Der skal være plads til alle arter

Stevns Klint med de berømte spor af den sidtse store masseuddøen - den 5. masseuddøen, hvor 75 % af alle arter (herunder dinosaureren) uddøde for 65 millioner år siden. Nu er den 6. masseuddøen formentlig i gang. Den er mennskeskabt, og kan forhindres, hvis vi vil. (Foto: Michael Stoltze).

Stevns Klint med de berømte spor af den sidste store masseuddøen – den 5. masseuddøen, hvor 75 % af alle arter på Jorden (herunder dinosaureren) uddøde for 65 millioner år siden. Nu er den 6. masseuddøen formentlig i gang. Den er mennskeskabt, men kan forhindres – hvis vi vil. (Foto: Michael Stoltze).

Mangfoldighedens levende univers

Vi kender kun liv fra vores egen planet. I respekt for Jordens levende mangfoldighed bør vi sikre plads til alle arter – selv de unyttige og farlige. FN har sat sig for at forhindre en menneskeskabt masseuddøen.

Den danske videnskabsmand og tænker H. C. Ørsted (1777-1851) var troende, men  mente, at vores forestilling om Gud skulle formes og revideres i takt med vores stigende kendskab til naturen.

Derfor ville Ørsted i vor tid nok have anset den kristne Gud som en skaber, der måtte have været “ualmindelig glad for biller”. Det var, hvad den britiske genetiker og evolutionsbiolog J. B. S. Haldane (1892-1964) spøgefuldt svarede, da han en gang i 1950’erne blev spurgt om, hvad han ud fra sine studier kunne sige om Gud og skaberværket.

Der er hidtil beskrevet og navngivet næsten 1.000.000 arter af insekter, og godt 350.000 af disse er biller. Dermed er billerne den mest artsrige dyreorden på Jorden. I den danske natur er der fundet omkring 4.000 billearter.

Mangfoldigheden af liv på Jorden er uoverskuelig stor. Så stor, at selv drevne biologer, som har beskæftiget sig med Jordens liv og klassificeret og identificeret arter i årtier, gang på gang bliver overrasket. Der er beskrevet omkring 1.600.000 flercellede arter på Jorden, men formentlig findes der mindst fem gange så mange arter, der endnu ikke er beskrevet. Ingen ved det, og måske er tallet endnu højere. Dertil kommer, at artsbegrebet slet ikke er så veldefineret, som mange tror. Der er overgangsformer, underarter og varianter i nærmest en uendelighed.

Når man kommer til encellede organismer og navnlig bakterier, er mangfoldigheden astronomisk. Hvis forskere undersøger et gram jord grundigt, kan de med vor tids avancerede teknikker typisk påvise 2-5.000 ubeskrevne bakteriearter. Og selv om mange af disse arter nok er ret vidt udbredte, tør ingen komme med et bare nogenlunde bud på antallet af bakteriearter på Jorden. Nogle forskere mener, at der findes over én milliard.

Langt den største del af artsrigdommen er altså mikroskopisk. Selv om vi ikke kan se de enkelte individer, fylder de mikroskopiske organismer meget tilsammen, og de skønnes i vægt at udgøre næsten halvdelen af alt levende på Jorden (biomassen). Den anden gode halvdel af biomassen udgøres helt overvejende af planter og svampe. På land udgør flercellede dyr (inklusiv mennesket) tilsammen kun omkring 0,1 % af den samlede biomasse. I vand udgør dyrene derimod hovedparten af biomassen.

Liv er avanceret kemi

Liv er videnskabeligt set ikke andet end meget avancerede kemiske processer, hvor man med en vis ret kan betragte de enkelte individer af en organisme som en slags meget komplicerede kæmpemolekyler, som er særlige ved at kunne reproducere sig selv. De fleste forskere regner med, at der findes liv andre steder i universet. Men om det findes i hvert 10. solsystem eller i mindre end ét ud af en milliard solsystemer, har ingen præcise bud på.

Indtil videre kender vi kun liv fra vores egen planet, Jorden. Det er utroligt righoldigt, og midt i denne mangfoldighed er mennesket opstået som en art, der skiller sig ud fra alle andre.

Menneske, tro og viden

I mange kredse anses det for moralsk forkasteligt, at regne mennesket som en særlig art, og en del naturforkæmpere opererer ud fra en grundtanke om, at alle arter er født lige med lige værd og lige rettigheder. Jeg har stor sympati for den ydmyghed overfor verden, der ligger i disse anskuelser; men i den virkelige verden holder det ikke det mindste. En art er på ingen måde en klart defineret enhed, og de forskellige arters betydning på Jorden varierer ufatteligt meget. Nogle arter har enorm betydning, andre nærmest ingen, og de fleste økosystemer kan fungere udmærket med en lille brøkdel af de arter, der findes. Arter uddør, opstår, udvikler sig og skifter udbredelse og hyppighed i et langt, kaotisk kontinuum. Alligevel eksisterer der sejlivede myter om, at hver eneste art er uundværlig i naturen.

