Ulvens død

Ulvesky_4

ULVENS DØD

Mel: Stenka Razin*

1.
Han kom hid til Hovedlandet
på det store eventyr.
Men hans rejse blev forbandet
og han voldte vildt postyr.
Men hans rejse blev forbandet
og han voldte vildt postyr.

2.
Tog af sted på trods af helsen
i den vide verden ud
for at vove ulvepelsen
som naturens sendebud.
For at vove ulvepelsen
som naturens sendebud.

3.
Syg og ensom uden mage
langt fra hjemmet uden kød.
Ak, han endte sine dage –
Hanstholm blev hans sorte død.
Ak, han endte sine dage –
Hanstholm blev hans sorte død.

4.
Han blev fundet dér forleden
mellem revling, lyng og krat,
og de bar ham over heden
på en kold novembernat.
Og de bar ham over heden
på en kold novembernat.

5.
Han kom ind på instituttet
hvor de hvide kitler bor
Der blev eventyret sluttet
for den stolte ulv fra nord.
Der blev eventyret sluttet
for den stolte ulv fra nord

6.
Med alvorlig atmosfære
rundt om dødens kolde bord
viste alle ulven ære
mens han mod sin himmel fór.
Viste alle ulven ære
mens han mod sin himmel fór.

7.
Hvis han viser sig derude
som en ulvesjæl i sky,
kan du høre ulven tude
over hederne i Thy.
Kan du høre ulven tude
over hederne i Thy.

*Man kan høre sangen her sunget og indspillet af Bodil og Frede Skoust:

Ovenstående vise er skrevet til ære for ulven, der prøvede at vinde terræn i Danmark. DR P4 har bragt dette interview, hvor man kan høre mere om baggrunden for visen og tre af de syv vers.

Ulven blev set og fotograferet første gang i Hanstholmreservatet i Thy søndag den 14. oktober 2012. I første omgang var ingen dog 100 % sikre på, at det virkelig var en ulv. Det kunne også være en meget ulvelignende hund.

Men den 19. november blev dyret fundet dødt tæt på det sted, ornitologerne havde set den måneden før. Dyret blev bragt til Center for Vildtsundhed i København, hvor det blev obduceret under mediernes store bevågenhed. Døden viste sig at være forårsaget af en voldsom infektion i bughulen nær hjertet. En DNA-undersøgelse af  “ulvedyret” fra Thy viste siden, at det var en ægte vild ulv, og at den stammede fra Tyskland.

Efter en heftig debat for og imod fritlevende ulve i Danmark, løste problemet altså i første omgang sig selv.

Det blev den triste udgang på en af de største og vildeste begivenheder i den danske naturs nyere historie: Den første sikre fritlevende vilde ulv i Danmark i 199 år. Og så netop i Hanstholmereservatet – toppen at poppen i det sjældne fænomen “dansk vildmark”.

PS:

Efter offentliggørelsen har Marianne Havndrup på sin søster Lisbeth Kellys foranledning oversat digtet om den danske ulv til engelsk:

THE DEATH OF THE WOLF 

1.
To our mainland he had travelled
For adventures to come true
But his doom would be unravelled,
Causing fuss and much ado,
But his doom would be unravelled
Causing fuss and much ado.

2.
He took off despite the danger
To explore the world so wide.
An audacious, wolfish stranger,
Nature’s messenger and pride.
An audacious, wolfish stranger,
Nature’s messenger and pride.

3.
Sick and lonely, unattended,
Far from home and lacking meat:
This was how his days were ended.
Hanstholm was his black defeat.
This was how his days were ended.
Hanstholm was his black defeat.

4.
So one day, he lay departed.
On the heather he was found.
And they took him brokenhearted,
‘cross the cold and moorish ground.
And they took him brokenhearted,
‘cross the cold and moorish ground.

