Hvad vil vi med Danmark?

Bygmarken. (Foto: Michael Stoltze).

NATURPLAN DANMARK. Hvordan bliver Danmark et spændende og attraktivt land med variation, saft og kraft? Naturen og Danmarks arealanvendelse kommer til debat i 2013.

Viste du, at de siddende regeringer siden 1989 har støttet en plan om, at skovarealet skal fordobles, så vi får ca.  24 % skov i Danmark inden 2089?

Sikkert ikke. Vi danskere er nemlig aldrig blevet spurgt om, hvordan vores land skal se ud i fremtiden. Det kan være, vi slet ikke ønsker al den skov. Måske er det åbne og blomsterrige landskaber, vi vil have mere af. Måske begge dele. Måske mere vildnis. Måske vil vi helst have bølgende kornmarker og køer på græs. Måske er drømmen en gigantisk metropol. Måske er alt godt, som det er. Ingen ved, hvad den danske befolkning tænker.

Men nu sker der noget. Næste år, i 2013, skal folketinget vedtage den såkaldte Naturplan Danmark. Planen er mere end en plan for naturen. Det er en masterplan med grundprincipper for arealanvendelsen i Danmark. En plan, som lægger op til ny, bedre og mere enkel lovgivning om, hvordan vi anvender Danmark i fremtiden.

Planen har været på ønskelisten siden 2001, hvor det såkaldte Wilhjelmudvalg barslede med danmarkshistoriens største og grundigste udredning om den danske naturs status.

Udredningen belyste præcist og med omfattende dokumentation en lang række problemer med at sikre en mangfoldig natur. Og rapporten kom med fyldige anbefalinger om, hvordan problemerne kunne løses. Den daværende miljøminister, Svend Auken, havde valgt den konservative politiker og tidligere industriminister Nils Wilhjelm som formand for udvalget bag rapporten. Efter ham blev udvalget kaldt for Wilhjelmudvalget, ligesom rapporten siden fik tilnavnet ”Wilhjelmrapporten”.

Valget af en konservativ formand i spidsen for udredningen var et signal om, at naturpolitikken er en alt for væsentlig sag til, at den skal drukne i politiske fløjkrige. Det var hensigten, at Wilhjelmudvalget skulle barsle med en rapport, der kunne bruges som et bredt politisk fundament for en god og virksom naturpolitik.

Wilhjelmrapporten skulle være startskuddet på en ny æra, hvor tilbagegangen i naturens mangfoldighed blev standset eller endog vendt til fremgang. Selv Dansk Landbrug, der havde været meget aktive i forhandlingerne, blev i sidste ende tilfreds med udredningen, og udtalte i en pressemeddelelse:

Rapporten vil blive husket som en milepæl om ti år. Det var med den, vi stoppede op og besluttede os for, at Dalgas-perioden 100% var overstået. Nu er det andre værdier end blot at dyrke jorden, der skal til for, at vi kan tale om godt landmandsskab. Vi skal også tage vare på naturen.

Men efter regeringsskiftet i efteråret 2001, blev Wilhjelmrapporten ved skæbnens ironi slagtet. Eksperterne blev smidt på porten, og Naturrådet, der under forskellige betegnelser havde rådgivet danske regeringer i naturspørgsmål siden 1917, blev afskaffet og erstattet af Bjørn Lomborg.

Men nu er Svend Aukens niece, miljøminister Ida Auken, parat til at tage fat med 12 års forsinkelse. Som resultat af blandt andet arbejdet i den siddende Natur- og Landbrugskommission vil regeringen nemlig fremlægge den længe ventede opfølgning på Wilhjelmudrapporten i form af Naturplan Danmark.

Det ser vi stærkt frem til i Natur & Samfund. Vi ønsker meget mere debat om den danske natur. Hvilken natur er vigtig for os? Hvilke forandringer vil vi acceptere? Hvordan afvejer vi specialisternes viden og befolkningens ønsker mod hinanden som grundlag for naturbeskyttelsen? Skal landmænd i højere grad beskæftige sig med at beskytte og udvikle naturværdier fremover?

