Hvor vild skal naturen være?

Suserup Skov ved Sorø ligger hen som vild natur og vor tids urskov. Hvor vild skal naturen være i Danmark?  Og hvor skal den vilde natur være? (Foto: Michael Stoltze).

Efter næsten 200 år uden ulve har en vild ulv tilsyneladende slået sig ned i Thy.

Eksperter er sikre på, at der sagtens kan leve vilde ulve frit i Danmark. Spørgsmålet er, om vi vil acceptere det. Undersøgelser tyder på, at den danske befolkning er splittet med halvdelen for og halvdelen imod ulv i Danmark.

Ulvens indtog i Danmark har sat gang i en hed debat. Se også dette indslag i DR2 Deadline. Debatten kan koges ind til det brede spørgsmål: Hvor vild skal naturen være?

Spørgsmålet har længe optaget biologer, naturforkæmpere og samfundet, fordi naturen i løbet af det 19. og 20. århundrede er blevet mindre og mindre vild. Efter 70’ernes og 80’ernes stærkt  øgede miljøbevisthed blev der igangsat en kamp for at få genoprettet naturen i vores rige del af verden. Og det har givet bonus på flere områder: Den vilde skov, der passer sig selv – “urskoven” om man vil, er vendt tilbage flere steder i landskabet. Og de sidste moser får nu lov til at ligge hen og vokse sig tykke igen. Men det mest markante resultat er, at de store dyr vender tilbage. Nu kommer ulven, krondyrene breder sig omsider over store dele af landet, skarver, gæs, traner, svaner, ørne, odder og spættede sæler breder sig, gråsælen er vendt tilbage, bævere er sat ud og breder sig hastigt, og fritlevende bisoner er måske det næste.

Men står det til nogle forskere og naturforkæmpere, bør vi have endnu mere vildskab. Rewilding kaldes det, som man kan læse om her. Rewilding findes i mange grader fra noget, der ligner den danske naturgenopretning, til vidtrækkende visioner, som på vore breddegrader opfatter udsætning af vildheste og vildokser (der funktionelt kan gøre det ud for de oprindelige vildheste og urokser, der er uddøde), løver, elefanter og andre af de pragtfulde dyr, som har levet her engang, indtil de blev udryddet af mennesker.

Lyder det vildt? Sikkert. Men vi er midt i processen. Ulven har allerede fået løbepas. Den er fredet efter EU’s regler, og er nu ved at brede sig over hele Europa. Det går nogenlunde, fordi der endnu ikke er så mange, og fordi ulven er sky og sjældent angriber mennsker. Løven er udryddet i Europa i historisk tid, og den har været udbredt og har spillet en stor rolle i verdensdelen. Naturligvis starter vi næppe med at sætte løver ud i omegnen af København, men det er ikke usandsynligt, at vi vil se genudsætning af f.eks. løver i den fri natur enkelte steder i Europa inden år 2030.

Hvor langt skal vi gå? Hvad ønsker befolkningen?

Historisk har vores kamp mod naturen været en kamp for velstand og vores frihed.

Den nye kamp for naturen er i virkeligheden også en slags kamp for vores frihed.

Det er et centralt paradoks, som er afgørende at forstå i naturdebatten.

Hvis vi lader naturen bestemme det hele, går det galt. Så går det ud over vores velfærd og tilkæmpede frihed. Vi er så mange mennesker, at vi har brug for byer, hvor vi kan leve nogenlunde i fred og store arealer med intensiv fødevareproduktion, hvor afgrøderne ikke bliver ædt op af vilde dyr.

Hvis vi ikke passer på Jordens mangfoldighed af liv, går det imidlertid også galt. I årtier har det i vide kredse været god latin at hævde, at økosystemerne vil bryde sammen, fordi hver eneste art er uundværlig for deres funktion. Det passer bare ikke. Fortællingen er en sejlivet myte, som blandt andre forskeren Rasmus Ejrnæs ihærdigt forsøger at aflive i denne udsendelse. Naturen vil finde en vej, så længe de fysiske forhold er til liv, og der er organismer, som laver fotosyntese og organismer, der nedbryder organisk materiale. Teoretisk (og formentlig også i praksis) vil Jorden kunne fungere udmærket som økosystem med mennesker, alger, bakterier og ikke andet. Det er ikke nogen rar tanke…

Når det går galt for os, er det af andre grunde, hvor de klassiske nytteargumenter kommer til kort: Vi har simpelthen brug for den rige, frie og vilde natur, fordi vi er bevidt om, at den den findes, fordi mangfoldigheden forundrer og inspirerer os, og fordi vi begynder at føle os alene og som fanger på Jorden, hvis vildskaben forsvinder. Det er et trist tab og uhyggeligt, hvis Jordens mangfoldighed af medskabninger begynder at forsvinde på grund af os.

