rigtigt, hvad jeg havde sagt. Han glemte ikke at rose, og siden spurgte han mig om plantenavne hver gang, vi var ude på tur.

Mine forældre og Christensen var en uvurderlig hjælp. Men den største glæde var Marie. Marie var datter af keramiker Karin Christensen og billedhugger Ole Christensen, som boede på en bakke omkranset af marker og skov til alle sider. Marie og jeg fandt sammen om at udforske naturen på alle leder og kanter, og vi havde stjernestunder sammen i mange år. Vi var ikke ret gamle, før vi listede rundt omkring Karins og Oles hus med net og syltetøjsglas for at fange alle de dyr, vi kunne overmande, finde sneglehuse, knogler og sjove sten. Og vi samlede bær og nødder og svampe og plukkede blomster af så mange slags, vi kunne finde.

Vi var vel fire og syv år, da vi begyndte at indtage naturen i hæmningsløse doser. Vi var hinandens tætte selskab i mange år, og uden at vi rigtig forstod det dér med kærester, talte vi af og til flygtigt om, at vi nok engang skulle være mand og kone. Det var ikke så vigtig. Det vigtige var naturen.

Kald det kærlighed eller naturglæde. For os var det en sanselighed og sorgløshed, som gjorde os nærmest lykkelige. Den var at ligne med lykken over sidste skoledag inden sommerferien, der dengang i grundskolen åbnede sig som en uendelighed af berusende frihed. Jeg var hvert år i juni sikker på, at sommerferien aldrig ville slutte.

Marie og jeg fandt de mest utrolige ting. Vores mest elskede sted var et lille vandhul i klipperne ved den vej, der førte op til huset. Det var let at komme til med vores net, og det myldrede med liv i vandet. Der var tilpas med vandplanter, og vandhullet var så dybt, at det aldrig tørrede helt ud om sommeren. Det var her, jeg erfarede, at de hurtige rygsvømmere med sølvskinnede ryg (som altså vender nedad, da de svømmer på ryggen) stikker smertefuldt. Jeg havde taget en rygsvømmer op i hænderne, hvor den ihærdigt sprang omkring med sine stærke svømmeben for at undslippe. Lige indtil den lagde sig til rette mellem to fingre og tilføjede mig et resolut stik, som fik mig til at kaste rygsvømmeren fra mig med et hyl.

Og det var her, Marie imponerede mig ved at fange to “kongesalamandre”. De var dobbelt så store som de almindelige salamandre. Og hannernes haler havde vidunderlige sølvstriber i hele deres længde. Vi fandt også salamandrenes larver, der var lyserøde med udstående, vingelignende gæller bag hovederne. Der var noget engleagtigt over de sarte dyr, der havde de fineste små fingre og tæer.

Børn indtager fordomsfrit naturen med alle sanser. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Senere i folkeskolen blev det sådan lidt pinligt at lege med piger, så til min ærgrelse blev turene med Marie sjældnere. I stedet blev jeg optaget af at fiske sammen med min tvillingebror Jacob og vores kammerat Anders, som var succesfuld geddefisker og mestrede kunsten at fange bækørreder med de bare næver.

Lige inden afslutningen af 7. klasse arrangerede vore lærere en telttur til en lejrplads et sted i Rutsker Plantage. Det var juni og lyse nætter. Nattergalene sang, og i søerne kvækkede de store grønne frøer på livet løs. Vi havde bål, vi havde soveposer, og det hele var så stemningsfuldt og hyggeligt, mens flagermuserne flaksede lydløst frem og tilbage i skovbrynet og over de små søer. Men køligheden kom med den lyse nat, og vi rykkede ind i teltene med lygter. Lærerne tog rundt til os og sagde, at vi skulle sove, men det var alt for spændende. I mit telt fortalte vi spøgelseshistorier og legede “sandhed og konsekvens” så langt ud på natten, at ingen slap for at kysse. Det var min kysse-debut, og det var både vigtigt og mærkværdigt, som det er i den alder. Hun hed Dorete og hun var sød, men jeg var frygtelig genert og slet ikke parat til det med piger endnu.

Man bliver stærkt påvirket af at indtage naturen med alle sanser. Man kan blive så opslugt, at man i åndeløs spænding glemmer tid og sted. Man tilegner sig verden, og det er godt, når dyr og planter får navne og sjæl om bliver fortrolige medskabninger. De bliver en del af os, og vi bliver en del af dem. Det hele er natur og det hele hænger sammen.

De to blåfugle sad i vegetationen, da vi plukkede blåbær. Skønhederne lever kun et par uger. Deres korte liv handler udelukkende om parring og æglægning. (Foto: Michael Stoltze).

Naturen er fundamentet for al kultur. Og i kærligheden er naturen den ursuppe, det hele gror af. I kønslivet er mennesket ikke grundlæggende anderledes end andre dyr. Menneskets seksuelle attributter, erogene indretning og vedvarende parringstid i voksenalderen gør os dog påfaldende aktive, måske fordi vi er nøgne og kan udveksle kropsvarme med hinanden langt hurtigere og lettere end vores hårede slægtningen.

Kærligheden er en stærk følelse, som kan beruse os. Vi kan være forelsket i forelskelsen, og vi kan blive forblændet og fysisk påvirket på et utal af måder. “En krop kan reagere på en anden krop med en sollignende varme”, skriver den svenske digter Ann Jäderlund for eksempel. Smukt. Jeg tror, de fleste kender fornemmelsen.

Lykken over naturen og vores medskabninger er også en stærk følelse, som fysisk kan påvirke mennesker meget. Naturglæden er tæt forbundet med lykken ved at kende, elske og sanse mennesker.

Som art skiller mennesket sig ud ved at have mange kulturelt betinget ritualer omkring kærlighed og samliv. Mennesket hylder kærligheden og dens væsen. Den ideelle kærlighed er betingelsesløs og ukompliceret. Men stærke følelser er forbundet. Det er svært at følges ad, der er så kort fra kærlighed til had. Den største lykke er momentvis og altid truet. Derfor er håndteringen af kærligheden og forholdet mellem mand og kvinde centralt og omdiskuteret i alle religioner.

I kristendommen findes de mest berømte og brugte ord om kærligheden i Paulus’ første brev til korinterne, hvor han blandt andet skriver:

“Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde. Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, saa at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.”

Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; den taaler alt, tror alt, haaber alt, udholder alt.”

“Saa blive da Tro, Haab, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.”

Mennesket er som art enestående ved at være bevidst om kærligheden og ved at leve med at søge kærligheden og ånden. En søgen, ser aldrig slutter, for der gives ingen formel på kærlighed og ånd.

Fysikeren og metafysikeren Hans Christian Ørsted (1777-1851) brugte hele sit liv på en meget bevidst søgen efter formlen på ånd. Hans insisterende søgen gjorde ham allerede fra barnsben af til en alvorsmand, og han fandt naturligvis aldrig den formel, der ikke findes. Til gengæld gjorde den konstante søgen Ørsted til en af de personer, der har haft størst betydning i videnskab og filosofi. Hvis man er i tvivl, vil jeg anbefale at læse Dan Ch. Christensens fremragende biografi “Naturens tankelæser” (2009, 1209 sider i to bind) om Ørsted.

Ørsteds tanker kredsede konstant om naturen, naturkræfterne og sammenhængen mellem det hele. Han skriver om dette og forholdet til Gud i sit “testamente”, Aanden i Naturen, som udkom kort før hans død. På baggrund af sin indsigt i naturen advarer Ørsted i værket om en fast forestilling om Gud og udtrykker det forsigtigt således: Vi ser Guds tanker i hans værker, og skulle ved hjælp af vor viden om disse danne vor forestilling om ham.” Ørsted var snublende nær på Darwins tanker om evolution blot 10 år før  udgivelsen af Arternes oprindelse.

Sådan er det med naturen. Og sådan er det med kærligheden. Det hele hænger guddommeligt sammen.

——-

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad Sankthansaftensdag, 23. juni 2017 

 

Udgivet i Dansk natur, natur | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Et smukt par på engen – isblåfugl og violetrandet ildfugl

En strålende, nyforvandlet han af isblåfugl soler sig med hovedet nedad og vingerne vendt mod solen. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

I løbet af juni dukker et smukt par op på gode, blomsterrige enge: Enge med trævlekrone, fløjlsgræs, ranunkel, mynte, mjødurt, orkideer, blåviolet musevikke og høje syreplanter med røde toppe, der svajer i vinden.

Det smukke par er violetrandet ildfugl (Lycaena hippothoe) og isblåfugl (Polyommatus amanda).  De dukker op med skinnende metalfarver som ild og vand på engen næsten på samme tid af året. Og som nyforvandlede stråler de om kap i solen, som var det en skønhedskonkurrence.

Morgen og sen eftermiddag og aften, hvor solen står lavt, har de to sommerfugle for vane at sætte sig i vegetationen med hovederne nedad og vingerne vendt som paraboler mod sollyset. Sådan stråler de langt væk som små juveler i de blomstrende enge.

Både ildfugle og blåfugle tilhører blåfuglefamilien, der desuden omfatter busksommerfugle (blåhale, guldhale og flere andre arter). Larverne ligner bænkebidere og har meget stærk og sej hud. De udskiller søde stoffer og dufte, der tiltrækker myrer, og myrerne beskytter larverne mod blandt andet snyltehvepse. Larven af den violetrandede ildfugl lever på almindelig syre (Rumex acetosa), mens larven af isblåfugl lever på musevikke (Vicia cracca). De overvintrer som små larver.

Både isblåfugl og violetrandet ildfugl er gået meget tilbage i Danmark i takt med, at gode, blomsterrige enge er forsvundet på grund af dræning, gødskning og overgræsning. Navnlig violetrandet ildfugl er blevet en sjældenhed, og den er næsten forsvundet fra Øerne.

Opskriften på at få de fine sommerfugle tilbage er: Hæv vandstanden til det naturlige, stop al gødskning, sprøjtning og tilskudsfodring, og sørg for let kreaturgræsning hele året eller let sensommergræsning (efter 1. august) – gerne blot på halvdelen af engen, så halvdelene afgræsses hvert andet år på skift.

Underside af isblåfugl. (Foto: Michael Stoltze).

Violetrandet ildfugl – han. (Foto: Michael Stoltze).

Violetrandet ildfugl i aftensolen. (Foto: Michael Stoltze).

Violetrandet ildfugl – hun. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i Dansk natur, sommerfugle | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Guldsmedeglæde

Den rødøjede vandnymfe elsker åkandeblade og andre blade, der flyder på vandet. Her lægger den an til landing. (Foto: Michael Stoltze).

Guldsmede er andet end de fine kunstnere, som fremstiller dyrebare smykke af ædle metaller og kostelige sten.

Det er også en orden af store, elegante og farvestrålende insekter, hvis larver lever som glubske rovdyr i ferskvand.

De færreste ved, at der fundet 60 arter af guldsmede i Danmark, og at der de senere år er kommet flere nye, prægtige arter til os sydfra på grund af klimaforandringerne.

Det er ikke let at få øjenkontakt med en stor guldsmed, som har over 10.000 øjne på hver side af hovedet. Men det er også godt nok at være iagttager. Jo mere man ser, og jo mere man ved om guldsmede, jo mere rører de hjertet.

En nyforvandlet og sårbar bleg vandnymfe. Nymfehuden anes til venstre. (Foto: Michael Stoltze).

Min betagelse af guldsmede startede vist nok den dag, min far kom for at vise os børn noget i en tændstikæske. Han åbnede æsken og tog med yderste forsigtighed en vægtløs og skrøbelig tør ham af en stor guldsmedelarve op i sin hånd. Han forklarede, at han havde fundet den klynget til et siv i kanten af “Isbjørnegrotten” (et lille, nedlagt stenbrud med en ren sø, som vi badede i) og fortalte, hvordan den store guldsmed var krøbet ud af sin larvehud og nu fløj omkring i skoven på jagt efter insekter i luften. Det tørre, florlette hudhylster var ladt tilbage som en raslende hilsen fra guldsmedens larvetid. Åndeløse af spænding vovede vi næsten ikke at trække vejret, før huden forsigtigt var lagt ned på vattet i æsken igen. Æsken med det lille klenodie fik bagefter en hædersplads på chatolhylden i stuen.

