Gå!

På tur ved Glænø Strand. (Foto: Michael Stoltze).

På tur ved Glænø Strand. (Foto: Michael Stoltze).

 

At gå en tur uden mål og med og gerne alene, så tankerne kan flyde frit, er ultimativ frihed og en lise for krop og sjæl. Og Danmark er fuld af muligheder for enhver smag.

“Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke kan gaae fra den.”

Sådan skrev filosoffen Søren Kierkegaard i 1847 i et brev til sin svagelige svigerinde, Henriette Kierkegaard.

I gamle dage gik man meget. Man gik tit, og man gik ofte langt. Det var simpelthen nødvendigt. Man kom frem i verden ved at bruge sine ben. Landet var gennemvævet af fodstier, der ikke var ulig de vilde dyrs veksler. Der var kirkestier, driverstier og vandrestier overalt mellem byer, landsbyer og huse. Nogle af de gamle stier er bevaret helt op i nutiden, men mange er forsvundet.

I vore dage er det ikke fysisk så nødvendigt at gå. Alligevel er Kierkegaards ord gyldige. Han sætter præcise ord på gåturen. Turen er lyst til livet. Gåturen, uden mål og med og gerne alene, så tankerne kan flyde frit, giver ikke bare fysisk velvære, men er også en lise for sjælen. Det er den ultimative frihed.

I min barndom på Nordbornholm gik vi meget. Mine forældre bor på 55. år stadig i det samme hus i bunden af Kampeløkke Ådal – en af Bornholms største og bredeste sprækkedale – der skærer sig dybt ned gennem landskabet fra syd til nord et par kilometer vest for Ols Kirke.

Gennem 1. og 2. klasse gik min storesøster Karen, min (nu afdøde) tvillingebror Jacob og jeg daglig de tre kilometer til Ols Kirkeskole, og vi gik ture i al slags vejr. Skoven og klippeheden, der strakte sig med enebær, birk og et utal af små stenbrud, lå som eventyrlige jagtmarker i det højtliggende terræn vest for huset. Der var en sø, som vi fiskede aborrer i, der var ofte en overdådighed af kantareller, karljohanner og andre spisesvampe, og der var altid masser af blåbær og vilde kirsebær i sæsonen.

Min mor og far insisterede også på gåture i regnvejr. Regnvejrsturene var meget populære, og udstyret var i orden. En solid regnfrakke, gummistøvler og sydvest. Det gjaldt om at binde sin sydvest rigtigt, så vandet ikke løb ned på den gale side af kraven. Men rigtigt klædt på var der ikke noget som en regnvejrstur, hvor man lunt og tørt i sin mundering kunne udforske den våde frodighed.

Vandpytterne lå som indbydende udfordringer lige til at trampe igennem, og sporene i den stenede vej, som svingede sig over dalbunden og op forbi bondegården på dalens modsatte skråning, blev hurtig til rislende bække. Her kunne man dæmme op for vandet eller sende blade og pinde af sted med strømmen mod en uvis skæbne.

Som små børn havde vi alle vore sanser nede i den våde vegetationshøjde. Hundegræssets fede aks var ladet med vand, der skyllede ind over ansigtet, hvis man blev ramt af de dyngede strå. Og også blåhatten hang traurigt parat til at slippe sine klare dråber fra sin lysviolette kalot. Skrubtudserne var aktive overalt, skiftevis kravlende og hoppende. Sneglene var også ude på lystig vandring – selvfølgelig – og lod sig kun kortvarigt distrahere, når en barnefinger strøg deres stilkede øjne.

Og så var der natture. En gang, hvor Jacob og jeg havde haft fødselsdag og fået sådan nogle lommelygter, der kunne skifte farve, tog min far os med op i skoven til rævegraven, så vi kunne lyse ned i hullet. Det var uhyggeligt og godt at have en far ved hånden. Jeg husker det, som om vi så den sovende rævs bug hæve og sænke sig dernede. Men det var nok bare lygtens flakkende lys mod hulens væg.

Jeg er uendelig taknemmelig over mine forældres insisteren på disse ture i den tidlige barndom, hvor sanserne er skarpe og nysgerrigheden umættelig. At tage på tur er andet og mere end bare en rent fysisk foreteelse. Det er i lige så høj grad en mental proces og en stimulering af alle sanser.

Kierkegaard var ikke alene med sine betragtninger om at gå.

Gåturens velsignelser for krop og sjæl er en urgammel erkendelse. Filosoffer, forfattere, musikere, forskere og politikere har til alle tider brugt gåturen til at klare tankerne, få idéer, gøre iagttagelser, føre fortrolige samtaler og møde mennesker. Ikke mindst i guldalderens Danmark blev vandreture dyrket som et uundværligt virkemiddel.

Man gik med særlig forkærlighed i store haver og parker, men også gennem mark og skov eller i mere vild natur ved sø, å og hav. Gåturens betydning for tænkningen afspejles blandt andet i navnet Filosofgangen, som stadig bruges om en del stier og veje i for eksemepl Odense, Sorø og flere andre steder i Danmark. I landsbyen Downe syd for London findes endnu den cirka to kilometer lange sti, The Sandwalk, hvor Charles Darwin hver dag vandrede fra sin bopæl for at tænke over de mange spørgsmål, han tumlede med. Darwin var ganske bevidst om gåturenes betydning og kaldte selv stien for sin “thinking path”.

Der var altid eventyr på fodrejsen. Man gik alene, eller man gik sammen, som regel med en god ven, en kollega, en lærer, en elev eller – naturligvis – sin kæreste eller ægtefælle. Selv når vi går mange sammen på tur, deler vi os som regel op i par eller enkeltpersoner alt efter temperament og behov. Vandreturen er sjældent til rundbordssamtaler.