Det betyder ikke et tilbage til naturen. Det betyder, at vi skal finde en god balance mellen natur og kultur. Det er udfordringen, og derfor er de centrale spørgsmål i Danmark:

Hvor vild skal naturen være, og hvor skal den vilde natur være?

Det handler om Danmarks fremtid. Skriv din mening og stem i boksen nedenfor.

Til orientering før du stemmer: I dag er skønsmæssigt 1-2 % af Danmarks landareal udlagt 100 % til naturens frie processer (dvs. vild natur). 

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

22 svar til Hvor vild skal naturen være?

  1. Hans Petersen siger:

    Afstemningen duer ikke.
    Jeg har nu kunne stemme 3 gange.
    Der kan stemmes hver gang, man går ind på siden🙂

  2. Dorte Sandberg siger:

    Personligt så jeg gerne 30% vild natur i Danmark, men det er ikke muligt, fordi vi har et evident pladsproblem. Jeg ved ikke hvad procenten skal være, jeg ved ikke en gang hvad den reelt set er nu. Vi skal arbejde på at øge den. Og vi skal arbejde på at gøre det med så bred accept som muligt.

    Undervejs står vi med nogle kulturelle og mentale udfordringer. De bunder bl.a. i, at vi har lært at forestille os, at vi lever i en tryg verden … vi er den drivende midteraksel i et habitat, hvor de farligste dyr er flåt og fjæsing (og vore egne artsfæller). Denne indstilling og naturforståelse opererer med en helt igennem falsk tryghedsfølelse. Den er opstået over år, og den har ikke det fjerneste med uoplysthed eller andre kendte handicaps at gøre. Måske en slags kollektiv fortrængning af, at livet er farligt, så farligt at vi ender med at dø af det. I øvrigt uanset procentandelen af vildskab i vores omgivelser.

    Jeg peger ikke fingre. Jeg er selv et barn af min tid og mit lille hjørne af universet. Hvis min gamle hest blev flået af en ulv, ville jeg græde hjertet ud og hade ulven lidenskabeligt og voldsomt … måske ville jeg ønske – eller ligefrem bede om … at nogen tog livet af det formastelige kræ (ulven). Samtidig har jeg intet følelsesmæssigt problem med at gå i Brugsen og købe en oksemørbrad … og tilberede og spise den med stort velbehag … jeg har folk til at slå mine byttedyr ihjel, flå skindet af dem og save dem ud i mundrette bidder. Indstillingen bekymrer mig. Jeg arbejder personligt med at blive bedre hver dag. Og jeg er sikker på, at jeg ikke er alene med dobbeltheden og ambivalensen omkring den natur (alting) jeg lever i.

    Omkring noget meget aktuelt er jeg derfor udpræget positiv, ulven må gerne være her. Mens den går rundt i Himmerland og spiller rollen som ”The Scarlet Pimpernel”, kan vi bruge tiden på at lære mere om ulven, og måske høste erfaringer fra vores nabolande. Jeg er gået i gang med at læse en spændende publikation, som Jord- och Skogbrukministeriet udgav i 2006. Titlen er ”Förvaltningsplan för Vargstammen i Finland”. Jeg siger ikke, at den passer til vores situation, men den opererer med mange nyttige fakta om ulven … og erfaringer om hvordan man kan forvalte dens tilstedeværelse på en afbalanceret måde i forhold til det omgivende samfund: http://www.lcie.org/docs/Action%20Plans/Finnish_wolf_plan_S.pdf

  3. Hans Petersen siger:

    Det kan så få mig til at spørge:
    Er der i de 1-2% indregnet de mange – større eller mindre – §3 arealer som nu får lov til at gro vildt uden at blive rørt?

    • Tak – godt spørgsmål!