Nymfehud af en smaragdlibel. (Foto: Michael Stoltze).

 

Smaragdlibellen står stille over vandet. Den er meget almindelig. (Foto: Michael Stoltze).

Guldsmede har eksisteret på Jorden i over 300 millioner år siden Kultiden – længe før der var blomsterplanter og dinosaurer. De er primitive insekter med ufuldstændig forvandling. Det vil sige, at de ikke har et puppestadium. Larverne er ikke rigtige larver, men såkaldte nymfer. Larvernes (nymfernes) kroppe og ben ligner de voksne insekters en del, men de har ikke de voksne guldsmedes flotte farver, og vingerne er blot små, stumpede anlæg på forkroppen. De ville også være vældig upraktiske at slæbe rundt på under vandet.

Guldsmede tilbringe det meste af deres liv som sådanne nymfe-larver i vand. De er brune og lumske rovdyr, der ligger på lur eller lister omkring på tynde ben i jagt efter smådyr. På undersiden af hovedet har guldsmedelarver et enestående langt, sammenfoldet læbeapparat, som for enden er udstyret med et par sylespidse gribekroge. Hvis et smådyr, en lille haletudse eller en lille fisk komme inden for rækkevidde, skyder guldsmedelarven lynhurtigt sit fangstapparat med vidtspredte gribekroge frem mod offeret. Hvis guldsmedelarven rammer, sidder byttet uhjælpeligt i saksen og bliver trukket ind under hovedet og fortæret.

Guldsmedelarvernes levetid varierer. De fleste lever et lille års tid i vand, men nogle er to eller flere år om deres udvikling. De første guldsmede dukker op i maj, og hen i juni kan der være et sandt mylder af de fine insekter ved rene ferske vande. Ved rene skovsøer med rig vækst af vandplanter er der særlig mange guldsmede, som patruljerer i luften og sidder i vegetationen alle steder. Nogle af de store guldsmede, de elegante mosaikguldsmede, kan flyve meget sent på året. De kan flyve diskret rundt i skovlysninger helt til skoven gulner sidst i oktober.

Der er to slags guldsmede: Ægte guldsmede, som er store, kraftige og hurtige, og vandnymfer, der er spinkle med fine, nåletynde kroppe, og som flyver roligt omkring ved ferske vande på lette, svirrende vinger.

De ægte guldsmede flyver hurtig og langt omkring, og nogle af arterne foretager træk over flere hundrede kilometer.

Ved rene damme er der tit et mylder af forskellige arter af vandnymfer, som jager småinsekter, parrer sig og lægger æg i vandet. De er bestemt umagen værd at lægge mærke til. De fleste arter er smukt blå, men der er også røde og metalgrønne vandnymfer. Og ved vandløb holder de store metalskinnende blå pragtvandnymfer til.

Flagermusvandnymfen lægger æg. Hannen har stadig fat i hunnens nakke. Der er mange lignende blå vandnymfer. (Foto: Michael Stoltze).

Guldsmedenes kærlighedsliv er yderst specielt og meget smukt. Forrest på undersiden af bagkroppen har hannen et sædgemme, som han lader op ved at krumme bagkropsspidsen (hvor kønsorganerne sidder) og “masturbere” mod sædgemmet, så det bliver “ladt” med sæd. Når hannen har ladt sin “sædpistol” opsøger han en hun, som han griber i nakken med nogle kroge på bagkropsspidsen. Sådan kan parret være koblet sammen i op til et par dage. Efter sammenkoblingen bøjer hunnen sin bagkrop op mod hannens sædgemme for at blive befrugtet. På den måde danner parret et “parringshjerte”. Ved damme med mange vandnymfer ser man tit parringshjerter (også kaldet “parringshjul”). De sammenkoblede guldsmede kan flyve af sted sammen. Vandnymferne flyver som regel to og to efter hinanden – hannen forrest og hunnen bagefter (såkaldt “tandemflugt”), mens de ægte guldsmede gerne flyver, mens de er koblet sammen som parringshjul. Det er hårdt for dem, så de flyver kort, lavt og ikke så langt i den situation.

Parringshjul – parringshjerte. (Foto: Michael Stoltze).

 

Et klenodie. Den sjældne spidsplettede libel i parring ved Susåens bred nær Herlufholm. (Foto: Michael Stoltze).

De ægte guldsmede deles traditionelt i de store mosaikguldsmede, de mindre libeller og smaragdlibeller, flodguldsmede og kongeguldsmede. Vandnymferne kan groft deles i pragtvandnymfer og andre vandnymfer.

For nogle år siden begyndte den flotte og varmekrævende kejserguldsmed at yngle i Danmark. Det er den største og kraftigste guldsmed i Europa, og i varme, lavvandede søer i den sydlige del af Danmark er det mange steder en af de almindeligste store guldsmede nu. Bagkroppen er flot blå med en mørk rygstribe og hovedet er meget kraftigt. Så kraftigt, at man skal passe på, hvas man har den i hænderne. Kejseren kan bide, så blodet flyder!

Kejserguldsmedens lidt mindre slægtninge, mosaikguldsmedene, er der mange arter af. De er utrolig smukke og bærer deres navn med rette. I skovlysninger og langs skovbryn kan det på gode sommerdage og langt hen på efteråret myldre med mosaikguldsmede, der jager i lufter. Guldsmeden griber og æder sommerfugle og andre insekter i luften med sine seks lange, tornede ben. Jeg har tit oplevet fire, sarte sommerfuglevinger dale ned i kølvandet på en jagende guldsmed.

Den nyindvandrede kejserguldsmed. Europas største guldsmed. (Foto: Michael Stoltze).

 

Hovedet af en håret mosaikguldsmed. Hvert af de store sammensatte øjne rummer over 10.000 enkeltøjne. (Foto: Michael Stoltze).

Ved småsøer flokkes mange arter af libeller. De er blå, røde, gule og sorte, og de fine dyr sætter sig tit i vegetationen eller på jorden. De skinnende grønne smaragdlibeller er mere hvileløse og de rene luftakrobater. De flyver lavt over vandet og står med mellemrum bumstille i luften på svirrende vinger et sekund eller to.

Pragtvandnymferne hører til de allersmukkeste insekter. De er bredvingede og større end andre vandnymfer med vingefang op til syv centimeter. Der er to arter: Én med helt stålblå vinger, og én med stålblå bånd på vingerne. Den blåvingede pragtvandnymfe lever i rene, planterige småbække, mens med den blåbåndede pragtvandnymfe lever i store, rene, planterige åer. Her sidder de flotte vandnymfer på fremtrædende pladser i vegetationen, danser eller har territoriekampe, så de glimter som blå juveler i luften. Det er kun hannerne, der har de flotte farver. Hunnerne er diskret grønlige med svagt tonede vinger.

Han af den blåvingede pragtvandnymfe, som lever i små, rene bække og åer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Blåbåndet pragtvandnymfe i luften over Susåen. Den leder ved store, rene åer. (Foto: Michael Stoltze).

De danske guldsmede er ved at blive skrevet i mandtal.
I årene 2014-2017 indberetter eksperter og glade amatører frivilligt fund af guldsmede til Atlasprojekt Danmarks Guldsmede (www.guldsmedeatlas.dk). De har inddelt Danmark i godt 600 kvadrater på 10×10 km, og i hvert kvadrat undersøger man, hvor mange guldsmedearter, der findes. Det er Naturhistorisk Museum og hjemmesiden Fugle og Natur, der står bag projektet. Det skal vise, hvordan det står til med guldsmedene og naturen i søer og vandløb. Her er en aktuel oversigt og Danmarks guldsmede http://allearter.dk/artsgrupper/dyr/insekter-mfl/guldsmede/ (opdateres løbende), og her er en rigtig flot hjemmeside: http://danske-guldsmede.dk/index.php.

Når guldsmedeprojektet er slut, bliver resultaterne offentliggjort som en populær bog om de prægtige dyr. Den bog glæder jeg mig godt nok til! Interessen for guldsmede stiger med stormskridt. Alle arter har danske navne og er fotogene. Med nye, billige digitale kameraer af høj kvalitet er guldsmedene elskede motiver, der bliver delt i enormt omfang på sociale medier.

Flere og flere har opdaget, hvordan en guldsmed kan vække lykke som et levende smykke. Mit hjerte skælver i hvert fald tit af guldsmedeglæde.

Velkommen til guldsmedenes verden!

Der er tit trængsel ved de gode æglægningssteder. (Foto: Michael Stoltze).

———–

Ovenstående artikel er første gang bragt som essay i Kristeligt Dagblad den 15. maj 2017.

Udgivet i Biodiversitet, Dansk natur, guldsmede | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Økologi kan blive et guldæg for Danmark


 

Danmark er verdensmester i økologisk landbrug.

Omkring 10 % af de fødevarer, vi køber, er her i 2017 økologiske, og fra at have været et storbyfænomen, er der nu økologiske varer på hylderne overalt i landet. Hele Danmark er med på vognen. Efter mange års slingrekurs er arealet, der dyrkes økologisk markant stigende, og forbruget af Ø-mærkede varer stiger stejlere end nogensinde.

Det er rasende interessant. Det er også interessant, at en ny undersøgelse udført for Danmarks Naturfredningsforening viste, at mennesker, som normalt ikke spiser økologisk, efter blot 14 dage på ren økologisk kost, holder helt op med at have rester af sprøjtegift i urinen. De sundhedsmæssige konsekvenser af dette kendes ikke med sikkerhed, men de færreste har lyst til at rende rundt med bevidstheden om at have rester af sprøjtegift i kroppen.

Økologi er meget andet end landbrug uden sprøjtegift. Det er også dyrkning uden kunstgødning og dyrehold uden massivt brug af antibiotika. Og økologi er dyrevelfærd og levende jord. Økologer arbejder med muld med masser af liv og kulstof i jorden, mens jorden for det agrokemiske, konventionelle jordbrug er et voksemedium, der primært skal holde planterødderne fast.

Økologi er til tider blevet dyrket som noget nær en religion. Forskning i dyrkningsmetoder og recirkulation af næringsstoffer har imidlertid betydet, at økologien har bevæget sig fra at være baseret på tro til i stadig højere grad at være baseret på viden. Og det er en udvikling, der fortsætter, selv om midlerne til forskning i området er påfaldende små.

Økologien bliver ofte udråbt til at være til gavn for naturens mangfoldighed af liv – biodiversiteten. Det er en tilsnigelse. Økologisk landbrug er fødevareproduktion. Produktionen beslaglægger arealer, hvor målet er produktion af fødevarer. Økologisk dyrkning tager ligesom al anden dyrkning plads fra den vilde natur og fortrænger biodiversitet. Sådan er det med dyrkning, og det er der ikke i sig selv noget forkert eller underligt i. Fødevareproduktion har ikke til opgave at dyrke biodiversitet, men fødevareproduktionen skal som alt andet være bæredygtig og tage hensyn til biodiversiteten.

Her står det økologiske landbrug overfor en svær opgave, hvis det skal vokse sig større og på sigt blive fremtidens bæredygtige fødevareproduktion. Det fylder for meget. Produktionen per hektar er typisk ca. 30 % lavere på økologiske brug, sammenlignet med ikke økologiske brug. Det betyder, at vi med de nuværende regler vil få brug for at opdyrke meget større arealer, hvis vi skulle gå over til 100 % økologisk drift, som jeg og mange andre taler for. Det ville betyde pres på naturen, og det har fået mange forskere og naturforkæmpere til at af kritisere økologi for at være naturfjendsk.

