Forsvarstale for skaberværket

Michael Stoltze/Randi Schirnig: “De tre skarver”. (Installation med skarver på sorte pæle. Fra udstillingen “Fuglefri”, Silkeborg 1998).

De fleste arter på Jorden arter er unyttige, skadelige eller direkte farlige. Så hvorfor skal vi passe på dem?

Natursynet og naturen kan forandre sig 180 grader på 100 år.

Holdningen til skarven er et fremragende eksempel. I 1914 var den dominerende officielle holdning: Skarven skal dø! Fuglen var fredløs og udryddet som ynglefugl i Danmark. I 2014 var den dominerende officielle holdning: Skarven længe leve! Fuglen er fredet og yngler nu overalt i Danmark. Og natursynet og naturen vil forandre sig igen.

Der var engang, hvor vi kun kunne forstå og forklare verden ud fra, at alting måtte være skabt af en gud eller flere guder. Guderne opstod som tankespind i gamle fortællinger, der blev til myter og religioner. Forestillingerne kunne blive meget bogstavelige som i den kristne tro, hvor hele verden blev skabt på seks dage af én gud. Og Gud og religion klæber stadig til ordet “skaberværk”. Nu skriver vi 2014. Skaberværket eksisterer. Naturen og alle Jordens skabninger – iberegnet os selv – er jo skabt af naturkræfterne siden The Big Bang.

I den kristne verden er det længe siden, flertallet for alvor troede på en skabende Gud. Den øgede viden og indsigt har forandret vores syn på verden for altid. I dag ved vi, at alt er fysik og kemi. Vi er så avanceret kemi, at vi endda kan erkende os selv som kemi. Gud er død, men skaberværket findes. Det vil sige: Livets vrimmel af skabninger på Jorden er i krise. Og ikke nok med, at det levende skaberværk er i krise. Flere spørger nu, hvad vi egentlig skal med alle arterne. Hvorfor skal de være her, hvis de er farlige for os, skadelige eller bare ikke gør nytte?

Brorson og Linné
Livet på Jorden er så mangfoldigt og uoverskueligt, at vi langt fra har styr på, hvad der findes af arter. Der eksisterer utvivlsomt liv andre steder i Universet. Men livet kræver meget specielle og stabile fysiske betingelser for at opstå og udvikle sig. Man kender kun liv fra Jorden. Det alene er argument nok til, at jeg vil forsvare hele skaberværket med alle de arter, der findes. Vore aner har beundret, beskrevet og besunget skaberværket som Guds værk. Hans Adolph Brorson forsvarede værket sådan i sin nok mest berømte salme, “Op al den ting som Gud har gjort”, som han skrev i 1734. De fire første vers lyder:

Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.

Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale?

Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?

Brorson ved ikke rigtig, hvad han skal sige i bare benovelse over alt det, Gud har gjort. Det er der ikke noget at sige til, når Gud havde skabt det hele på kun seks dage. Det må enhver kunne tabe mælet over. I Sverige forsvarede Carl von Linné skaberværket et par årtier senere med denne legendariske moralske opsang i 1753:

”Mennesket, der er bevidst om sig selv, betragter verden som den Almægtiges skueplads, overalt smykket med de største undere, frembragt af den Almægtige. Men mennesket er sat her som en gæst, som alt imens han delagtiggøres i disse undere, burde prise Herrens storhed. Uværdig at accepteres som gæst er den, som lig kvæget kun tænker på sin bug og ikke ved at undre sig over og værdsætte værtens vældige værk.”

At dømme efter den accelererende fedmeepidemi og tidens syndflod af kogebøger, kunne der god være brug for en ny opsang i den gamle svenskers ånd. For tænk, hvis livets vrimmel af undere forsvinder af ren og skær glemsomhed, mens vi hver især ikke tænker på andet end at fylde vores bug?

Den sjette masseuddøen er begyndt
Nu tror jeg hverken på skabende guder eller værdien af moralprædikener. Til trods for de gamles forsvar og tilbedelse af Gud og skaberværket, har vi taget for os af retterne på vore medskabningers bekostning.

Jorden er nu befolket af over syv milliarder storforbrugende sjæle, som mestendels bor i byer og ikke tænker på meget andet end sig selv og på at æde. Det er ikke sagt med løftet pegefinger og malice, men blot som en konstatering af de faktiske forhold. Det giver visse udfordringer. Skaberværket er trængt af menneskeartens udfoldelser, og vore medskabninger er blevet meget færre på grund af os. De er blevet forfulgt som skadelige eller farlige skabninger, de er blevet overudnyttet, eller de har mistet deres levesteder. Mange arter er uddøde, og endnu flere risikerer at uddø, fordi de er for få eller har for lidt plads at udfolde sig på.