      Nej – jeg har kun indregnet de landarealer, som på papiret er beskyttet for eftertiden som ikke-plejekrævende natur (dvs. overladt 100 % til den naturlige dynamik – bortset fra evt. bekæmpelse af eksotiske, invasive arter). Der er masser af § 3-arealer, som har ligget urørt hen i en periode – nogle endda meget længe. Med hvis de er klassificeret som eng, overdrev eller hede, er det sjældent meningen, at de skal være urørte. Så indtil videre er disse tilgroede § 3-områder IKKE med. Det kan nogle af dem komme, hvis arealerne bliver målsat (tinglyst) som urørte arealer – typisk som urørt skov. I nogle tilfælde vil det faktisk være en rigtig god idé (alternativt skal de genoprettes som eng, overdrev eller hede, og ellers må de regnes som “vokset ud af beskyttelsen” og slettes som § 3-arealer, da skov og krat ikke er omfattet af naturbeskyttelsesloven).

      De naturligt åbne højmoser, som ikke er afhængige af pleje, er derimod medregnet. Ligeså de naturligt åbne klitheder, som tilsammen udgør størstedelen af den urørte landnatur i Danmark.

  4. Jørgen Muldtofte siger:

    Hej Michael,

    fin tekst og sjov idé med afstemningen.
    Jeg undrer mig om de 1-2 % endda er højt sat, for bortset fra strandzonen (er den medregnet?) har jeg svært ved at genfinde de urørte områder, især hvis de skal være deklarerede som sådan. Der findes ingen Natura2000 kategori der hedder natur i fri udvikling, §3 må ikke blive til skov som du selv nævner, de fleste fredede områder er enten statisk natur eller slet ikke natur (udsigter og andet guldalder-fis der ikke burde sortede under miljøministeriet), og nationalparkerne er en dårlig joke. Jeg kan kun komme i tanker om få urørte skove som næppe når en promille af DKs landareral, og dertil nogle de facto urørte bræmmer og kroge der ingen stederer registreret.
    Kan du uddybe regnestykket?

    Mvh Jørgen M

    • Kære Jørgen

      Tak. Det er et groft regnestykke med en del usikkerheder. Som nævnt i svaret til Hans Petersen ovenfor har jeg indregnet de landarealer, som på papiret er beskyttet for eftertiden som ikke-plejekrævende natur. Her er baggrunden for mit bud på de 1-2 % af Danmarks landareal:

      Beskyttede højmoser i naturlig eller genoprettet stand uden plejebehov: ca. 5.000 ha
      Tinglyst urørt skov: ca. 6.000 ha
      Beskyttede naturlige klitheder – skønnet til ca. 25 % af Danmarks samlede hedeareal: ca. 20.500 ha
      Strandbredder i gennemsnit ca. 30 meter af i alt ca. 4000 km ureguleret kyst: ca. 12.000 ha
      Diverse fredninger, reservater o.lign. med tinglysning af urørt tilstand (meget usikkert skøn): ca. 10.000 ha

      Det bliver i alt ca. 53.500 ha eller ca. 535 kvadratkilometer. Det svarer til omkring 1,3 % af Danmarks landareal. Visse andre moser, sumpe og strandsumpe bør nok også regnes med, men det er et morads af naturtyper, som kan være i ekstensiv drift (rørskær, hugst, græsning osv.), så jeg er meget usikker på andelen af reelt urørt natur fra disse naturtyper.

      Derfor mit bud på 1-2 % af Danmarks landareal (reelt ligger betydeligt mere natur urørt hen i form af “uplejede” § 3-arealer, men de er som nævnt i mit svar til Hans Petersen ikke regnet med, fordi disse “urørte” arealers status er uafklaret).

      Natur & Samfund arbejder for, at arealkategorien “vild natur” (= urørt natur) bliver indført officielt i forbindelse med Naturplan Danmark, og at der bliver fastsat et nationalt mål for denne arealkategori som en del af planen.