Kritikken er berettiget og skal tages alvorligt, men der er ingen grund til panik. Der er nemlig mange veje til en mere bæredygtig og produktiv økologisk fødevareproduktion. Det basale er forskning og videreudvikling af recirkulation af næringsstoffer – næring fra spildevand, affald og alskens restprodukter skal ud på markerne, så snart, det er miljø- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Der skal forskes videre i afgrødevalg og dyrkningsformer, der holder på næringsstofferne. Og så skal vi lære at spise lidt mindre kød og i højere grad grøntsager, kerner og plantefedtstoffer. Vi er mange, der er rene kødnarkomaner. Der er et vældigt miljøproblem, fordi kød – navnlig okse- og svinekød – koster masser af plads og energi at producere. Løsningen er ikke, at vi alle bliver vegetarer, men at vi reducerer vores kødforbrug med for eksempel 20-30 % og begynder at spise mere fjerkræ.

Og så er der den hellige ko i økologien: Kunstgødning. Uanset hvordan man driver sine økologiske marker, er det svært at sikre nok næring til planterne. Med de gældende regler må økologer ikke bruge kunstgødning. Det giver problemer, og derfor må økologer importere op til 25 % staldgødning i form af gylle fra konventionelle svine- eller kvægfarme. Den regel er naturligt nok en anstødssten, som – berettiget – har rejst kritik af økologisk landbrug for at lukrere på det konventionelle landbrugs brug af både kunstgødning og sprøjtegift. Økologer har taget kritikken til sig, og det er planen, at det efter år 2020 skal være forbudt at tilføre gødning fra konventionelle brug til økologiske brug.

Det stiller imidlertid den fremadstormende økologiske fødevareproduktion i en kattepine. Hvordan bliver produktionen per hektar høj nok? Hvordan bliver økologien mere bæredygtig? Næsten alle verdens FN-lande, herunder Danmark, har forpligtet sig til senest i 2020 at afsætte mindst 17 % af deres landareal til natur med biodiversitet som øverste mål. Samtidig skal vi også have skove til vedproduktion, byer, veje, sommerhusområder og anden bebyggelse. Der bliver altså ikke mere plads til landbrug, men mindre. Fremtidsscenarier tyder på en reduktion af Danmarks dyrkede areal fra nu omkring 60 % til omkring 50 % af landets areal om 25 år.

Løsningen er blandt andet at indføre en kattelem i de økologiske grundregler: Kunstgødning. Anvendt traditionelt er kunstgødning af forståelige grunde bandlyst i økologisk landbrug, fordi det tilført i store og koncentrerede mængder dræber den levende jord. I modsætning til sprøjtegifte er kunstgødning imidlertid identisk med naturlige og nødvendige stoffer i naturen. Naturlige stoffer kan være gift i høje koncentrationer (tænk blot på salt), men indholdet i kunstgødning er basalt set at ligne med salt – livets salt, om man vil. På dyrkede marker skal der være højere koncentrationer af næringsstoffer end andre steder i naturen. Ellers bliver afkastet så beskedent, at Jordens snart 8 milliarder mennesker hurtigt vil komme til at sulte.

Når økologer af selvindlysende grunde ikke længere må bruge staldgødning fra konventionelle landbrug efter 2020, er der brug for at få næring på anden vis. En del kan givetvis klares ved at bruge kvælstoffikserende ærteplanter, dyrkningsmetoder, der holde på fosfat og mineraler og ved at tilføre næringsstoffer udvundet af alskens affald. Men der vil uundgåeligt opstå problemer med næringstab, som skal kompenseres for at sikre et tilpas højt udbytte. Hvis jorden ikke indeholder næring nok, vil udbyttet blive så lavt, at man skal dyrke et meget større areal. Det er ikke bæredygtigt og vil gå ud over naturen.

Vejen til et mere bæredygtigt økologisk landbrug indebærer, at man som en nødløsning skal kunne bruge kunstgødning efter behov. Ikke som standard, og kun som en berigelse af staldgødningen i så lave koncentrationer, at økologiens særkende, den levende jord, ikke lider skade. Brug af kunstgødning lyder givet som en kættersk tanke blandt traditionalister. Men det er langt bedre, rigtigere og mere bæredygtigt end den nuværende praksis, hvor økologer reelt ”snylter” på konventionelt landbrug. I en ideel verden en gang i fremtiden kan man måske dyrke jorden så effektivt og recirkulere næringsstofferne så perfekt, at kunstgødning helt kan undgås. Men dér er vi ikke endnu, og indtil da er klog brug af beskedne mængder kunstgødning i lave koncentrationer både bæredygtigt og uden problemer for jord, miljø og sundhed.

Det økologiske landbrug er i løbet af de sidste to-tre år kommet ud af kravlegården og er ved at vokse sig stærkt. Barnet har alle muligheder for over en årrække at udvikle sig til en kraftfuld voksen, der kan gøre landbrug til et bæredygtigt, fornøjeligt og højt respekteret erhverv, som vi i landbrugslandet Danmark kan være stolte af.

Økologien er på vej frem og kan blive et guldæg for Danmark.

Udgivet i Dansk natur, Landbrug, Landbrugspolitik, natur, Naturbeskyttelse | Tagget , , , , , , , | 10 kommentarer

Hvordan skal Danmarks areal anvendes i fremtiden?

Hvis det står til danskene, skal vi have mere skov og beskyttet natur i Danmark, og landbruget skal kun fylde omkring halvdelen af Danmarks areal. Det viser en undersøgelse fra Teknologirådet. På den baggrund debatterer politikerne fremtidens arealanvendelse i Danmark på en konference 3. maj 2017 (Foto: Michael Stoltze).

I dag er 15 % af Danmark landareal skov og 12 % natur og klimatilpasning – i alt 27 %

Teknologirådet er i en ny undersøgelse over danskernes ønsker til fremtidens arealanvendelse i Danmark kommet frem til, at vi ønsker 18 % skov og 16 procent natur og klimatilpasning – i alt 34 % – i år 2050.

På et topmøde i Japan i 2010 blev verdens statsledere enige om, at mindst 17 % af landarealet inkl. ferskvandsområder samt 10 % af havarealet og kystområderne, især områder som er særligt vigtige for biologisk mangfoldighed og økosystemtjenester, skal være beskyttet gennem effektivt og ligeligt forvaltede, økologisk repræsentative og velforbundne systemer af beskyttede områder og andre effektive områdebaserede foranstaltninger i alle lande. Altså også i Danmark.

Danmark kan nå målet om at beskytte 17 % af landarealet (inkl. ferskvandsområder) som “natur, hvor den vilde biodiversitet har førsteprioritet” i år 2050, hvis halvdelen af arealtyperne skov, natur og klimatilpasning beskyttes som sådan. Hvis vi skal nå målet før, skal vi være mere ambitiøse.

Hvordan Danmark kommer til at se ud i fremtiden, bliver afgjort politisk. Står det til befolkningen, skal skov og natur fylde godt 30 % mere end nu i 2050 og landbrug omkring 20 % mindre end nu i 2050. Alt det bliver drøftet ved en konference på Christiansborg den 3. maj 2017 på baggrund af Teknologirådets rapport, som er kommet til verden på baggrund af blandt andet oplæg fra foreningen Natur og Samfund.

Find Teknologirådet rapport og anbefalinger her.

Konferencen bliver vist her på Folketingets TV-kanal.

 

Udgivet i Danmark, Dansk natur, Landbrugspolitik, Naturpolitik | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Sang om havternen

    Havterner over Holsteinborg Nor. (Foto: Michael Stoltze).


HAVTERNEN

Jeg kløver luften med mit bryst
langs Danmarks sommerhede kyst
ved hav og fjord og stene
i rejselyst en junidag
med lutter raske vingeslag
henover strandens scene.

Jeg finder vej fra pol til pol
fra Jordens bund til Nordens sol
og Danmarks lyse sale.
Jeg flyver ganske tæt forbi
med sænket næb og skingre skrig
og hvid parabelhale.

Jeg jager på den blanke fjord
som sendt fra selve Moder Jord
på englehvide vinger.
Jeg tror, jeg står din skæbne bi
og gør dig frank og fuglefri
som lykkeoverbringer.

——

Michael Stoltze, 2017

Kan synges på “Du kom med alt hvad der var dig” af Per Warming og Jens Rosendal

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , | 4 kommentarer

Vibesang

 

Viber.

 

VIBEN

Atter hjemme, vårens stemme
lyder over mark og eng,
når du svinger dine vinger
over Jordens elskovsseng.
Græsset nejer, vinden fejer
– tørrer vinterlandets krop.
Forårssvimmel, på din himmel
bærer du din stolte top.

Blæst med byger driver skyer
over landet – dit og mit,
mens du danser ser og sanser
vender dig i sort og hvidt.
Så uroligt og utroligt
flyver du med håb og tro.
Vibevenner, forårsfrænder
finder sammen to og to.


Tekst, tegning og musik: Michael Stoltze

Hør melodien her

Udgivet i Dansk natur, Fugle | Tagget , , , , , , , , , , | 6 kommentarer

Tæt på Paradiset – noget om haver og natur

Vilde blomster som blåhat og gul snerre (“Jomfru Marias sengehalm”) er pragtfulde i haver. Blåhatten er en ren sommefuglemagnet. Og den gule snerre dufter vidunderligt. (Foto: Michael Stoltze).

Haver er kultur og natur i skøn forening, og de bliver ekstra spændende, når naturen er med til at bestemme. Sidste år begyndte jeg at omlægge haven på min nye bopæl på Bornholm efter samme ideer som min tidligere have på Sydsjælland. Det er en stor og dyb glæde. Her er mit essay fra 2010 om haver og natur:

TÆT PÅ PARADISET
Den vilde, rå natur har altid betaget mig. Derfor bliver mange af mine bekendte forundrede over, at jeg elsker at slå græs.

Men det gør jeg. Den første tur i haven med plæneklipperen, fulgt af den fine duft af nyslået græs i næsen, er en af de helt store forårsglæder efter vinteren. Og glæden fortsætter i løbet af forsommeren og sommeren, hvor græsset skal slås jævnligt. I varme og fugtige perioder skal det ske med bare fire-fem dages mellemrum. I tørre og kølige perioder kan man nøjes med at slå græsset hver 14. dag. Men en ting er sikkert: Det gør underværker at slå havens plæner. Det er som at berede et behageligt tæppe af grønt, der indbyder til småture i bare tæer, leg og boldspil eller blot til rare steder at slå sig ned for at nyde solen og havens blomsterpragt.

Plænen i haven her på Sydsjælland bliver hverken gødet eller sprøjtet. Og muldvarpe og markmus muntrer sig jævnligt med at underminere græsset, så plæneklipperens hjul bumper ned i hullerne med det resultat, at maskinen standser brat op. Der er også masser af mos og alskens ukrudt i plænen, hvor martsvioler, ærenpris, cikorie, mælkebøtte, brunelle, korsknap, følfod, hvid okseøje, merian og bitter bakkestjerne holder stand. Men slåningen favoriserer græsset, så ukrudtet blomstrer kun på trods og i det mål, jeg bestemmer.

I staudebedene er der både brændenælder, døvnælder, djævelske snerler og havepest, der egentlig er en smuk art klokkeblomst. Og så er der skvalderkålen, der ikke er en kål, men en skærmplante, som munkene efter sigende indførte til Danmark en gang i middelalderen. Siden skal jeg love for, at den har taget de danske haver til sig. Dens rodskud kiler sig ind mellem sten og rødder, hvorfra bladene med usvigelig sikkerhed vælder frem fra deres gemmesteder, næsten uanset hvor grundigt man har luget.