Lad as få nogle friske bud på, hvordan Danmark skal se ud i fremtiden. Nogle bud på, hvordan vi sikrer Danmark som et spændende og attraktivt land med variation, saft og kraft. Skal vi have mere vildnis? Skal vi har flere fritlevende, store vilde dyr? Skal vi have mere skov? Skal vi genskabe søer, sumpe og snoede vandløb? Skal vi vedligeholde og forøge arealet af heder, enge og andre gamle kulturlandskaber, der har udtjent deres rolle i landbrugsdriften? Eller modsat: Er der for meget vildnis? Er der for meget skov? Skal vi blæse kulturarven et stykke og lade heder, enge og andre udtjente kulturlandskaber gro til?

I debatten er der nogle begreber og forhold, det er godt at kende til.

For det første: Natur er pr. definition alt det, der kommer af sig selv. Det, menneskehænder ikke har skabt. Natur helt uden menneskehænder ville på landjorden i Danmark sige løvskove med sumpe, moser og morads de fleste steder. Enge, heder og blomstrende bakker er som regel kulturprodukter.

For det andet: Der er natur over alt, uanset hvor stor kulturpåvirkningen er. Selv i de tætteste og største byer og på de mest intensivt dyrkede marker er der natur. Den er blot fattigere end den urørte natur.

For det tredje: Mennesket har ved sit virke formet landet og i begyndelsen skabt sine egne, behagelige livslommer, hvor lys og luft gjorde os godt i naturens vildnis. Og lommerne blev efterhånden til sammenhængende kulturlandskaber, som med tiden fortrængte den vildeste natur.

For det fjerde: Forvandlingen af Danmark fra naturland til kulturland er forudsætningen for, at 5,6 mio. mennesker i dag kan leve her, og at vi endda kan producere mad til omkring 16 mio. mennesker på blot 43.000 kvadratkilometer.

For det femte: Tanken om at vende tilbage til alene at leve af den vilde natur i Danmark er utopisk. Det ville forudsætte, at befolkningstallet kom ned under en tyvendedel af i dag. Når man diskuterer, hvad man vil med naturen i Danmark, må det derfor være indforstået, at en stor del af landet fortsat skal være et kulturlandskab med en intensiv produktion af fødevarer.

For det sjette: Naturen har betydning for alt, og mennesket er ret beset også natur. Vi har bare valgt at kalde vores handlinger for kultur.

Mennesket bestemmer i store træk, hvordan Danmark ser ud. Men naturen er altid medspiller. Der er groft sagt tre måder at omgås naturen på: At lade den være urørt, at bruge naturen ved at høste dens brugbare ressourcer, eller ved at omdanne den.

Den urørte natur er de steder, der får lov til at udvikle sig helt frit uden, at vi som mennesker griber ind. Steder, hvor vi bare er måbende tilskuere til naturens frie udfoldelser. Det kan være dybt bevægende, som dyrenes intense samspil og stemningsmættede kamp på liv og død er det i Serengeti, eller skræmmende, som når Møns Klint bid for bid bryder sammen og styrter i havet. Strengt taget findes virkelig urørt natur ikke længere på Jorden, fordi menneskeheden har ændret atmosfærens sammensætning af luftarter, og dermed påvirket al natur på kloden. I praksis regner man dog med begrebet urørt natur eller vildnis.

Den brugte natur er de steder, der bruges af mennesker, men ikke mere, end at mange af naturens vilde arter trives, nogle endda bedre, end under urørte forhold. Det var den brugte natur, der prægede Danmark fra agerbrugets indtog for 6-7 tusind år siden og frem til midten af det 20. århundrede. Svedjebrug, opdyrkning og græsning forandrede landet, skoven forvandt, og ind kom de åbne vidder med heder, græsland, enge og de planter og dyr, der hører sådanne steder til.

Den omdannede natur er resten, dvs. den radikalt ændrede natur, hvor de fleste af naturens vilde arter ikke trives. Tilløbet til den omdannede natur var dræningen af Danmark, som fandt sted i det 18., 19. og 20. århundrede, så enge, moser og sumpe svandt ind. Efter ca. 1950 skete der en anden markant ændring af landbruget. Gødningsmængderne steg med 400 % i løbet af 25 år, og sprøjtning af afgrøder blev standard. De dyrkede jorder blev omdannet fra noget naturnært til noget naturfjernt. Og den omdannede natur begyndte også at fylde meget mere i form af bebyggelser, byer og veje.