  5. Jørgen Muldtofte siger:

    Takker for hurtigt svar – det ser oven i købet plausibelt ud, dog skal man huske, og det er det der piner mig, at kun en mindre del på måske 3 promille er natur som potentielt kan udvikle sig til højskov inden for en tidshorisont på nogle hundrede år, og det er trods alt hér den oprindeligt mest udbredte danske naturtype – skovsavannen, den lysåbne skov, græsningsskoven eller hvad vi kalder den – vil kunne udvikle sig i dens frodigste version med dens meget rige biodiversitet. Højmoserne og strandbredderne er forhindret i det, og klithederne tror jeg ikke får lov til det i det omfang de kunne.
    Der er mao. slagside til lysåben natur, et kendt fænomen i dansk naturforvaltning. Nævner det bare for at slå et slag for større sammenhængende områder som med et landbrugsudtryk er velarronderede, altså ikke forvist til de bræmmer der ikke kan pløjes, men som indeholder varieret natur og har stort areal i forhold til omkredsen. Ønsket om at tage landbrugsarealer ud af drift ved jeg vi deler.
    JMu.

    • Mange tak. Jeg forstår dog ikke rigtigt, hvad du mener med, at klithederne ikke “får lov”? Det er kun klitheder som naturlig klimaksvegetation, jeg regner med (vel vidende at botanikerne er usikre). Og rydning for invasiv bjergfyr (eller tilplantninger) er ikke bekæmpelse af naturlig succession. Jeg tror, du er lidt forstirret på din rige drømmeskov🙂. Naturen udvikler sig helt naturligt i andre og fattigere (men ikke nødvendigvis kedeligere) retninger nogle steder – f.eks. som højmoser og klitheder.

      De ca. 6000 ha tinglyst urørt skov er helt rigtigt meget lidt, men dog mange gange mere end for 20 år siden (en 5-dobling af arealet?). Og arealet bliver uden tvivl forøget, bl.a. i forbindelse med etablering af nationalparker (f.eks. Grib Skov).

      Af hensyn til biodiversitet, oplevelser mm. arbejder Natur & Samfund for, at mindst 10 % af skovarealet i Danmark udlægges til egentlig naturskov, dvs. urørt skov med (så vidt muligt) hjemmehørende danske træarter og (så vidt muligt) et naturligt græsningstryk fra forskellige store planteædere.

  6. jens stolt siger:

    Det er jo ren tågesnak.
    Her slynger vi bare nogle tal ud.

    Strandbredder er ikke 30 meter brede.
    Uberørte højmoser?
    og hvad betyder “Tinglyst uberørt skov”?

    • Der slynges nu ikke bare noget ud.

      Ingen påstår, at strandbredder er 30 meter brede (de har alle mulige andre større og mindre bredder). De 30 meter er et bud på et gennemsnit. Det kan være for lavt eller for højt – men så kom med et bedre bud.

      Højmoser omfatter som nævnt “Beskyttede højmoser i naturlig eller genoprettet stand uden plejebehov” (uberørte højmoser findes knap nok i Danmark).

      Tinglyst urørt skov betyder, at der er juridisk bindende bestemmelser om, at skoven skal ligge urørt hen uden skovdrift (typisk under naturskovsstrategien eller ved fredning).

      Jeg har ikke lagt skjul på, at tallet 1-2 % er usikkert. Men tågesnak er det ikke. Vi skal jo starte et sted, og prøv gerne at argumentere for et bedre bud.

  7. Jeg mener, at man skal slå på flere strenge i naturforvaltningen.

    JA, Danmark bør have plads til udvagte, større områder med fri udvikling og minimal menneskelig indflydelse. Helst bør vi vælge områder, som også vil være interessante i internationalt perspektiv. Vi bør spørge, hvad der – inden for Danmarks beskedne areal – kan være vores bidrag til Europas og verdens natur.

    Vi bør også arbejde med vild natur i det små. Biodiversiteten og oplevelserne i drevne skove kan øges meget – og for meget få penge – ved at lade nogle småarealer være i fred. Det skal blot være en langsigtet og arealfast forvaltning, for skov udvikles i hundredevis af år.

    Vi bør også have plads til god “brugsnatur”. Vi kan ikke allesammen bo på kanten af en vildmark eller rakke landet rundt i en forurenende bil for at få naturoplevelser. Derfor skal der over alt være et hæderligt mindstemål i nærheden. Det ene udeukker ikke det andet. En udvikling mod mere vild natur betyder heller ikke, at vi skal lade være med at lave punktindsatser for at hjælpe f.eks overdrev eller rigkær i resten af landskabet .

    Jeg møder af og til en tro på, at hvis vi bare udlægger nogle store områder og indfører et passende dyreliv, så er den hellige grav vel forvaret. Så let mener jeg ikke det er.