I de frodige staudebede, hvor blomsterne står og klæder hinanden, kan det være svært at finde frem til og gribe om skvalderkålens onde rod. Hvis man er for ihærdig, ødelægger man nemlig bare de planter, der skal være der, og så ender det hele med at ligne en sønderbombet slagmark. Næh, her er metoden udsultning af skvalderkålen og lys til stauderne: Uden at forstyrre jorden skal man lige så nænsomt fjerne alle overjordiske dele af skvalderkålen. Det dræber den ikke, men den bliver holdt i ave, og så er det en hyggelig måde at tale med sine stauder på. Man kan næsten fornemme, hvordan de skælver af taknemmelighed over at få lys og luft, hver gang man fjerner et blad skvalderkål. Og belønningen kommer som amen i kirken i løbet af de næste dage, hvor stauderne strækker sig, breder sig og blomstrer.

Jeg luger hvert år adskillige læs skvalderkål væk på den måde. Bladene kan bruges i køkkenet, og mine venner siger, at jeg vel kan æde mig gennem ukrudtet. Men det er uoverkommeligt. I stedet ender skvalderkålen på kompostbunken. Og jeg kan faktisk godt lide at luge skvalderkål. En morgen i maj kom en granvoksen hare listende ganske tæt ind på mig, mens jeg sad og rensede iriserne for den uønskede plante. Haren satte sig helt roligt på den anden side af det smalle bed og så mig an med sine store øjne. Den så så alvorlig ud med sit smalle hoved og sin næsten hjorteagtige statur, som om den ville sige mig noget. Men så listede den lige så roligt og vuggende af sted igen ned mod brakmarken, som jeg har fredet netop af hensyn til harer og agerhøns.

Efter en kold og regnfuld maj, en kølig juni og en varm og solrig juli står haven i skrivende stund blomsterrig og smukkere end nogensinde. Skvalderkålen er banket så nogenlunde på plads, græsset er nyslået (hurra!), og køkkenhavens urter står godt og givende. “Maj måneds kulde gør laderne fulde” synes at holde.

Roserne har heller aldrig blomstret flottere end i år. Ingen meldug, ingen bladlus – bare masser af duftende blomster. Og nu er roserne i fred for rådyrene, der har en ganske særlig forkærlighed for rosenblade og rosenskud, som de gerne gnaver ned til sokkeholderne. Hele haven blev nemlig hegnet ind for nogle år siden, og rådyrene må nu nøjes med brakmarken og de vilde buske uden for haven.

I vinter, hvor frosten bed, og sneen føg og lagde sig tungt i dyner derude, var det svært at tro, at alting i haven skulle spire, gro og blomstre, som det gør nu i overflod. Men miraklet er sket igen, og haven står i sin skønneste pragt med nøkkeroser og grønne frøer i vandhullet, roser og riddersporer og en køkkenhave med kruspersille, ærter, bønner, fennikel, artiskokker, basilikum og meget andet. Ja, vinstokkene, som jeg plantede for to år siden, har nu endelig fat for alvor og giver for første gang druer og meterlange skud i alle retninger. Kan man håbe på søde drueklaser til efteråret? Ved huset er figentræet kommet sig efter den barske vinter, og det bærer figner, der i august er blevet mørkviolette, tunge og saftige. Jeg havde ellers opgivet træet, der så dødt ud langt ind i maj.

De meterhøje rosmarinbuske kunne derimod ikke klare mosten. Så de er blevet skiftet ud med nogle små nye planter, der forhåbentligt kan vokse sig lige så store som deres forgængere – om vejrguderne og klimaforandringerne vil. Jeg holdt meget af de store rosmarinbuske, som tit blomstrede midt i de milde vintre. Man kunne dele fede, duftende grene ud til familie og venner, og det var altid en sanselig fornøjelse at lade hånden glide gennem de tunge og fyldige skud, hver gang man skråede over gårdspladsen. Hvilken duft af Syden …

For seks år siden lagde jeg et frø af en ægte pinje fra Norditalien i jorden. Det spirede, og til min overraskelse har træet overvintret og groet i haven lige siden. Det står et beskyttet sted ved en vestmur – men alligevel. Tænk, om det kunne blive til et stort træ med en rigtig pinjeparaply og store kogler med pinjekerner? Så vidt kommer det dog næppe.

Jeg er erklæret tilhænger af den romantiske have, hvor kultur og vild natur fletter sig ind i hinanden. Hvis man gerne vil have lavendler, roser, georginer, køkkenhave, frugthave, krydderhave og plads til vilde planter, kræver det en stor have. Plads til afkroge og plads til steder, hvor naturen råder i større omfang end i køkkenhaven eller staudebedet. De fjerneste dele af haven er en gammel brakmark, hvor det meste bliver drevet med høslæt, og en mindre del får lov til at springe i krat. Men tættest på huset er haven mere kultiveret med plæner, en del frugttræer og et hav af roser, stauder og lavendler.

Det er en fryd at luge lavendler. Selv i fremmede haver kan det klø i mine fingre efter at vriste ukrudtet ud af lavendlerne, når vildt græs, skyggende skvalderkål eller lumske snerler blander sig i de violetblå bede. Og det er ikke bare for at gøre en god gerning, men fordi det er et under at begrave hænderne i de duftende buske. Måske har dyrene det på samme måde. En gang, før haven var hegnet ind, havde et rådyr i hvert fald lagt sig grundigt til rette midt i havens største blomstrende lavendelbed.

På den stenede gårdsplads trives et væld af krydderurter, som dels er rare at have ved hånden til køkkenet, dels tiltrækker massevis af sommerfugle. Salvierne er med tiden blevet til store træede buske, der blomstrer overdådigt. Bagefter bliver de blomstrende grene kedeligt gule og halvvisne at se på, og så skal de skæres af, så de nye livskraftige, bløde og blågrønne salvieskud kan komme til deres ret. Det er et arbejde, der dufter voldsomt og ikke helt behageligt af salvie. Salviebladenes ramt duftende olie må i øvrigt være bakteriedræbende, for hvis man blander salvieduske i en buket (det ser næsten altid godt ud), forhindrer de blomstervandet i at rådne og stinke.

Lavendlerne på gårdspladsen frøformerer sig livligt alle mulige og umulige steder. Der er hundredvis af små frøplanter, så der er altid nok at tage af til udplantning andre steder i haven eller til at plante om i potter som gaver til familie og venner.

Skovjordbærrene kan også formere sig med frø, men de spreder sig først og fremmest ved at udsende et virvar af trådfine udløbere i alle retninger. Spidserne af udløberne forankrer sig med rødder i jorden og udvikler sig til små nye jordbærplanter, der igen udsender udløbere og så fremdeles. Skovjordbærplanterne kan derfor hurtigt erobre store arealer, så de er både en herlighed og et besværligt ukrudt. Når de tager overhånd i bedene, luger jeg dem op og planter dem ud på de mest magre dele af brakmarken, hvor de trives godt.

I den fjerne del af haven med brakmarken hersker en mere vild natur iblandet enkelte udsmiderakelejer, lupiner og bredsåede stokroser. Jeg har slået en meterbred vandresti gennem “vildmarken”, som vores søn og hans kammerater kalder den. Stien er kantet af hvid okseøje, vild gulerod og skovjordbær, der frister med masser af aromatiske bær til langt ind i juli. Et stykke af brakmarken slår jeg hvert år med le, hvorefter jeg samler det friske hø sammen i en stor bunke til kompostering. Det giver gødning til køkkenhaven, og samtidig bliver den slåede brakmark mere og mere næringsfattig, så blåklokke, gul snerre, knopurt, blåhat, kællingetand, merian og mange andre af den danske floras underværker rykker ind. Og med dem kommer dagsommerfuglene og de farvestrålende køllesværmere i hobetal.

Jeg holder meget af at finde og bruge de planter, der mere eller mindre tilfældigt dukker op, som frøplanter eller aflæggere rundt omring i haven. Nogle gange bliver de luget frem og får lov til at stå og blive store og stærke, andre gange bliver de luget væk eller flyttet til nye steder. Samspillet med de tilfældige hændelser i haven er en af de største glæder og et af grundprincipperne for min måde at drive haven på. Derfor har jeg nogle gange været i tvivl, om det er mig, der styrer haven, eller haven, der styrer mig. Efterhånden har jeg indset, at vi styrer hinanden: Det er til dels haven, der afgør, hvor de uldbladede kongelys og de store æselfodertidsler skal vokse, og hvor mange der skal være. Og det var også haven, der tilfældigvis leverede sådan en overdådighed af frøplanter af kryddertimian, at jeg i foråret kunne anlægge den lille timianhæk.

Sådan er haven. En blanding af kultur og natur, men natur på vores præmisser. I haven vil vi alt det gode. Vi vil have spiring, vækst, blomstring og frugtsætning. Vi vil have masser af friske og farverige blomster, gode dufte, lys og læ. I haven stræber vi efter det paradisiske. Havearbejde er kampen mod det uskønne og for det skønne, hvor naturen er ung, smuk og spændstig.

Haven er en kampplads – en vidunderlig kampplads. Man gør gode gerninger med sine barenæver. Kampen er vedvarende, og man bliver aldrig helt færdig. Blev man det, var der intet at tage sig til og intet liv. En have er en flygtig ting, der forfalder og taber sin paradisiske poesi på kort tid, hvis den ikke bliver passet. Haven kan miste meget af sin sjæl på få uger, hvis græsset bliver for højt, ukrudtet tager over, og blomsterne står visne og skabede i stedet for friske og duftende. Men så kan man hurtigt sætte skik på haven igen. Så snart græsset er slået, begynder det allerede at ligne noget.

I den romantiske have er fuglene velkomne, sommerfuglene er velkomne, og der er plads til vildskab og forfald i fjerne dele af haven. Ja, der er plads til hele registret – mos, ukrudt, svampe, ørentviste, snegle, pindsvin, humlebier, bladskærerbier, myrer og meget, meget mere. Men en have, hvor naturen tager helt over, hvor ukrudtet gør indhug på alt det, der skal være der, og muldvarpe og mosegrise hærger, er ikke en have. Det er uhygge som i Lars von Triers mesterlige og forfærdende film “Antichrist”, hvor den haveløse skovhytte “Eden” illustrerer, hvordan naturen også er spildt formering, forfald, død og ondskab. For naturen er alt – liv og død, godt og ondt.

I haven er det anderledes. Her handler det om at være tryg og dyrke naturens gode sider. Det gælder om at komme tæt på Paradiset.

Bragt første gang som essay i Kristelig Dagblad 23. august 2010.

Udgivet i Biodiversitet, Dansk natur, haver, natur | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Påskehilsen i gult fra Dansk Natur

Citronsommerfuglen er en af de mest elskede forårsbebuderer i naturen. Den overvintrer i det fri mellem blade af vedbend, gran og lignende. Den begynder at flyve allerede på de første solrige, lune dage i marts. (Foto: Michael Stoltze).



I kristendommen står påsken i opstandensens tegn. Det passer godt med naturen om foråret, hvor solen hastigt stiger højere på himlen, varmer mere og mere og alting spirer og begynder at blomstre.

Det er, som om blomsterfloret modtager solen med hilsener i gult. I hvert fald er mange af forårets blomster gule. Her er en præsentation af otte af de mest mest påfaldende gule blomster, der kan være fremme til påske. Kronologisk alt efter, hvornår de dukker op.

Husk, at køligt vejr i påsken får det frodige forårsflor til at vare længere.

Rigtig god påske!

Følfod vokser på rå jord og begynder tit at blomstre allerede først i marts. De store blade viser sig først senere på året. (Foto: Michael Stoltze).

 

I marts dukker den strålende vorterod pludselig op i vældige mængder på solrige, åbne steder med frodig lerjord. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den diskrete guldstjerne er en af de tidligste, gule forårsblomster. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den gule anemone begynder som regel først at blomstre lidt ind i april. Den holder af fugtig og frodig lerjord. (Foto: Michael Stoltze).

