Hvordan får kampen for arterne politisk og folkelig medvind?

Vi skal passe på arterne af den simpel grund, at de findes. Også denne sjældne timiankøllesværmer, der kun findes ét sted i Danmark. (Foto: Michael Stoltze).

Hvordan får beskyttelse af arterne (den biologiske mangfoldighed eller biodiversiteten)  bedst politisk og folkelig medvind?

Blåfuglens, pletvingens, spidsmussnudebillen, fedtporesvampens, djævelsbidens, koralpigsvampens, lungelavens, kobbersneppens (og i udlandet f.eks.: Løvens, næsehornets, søljekaktussens, pjaltefiskens – you name it…) tilstedeværelse gør os glade, hvis vi ellers er bevidste om, at de findes.

Men vi klarer os, og naturen overlever rent fysisk udmærket uden disse skabninger. Derfor kommer de klassiske nytteargumenter – mad, medicin, økosystemfunktion – som både politikere og nogle biologer klynger sig til, fuldstændig til kort, når det gælder om at håndtere biodiversitet.

Jeg mener, at det stærkeste argument i virkeligheden er, at vi skal passe på Jordens mangfoldighed af den simple grund, at den findes, og at vi har det dårligt med, at vore medskabninger begynder at forsvinde på grund af os. Jorden bliver mere og mere et fængsel for os, når det sker.

Så vi må og skal i allerhøjeste grad ændre vores kultur for at løse biodiversitetskrisen. Det er vi så småt i gang med. Vi kan imidlertid kun gøre det med succes, hvis vi gør kampen for naturens mangfoldighed til en kulturkamp. Ellers bliver det en menneskefjendsk kamp for naturen for naturens egen skyld, og så går det galt.

Hør mere om menneskets kamp for naturen mangfoldighed i denne udsendelse fra DR P1: 

http://www.dr.dk/p1/p1-formiddag-med-poul-friis/p1-formiddag-med-poul-friis-124/

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Biodiversitet og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

8 svar til Hvordan får kampen for arterne politisk og folkelig medvind?

  1. En meget godt opsummering af argumenterne findes på det svenske artprojekts hjemmeside her http://www.nationalnyckeln.se/sv/biologisk_mangfald
    Skæbnens ironi er så, at dette ellers forbilledlige projekt netop nu er truet at kraftige nedskæringer.

  2. john jørgensen siger:

    Vi skal pleje/genoprette mangfoldigheden fordi den er livskvalitet. Der er ikke meget der slår det at gå i sin have/skov/strand/park, og høre, se, mærke livet krible overalt…
    Og vi skal gøre det for simpel overlevelse. Hvis økosystemer kollapser, så risikerer vi at sulte, og ihvertfald vil vores hverdag blive rigtig fattig.
    Har vi eksempler der viser hvor galt det kan gå, måske fra Afrika? Spanien?
    Her mit forslag til gør det selv tips for større mangfoldighed:
    http://www.liv-i-haven.dk

  3. Kære John

    Jeg er enig med dig i dit første argument. Det andet holder ikke. Økosystemer kollapser ikke, fordi vi udrydder arter. De ændrer sig bare.

    Men som én skrev på Facebook: “Biodiversiteten gør Jorden smukkere. Ganske enkelt. Hvis vi kun skulle tage hensyn til menneskets behov, ville jorden blive gold og kedelig.” Så fint og enkelt kan det siges.

    Mvh.

    Michael

    • Hm, man kan selvfølgelig godt stille det sådan op, at der i denne verden ikke findes katastrofer, kun ændringer. Men hvis vi i stedet for hele systemer taler om bestande, så ved vi, at bestande kan kollapse på en måde, så de har svært ved at komme tilbage, netop fordi deres forsvinden får økosystemet til at ændre sig. Er det en torskebestand har det stor økonomisk betydning, er det en møl mærker vi det næppe.

      Også målt på naturens egen dynamik findes der arter som har nøgleroller – dvs. at mange andre arter er afhængige af dem – og andre arter som spiller biroller.

