Vækst og bæredygtighed

Vækst må aldrig blive et mål i sig selv.

I løbet af 1970’erne 1980’erne erkendte vi, at Jorden og vores trygge tilværelse på planeten kun kan bestå, hvis udviklingen er bæredygtig. Bæredygtig udvikling blev defineret:

En udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.

Siden verdenstopmødet i Rio i 1992 har alverdens lande tilsluttet sig  grundprincipperne om, at al udvikling skal hvile på bæredygtighedens tre grundpiller: Den miljømæssige, sociale og økonomiske grundpille. Alle tre grundpiller skal være solide. Hvis bare ét af de tre forhold ikke tilgodeses, vakler bæredygtighedens bygning. Så kan udviklingen gå helt skævt.

Den globale dagsorden for bæredygtig udvikling er sådan set simpel og let at forstå: Vi er så mange mennesker, som bruger så meget og har så store behov og forventninger, at vi er nødt til at følge de disse regler for ikke at drukne i skidt, social deroute eller økonomisk krise.

Siden 1992 er begrebet bæredygtig udvikling blevet oversat til nye, billedrige begreber som bæredygtig vækst, grøn udvikling, grøn vækst, grøn omstilling eller grøn økonomi. Der ligger et muligt skred i, at fokus nu ofte er mere på vækst end på udvikling. Og den økonomiske krise i Vesten gør det ikke bedre.

Skredet begyndte tilsyneladende i slutningen af 00’erne. Da Anders Fogh Rasmussen besøgte George W. Bush på hans ranch i februar 2008, brugte de to statsledere således tiden på at tale miljø på en ny måde. På pressemødet bagefter sagde Fogh blandt andet følgende:

– Vores samtaler om miljø har været meget opmuntrende. Faktisk – ja, undskyld mig, hr. præsident – men jeg synes, at den amerikanske præsident er en overbevist miljøforkæmper.

Udtalelsen vakte vild undren på grund af Bush-regeringens udfald mod miljøforkæmpee, og fordi Fogh efter magtskiftet i 2001 havde langet markant ud efter Svend Auken og den tidligere regerings miljøpolitik. Fogh ansatte blandt andet Bjørn Lomborg som miljørådgiver midt i de rygende ruiner af Naturrådet, som han havde nedlagt efter, at det havde eksisteret som rådgivende organ for skiftende regeringer siden 1917.

Kort efter Foghs besøg i USA spirede begrebet “Grøn Vækst” frem. “Grøn Vækst” blev dansk miljøpolitik i 2009. Og siden opstod GGGI (Global Green Growth Institute) med Lars Løkke Rasmussen som formand og udviklingsminister Christian Friis Bach som bestyrelsesmedlem. Et påfaldende stærkt dansk engagement. Og vækst er mere og mere blevet et mål i sig selv i dansk og international politik.

1980’ernes grundprincipper for bæredygtig udvikling er tydeligvis under pres. Ensidig fokus på bare ét eller to af bæredygtighedens tre grundpiller, ødelægger udviklingen. Og det uanset om det er ensidig fokus på økonomi, sociale forhold eller miljø. Man må endelig ikke tro, at bæredygtig udvikling kun handler om miljø. Og man må endelig ikke tro, at bæredygtig udvikling kun handler om økonomi.

Bæredygtig udvikling handler om det hele. Det handler om, at de tre grundpiller er lige stærke. Det handler om balance.

Derfor er det helt galt, hvis økonomisk rentabilitet bliver sat før alt andet som følge af jagten på vækst. Erhvervslivets stræben efter vækst, større indtjening og flere ansatte er en essentiel drivkraft og en grundbetingelse for, at samfundet kan hænge sammen og sikre social tryghed, miljø og natur. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at politikere over alt i Vesten koncentrerer sig om at få gang i beskæftigelse og økonomi. Men vækst må aldrig blive et mål i sig selv.

Efter topmødet i Rio i 1992 tog hele verden principperne for bæredygtig udvikling til sig. Grundprincipperne er garant for, at udviklingen går godt, og at vi og vore efterkommere går en tryg fremtid i møde. Det er bare betydeligt lettere at beslutte sig for en global dagsorden om bæredygtig udvikling end at gennemføre den. Især når krisen kradser.

Vi kender ikke fremtiden. Men vi har alle en kollektiv pligt til at prøve at sikre en fælles fremtid med tryghed og sundhed og muligheder, som ikke stiller vores efterkommere ringere, end vi er stillet i dag. Det var den afgørende dagsorden, der for alvor kom på bordet globalt efter Rio 1992.

Set i den globale miljøhistories klare lys, tror jeg ikke, at nogen for alvor betvivler vigtigheden af bæredygtig udvikling. Vi har jo haft enorm succes med principperne. Vi fik løst de mest truende miljøproblemer. Vi døde ikke i millionvis af forurening, vi druknede ikke i skidt, og ressourcerne rækker – endnu da. Nu banker klimakrisen og biodiversitetskrisen (det fænomen, at Jordens arter fortrænges af mennesker og uddør) på med nye udfordringer. Det er store og vanskelige udfordringer. Men det var de dramatiske forureningsproblemer i sidste halvdel af det 20. århundrede også.

Jeg er overbevist om, at vi kan løse både klimakrisen og biodiversitetskrisen. Vi kommer bare ikke sovende til det, og det nytter ikke at springe over, hvor gærdet er lavest.

Vækstretorikken i den aktuelle økonomiske krise og fænomener som GGGI er faresignaler. Udviklingen skal være bæredygtig. Vi må ikke snyde på vægtskålen eller hidse hinanden op i en jubeloptimisme uden jordforbindelse.

Hvis vi skal fremme den bæredygtige udvikling, skal vi følge grundprincipperne og bruge de rigtige ord. Her er grøn omstilling og grøn økonomi at foretrække. Begge udtryk har udvikling og vækst indbygget, men væksten udstilles ikke som et mål i sig selv, som man uvægerligt gør, når man bruger udtryk som grøn vækst eller bæredygtig vækst.

Det er en svær, svær balance, og der er mange fælder. Vi begår masser af fejl i jagten på bæredygtige løsninger. I klimakrisens navn har brugen af 1. generations biobrændstoffer som palmeolie og rapsolie f.eks. udviklet sig til katastrofer for natur og miljø, og det har vist sig, at det rent klimamæssigt ville have været bedre at bruge fossile brændstoffer. Biogasanlæg, som på papiret er lovende, har voldt masser af problemer med alt for lille og alt for urentabel produktion. Og den massive satsning på vindmøller har også bevæget sig ud i en sump af ubæredygtig økonomi, hvor strømmen er himmelråbende dyr i forhold til andre energikilder.

Den grønne omstilling tager tid og kræver tålmodighed og omtanke. Soliditeten af bæredygtighedens tre grundpille skal tjekkes grundigt, inden projekter søsættes i storskala. Og i al produktion – landbrugets inklusive – bør det være et grundprincip, at forureneren betaler, samt at tilskud enten skal afskaffes fuldstændig eller begrænses til et minimum i en kort periode for at sparke en ny og lovende teknologi i gang.

Den globale konsensus om principperne for bæredygtig udvikling var en af de helt store og afgørende sejre den nyere verdenshistorie. Det skal vi huske og være glade for.

Krisen må ikke føre til, at bæredygtigheden begynder at vakle.

Bæredygtig udvikling hviler på tre lige solide grundpiller: Det økonomiske, miljømæssige og sociale ben.
Reklamer

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i bæredygtig udvikling og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s