Ida Auken kan skrive miljøhistorie

Med den 33-årige SF’er Ida Auken ved roret som miljøminister er der håb om, at natur og miljø atter kommer højt op på den politiske dagsorden.

Ida Auken har vist gode og begavede takter i tiden som oppositionspolitiker. Hun er en midtsøgende nytænker, som ikke hænger fast i gamle og fastgroede dogmer. Og hun vil hellere se resultater end at tage æren for dem.

Derfor er hun et klogt valg som miljøminister. Der bliver store udfordringer for den unge minister, som er nybagt mor og niece til Svend Auken.

En af Ida Aukens vigtigste opgaver bliver at vinde landbrugets tillid og udvikle et tæt samarbejde med klimaminister Martin Lidegaard (R) og navnlig fødevareminister Mette Gjerskov (S), som reelt bliver den minister, der får størst indflydelse på, hvordan vi benytter landet Danmark.

En særlig udfordring for den nye miljøminister bliver at få opblødt den lammende skyttegravskrig, der meget længe har stået stille mellem landbrug og naturforkæmpere.

Ida Auken må (i samarbejde med Mette Gjerskov og det nye ministerium for By, Bolig og Landdistrikter med Carsten Hansen (S) som minister) vise, at hun vil landbruget noget godt. Hun må vise, at hun forstår Danmark som et landbrugsland. Og Auken må vise, at landbrugets vej er at omstille sig til et bæredygtigt, innovativt og effektivt erhverv, der kan tjene penge og samtidig forstår og evner at tage ansvar for såvel produktion af sunde fødevarer og energi som et rent miljø og en rig natur.

Ida Auken bør derfor engagere sig stærkt i arbejdet i den landbrugskommission, som regeringen har bebudet at nedsætte.

En anden stor udfordring for den nye minister bliver at forhandle en national plan for Danmarks natur og landskab hjem – og sikre en langsigtet finansieringsmekanisme. Her burde hun være godt klædt på. SF har nemlig selv lanceret Naturplan Danmark med mange af de vigtige elementer, og hendes allierede i regeringen har lignende tanker. Desuden kom Det Konservative Folkeparti den 16. juni 2011 med naturplanen “Et Grønnere og rigere Danmark”, som rummer meget af det, de nye regeringspartier vil på naturområdet.

En tredje udfording for Ida Auken bliver at forene natur- og landskabsbeskyttelse med en politik for landets udnyttelse, der samtidig tilgodeser klimaet – dvs. et tæt samarbejde med den nye klimaminister, Martin Lidegaard.

Der er altså nok at tage fat på for den nye miljøminister, som skal lære at være hele Danmarks miljøminister og slibe de skarpe oppositionskanter af sig. Mange af hendes opgaver er vanskelige. Men det bliver rigtig spændende. Og lykkes det, kan Ida Auken skrive miljøhistorie.

Reklamer

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur, Klimapolitik, Landbrug, Landbrugspolitik, Miljøministeren, Miljøministeriet, Miljøpolitik, natur, Naturbeskyttelse, Naturpolitik, Politik og tagget , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Ida Auken kan skrive miljøhistorie

  1. akelager siger:

    Michael, nu sørger du for at give hende beskeden også ikke? 🙂

    Ida Auken er en begavet politiker, men hun er uddannet teolog og kender måske ikke de finere afgørende detaljer!

    Mvh
    Andreas

    • Andreas: Jo – og jeg er netop i dag blevet interviewet af DR om mine forventninger og råd til Ida Auken og Mette Gjerskov (til udsendelsen Klima og Miljø mandag den 10. oktober).

      Ida Auken er hovedarkitekten bag den Naturplan Danmark, som nu er skevet ind i regeringsgrundlaget og som også de Konservative bakker op om. Det er virkelig flot, så helt ueffen er hun ikke! Nu skal hun naturligvis ud af rollen som oppositionens skarpe profil og slibe nogle kanter af sig selv for at opnå resultater som minister. Hun skal vinde landbrugets tillid, og hun skal lære at forstå Danmark som det landbrugsland, det er. At hun er uddannet teolog er bestemt ikke diskvalificerende. Tværtimod. Jeg kan fint forbinde kristendom, religion og filosofi med naturbeskyttelse. Det er en dyd at passe på skaberværket.

  2. akelager siger:

    Nej, det er ikke diskvalificerende at være teolog, bestemt ikke! Men omvendt kan man heller ikke forvente, eller regne med at hun kender til de afgørende detaljer om miljø og naturbeskyttelse! Det bliver rigtig spændende at se hvad der sker 🙂

  3. Udsendelsen i Klima og Miljø om miljøministeriets og fødevareministeriets udfordringer kan høres her: http://www.dr.dk/P1/klimaogmiljoe/Udsendelser/2011/10/20111010112921.htm

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s