Fra vårfluernes verden

En bjergvårflue fra Blåskinsdalen ved Vang. (Tegning: Michael Stoltze).

En bjergvårflue fra Blåskinsdalen ved Vang. (Tegning: Michael Stoltze).

Det fine lille hus af kildevårfluen Crunoecia, som lever mellem våde blade i kilder. (Foto: Michael Stoltze).

Det fine lille hus af kildevårfluen Crunoecia, som lever mellem våde blade i kilder. (Foto: Michael Stoltze).

Det store larvehus af Nemotaulius - den store bladvårflue. (Foto: Michael Stoltze).

Det syv centimeter lange larvehus af Nemotaulius – den store bladvårflue. (Foto: Michael Stoltze).

 

Der er en landevej mellem Tejn og Gudhjem.
Den er anlagt ganske tæt på den nordbornholmske klippekyst. Vejen kurver blidt, det går op ad bakke og det går ned ad bakke. Nogle steder nærmest mellem klipper og rullesten i havstokken, andre steder lidt længere fra Østersøens krabbe bølger.

Undervejs dykker vejen ned i den dybe Døndal, som altid minder mig om historien om kæresteparret, som cyklede Bornholm rundt på tandem. Hun forrest og han bagest. De kom til den dybe dal og susene glade ned mod dalens bund og videre et godt stykke op ad stigningen på den anden side. Men bakken var stejl, og da inertien fra nedturens sus var brugt, var resten af opstigningen et hårdt slid. Der lød eder og forbandelser fra forreste saddel, og da de endelig var oppe, drejede hun sit svedige hoved halvt mod sin kæreste og sagde: “Det var godt nok hårdt!” “Ja,” svarede han, “…og hvis jeg ikke havde bremset hele vejen op, var vi garanteret rullet baglæns”.

Jeg har aldrig cyklet på tandem. Men i min barndom og ungdom cyklede jeg Nordbornholm tyndt som en slags opdagelsesrejsende udi dyr og planter. Det var min mulighed for eventyr, og jeg nød det i fulde drag.

Tidligt i mit liv – faktisk så tidligt, jeg kan huske – kastede jeg min kærlighed på blomsterne. Jeg kunne gode lide at vide, hvad de hed. Så da jeg var omkring 11 år, kunne jeg sætte navn på de fleste af de planter, der voksede langs markvejene omkring Olsker Centralskole i Tejn. Og når vi var på tur med vores klasselærer, som vi også havde i biologi og sang, kom jeg rendende med hampagtig hanekro, marktusindgylden og andre notabiliteter.

Siden kastede jeg mig ivrigt over sommerfugle og natsværmere. Det var der mange andre, der gjorde dengang. Min ven og store inspirationskilde, Lars Trolle, havde danske cikader som domæne. Mange vil nok med skeptisk løftede øjenbryn spørge: Cikader i Danmark? Jo! Der er hundredvis af cikadearter i Danmark, og de synger og har eventyrlige farver og mønstre. Danske cikader er bare bittesmå, og de synger så lavt, at vi kun kan høre dem, hvis vi holder dem helt op til øret. Ude mellem urter, græs og grene er de små sangeres koner imidlertid lykkelige over den blide skønsang, som gør dem nysgerrige og parringsvillige. Det er kun hancikader, der synger. Så Lars fortalte om grækeren Xenarchos, som i et anfald af ondsind for mere end totusinde år siden skrev: “Lykkelige er cikaderne, for deres koner er stumme”. Med lune, for Lars elskede sin kone endnu højere, end han elskede sine cikader. Det siger ikke så lidt.

Jeg oplevede, hvor åbenlyst lykkelig Lars var over at beskæftige sig med de små dyr. Og så lærte han mig kunsten at “snuldre”. Man starter med at ligge stille på maven i tæt urtevegetation, hvor man i et pindsvins øjenhøjde kikker ind mellem virvaret af levende, døende og døde planter. Sådan kan man ligge længe og iagttage, hvordan tilværelsen for et mylder af smådyr udfolder sig på liv og død lige for næsen af én. Er man meget nærsynet, som jeg, er dette drama i virkelig 3-D endnu bedre, fordi den nærsynede kan se de mindste detaljer på tæt hold uden briller. En god grund til ikke at bruge kontaktlinser. Hvis scenen bliver for kedelig (det sker før eller siden), udfører man en liggende snuldrebevægelse, hvilket vil sige, at man maver sig 20-30 centimeter fremad som en fed og benløs larve. Scenen skifter, og sådan kan man blive ved.