I debatten om naturen slår mennesker tit hinanden i hovedet med, at den ene slags natur er bedre end den anden. Landmanden tror f.eks., at biologen vil bombe Danmark tilbage til stenalderen, mens biologen tror, at landmanden er ligeglad med naturen. Den slags debatter fører som regel ingen steder hen. Alle konstaterer, at de andre er nogle idioter, ingen bliver klogere, og naturen bliver fattigere.

Meget kunne vindes, hvis debatten om naturen blev ført på et grundvilkår om, at alt er natur af forskellig art. Og på en bred erkendelse af, at både den urørte, den brugte og den omdannede natur er vigtig og rummer væsentlige kvaliteter.

Og så skal vi holde op med at være ligeglade. For nogle år siden skrev Ulrik Høy i  Weekendavisen: ”Om danskerne elsker naturen? Overhovedet ikke. Vi er vist snarere et lidt natursky folkefærd, der er mest trygge på ”Strøget””. Det har han sikkert ret i. Det illustreres bl.a. af, at vi årligt pr. dansker kun bruger, hvad der knap nok svarer til udgiften til to biografbilletter til naturen.

Naturen er i dag mest i hænderne på en elite, der kan sige mystiske ord som Habitatdirektiv, EF fuglebeskyttelsesområder og bilag IV arter, og naturen er blevet den rigtige natur, den urørte især og den plejede.

Det er vigtigt, at der er en elite, som kæmper for så sære skabninger som Stellas mosskorpion, den hellige mygblomst eller den spinkle månerude. Men debatten om naturen er også for dem, hvis hjerter banker for bølgende rugmarker, blåhatten i grøftekanten, lærkesangen, storbyens natur, hverdagens natur, naturen i kulturen.
Sagen er, at natur er allestedsnærværende, i storbyen som i urskoven. Natur må ikke blive til noget snævert, der kun er for fagfolk.

Forhåbentligt kan danskernes engagement og fornemmelse for natur vækkes gennem mere debat og fokus på naturen i politik og medier. Natur er andet og mere end planter, dyr og levesteder. Landmandens bygmarker er også natur. Vidunderlig natur. Der er bare ligesom ikke så meget ved verden, hvis alverdens åbne vidder bliver til bygmarker.

De tre slags natur, den urørte, den brugte og den omdannede, har hver deres kvaliteter og værdier. Den urørte natur, fordi den repræsenterer verden i de frie kræfters vold som en både livsbekræftende og skræmmende kontrast til den civiliserede verden. Den brugte natur, fordi den er udtryk for mødet mellem natur og kultur. Og den omdannede natur, fordi den er baggrund for, at den talstærke menneskehed overhovedet kan overleve i vore dage.

Menneskeheden er blevet slaver af den stærkt omdannede natur, hvor vi kan producere masser af mad og andre fornødenheder. Det gør vi heldigvis med større og større effektivitet og bæredygtighed. Derfor har vi plads til at lade områder ligge hen som urørt natur eller som ekstensivt brugt natur uden, at det går ud over vores velfærd. Det er bare  ingen selvfølge, at vi gør det. Naturen er i menneskets hænder, så det sker kun, hvis vi ønsker det og handler derefter.

Gennem fredninger, love og direktiver er det lykkedes at sikre en vis portion af Danmarks naturværdier. Men er det nok? Hvilken natur vil vi have? Vi bestemmer – vi sætter rammerne for naturen i Danmark. Det er et spørgsmål om politik og planlægning. Så: Hvad skal vi med Danmark?

I Natur &  Samfund arbejder vi for, at Danmark tager ordentlig fat i sig selv for at sikre og udvikle landets naturværdier til noget, vi både kan være glade for og stolte af. Det vil være en moderne, sund investering og en fremtidssikring af vores velfærd.

Danmark er mest et kulturland. Men natur i fri dressur har holdt sit indtog i landet i løbet af de sidste 20 år, hvor drømmen om pletter med urnatur (eller det, der ligner) er modnet og så småt realiseret. Og med blandt andet nationalparker bliver der mere vildnis i fremtiden. Selv om Danmark ikke er til masser af vildnis, er landets natur altså ved at få en ny dimension. Til gengæld frygter vi alvorligt for de blomstrende bakker og resten af den smukt brugte naturs fremtid, hvis vi ikke gør noget meget målrettet.

