Arven efter Auken

(Bragt første gang som blog i http://www.Politiken.dk 17-8-2009)

Svend Auken var forud for sin tid, da han i 2001 præsenterede den hidtil mest grundige og visionære udredning om Danmarks natur. Men den blev slagtet under regeringens opgør med venstrefløjen. Det var en stor fejl.

Ved Svend Aukens ventede, men alt for tidlige død, er der god grund til at se tilbage på hans tid og de værdier, han til det sidste kæmpede så bravt for.

Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik. Den eneste, der har fået det ringere, er nok Svend Auken

sagde Anders Fogh Rasmussen på Venstres landsmøde i 2003.

Statsministerens ord faldt med stor patos på en tid, hvor sejrsrusen høje promiller stadig rullede i regeringens blod. De faldt sådan, fordi højrefløjens opsparede frustrationer over en venstreorienteret dominans gennem mange år lettest kunne udtrykkes ved at lange ud efter venstrefløjens ukronede konge.

Drillerierne og det massive angreb på Auken og alt, hvad han stod for, gik ud over værdier, som selv en liberal regering burde forsvare.

Kort før regeringsskiftet i 2001 præsenterede Svend Auken således rapporten ”En rig natur i et rigt samfund”. Rapporten var resultatet af den hidtil grundigste udredning om naturens tilstand i Danmark. Udredningen belyste præcist og med omfattende dokumentation en lang række problemer med at sikre en mangfoldig natur. Og rapporten kom med fyldige anbefalinger om, hvordan problemerne kunne løses.

Meget symptomatisk valgte Auken en konservativ politiker som formand for udvalget bag rapporten. Valget faldt på den tidligere industriminister Nils Wilhjelm. Efter ham blev udvalget kaldt for Wilhjelmudvalget, ligesom rapporten siden fik tilnavnet ”Wilhjelmrapporten”.

Valget af en konservativ formand i spidsen for udredningen var et klart signal om, at naturpolitikken er en alt for væsentlig sag til, at den skal drukne i politiske fløjkrige. Det var hensigten, at Wilhjelmudvalget skulle barsle med en rapport, der kunne bruges som et bredt politisk fundament for en god og virksom naturpolitik.

Wilhjelmrapporten skulle være startskuddet på en ny æra, hvor tilbagegangen i naturens mangfoldighed blev standset eller endog vendt til fremgang. Selv Dansk Landbrug, der havde været meget aktive i forhandlingerne, blev i sidste ende tilfreds med udredningen, og udtalte i en pressemeddelelse:

Rapporten vil blive husket som en milepæl om ti år. Det var med den, vi stoppede op og besluttede os for, at Dalgas-perioden 100% var overstået. Nu er det andre værdier end blot at dyrke jorden, der skal til for, at vi kan tale om godt landmandsskab. Vi skal også tage vare på naturen.

Men efter regeringsskiftet i efteråret 2001, blev Wilhjelmrapporten slagtet. Eksperterne blev smidt på porten, og Naturrådet, der under forskellige betegnelser havde rådgivet danske regeringer siden 1917, blev afskaffet og erstattet af Bjørn Lomborg.

Under den nye regerings ideologiske krigsførelse blev naturen simpelthen ladt i stikken. Auken og venstrefløjen kunne kun se til, og de konservative var som regeringspart underlagt Venstres dominans med DF’s Pia Kjærsgård i kulissen som mutter skrap, der nok skulle slå ned på eventuelle konservative tilbøjeligheder til at fraternisere med Socialdemokraterne.

Resultatet er, at Danmark i dag stort ikke længere passer på naturens mangfoldighed. Wilhjelmudvalgets rapport skulle have været startskuddet for en storstilet, national plan for Danmarks natur. Den fik vi ikke.

I stedet fik vi en deroute for Danmarks natur. Med en økonomisk udsultning, udlægningen af ansvaret for naturbeskyttelsen til kommunerne i 2007 og ophævelsen af den tvungne brakordning fra og med 2008 uden naturpolitiske modforanstaltninger, rasler naturens mangfoldighed nu tilbage i Danmark.

Regeringens svar på situationen er projekt Grøn Vækst, som skulle sikre en god udvikling for såvel landbrug, miljø og natur. Men modsat Svend Auken, satte regeringen en af sine egne, Lene Espersen, ind som formand for projektet.

