Vi svigter børnene

Et tæt forhold til naturen er vigtig for vores sundhed og trivsel. (Foto: Michael Stoltze).

Børn lider under at komme for lidt ud i naturen“. Sådan skriver Kristeligt Dagblad i en stort opsat artikel på forsiden 7. januar 2012.

Talrige udersøgelser viser, at børn og unge i dag har et meget fjernt forhold til naturen. Karen Wistoft, lektor i sundhedspædagogik ved Aarhus Universitet, mener ligefrem, at mange børn i dag slet ikke har et forhold til naturen. Og internationalt (ikke mindst i USA) taler forskere ligefrem om, at børn lider af naturblokering (nature deficit disorder). Et udtryk for, at vores forhold til naturen nu er så fjernt, at det begynder af gå alvorligt ud over vores intelligens, sundhed og trivsel.

Leder af skoletjensten i Danmarks Naturfredningsforening, Ole Laursen, siger det sådan:

”Forældrene angiver, at det handler om prioritering. Vi ved, at en hund skal luftes, men det virker, som om vi nogle gange glemmer at lufte vores børn.

Da jeg var barn, sendte man børnene udenfor, hvis man ville have lidt fred. I dag sætter man ungerne foran en skærm, så ved man, hvor man har dem.”

Jeg er ikke i tvivl om, at både forskeren, lederen af skoletjenesten og de mange, mange andre, der nationalt og internationalt er begyndt at stille skarpt på problemet, har fat i noget meget vigtigt. Vi svigter børnene ved ikke at tage ansvar. Det er naturligvis ikke børnenes skyld, at de udvikler et så fjernt forhold til naturen. Fantasifulde computerspil er tillokkende og ikke nødvendigvis dårlige. Men de må aldrig stå alene. Virkeligheden er det afgørende og vigtige grundlag for alt. Og her svigter vi alvorligt, hvis vi ikke fører børn ind i den virkelighed, naturen er. Små børn har en vidunderlig sund evne til at se og forundres. Den evne skal vi understøtte ved at give vores børn mulighed for at opleve naturen på egen hånd og ved at svare.

Da jeg var barn, var vi ude stort set hver eneste dag i al slags vejr. Og det var en selvfølgelighed, at både skolen og mine forældre gav os en grundlæggene indføring i naturen omkring os, så vi lærte glæden ved at kende til og kalde ting ved navn. Vi fik svar på vores nysgerrighed og en fortrolighed med naturen. Det er ingen selvfølgelighed mere. Og dét er et kæmpe problem.

Vi svigter vores børn, når det gælder naturen. Nu er det åbenbart kommet så vidt med natur-analfabetismen, at den er årsag til problemer med trivsel og sundhed for mange børn.

Både skolerne og hjemmene har et ansvar for at vende udviklingen.

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i børn, Dansk natur, Trivsel og tagget , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

18 svar til Vi svigter børnene

  1. Hans Petersen siger:

    Jeg har hørt for ganske nylig, at det også går ud over børnenes motorik. Når de når skolealderen, er motorikken virkelig dårlig, og så er spørgsmålet, om det så er for sent at gøre noget ved?

    Der er en stor opgave for forældre, og måske især besteforældre.

    Hvis det så kan kombineres med en langsom indlæring i den helt enkle naturhistorie, er det en ren vindersag.

    Hans Petersen
    Bestefar

  2. Kære Hans Petersen

    Tak for din gode kommentar.
    Jeg tror også, det er en ren vindersag, og det er bestemt aldrig for sent! Men det er uden tvivl bedst at tage tidligt fat både hjemme, i børnehaven og skolen. Mange yngre forældre ved dog dårligt, hvad de skal gribe og gøre i, bl.a. fordi undervisningen i naturkendskab har være så fraværende i skolerne i de sidste 30-40 år. Det er derfor, at vi “gamle” må tage fat.

    Med venlig hilsen
    Michael Stoltze

  3. Berit Fredriksen siger:

    Fuldstændig enig!
    Men politikere har også et ansvar. Har selv arbejdet 3½ med naturformidling for småbørn i Århus kommune, bl.a. med metodeudvikling, analyser og beskrivelse af forløb etc. Rigtig mange gode forløb, meget positiv respons fra skoler, dagtilbud, børn og forældre – men efter de 3½ år blev stillingen nedlagt. I år har kommunens politikere så gået et kæmpeskridt videre i at reducere naturen som læringsrom for børn, unge og voksne i kommunen. De to eneste naturvejlederstillinger i kommunen, tilknyttet hvert sit Naturcenter blev skåret væk fra budgettet fra 2012. Skammer mig over at bo i en kommune som tænker og handler således.

