Det er et dårligt år for kirsebær. Og det er tørt. Den kombination betyder, at de få kirsebærtræer, som trods alt bærer lidt, bliver hjemsøgt af stære, der har svært ved at finde orme i den knastørre jord.
Jeg har et stort træ med sødkirsebær i haven. Tidligt i går morges plukkede jeg en lille skål fuldmodne, dybrøde bær, og tænkte, at jeg kunne plukke flere senere. Men ak, så kom stærene. De kom, de åd, de sked, de skreg og de fløj. Øv. I Danmark plejer vi at lovprise stæren. Men i Frankrig hader de stæren – dvs. de elsker den også – stegt, altså!
Mit eget forhold til stæren et slags had-/kærlighedsforhold. Så nu har jeg skrevet en alternativ sang til Harald Bergstedts “Hør den lille stær”:
Hør den frække stær (Dr. Jekyll og Mr. Hyde)
Hør den frække stær, den er, åh, så forbandet.
Den har fundet frem til de søde kirsebær.
Den har tusind venner, og nu er de landet
lige midt i haven – de kender, hvor de er.
De har hverken sang eller skønhed og ynde.
Væk er deres farver, de før var stolte af.
Hvor er mon de fløjtende stære, så kønne?
Nu kan de kun skrige den hele lange dag.
Åh, de hakker ud, hakken ud efter frugten.
Bærrene er borte, og nu er festen slut.
Så må løvet lide af gødningelugten,
for de slutter af med en lille, hvid salut.
Øv, nu er der én, der har skidt på min skjorte.
Jeg må passe på under træet, hvor jeg står.
Vips, så er den lettet, og nu er den borte.
Den har sikkert glemt, hvor jeg priste den i vår.
Tænk, den lille stær, der var, åh, så fornøjet…
Den var selve livet, der jublede og sang.
Den er helt forvandlet, og nu er den fløjet.
Mon den vender hjem, li’ så glad den var engang?
Michael Stoltze
Stubberup Huse, den 20. juli 2010
(Frit efter Harald Bergstedt)
Dansk Natur 