Danmark skal have flere og bedre nationalparker

Siden 2008 har Danmark haft nationalparker. Det mest bemærkelsesværdige ved de fem nationalparker, som Folketinget har vedtaget, er imidlertid dem, der mangler. For eksempel Møns Klint og omgivelser, der burde være topkandidat og ikon for det nye begreb: Danske nationalparker. (Foto: Michael Stoltze fra bogen “Danmarks nationalparker”).

Om kort tid åbner Nationalpark Vadehavet . Dermed får Danmark sin tredje og største nationalpark på hele 1500 kvadratkilometer. Sammen med den tyske del af Vadehavet bliver det en nationalpark i verdensklasse!

Danmark har allerede to nationalparker: Nationalpark Thy, som blev åbnet af statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2008, og Nationalpark Mols Bjerge, der blev åbnet af Dronning Margrethe i 2009. Og i løbet af de næste par år åbner Nationalpark Skjern Å og Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Mange har slet ikke opdaget, at Danmark har fået nationalparker. Andre har rynket på næsen over initiativet, fordi den danske nationalparklov er så åben, at vi kan gøre næsten hvad som helst til nationalparker.  I Nationalpark Mols Bjerge er Ebeltoft By f.eks. kommet med ind i nationalparken. Det er naturligvis noget pjat. Globalt er etablering af nationalparker simpelthen den måde, man beskytter og markedsfører naturværdier på, og så kan det ikke nytte, at vi gør noget helt andet i Danmark.

Men den danske nationalparklov kan sagtens bruges godt, så vi får flere og bedre nationalparker i Danmark. Vi har masser af natur med store kvaliteter og store udviklingsmuligheder. Her er det oplagt at etablere og investere i nationalparker for at forbedre naturen, turismen og markedsføringen af Danmark. Ikke mindst i de smukke provinser, der alt for ofte omtales nedladende som “Udkantsdanmark”.

De fem nationalparker, der er politisk vedtaget i Danmark, forbigår mange oplagte topkandidater. For eksempel Møns Klint, Skagens Gren og omgivelser, Læsø-Anholt og havet deromkring, Lille Vildmose, Søhøjlandet og omgivelser, Det Sydfynske Øhav, Roskilde Fjord og omgivelser, Stevns Klint og Nordbornholm.

Nationalparkerne kan få os til at rette blikket mere på vore hjemelige naturværdier og få turister fra nær og fjern til at få øje på flere af Danmarks kvaliteter. Ikke mindst den enestående og varierede danske kyst, der med sine godt 7500 km er lige så lang som Italiens samlede kystlinie. Samtidig kan nationalparkerne  være med til at beskytte og udvikle naturens skønhed og mangfoldighed i Danmark.

Derfor skal Danmark skal have flere og bedre nationalparker! Hør P1’s udsendelse Flere nationalparker? fra DR 26-9-2010, læs bogen Danmarks nationalparker og deltag i debatten her på bloggen!

God fornøjelse!

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Danmarks nationalparker, Dansk natur, Nationalparker, Naturbeskyttelse, Naturpolitik og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Danmark skal have flere og bedre nationalparker

  1. Johs. Thomsen siger:

    Apropos pjat i Nationalpark Mols Bjerge. Et er at Ebeltoft by ligger i (udkanten af) nationalparken, hvad Herregud – kerneområdet er selvfølgeligt det fredede areal i Mols Bjerge, hvor der gudhjælpemig ligger en motocrossbane. Da Mols Bjerge blev fredet i ’80erne, var der meget skrappe restriktioner i fredningsbestemmelserne om, hvad der måtte (og især ikke måtte) laves af tiltag i området fx måtte man ikke lave en fodboldbane, endsige en petanguebane. Ikke desto mindre blev der meddelt en dengang ulovligt anlagt motocrossbane lov til fortsat at eksistere, – meddelelsen var dog ikke med i fredningsbestemmelserne. Senere har Ebeltoft Kommune/ Syddjurs Kommune fornyet tilladelserne og ovenikøbet lavet en lokalplan, hvori det er besluttet, at området – et habitatområde – SKAL -anvendes til motocross. Banen er godkendt til internationale løb fx. VM og EM, hvis klubben skulle få lyst til det. Er det ikke en molbohistorie? Alle regler er overholdt – det betvivler jeg ikke – via dispensationer og senere lovliggørelser. Hvad er der så ved fredning og beskyttelse.
    Venlig hilsen
    J.Thomsen
    Ps.: jeg har ikke noget mod motocross som sådan – jeg synes bare, det er mærkligt, at Østjyllands ungdom skal dyrke det i fredet område.

  2. CC siger:

    Jeg er overbevist om, at fredet natur areal, og national parker gavner naturen, dyrene og samspillet med menneskene. Jeg hilser derfor udsigterne om flere national parker velkommen.

    Jeg har selv haft stor glæde af, at besøge national parker i Spanien, hvor man oplever naturen meget mere intenst, fordi man kan bevæge sig over større arealer i naturen. Der er det dog også tilladt at cykle og være på vandretur, og det giver oplevelsen det mere dynamik som gør, at også unge aktive mennesker bliver tiltrukket af områderne. Alt sammen med respekt for omgivelserne.

    Jeg har ofte tænkt over, hvor jeg skulle invitere mine spanske gæster hen, hvis vi ville have lignende oplevelser på dansk jord. Umiddelbart har det ledt mine tanker hen på smutture til henholdsvis Bornholm, Sverige og Norge – og det er jo knapt så dansk.

    Jeg undrer mig over at Råbjerg mile ikke er på UNESCO´s verdensarvsliste, da det jo er et ret usædvanligt fænomen på de breddegrader.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s