  4. Lars Hansen siger:

    Uden at kende artiklen i Kr. Dagblad, så vil jeg tro, at historien stammer fra Richard Louv´s bog “Last child in the woods – saving our children from nature-deficit disorder” (Algonquin Books, 2005).
    Læs bogen – og hør historien fra hestens egen mund.

    Mvh
    Lars Hansen

  5. johanne ellegård siger:

    Suk … Er ved at være dødtræt af alle de ting, vi forældre gør forkert efter en eller andens mening. Det er altså ganske svært at kombinere de to job, vi som forældre skal have (hvis vi skal redde statskassen) med børn og et fantastisk fritidsliv efter en lang dag i børnehaven. Der kommer de heldigvis ud næsten hver dag, så jeg kører dem med god samvittighed hjem i vogn – som jeg trækker!

  6. Betina siger:

    Jeg er da ganske enig i at børn er for lidt i naturen – det er heldigvis derfor der er opfundet skovbørnehaver og det kan man som forældre jo vælge at gøre brug af (hvis der ellers er plads i ens kommune).
    Jeg bed lige mærke i at der i artiklen blev nævnt at børn: “da jeg var ung” blev smidt udenfor og lege og at de i dag sidder foran en skærm. Det passer sikkert i manges tilfælde – og det er der en grund til. Jeg som forælder ville ikke smide min 3 årige datter ud og lege uden opsyn, ikke i det samfund vi lever i i dag hvor børn ikke kan lege sikkert udenfor. Der er oftere og oftere episoder med børn der forsvinder og bliver myrdet mens deres forældre et øjeblik ikke havde øjnene på dem og det er helt sikkert medvirkende til at børn i dag ikke bare bliver smidt ud og lege. Jeg er selv fra 1980 og da jeg var barn tilbragte vi også al vores tid udenfor, men jeg er også vokset op i et trygt område omgivet af familie så der var altid en eller anden der vidste hvor vi var. Samtidig var vi MANGE børn der legede sammen, på tværs af alder, og vi passede på hinanden og de store hjalp de små hjem når lygterne tændes. Samtidig er vores samfundsstruktur meget anderledes i dag end det var for bare 50 år siden. Da kom man hinanden meget mere ved end man gør i dag og man kendte og hilste på alle sine naboer og gik på visitter hos folk og kom hinanden ved – verden så meget anderledes ud. Jeg ville ønske at det kunne være som for 50 år siden hvor man bare smed ungerne ud i al slags vejr, hvor deres fantasi kunne løbe løbsk og hvor verden var uendeligt stor og klar til udforskelse. Hvor man kunne være tryg og snakke med folk på gaden – og hvor folk smilte til hinanden og sagde hej til fremmede mennesker man mødte på sin vej. Hvor man ikke skulle være bange for at man trådte forkert eller folk følte sig truet fordi man så på dem eller smilte til dem. Hvor man ikke skulle være bekymret for om der stod en pædofil klar rundt om hjørnet når man sendte sit lille myr ud i den store verden alene – DET ville være dejligt!!

    • Kære Betina.

      Mange tak for din kommentar. Jeg ved godt, at mange har det som dig. I virkeligheden er verden dog blevet mere tryg, og der går relativt meget færre pædofile og andre kriminelle rundt derude. I hvert fald ifølge statistikkerne. Vi accepterer bare ikke længere, at livet i det fri også rummer visse farer, og derfor er vi nærmest bange for at sende vore børn ud på egen hånd. Da jeg og mine søskende var små og ude på egen hånd næsten hver dag, var det da pissefarligt, og det er nærmest et mirakel, at vi aldrig kom noget alvorligt til. Vi kravlede f.eks. op i 20 meter høje egetræer, besteg 2-3 meter høje vandreblokke i skoven, gik ud på isen, når den bare var 5 centimeter tyk, cyklede (uden hjelm) med halsbrækkende fart ned ad de stejleste bakker og kravlede ned ad næsten lodrette klippesider ved kysten for at fiske. Alt det lærte vi en masse af. Men gu’ var det farligt. Alligevel er jeg idag mine forældre dybt taknemmelige for, at de sendte os ud.

