Regeringen mangler fodslag om bæredygtighed

Altingen dukomentation af regeringen interne strid om Der Danske Naturfond illustrerer, at regeringen mangler fodslag om bæredygtig udvikling.

Altingets dokumentation af regeringens interne strid om Den Danske Naturfond illustrerer, at regeringen mangler fodslag om bæredygtig udvikling. Trods fyldig dokumentation bestrider Finansministeriet, at naturen har det dårligt.

Siden Brundtland-rapporten “Vores fælles fremtid” fra 1987 har der været global konsensus om, at al udvikling skal være bæredygtig for at være sund og holdbar. Bæredygtighed fordrer samarbejde, nytænkning og en vis grad af fælles forståelse for grundlæggende værdier.

Men regeringen har problemer med bæredygtigheden.

Det afslører Altingets dokumentation 30. april 2014 af den interne strid om Den Danske Naturfond med al tydelighed. Klimaministeriet og Finansministeriet optræder i lidet glorværdige roller med udtalelser som disse:

”Vi er ikke enige i jeres præmis om, at den danske natur har det dårligt,” (embedsmand i Finansministeriet).

”Der er ikke lagt op til, at fonden skal gennemføre projekter, som direkte relaterer sig til skov. Vi bør holde os fra at love noget om skove” (embedsmand i Finansministeriet).

“Vores minister ønsker, at natur- og miljøfonden har en klimaeffekt på minimum 100.000 ton CO2-ækv.” (embedsmand i Klimaministeriet).

Dokumentationen viser, at de stridigheder, som regeringen ønskede at komme til livs med Natur- og Landbrugskommissionens udredning, tilsyneladende eksisterer i rigt mål indenfor i regeringstoppen.

Det er meget alvorligt. Ikke mindst i forhold til den længe ventede milepæl, Naturplan Danmark, som regeringen har lovet at fremsætte til efteråret.

En god og effektiv regering er kendetegnet ved et godt og konstruktivt samarbejde mellem ministerierne. Omkring naturpolitik bør især Statsministeriet, Miljøministeriet, Kulturministeriet, Finansministeriet, Fødevareministeriet og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter arbejde tæt sammen – og Miljøministeriet bør være en selvfølgelig, ligeværdig part. Miljøministeriet har i årevis spillet fjerdeviolin i forhold til samfundsudviklingen. Så bæredygtighed og naturpolitik er ikke ordentligt integreret i helheden og er ikke kommet meget videre end til skåltalerne.

Mangel på bæredygtighed er mangel på omsorg for Danmark og danskerne.

Derfor er det på høje tid, at regeringen begynder at finde fælles fodslag om bæredygtighed til gavn for landet.

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Regeringen mangler fodslag om bæredygtighed

  1. Finn Okkels siger:

    Pseudo-bæredygtighed
    En årsag til at der ikke er enighed imellem ministerierne kunne bero på at man i nogle ministerier er ved at bevægelse sig væk fra de poppede bæredygtighedsbegreber, som i virkeligheden intet har med bæredygtighed at gøre. F.eks. har det vist sig at brug af biodiesel, som har været betegnet som bæredygtigt brændstof i transportsektoren, i virkeligheden har udviklet sig til en miljømæssig katastrof, idet man har fældet enorme arealer med regnskov (høj biodiversitet som brug af bæredygtige produkter skulle beskytte ved ikke at påvirke CO2-niveauet) for at få plads til enorme oliepalmeplantager.
    Det samme gælder indenfor økologisk jordbrug, hvor man blot går efter at nå nogle bestemte tal i form af forbrug (forbrug!) af økologiske produkter i offentlige institutioner og på landsplan ved hjælp af massive støtteordninger og kampagner. Det er jo indlysende at et jordbrug der kun eksiterer via massive støtteordninger ikke er økonomisk bæredygtigt. Der mangler simpelthen folkelig vilje til at betale det de økologiske varer reelt koster at producere.
    Hertil kommer at de økologiske marker ikke er særligt frugtbare, hvilket resulterer i at man for at producere de økologiske varer skal bruge meget større landbrugsarealer end for at producere de konventionelle. F.eks. skal man bruge 30-40% større landbrugsarealer for at producere et 1 kg økologisk korn end man skal bruge til at producere et 1 kg konventionelt korn. Det er som bekendt omdannelse af vild natur til landbrugsarealer der er langt den største miljøbelastning i forbindelse med jordbrug. Ved at omlægge det nuværende areal med økologisk jordbrug til konventionelt kan man således henlægge et areal på størrelse med Falster som vild natur uden at landbrugsproduktionen blev påvirket. Ville nogle politikere eller miljøfolk ved deres fulde fem kunne sige at vi afbræder, fælder og nedpløjer vilde naturarealer der har et areal på størrelse med Falster for at give plads til økologisk jordbrugsproduktion i Danmark? Men det gør man – staten støtter den økologiske jordbrugsproduktion massiv.
    Man kan selvfølgelig hævde at landbrugsarealet i Danmark ikke udvides og arealerne med vild natur ikke mindskes når man forøger de statsstøttede arealer med økologisk jordbrugsproduktion, men da f.eks. de danske forbrugere jo ikke mindsker forbruget af landbrugsprodukter (tværtimod bruger supermarkederne de økologiske produkter til at piske det generelle forbrug op) betyder disse ting i den holistiske sammenhæng at den økologiske produktion i Danmark fører til at man andre steder i verden ødelægger vild natur med meget høj biodiversitet for bl.a. at producere de landbrugsprodukter som man mangler på grund af det lave udbytte på de økologiske landbrugsarealer. Typisk fældes og afbrændes regnskovsarealer for at give plads til forøget produktion af landbrugsprodukter.
    Set i dette lys skal man væk fra pseudo-bæredygtigheds-floskler som “økologisk jordbrug” og i stedet satse på at ændre forbrugsmønsteret i en bæredygtig retning. Dvs. at man skal importere færre tropiske frugter med fly, bruge færre drivhhusproducerede grøntsager og spise korn og bønner i stedet for kødprodukter. Hvorfor mon det ikke er en sådan udvikling Staten ønsker i de offentlige institutioner og som man kører massive kampagner for at få understøtte?
    Dette vil jo også føre til en bæredygtig sundhedsudvikling, lavere offentlige udgifter (bæredygtige offentlige budgetter uden underskud), da man så ikke skal støtte det økologiske jordbrug og institutioner, osv.
    Noget tilsvarende gælder indenfor energiforsyning, hvor såkaldt bæredygtig energiforsyning via brændeovne i dag er en hovedforureningskilde i Danmark og årsag til at tusindvis af danskere dør på grund af luftforureningen forbundet med brug af brændeovne. Også kemisk forurening som f.eks. dioxin-forurening kommer hovedsaligt fra brændeovnene – dioxin der er på listen over Det Beskidte Dusin – de værste kemiske stoffer overhovedet – dioxin, der er årsag til at fisk i enorme havområder ikke må fanges og bruges til føde og foder.
    Uenigheden mellem de forskellige ministerier beror måske på sådanne forhold – i nogle ministerier ved man sikkert udmærket, at den almindelige opfattelse af hvad bæredygtighed er, ikke er korrekt.

