Er Lolland på vej mod bedre tider?

UDSIGT FRA SKEJTEN

xxxx

Lolland har gode muligheder for at komme væk fra sin status som udkant ved at binde natur og erhvervsudvikling bedre sammen. Udsigt fra Skejten. (Foto: Michael Stoltze).

 

Selvom øen har store natur- og kulturværdier og masser af muligheder, er Lolland blevet udkanternes ikon. Hvordan tegner fremtiden?

Øen havde også dengang kongerigets fedeste lerjord, men på grund af det flade terræn var der udbredte moser og sumpe med tagrør, el og pil. Og omkring sumpene voksede egetræer sig vældige, gamle og krogede. Egen groede godt og tålte sumpene og vandet om sine rødder. På de lidt højere dele af øen var der bøg og anemoneflor af alle slags – hvide, gule og blå, som satte pris på den fede og kalkrige muld. Men ellers var Lolland egenes ø.

Om sommeren var den sumpede ø et mylder af myg, og myggene bar dødbringende malaria. Dengang viste ingen, at malariaen skyldtes en lumsk parasit, som myggene overførte med deres spyt, når de stak mennesker. Men man kendte og frygtede sygdommen, som man kaldte sumpfeber eller koldfeber på grund de karakteristiske og udmattende rysteture, der i skift med høj feber ofte endte med dødelig udgang. Man vidste, at luften i sumpene var usund.

Malaria plagede den lollandske befolkning langt op i det 19. århundrede, og så sent som i 1831 oversteg antallet af dødsfald som følge af malaria antallet af fødsler. Men i løbet af det 18., 19. og 20. århundrede blev Lolland drænet, og der blev bygget diger ved kysterne som beskyttelse mod oversvømmelser. Sumpene skrumpede ind, og når det var højvande, holdt digerne havvandet væk fra de lavtliggende dele af den flade ø.

Sådan blev Lolland med slid og slæb forvandlet fra en oversvømmelsesplaget ø med malariainficerede sumpe til Danmarks bedste landbrugsjord. De sidste malariatilfælde på Lolland blev registreret i begyndelsen af det 20. århundrede, og fra sidst i det 19. århundrede og helt frem til 1980 oplevede Lolland en storhedstid med stadig fremgang for landbruget og sukkerroeindustrien, et givtigt fiskeri, travlhed med skibsbyggeri på Nakskov Skibsværk og meget mere. Lolland var den rige ø med den fede muld, foretagsomhed, masser af kulturhistorie i bagagen og de mange store og velhavende godser. Og det var på Lolland, Kaj Munk hentede sin blå anemone til Vedersø Præstegård i Vestjylland som minde fra sin fødeø.

Siden 1980 er det imidlertid gået støt ned ad bakke for Lolland. Skibsværket i Nakskov lukkede i 1987, og landbruget og sukkerindustrien beskæftiger stadig færre. Faldende huspriser fik mange familier med ondt i økonomien og livet til at søge lykken på Lolland, men ofte uden overskud til at engagere sig lokalt og skubbe på egnens udvikling. En ond cirkel ramte den flade ø. De unge flytter i stigende grad væk uden at vende tilbage, og i løbet af 1990’erne og navnlig nullerne fik Lolland ikonstatus som Danmarks udkant over alle udkanter præget af arbejdsløshed, bistandsklienter, store hunde, forfaldne eller forladte huse, druk og andet misbrug. Medierne har dømt Lolland til at være den mørkeste plet på ”Den rådne banan”, som visse ynder at betegne dele af Danmark, som er mærket af udkantsproblemer. Lolland er tilbage i sumpen.

Det har ingen rimelighed. Ingen bør finde sig i Lollands deroute. Øen bør selvfølgelig blæse den rådne banan en lang march og genvinde sin storhed og stolthed. Ved at tage afsæt i nogle af de gamle holdepunkter og gribe ud efter den fremtid, som ligger og venter på alle, der tror og vil en ny tid for øen.

Skejten er navnet på en lille halvø, som fra det flade Lolland strækker sig mod øst ud i Guldborgsund ved godset Fuglsang lidt syd for Nykøbing Falster.