Før Lars begyndte at snuldre, havde han samlet cikader ved at slå sit finmaskede insektnet gennem vegetationen. Mange cikader har bare for vane at leve dybt nede mellem planterne tæt på jorden. Og de arter fik han stort set aldrig i sit net. Så da han begyndte at snuldre, blev han vidne til et lilleputverden af liv med et mylder af cikadearter, som hidtil havde været ukendte i Danmark eller anset for sjældne. Den liggende snuldrekunst var intet mindre end en revolution for cikadeforskningen.

Lars Trolle lyste af lykke, når han fortalte om sine små cikader og alle de opdagelse, han havde gjort. Det smittede, og kort tid efter kastede jeg mig ivrigt over vårfluernes liv.

Vårfluer er vandinsekter. Det danske navn er dårligt, for der er ikke tale om fluer, og stort set ingen arter flyver om foråret. Vårfluernes latinske navn, Trichoptera, er meget bedre. Det betyder “hårvinger”, og det passer: Vårfluer har hår på vingerne. Derved adskiller de sig fra deres nærmeste slægtninge, sommerfuglene, der har små mosaikker af skæl på vingerne. Desuden adskiller vårfluerne sig fra sommerfuglene ved at mangle sugesnabel og ved at leve i vand i larvestadiet.

Min nærmest medfødte betagelse af blomster og sommerfugle havde givet mig store glæder og indsigt naturens univers af farver og mønstre. Vårfluerne var en ny verden. Diskrete farver, lette og lidt mystiske som skumringens ånder ved søbredder og strømmende vande. Og larverne i vandet spinder den fineste silke, som de bruger til alt muligt. Mange bygger kunstfærdige huse, som de bor i og slæber med sig overalt, hvor defærdes. Enkelte lever frit som rovdyr mellem sten og bygger først huse, når de skal forpuppe sig. Nogle bygger lange silkerør, som de lever i, og nogle væver vældige fangnet, som ligner strømper, posthorn eller køkkensigter af forskellige slags. Hver art bruger silke og byggematerialer på sin egen karakteristiske måde. Alt af overkommelig størrelse kan bruges: Sandkorn, grus, småsten, blade, andemad, bark, småpinde, kirsebærkerner, sneglehuse – alt. Og mange arter bider omhyggeligt materialerne til og konstruerer elegante huse, som består af bladstykker, der er spundet sammen til de fineste spiralsnoede rør. Hver art har sin egen form for hus eller retræte.

Jeg fandt hurtigt ud af, hvordan jeg skulle finde vårfluerne. De fleste arter kræver rene bække og åer med klart og livligt strømmende vand eller søer med klart vand og masseraf vandplanter. Andre arter lever kun i småbække og kilder tæt på udspringet, hvor vandet vælder op af jorden og har næsten samme temperatur året rundt.

Sådanne steder er der et mylder af vårfluelarver i vandet året rundt. Og fra vår til efterår sidder de voksne vårfluer tæt ved de ferske vande i vegetationen, hvorfra de kan de jages op om dagen. Hen mod skumringen begynder de at sværme og danse over vandet.

Da jeg først havde fået øjnene op for vårfluernes liv, blev Slotslyngen med sine mange små skovsøer, moser, vandhuller og bække en af mine foretrukne jagtmarker og landevejen mellem Tejn og Gudhjem mit Mekka. Vejen krydser et utal af større og mindre vandløb, der strømmer livligt mod havet i de mange sprækkedale. Dalene er orienteret i retningen sydvest-nordøst. Tre steder er der så smalle og dybe sprækkedale i klipperne, at vejvæsenet har anlagt broer over slugterne: Storefos, Bobbeåen og Holkadalen.

Den vedvarende måneskulpe ved Storefos. (Foto: Michael Stoltze).

Den vedvarende måneskulpe ved Storefos. (Foto: Michael Stoltze).