 

Milturt er ikke så kendt og ikke så almindelig. Den blomstrer i april og vokser på fugtige, lerede steder i skove – gerne ved kilder. (Foto: Michael Stoltze).

 

Den vilde tulipan har i de senere år spredt sig meget i grøftekanter langs veje. Den begynder gerne at blomstre i sidste halvdel af april. Modsat andre tulipaner formerer den sig ved underjordiske udløbere. (Foto: Michael Stoltze).

 

Kabbelejen gror forbavsende hurtigt frem på våde enge og ved kilder, bække og søbredde. Den begynder at blomstre i sidste halvdel af april. I kilder kan den blomstre midt om vinteren på grund af det relativt lune vand. (Foto: Michael Stoltze).

 

De første mælkebøtteblomster viser sig gerne lidt ind i april. Men det helt store flor kommer normalt i første uge af maj. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i botanik, Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Kritik af Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening bør blive bredere, og naturen skal mere i højsædet.

Nedenstående kritik er 7. april 2017 rettet mod Danmarks Naturforeningsforenings præsident i en kronik i Information. Med kronikken opfordrer jeg DN til at skifte kurs, blive bredere og mere fokuseret i kampen for naturens og landskabets mangfoldighed og skønhed. Det er ikke en kamp mod økologi. Jeg er fortaler for et bæredygtigt, højtydende økologisk landbrug uden pesticider, men med bedre gødningsregler end de nuværende. Jeg opfordrer alle, der har lyst, til at melde sig ind i DN og være med til at styrke foreningens fornyelse, foryngelse og indsats for naturen. Her følger kronikken:

———–

DANMARKS NATURFREDNINGSFORENING VIL HELLERE SLÅ PÅ LANDMÆNDENE END BESKYTTE NATUREN
DN’s formål er at passe på naturen. Det går ikke så godt, efter man i 2006 skiftede kampen for den rige natur ud med kampen for økologisk landbrug og modstand mod konventionelt landbrug. Kampe, som – modsat, hvad mange tror – ikke har noget at gøre med at passe på naturen

I 2006 fandt et voldsomt opgør sted i Danmarks Naturfredningsforening (DN), som endte med, at præsidenten, journalist Poul Henrik Harritz, blev frosset ud af foreningens hovedbestyrelse.

Harritz var af den overbevisning, at man skulle passe på naturen for menneskers skyld og ikke for naturens egen skyld. Derfor var det ham magtpåliggende at sikre tilpas adgang til fredet og beskyttet natur. Den indstilling var en hård kerne i foreningens hovedbestyrelse imod.

Oprøret ulmede i årevis efter en sag om fredning af Lille Vildmose – en af de største fredningssager i Danmarkshistorien. Harritz mente, der skulle være en vis adgang for offentligheden. Opponenterne i hovedbestyrelsen med biologen Poul Hald-Mortensen i spidsen ville beskytte natur for naturens egen skyld. Der skulle ikke være adgang for mennesker, og den hårde kerne samlede efterhånden et flertal mod foreningens formand.

Konflikten endte med, at Harritz trak sig i 2006. Det skete så sent i forhold til foreningens vedtægter, at den nuværende præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, reelt blev indsat af Hald-Mortensen og hans støtter. Ingen kunne nå at finde modkandidater.

Krig mod landmændene
Jeg var dengang naturpolitisk medarbejder i foreningens sekretariat. Den nyvalgte præsident havde – ligesom Hald-Mortensen – et anstrengt forhold til sekretariatets medarbejdere. Ved hendes tiltrædelsesreception var sekretariatets ca. 50 menige medarbejdere slet ikke inviteret.

Bisschop-Larsen hadede sin forgænger og alt, hvad han stod for. Naturpolitikken, som DN sammen med Verdensnaturfonden, Friluftsrådet og Dansk Ornitologisk Forening havde udviklet, publiceret og rundsendt til alle Folketingets medlemmer, betragtede hun som Harritz’ og sekretariatets værk. Så hun skrottede den og erstattede den med sin personlige kæphest: Kampen for 100 procent økologisk landbrug i Danmark og mod konventionelt landbrug. Det blev umuligt at arbejde fagligt med naturpolitik i sekretariatet. I januar 2008 besluttede jeg derfor at forlade jobbet.

I 2011 samlede Hald-Mortensen et flertal i DN’s hovedbestyrelse mod Bisschop-Larsen. Hald-Mortensen ville indføre en endnu mere uforsonlig linje over for landbrug og industri og flytte sekretariatet til Jylland. Han og jeg stillede op til DN’s præsidentvalg i 2012. På repræsentantskabsmødet havde forsamlingen svært ved at forholde sig til kritikken, og umiddelbart inden afstemningen gik medlem af DN’s forretningsudvalg og nuværende vicepræsident, Thorkild Kjeldsen, overraskende på talerstolen  og anbefalede alle at stemme på den siddende præsident. Som de delegerede så genvalgte. Mødet sluttede med en tåkrummende fællessang om, hvordan landmænd bør frygte DN.

DN’s direktør René la Cour-Sell valgte herefter at forlade foreningen, og foreningen fortsatte siden uden direktør. Bisschop-Larsen styrkede sin egenrådighed som ’direktør for det hele’, som hun sagde. Noget usædvanligt.

Efter kursskiftet i 2006 modarbejdede Bisschop-Larsen de fælles naturpolitiske mål, som var vedtaget af sammenslutningen af grønne organisationer i Danmark, Det Grønne Kontaktudvalg. Da foreningerne i 2007 skulle fremlægge deres samlede visioner for naturen i Danmark ved Teknologirådets store høring på Christiansborg om natur, prøvede DN’s nye præsident således at forhindre det for selv at komme til fadet med sine alternative budskaber.

Svigter naturen
Siden har DN svigtet kampen for naturen. Under regeringens ophævelse af brakordningen i 2008, hvor man kunne have sikret de bedste arealer som god natur for eftertiden, brugte DN krudtet på en indædt kamp mod landbruget uden forsøg på forhandling med politikere om at sikre arealer til natur. DN’s devise var, at landbruget havde fået så rigeligt i landbrugsstøtte allerede, at erhvervet bare skulle afgive dyrkede arealer til natur uden kompensation. Det spillede ikke. Al brakken blev opdyrket. DN og danskerne sad tomhændet tilbage.

Bisschop-Larsen fortsatte sin kamp for økologisk landbrug og rent drikkevand. Det er der ikke noget galt i, men det redder ingen natur. Miljøbeskyttelse er naturbeskyttelsens følgesvend. Ikke omvendt. Et rent miljø garanterer ikke en rig natur. Og økologisk landbrug sikrer ikke naturens mangfoldighed. Måske tværtimod, for det kræver langt mere plads.

DN’s linje over for landbruget gravede grøfter og medvirkede til, at protestorganisationen Bæredygtigt Landbrug fik vind i sejlene. DN holdt sig væk fra al dialog med bevægelsen med det misvisende navn. Det var dumt – specielt da protestforeningen kom med en ide om regelforenkling og opkøb af jord til naturbeskyttelsesformål for landbrugsstøttemidler. Den ide havde DN’s sekretariat og Harritz arbejdet for i årevis. Men da de politiske handlemuligheder kom, kendte DN ikke sin besøgelsestid. Kampen mod landbruget stod i vejen for kampen for naturen.

Unødvendige slåskampe
I 2007 fik Danmark en lov om etablering af Nationalparker. Loven blev rummelig og ikke, som DN og andre grønne organisationer ønskede det. Men der kom dog en lov, og nu kunne Danmark etablere nationalparker, hvilket DN havde arbejdet for siden den såkaldte Wilhjelmrapport »En rig natur i et rigt samfund« kom i 2001. Danmark fik sine første tre nationalparker: Thy, Mols Bjerge og Vadehavet. Naturbeskyttelsen bevægede sig dermed i retning af den markedsføring og vildskab, som ligger i nationalparkbegrebet i andre lande i verden. DN’s præsident kunne imidlertid ikke leve med, at nationalparkloven ikke fradømte lodsejere retten til at anvende deres jord, og ytrede ønske om stramninger af loven, så den juridisk ramte lodsejerens råderet uden økonomisk kompensation. Det satte en kæp i hjulet for nationalparkarbejdet.

DN insisterede på trods af faglige og strategiske advarsler på, at landbruget uden kompensation skulle udlægge 10 meter brede dyrkningsfri bræmmer ved alle vandløb. Denne femdobling af bredden af de hidtil gældende vandløbsbræmmer var fagligt svagt begrundet og udløste ramaskrig i landbruget pga. manglende finansiering og forkerte udlæg. Alle med indsigt vidste, det ville give ballade, og det hele endte da også med at blive spild af tid og penge. DN havde igen mere travlt med at tæske landbruget end med at kæmpe for naturen. Bræmmerne blev opgivet. Naturen og skatteyderne tabte.

Thorning-Schmidts regering kom i 2014 med Naturplan Danmark. Den blev ikke det, som mange havde håbet på, men indeholdt dog et forslag til et generelt forbud mod brug af gødning og pesticider i beskyttet natur. For at få forbuddet til at virke uden store protester fra landbruget var det imidlertid nødvendigt at undtage de såkaldte kulturenge, som er intensivt dyrkede græsmarker. Men DN insisterede på, at de skulle med. Hvorpå det hele faldt på gulvet. I dag er der stadig intet forbud mod at gøde og sprøjte beskyttet natur.

Giv os biller og blomster
DN’s formål er at passe på naturen. Det går ikke så godt mere. Den store fejltagelse skete i 2006, hvor foreningen skiftede kampen for den rige natur ud med kampen for økologisk landbrug og en generel kamp mod konventionelt landbrug. Kampe, som – modsat, hvad mange tror – ikke har noget at gøre med at passe på naturen.

Derfor bør foreningen skifte kurs og sætte naturen i højsædet. Naturen og dens mangfoldighed er en vindersag. Vi vil have natur for vores egen skyld. Fordi det gør os rige og glade. Vi vil have smukke landskaber, fugle, sjove biller, flagrende sommerfugle og blomster i grøftekanterne. Vi vil have gamle træer, blanke søer, vilde moser og enge med sjældne orkideer. Og vi vil have bølgende marker og et bæredygtigt landbrug i ordets rigtige betydning. Vejen dertil er visioner, regelforenkling, samarbejde og forståelse for, at Danmark har plads til både vild natur og landbrug.

Danmarks Naturfredningsforening er blevet en smal miljøorganisation, hvor naturen er blevet væk. DN bør finde sin store bredde og igen sætte naturen forrest.

kronik@information.dk

Michael Stoltze er biolog, ph.d. og forfatter

———–

Ovenstående er bragt første gang som kronik i Information 7. april 2017

Udgivet i Danmarks Naturfredningsforening, Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , | 38 kommentarer

Naturen, skønheden og kunsten

Naturens juveler. Forskellige varianter af guldbasser. Indsamlet af kunstneren Jørn Larsen. (Foto: Michael Stoltze).

 

Når jeg ser og sanser noget i naturen, kan jeg blive bevæget indtil det urimelige.

Min familie og venner bærer over med det. De ved, at jeg ikke kan gøre for det, og at min begejstring er ren glæde. Som lille på Bornholm gik jeg mere stille med det. Hver sommer var en af mine største lyster at snige mig hen til påfuglenes bur i Brændegårdshaven for det tilfælde, at de magiske fugle skulle have tabt nogle af de små kropsfjer, der hver især skinner som juveler. Det havde de tit. Og den voksende samling af små påfuglefjer var min egen lille hemmelighed – større end alt, der kunne købes for penge.

Glæden er ikke blevet mindre med tiden. Jo bedre, jeg kender naturen, des mere bliver jeg overvældet. Lykken er vokset i takt med fortroligheden. Sådan ved jeg, at mange andre har det. Og i hvert fald bliver alle påvirket af naturen. Det ville være mærkeligt andet, for mennesket er natur ligesom sine medskabninger og alt andet fysisk i verden. Nævn noget fysisk, der ikke også er natur. Nej, vel? Det kan man ikke.