Når vore folkevalgte politikere taler i folketingssalen fra demokratiets fornemste talerstol, ser de direkte over på to monumentale malerier af ege fra Skejten. Malerierne er udført af impressionisten Olaf Rude i 1949-1954. Rude havde en særlig forkærlighed for Skejten, hvor han ofte tegnede og malede.

Skejten har aldrig været under plov, og området har været græsset af husdyr i århundreder. De spredte vandreblokke, som isen har bragt med sig, og de mange gamle jordtuer af gule engmyrer skaber et miljø med stor variation i fugtighed og temperatur nær jordoverfladen. Derfor er der et meget rigt liv af planter og dyr.

De mange gamle og krogede ege (op til 500 år gamle), navr, tjørn og vildroser vokser malerisk spredt eller i grupper i området. Og ude i de våde dele af strandsumpene vokser titusindvis af dunbløde og sart lysviolette lægestokroser – Danmarks vilde slægtning til den dyrkede stokrose.

Skejtens ege er et levn fra dengang, Lolland var egenes ø. Egen er de ekstreme voksesteders træ, og egene på Lolland voksede dels vådt omkring lavninger, søer og sumpe, dels på tørre arealer med græssende husdyr, hvor egen etablerer sig i krat af tjørn, rose og slåen, som holder kreaturernes muler væk i træernes unge år. Sådan er det endnu på Skejten, hvor tiden synes at stå stille. Det gør den selvfølgelige ikke, men stedets forvandling sker uendelig langsomt. En af de gamle ege, som har en mægtig knude ved sin fod, bliver kaldt for ”Rudes Eg”. Egen optræder på mange af Olaf Rudes billeder, og 60 år efter hviler egen stadig roligt på sin karakteristiske klumpfod.

Men egenes krogede kroner forandrer sig år for år. De kan dø hen – især på de ældste ege, som i årtier kan stå med mange døende og døde grene, der efterhånden smuldrer hen eller falder af, så de tykke træer ender med at blive gnomagtige med små kroner på deres gamle dage. Og Rudes skønfodede eg er blevet mere gnom siden kunstmalerens tid.

Mens Skejtens ældgamle ege vogter over landet og det danske demokrati mod øst, ligger Nakskov Fjord mod vest som en vældig, lokkende lagune med en spredt flåde af ni øer. Flådens største skib er den tre kilometer lange og op til 800 meter brede Enehøje, som rejser sig til den efter lollandske forhold utrolige højde af 16 meter over havets overflade. Eventyreren og Knud Rasmussens karismatiske følgesvend, Peter Freuchen, ejede øen og drev landbrug på Enehøje fra 1923 til 1940. Otto Gelsted kom der ofte, og i digtsamlingen ”Under Uvejret” fra 1934 var Enehøje ”Sommerøen” i digtet af samme navn:

Jeg kommer igen til min Sommerø
til Naturen, det billige Skidt
og Aspen suser mig mørkt i møde
og Blitfuglen fløjter blit-blit

Blitfuglen er Gelsteds navn for den elegante sort- og hvidbrogede vadefugl, som vi kender som klyden eller skrædderfuglen med det slanke, opadkurvede næb. En fugl, som bare er til, ligesom aspens hvislen i vinden, de spidshaledes terners hoppende flugt langs kysten, nattergalenes sang eller sejlernes skrig over himlen.

Eftertiden har misforstået vendingen ”Naturen, det billige skidt” og brugte den til noget helt andet. Gelsted udtrykker blot, at naturens værdi alene ligger i dens tilstedeværelse og ikke i noget, der kan gøres op i penge. Stemningsbilledet med blitfuglen og den mørke asp, som bævrer for den mindste brise, er forhåbentlig evigt.

Mellem Skejtens ege og Enehøje, hvor Freuchen har bygget et lysthus af enorme hvalkæber, og Gelsted skrev sin hyldest til naturen, ligger så det flade Lolland og håber på nye og bedre tider efter de seneste årtiers deroute.

Hvad skal der blive af det forhen så stolte Lolland? Det er let at miste troen på fremtiden, forfalde til mismod og lade stå til, så det hele bliver endnu værre.

Men hvis viljen er til stede, er det muligt at finde begejstring og tro på forandringer til det bedre. De kommer ikke af sig selv, men ved store visioner, vedholdende engagement og overbevisning om, at der er lys for enden af tunnelen.