Resultatet blev derefter. Indholdet blev alene udformet af landbruget. Over hele landet fremturer landbruget nu med et natursyn, der skal få os alle sammen til at se det intenst dyrkede land som Danmarks eneste rigtige, skønne natur.

Lørdag den 4. juli 2009 talte formanden for Bornholms Landbrug, Lars-Ole Hjort-Larsen, for eksempel således til de fremmødte ved det årlige dyrskue på Bornholm:

Der er eventyrligt smukt derude! Flotte kraftiggrønne hvedemarker, afhøstede græsmarker, som har fået gylle og regn efterfølgende, velbærende frømarker, lidt gule majsmarker, som er godt på vej, vinterbyggens tunge aks der er begyndt at tippe forover – jeg kunne blive ved længe. Hvilken herlighed. Og hertil kommer levende hegn, skovbrynene, grøftekanterne, med deres valmuer og kornblomster, lindealleerne op til gårdene – opremsningen kunne gøres lang. I gør det rigtig godt. Rigtig mange tak for en dygtig indsats til glæde for langt de fleste, der har øje for naturens vidundere.

Længere fremme i talen konstaterede han:

Nu kom så forliget om Grøn Vækst, hvor et fremtidigt samspil mellem et landbrug i vækst, og en natur med gode vilkår fremmes. Godt man tog sig den tid, der skulle til. Godt at regeringspartierne og Dansk Folkeparti blev enige.

For en svineavler er forliget om Grøn Vækst muligvis godt. For alle andre er det en katastrofe.

Ideen om projekt Grøn Vækst, der skulle sikre en gunstig udvikling for dansk landbrug samtidig med forbedringer af miljø og natur, var sådan set god. Men ideen blev misbrugt. Da Fogh stak af til Nato, kastede landbrugets politikere på Christiansborg sig over projektet, som de fik omformet til en ensidig vækstplan for svineindustrien. Regeringen så passivt til, mens landbrugets folk tog for sig af retterne. Nu indebærer aftalen om Grøn Vækst, at landbruget kan udvide bedrifterne uhæmmet med flere svin.

Projektet blev næppe forsinket, fordi det skulle gennemarbejdes. Det blev snarere udskudt, fordi landbrugets politikere vidste, at deres projekt ville være lettere at sluge for den liberale Lars Løkke Rasmussen end for Fogh, der flere gange i sin tid som statsminister havde talt om vigtigheden af at passe på naturen. Det har Løkke aldrig talt om.

Nu har vi så en politisk aftale, hvor miljøforbedringerne er tvivlsomme, og naturen er glemt.

Samtlige eksperter i miljø og natur har underkendt Grøn Vækst, og selv Økonomisk Råd har kritiseret det skarpt.

Projektet har mig bekendt ingen faglig opbakning. Det er et rent politisk projekt. Indholdet er udformet af landbrugets politikere på Christiansborg (Venstres såkaldt ”brune” gruppe), blandt andre tidligere viceformand for Dansk Landbrug, Henrik Høegh (V).

Forligspartneren Dansk Folkeparti er ligeglad med Danmarks natur. Partiet mener tilsyneladende, at naturbeskyttelse er en privatsag, som staten ikke skal bruge midler på.

Regeringen overlod i 2007 opgaven med at passe på Danmarks natur til kommunerne. Men det fungerer ikke. Kommunerne har for få midler til opgaven, og i kampen om midler til skoler, daginstitutioner, ældreforsorg osv. har naturen tabt med et brag. Den tilbageværende natur er derfor kun beskyttet på papiret. Reelt bliver den nu ødelagt fra en ende af. Kommunerne har ikke mulighed for at gribe ind. Efter 2007 har ødelæggelserne taget fart over hele landet. Der er hundredvis af eksempler.

Dertil kommer, at der i 2008 blev oppløjet over 100.000 ha natur som følge af ophævelsen af den tvungen brak. Regeringen bedyrede, at ophævelsen af brakken ikke måtte gå ud over naturen. Derefter fastslog fødevareministeren, at brakmarker ikke er natur. Så var den sag løst. Og nu fortæller landbruget så, at de dyrkede marker med gift, gylle og grise er vidunderlig natur.

Det er det rene cirkus. Regeringen, Dansk Folkeparti og Dansk Landbrug er blevet enige om, at deres svinenatur er et paradis.

