Dansk natur lige nu: Tranerne er over os

Tranetræk. (Foto: Michael Stoltze).

De store dyrearter vender tilbage! Det er et af de mest markante fænomener i den danske og europæiske natur.

Det gælder også tranerne. De stolte fugle, der trompeterer højlydt over landskaberne, har efterhånden fundet ud af, at vi har fredet dem, og at vore dyrkede marker er fulde af mad. Derfor er de blevet flere og flere. Hvert forår og efterår trækker titusindvis af traner over Danmark, og den danske ynglebestand er i nærmest eksplosiv vækst. Sidste år ynglede omkring 130 tranepar i Danmark, og sandsynligvis når vi op på omkring 200 par danske traner i løbet af 2-3 år.

Tranerne er bemærkelsesværdige – blandt andet på grund af deres størrelse, lyd over landskabet og elegante danse på rastepladserne. For nylig udkom (samtidigt på dansk, svensk og tysk) en utrolig fin bog – Tranedans – af den eminente danske tegner Carl Christian Tofte, der har bosat sig ved Pulken i Skåne lidt syd for Kristianstad. Dér raster nu omkring 4000 traner hvert år i ugerne omkring 1. april.

Lige nu er det tranetid og tranevejr – så tag ud, hør og lyt!

Billederne her er optaget ved Pulken og det enestående naturområde Vattenriket ved Kristianstad den 28. marts 2011. Men de kunne også være optaget i Danmark, hvor tranerne har bredt sig og efterhånden yngler i moser over det meste af landet.

Du kan se en film om tranerne her. Optagelserne er fra den berømte Hornborgasjö, der ligger meget længere oppe i Sverige, men sceneriet er omtrent det samme som ved Pulken.

Trompeterende trane. (Foto: Michael Stoltze).

Når tranerne lægger an til landing dingler de lange, tynde ben akavet under de to meter brede vingefang. (Foto: Michael Stoltze).

Tranerne ankommer til Danmark og trækker over landet sidst i marts og først i april. (Foto: Michael Stoltze).

Traner raster på mark med spildmajs. (Foto: Michael Stoltze).

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

10 svar til Dansk natur lige nu: Tranerne er over os

  1. Bent Nielsen siger:

    Hej Michael
    Helt enig – den lyd fra en blå himmel er bare helt fantastisk. Får alle de små hår ned af ryggen til at rejse sig.
    Vil også bare lige henvise til dette webkamera fra Hornborgasjön, hvor man kan se tranerne – i går (28/3) blev der talt 9300 traner på stedet:
    http://webbkameror.se/djurkameror/hornborgasjon/
    og er man mere nysgerrig om traner – og andre fugle er der mere at hente her:
    http://www3.lansstyrelsen.se/_vastragotaland/Projektwebbar/hornborga/
    Nu venter vi bare at de også dukker op på markerne her omkring Humledal.

  2. Bent Nielsen siger:

    Hej igen
    Har lige her på hjemvejen set 7 traner over Humledal – desværre var der ikke lyd på!!
    Bent

  3. Henrik Hestbech siger:

    Traner er fantastiske! Og hvor er det dog dejligt, at de så småt er begyndt at vende tilbage til Danmark – til de små pletter og oaser, hvor der lige er plads til dem, og ro nok til at de kan yngle.

    Og ja, lad os håbe, at der er ved at ske et paradigmeskifte, så de større dyr, som nu begynder at indfinde sig, også får den plads der er behov for, også når erhvervsinteresser opdager, at dyrene er her og tager plads.

    Det er livsbekræftende som kun meget lidt andet, når en flok trompeterende traner krydser en Simpsons-blå himmel her i foråret – det er en af de få tidspunkter, hvor man som jyde godt kunne ønske sig lidt længere østover :o) til tranernes trækrute fra Østtysklands ekstensivt dyrkede marker og Rügen til Skåne og til Götalands Hornborgasø. Men så må jyden jo trække med til Sverrig for at bese fuglene!

    Men det mest fantastiske i Danmark er næsten Vejlerne ved Limfjorden om efteråret, hvor arealerne, som Aage V. Jensens Fonde plejer og passer for danskerne, lægger jord til større forsamlinger på en 60-70 traner, som i flok koser sig med insekter, frø og andet godt, inden turen går sønderpå. Det er tæt på at være det mest storslåede og mest autentiske natur, vi finder her til lands. I top 10 i alle fald.

    • dansknatur siger:

      Har lige fået oplyst, at der i går aftes blev talt ikke mindre end ca. 6.500 traner ved Pulken. Det er ny rekord og og omkring 50 % flere end rekorden fra sidste år. Så det er nu og i de kommede 1-2 uger, man kan tage over og se og høre de fantastiske fugle. Optrinet ved Pulken ligner i størrelse snart det årlige berømte show ved Hornborgasjön – bare meget tættere på Danmark.

  4. Den seneste udgave af Natursyn (radio, DR P1) var netop helt og holdent et interview med Carl Christian Tofte. Det foregik i felten og omhandlede mest traner.

    Udsendelsen kan hentes her (MP3):

    [audio src="http://podcast.dr.dk/P1/Natursyn/2011/natursyn_110403.mp3" /]

    Web-side for udsendelsen: Traner i haven.

  5. Flemming Kjerulf siger:

    Igennem mange år har jeg set Traner. Var første gang ved Hornborgasjön 1965. Har siden været der adskillige gange. Har en lokalitet i det norlige Skåne, hvor jeg har 2 par ynglende Trander (+ ynglende Tinksmed og Urfugle i nærliggende mose). Har nu 2 gange været ved Zingst i Tyskland, sidst i oktober 2011 i en uge. Her havde jeg den sidste aften ca. 40.000 indtrækkende Traner til nattesæde på en ø ud for Zingst. Kunne stå på diget og se dem komme.
    Flemming Kjerulf
    (DOF-medlem + SOF-medlem + SkOF-medlem)

  6. Mattias Kempe siger:

    Så idag 3 traner ved Harlev J , de kom svævende over markerne – et syn jeg aldrig før har set i Danmark 🙂
    Helt utroligt !!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s