Der er al mulig grund til at dyrke gåturen højt op i alderdommen, hvis det er muligt. En smuk torsdag i sommeren 2007 besøgte min familie og jeg min 92-årige svigermormor i hendes sommerhus ved kysten nær Nyråd ved Vordingborg. Hun var på det tidspunkt gammel og svag og skulle have hjælp til at komme ud på stolen ved bordet på terrassen. Som hun sad dér, mindede hun om en mager fugleunge, men var årvågen og fuld af godt humør og taknemmelighed. Tre dage efter blev vi hidkaldt til sommerhuset, da hun var sovet stille ind om morgenen.

Afslutningen på hendes liv ville næppe have været så rolig uden hendes daglige ture. 10-15 år tidligere havde hun mange led- og rygsmerter og andre dårligdomme, som hun heller ikke lagde skjul på. Som led i behandlingen skulle hun gøre gymnastik og blev opfordret til at gå regelmæssige ture. Og det besluttede hun så at gøre. Hun gik hver eneste dag en tur 20 minutter ud og 20 minutter hjem. Smerterne blev til at leve med, hun beklagede sig mindre, hun fulgte dag for dag levende med i naturens gang, og hun havde altid noget at fortælle. Gåturene var en gave, som gjorde hendes mange sidste leveår gode. De var nærmest et mirakel.

Sundhedsvæsenet har for længst erkendt, hvor vigtigt det er at røre sig, og læger er ligefrem begyndt at ordinere gåture. I en tid, hvor dele af befolkningen dyrker løb og fitness som gjaldt det om at løbe fra døden, har jeg det lidt blandet med den slags udmeldinger. Løftede pegefingre er sjældent med til at løfte livet. Opfordring er bedre end ordinering.

I de seneste år har vandring i kristen og symbolsk betydning fået en vis renæssance med “genopdagelsen” af pilgrimsfærden til katedralen i Santiago de Compostela i Nordvestspanien. Her har en grav siden omkring år 900 været regnet for at indeholde de jordiske rester af apostlen Jakob. Stedet blev derfor hurtigt et vigtigt kristent pilgrimsmål, hvortil kristne vandrede ad Caminoen. Caminoen betyder simpelthen “vejen” på spansk, men er også betegnelsen for kristendommen. Når man som pilgrim går mod Santiago de Compostela, følger man ikke bare vejen, men også den kristne vej. Og vejen er vigtigere end målet.

Man kan undre sig over, at vandringerne til Santiago de Compostela pludselig har udviklet sig til en blomstrende forretning for et hav af rejsevirksomheder og selskaber. Jeg kender ikke svaret. Men magien, der er bundet til historien, naturen, landskaberne, roen, den rent fysiske vandring og ritualerne berører os tydeligvis dybt. Ved rejsens afslutning syr man gerne en skal af den store kammusling (en Sankt Jakobs skal eller en Ibskal) på tøjet. Den regelmæssige skal, der er på størrelse med en underkop, er Jakobs symbol og bevis på, at man har gennemført vandringen. Det er et smukt ritual.

Men mindre kan gøre det. Jeg vil helst slå et slag for vandreturen i mere dagligdags forstand. Den jævne og muntre vandretur, der blot handler om at bevæge sig ud for at indsuge verden med alle sanser, tænke nye tanker, få styr på sine tanker eller bare gå sig et velvære til. Alene, med vennen, kæresten, ægtefællen eller sine børn.

Danmark ligger jo og byder sig til. Stat, kommuner, Danmarks Naturfredningsforening, private, fonde, Friluftsrådet og mange andre gør et kæmpearbejde for at sikre os alle adgang til herlighederne. Til alt held er der både de slidte stier med trængsel og de sjældent trådte stier, hvor man kan gå længe alene. Og har man mod og lyst, er det altid givende at vandre uden for de trådte stier. Selv på velbesøgte steder kan man på visse årstider og tider af døgnet være helt alene. En dag i juni havde jeg engang Møns Klint helt for mig selv i over to timer, da jeg gik langs stranden i timerne fra morgenrøden, og indtil solen begyndte at varme.

Vi skal værne om landskabet, naturen og ikke mindst adgangen til at vandre i landskabet. De fleste steder er der heldigvis stadig gode muligheder, og der er fri adgang langs Danmarks uhyre varierede og poetiske kyster, der samlet strækker sig over mere end 7500 kilometer. Det er omtrent det samme som hele Italiens kystlinje. Mulighederne er enorme, og enhver kan vælge sin personlige yndlingstur.

Hermed er opfordringen givet videre: Gå!

Ovenstående essay om gåturen blev oprindeligt bragt 2. april 2009 i Kristeligt Dagblad under titlen At gå en tur er lyst til livet, som jeg uddyber i denne udsendelse  på DR P1, hvor Kåre Gade interviewer

 

På vandring ved Holsteinborg Nor. (Foto: Michael Stoltze).

På vandring ved Holsteinborg Nor. (Foto: Michael Stoltze).

 

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Gå!

  1. Hanna siger:

    Reblogged this on VANDRETURE.

  2. Pingback: My Best Multi-Day Hikes so far | VANDRETURE

  3. Et kunstværk som især handler om det at gå. En lydvandring og udsmykning i Vendsyssel. Kan downloades og tages med på gåtur i gammelt stisystem eller opleves hvorsomhelst via web: http://www.langsstien.dk
    Mvh Elsebeth Jørgensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s