Problembarnet hedder Landbrug og Fødevarer

Organisationen Landbrug & Fødevarer sidder solidt på de 8.000 millioner kr. vi hvert år som skatteydere betaler til intensiv landbrugsdrift. Organisationen vil ikke afgive en krone til naturbeskyttelse. (Foto: Michael Stoltze).

Socialdemokraternes miljøordfører Mette Gjerskov har fremlagt en plan for, hvordan en del af landbrugsstøtten kan bruges til naturbeskyttelse.

S vil ifølge Radioavisen (hør udsendelsen 27. april kl. 8.00) årligt bruge 500 millioner kr. (af de ca. 8.000 millioner kr., vi som skatteydere betaler til landbruget hvert år) specifikt til naturbeskyttelse. Det er stadig landbruget, det skal have pengene, men nu for at “producere” natur – ikke for at producere fødevarer.

Det er glimrende, at S kommer på banen. Men de er alt for uambitiøse. Landbrugets nye protestbevægelse, Bæredygtigt Landbrug, der har vældig vind i sejlene for tiden, har lige foreslået, at man tager 1.800 millioner kroner årligt af landbrugsstøtten og bruger disse penge til målrettet naturbeskyttelse (læs om forslaget her). Så er det underligt, at S spiller så svagt ud. De 1.800 millioner kr. er meget tættere på det, der er nødvendigt for at sikre Danmarks natur, og det kan rent faktisk lade sig gøre. Danmark kan nemlig nationalt disponere over godt 25 % af landbrugsstøtten direkte til naturbeskyttelse (helt præcis 26,25 % – læs hvordan her). Det er bare med at komme i gang til gavn for både naturen og dansk landbrug!

Desværre har mastodontorganisationen Landbrug & Fødevarer endnu en gang sat sig massivt til modværge mod enhvert forsøg på  ommøblering af landbrugsstøtten til andre formål end ren erhvervsstøtte.  Det er forbløffende konservativt og dumt i en situation, hvor både samfundet og egne rækker inden for landbrugserhvervet forventer og arbejder konstruktivt for, at landbruget går nye og mere frugtbare veje.

Danmark har akut behov for at gøre en indsats for landets natur og landskab. Stopklodsen er ikke danske landmænd, men en total obstruktion fra oganisationen Landbrug og Fødevarer.

Hvad bilder de sig egentlig ind i den organisation? Landbrug & Fødevarer er et problembarn, der skader Danmark.

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Bæredygtigt Landbrug, Dansk natur, Landbrug, Landbrugspolitik, Landbrugsstøtte, natur, Naturbeskyttelse, Naturpolitik, Politik og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Problembarnet hedder Landbrug og Fødevarer

  1. Mette Gjerskov siger:

    Kære Michael
    Jeg er glad for, at du sætter vores forslag om at bruge ½ mia. kr. ekstra på natur til debat. Men du kan da ikke sammenligne vores gennemarbejdede og realistiske planer for en grøn fremtid med Bæredygtigt Landbrugs! Vi vil ganske rigtigt omfordele det, der kaldes frivillig modulation således, at landbrugsstøtten kan bruges til at skabe mere natur. Men Bæredygtigt Landbrug vil tage 750 mio. kr. fra kontrol i Miljøministeriet og Fødevareministeriet og bruge på natur. Det lyder godt, men du og jeg ved, at det er helt, helt urealistisk. Enhver landmand ved, at der ikke udbetales en krone i landbrugsstøtte, hvis ikke der foretages kontrol. Enhver svindeproducent ved, at han ikke kan eksportere et eneste svin uden kødkontrollen. Kontrol er en forudsætning for landbrugets økonomiske fundament. Derfor er Bæredygtigt Landbrugs forslag useriøst. Jeg vil meget gerne diskutere om landdistriktsmidlerne i højere omfang skal bruges på natur, men sammenlignes med Bæredygtigt Landbrugs useriøse forslag – det vil jeg nødig.
    Venlig hilsen
    Mette Gjerskov

    • dansknatur siger:

      Kære Mette

      Jeg er enig med dig i, at meget at det, Bæredygtigt Landbrug kommer med er svært at tage seriøst. Deres finansieringsplan holder heller ikke. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der som minimun kan spares omkring 50 % på de absurd store udgifter til kontrol, hvis reglerne bliver gjort mere enkle og gennemskuelige. Dvs., at der kan hentes næsten 400 millioner alene på den konto!

