Dansk natur lige nu: Oliebille – den spanske flues storebror

Den store, plumpe oliebille vandrer hvileløst omkring i græsset for tiden. Den er beslægtet med den mindre spanske flue, der i tørret og pulveriseret form har været brugt som potensmiddel, fordi billen efter sigende kan fremkalde en kraftig, men desværre smertefuld, erektion ved indtagelse. Men både oliebillen og den spanske flue er yderst giftige, og dødsfald ved indtagelse er sket. Så lad dem kravle i fred! (Foto: Michael Stoltze)

Tørrede spanske fluer (Lytta vesicatoria) købt i Marrakech i Marokko. (Tegning: Michael Stoltze).

Tørrede spanske fluer (Lytta vesicatoria) købt i Marrakech i Marokko. (Tegning: Michael Stoltze).

Oliebiller ses tit i parring. Men man skal holde sig fra at bruge både oliebiller og de beslægtede spanske fluer som potensmiddel. De er giftige. (Foto: Michael Stoltze).

Oliebiller ses tit i parring. (Foto: Michael Stoltze).

Hunnen af den store, plumpe oliebille er op til 5 centimeter lang og tydeligt besværet af sin enorme bagkrop, der er fyldt med æg.

Æggene lægges i portioner af omkring 1000 i fugtig jord, hvorfra de bittesmå, gullige og meget adrætte larver myldrer op. De søger derefter op i blomster, hvor de griber fat i benene på enlige, vilde bier, der er på honningjagt.

Når bien kommer hjem til sin rede, æder oliebillelarven biens æg. Og derefter skifter den udseende til en plump larve, der lever af biens honning. Den snylter altså som en anden gøgeunge! Godt fodret af bierne forpupper oliebillerne sig om efteråret.

Efter overvintringen kommer de friske nye biller så frem af pupperne her i maj. Oliebillerne er meget giftige og beslægtet med den lille, blågrønne og metalskinnende bille, der kendes under det misvisende navn spansk flue. Det er altså ikke en flue, men en bille, der er meget almindelig i Mellem- og Sydeuropa. Den er også fundet som sjældenhed i Danmark. Spanske fluer har i gammel tid været brugt som et “mirakelmiddel” til alt muligt forskelligt i medicinen, hvor den ikke mindst er berømt og berygtet som potensmiddel.

Den spanske flues ry som “levende viagra på seks ben” er desværre kun – et ry. Dens virkning på erektionen er i virkeligheden tvivlsom og skyldes i bedste fald en irritation af slimhinderne, der kan føre til rejsning på grund af øget blodtilstrømning. Men i så fald er det en smertefuld erektion, der bestemt ikke fremmer sexlysten. Tørrede spanske fluer forhandles stadig i mange lande, f.eks. i Marokko, hvor jeg engang købte nogle stykker som kuriositet og fik at vide, at jeg kunne bruge dem i te.

Men det skal man i hvert fald ikke! Billerne indeholder det stærke giftstof cantharidin, der er dødeligt i selv små doser. Så hold fingrene væk, og lad billene være i fred.

——-

Ny forskning:  Hannerne af Europas største fugl – stortrappen – indtager  oliebiller (navnlig den flotte rødstribede oliebille, der findes i Sydeuropa). Der er sandsynligvis tale om en form for selvmedicinering som er fordelagtig inden stortrappehannens forbløffende parringsdans. Læs her, hvordan oliebiller stimulerer stortrappens sexliv.  

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Dansk natur lige nu: Oliebille – den spanske flues storebror

  1. martin siger:

    Jeg har lige fundet sådan en i haven hvad skal jeg er der nogle der skal ha det at vide

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s