Det er der på mange måder udsigt til. Lyset. Det kommer, hvis vi griber mulighederne og arbejder målrettet på at videreudvikle Lolland i disse år. Landbruget er der og vil fortsat dominere øen med sine store gårde og herregårde, som har så meget at tilbyde. De fleste herregårde er private. Men en sund og afbalanceret politik, så offentligheden respektfuldt kan få del i herregårdsmiljøernes herligheder, er temmelig afgørende for Lolland. Her er for eksempel adgangsforholdene til den rige natur i og omkring Maribosøerne, som overvejende hører under Søholt og Engestofte Godser, enestående.

Det er også betydningsfuldt, at gamle landskabstraditioner med gærder, levende hegn, alléer, klippede træer og hække og dekorative solitærtræer holdes i hævd. Det er en overskudsting, som tydeligvis ikke prioriteres så højt længere. Forståeligt, måske, men det er synd for Lolland, for den slags overflødigheder er af største nødvendighed for at give landskabet karakter og indtryk af velstand og rig kultur.

Til gengæld prioriteres naturbeskyttelse og naturgenopretning efterhånden højt på Lolland. Og her er der enorme muligheder for landbruget og for Lolland, hvis de aktuelle tanker om blandt andet en national fond til opkøb for naturgenopretning bliver realiseret. For landbruget skal der være ordentlig økonomi i at beskytte og udvikle naturværdier.

Overalt på Jorden rykker menneskeheden sammen i storbyer, hvor der er masser af muligheder og kultur for enhver smag. Her er det også mere rationelt og billigere at håndtere centrale funktioner som energiforsyning, vandforsyning, kloakering, rensning af spildevand og røg, affald og så videre. Det er miljøvenligt at bo i storbyer.

Adgang til grønne områder er afgørende for, at vi trives i storbyer. Derfor gør de fleste storbysamfund meget ud af grønne elementer i byerne. Medicinen er små stumper natur. Vandringen fra land til by fortsætter. Derfor er der brug for en bevidst politik for landdistrikterne, så provinserne udvikler sig smukt og attraktivt for dem, der vælger at bo og arbejde på landet. Beskyttelse og genopretning af natur er lige så afgørende som plads til erhverv og produktionslandskaber. Desuden er medicinen på landet uden tvivl sikring og udvikling af kulturelle kraftcentre med alle storbyens centrale funktioner – små stumper storby, så at sige – inden for rimelig afstand af de fleste bosætninger.

Siden midten af det 20. århundrede har vi vænnet os til at se konflikter og naturovergreb ved nybyggeri. Ofte med god grund, for der blev tit bygget uden hensyn til naturen. Den tid er ved at være forbi. Vi har lært af vore fejl. Fremtiden tilhører et bæredygtigt byggeri, som svinger sammen med naturen.

Sådan er udsigten også for Lolland, hvor etableringen af Femern Bælt-forbindelsen er et oplagt startskud for forandringer på øen. Med ny, grøn teknologi og planlægning af kunstige kystlandskaber til gavn for både naturens og menneskets udfoldelsesmuligheder bliver Femern Bælt-forbindelsen uden tvivl en kæmpe gevinst for Lolland.

Enhver egn i Danmark har sin unikke historie og fysiognomi og sine unikke fortællinger og muligheder. Dem skal vi gribe og bruge.

I mange provinser handler det om at sikre identitet og tro på fremtiden. Med rod i historien og i respekt for nutidens interessenter vil der altid være muligheder for et rette skuden op – selv i den mest udkantsramte egn.

Lolland er øen, hvor misteltenen som eneste sted i Danmark vokser vildt og fortryller vinterlandskabet med sine grønne løvkugler i træerne. Sydlandsk – og et godt sted at kysse skulle man formode! Lolland er den frugtbare og milde ø i det sydlige Danmark.

Men Lolland er også de mange muligheders ø. Der kan udvikles masser af områder med ny fødevareproduktion, nye virksomheder, mere natur, mere kystturisme og mere turisme i Maribo og omkring Maribosøerne, som bør blive et af de første danske områder, som får officiel status som naturpark efter den nye nationale ordning, som netop er indført i Danmark. Lokalt har det længe heddet ”Naturpark Maribosøerne”.