5.
Whitecoats took the fierce, wild rover
For their research to unfold.
Now the carnival was over
For the northern wolf so bold.
Now the carnival was over
For the northern wolf so bold.

6.
Round the table they’re appearing
For this grave and cold event,
Full of awe and all revering
Of his heavenly ascent.
Full of awe and all revering
Of his heavenly ascent.

7.
If out there he may be flying
Like a wolf’s soul in the sky,
You may hear him softly crying
‘cross the windy moors of Thy.
You may hear him softly crying
‘cross the windy moors of Thy.

Og Gunnar Beck Jørgensen har sendt dette utrolige foto:

En bygesky stikker hovedet frem, eller er det...? (Foto: Gunnar Beck Jørgensen).

En bygesky stikker hovedet frem, eller er det…? (Foto: Gunnar Beck Jørgensen).

Med den varmeste tak fra forfatteren for den fine oversættelse og det utrolige billede.

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

8 svar til Ulvens død

  1. Jørn Skeldahl siger:

    Flot digtet, Michael…!

  2. Boj Bro siger:

    På et tidspunkt satte en lokal gruppe skilte op ved Lille Vildmose: Ulven kommer, stod der. Det var selvfølgelig en skræmmekampegne mod en kommende nationalpark. Nu kom ulven alligevel, men til Thy! Det er en lang rejse gennem Jylland uden at blive bemærket. Hvad får dog sådan en gammel og skramlet sag til at fise helt derop? Jeg har da også hørt flere røster, der tørt bemærker, at den da vist må være sat ud. Nogen har altså “fundet” en gammel udstødt ulv et sted i Tyskland og tænkt: nu skal de der ….. Dänen have sig en forskrækkelse – eller hvad de nu har tænkt. I hvert fald noget at tale om. Det er lykkedes, må man sige.
    Og ja, stadig et fint digt af Michael.

    • Tak. Ja, det er en nærliggende tanke,for det er da påfaldende, at den lige dukker op i hjertet af Nationalpark Thy. Men hvis nogen har sat den ud, bliver det nok bevaret som en hemmelighed. Der var en gang en galning, som satte en elg ud i Grib Skov, så helt udelukkes kan det ikke. Jeg tror dog indtil videre på, at Thy-ulven var en strejfer fra Tyskland. Det er der intet i vejen for.

  3. Ib Nord Nielsen siger:

    Flot tudet Michael !

  4. Så er ulv nr. 2 kommet til Danmark! Se dagens breaking news om naturen her:
    http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/12/30/213338.htm

  5. Inspireret af “Ulvens død” har Signe Grud fra Bedsted i Thy skrevet dette lille eventyr, som hun har givet Dansk Natur tillladelse til at offentliggøre. Tak! Her er Signe Grud’s eventyr om ulven:

    En klithistorie fra Thy

    Af Signe Grud

    Det var ikke helt let at krydse grænsen, men man er vel en snu rad, tænkte han og valgte den lille og forholdsvis ubefærdede overgang ved Rudbøl. Og naturligvis om natten. Godt nok var det sommer og lyst, men der var alligevel nogle timer efter midnat, hvor det var så mørkt, at han ikke behøvede at blive set. For det ville han nødigt; det ville vække et farligt postyr, og han risikerede faktisk at miste livet.
    Han gemte sig i et krat i nærheden, og først da det var helt mørkt, vovede han sig frem, løb i fuld fart over grænseovergangen og fortsatte i løb. Han var en dygtig løber; han kunne løbe mange kilometer i træk, og det gik hurtigt. Det var han lidt stolt af.