Mennesket skilte sig ud fra alle andre dyr, da det begyndte at reflektere over sin egen eksistens og handle derefter for at vinde tryghed og frihed. Ved at udrydde farlige dyr, tæmme vilde arter og gøre dem til husdyr og ved at indføre agerbrug, omdannede vi som art naturen omkring os til trygge og produktive steder, så vi kunne blive mange flere. Samtidig udviklede vi forestillingen om verdens skabelse, sjælens udødelighed og om altings besjæling. Og vi udviklede fortællinger og myter, som blev til religioner og forestillinger om guder, som vi ofte skabte i vores eget billede.

Fortællingerne og myterne blev så stærke, at vi begyndte at tro på dem som sande forklaringer på verden og som religioner, der både var holdepunkter i tilværelsen og magtredskaber, som kunne bruges til undertrykkelse af anderledes tænkende. Siden kom oplysningstiden og videnskaben lige så langsomt og brød de religiøse forestillinger ned til slet og ret myter. Vi skal ikke bare tro, vi skal også vide. Der kom en stigende erkendelse af tro som blot tro og af de storslåede myter som børn af menneskets fantasier: Det var ikke Gud, der havde skabt mennesket, men mennesket, der havde skabt Gud.

Videnskaben kan ikke forklare alt og vil næppe nogensinde komme til det. Men øget viden og indsigt i, hvordan verden hænger sammen og fungerer, har rystet os fri af religionernes vrangforestillinger og magtgreb og givet os fred og velstand. Videnskaben har givet os indblik i den overdådige verden af liv på Jorden og de grundlæggende mekanismer bag livets opståen og udvikling.

Liv og død i fire milliarder år

Der har formentlig været liv på Jorden i mindst fire milliarder år, men muligvis opstod flercellede organismer først for omkring én milliard år siden.

Gennem studier klipper, aflejringer og forsteninger har videnskaben efterhånden klarlagt et nogenlunde sikkert billede af livets udvikling og historie på Jorden. I betragtning af, hvor meget der kan gå galt og hvor mange prøvelser, livet har været udsat for, virker det nærmest mirakuløst, at livet har eksisteret konstant i fire milliarder år. Livet har tålt voldsomme ændringer af atmosfærens sammensætning, store klimaforandringer og formentlig  tusindårige perioder med mørke og kulde efter store meteornedslag som har skabt kæmpeflodbølger og gigantiske vulkanudbrud.  Nogle forskere mener, at hele eller næsten hele Jorden har været nediset en eller flere gange for 6-700 millioner år siden. En teori, som dog er ret kontroversiel.

Selv om de dramatiske begivenheder ikke har udslettet livet på Jorden, har de skabt store forandringer og masseuddøen. Man taler normalt om mindst fem tilfælde af masseuddøen i Jordens historie for henh. ca. 450, 370, 250, 220 og 65 millioner år siden. Den mest omfattende masseuddøen skete i slutningen af Permtiden for ca. 250 millioner år siden, hvor over 90 % af alle arter forsvandt. Den mest berømte masseuddøen skete ved overgangen fra Kridttiden til “pattedyrenes tid” (Tertiærtiden) for 65 millioner år siden. Her forsvandt nok omkring 75 % af alle arter inklusive de sidste dinosaurer.

Den sidste masseuddøen var med meget stor sandsynlighed følgerne af et gigantisk meteornedslag på Yucatanhalvøen i Mexico. Nedslaget var så stort, at man antager, at Jorden blev mørkere og koldere i (måske) flere tusinde år. Overalt i verdenshavene satte klimaændringerne efter meteornedslaget en brat stopper for det jævne nedfald af kalkskaller fra de varmekrævende kalkalger, som gennem 70 millioner år havde opbygget op til kilometertykke kridtlag  på havbunden. Nu blev nedfaldet afløst af mørkt ler indtil lyset og varmen vendte tilbage og satte skub i nye former for liv. Ingen steder i verden kan man studere det mørke ler bedre end på Stevns Klint i Danmark, hvor leret (det såkaldte “fiskeler”) findes på grænsen mellem det bløde skrivekridt nederst og den hårde og yngre limsten øverst.

På vej mod sjette masseuddøen?