Og på kraftcentret Fuglsang Gods og Kunstmuseum er det oplagt at styrke Lollands identitet og magi ved at skabe et nyt, åbent naturområde, der binder Fuglsang og Skejten mere sammen. Det kan ske ved at omdanne marken syd for det imponerende kilometerlange stendige mellem godset og halvøen til et blomsterrigt, græsset overdrev, mens området nord for diget kunne forblive dyrket mark som kontrast.

Det er ikke sikkert, at fraflytningen fra Lolland vil stoppe. Men uanset udviklingen i indbyggertallet er det afgørende for Lolland at satse på at udvikle øens kvaliteter på baggrund af både det gamle og det nye.

På forunderlig vis er der udsigt til, at Skejtens ege kan gå hånd i hånd med alt det nye, der sker og skal ske på Lolland.

Hvis vi vil og gør os umage, er vendepunktet for Lolland inden for rækkevidde.

—-

Ovenstående er 17. juni 2013 bragt som essay i Kristeligt Dagblad.  Abonnenter kan læse og kommentere artiklen direkte på avisens hjemmeside her

Reklamer

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

10 svar til Er Lolland på vej mod bedre tider?

  1. Hvor er det bekræftende! Jeg har delt indlægget på InnoNEMs Facebook side, se http://www.innonem.org, for det er vigtigt at vi tager udgangspunkt i de kraftcentre, vi har f.eks. på Lolland.

  2. Annelise Bach Nielsen siger:

    Det var da et dejligt bidrag – og jeg kan efter 23 år på øen og 8 år som ‘ildsjæl’ for adgang for færdsel med hest i private skove (her er ikke andet på Lolland!) og i det åbne land, bekræfte din beskrivelse af øen som ‘…den frugtbare og milde ø i det sydlige Danmark’.
    Men som jeg oplever situationen nu, så kræver det en masterplan at virkeliggøre de muligheder du beskriver og som kan føre til udvikling af en ganske særlig ø-turisme og nogen tilflytning i forbindelse med Femernforbindelsen. Pt ser jeg ikke hvem de mennesker skulle være, som vil sætte sig i spidsen for at få den masterplan formuleret og få de store jordejere positivt involveret i den. Og uden deres aktive medvirken forbliver Lollands herligheder fortsat hemmeligheder, og de gode intentioner sygner hen når projektmidlerne er brugt…
    Ret skal være ret: nogle kan: Knuthenlund kan – de har åbnet og vil gerne videre ad den vej – men skønt Frederiksdal Gods med kirsebærvinen, Knuthenborg med Safariparken og Søllestedgård med planer for sukkermuseum tænker i nye forretninger, så har ingen af disse – heller ikke Lungholm, der også med realdaniamidler har en forretningsplan udover jord- og skovbrug, satset på at gøre skovene og adgangen til det frugtbare, dyrkede land til attraktioner…
    Tværtimod ønskser både Frederiksdal, Knutheborg og Søllestedgård at rejse vindmøller på 150 m midt i det smukkeske herregårdslandskab, man kan se for sine øjne, og Lolland Kommune lægger gladeligt lokalplaner til de støjende og urolige pengemaskiner. Måske SKAL der stå kæmpevindmøller på Syd- og Vestlolland på grund af de gunstige vindforhold. Men så må man ekspropriere folk, så de kan komme væk og i de områders nærhed kan man godt opgive de former for naturoplevelse, der indebærer stilhed, ro og uendelig høj himmel…
    Men bortset fra det – så var det dejligt at læse din beskrivelse – det er jo sådan vi gerne vil se Lolland og dens fremtid – og heldigvis er vi faktisk mange, der arbejder på den dagsorden 😉

    • Kære Annelise Bach Nielsen

      Tak for dit gode indlæg. Du har fat i mange af de centrale udfordringer, og jeg er særdeles enig. De kæmpestore vindmøller er problematiske, fordi de ofte signalerer udkant og ligegyldighed overfor landskaberne.

      Det er dejligt og positivt, at så mange arbejder ihærdigt for at vende udviklingen på Lolland. Jeg medvirker gerne i et team omkring udvikling af en evt. “masterplan” for Lolland. Markedsføringen af og adgangen til Lollands heligheder (offentlige som private) er et af de meget væsentlige emner.