    Turen op gennem Jylland gik over al forventning. Han sov om dagen og løb om natten, og efter tre nætter nåede han til Oddesund. Nu var det ikke helt så enkelt længere, for han stod pludselig foran et dyb af mørkt uroligt vand. Ganske vist var der en bro, der førte over, men den var oplyst, og han ville løbe en høj risiko for at blive set. Der kunne komme biler i begge retninger, ja, selv et tog kunne man risikere at møde, men vist ikke om natten. Efter en timestid, hvor han vandrede frem og tilbage nede i strandkanten for at blive klogere, indså han, at han måtte løbe risikoen og følge broen. Der var ikke andre muligheder. Han gemte sig bag et langt hvidt hus, der engang havde været cafeteria, og på et tidspunkt, hvor han ikke kunne se billygter hverken sydpå eller nordpå tog han chancen og kom helskindet over.

    Naturen i Thy betog ham. Hvor var her smukt. Det var sandelig en løbetur værd. Og føde var der nok af. I skjul bag en af de mange klittoppe kunne han ligge stille i timevis, indtil en flok rådyr eller en hare kom forbi. Og han kunne også være heldig at finde en død fugl.

    I et helt år nød han tilværelsen på de vidtstrakte heder, hvor der kun sjældent kom mennesker. En gang i mellem følte han sig en smule ensom, men tænkte, at det var hans lod i tilværelsen. Tidligere havde han været en del af en flok, men efter en voldsom slåskamp med en anden han, foretrak han at drage mod nord og leve alene.

    Helbredet var ikke, hvad det havde været; han døjede med maven, og det kneb at fange bytte nok til, at han kunne spise sig mæt. Af nød søgte han tættere på menneskene; han blev set af folk, der var på tur i klithederne, og han nærmede sig de små fiskerbyer, der lå ude ved kysten. En aften endte han inde i et villakvarter i Hanstholm, men da han fik øjenkontakt med en mand, stak han af. Han gik sydpå, og syg og forkommen nåede han til et lille hvidt fiskerhus i Stenbjerg. Han kradsede på døren, åbnede den på klem, og en stemme råbte: ”Kom indenfor og luk døren. Hvem er det?”
    Han skubbede døren i, så godt han kunne, og gik ind i stuen, men kunne ikke få øje på nogen. ”Jeg er herinde,” sagde en stemme fra et tilstødende værelse. ”Jeg er syg.”
    Han listede ind i værelset, hvor en gammel kone lå i sengen. ”Goddag, bedstemor,” sagde han og rystede over hele kroppen. ”Jamen, goddag hr. ulv,” sagde bedstemor.”Jeg havde godt nok hørt, du var kommet, men jeg troede ikke rigtig på det.” Så kiggede hun nøje på ham:”Du er jo også syg, hr. ulv. Kom herned under dynen til mig, så du kan få lidt varme.” Ulven kravlede tænderklaprende under dynen til den gamle kone, og hun strøg den ømt over de stride grå hår. ”Stakkels gamle jas,” sagde hun, og snart sov de begge.

    Næste dag efter skoletid bankede en lille pige på døren til det hvide hus i Stenbjerg. ”Det er bare mig, bedstemor,” lød en frisk barnestemme. ”Jeg har tørfisk og vækkelseskage med.” ”Kom ind, min pige. Jeg har gæster,” svarede den gamle kone.
    Den lille pige standsede op på dørtrinnet og troede ikke sine egne øjne. Ved siden af bedstemor i sengen lå ulven og snorksov. ”Bedstemor,” råbte hun så forskrækket, at ulven vågnede.”Er du rigtig klog?” ”Det håber jeg da,” svarede bedstemor roligt. ”Jamen, kender du da slet ikke eventyret om Rødhætte og ulven?” ”Jo, det gør jeg da rigtignok, Rødhætte. Nogen gange føles det som om, jeg selv er med i det.”
    ”Jamen, så ved du da også, hvad der sker. Ulven sluger dig jo i én mundfuld, og bagefter er det min tur. Tror du virkelig, man kan lave om på et eventyr?”
    ”Sluge mig i én mundfuld!” Bedstemor satte sig op i sengen og lo, så tårerne trillede. ”Jeg tror, han ville gøre klogt i at tage mig i små bidder. Ellers får han vist endnu mere forstoppelse, end han allerede har.”
    Ulven strakte sig søvnigt i sengen og bad om et glas vand. ”Det henter jeg,” svarede Rødhætte. ”Men jeg stiller det altså bare her på natbordet.”
    ”Nu skal det gøre godt med tørfisk og vækkelseskage. Hvad vil du ha’, hr. Ulv?”
    ”Bare giv mig et lille stykke af hver. Jeg er faktisk ikke sulten.”
    ”Gudskelov,” sagde Rødhætte og fandt maden frem til de to syge.