Ved Storefos ved Rø er der et højt vandfald og en bæk som risler hastigt mod havet mellem nedfaldne sten i alle størrelser, og midt slugten vokser stor og frodig bestand af vedvarende måneskulpe. Her og Grejsdalen ved Vejle er de eneste voksesteder for den statelige plante i Danmark. Derfor var det en særlig og sjælden nydelse at finde den sjældne og fine bjergvårflue (Philopotamus montanus) i mængder i hvile på måneskulpernes lysegrønne blade. Jeg fandt ud af, at bjergvårfluens larver lever i kolonier af de fineste bløde silkesokker, som de væver og hænger op side om side i mellem stenene i det strømmende  vand. De fintmaskede silkestrømper bliver spilet ud af vandet og fanger en lind strøm af milde gaver i form af småfnuller, som larverne æder ved at “afgræsse” silkestoffet indefra. Nær kilderne er vandets temperatur tæt på 7-8 grader hele året. Så dér lever alle tænkelige størrelser af bjergvårfluelarver året rundt. I sokker.Og de voksne insekter kan også træffes året rundt. De er meget smukke.

Det viste sig, at bjergvårfluen fandtes masser af steder på Bornholm. Og siden fandt jeg kildevårfluen Crunoecia, der lever mellem våde blade i kilder, hvor den  bygger de fineste, firkantede hylsterhuse af små sekskantede bladstykker. Den er almindelig på Bornholm, men ingen havde påvist den før, jeg begyndte at lede. Og så var der MacLachlans vårflue (Tinodes maclachlani), som jeg fandt flere steder i på permanent kildevåde klipper på Nordbornholm. Her spinder larverne deres bugtede silkerør som skrifttegn på klipperne. Det var førte gang, den lille vårflue blev påvist i Skandinavien.

Således blev jeg fortrolig med op mod 40 vårfluearter i kilder og bække i Døndalen og de andre svale sprækkedale på Nordbornholm og lidt flere i søer og moser. Der var Hydropsyche – “vandets sjæl” – med flere sarte arter, der sværmer som grå ånde ved brusende vand. Og der var de mystiske arter af slægten Halesus, der flyver om efteråret og har store vinger med pletter og striber. Og der var “strømelskere” (Ryacophila), der som larver er frygtelige, flade og grønne rovdyr, som kryber omkring under sten i stærk strøm, hvor de gør verden usikker for alle små, bløde dyr. Strømelskerne har lange halse og bittesmå hoveder med skarpe kæber, der kan trænge ind i hver en sprække. Der er kun to arter af strømelskere i Danmark, men med over 1000 kendte arter, er strømelskerne den mest artsrige slægt af vårfluer. De lever navnlig i afsides bjergbække, hvor der blive opdaget nye arter hvert eneste år.

Og så var der søerne. Navnlig de små søer og damme i skove har deres egen stille poesi. Vandet er klart og fyldt af levende og døde planter, og især i foråret er livet i det lave vand betagende intenst. Der er vårfluelarver i huse af enhver slags, bygget af sand, grus, pinde, blade, strå, bark, frø eller sågar levende småsnegle.

Mit største scoop var at finde larven af den kæmpestore Nemotaulius punctatolineatus. Den har ikke et dansk navn, men min ven Carsten Dahl synes, den skal hedde Robert Jacobsen. Naturen er aldrig kunst, men al kunst har rod i naturen. Som billedhugger kunne Store Robert sikkert have fået meget ud af Nemotaulius’en.

Vårfluerne er bare en uendelig lille del af naturen. Deres liv er formentlig ganske ukendt for de fleste. Men de er en del af ånden i naturen. Og når man graver sig ned i vårfluernes lille verden, vokser den til et ubegribeligt stort univers.

——

Ovenstående er oprindeligt bragt som dette essay i Kristeligt Dagblad 24. marts 2014

 

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Fra vårfluernes verden

  1. Lene siger:

    Sikken godt fortalt og meget levende, det er smukt nu hvor naturen vågner op. Næste gang jeg skal til min svenske ødegård skal bække, søer, det høje græs studeres godt:-)

  2. Jørn Skeldahl siger:

    En fornøjelse at læse!

    vh.

    jørn

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s