    For det første er naturen, selv på store arealer med fri udvikling, ikke fri for menneskelig påvirkning. Kvælstofnedfald fra luften påvirker vegetationen. Fosfatindholdet i jord, der tages ud af drift er unaturligt højt. Vi har indført og indslæbt et hav af arter, sjovt nok også mange planter, som er så naturaliserede, at vi ikke tænker over det til daglig.

    For det andet er der selv uden disse påvirkninger usikkerhed omkring, hvordan et vildt areal i Danmark egentlig vil komme til at se ud, når det om nogle hundrede år (om alt går vel) er fuldt udfoldet. Vores viden om den forhistoriske natur er ikke særlig detaljeret. Vi kan ikke vide, hvor mange nicher der bliver til forskellige krævende arter i et givent område.

    For det tredje – og det er det vigtigste – tager det TID at skabe de nye, velfungerende økosystemer. Det kan godt være, at nogle af dyrene spreder sig hurtigt, men det tager lang tid før de har formet vores drømmemiljø. Hvis vi vil undgå at tabe en masse på vejen, så må vi længe endnu ty til den almindelige, kedelige naturpleje med høslæt, kvæg og maskinkraft. Først når vi virkelig HAR de nye fantastiske vildmarker er den traditionelle naturpleje MÅSKE overflødig.

    For det fjerde mener jeg, at det at pase på de bedste kulturlandskaber også har en egenværdi. Det interesserer måske ikke de, der kun har biodiversitet som målestok, men for mig er det en del af en historie om menneske og natur, som ikke er færdigfortalt. En kulturarv, med andre ord. Det betyder ikke, at vi skal lægge landskaber i mølpose til evig tid. Hver tid må afgøre med sig selv, hvor meget af fortiden de vil hæge om. Det jeg mener er blot, at vild natur ikke er noget argument for at droppe kulturhistoriske landskaber. Det er to forskellige ting.

    Alt dette er ikke argumenter for, at vi ikke skal have områder med fri udvikling. Som ung (det er gudhjæpemig snart 30 år siden) drev jeg lokalt lobbyarbejde for mere naturskov på Bornholm. Det var der ikke megen forståelse for dengang, men i dag er min barndoms vildtvoksende kratskov faktisk blevet udlagt til fortsat fri udvikling. Det ville være spændende, hvis det kom til at omfatte et endnu større område. Til gengæld er klippeløkkerne ude i agerlandet, hvor der dengang voksede hyldegøgeurt, salepgøgeurt og engskær, groet til i kedeligt græs og ørnebregner. Løvfrøerne har været næsten væk, men har fået comeback efter at deres damme er blevet renset.

    Lad os endelig fortsætte rejsen mod mere fri natur, men lad os ikke smide det gode, vi endnu har i kulturlandskabet, overbord. Man kan kalde naturpleje for kunstigt åndedræt, men der er som bekendt situationer, hvor kunstigt åndedræt er en god og livreddende ting.

    • Tak for et godt indlæg til debatten. Håber det vil få flere til at blande sig.

      • Åbenbart ikke. Alle i dette forum ser ud til at være enige om, at Danmark skal have mere vild natur. Det mener jeg også, men jeg vil ikke opgive interessen for, hvordan resten af landskabet ser ud. I iveren for at give plads til vild natur skal vi passe på, at vi ikke skaber en berlinmur mellem natur og mennesker.

        Jeg savner desuden en debat om, hvad det er for nogle områder, naturtyper og arter som Danmark i særligt har et ansvar for. Hvad kan være Danmarks vigtigste bidrag til europas og verdens vilde natur? Danmarks geografi som et kystland i strømmene mellen Nordsøen og Østersøen er verdensunik.

  8. Jørgen Muldtofte siger:

    Michael S.: “Jeg forstår dog ikke rigtigt, hvad du mener med, at klithederne ikke “får lov”?”
    JMu: Jeg mener at klithederne sikkert i rigt omfang vil blive plejet, så den naturlige forvandling til krat bliver hindret, fordi klitterne besidder en skønhed som mange næppe ønsker at give slip på. “Græs”klædte bakker er af en eller anden grund en ideel natur for mange. Det er måske heller ikke det største problem.
    Naturligvis har jeg som aktiv i Verden Skove en vis fokus på rige drømmeskove, dog endnu mere på dynamisk selvforvaltende natur. Men pointen var nu bare at understrege, at selv de estimerede 1,3 % af landarealet, hvilket sandelig er en foruroligende lille del, selv denne mikroandel giver ikke et retvidende billede af potentialet for udviklingen af biodiv i DK. Højmoser og strandbredder fx har en uhyre interessant men også meget snæver og speciel artsmangfoldighed (ja det er vel dét, der gør den interessant), men yder ikke megen support til arterne i skovnaturen der er trængt og som indeholder den rigeste biodiv, dvs desværre også de fleste på rødlisten.