Vi arbejder for et mål, der hedder: Ca. 5 % vildnis, ca. 35 % ekstensivt brugt natur (heraf ca. halvdelen skove og ca. halvdelen åbent land) og ca. 60 % omdannet natur. Og så et mål om, at varieret natur skal være et selvfølgeligt velfærdsgode for alle og inden for rækkevidde i hverdagen i hele Danmark.

Finansieringen af planen burde være ligetil, for vi har pengekassen: Vi skal bare omlægge en del af landbrugsstøtten på næsten 1500 skattekroner årligt pr. dansker til arbejdet med natur- og landskabsbeskyttelse.

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur, Naturpolitik og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

10 svar til Hvad vil vi med Danmark?

  1. Eduard siger:

    Bygmarker er ikke natur.

  2. Poul Evald Hansen siger:

    Det er nogle udmærkede overordnede betragtninger, som det er svært at være afgørende uenig i. Men jeg tror, det er vigtigst, at vi får, det vi har, til at fungere. – Det er først og fremmest overholdelse af reglerne for §3 og bilag IV- og andre beskyttede arter.
    Hurtigt herefter skal vi se på pleje af §3. Og da midlerne ikke er ubegrænsede, vil det være nødvendigt med en prioritering her. – Jeg er enig i, at vi skal starte med at bruge den andel af EUs landbrugsmidler, som vi må bruge allerede nu. Men der skal klart mere til i længden.
    På det lidt længere sigt er det rimeligt, at vi får en zoneopdeling i produktionszone, ekstensiv dyrkningszone, særlig beskyttelseszone m.v.

    Endelig har jeg lidt vanskeligt ved at se det rimelige i, at det er godt og rigtigt, at vi i Danmark skal producere fødevarer til et stort antal mennesker: der nævnes 16 mio., andre skøn siger 20 mio eller flere. Denne produktion sker jo også med import at foderstoffer, hvis dyrkning svarer til et areal større end Sjællands. Der er jo her tale om animalsk produktion, siær svineproduktion. Vi må utvivlsom på det længere sigt tænke i overgang til en højere grad af vegetabilsk fødevareforbrug og overgang til økologisk produktion.

    Men det vigtigste problem at tage fat på her og nu er at få eksisterende love og regler overholdt og hrutigt herefter at få etableret plejeordninger for §3 o.a. beskyttede arealer.

    • Morten Lindhard siger:

      De mange små isolerede §3 områder er næsten umulige at redde. Jeg mener vi i højere grad skal forsøge at redde de truede arter ved at flytte dem ind i de store naturområder hvor de kan få store bestande og dermed en reel chance for at overleve. Klokkefrøprojektet er et godt eksempel på den slags Noahs Ark redninger.

  3. Pingback: 400.000 ha landbrugsjord bruges bedre til natur og skovbrug | Dansknatur's Blog

  4. Morten Lindhard siger:

    Biodiversitetskonventionen som Danmark har tilsluttet sig tilsiger at vi sikrer gode naturlige økosystemer. Hvis økosystemerne i naturen fungere er pleje overflødig. De lysåbne naturtyper er et resultat af hård græsning fra mange arter. Biodiversitet på herbivorniveau med fine ord.

