Red Allindelille Fredskov!

Allindelille Fredskov på Midtsjælland er bl.a. berømt for sine sjældne orkideer og et et overdådigt flor af blå anemoner. (Foto: Michael Stoltze).

Siden 1561 har Københavns Universitet ejet den ca. 60 hektar store Allindelille Fredskov på Midtsjælland. Skoven vokser på en kalkflage og har en ganske særlig jordbund med et meget rigt plante- og dyreliv.

Her har den berømte flueblomst sit eneste danske voksested, og den mærkelige, blege og glasagtige orkidé,  knælæbe (som kun blomstrer med mange års mellemrum og ellers vokser underjordisk) er sidst set i Danmark her. Dertil kommer masser af andre sjældne arter og et overdådigt blomsterflor af bl.a. blå anemoner, der stortrives i kalken.

Men universitetet skal spare, og har ikke råd til at drive skoven. Så nu er den sat til salg!

På et netop afholdt og meget velbesøgt biodiversitetssymposium i Århus sagde miljøminister Karen Ellemann, at bevaring af biodiversitet er den vigtigte opgave på hendes bord – overhovedet!

Staten har via Miljøministeriets Skov- og Naturstyrelse (fra 2011: Naturstyrelse) de sidste 20-30 år udviklet sig til at blive landets største og vigtigste naturforvalter. Modsat private skove, er næsten alle statens naturarealer åbne for hele den danske befolkning døgnet rundt og året rundt. Også uden for de trådte stier. Og man må samle bær og svampe og plukke blomster, som man lyster (bortset fra dem, der er fredet (f.eks. orkideerne) naturligvis).

Ifølge en fredningskendelse fra 1953, må man dog ikke plukke eller opgrave planter og ikke færdes uden for stierne i Allindelille Fredskov. Pga. de mange sjældne plantearter er der ræson i forbudet mod plukning og opgravning af planter. Ellers bør den gammeldags fredning revideres med nye regler om adgang og ordentlige bestemmelser om naturpleje. For skoven var en åben kulturskov, og den har mistet mange af sine værdier på grund af manglende pleje (drift).

Men hvorfor overlade det offentligt ejede naturklenodie Allindelille Fredskov til en uvis fremtid i private hænder? Det spørger alle om!

Derfor har Danmarks Naturfredningsforening i et brev til videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen og miljøminister Karen Ellemann anmodet om, at salget trækkes tilbage og at skoven overlades til miljøministeriet.

Jeg håber virkelig, de to ministre indser fejltagelsen. Hvis ikke, vil jeg opfordre politikere, andre interesseorganisationer og interesserede borgere til at gøre, hvad der står i deres magt for at redde Allindelille Fredskov.

En privat fond med naturbeskyttelse som formål kunne også slå til; men det vil være en nødløsning at bruge de relativt sparsomme fondsmidler på den slags.

Staten skal selvfølgelig ikke sælge ud af sin (læs: den danske befolknings) mest værdifulde natur!

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur, Karen Ellemann, Naturbeskyttelse, Naturpolitik og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Red Allindelille Fredskov!

  1. ivan abramowitz siger:

    Jeg er enig i at ALLINDELILLE FREDSKOV er en usædvanlig smuk lysåben skov med en rig flora. Jeg besøgte kursusejendomme i 1970´erne og husker at den ikke blev drevet som en produktions skov,men blev passet med nænsom pleje.En skov vi ikke har mange af i Danmark. Den bør forblive som et offentligt klenodie til glæde for de næste generationer og den lever til fulde op til biodiversitetskravet i en skov.

  2. Pingback: Tweets that mention Red Allindelille Fredskov! | Dansknatur's Blog -- Topsy.com

  3. Peter Gravlund siger:

    Opkøb af en privat fond kan også, udeover det glædelige at naturen i området sikres, have en negative konsekvens i form af ingen eller begrænset adgang for offentligheden (i stil med Saltbæk vig)

  4. Annette Andersen siger:

    Ja, naturligvis bør en så unik plet som Allindelille Fredskov reddes. Det homogene privatiserede samfund med landbruget som drivkraft er ved at tage livet af den ene art efter den anden, så det gælder om at redde hvad reddes kan, så skønhed og mangfoldighed også kan opleves af vores efterkommere.
    Annette Andersen

  5. dansknatur siger:

    Der er godt nyt: I anledning af DNs 100 års jubilæum i dag (21. april 2011), har foreningen besluttet at købe Allindelille Fredskov.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s