      Mange hilsener
      MIchael

    • Christoffer Bugge Harder siger:

      Betina,

      jeg er selv småbørnsforælder, og undskyld mig, men pædofilfrygt er simpelthen den ubetinget dårligste undskyldning for at holde sine børn foran skærmen (eller andre steder indendørs), jeg nogensinde har hørt. Som Michael rigtigt siger, er verden i dag langt mere gennemregistreret og under opsyn, end den var for 30-40 år siden, og nej, det sker sjældnere og sjældnere, at børn forsvinder og dør, end det gjorde i “de gode gamle dage”. Og chancen for, at din datter endelig møder en pædofil, er langt, langt større, hvis du lader hende gå til ridning, dans, musik eller sport og lignende frivillige aktiviteter (ikke, at den er særlig stor der heller). Har du tænkt dig også at holde hende væk fra dette – bare for en sikkerheds skyld?

      Jeg kender selvfølgelig udmærket selv til den type frygt, som du beskriver, og jeg har en gang imellem, når jeg har læst om nogle grufulde ulykker og overfald, også gyst over tanken om, at min lille søn skulle komme noget til og haft lyst til bare at bære ham i favnen hele dagen. Men det er altså vigtigt at holde hovedet så koldt, at man kan se, at det meste af ens frygt netop er helt irrationel – og at det desuden er fuldstændig ødelæggende for ens børns sunde barndom, hvis man til enhver tid forsøger at beskytte dem mod enhver tænkelig fare.

  7. Christoffer Bugge Harder siger:

    Mit indtryk er, at der faktisk er ganske mange børnehaver og fritidshjem, der gør et godt stykke arbejde på denne front – ofte sekunderet af en ivrig naturpædagog, biologi/forststuderende eller gartner, der har fået netop denne tjans i institutionen. Men i folkeskolen og på lærerseminarierne) bliver naturundervisningen og i det hele taget udendørspædagogikken ofte behandlet stedmoderligt – en gennemsnitlig klasse har måske et enkelt emne om dyr i deres skoletid, men så bliver det noget med at tage i Zoologisk Have eller på Zoologisk Museum og finde nogle artikler på nettet, ofte omkring dyr som tigre, hvaler og kænguruer, som de fleste af dem aldrig kommer til at se i naturen.

    Ting som faktisk at se og genkende almindelige fugle som musvit og gråkrage, lære bogfinkens eller vibens sang, svinge en vandhulsketcher og fange haletudser og vårfluelarver eller plukke dugget strå, siv ved å og vilde blomster er det, der virkelig lider. Fænomenet slår også igennem helt op på biologistudiet – der er kun få af mine seneste hold (søde, interesserede og dygtige) 1.årsstuderende, der umiddelbart har kunnet genkende selv ret almindelige plantearter som vild kørvel, forglemmigej, skvalderkål – eller nytteplanter som kål, kartofler eller de fire kornsorter. Mit måske lidt naive forsøg på at lære dem at huske kornsorterne ved at synge 2. vers af “Nord og syd og øst og vest” (det med “Hveden er en vigtigper, er skaldet tæt og tyk…rug har ikke nær så lang og flot paryk som byg”) afslørede bare, at man heller ikke gør meget ud af de klassiske børnesange mere – eller/og, at jeg er 30-40 år ældre af sind end af skind.😦

    Der er formentlig stor mangel på kvalificerede biologilærere, og det er nok heller ikke noget, der er let at presse ind i en enkelt eller nogle få timer på en skoledag, hvilket ofte er, hvad der afsættes til biologiundervisningen. Og så er biologis obligatoriske pensum i folkeskolen også efterhånden næsten udelukkende noget med menneskets fysiologi og genetik, konditests, doping og kønssygdomme; industribiologi i form af oste- brød- og spiritusfremstilling; samt økologi, hvor det altid bliver noget med noget rent teoretisk om eutrofiering af søer og global opvarmning tilsat en masse lidt frelst snak om at “passe på naturen og miljøet”. Og hvorfor skulle man dog egentlig som almindelig skoleelev finde det specielt vigtigt, hvis man ikke aner, hvad det er?