Der er muligvis stor forskel på, hvor meget og hvordan personer bliver påvirket af naturen. Det er i hvert fald min erfaring, at nogle mennesker bliver grebet af stor glæde over næsten alt, hvad de møder i naturen, mens andre mest bliver grebet af frygt eller ligegyldighed. Mennesker udvikler med alderen individuelle og ret divergerende syn på naturen. Men i dåbsgave har alle fået en grundlæggende og sund evne til forundring, nysgerrighed og frygt overfor verden.


Lys fra Kultiden
Når forundring over noget i naturen afløses af fortrolighed, opstår der ny forundring. Det er, som om der bliver stillet to nye spørgsmål, hver gang ét bliver besvaret. Ingen behøver frygte den tid, hvor alt er belyst. Det sker aldrig. Heldigvis.

I foråret 2016 gik jeg en tur forbi den flot beliggende gård Hammersholm ad den nye Cirkelsti, som forbinder Hammershus med Allinge. Undervejs passerede jeg et lille nedlagt stenbrud, som nu er fyldt med vand og vandplanter. Det var sent på dagen, og solen stod lavt på himlen. Det forekom mig, at noget lyste op ved vandoverfladen i stenbruddet. Ganske rigtigt. Da jeg bøjede mig ned, så jeg, hvordan sollyset faldt gennem en tæt bevoksning af dyndpadderokker. Planternes hule, leddelte skud har mange farver og er halvtransparente. Så når man ser de kraftige nye skud på tæt hold i modlys om foråret, lyser de op som et festfyrværkeri i orange, gule og grønne nuancer. Og hvert led er sirligt dekoreret med striber og en elegant, sorttakket krone.

Lykken over opdagelsen var overvældende, og jeg brugte dage på at forevige dette farvestrålende levn fra kultiden. De fleste af padderokkernes slægtninge – de kunne blive over 30 meter høje – ligger nemlig døde og begravede som stenkul i undergrunden. Selv om de uddøde for 300 millioner år siden, sætter de stadig spor på planeten. Ved Sorthat Strand nord for Rønne slikker Østersøens bølger de fleste sommerdage blidt over sandet i havstokken. Og hver en bølge bringer en ladning af små fine kulstykker med sig, fordi havet slider af nogle kulforekomster ude i vandet. Når bølgetungerne standser og begynder at trække sig tilbage, bundfældes de lette kulkorn, så der afsættes mest lige dér, hvor bølgen nåede til (bølgelinjen) og gradvist mindre mellem bølgelinjen og havet. På den måde maler bølgerne organiske og flygtige kultegninger på sandet. Igen og igen visker de største bølger tavlen ren, så naturen kan lege kunstner igen og igen, som den har gjort det siden tidernes morgen.

Sommerfuglen, påfuglen og den strålende bille
Naturen kan male, så det er en fryd. De flyvende blomster – sommerfuglene – er også flyvende malerier. Eller snarere: Flyvende mosaikker. Det så jeg, da jeg og min tvillingebror Jacob som små fik et mikroskop af vores mor og far.

Det første, vi så på, var ostemider fra skorpen af min fars gammelost. I mikroskopet blev miderne chokerende store – som krabber – og vi undrede os over, at vores far kunne spise den slags. Men der fulgte også et objektglas med en sommerfuglevinge med mikroskopet. Og set 50 gange forstørret var det tydeligt, at de flotte farver og mønstrer var resultat af bittesmå mosaikstifter i sirlige rækker på vingen. Sommerfuglestøv.

Sommerfuglestøvet er i virkeligheden omdannede hår, der er blevet flade og meget brede, så de ligner små, firkantede skæl eller tagsten i rækker. Hvis sommerfuglene havde haft almindelige tynde hår på vingerne, ville de have set pelsede ud. Det gør de ikke. Vingerne er tværtimod skinnende og farverige flader. Sommerfuglene er geniale med deres skællede vinger. De overgår alverdens mosaikkunstnere med deres formrigdom og enestående farver og mønstre.

Al den flagrende skønhed har noget med sex at gøre. Sommerfuglenes farver og mønstre er scoretricks. I fugleverdenen har forskere ligeledes påvist, at både flot fjerdragt og symmetri er vigtige for succes hos det modsatte køn. Det er ikke bare mennesker, der tænder på skønhed. Det gør en stor del af vore medskabninger også. De stiller op til skønhedskonkurrencer, hvor de flotteste og stærkeste vinder retten til sex og avl. Sådan sprang påfuglen ud som et levende mirakel blandt Asiens vilde fugle. Halen er så stor, imponerende og unik i fugleverdenen, at den er svær at tro på som naturens værk. Det er utroligt, hvad kønsdriften formår.

På en vandretur til Matterhorn en bragende flot julidag for mange år siden, mødte jeg et ældre dansk ægtepar, der stod stille på stien og stirrede henført på noget. Jeg hilste, og jeg kunne fortælle dem, at det var en stor, stribet bladbille, der sad på mandens hånd. Billen var godt én centimeter lang og strålede i alle regnbuens farver med overvægt i det gyldne. “Den må have været på et forgylderi”, fastslog den ældre herre, inden han satte den tilbage på det blad, hvor han havde fundet den. Sandt nok. Mange biller er som levende juveler, der i skønhed kan overgå selv de dygtigste smykkekunstnere. I nogle lande bruger man direkte strålende pragtbiller som smykker.


Naturens ornamentik
Når stof møder andet stof og bliver udsat for naturkræfterne – tyngdekraft, lys, vind, vand, lys, stråling, vejrforandringer, liv og kemiske reaktioner – opstår der mønstre. Naturens ornamentik. Den måde, en plante vokser på, er for eksempel underlagt lovmæssigheder, der har rod i naturkræfter, kemi og plantens behov.

Ornamentikken findes overalt i naturen i grænseløs variation og større eller minder perfektion. I bølger, i sandet, i klipper, i blade, i blomster, i bark, i fjer, i skyer, i is, i snekrystaller, i insekter, i hvepseboer, i bobler, i mos, i lav, i svampe – ja i småt og stort fra flueøjne til galakser. Mønstrene er resultat af usynlige naturkræfter. Og for den, der ser og sanser, rummer de en både jordisk og overjordisk skønhed, som det er stor kunst at overgå.

Få steder er det smukkere end en stille sommermorgen på Danmarks nationalklenodie af en vandreklit – Råbjerg Mile ved foden af Skagens Gren. Her har vinden formet en kilometerbred, vandrende hestesko af fint flyvesand. Og vinden dekorerer sandet med bløde bølgeribber, som snudebiller og andre smådyr pynter med sirlige spor under deres ørkenvandringer.

I kogler, solsikker og andre kurvblomster er kogleskæl eller hunblomster ordnet og omhyggeligt tilpasset i størrelse, så to sæt modsat kurvede spiralarme passer perfekt sammen. Arm i arm kan der for eksempel være 21 den ene vej og 34 den anden vej i kurven af en farvegåseurt. Det passer med matematikeren Fibonacci’s talrække 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, 89, 144 og så videre, hvor princippet er, at ethvert tal i rækken er summen af de to foregående. Den berømte talrække har den tankevækkende egenskab, at forholdet mellem to på hinanden følgende tal nærmer sig det gyldne snit (phi eller det gyldne forhold – ca. 1,618034) jo længere hen i talrækken, man kommer. Og det uanset, hvilke to tal, man starter med. Forholdet mellem 21 og 34 er ca. 1,619048. Det er under én promilles afvigelse fra phi.

Derfor kan jeg slet ikke undvære farvegåseurt i haven. Den har perfekte blomsterkurve, som bringer lykke og gør den gamle italienske matematiker ære på grund af sine fine, gule dobbeltspiraler. At den så tilmed er smuk, blomstrer trofast tre måneder i træk, tåler selv den værste tørke og tiltrækker et væld af sommerfugle, gør kun glæden større.

Naturens lyde og musikken
Naturens lyde er også fulde af trylleri, ro og skønhed. Jeg er sikker på, at solsortesang eller mursejlernes sommerskrig ville fremkalde gode billeder og en ekstra og særlig henrykkelse, hvis jeg af en eller andre grund skulle miste evnen til at se. Man bliver sjældent træt af naturens lyde, selv om de som regel er gentagelser af de samme lyde og fraser i en uendelighed. Lydene bliver til stemninger og ro.

En af musikken mestre, den finske komponist Einojuhani Rautavaara, har mere end de fleste arbejdet med at kombinere naturlyde og musik. Det er et vanskeligt gebet. Men i hans nok mest berømte komposition, Cantus Arcticus, får han transponeret bjerglærkersang i nedsat tempo, sangsvanesang og et symfoniorkester til at gå op i en højere enhed. Jeg blev ganske bjergtaget af Cantus Arcticus første gang, jeg hørte det. Det er ligesom nøglen til den bro, der forbinder kultur og natur.

Jeg tror nok, at musikken er den mest universelle kunstart. Dens sprog er globalt, og det er en af de kunstarter, der jævnligt overgår naturen i skønhed. Musik er i sig selv usynlig. Men musikken er en stærk virtuel billedskaber, den er erotik og alle slags følelser, og den er strengt taget klang af natur. Strygerne er stemmer fra stærke og gamle træer, tværfløjten er sølvets runde lys, blokfløjten er hårdt træ og hornet er metallets klangfulde og fjerne nærhed af ekko. Instrumentmagerne, som har udviklet alskens slagtøj, blæsere, strygere og strengeinstrumenter, er i min verden blandt kunstens største helte. De har givet mennesket og naturen fælles stemmer.

Kan natur være kunst?
Når vi indtager naturen med alle sanser og forundres over stjerner, drivende skyer, himlens fugle, markens blomster, havets hemmeligheder – ja, hele vrimlen af både levende og dødt, må man nøgternt konstatere, at naturen er den største skaber. Det hele er, så vidt man ved nu, skabt siden The Big Bang, hvor Universet sprang ud, og tiden startede for omkring 13,8 milliarder år siden. Jeg forestiller mig, at det var en genstart. At det hele er sket mange gange før i en uendelig række af Big Bangs.

      Når naturen er den største skaber og har skabt den største skønhed og de største underværker, er det nærliggende at konkludere, at naturen også er den største kunstner. At naturen er kunst.

Det er den ikke. At naturen skaber og rummer den største skønhed og magi (og grusomhed), gør den ikke til kunstner. Kunst er det kunstige, det vil sige det, naturen ikke frembringer. Det ligger altså i selve definitionen af kunst, at natur i sig selv aldrig kan være kunst.

Uvilkårligt lægger de fleste et kvalitetskrav ind i begrebet kunst for overhovedet at ville bruge ordet kunst om noget. Det er noget pjat. Der er god grund til at skelne mellem stor, lille, god, dårlig, vigtig eller ligegyldig kunst. Men alle menneskets unaturlige frembringelser er per definition kunst.

Mange forveksler skønhed og vidunderlige mønstrer og fremtoninger i naturen med kunst. Det er det ikke. Der er blot vidunderlige ting, der findes. Naturen er inspirationsgrundlag for al kultur og kunst. Kunst avler kunst, naturligvis. Men uden naturen som grundlag, var der intet. Det herlige ved kunsten er dens uendelighed, for der er ingen grænser for fantasien. Kunsten er så at sige naturens befriende forlængelse.

Teksten og billederne her er kunst. God eller dårlig, bevægende eller ligegyldig. Det må den enkelte afgøre. Men kunst er det under alle omstændigheder.

Den fysiske natur i sig selv er aldrig kunst. Uanset, hvor skøn og bevægende, den er.

………….