    Dansk naturs største mangel er fraværet af de store pattedyr, som vi har udryddet. Wilhjelmrapportens basale efterspørgsel på større sammenhængende naturområder kommer her til sin ret da det kræver større sammenhængende naturområder med alle naturtyper til rådighed- ikke adskilt ved hegn, hvis levedygtige bestande af store planteædere skal kunne klare sig på naturens præmisser. På Røsnæs har vi demonstreret at 2 køer kan klare sig på 40 ha- nu på 5. år- uden et gram foder sommer og vinter. Det er en fed fidus for landmanden fordi det dyreste ved traditionel naturpleje med dyr er at have dem på stald om vinteren. WIlhjelmrapporten åbner således op for en på en gang naturnær og økonomisk stordrift. Der er mange steder vi kan lave kvalitetskød og kvalitets natur på naturens præmisser. En ægte win-win. Om den lysåbne natur kan sikres uden en kratrydder ved vi dybeste set ikke fordi vi ikke har gidet forske i det. Mærkelgt da det ellers blot er at gøre som vore forfædre gjorde på overdrevet- lukkede alle dyrene ud sammen. NEj jeg forelsår ikke at vi også overhøster skoven og og overgræsser og vinterfodrer. Jeg foreslår at vi reducerer vores indblanding til at være den kloge jæger, de regulerer dyretætheden og artssammensætningen med henblik på både dyrevelfærd, naturpleje af blomster og produktion.
    KObler vi skovene og ådalenes våde områder sammen med nogle overdrev vil dyrene selv kunne vælge opholdssted efter behov. Skovlysningerne ville blive plejede naturligt og billigt. Kun skulle opvækstområder hegnes fortsat som man gør idag pga vildtets bid. Ingen ekstra udgift der. Der vil være lidt barkskader, men skovbrug vil være foreneligt med græsning i skovene. Vi har kvæg i gammel bøgeskov uden træerne har taget skade. Vi har fået flere små hyggelige stier, som køerne har trampet.

    Så Michael du har som så mange andre ikke tænkt særligt dybt over hvad natur er, når du fremturer med at den lysåbne natur kun kan være et produkt af vores skovrydning. En fejltolkning af hvad der sker i jægerstenalderen, som gennemsyrer de højeste læreanstalter, men det vil føre for vidt at komme ind på her. Jeg har fremlagt argumentationen flere gange, så du kender den sikkert.
    Vigtigt i dag er at konstatere, at vi er nødt til at have hegn mellem den rigtige natur med alle de rigtige store pattedyr og så vores monokulturer og bykulturer. Ikke kontroversielt, men banalt når vi taler om husdyr. Men af en eller anden grund kontroversielt når vi skal forestille os at dyrene bag hegnet ikke skal fodres af os. Det er et sprøgsmål om at sikre nok naturlig føde- den rette tæthed af dyr. Det er ikke svært- slet ikke hvis vi tænker Wilhjelmudvalgets store sammenhængende naturområder, ådale og skove.

    De mange små isolerede overdrevsrester er de sværeste at få græsset på en økonomisk overkommelig måde, selvom man skulle tro de passede til den voksende skare af fritidslandbrug med egen ridehest og hyggedyr. Jeg mener vi i stigende grad skal overveje flytningsredningsaktioner i stil med klokkefrøprojektet.

    • Kære Morten

      Rigtig interessant indlæg. Tak for det!

      Men midt i indlægget skriver du:

      Så Michael du har som så mange andre ikke tænkt særligt dybt over hvad natur er, når “du fremturer med at den lysåbne natur kun kan være et produkt af vores skovrydning.”

      Hvor i alverden har du det fra? Det har jeg aldrig hverken skrevet eller sagt.

      Mvh Michael

      • Morten Lindhard siger:

        Det skriver du lige lidt højere oppe her på samme site

      • Nej, Morten, jeg skriver ikke, at “at den lysåbne natur kun kan være et produkt af vores skovrydning.” Det mener jeg ikke, det har jeg aldrig skrevet, og det kunne jeg aldrig finde på at skrive.

        Derimod har jeg skrevet:

        “Den brugte natur er de steder, der bruges af mennesker, men ikke mere, end at mange af naturens vilde arter trives, nogle endda bedre, end under urørte forhold. Det var den brugte natur, der prægede Danmark fra agerbrugets indtog for 6-7 tusind år siden og frem til midten af det 20. århundrede. Svedjebrug, opdyrkning og græsning forandrede landet, skoven forvandt, og ind kom de åbne vidder med heder, græsland, enge og de planter og dyr, der hører sådanne steder til”

        Du er velkommen til at kritisere mine synspunkter, men du bør først læse, hvad jeg skriver.

  5. Morten Lindhard siger:

    Væsentlig slå fejl: Der skulle stå 20 køer på 40 ha- ikke 2 køer. Beklager.

  6. Pingback: Dansen om eghjorten | Dansknatur's Blog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s