    Og det er virkelig drønærgerligt, for jeg har i mit arbejde som frivillig lejrleder for Natur & Ungdom, gymnasielærer, naturunderviser på Zoologisk Museum (hvor vi osse kom i felten), naturvejleder for børn og fugle/hvalguide i Nordnorge oplevet alle steder, hvordan ellers ret ligeglade børn og unge pludselig livede op, når de fik en levende snog at røre ved eller sprættede indvoldene på en torsk op, fandt og tilberedte en gryde lækre Karl Johan, så en kjove stjæle en fisk fra en måge – eller kiggede på en skovflåts mundkroge i mikroskopet, efter man lige havde fjernet den fra dem selv! Der er efter min mening et kæmpe potentiale i friluftsbiologiundervisning til at engagere børn, også mange af dem, der ellers keder sig og har svært ved at sidde stille, eller har det svært med alt for teoretisk undervisning. Det er bare om at komme i gang!

  8. Tak, Christoffer. Hørt! (Læst!)

    Børnehaverne gør det godt, men det halter i skolene. En af dem, der gør en masse for af få skolerne mere i gang ude i det fri, er Ole Laursen fra DN. Vi skal have mere af den slags.

  9. Christoffer Bugge Harder siger:

    Selv tak, Michael. Jeg tror egentlig ikke, at der er spor af fjendtlighed fra skolernes side, og meget af det behøver mange steder heller ikke at koste noget særligt, så på den led er jeg egentlig ganske optimistisk – osse fordi, jeg selv har haft så mange virkeligt positive oplevelser med børn og unge, som jeg har haft med ude i naturen eller/og tæt på levende dyr for noget nær første gang i deres liv. Jeg husker især en gang, jeg havde fire børn fra skolen Sputnik (der kaldes “sidste station før ungdomsfængslet”) med ude at trække vandhulsketchere i søen i Fælledparken: Mohamed på 14 år (der havde begået flere indbrud) var faneme tryllebundet af at se en vandkalv splitte en stakkels regnorm ad i 1000 stykker – og kronragede Jesper, der altid røg i slagsmål, men som gik rundt med en frø, han havde fanget, nænsomt på hånden hele dagen – og skældte ud på Laila, fordi hun efter hans mening holdt for hårdt på den…… Når jeg tænker over det, var det sgu én af mine mest succesfulde oplevelser som underviser overhovedet.

    Men jeg er nok lidt pessimistisk mht. rekrutteringsmulighederne af gode lærere, fordi alle fagene (og forskerne) med artskendskab også er på vej ud af biologistudiet. Jeg havde det fremragende fag FLOP (floristik og plantebestemmelse) på bachelordelen, da det kørte sidste gang – det er kun 5-6 år siden – og der var vi 20-25 engagerede og planteinteresserede studerende, der selv samlede 150 arter ind til et herbarium på vores egen lokalitet. Vi var ude på 7-8 ekskursioner, og vi sluttede med en ekskursion på Sankt Hans Dag med plante-nørde-quiz, hjemmelavet hyldeblomstsaft og røllikesnaps og fælles afsyngning af “Når egene knoppes” (hvor Finn Rasmussen selvfølgelig fortalte om, at man i dag pga. roundup næsten aldrig så kornblomster dølge sig bag strågitre🙂. Senere blev faget først skåret ned til et rent indendørsfag, hvor man bestemte planter, som lærerne havde samlet ind – og sidenhen blev alle botanikerne fyret og faget helt nedlagt, som du ved. I dag foregår al undervisning i botanik på Biologi på KU på 1. år og er skåret ned til 12 øvelsesgange med fokus på nogle få familiers bygningstræk og ét sommerkursus – og dem af os, der står for denne undervisning, er næsten alle folk, der i bedste fald tilfældigvis og af egen amatørinteresse ved noget om planter.😦
    Mit eget PhD-arbejde handler også (bortset fra en del undervisning) næsten kun om kemi, biokemi, DNA-teknologi, isotoper og pyrosekventering, og det gælder også folk som Phillip og Jos (hvis artikel i Mol Ecol, du sidst havde oppe). Svampe, biller og frøer er for os også næsten udelukkende blevet noget, som vi dyrker i fritiden – desværre.

