Danmark bliver vildere

Vild natur ved Rubjerg Knude i Nordjylland. (Foto: Michael Stoltze).

Vild natur ved Rubjerg Knude i Nordjylland. (Foto: Michael Stoltze).

VILDSKAB. Naturen kan udfolde sig smukt i samspil med mennesker. Men hvor mennesket slet ikke blander sig, kan naturen nå himmelske højder. Den vilde natur er på fremmarch i Danmark.

Forleden aften så jeg firmamentet som sjældent før.

Det var stille og klart, og Månen var i aftagende og derfor endnu ikke stået op, da jeg kom hjem en sen oktoberaften. Her på landet, hvor jeg bor, er der ingen gadelamper og intet generende lys fra naboer eller byer i nærheden. Her er bare mørke. Så da jeg slukkede billygterne og trådte ud i natten, var det først ikke til at se en hånd for sig. Men så tryllede det bælgravende mørke stjernehimlen frem med Mælkevejen, Karlsvognen, Nordstjernen og Cassiopeia. Mørket hjalp mig til at se. Og det hele funklede så klart i den blikstille nat, at jeg uvilkårligt fik denne barnlige trang til at kalde: “Er her nogen?”

I Sahara og fjerne ubeboede egne i troperne har jeg oplevet enestående flotte stjernehimle i klart vejr op til og lige omkring nymåne. Og ude på landet kan nattehimlen også være fabelagtig i Danmark. Som pludselig forleden i klar oktoberluft.

Stjernehimlen har altid sat tankerne i gang hos mennesker. Firmamentet er perfekt og aldeles upåvirket af os. Vi kan iagttage det, studere det og forundres, men vi kommer aldrig til at forstå universets uendelighed. Ligesom det forbliver en gåde, hvad der sker med selvet, når vi dør, synes jeg, at verden giver mening netop på grund af de forhold, vi aldrig vil kunne forstå. Hvad var der før tiden begyndte? Hvor er universets grænse? Er der en grænse? Og hvad er der i så fald så udenfor? Jeg kan ikke komme det nærmere end her:

Jeg stod en stille stjernenat

og tænkte med min hjerne at,

det store univers kun giver mening,

hvis det, som er uendeligt

og dog begrænset som mit digt,

kan mødes her i grænseløs forening.

På Jorden er alt anderledes end i himlen. Her kan vi ændre omgivelserne til vores egen fordel, og det har vi gjort med kolossal succes. Og vi har med stor begejstring erkendt, at vi har sådanne evner.

Filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) indså menneskets styrke på det punkt og skrev begejstret, at: ”Det er et storslået og smukt syn at se mennesket bevæge sig ud af intet ved sine egne kræfter. Med fornuftens lys sprede det mørke, som naturen har indhyllet det i; løfte det over sig selv; med ånden hæve sig til himmelske højder.”

Vi hylder de skønne kunster, vores selvbevidsthed og vores evner til at ændre verden til vores egen fordel. Med god grund, for uden kulturen ville vi stadig leve som dyr og være en brøkdel af det antal mennesker, vi er i dag. Men hvad med naturen? Hvad med den himmel, som Rousseau selv benytter som metafor for det højeste? Kan man hylde både kulturen og den vilde natur som det himmelhøje og kæmpe for begge dele?

Global kamp for mere vildmark

Selvfølgelig. Kampen for det skønne vilde og kampen for kulturen og de skønne kunster kan sagtens forenes. Det hænger sammen, for hvad var kulturen uden den vilde natur som fundament? Ingenting.

I de seneste år er den globale kamp for vildmark blevet intensiveret. Det er sket i kølvandet på en lang æra, hvor menneskeheden har fortrængt vild natur, forfulgt og helt eller delvist udryddet store dyrearter og forurenet luft, vand og jord voldsomt. Den kollektive dårlige samvittighed over alt dette var med til at vende bøtten, så vild natur mod slutningen af det 20. århundrede blev noget næsten helligt. Det blev næsten forbudt at tale om natur som noget besværligt. “Naturen är god”, som svenskerne skriver i én af deres smørreklamer.

Selvfølgelig er naturen ikke bare god. Naturen er alting på godt og ondt. Naturen er kulturens fundament og alt det, vi spejler os i. Derfor hilser jeg den intensiverede kamp for vildskaben mere end velkommen. Lad os endelig få masser af vidunderlig vildskab. Også i Danmark. Bare kampen for vild natur ikke udarter til en kulturfjendsk bevægelse eller til urealistiske forestillinger om menneskeheden tilbage til naturen og stenalderkost til samtlige syv milliarder sjæle på Jorden.

Nationalparker

Den internationale tendens har rødder tilbage i nationalparkbevægelsen, som startede med etableringen af Yellowstone National Park i 1872. USA havde brug for identitet, og det kunne navnlig de storslåede naturområde i det vestlige USA levere til overflod. Her var vildskab og magi for alle pengene. Og selv om kampen for at sikre arealerne og naturrigdommene har været hård, er nationalparkere i dag blandt de mest hellige og elskede dele af USA. I nationalparkerne løfter naturen sig til himmelske højder.

Siden bredte nationalparkbevægelsen sig over hele Jorden. Oprettelse af  nationalparker blev internationalt den vigtigste måde at beskytte vild natur på, og over hele verden blev der etableret nationalparker for at skabe identitet og tiltrække turister.

