Danser med sommerfugle

Normalt flyver sommerfugle fra blomst til blomst. Men Margit Ettrup har gennem mange år lært sig kunsten at kommunikere med de smukke skabninger bestemte steder i København. Se videoen, som hendes søn Jacob har optaget. (Foto: Michael Stoltze).

Sidste sommer sendte en af mine bekendte mig en usædvanlig besked om en københavnsk kvinde, Margit Ettrup,  som var i stand til at tiltrække sommerfugle bestemte steder i byens grønne områder.

Jeg var selvsagt noget skeptisk, men siden modtog jeg flere videoklip med hende optaget af hendes familie. Og det er altså helt korrekt og enestående: Igennem mange år har Margit udviklet en særlig evne til stille og roligt at hidkalde sig sommerfuglene. De kommer til hende og sætter sig på hende næsten på kommando.  Se videoklippet her: 

Se også disse supplerende optagelser fra 2012 0g 2013:

Margit og admiralen (2012):

Margit, sommerfugle og musik (2012):

Margits barnebarn Annika møder admiralen og det hvide C  (2012):

Margit med det hvide C på hånden og på næsen (2013):

De fleste sommefuglefotografer kender sikkert til, at sommerfugle kan vænne sig til menneskers tilstedeværelse. Men optagelserne her og Margit Ettrups evner er virkelig ud over det sædvanlige.

Med tak for tilladelse til at offentliggøre videoerne og med stor tak til Margit og familien  for optagelserne skal jeg hermed spørge, om andre kender til sådanne erfaringer med at kunne tiltrække sommerfugle.

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i sommerfugle og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

9 svar til Danser med sommerfugle

  1. Hans Christian Lind Hansen siger:

    Nu ved jeg ikke om det kun er mig, men jeg kan ikke se videoklippet
    Mvh
    Hans

  2. Hans Christian Lind Hansen siger:

    Soory – nu kom det!

  3. Hej Michael,
    Ja, jeg har faktisk oplevet noget lignende, som jeg dog indtil nu kun har fortalt ganske få mennesker om, fordi det virkede så utroligt! Men på denne baggrund vover jeg et øje… Nu håber jeg bare, dette indlæg ikke bliver alt for ”overnaturligt” for din blog, for det er jo naturen, det handler om ;-).
    Nå, men tilbage i 90erne arbejdede jeg i et stort edb-firma, hvor kantinen lå på førstesalen i en bygning på den anden side af vejen. Man kom ind via en svingdør og en trappe i et glasbur, der var flere etager højt. Det virkede som en ”sommerfuglefælde”, for var sommerfuglene først kommet ind ad svingdøren, fløj de op mod vinduet til de faldt døde ned i en ”massegrav” oven på huset til svingdøren.
    En dag, hvor jeg kom ud fra frokost, så jeg endnu en sommerfugl flagre op ved døren. Trist, tænkte jeg på vej ned ad trappen, og så for mit indre blik hvordan den nu ville ende sine dage mens den prøvede at flyve op mod ruden. Men da jeg kom ned til svingdøren, skete noget besynderligt: Sommerfuglen – det var en nældens takvinge – fløj pludselig lige ned til mig og rundt om svingdørhuset, så jeg kunne tage den nænsomt mellem hænderne og bære den ud gennem svingdøren og slippe den fri.
    Det hele skete meget hurtigt og var ganske overraskende, for det så virkelig ud som om sommerfuglen helt bevidst reagerede på mine tanker – måske fordi jeg ”tænkte i billeder”? – og gerne ville reddes.
    Prøv at spørge Margit om hun oplever noget lignende? Hændelsen gav i hvert fald mig stof til eftertanke om, hvordan dyr kommunikerer – også dyr, vi ikke oplever har et sprog – og om det måske er muligt at kommunikere på tværs af arter og racer… fascinerende, ikke?
    Venligst
    Troels

  4. Jeannie Vogt siger:

    Måske kan sommerfuglene tiltrækkes af en bestemt duft på hænderne, lige som man kan tiltrække dem med rødvin på en snor?

    • Per Larsen siger:

      Sommerfugle opsøger ofte mennesker for at få livsvigtige salte fra sveden på menneskenes hud, men sommerfuglene der opsøger Margit har ikke sugesnabelen ude, så det er ikke grunden.
      Ved de berømte vandfald i Iguazu, Argentina kan man opleve hundreder af sommerfugle som sidder på trægelænderne og suger salte afsat af turisternes svedige hænder. Det er fuldstændigt surrealistisk at gå på gangbroerne med alle de farvestrålende sommerfugle af vidt forskellig art, som sidder der i en lang perlerække.