    • Tak for dit lange og tankevækkende indlæg. De oprindelige bæredygtighedsprincipper som defineret i Brundlandrapporten er vel ikke poppede? Man skal huske, at bæredygtighed hviler på tre ben: Det økonomiske, det miljømæssige og det sociale. Det giver god mening. Men mange forsynder sig ved kun at klamre sig til et af benene. Det er ikke bæredygtigt.

  2. svend Hansen siger:

    Det må antages at ”bæredygtighed” er synonym med ”bæreevne” eller ”evnen til at tåle en påført belastning”
    Det må ligeledes antages at både evnen og den påførte belastning er størrelser der må defineres, for at kunne udtrykkes og forstås med ordet ”bæredygtighed”.
    Det er et faktum at hverken planeten jorden, eller livet i sig selv, er bæredygtigt, så enhver form for fastfrysning af en tilstand er dybest set naturstridig, hvilket vi også altid har måttet betale regningen for på et senere tidspunkt.
    Brundtlandrapporten trækker ganske vist skyld-kortet overfor fremtidige generationer, men den ser også sandheden i at det eneste statiske i tilværelsen/universet er bevægelse. Det betyder at hensynet til fremtidige generationer, hviler på vores evne til at udvikle os teknologisk/socialt og give stafetten videre i konkurrencen for overlevelse. Det betyder derimod ikke at vi skal samle forråd og beskytte det i al fremtid til kommende generationer, men at vi skal bruge ressourcerne her på jorden, til at gøre det muligt for os at udvikle teknologi til at hente nye resurser udenfor jorden og således hæve os til et nyt niveau.
    Det er det eneste vi kan gøre for fremtidige generationer, da der i modsat fald ikke vil være nogen fremtid for disse generationer. Selv bibelen beskriver dette i de betroede talenter, med ordene ”For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har” Mat. kap.25 v. 29. Hvis man er til den slags religion.

    Brundtlandrapporten punkt 30:
    (Yet in the end, sustainable development is not a fixed state of harmony, but rather a process of change in which the exploitation of resources, the direction of investments, the orientation of technological development, and institutional change are made consistent with future as well as present needs. We do not pretend that the process is easy or straightforward. Painful choices have to be made. Thus, in the final analysis, sustainable development must rest on political will.)

    Dette punkt passer i langt højere grad til en udvikling af det, i driftsmæssig henseende, fordomsfrie konventionelle landbrug, end en fastfrysning i økologiske etikker. Økologi er blevet et dogme og dogmatisk i sit virke. Det har intet med bæredygtighed at gøre, som det er beskrevet i rapporten, der netop ikke er dogmatisk/statisk i sit udtryk.
    Ikke et ord om kvaliteten i økologiske varer i den her sammenhæng, men økonomisk er det ikke bæredygtigt at fordyre produktionen af den samme mængde varer, forsyningsmæssigt er det ikke bæredygtigt at mindske produktionen af varerne og miljømæssigt er det ikke bæredygtigt at skulle fordoble det dyrkede areal for at få den samme mængde varer.

    Er det her f.eks. bæredygtigt?
    http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/erhverv/ECE6700314/danske-saerkrav-koster-milliarder/

    Svend

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s