    Måske er den bedste mulighed et forsøg på samarbejde med de frivillige organisationer a la Ole Laursen, spejderbevægelserne og Natur & Ungdom, og så i fællesskab prøve at hjælpe skolerne med at bygge videre på det fundament, man får i skovbørnehaver og lignende steder?

  10. Iben siger:

    Ja, meget har ændret sig, rigtig meget endda, de sidste +40 år, og det understreger kun vigtigheden af at børn nu om dage, har forsat adgang til naturvejledere, biologiundervisning, vandhuller osv.

    Når jeg tænker tilbage på mine tidlige år (er født i ’72 i Allerød) er det på en tid, hvor jeg futtede rundt med mine veninder efter skole eller i weekender, og naivt troede, at vi med en pind og en snor kunne fiske efter fisk i en lille å (krog og madding havde vi ik’ tænkt ind i billedet, ha ha), fandt div. dyr dernede i vandet, plus haletudser, mens vi skræmte hinaden med dramatiske historier om, hvor man ik’ måtte røre ved bjørnekloen osv. Vi har været 5-6 år og gik rundt for os selv, 2-3-4 stykker. Min forældre anede ik’ hvor vi var, men de satsede klart på, at vi kunne klare os selv, og hvis ik’, så kom vi nok hjem efter hjælp …
    Jeg husker også, at min mor cyklede med mig den første uge, da jeg startede i børnehaveklasse, for at jeg skulle lære vejen at kende, og jeg derefter selv kunne cyklede turen alene hen og hjem 2-3 gange om ugen … vi snakker om en distance på 3 km på et lukket sti system.

    Min pointe er, Ja, det er nemt at savne – og til dels romantisere – de oplevelser og muligheder man selv havde som barn. Og forstå mig ret; jeg vil hellere end gerne give min datter samme muligheder som jeg selv havde, men jeg ved også, at præmissen har ændret sig markant siden da, og det på trods af at verden er blevet mere sikker siden da … jeg fatter slet ik’ at jeg overlevede, og mine forældre før mig😉

    Faktum er, at hvis jeg slipper min datter løs på samme vis som mine forældre gjorde, så er der desværre over også overhængede chancer for, at jeg vil blive stemplet som en uinteresseret, inkompetent forældre, som gambler med mit barns ve og vel! Det samme gælder, hvis jeg lader hende køre alene i skole på det lukkede sti system …

    Og det er jo i virkeligheden det der er det sørgelige. For det handler mere om folks/samfundets ændrede holdninger til hvad og hvordan ‘man’ bør og gør som forældre i forhold til ens børn, og til dels om hvad der er muligt at nå, for at få den daglige logistik til at gå op.
    Det leder mig tilbage til hvor jeg startede: Det understreger kun vigtigheden af at børn nu om dage, har adgang til naturvejledere, biologiundervisning og dejlig, beskidte og våde (læs upraktiske) vandhuller osv. Det understreger vigtigheden af, at det naturvidenskablige område – både i teori og praksis – bliver op-prioriteret i børns undervisning.
    Måske er det mig der er en hippieunge, men jeg tror også en størrer forståelse for naturen er med udbygge forståelsen af børns empati og respekt i et bredere perspektiv, end hvad der handler om ‘Me, myself and I’.

  11. DEN AMERIKANSKE FORFATTER Richard Louv er en af dem, der mest markant har sat fokus på sagen med bl.a. bogen “The last child in the wood”. Det har andre også, for problemet er langt fra nyt. Men det accelererer, og der er brug for endnu større fokus. I dag skriver Rune Engelbreth Larsen i Politiken: http://blog.politiken.dk/engelbreth/2012/01/10/børn-lider-mentalt-af-natur-mangel/

    • Kære Ole

      Tak. Jeg hørte godt udsendelsen. Den var fin, men jeg synes de medvirkende var ret akademiske i deres tilgang og havde svært ved at håndtere naturbegrebet. Karen Vistoft lagde luft til overskriften i Kristeligt Dagblad, og det var fornuftigt.

  12. Jeanette siger:

    Hej Michael, tak for at du fokuserer på det her vigtige emne. Jeg ved, at et dansk forlag, overvejer at oversætte Louvs bog “Las child in the wood”. Hvis det er noget, der kunne interessere jer, så kan jeg evt. skabe kontakt.

  13. Pingback: Natur gi’r sunde børn : Kratland.dk | blog – natur – børn – friluftsliv

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s