Udstillingen “Naturkraft” åbnede i forlængelse af ovenstående essay. Du kan se og købe udstillingens billeder her, hvor du også kan se en udsendelse, hvor Michael Stoltze fortæller om udstillingen, kunsten og naturen

 

Musik. Musikinstrumenter giver naturens stof nye stemmer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Liv og lykke. To nyforvandlede citronsommerfugle tørrer vinger i haven. De gør sig klar til at drikke nektar, overvintre og parre sig næste forår. (Foto: Michael Stoltze).

 

Død og ulykke. Efter parring og æglægning har en blåhale fundet evig hvile på en vandpyt. (Foto: Michael Stoltze).

 

Dyndpadderokker i lav sol den første dag i maj. (Foto: Michael Stoltze).

 

Bølgernes kultegning på sandet ved Sorthat. (Foto: Michael Stoltze).

 

Solen brydes i et knækket skud af en dyndpadderok. (Foto: Michael Stoltze).

 

Mosaik. “Øjet” på dagpåfugleøjens forvinge. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik I. En snudebille krydser sit spor på Råbjerg Mile. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik II. Portræt af den blåvingede pragtvandnymfe. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik III. En ørnebregne strækker sig i solen. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik IV. Gennemskåret radicciosalat. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik V. Tornet salat med det vredne blad. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik VI. Andebølger. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik VII. Tørkemønster. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik VIII. Farvegåseurtens hunblomster er sirligt ordnet og tilpasset i størrelse, så de to sæt modsat kurvede spiralarme passer perfekt sammen. Arm i arm er der 21 den ene vej og 34 de anden vej. Forholdet mellem 21 og 34 er ca. 1,169048 Det er under én promilles afvigelse fra det gyldne forhold. (Foto: Michael Stoltze).

 

Ornamentik IX. Død vandmyreløve og dens skygge. (Foto: Michael Stoltze).

 

Bragt første gang 23. januar 2017 som essay i Kristeligt Dagblad

Udgivet i Almen dannelse, Æstetik, Dansk natur, Kunst, natur, natursyn | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 10 kommentarer

Ravnetid og ravnetanker

Den svenske zoolog Mathias Osvath fra Lunds Universitet. Osvath har afsløret, at ravne har en usædvanlig veludviklet kognitiv formåen. (Foto: Martin Stoltze).

På grund sin insisterende sorthed har ravnen ry som dødens budbringer.

Den store fugl kan i og for sig ikke gøre for, at den er sort som natten. Den kan heller ikke gøre for, at den er meget talende og ofte udstøder dybe og hæse lyde, der kan få enhver til at gyse. Det er dens natur. Ravnen æder alt muligt og går ikke af vejen for at tage et nyfødt lam. Og så æder den ådsler.

Da Middelalderen hærgede og forbrydere blev hængt eller halshugget i hobetal, smidt i rakkerkulen eller sat på hjul og stejle, var det ren rovfuglefodring. Og ravnen deltog. Ådsler var ådsler, og ravnene holdt sig ikke tilbage fra menneskekød. Ravnen og andre kragefugle bar tilnavnet rakkerpak.

Der har ikke kun været sortsyn på ravnen. Før korsridderflaget Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland i begyndelsen af det 13. århundrede, brugte blandt andre Knud den Store (ca. 995-1035) Ravnebanneret med ravnen som feltherresymbol. Banneret var inspireret af den nordiske mytologi. Men med kristendommen blev ravnen efterhånden ikon på ulykke og undergang. Det blev til sidst dens død. Den store, sorte fugl blev forfulgt med krudt, fælder og gift. Det lykkedes så godt, at ravnen i løbet af det 19. og 20. århundrede blev udryddet over næsten hele Danmark.

Kun i Sønderjylland og på Fyn holdt den akkurat skansen. Her overlevede knap en snes ynglepar den nådesløse forfølgelse.

Selvom ravnen blev totalfredet i 1922, varede det mange år, før den store fugl begyndte at brede sig. Det var nemlig tilladt at bekæmpe kragefugle og rovfugle med forgiftede æg eller forgiftet kød. Den forgiftede føde holdt ikke op med at virke, bare fordi den blev slugt af en fredet fugl. Så ravnene døde fortsat.

Først i 1967 blev det forbudt at bekæmpe rovfugle og kragefugle med gift. Det blev starten på ravnens generobring af det danske landskab. I begyndelsen gik det langsomt, men siden 1980’erne tog det fart, og ravnen bredte sig over størstedelen af Danmark. I dag der over 1.600 par ravne i Danmark. Der er især mange i Sønderjylland og Østjylland, på Nordsjælland og Bornholm. På Bornholm yngler der nok omkring 50 par alene i Almindingen, som med sine mange stejle klippepartier og store træer byder på gode redepladser for ravne. Det meste af året gjalder ravnens kald nu gennem Ekkodalen, hvor jeg arbejder.

Ravn over Ekkodalen. (Foto: Michael Stoltze).

Ung ravn i eg på Gamleborg ved Ekkodalen. (Foto: Michael Stoltze).

I kolde og bjergrige egne er ravnene tit større end i Danmark. De grønlandske er de allerstørste med en længde på op til 78 centimeter og et vingefang på op til 150 centimeter. Paradoksalt nok er ravnen en spurv. Verdens største spurvefugl. Man kan fornemme det på adfærden. Spurve hopper, når de skal frem på jorden. Det gør ravne også.

Ravne har relativt større hjerner end andre fugle, og de er tydeligvis gode til at bruge dem. Forskning – blandt andet udført af zoologen Mathias Osvath fra Lunds Universitet – har vist, at de har megen fantasi, er gode til logisk tænkning og husker enkelthændelser for livstid. De er således i stand til at løse ganske komplicerede opgaver og bruge redskaber for at få fat i føde. Hvis ravne i en vildmark finder et stort, urørt kadaver, som de har svært ved at hakke hul på, kan de efterligne de lyde, som ulve eller sjakaler udsender for at fortælle artsfæller, at de har fundet føde. Når ulvene og sjakalerne hører ravnenes kald og når frem til ådslet, river de hul på kadaveret, og ravnene får deres rigelige del af ådslet.

En tilskadekommen ravn, der bliver taget i pleje, så den kommer sig, vil ofte knytte sig til plejerne og vende tilbage for at få mad og tale med sine plejere. Ravnen kan blive tam, og den kan lære at sige en masse ord af sine plejere, som den færdes i nærheden af og gerne sætter sig på i fuldkommen tillid. Men med mindre ravnen fra helt lille af er vokset op blandt mennesker, vil den tamme ravn som regel frygte og flygte fra andre personer end sine plejere.

På Bornholm er der en ejendom, hvor ejerne på et tidspunkt har haft en tilskadekommen ravn i pleje. Da ravnen kom sig og blev sluppet fri, vendte den jævnligt tilbage for at få mad. Det fik den, og i årenes løb har den fået følgeskab af flere og flere vilde ravne. I dag besøger op til 100 ravne stedet, når ejerne lægger foder ud. Og ravnene har lært ejerne så godt at kende, at fuglene sætter sig lige, hvor de står og går, så længe de to mennesker blot har det samme tøj på. Hvis de skifter overtøj, bliver ravnene mistænksomme og holder sig på afstand. Og kommer der fremmede til stedet, flygter ravnene på stor afstand, selv om man kommer roligt med fredelige hensigter.

Da jeg besøgte ravnestedet i januar for at tage billeder fra et skjul, flygtede fuglene, selv om jeg var meget forsigtig. De omkring 70 ravne, der var forsamlet på stedet den dag, steg til vejrs og kredsede snart på gribbemanér som små prikker højt oppe under skyerne. Det er der ikke noget at sige til. De sorte fugle har været forfulgt af mennesker i generationer, så de har uden tvivl nedarvet en stærk frygt for mennesker.

Ravne er ekstremt legesyge og snakkende. Især i forårsmånederne ser man ravne flyve parvis eller alene over landskaberne og kaste sig halsbrækkende rundt i luften i en luftakrobatik, hvor de lige gerne ligger på ryggen, på siden eller står på hovedet. I vintre med sne i bakket terræn er det ret almindeligt, at ravne tager sig en serie raske rulle- eller glideture på deres blanke fjer. Samme sted igen og igen. Der er ikke rigtig anden forklaring på ravnenes luftakrobatik og kælketure end, at de morer sig.

Ravne, krager og skader har ubegrundet fået ry for at stjæle mønter, sølvtøj, smykker og andre skinnende ting, og skaden har ligefrem fået plads i musikken med Rossini’s opera “Den tyvagtige skade”.

Det har sin forklaring i, at unge kragefugle og navnlig unge ravne er meget nysgerrige, og de undersøger eller flytter med iver blanke ting. Og tamme ravne bliver ved med det hele livet.

Under min studietid i Tanzania boede jeg engang i teltlejr i bjergene nær en klippeafsats med hvidnakkede ravne. De var så nysgerrige, at vi måtte gemme alle blanke ting af vejen. Ellers blev de rykket rundt eller flyttet af fuglene. Men i naturen er det unge ravne, der roder med skinnende ting. De voksne fugle, som bygger reder og yngler, gør det ikke, så det er en myte, at man får noget ud af at gå på skattejagt i ravnereder.

Under alle deres aktiviteter udstøder ravnene et hav af lyde. Ud over deres højlydte og gjaldende ”grok-grok-grok”, som man hører milevidt, har de et utal af skræppende, gurglende, hvislende, kaglende, snorkende, klagende, grinende, skrattende, tudende, fløjtende, snurrende, piftende, spruttende, rullende, fnisende og hviskende lyde. Ravnens stemme kan til tider være meget blid og menneskelig, så man bliver både overrasket og forskrækket, når den lyder højt oppe fra fuglens hvilested i et trækrone.

Ravne har meget at fortælle. I den nordiske mytologi havde Odin to ravne, Hugin (tanken) og Munin (hukommelsen). De kom hver dag til ham om aftenen for at fortælle om alt, hvad de havde set i verden i dagens løb. Sådan blev Odin den mest alvidende af guderne.

Myter har som regel solid rod i naturen. Vores aner, der har skabt myterne, har for længe siden lagt mærke til ravnene, som snakkede løs i træerne, på klipperne og under deres flugt over himlen. Deres opførsel, årvågenhed og evige strejfen omkring har gjort indtryk. Ravne appellerer meget stærkt til menneskers fantasi.

Ravnen har ordet. Island. (Foto: Karin Hassing).

Der er ravne på alle Jordens kontinenter bortset fra Antarktis, og alle steder spiller de en stor rolle i mytologien. Deres sorte farve og glans karakteriserer ikke blot fjerdragten, men også næb, ben, fødder og kløer. Dette, og ravnenes forkærlighed for ådsler, har betydet, at de i de fleste myter forbindes med dødsriget og regnes som ulykkesfugle. Ravnen tillægges imidlertid også positive egenskaber. Den betragtes som en klog budbringer, som i den nordiske myte om Odin og ravnene. Og i græsk mytologi var ravnen ligefrem en lykkebringer. Apollon, guden for kunst og spådom, havde således en hvid ravn hos sig som lykkefugl. Han sendte fuglen af sted for at udspionere sin jordiske elsker, Coronis. Da den hvide ravn kom tilbage og ærligt fortalte Apollon, at Coronis havde været ham utro, sved Apollon i sin frustration ravnen, så den blev sort som natten.

I litteraturen er ravnen udødeliggjort i Edgar Allan Poes The Raven (1845). Det regnes af mange for intet mindre end det største af alle nyere digte. Ravnen understreger den ubærlige kendsgerning om Lenore: At hun er død og borte og aldrig mere vil komme tilbage. Nevermore er digtets ensomme omkvæd, der klinger sort, stort og foruroligende. Med fortællingen om det natlige møde med ravnen, som rumsterer ved hans dør, udtrykker Poe på én gang den største kærlighed og den dybeste sorg. Enhver, der mærker efter, ved, hvordan de to følelser er tæt forbundet. Digtet gjorde med et trylleslag den gældsplagede, amerikanske digter berømt.

