Syv milliarder – er Jorden overbefolket?

I disse dage runder Jordens samlede befolkningstal svimlende syv milliarder mennesker. Om tre uger vil der være godt 5 millioner flere. Hver tredje uge forøges menneskemængden på Jorden med, hvad der svarer til hele Danmarks befolkning!

Hver gang et større miljøproblem bliver taget op til debat, kan man derfor roligt regne med, at der før eller siden er en debattør, der fremhæver, at problemet kun skyldes, at Jorden er overbefolket, og at befolkningstallet vokser.

Det er den nemme påstand, der er svær at argumentere imod. For Jordens folketal er enormt og i markant vækst. Alene i min levetid er menneskemængden mere end fordoblet (fra 2,8 milliarder i 1955 til 7,0 milliarder nu). Samtidig er velstanden generelt steget betydeligt. Så vores forbrug af ressourcer er vokset forholdsvis langt mere end befolkningstallet. Forbruget er nærmest eksploderet i de seneste år, hvor folkerige lande som f.eks. Kina er kommet godt med på banen i den globale forbrugsfest.

Jorden har hidtil kun holdt nogenlunde til denne dramatiske udvikling, fordi vi som helhed opfører os rimeligt intelligent og konstant arbejder for en bæredygtig udvikling, så vi ikke bliver kvalt i vores eget skidt eller lider under et ændret klima.

Love og bestemmelser, der regulerer vores adfærd og omgang med Jordens ressourcer, bliver mere og mere nødvendige for menneskeheden, hvis vi skal klare os fremover. Det var det, den norske statsminister Gro Harlem Brundtland slog fast som formand for FN’s kommission for bæredygtig udvikling i 1987, hvor der i rapporten Vor fælles fremtid (Brundtland-rapporten) står: En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare. Og da alverdens statsledere siden mødtes på topmødet i Rio de Janeiro i 1992 blev konklusionen: Udviklingen i verden skal være bæredygtig.

Men hvad så? Kan befolkningstallets dramatiske stigning overhovedet forenes med en bæredygtig udvikling? Det er ikke enkelt at svare på. Man kan sige, at FN’s nyeste nedjusterede prognoser om, at Jordens befolkningstal vil nå ca. 9,2 milliarder mennesker i 2050 ikke er vildt skræmmende, hvis vi konstant indhøster og bruger ny viden intelligent og udvikler vores adfærd, så Jorden kan klare det. Prisen herfor er flere love og bestemmelser. Nogen vil sige: Mindre frihed.

Men udfordringen med at håndtere miljøproblemerne i en verden med stigende befolkningstal og velstand er kolosssal. Derfor bør verden debattere og måske revurdere den dominerende indstilling til befolkningstilvæksten: Som individer, samfund og nationer frygter vi i almindelighed nedgang i folketallet. Vi – og ikke mindst politikerne – tror intuitivt, at et faldende folketal gør os svagere. Det behøver ikke at være tilfældet. Hvis et faldende folketal giver os større råderum og mere frihed, kan det tværtimod gøre os stærkere. Faldende folketal betyder ikke nødvendigvis: Tilbage til stenalderen. Det kan lige så godt betyde: Udvikling mod nye og bedre tider.

Det hele er et spørgsmål om vores syn på udvikling og vækst. En verden uden udvikling er død. Men udvikling er ikke det samme som vækst. Udvikling kan fortsætte i det uendelige. Det kan vækst ikke.

Og én ting sikker: Jordens befolkningstal kan ikke blive ved med at vokse.

Hvis du vil følge udviklingen i Jordens befolkningstal løbende, kan du gøre det her. Tælleren når syv milliarder den 31. oktober 2011 (det er naturligvis ikke det virkelige tal, men et godt gæt).

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i bæredygtig udvikling og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

6 svar til Syv milliarder – er Jorden overbefolket?

  1. Love og bestemmelser er sikkert nødvendige, og måske vil de indskrænke vores frihed, som du skriver. Men hvilken frihed? Friheden til at være egoist og være ligeglad med fællesskabet trænger – besynderligt nok, når vi anser os selv for at leve i et videnssamfund, der mener, at viden er vores vigtigste fremtidige resurse – til at reguleres, for vi gør det åbenbart ikke selv. Et godt billede på, hvad vi bruger vores frihed til, får man ved grænsebutikkerneVi sætter en dyd i at prostituere os til en høj løn med status, pension osv. uden at ænse vores egne identitet som menneske og individ. Jeg tror, det bedste vi kan gøre for omverdenen og for os selv, er at finde en løsning på disse vores egne problemer, som åbenlyst er ude af trit med tanken om en bæredygtig udvikling; det er et sted, hvor vi kan begynde med os selv og glemme det, vi mener andre burde gøre; en genopfindelse af græsrodsbevægelsen og fællesskabsbevidstheden.

  2. Allan Haagensen siger:

    På et eller andet tidspunkt går der vel sygdom i bestanden……

  3. Hvor er din personlige plads i Jordens befolkningsstatistik? Find ud af det på dette link. Det er fantastisk! http://www.bbc.co.uk/news/world-15391515

    Tak til Henrik Bringsøe, som gjorde mig opmærksom på linket.

    • Svend O jensen siger:

      Ja, der bliver nok at se til i fremtiden. Og der er mennesket nok sin egen værste fjende!
      Engang omkring 1970,læste jeg at amerikanske forskere mente at jorden sagtens kan brødføde 20.000.000.000 mennesker. Det tror jeg da også,men så skal der vist nogle gevaldige ændringer til,i menneskets adfærd.

  4. Her er en fantastisk relevant og tankevækkende udsendelse “Manden med 38 børn og 6 koner” fra DR1 TV’s Horisont i går:

    http://www.dr.dk/nu/player/#/horisont/24315

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s