Dansk natur lige nu: Vårem

Våremmen danser sin stille vals over de mørke marker. Den opstår på rolige og varme dage med høj luftfugtighed, men ses ikke hvert år. (Foto: Michael Stoltze).

Med udgangen af marts har Solen fået stor magt og varmer jordoverfladen voldsomt op midt på dagen.

Så kan det ske, at de nøgne marker pludselig begynder at “dampe”: Det ser ud, som om der trækker let røg af mulden, når små tågetunger danser roligt og lydløst over den bare jord.

Det er våremmen – et af de smukkeste forårstegn i den danske natur. Fænomenet skyldes, at vandet damper af den våde jord, der bliver lunet godt op af Solens energirige stråler. Men når den usynlige vanddamp møder den køligere og fugtmættede luft over markerne, fortætter vanddampen til mikroskopiske tågedråber – vårem!

Under min barndoms ture med skolebussen gennem det kuperede landskab omkring Ols Kirke på Nordbornholm så jeg ofte våremmen trække over markerne om foråret. I sin sansemættede, lille bog Dansk vejr (1953) skriver Martin A. Hansen:

“I marts i år på en tur til Jylland så jeg klagen trække af jorden, som det kaldes på Sjælland. Da jeg på vej mod vest havde passeret Ringsted, begyndte markerne at dampe. Angen blev tættere og tættere. Den var helt hvid, som røg af fugtigt kvas. Det så ud, som var der ild under pløjelaget. Denne røg iler og iler, er ikke sen og koldblodet som almindelig tåge, mere stakåndet, dufter råt af jorden. Klagen får man ikke at se hvert år. Der er på een gang noget intimt og mægtigt ved den, som burde i grunden menneskeøjne ikke se dette mysterium, naturens beredelse. Vinteren drives ud af jordlaget af guddommelige kræfter.”

Våremmens vals over markerne akkompagneres med usvigelig sikkerhed af lærketriller fra himlen og inciterende stæresang fra træernes toppe.

Se – dét er forår og tegn på, at jorden er beredt.

Våremmen ledsages af lærkesang fra himlen. (Foto: Michael Stoltze).

Reklamer

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Dansk natur lige nu: Vårem

  1. Mette Felbo siger:

    Meget få mennesker ved, hvad rigtig mange mennesker går glip af – godt, at du fanger sådanne små pust og får fortalt om dem!

  2. dansknatur siger:

    “Meget få mennesker ved, hvad rigtig mange mennesker går glip af”

    Flot udtrykt – og tak, Mette!

    De næste dage skulle i øvrigt byde på gode chancer for at opleve vårem, hvis bare vinden ikke bliver for stærk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s