      Med venlig hilsen

      Michael Stoltze

      • Annelise Bach Nielsen siger:

        Kære Michael Stolze
        Tak for dit svar. Det glæder mig, at du deler mine ‘vinkler’ – det ville da være genialt, om du kunne indgå i et sådant team – hmmm –
        Jeg tænkte faktisk, at det kunne være vældig godt, hvis din kronik blev bragt i Folketidende også. Jeg tror Kristelig Dagblads læserskare på Lolland er begrænset, og jeg synes ‘vi indfødte’ fortjener at læse dit vidende og konstruktive indlæg som et eksempel på, hvordan der OGSÅ kan ses på os udefra! Har du tilbudt Folketidende din artikel?

  3. Karen Scott siger:

    Jeg læser med stor interesse jeres indlæg.
    Trods min status som indfødt -og ærke Københavner, har jeg de seneste 6-7 år opholdt mig en del på Lolland tæt på Maribo. Ja, senest hele den netop passerede weekend tilbragt der med gode indfødte lollikker, vedligehold af kærestens hus, badning ved badeanstalten i Bandholm, kaffe ved kajakklubben ved Maribosøerne. Tænker tilbage på alle de positive oplevelser jeg har haft på Lollland i disse år; MC tur og opdage Ravnsborg Voldsteder, Fra Jord til Bord på Maribo Frilandsmuseum og opdagelsen af kirsebærvinen fra Frederiksdal, besøg flere gange på Fuglsang Kunstmuseum og beundringen af netop egene! – samt fornøjelsen af vores egen lille Ege alle på den fjerntliggende grund med det lille stråtækte hus … og meget mere.

    Så jo; ikke mindst som Københavner der tidligere kun oplevede Lolland som en vejstrækning på vej mod Europa, har der været mange positive sider ved øen at opleve.

    Når det er sagt, så er der godt nok mange udfordringer også at overvinde for Lolland!
    Jeg arbejder med sociale og pædagogiske områder – iøvrigt for første gang i mit liv uden for København i en sjællandsk kommune. Og de udfordringer der er med socialt udsatte menneskers problemer, børn med ringe skoleudbytte, dårlig infrastruktur, få penge i kommunekassen og år for år et lavere befolkningstal, de er godt nok store!! Både på Lolland men også i nærliggende nabokommuner.
    Så det er helt rigtigt set, at det kræver en en masterplan at vende den situation. Måske var det alligevel ikke så smart at centralisere så meget, som vi har set det ske? Måske har vi begået en stor fejl ved at samle så megen offentlig administration og så mange uddannelsesinstitutioner i store klumper nær de store byer og/ eller de største provinsbyer?
    Med moderne tiders it kan meget arbejde udføres i hjelmene – og er mange nok tilstede i de s samfund, med dele af deres arbejde der, skabes måske ovenikøbet flere sociale fællesskaber igen.

    Vi har efterladt mange spøgelsesagtige små bysamfund, som bestemt virker afskrækkende, skulle man ind imellem få den vilde tanke, at måske kan man også leve et liv på Lolland?
    Det er regntid sagt enormt deprimerende at se, hvor tomt, fortabt og til tider ekstremt fattigt andre steder tager sig ud – der midt i den landskabsmæssige idyl.
    Når jeg kører gennem landskabet; fra nord via Guldborg og Farø, til syd gennem Maribo, videre til Rødby, rundt på øen, gennem det smukke Enelstofte, den idylliske Kragenæs Havn, så undgåes jo ikke malurten i bægeret, som ikke mindst er de alt for mange tydelige tegn på stor fattigdom, der ikke bekæmpes, forarmede mennesker efterladt til deres egen skæbne.
    Det bliver et langt, langt og meget sejt træk at vende den udvikling, og det gøres kun med en meget stor, insisterende og kraftfuld national politisk indsats.
    Femern Bælt? Tja, måske. Det kræver imidlertid at arbejdspladserne ikke gives til billig bulgarsk og polsk arbejdskraft, som ikke kaster mange praktikpladser af sig til de unge.
    Det kræver også at bankerne åbner for pengekasssen, når unge familier faktisk prøver at købe et af de billige huse, og det kræver sygehuse tættere på, istedet for længere væk. Bare for at nævne enkelte af de knapper, som det efter min meni g er helt nødvendigt at skrue på.
    Vi ser i hele verden de samme tendenser. Og der er et stort fravær at politisk indgriben.
    Det kan vi med rette ønske ændret af vores politikere.