    • Islæt af krat og træer på kulturbetingede enge, heder og overdrev har stor og som regel positiv betydning for biodiversiteten.

      Jeg tror, du har en lidt fejlagtig opfattelse af naturtypen klithede. Vi bør anerkende klitheder som klimaksnatur (der dog naturligvis har været mere eller mindre forstyrret af menneskets aktiviteter gennem historien). Klithederne (likenheder) i naturtilstand gror dog ikke i nævneværdig grad til med krat og skov af hjemmehørende højbuske og træer, og skal i princippet ikke plejes. Men der kan være behov for at fjerne invasive eksoter som bjergfyr og glansbladet hæg.

  9. Jeg har nogle spørgsmål, som Jørgen Muldtofte eller andre muligvis kan svare på.

    Hvis det ikke skulle være fremgået klart af ovenstående, er jeg en stor tilhænger af mere naturskov, både i form af få, store arealer og i form af mange småarealer indflettet i de drevne skove. Jeg er også blevet mere og mere positiv til rewilding. I og for sig er det ikke noget nyt. Rådyret på Bornholm eller vildsvinet i Skåne er resultat af utilsigtet rewilding. Det nye er at forholde sig til det som en mere bevidst naturforvaltningsstrategi.

    Jeg mener dog, at forventningerne til de vilde dyr som “landskabsplejere” inden for overskuelig fremtid er overdrevne. Helt konkret, så hjælper det ikke Bornholms rigkær eller klippeløkker, at der nu er bisoner i almindingen – heller ikke selvom bisonerne når målet på 20-30 fritlevende dyr.
    For at skabe et afgørende græsningstryk skal der helt andre bestandsstørrelser til, og så er vi på seriøs kollisionskurs med al anden brug af landskabet.

    I Skåne, hvor jeg bor, har vi store stammer af vildsvin, kronhjort – stedvis også dådyr, og en mindre elgbestand. Jeg ser dyrenes fremfærd i skoven, særligt vildsvinenes roden, men hvis man kigger efter også at hjortene laver stier og nipper af grenene. Jeg er dog ikke sikker på, hvor meget dyrene virkelig betyder for den øvrige biodiversitet. Bortset fra nogle få skovbryn, hvor dådyrene plejer at stå, så bidrager dyrere ikke i synlig grad til at holde steder åbne. Det skulle da lige være mosegrisen, som spiser de træer, jeg godt ville have til at gro😉. Spøg til side: de fine, artsrige kær og overdrev er afhængige af kvæggræsning. Det, som er dejligt at se i skåne er, at man også har kvæg i skove eller halvåbne områder. Vi finder altså områder, som ligner den gamle skov med græsæderne, som er “drømmebilledet” når man taler om rewilding, blot er kvæget tamkvæg med hegn omkring (men de kan opføre sig ret vildt!). Jeg har meget svært ved at se, hvordan man skulle kunne have store hjorder af noget rekonstrueret “vildkvæg” frit i landskabet. – for hvis de skal gøre nogen forskel, så ER det store flokke vi taler om.

    Alt dette er dog kun mine umiddelbare iagttagelser. Derfor spørgsmålene: Kender I til nogen studier, som dokumenterer de store, vilde dyrs påvirkning af økosystemet og i særdeleshed floraen på vores breddegrader? Hvilke bestandstætheder skal der til, og hvordan fordeler dyrenes græsningstryk sig i forhold til naturtyper? Er det sandsynligt, at de eksisterende botaniske hotspots (rigkær f.ex.) bliver “overtaget” af vilde dyr, eller skal vi vente 100-200 år på at dyrene former et nyt, dynamisk landskab fra skratch? Hvad synes I, man i så fald skal gøre med kulturlandskabets hotspots i mellemtiden – d.v.s. i vores egen levetid?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s