      Det interessante ved BL’s forslag er, at en del af dansk landbrug hermed for første gang foreslår, at betydelige arealer tages ud af intensiv landbrugsdrift, og at det kan ske ved at bruge penge fra landbrugsstøtten. I det lys, i forhold til behovet fro mere plads til naturen og i forhold til de muligheder, Danmark rent faktisk har (at bruge op til 26,25 % af landbrugsstøtten direkte til naturbeskyttelse!) synes jeg stadig, at jeres udspil er for uambitiøst. Men det er naturligvis en start, og Landbrug og Fødevarer må fuldstændig have mistet deres fornuft og situationsfornemmelse, siden de prøver at skyde forslaget totalt i sænk fra dag ét.
      Venlig hilsen
      Michael Stoltze

  2. dansknatur siger:

    Jeg har konfronteret Landbrug & Fødevarers miljødirektør, Niels Peter Nørring, med kritikken og fået følgende svar:

    “Vores holdning i Landbrug & Fødevarer er meget klar f.s.v.a. landbrugsstøtten. Vi ønsker ikke enegang, og den økonomiske situation i erhvervet åbner ikke op for reduktion af støtten.

    De penge, som allerede er afsat til landdistriktsområdet, skal bruges på en sådan måde, at vi får mest miljø, natur og “klima” for pengene – dette synspunkt har jeg tidligere (for nogle uger siden) bragt på banen i P1. Herudover arbejder vi for at ændring af landbrugspolitiken i en mere grøn retning, jf. nedenstående link

    http://www.lf.dk/Aktuelt/Nyheder/2011/April/S-forslag_paa_billig_baggrund.aspx

    Med hensyn til BLs forslag vil jeg opfordre dig til at se hele deres forslag i en sammenhæng.”

    Svaret bekræfter til fulde L&F”s stejle holdning. Det er horribelt, når de påstår, at jeg vil reducere landbrugsstøtten, og at Danmark vil gå “enegang” ved at følge de forslag, jeg og andre kommer med. Med den holdning L&F ligger for dagen, er det er indtil videre omsonst at mødes med organisationen. De vil ikke lytte til kritik. Derfor må kritikken og debatten tages i medierne.

  3. Bo K.Stephensen siger:

    Ja, fæstningen Axelborg har desværre valgt en skyttegravstaktik. Men var der ikke lige noget med en imagekampagne ?. L & F har overhovedet ikke nogen naturpolitik, de ignorere de problemer der er på området. For dem handler naturpolitik om klimaet med en masse bioafgrøder. Hvem har hørt dem tale om en samlet strategi for biodiversiteten i DK ?. Kender de mon overhovedet DMU”s biodiversitetsrapport ?. Her er skyklapperne sat på. Men desværre er der heller ikke et flertal for at bruge penge fra landbrugsstøtten til naturformål, så regeringen og L & F er skåret ud af det samme stykke træ. Jeg håber, at du vil holde fast i dette tema, som har været oppe at vende mange gange i tidernes løb. Men det kan hurtigt forsvinde i mediehavet.

    • dansknatur siger:

      Som jeg ser det, er det vigtigt, at lægge mærke til og forstå, hvad der sker på Axelborg. Men ellers er der indtil videre ingen grund til at bruge kræfter på at påvirke Landbrug og Fødevarer. Det er politikerne og landmændene, der skal påvirkes til at gå nye veje. Mange landmænd er heldigvis også godt trætte af, hvad der ske i toppen af “deres” stive og tonedøve organisation.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s