  4. stig pehrson siger:

    Stor tak til dig Michael Stoltze for en velskrevet og dejlig positiv bekræftelse, af det som jeg (som tilflytter) altid har ment og følt om, denne min tilflytter ø.
    Min kone og jeg, har ved flere lejligheder kørt øen tynd på vore motorcykler og har endda som led i en større landsdækkende virtuel mc-klub, promoveret øen for andre, fra andre landsdele, bl.a. Syd- og Sønderjylland, Midtjylland.
    Min frustration over at danske politikere bl.a. ikke har mere indlevelse og ide-righed i at søge at vende strømmen som du selv siger, er ret stor, men jeg har hele tiden holdt fast i- og søgt at bibringe dem jeg kender det andet billede af øen som jeg ser det, nemlig en lise for sjælen med dens ro og smukke omgivelser, udover den fantastiske historie som øen rummer med de mange godser, voldsteder osv.
    Jeg bor nær Maribo og som ivrig kano – kajak roer har det ofte undret mig at der f.eks. ikke var en udlejning af kanoer på søerne.Jeg ved godt at søerne er omgæret af fredning, men mener da samtidigt at de mange turister også skulle have mulighed for at nyde søerne under deres ophold og måske kaste lidt jobs af sig tilmed.
    Men igen..stor tak for fin artikel som jeg tillader mig at dele på min FB side..
    mvh
    stig pehrson

    • Hej Stig
      Enig, enig
      Jeg skriver til dig i din egenskab af MC-rytter. Jeg er 1hp(hest ;-)-rytter og med i et netværk, som hedder Ferierytter.dk. Vi er fem ildsjæle, der – støttet af Gukdborgsund Kommune med 66.000,- – arbejder for at udvikle et koncept for at holde ferie med sin hest på Sydhavsøerne. Ideen er med tiden at konceptet skal kunne bruges også af MC, cykel, hest, vandrer – og hvorfor ikke- : kano, kajak, som du skriver.
      Jeg er enig med dig i, at de efterhånden temmelig affolkede øer rummer optimale betingelser for en mangfoldighed af fantastisk friluftsferie.
      Jeg har boet nær Maribo siden 1990 og har de seneste 10 år arbejdet for at give ryttere adgang til både det åbne land og skovene. Her er det ikke umiddelbart politikerne, der udgør barrieren – det er de såkaldte ‘lodsejere’ eller arealforvaltere, som godsejerne foretrækker at kalde sig ;-).
      Men der er sprækker – og med flere godser, der producerer varer, som kræver den enkelte forbrugers opmærksomhed, åbnes også forståelsen for, at Lollands og Falsters venlige og frugtbare landskaber, hvor det er godt at kysse – tak, Michael Stolze – kan udgøre attraktive oplevelser for turister – og måske kaste en tilflytter eller to af sig. Turisterne skal bydes velkommen i agerlandet og skovene – ikke holdes ude af ‘privat’-skilte og komplicerede restriktioner for ophold – og overnatning! Dette er en mål, som det vil tage år at realisere, og i den sammenhæng kunne Sydhavsøerne, som kun har een! statsskov – og den ligger på Falster – godt bruge noget støtte fra lovgiverne. Ændrede regler i Naturbeskyttelsesloven for offentlighedens benyttelse og beskyttelse af såvel offentlige som private naturarealer vil være kærkomment.
      Hvis du skulle være interesseret i at være med på MC-delen, kunne du kigge lidt på vores hjemmeside – ferierytter.dk og fb-siden, hesteturisme. Vi udgiver også et nyhedsbrev. Ferierytters tovholder, Merethe Kepp har en mand, som er MC-entusiast og med på projektet.
      Med venlig hilsen,
      Annelise
      2893 1892

  5. Søren Møller Christensen fra firmaet http://www.carlbergchristensen.dk har noget vigtigt på hjerte. Det handler om Danmarks yderområder og fremtid. Hør ham også i dag i Apropos på P1 kl. 15.30. har er skarp, og jeg synes, hans analyser rammer plet.

    Se ham i dette klip http://www.youtube.com/watch?v=BfELC5NUUKw

  6. Og her er Søren Møller Christensen i Apropos 19. august, 2013:
    http://www.dr.dk/radio/ondemand/dr-p1/apropos-331#!/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s