Nationalparkkonference endte i kaos

Nationalparkprocessen er ifølge miljøminister Ida Auken "kørt fuldstændig i hegnet". Derfor bliver Nationalpark Skjern Å ikke til noget i denne omgang, og Nationalpark Kongernes Nordsjælland hænger i en tynd tråd. (Foto: Michael Stoltze).

Der har længe været knas i arbejdet med at etablere nye nationalparker i Danmark. Problemerne blev forstærket af, at Danmarks Naturfredningsforenings præsident sidste år udtalte: “Det er en misforståelse, hvis nogen tror, at alt kan fortsætte som hidtil, når et område bliver til nationalpark” på trods af, at der ikke er lovhjemmel for restriktioner efter gældende lov. Den udmelding var en kæp i hjulet på det videre arbejde med nationalparker i Danmark.

Nu har situationen udviklet sig så kritisk, at miljøminister Ida Auken  på en nationalparkkonference i København i går valgte at lægge embedsmændenes skrevne tale i lommem og tale frit fra leveren:

“I er simpelhen nødt til at begynde at tale sammen”, sagde hun med adresse til landbrug og grønne organisationer, som hun beskylder for at ligge i krig og føre sager mod hinanden i stedet for at finde sammen om løsninger.

“Det er kørt fuldstændig i hegnet”, sagde hun, og appellerede til foramlingen om at gå mere konstruktivt til værks.

Det var en flot og modig udtalelse, men jeg er bange for, at hendes tale på trods af det klare budskab ikke trængte rigtigt ind. Min fornemmelse ved konferencen var, at de grønne organisationer anser ministeres udmelding for ansvarsflugt.  I hvert fald var det påfaldende, at formændene for de tre oganisationer bag konferencen (DN, DOF og Friluftrådet) valgte ikke at stille op til den afsluttende paneldebat.

Ved paneldebatten blev det desuden klart, at der er en udbredt begrebsforvirring, og at dette også er grunden til, at processen er gået i hårknude. Forvirringen handler især om, hvorvidt nationalparker på lang sigt må rumme alrealer med intensivt landbrug.

Konferencen endte nærmest i kaos. Men nu er problemerne i det mindste blevet klart identificeret. Derfor tror jeg mere, at der er tale om en krise og en time out end om et uopretteligt sammenbrud.

Nationalpark Skjern Å og Nationalpark Kongernes Nordsjælland skal nok komme på plads en gang i fremtiden sammen med flere andre oplagte nationalparkandidater i Danmark. Det sker dog først, når de stridende parter viser respekt for loven og går i konstruktiv dialog.

Det er min overbevisning, at miljøministeren som kaptajn på skuden ikke vil forlade det ramponerede skib. Hendes modige udmelding i går viser stor indsigt og engagement, og jeg forventer, at hun vil fortsætte arbejdet med at reparere skaderne og bringe processen på ret kurs. Uden forståelse fra landbruget og grønne organisationer, går det dog ikke.

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Nationalparker og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Nationalparkkonference endte i kaos

  1. Henrik H siger:

    “Forvirringen handler især om, hvorvidt nationalparker på lang sigt må rumme arealer med intensivt landbrug.”

    Det bør der ikke være forvirring om, for med den nuværende lov, må der IKKE være restriktioner for noget som helst i nationalparkerne. INGENTING må der være restriktioner for. Det burde ministeren eller hendes embedsfolk lynhurtigt have kunnet afklare.

    Det som SKABER forvirringen er for det FØRSTE at der ikke er nogen ambitioner i loven. De aller fleste normalt tænkende mennesker forbinder en nationalpark med natur og naturbeskyttelse. Det er derfor naturforkæmpere vil have parkerne, og det er derfor industri og landbrug ikke vil være med. De tror nationalparken betyder noget.
    For det ANDET: Det skaber også forvirring, når naturforkæmpere som fx dig selv siger, at nationalparkerne skal være mere ambitiøse, men inden for den eksisterende lov. Det betyder jo, at alle de som har undersøgt reglerne, fået lovning på at der ikke kommer restriktioner og sagt OK til at indlemmes i en nationalpark pludselig kommer til at stå med en usikkerhed: Vil der på sigt komme restriktioner, når alle “de kloge” siger der skal være mere naturambition i parkerne? Vil jeg kunne fortsætte med at drive min jord eller min butik eller min fabrik? Vil min nabo sælge sin jord til naturformål, når der kommer større naturambitioner? Hvad vil det lægge af pres på mig, og hvor meget frihed taber jeg ved det, når der kommer større naturambitioner?

    Nej, det som er kørt i hegnet er manglende politisk mod til enten at stå ved, at vi har nationalparker der ikke betyder en dyt naturmæssigt, eller, og det kunne jeg ønske mig: Nye nationalparker, der betyder noget, og hvor der er rene linier, så folk ikke står med håret i postkassen, og hvor det er ærlighed og redelighed og klarhed, der ligger bag loven.

    Hvid vi skal skal have nationalparker skal de være med høj beskyttelse, bedre natur. bedre beskyttelse, mere natur. Men det skal ske åbent, og det skal ikke listes ind af bagdøren i ly af en uambitiøs lov og under dække af at der ikke skal ske ændringer eller større ambitioner.

  2. Jes Elnif siger:

    Hvad talte du om på konferencen?

    • Jeg støttede Ida Auken 100 % og sagde, at nationalparkerne nok skal blive til noget, hvis vi begynder at føre en konstruktiv dialog. Desuden foreslog jeg, at vi indførte naturparkbegrebet i dansk lovgivning, så vi bedre kan håndtere forskellige “park”-kategorier (ligesom f.eks. i Tyskland og Sverige).

  3. Kenneth Buk siger:

    1. Vi skal alle bruge IUCN kategorier for fredede områder som udgangspunkt for enhver diskussion for at undgå forvirring.

    2. Dermed er konflikten med landbruget også løst, for produktion hører ikke hjemme i en nationalpark IUCN kategori 2. Nationalparker hører hjemme på Naturstyrelsen jorde, plus evt. områder som staten opkøber eller som private eller fonde frivilligt overlader til urørt natur. Enhver diskussion med landbruget er spild af tid, da der er et minimum af biodiversitet på konventionel landbrugsjord og landbrugets naturlige modstand vil kortslutte enhver nationalpark.

    3. Naturstyrelsen skal lægge alle sine områder urørt, herunder de biodiversitetsrige skove i Nordsjælland. Undtaget er kun områder som med fordel kan byttes med private jord med højere biodiversitet, der ligger i sammenhæng med anden natur.

    4. Naturstyrelsen og Miljøministeriet bør lægge planer for store, sammenhængende naturområder og biosfære-reservatet med forskellige fredningskategorier (med nationalparker som kerner) og flere ejere. Et godt eksempel er området fra Vadehavet, Skallingen, Oksbøl (Forsvaret), Fiilsø (AVJ Fonde) op til Tipperne.

  4. Kenneth Buk siger:

    P.S.: Hvis nationalparker er kørt i hegnet er det ministerens ansvar. Hverken landbrug, grønne eller andre interessegrupper har nogen direkte politisk magt. Det er ministeren der skal styre foretagendet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s