Mellem disse dramatiske episoder med masseuddøen, dør arter jævnt hen ud samtidig med, at nye arter opstår. Livet udvikler sig hele tiden, og selv om visse arter har eksisteret næsten uforandret i 100 millioner år eller mere, eksisterer de fleste arter kun i nogle få millioner år. Det er en del af naturens gang, at enhver art uddør før eller siden. Og på et tidspunkt vil en masseuddøen atter ramme på Jorden.

Menneskets store viden, indsigt og dominans på Jorden betyder, at vi som art kan vælge at udrydde arter, vi af en eller anden grund ikke bryder os om. Langt fleste arter på Jorden er uden nogen særlig betydning for økosystemernes funktion, og rent fysisk er over 90 % af alle arter enten unyttige eller ligefrem skadelige og farlige for os.

Mennesket har i stor stil forfulgt og fortrængt farlige og besværlige arter for at kunne være i fred. I Europa er det blandt andet gået ud over løver, ulve, urokser, vildheste, bison, bæver og vildsvin. Urokser og vildheste findes ikke længere i deres vildformer, mens andre arter nu vender tilbage efter at have været næsten helt udryddet i naturen. Som følge af en blanding af uvidenhed, fattigdom, grådighed og ligegyldighed har vi i historisk tid udryddet en del af Jordens arter af den simple grund, at de var lette at finde og nedlægge. Det gik ud over for eksempel ni arter af moafugle, som alle uddøde i det 13. århundrede på new Zealand, elefantfuglen, der forsvandt omkring 1650 på Madagascar, dronten, som sidst så dagens lys omkring 1680 på Mauritius, barkdyret, der blev udryddet omkring 1760 i Beringshavet, gejrfuglen, som optrådte sidste gang den 3. juni 1844 på Island, og pungulven, hvor det sidste eksemplar døde i fangenskab  den 7. september 1936 i Hobart Zoo på Tasmanien.

I vore dage er der gennem FN global enighed om, at vi skal passe på Jordens samlede mangfoldighed af liv. Det er noget af en udfordring i en verden, hvor vi i det 21. århundrede formentlig når op på et samlet folketal på omkring 10 milliarder mennesker som fylder og forbruger mere og mere. Kan det overhovedet lade sig gøre? Er den sjette masseuddøen – denne gang forårsaget af mennesket – allerede i gang og uafvendelig?

Det korte svar er, at den sjette masseuddøen formentlig er i gang, men at vi ikke kender omfanget. Bortset fra store og spektakulære arter (som vi normalt vil tage hånd om inden, de uddør), er det nemlig uhyre vanskeligt at fastslå med sikkerhed, hvornår en art er uddød. Vi har langt fra beskrevet Jordens arter, og selv dem, vi har beskrevet, kender vi ofte ikke udbredelsen og hyppigheden af. Men ud fra den hastighed, hvormed vi fortrænger vild natur, vurderer forskere, at menneskeheden for øjeblikket er årsag til, at Jordens arter uddør med en hastighed, der er mindst 100 gange højere end normalt.

FN-aftale skal sikre livets mangfoldighed

I 2010 vedtog FN et globalt mål om, at tabet af biologisk mangfoldighed skal være standset senest i år 2020. Det er et af de mål, det er vigtig at have, men vanskeligt at nå. Udfordringen for verdens lande er at slå ind på en bæredygtig vej, hvor vi udnytter fødevarer, foder og andre ressourcer bedre og producerer mere og mere miljøvenligt på samme eller mindre arealer end vi gør i dag, så der bliver plads til den vilde natur.

Det lyder svært, men er ikke umuligt. Danmark er langt fremme i skoene på området, og regeringen fremsætter snart “Naturplan Danmark”,  som bliver vores nationale bidrag til, hvordan vi lever op til FN’s mål.

Livets  mangfoldige univers findes på Jorden. Andet ved vi ikke. Det alene er grund nok til, at vi må sikre plads til alt det vilde og prøve at stoppe den menneskeskabte sjette masseuddøen, der ser ud til at være i gang.

Uden plads og store, vilde områder, hvor naturens mangfoldighed kan boltre sig og udvikle sig frit, bliver Jorden fattigere, kedeligere og mere og mere som et fængsel, vi er fanger i.

Uanset arternes værdi bør vi sørge for, at der er plads til alt fra prægtige påfugle til farlige løver og frygtede flåter.

—–

Ovenstående essay er oprindelig bragt 18. februar 2013 i Kristeligt Dagblad, og abonnenter kan læse og kommentere avisens udgave her.

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Biodiversitet og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s