I nutidens vestlige verden er det ikke så almindeligt at tillægge fugle andre egenskaber end de rent naturvidenskabelige. Modernitetens rationelle tanker har længe truet ånd og poesi. Når det kommer til liv og død og de allerstørste følelser, kærlighed og sorg, kommer de rationelle tanker dog altid til kort. Fuglene er gode at spejle sig i. Og tanken om ravnen som budbringer og forbindelse til de afdøde er nærliggende.

Er en ravn bare en ravn? Jeg ved det ikke. Svaret blæser i vinden.


Spørgsmål til ravnen

Som et sendebud fra oven
flyver ravnen over skoven
parvis eller helt alene
over askens grove grene.

Sorte ravn med glimt i vingen:
Er du alle eller ingen?
Er din stråleglans mon døden
– livet efter aftenrøden?

Er din dybe klang en klagen?
Er du natten hele dagen?
Er der glæde, er der smerte
i dit store ravnehjerte?

Hæse hersker i det høje:
Er du verdens Odinsøje?
Er du bud fra kære navne
– eller blot en ravn blandt ravne?

Tekst: Michael Stoltze, 2017

Melodi: Michael Stoltze 2018 – lyt her

———

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad mandag den 30. januar 2017

Udgivet i Dansk natur, Fugle | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

Dømt til at dræbe

Gedde_hoved
Dræberblik og dræbermund. Resten af gedden er én stor muskel med ryg- hale- og bugfinne, der tilsammen udgør en stærk halevifte, så rovdyret kan angribe lynhurtigt med stor kraft. (Foto: Michael Stoltze).



Mit første møde med en gedde var ret besynderligt.

Vi var på én af de sædvanlige gåture til søen Hestehaven på Bornholm. Da vi nåede frem til søen, mødte vi et par jægere, der fortalte, at de lige havde skudt en stor gedde, som de havde efterladt i vandkanten. Gedderne er nemlig berygtet for at æde alt, hvad de kan overmande i vandet. Også de ællinger, som er forudsætningen for efterårets andejagter. Jægerne anser derfor gedden for konkurrent og skadedyr. Og de to jægere drømte ikke om at tage den dræbte gedde med sig hjem. Den var jo fuld af ben og smagte af mudder, som de sagde. Men vi var da velkomne.

Hjemme i køkkenet blev den over 80 centimeter lange fisk skåret i tykke skiver og kogt i en stor gryde med salt, peber og laurbærblade. Det blev et festmåltid. Geddens kød er hvidt og fast, og det smager kun af mudder, hvis gedden har levet i en forurenet og mudret sø. Hestehaven er en ren skovsø, så gedderne fra søen smagte altid godt. Gedden har mange skarpe ben i kødet, så man skal være meget forsigtig, når man spiser den. Det er dog ikke værre end med så mange andre fisk. Når man spiser sådan en benrig fisk er dyden ved serveringen et ord: Omhyggelighed.

Uopdragne fiskespisere jager tankeløst en ske eller gaffel ind fiskens kogte kød. Det straffer sig. Man får en bunke kød, der er fyldt med små ben, der ødelægger hele fornøjelsen ved måltidet. Og man ødelægger fornøjelsen for den næste, der spiser af fisken. Et godt trick, når man spiser gedder, er at bruge en sløv smørekniv og skære forsigtigt ind i det tilberedte, møre kød, indtil kniven akkurat gør modstand ved de små ben. Kunsten er så ikke at skære benene over, men skille kødet så meget, at man kan kante en gaffel sidelæns ind i skåret og systematisk hente alle de små ben ud. Hvis fisken er gennemkogt, og man er omhyggelig, er operationen let som en leg. Og måltidet bliver en nydelse.

Efter oplevelsen med jægernes store gedde fra Hestehaven var vores nysgerrighed vakt. Kort fra vores barndomshjem boede vores gode venner Niels og Kis Østergaard med deres tre drenge Mads, Anders og Lars. Min tvillingebror Jacob og jeg legede meget med Anders, som hver sommer tilbragte mange uger med at fiske i Gammeldam ved Rutsker. Den lille sø ligger malerisk i bunden af en sprækkedal, hvor familiens onkel havde et sommerhus med badebro og robåd ved søens sydlige ende. Søen er ikke større end, at man kan vandre rundt om den på 20 minutter, og langs bredden var der masser af sten og klipper, hvorfra det var let at fiske efter aborrer, gedder og andre fisk. Og ellers var der båden. Anders gjorde indtryk på os ved at komme hjem med fangst af flotte gedder, som han uimponeret smed op i sin mors køkkenvask med ordene: ”Her er noget, du kan rense”.

Det blev begyndelse på mange dejlige år med Anders som ven og fiskekammerat. Anders havde gode kræfter. Han kunne kaste sten meget længere end os, og jeg har aldrig set nogen, der kunne tisse så langt. Fire meter er ingen overdrivelse. Det lignede snyd, men han havde udviklet en strinteteknik, så han suverænt vandt denne klassiske disciplin blandt drenge på landet. Det er klart, at vi så op til Anders.

I Hestehaven, Gammeldam og de nærliggende søer Nydam og Vassing lærte Anders os kunsten at fange gedder. Gedder er de nordiske søers svar på tropernes barracuda. En stor muskuløs, topedoformet rovfisk med spidst, krokodillelignende hoved og et gab, der er fyld med sylespidse tænder. Tænderne vender bagud, så offeret, der er grebet, kun kan bevæge sig én vej – den forkerte (men rigtige i forhold til geddens grådige vom). Den glubske gedde er søernes skræk, som Tyrannosaurus rex var det på landjorden for omkring 70 millioner år siden.

Som rovdyr er det vigtigt at se godt og ikke selv blive set. Gedden har store, udstående øjne på siderne af sit store hoved og den står gerne på lur under grupper af åkandeblade eller andre vandplanter med flydeblade. Her står gedden ganske stille og svæver få centimeter under overfladen. Og den plettede dragt falder i et med solpletter i vandplanterne. Den store fisk kan stå så stille, at man tror, den er død. Kun en svag viften med finnerne afslører, at der er liv i monsteret. En mæt gedde kan finde på at stå stille i frit vand. Man skulle tro, at den var meget udsat for ørne eller andre rovdyr, men den har så godt syn og reagerer så hurtigt, at den når at smutte, før ørnen slår ned. Til gengæld kan en rolig og tålmodig fisker efter god træning fange sådanne fritsvævende gedder med en lasso af fin ståltråd eller svær fiskeline for enden af en lang stang.

For mange år siden fiskede jeg gedder sammen med Jacob i den lille sø Vassing, der ligger smukt i en lav dalsænkning på Nordbornholm. Fiskeret foregik med levende agn, som er en bestialsk ond, men ret effektiv metode, hvis man vil fange gedder.

Vi startede med at fange et antal pæne skaller med krog med regnorm eller dejklumper som agn. Det var som regel let. Så pillede vi skallerne af krogen og anbragte de levende fisk i en lille spand med vand. Ikke for at være gode ved dem. Tværtimod. De stakkels skaller skulle være levende agn. Det foregik ved at sætte en voldsom tregrenet krog for enden af fiskestangens kraftige line i skallens ryg. Således maltrakteret, kastede vi den lidende agnfisk ud i nærheden af rankegrøden, de tætte tagrørsbevoksninger eller de store område, der var dækket af åkandeblade. Her stod gedderne nemlig på lur.

Gedde i haand
En nylandet 4 kilos gedde. Man skal passe på fingrene. (Foto: Michael Stoltze).

Gedde_Kristian
Min søn Kristian med en fin gedde. (Foto: Michael Stoltze).

Den arme skalle med krog i ryggen og sår i munden svømmede skævt i cirkler eller snurrede rundt og blinkede afslørende med sine sølvblanke sider og hvide bug. Og lige præcis derfor er den let at få øje på for en lurende gedde. Sådan en enlig, stor skalle, der svømmer usikkert og blinker gennem vandet i alle retninger, er en ren geddemagnet. I en god sø slår den første gedde derfor hurtigt til. Ud af ingenting farer gedden som et lyn frem og snupper skallen med sit krokodillegab.

Det skete også den dag i Vassing. Det var en lille gedde på vel omkring 45 centimeter, der nappede Jacobs ca. 15 centimeter store skalle med krog i ryggen. Straks efter søgte gedden udad og nedad mellem bundens vandaks. Jacob trak til og fik hurtigt halet den lille gedde tilbage ind mod land. Men tæt ved bredden fór en anden og meget større gedde løs på den mindre gedde. Den store gedde lukkede sit gab om halepartiet af den lille, så mere end halvdelen af fisken forsvandt mellem arsenalet af sylespidse, bagudrettede tænder. Hvad den store gedde ikke havde regnet med var linen og fiskestangen, som Jacob havde fast greb om. Måbende trak Jacob hele molevitten op på land, hvor den store gedde først slap sit tag i den lille efter adskillige voldsomme krumspring i græsset.

Som drenge fangede vi en lille gedde med net i Hestehaven. Vi havde den gående nogle timer i låget fra en mælkejunge. Da søens venlige ejer, overlæge Hey, kom forbi for at hilse, udbrød han: “Slå den dog endelig ihjel!”. Han var ivrig andejæger. Og vist er det, at nogle af de små, 12 centimeter lange gedder på et tidspunkt bliver til meterlange monstergedder, der elsker at sluge ællinger med hud og dun. Siden fangede vi masser af store gedder i søen. Men den lille gedde slap vi fri.

Hestehaven blev vores foretrukne geddesø. Sommer og efterår fangede vi gedder på stang. Og i de kolde vintre huggede vi hul på isen og hev mængder af gedder op af det kolde vand. Gedden hugger villigt, når man lokker den med agnfisk i lyset fra hullet i isen. Om foråret, når vandet står højt efter vårflommen, yngler gedderne. De store hunner bugner af æg, og både hanner og hunner bliver slanke i løbet af yngletiden, der varer til maj. Så i forårsmånederne er geddefiskeriet indstillet. Gedderne søger ind på meget lavt vand i yngletiden. Og hvis man vader gennem oversvømmede søbredder med høje støvler først i april, skræmmer man ofte den ene voldsomme gedde efter den anden, så de pløjer sig gennem græs og siv og laver bølgespor på vandet.

Om sommeren indtager søernes hersker atter sine skulesteder på lur under åkandernes blade og i vandplanternes skjul. Den er skabt til at dræbe. Det er dens lod i livet.

Lucius
Naturen har frembragt en sand krokodille
forklædt som en rovfisk, der lurer så stille
i skyggen af vuggende åkandeblade
på jagt efter skaller, der skælver af glæde

Uskyldige skaller med glødende øjne,
som hverken har blik for latin eller løgne,
fortrylles af lyset, forblændes af livet,
mens listige Lucius lurer i sivet.

Det plettede monster har ventet en time
i håb om, at skallernes blinkende stime
vil komme så nær, at han vover at vælge
den største og fedeste fisk, han kan svælge.

Med ét farer Lucius frem mod sit offer.
Jeg så det dernede og ved også hvorfor,
at han, som i mordet slog bølger på vandet,
er dømt til at dræbe: Han evner ej andet.

Jeg tror, han er træt af at være den grumme
med grufulde tænder i kæbe og gumme.
Mens skallen, der døde, var glad til det sidste,
er søernes Lucius altid den triste.

Michael Stoltze, 2017

Hør melodien her

 

——

Oprindeligt bragt som essay i Kristeligt Dagblad lørdag den 11. marts 2017


Gedde_lille
En lille gedde på bare 15 centimeter. Men allerede en ilter dræber. (Foto: Michael Stoltze).

Gedde_hoved med blitz
Geddens brede gab. (Foto: Michael Stoltze).