    Da Rødhætte skulle gå, trak Bedstemor hende lidt til side og sagde:”Jeg tror ikke, du skal fortælle nogen, hvad du har oplevet her i dag. Det kunne godt gå hen og vække opsigt.”
    Rødhætte lovede at komme igen næste dag og at holde sin mund.

    Der gik nogle dage. Bedstemor blev hurtigt rask, men det var værre med ulven. Den kunne ikke rigtigt tage føde til sig, og Rødhætte var i al hemmelighed ganske tilfreds med det. Men Bedstemor var bekymret og ville gerne sende bud efter en dyrlæge, men det ville ulven overhovedet ikke høre tale om. ”Så tager han bare en jæger med. Jeg kender de mennesker. Du og måske også Rødhætte er faktisk undtagelser af den rigtig gode slags. Desuden jeg dør nok alligevel af det.”

    ”Vi kommer alle sammen og besøger dig på søndag, Bedstemor,” sagde Rødhætte om fredagen. Bedstemor gjorde store øjne og blev helt hvid i hovedet. ”Jamen, det kan I altså ikke. Det går ikke, Rødhætte. Det kan du da nok se.”
    ”Ja, men vi kommer helt sikkert. Det siger mor, og hun bestemmer. Hun vil se, hvordan du har det. Hun synes, der er noget muggent ved det.”
    ”Gud fri mig vel,” sagde bedstemor. ”Så går det da helt galt.”

    Det blev søndag, og Rødhættes familie kom på besøg hos bedstemoderen, som Rødhætte havde sagt, de ville.
    ”Hold da kæft. Det lugter jo som et helt ulvepelseri,” sagde Rødhættes mor, allerede inden hun kom ind i stuen. ”Hvad foregår der her? Jeg tænkte nok, der var noget lusk ved det.”

    Bedstemor gav sig til at græde og gik til bekendelse. ”Det er bare en uskyldig syg ulv, jeg passer og plejer. Jeg er bange for, at den dør.”

    ”En uskyldig ulv. Er du blevet helt vanvittig?” sagde Rødhættes mor. ”Du har da fået Alzheimers.” ”Det har jeg aldeles ikke,”snøftede Bedstemor. ”Men jeg er glad for dyr. Og det gælder altså også ulve”.

    Rødhættes mor styrtede ind i soveværelset og for forskrækket ud igen. Så stillede hun sig med hænderne i siderne og så skrapt på sin mor.
    ”Enten får du det uhyre ud af huset, eller også får du aldrig besøg af Rødhætte mere.”
    Både bedstemor og Rødhætte protesterede, men indså hurtigt, at slaget var tabt. Der var ikke noget at gøre. Ulven måtte ud.
    Bedstemor og Rødhætte gik ind og forklarede den forsigtigt, hvordan det stod til, men ulven løftede sit trætte hoved og sagde:”Jeg er jo ikke døv. Jeg tænkte nok, det ville gå sådan. Man kan alligevel ikke lave om på et eventyr.”

    Rødhætte og hendes far, som hidtil ikke havde spillet nogen rolle i historien, hjalp ulven udenfor; Bedstemor trykkede et vemodigt kys på dens pande, inden den humpede ud i Nationalpark Thy. ”Farvel, hr. Ulv,” råbte Rødhætte efter den. ”Det var sjovt at lære dig at kende.”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s