Koks i Danmarks nationalparker

Møns Klint - måske den mest oplagte danske nationalparkkandidat. Men den er skrinlagt indtil videre. (Foto: Michael Stoltze).

Danmark har indviet tre nationalparker: Nationalpark Thy (2008),  Nationalpark Mols Bjerge (2009) og Nationalpark Vadehavet (2010). Og efter planen åbner Nationalpark Skjern Å i 2011 og Nationalpark Kongernes Nordsjælland i 2012.

Meningen med nationalparker er naturbeskyttelse og markedsføring af storslået natur i skøn forening.

Danmark fik en lov om nationalparker i 2007. Den er indrettet sådan, at danske nationalparker kan tjene et hvilket som helst formål, der har med natur og kultur at gøre. Det er i princippet alt.  Hvis vi vil lave en nationalpark for danske svinefabrikker eller forstadskvarterer, kan vi (i princippet) gøre det i Danmark. Og blive godt og grundigt til grin. For ude i verden er etablering af nationalparker simpelthen den måde, man normalt beskytter og markedsfører den vilde naturs mest storslåede herligheder på. Så kan det ikke nytte, hvis Danmark gør noget helt andet.

Det skal vi ikke, og det behøver vi heller ikke. Vi kan sagtens lave rigtige og fremragende nationalparker i Danmark på baggrund af den gældende nationalparklov. Det kræver blot, at vi afsætter pengene til det – og gør det.

Som planlægningsinstrument er den danske nationalparklov faktisk ikke så tosset. Den er indrettet, som den er, fordi Danmark er et meget intensivt udnyttet kulturland – næsten uden vildmark.  Når en nationalpark i Danmark er afgrænset og vedtaget af regeringen efter en lang, faglig, folkelig og politisk proces, sker der i princippet ikke andet end en indvielse og en nedsættelse af en bestyrelse, der skal udvikle området. Ellers gælder der præcis samme regler for udnyttelse af arealer indenfor og udenfor nationalparkens grænse. Der sker ingen indskrænkninger i ejendomsretten, når et område bliver til nationalpark.

Den regel har bl.a. den politiske top i Danmarks Naturfredningsforening set sig gal på. Så gal, at foreningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen,  for nylig i Fyns Amtsavis hævdede, at “det er en misforståelse, hvis nogen tror, at alt kan fortsætte som hidtil, når et område bliver til nationalpark”.

Den udmelding har sammen med den manglende finansiering af nationalparker stukket en kæp i hjulet på nationalparkprocessen i Danmark. Lodsejerne frygter (trods lovens jura), at etablering af nationalparker automatisk betyder indskrænkninger i ejendomsretten. Derfor går arbejdet meget trægt. Det hjælper heller ikke, at regeringen trods utallige, kraftige opfordringer fra eksperter og grønne organisationer ikke vil ud med en overordnet plan for Danmarks natur.

Arbejdet med nationalparker – og naturbeskyttelse i det hele taget – kommer først for alvor igang igen, når politikere og grønne organisationer erkender, at naturbeskyttelse kræver store investeringer, og at man ikke kan gribe grundlæggende ind i den private ejendomsret uden at betale erstatning.

Der er interviews og debat om nationalparker her: De danske nationalparker – naturbevarelse eller politisk prestige?

Læs om bogen “Danmarks Nationalparker” her.

Læs om den nye FN-aftale fra 2010 og Danmarks pligt til at udarbejde en national plan for naturen her

Hør DR P1’s Natursyn med debat om Danmarks Nationalparker her.

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Danmarks nationalparker, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk natur, Nationalparker, Naturbeskyttelse, Naturpolitik og tagget , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Koks i Danmarks nationalparker

  1. Bo K.Stephensen siger:

    Som sagt, så er der en massiv modstand imod nationalparksydfyn, man frygter for råderetten over jorden og flere restriktioner. Hasselmusen bliver også nævnt som noget negativt, da den skulle have en faunapassage til millioner. Samtlige jægere er imod. Nu skal man vel fokusere på naturudviklingen i en nationalpark. Det er jo faktisk sådan at det tidligere Fyns amt var meget fremme i skoene, når det gælder rapportudgivelser om den fynske natur. Mange af disse rapporter er i dag desværre historiske, så man må få lavet nogle nye, der kan dokumentere naturforholdene i en eventuelt kommende nationalparksydfyn. Men hvem skal betale for disse ?. Amtet lavede en moserapport som dækkede Langeland, den nåede aldrig i trykken. Der er et skrigende behov for nye rapporter, der kan sætte fokus på tiltag i en nationalpark. Men der er ingen som ønsker disse iblandt politikerne, landbruget råber heller ikke efter disse, da de jo kan indskrænke deres råderum.

  2. Jon Detlefsen siger:

    En afgørende svaghed i den danske nationalparklov er, at det ikke klart fremgår, hvor meget eller hvor lidt de kulturelle aktiviteter må påvirke natur, biologi, økologi. Det nærmeste loven kommer i den retning er formålsparagraf nr. 2: “Formålet med nationalparkerne er at bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed.”

    IUCN kommer noget nærmere, om end lidt kringlet, i deres nationalpark-kriterier, hvor de siger, at “de kulturelle aktiviteter ikke må have en signifikant biologisk og økologisk degrederende påvirkning af de naturlige ressourcer.”

    Det ligger vi meget langt fra, men Danmark følger, som bekendt, ikke IUCN’s kriterier.

  3. Poul Evald Hansen siger:

    Af udtaleler fra regeringspartierne, især Venstre, fremgår det jo, at landbrugsdriften i nationalparkerne skal fortsætte som hidtil. – Hvad skal så med nationalparker? Det må skæres ud i pap, at naturhensynene har 1. prioritet – eller er nationalparkerne jo bare politisk korrekt staffage. – Jeg er nu også lidt bange for, dels at nationalparkerne skal blive løftestang for tivolisering af naturen, dels for, at de skal blive brugt som undskyldning for “frit slag i bolledejen” for landbrug og industri uden for nationalparkerne.

  4. Pingback: Nationalparker i dyb krise | Dansknatur's Blog

  5. Pingback: Nationalparkkonference endte i kaos | Dansknatur's Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s