Alt er selvfølgelig natur, når det kommer til stykket. Også det intensivt dyrkede land, der bestemt kan være meget smukt. Men i forhold til den vilde natur er det yderst ensformigt. Det er berøvet den vilde naturs variation ligesom sukkerrør eller oliepalmer har fortrængt regnskove med Jordens rigeste natur. Det er mangfoldigheden, der er truet – ikke naturen som sådan. Hvis det dyrkede land overalt fortrænger Jordens mangfoldighed, er det ikke bare trist. Det er en forbrydelse mod os selv og fremtidens generationer, som vi overlader en fattig og uinspirerende Jord.

I nogle landbrugskredse bliver det imidlertid anset for en forbrydelse at argumentere for andre værdifulde landskaber end de intensivt opdyrkede. Det dyrkede land er pr. definition godt, fordi det er nødvendigt for os og tjener et umiddelbart nyttigt formål. Sådan er det ikke med den vilde natur. Den er både god og ond, ven og fjende. Den er det hele.

Vi bevarer ikke natur, fordi den er ”god” og nyttig. Naturens mangfoldighed er grundlag for alt – inklusiv vores frihed. Jorden bliver et fattigt fængsel uden dyrelivet på Afrikas savanner, koralrevene, hvalerne i havet, de vilde tigre eller tropernes overdådige regnskove. Uanset nytteværdien, ville det være et uerstatteligt tab for menneskeheden, hvis Jorden mistede disse rigdomme. Vi har en etisk forpligtigelse til at passe på dem.

Fremover bør vi betragte beskyttelse af naturens mangfoldighed som investering i Danmarks fremtid. Set på den måde kan indsatsen blive et lukrativt forretningsområde for landbruget. Sådan er det allerede i f.eks. Sverige, Holland og England.

Grøn Vækst er endt med en politisk aftale, der bør aflyses, fordi den sætter væsentlige danske natur- og kulturværdier over styr.

I stedet bør folketinget vedtage en langsigtet udviklingsplan for landbrug, miljø og natur. En realistisk og klog del af planen ville være at målsætte ca. 1/3 af Danmarks areal som naturzone med varieret skov og natur, som vi selvfølgelig kan bruge, men ikke må gøde, sprøjte, dræne eller bebygge. Det ville sikre og udvikle Danmark som et smukt og varieret land til glæde for os alle.

Udviklingsplanen behøver ikke at koste skatteyderne en krone: Målet kan nås på 2-3 årtier, hvis vi bruger omkring 3 milliarder kr. årligt – blot 1/3 af den nuværende landbrugsstøtte – til naturbeskyttelse i stedet for støtte til traditionel landbrugsproduktion. Det vil være helt i tråd med de nye toner fra EU, der bebuder, at landbrugsstøtten skal ændres fra erhvervsstøtte til betaling for ydelser, der gavner almenvellet.

Landbruget bør åbne øjnene og udnytte de nye muligheder i at sikre og udvikle naturens mangfoldighed. Erhvervet kan faktisk tjene penge på det, og så er denne nytænkning afgørende for at forbedre landbrugets anløbne image. Der er folkelig anerkendelse og ca. 3 mia. kroner årligt til landbruget, hvis politikerne og erhvervet bevæger sig den vej.

Svend Auken var centralist, og han rendte sig blandt andet derfor en del staver i livet – ikke mindst i Vest- og Sønderjylland. Men han havde et enormt engagement, og han så miljøproblemerne og de miljøpolitiske handlemuligheder længe før alle andre. På klimafronten bragede han international igennem på et tidspunkt, hvor klimaændringerne stadig ikke blev taget rigtig alvorligt af verdens politikere.

Og på hjemmebanen tog han med stor iver fat i den danske natur på et tidspunkt, hvor naturen trods en forbedret lovgivning havde stærkt brug for øget opmærksomhed for ikke at miste sin mangfoldighed.

Da Svend Auken og venstrefløjen blev slagtet efter regeringsskiftet i 2001, var det en brøler, at regeringen samtidig slagtede den tidligere regerings store redegørelse om naturen. Den var nemlig ikke venstreorienteret. Det var en politisk og fagligt bredt funderet udredning til gavn for det danske samfund.

Vi skylder os selv og vore efterkommere at anerkende det flotte samarbejde mellem S, K og landbruget og Svend Aukens formidable og fremsynede indsats. Den kan vi gøre ved at udmønte redegørelsens anbefalinger i konkret politik til gavn for Danmark.

Vi bør løfte denne smukke arv efter Auken.


Reklamer

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur, Lars Løkke Rasmussen, Naturbeskyttelse, Svend Auken, Wilhjelmrapporten og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s