  5. Sonja hashøj siger:

    Da jeg mellem 1976 og 1986 boede i Nærum, gik jeg ofte tur omkring en sø, som vi kaldte åkandesøen. En varm sommer dag sad der en rød libelle på en lille trægren, som ragede lidt ud over søen. Jeg satte forsigtigt fingeren hen til den, ligesom sommefugledamen gjoede med admiralen. Libellen satte sig på fingeren, og i ca.½ time brugte den mig som udgangspunkt for sin jagt på fluer. Den vendte hele tiden tilbage til mig. Det blev jeg selvfølgelig træt af i længden, så jeg begyndte at eksperimentere. Jeg flyttede mig lidt til højre og lidt til venstre, og libellen flyttede med. Afstanden fra udgangspunktet blev større og større, og den fulgte stadig med. Da afstanden fra udgangspunktet nående op på ca½ meter forsvandt den. Jeg opfatter det, som at jeg var dens udgangspunkt for jagt, jeg havde blot overtaget trægrenens rolle. Den reagerede bestemt ikke på kald. Jeg har gentaget eksperimentet flere gang side. Kan man få insektet til at sidde på sin finger f.eks.. og så holder sig inden for en passende afstand til udgangspunktet, så bliver man brugt som base. Altså: jeg tror, man bliver opfattet som en del af den omgivende natur, f.eks en træstamme.
    Kærlig hilsen
    Sonja Hashøj

  6. Anders siger:

    Der er vel ikke noget nyt i at insekter – herunder sommerfugle – tiltrækkes af meget lyse områder. Fx. et hvidt lagen eller andre lyse farver.
    I videoklippet fremstår Margits arm skarpt belyst i forhold til de i øvrigt dæmpede baggrundsomgivelser. Er det ikke blot det der gør sig gældende – at sommerfuglen tiltrækkes af det skarpt belyste, lyse hudområde? Da Margit drejer hånden så belysningen falder, flytter sommerfuglen sig prompte.

  7. Andy siger:

    Det er interessant, men ikke enestående. Jeg boede på stue med en gut i militæret, som kunne fange mus med de bare hænder når vi var på øvelse. De var ganske enkelt ikke bange for ham, og gik frivilligt op på hans hænder. Han tiltrak også egern i stor stil, dog uden at de kom helt tæt på.

    Som barn holdt jeg ofte ferie på Samsø, hos en mand som havde den samme evne med vilde fugle. Det var ikke unormalt at vilde fugle bevidst opsøgte ham, og satte sig på hans hoved, skuldre og arme.

    Ingen af ovenstående tilfælde var relateret til tilvænning til fodring. Jeg tror blot at man må acceptere at enkelte mennesker har en evne til at signalere tillid og tryghed til dyr.

  8. Sussie Thyssen siger:

    Jeg har altid kunnet den slags ting med dyr, og som Troels Lyndelse skriver, så handler det om tanker i billedform, men også om ro, og udstråling af “gode” og ikke-truende energier.
    Lige fra jeg var lille barn, har jeg bevæget mig i naturen med respekt, og elsket mine 1000-vis af oplevelser, hvor dyr har vist tillid og uden angst har været tæt på mig.
    Således har jeg oplevet sommerfugle sværme om mig (bruge mig som base), og fugle komme helt tæt på mig.
    Den største oplevelse var en tidlig sommermorgen, hvor et kuld ræveunger legede bogstaveligt talt rundt om benene på mig, medens deres mor sad 5 m fra mig og holdt øje med dem og mig, men uden at kalde dem til sig. I 3 kvarter, sad jeg musestille og nød samværet med disse fantastiske dyr, indtil rævemor mente at legetiden var overstået og kaldte ungerne til sig og tog dem med ned i graven.

    Evnen er at kunne lytte og aflæse dyrenes adfærd og deres signaler, og her er det fælles for alle, at man har evnen til at ville “lytte” og forstå.

    Margit Ettrup kan noget med sommerfugle, men min nu afdøde tante kunstneren Lizzie Thyssen, kunne noget med humlebier.
    På samme måde som Margit kommunikerer med sommerfuglene kommunikerede hun med humlebier, og i årenes løb, forvandlede hun sin have til et humlebi-paradis, med blomster af de rigtige typer. Når hun gik i sin have kom de til hende, sad på hende og fløj om hende, og hun lærte mig at klø dem et bestemt sted på ryggen, hvor de går helt i coma af fryd over at blive nusset.
    Imellem vingerne, kan man med en forsigtig finger gnide dem, og så sker der det sjove at de sidder helt stille, går lidt ned i benene, spreder vingerne og så summer de på en helt speciel måde, nærmest som om de spinder som en kat.
    Jeg ved godt, at det lyder totalt underligt, men der findes faktisk ikke noget blødere end den silkebløde “pels” en humlebi har.
    Også jeg har humlebi-blomster i min have.
    Vores humblebier har det ikke godt i den danske natur, så det er en god gerning at have rigeligt med blomster de kan lide.
    Og…der findes ikke noget hyggeligere end at gå en tidlig aften og klø humlebier på ryggen.
    Venlig hilsen
    Sussie Thyssen
    Fyn

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s