Danmark var længe om at komme op af starthullerne. Men i 2008 blev Nationalpark Thy med et areal på 244 km2 indviet som den første danske nationalpark. I 2009 fulgte Nationalpark Mols Bjerge på 180 km2, og i 2010 åbnede Nationalpark Vadehavet på hele 1.459 km2 (heraf ca. 300 km2 land).

Mod international sædvane valgte Danmark dog en light-model for sine nationalparker, som derfor ikke behøver at være vildmark. Efter den danske nationalparklov fra 2007 kan de også bestå af kulturlandskaber. Der er dog intet i vejen for, at de danske nationalparker kan blive til ægte vildmark, og Nationalpark Vadehavets marine del og størstedelen af Nationalpark Thy er reel vildmark, hvor naturens kræfter råder frit.

Fra guldaldernatur til rå vildskab

I det 19. århundrede havde naturen i Danmark mange smukke udtryk med blomstrende bakker, heder, enge og lysåbne skove – det vil sige alle de kulturlandskaber, som var med til fremkalde den nationale bevidsthed herhjemme under Guldalderen. Men den vilde natur i Danmark var fredløs langt ind i det 20. århundrede. Mange store dyrearter var udryddet eller på randen af udryddelse i begyndelsen af det 20. århundrede. Ørnene var uddøde, og knopsvanen var nede på nogle få ynglepar. Jagten var fri, og der var frit slag for opdyrkning af vildmark. Det fik i 1919 zoologen Herluf Winge til at oprette et legat til køb af  “et Fristed eller flere til Fredning af Planter og Dyr, også de såkaldte skadelige”.

Winge ønskede at gå mod datidens fremherskende natursyn, og han kunne næppe vide, at hans idé blev spiren til vor tids syn på naturen. Men i 1928 – fem år efter Winges død – købte Københavns Universitet øen Vorsø i Horsens Fjord. Det meste af den 72 hektar store ø blev straks overladt til naturens frie kræfter. Skoven indvandrede og efter mange år slog skarverne sig ned. 16 hektar af øen blev dyrket frem til 1978, hvorefter al dyrkning blev stoppet. Så nu er Vorsø fuldstændig overladt til naturens frie kræfter. Skoven er indvandret og under udvikling. Vorsø er blevet en urskovsø. Og havørnen er begyndt at yngle på øen. Vorsø bliver vildere og vildere og mere magisk for hvert år, der går. Herluf Winge har fået alt det, han drømte om og mere til.

Nationalparkerne og Vorsø er ikke de eneste steder, hvor vildheden og vildmarken er vendt tilbage. Der er masser af steder, hvor naturen nu får lov til at passe sig selv. Siden begyndelse af 1990’erne er godt 70 km2 skov (lidt under 2 % af Danmarks skovareal) rundt omkring i Danmark blevet udlagt som urørt. Drænsystemet i den enorme Lille Vildmose og drænkanalerne fra adskillige andre moser er blevet afbrudt, så moserne atter kan passe sig selv og være åbne sådan, som en rigtig vild mose skal være. Flere af Danmarks små øer er blevet overladt til naturen, så de er ved at blive til urskovsøer. En af de vilde øer er Ormø, som jeg ser over mod hver dag fra mit hus ved Holsteinborg Nor. Ved Lønstrup Klint og Råbjerg Mile får sandet lov til at være vildt og fyge hægende ind over land. Den tidligere så frygtede sandflugt har skiftet status fra fjende til ven og er nu blevet umådelig populær underholdning for turister, som kommer til Lønstrup og Råbjerg Mile fra nær og fjern for at opleve den vilde natur for fuld udblæsning.

Sidst, men ikke mindst, hersker vildheden ofte ved kysterne, hvor havet får lov til at gnave af landet og fremkalde fortryllende klinter og strande.

Enhver, der har besøgt Serengeti eller en anden af Afrikas store nationalparker og oplevet savannens lyde og sitrende intensitet af liv og død og store vilde dyr, ved at værdsætte vildskaben. Den er dragende og skræmmende, og der er slet ingen tvivl om de himmelske højder. Men for den, der først har øje for det, findes vildskabens magi i alle tænkelige skalaer, og i Danmark vokser vildskaben frem i større og større omfang år for år. De store dyrearter vender tilbage og oversvømmer landet. Bestanden af krondyr eksploderer, sælerne boltrer sig i havet, gæs og svaner flyver i tusindtallige flokke, hejrer, traner og skestorke erobrer landet, bæveren breder sig, de stærke havørne yngler og svæver nu i massevis over Danmark, vildsvinet grynter parat til start ved grænsen, ulven er indvandret til Jylland, og hvis bornholmerne vil have det, skal den europæiske bison snart leve frit på Bornholm.

De store dyr glæder mange, men vil også volde problemer, og nogen gør det allerede. Så fremtiden vil byde på bæverjagt og ulvejagt og meget andet i Danmark.

De danske vildmarker er spredte og ikke så tydelige i landskabet endnu. Det bliver de snart. De udgør allerede omkring 2 % af landet, og de bliver flere, større og vildere i fremtiden. Man må dog ikke af den grund tro, at Danmark er på vej tilbage til stenalderen. Danmark er et kulturland, og vi vil også fremover benytte landet ganske intensivt for at opretholde vores kultur.

Dele af Danmark er imidlertid bedst tjent med at blive vildmark. Steder, hvor naturen løfter sig til himmelske højder ved bare et være der.

Vild natur ved Møns Klint. (Foto: Michael Stoltze).

Vild natur ved Møns Klint. (Foto: Michael Stoltze).

Ovenstående er bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad den 21. oktober 2013  under titlen Vildhedens Univers

Reklamer

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s