      Når vi taler om truede arter, så er det jo nærmest pr. definition sjældne arter, og sjældne arter er alt andet lige mindre afgørende for økosystemerne end trivialiteter som egetræer og regnorme. Jeg kan altså godt følge dig, Michael, i at man i de fleste tilfælde ikke skal bruge økosystemkollaps som skræmmebillede, men pas på du ikke får det til at lyde som om, at at økologiske sammenhænge er uden betydning. Arternes indbyrdes dynamik er trods alt en af det 20 århundredes centrale erkendelser i biologien.

    • Karsten Schnack siger:

      … men er det ikke netop set ud fra menneskets behov, at det er et problem, at jorden bliver gold og kedelig? – eller: Giver ord som ‘smukkere’ og ‘kedelig’ nogen mening løsrevet fra menneskets synspunkt?
      Mvh
      Karsten

      • Kære Karsten

        Jo – du har ret. “Smukkere” og “kedelig” giver kun mening ud fra menneskets synspunkt.

        Jeg tror, at hende, der skrev kommentaren på Facebook mente: “Biodiversiteten gør Jorden smukkere. Ganske enkelt. Hvis vi kun skulle tage hensyn til menneskets fysiske behov, ville jorden blive gold og kedelig.”

        Mange hilsner

        Michael

  4. Jan Williams siger:

    John spørger: Har vi eksempler fra Afrika mht. om hvor galt det kan gå? Ja, eksempelvis fra Victoria Søen, Afrikas største sø, hvor man i slutningen af tresserne udsatte den velsmagende fisk Nilaborren, og som man forventede ville kunne skaffe gode eksportindtægter fra Europa. Det kunne den også. Men desværre har Nilaborren ingen naturlige fjender i Victoria Søen, så i dag er halvdelen af søen oprindelige fiskearter blevet udryddet og ligeledes er mange små fiskersamfund i henholdsvis Kenya, Uganda og Tanzania i mellemtiden forsvundet grundet Nilaborrens grådighed. Dens egen bestand er i øvrigt også for nedadgående, for da dens fødefisk er blevet minimeret, så spiser den sine små slægtninge. Nuvel, den triste udvikling, eller afvikling om man vil, skyldes da også et ukonrtrolleret overfiskeri i Victoria Søen.

    Også Vandhyacinten, en smuk vandplante der oprindelig hører hjemme i Sydamerika, men som englænderne indførte til Victoria Søen har været en voldsom plage. For i Victoria Søen har Vandhyacinten ingen naturlige fjender og derfor bredte den sig med lynets hast. Udover at vandforsyningen i de tre afrikanske lande, samt de få el-kraftværker der er i Uganda, blev stoppet af plantens aggressive fremfærd, blev hele økosystemet også forskubbet voldsomt, men heldigvis og millionvis af dollar og euro efter, er det dog i dag lykkedes at få vandhyacinten under nogenlunde kontrol.

    Gad vide hvornår vi mennesker lærer, at naturen ikke blot er en tumleplads for dem med et stort pengebegær?

  5. Rasmus Dandanell Lundegaard siger:

    “Vi beskytter kun det vi elsker, vi elsker kun det vi kender, vi kender kun det vi har mødt” (frit citeret og oversat fra en sydamerikansk naturpolitiker, hvis navn jeg har glemt).

    Så hele ansvaret for folkelig medvind falder tilbage på os der kender dele af naturen og elsker den. Vi skal ikke prædike for folk, at de SKAL elske naturen, vi skal have dem ud på “stævnemøde med spidsmussnudebillen”. Vi “omvender” ingen ved tvang, men kun ved at lade dem forelske sig. Naturen overlever os mennesker – men vi overlever ikke uden den.

    Åh – inden I nu går ud og sætter i værk, så husk lige: Alle har et forskelligt natursyn og det er synet der styrer hvad vi oplever. Husk at du også SELV skal være villig til at tage de vante briller af og se verden gennem andres synspunkter.

    Herfra en stor cadeau til Natur og Samfund, som prøver at rokke ved en fast samfundsopfattelse af “os og dem” i naturdebatten. Tak!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s