Livet på Jorden har mindst fem gange været ramt af global masseuddøen, som hver gang udslettede mellem halvdelen og 9/10 af alle arter. Det skete sidste gang for omkring 65 millioner år siden, da en kæmpemeteor ramte Yucatan-halvøen. Den skabte så alvorlige globale miljøforandringer, at blandt andet de sidste store dinosaurer forsvandt. Nu konkluderer de fleste forskere så, at vi befinder os i den tidlige fase af Jordens sjette masseuddøen.

Forskere skønner, at halvdelen af vore medskabninger er forsvundet i løbet af de sidste 40 år. Og også arterne er begyndt at uddø med en hastighed, der er et sted mellem 100 og 1000 gange hurtigere end naturligt. Denne gang er årsagen en helt anden end de fem forrige gange, Jorden oplevede masseuddøen. Den sjette masseuddøen – biodiversitetskrisen – er forårsaget af én eneste art: Mennesket.

Krisen har været til at få øje på længe. Verdens statsledere har via FN’s Biodiversitetskonvention forsøgt at sætte en global dagsorden om at standse det levende skaberværks tilbagegang inden år 2020. Der er aftalt en lang række konkrete mål, som medlemslandene har forpligtet sig til at arbejde hen mod. Men der er ingen garantier for, at målene bliver nået.

Over 95 % af arterne er unyttige
Mange har sikkert lært, at vi skal passe på alt det levende, fordi naturen er god, og hver eneste art har afgørende betydning for naturens komplicerede kredsløb. Andre vil spørge: “Hvorfor skal vi passe på alle arterne? Hvad nytte har vi af, at der findes mange tusinde slags snudebiller? Går det galt for naturen, hvis nogen af dem uddør? Og hvad skal vi dog med stikmyg, gedehamse, giftslanger, tsetsefluer og andre farlige eller ubehagelige dyr?”

I en radioudsendelse om natur for nylig spurgte værten mig pludselig: “Hvem, forestiller du dig, vil stifte skovflåternes befrielsesfront?” Den var godt nok svær. Flåter er jo drønirriterende og farlige ligesom mange andre skabninger – løver for eksempel. Naturen er hverken god eller ond, og faktisk er det sådan, at de fleste arter ikke betyder noget særligt for økosystemernes funktion og ikke er til mindste nytte for mennesker. Det drejer sig nok om over 95 % af alle arter på Jorden. Så hvorfor forsvare hele skaberværket?

Lad mig i første omgang gå uden om den lede skovflåt. Jeg vender tilbage til den, men der er jo ingen grund til springe over, hvor gærdet er højest. I stedet vil jeg bruge løven.

Noget om løver
Løven er et rigtigt møgdyr. Stor som bare pokker med en glubende appetit på både vilde dyr, husdyr og mennesker, hvis den kan komme af sted med det. Den er ikke sjov i baghaven, så mennesker har udryddet løver i store dele af verden, blandt andet i hele Europa. Men ethvert barn kender og elsker løven. Og det er let at elske løven i Europa, hvor vi har erstattet de virkelige løver med kunstige tøjdyr. Jeg ved det. Jeg havde selv sådan en blød løve som dreng og var himmelhenrykt.

Virkelighedens løve er et blodtørstigt dyr, som ikke skyr nogen midler for at få friskt kød. Hvis det er muligt, afliver den sit bytte hurtigt, men er det en stor bøffel hænger den gerne på bøflens bagparti og begynder at æde dyret bagfra indtil bøflen falder om af smerte og udmattelse. Løver angriber også husdyr og mennesker. Hvis vi var rationelle, forbandede vi løven og fik dyret udryddet fra Jordens overflade. Løven er farlig og skadevoldende. Den æder vores husdyr og de vilde dyr, så der bliver mindre at jage og æde for os. Men løven taler til vore hjerter. Den er symbol på styrke, mod og magt. Dyrenes konge. Derfor er vi vilde med løver.

Det er livsbekræftende, at der findes stærke og farlige løver. Det ville være dødssygt, hvis løven og lammet gik og græssede sammen som i Paradiset. Nå – det er jo også bare en myte om et sted, hvor lykken var så stor for alle, at der ikke var et liv at kæmpe for. Livet giver kun mening med døden som ledsager. Derfor forlod vi Paradiset. Og derfor – måske – elsker vi løven.

Aspen, klyden og det billige skidt
Og så er der alt det andet unyttige. Aspen og klyderne – naturen, som Otto Gelsted skrev om, da han i 1934 besøgte Peter Freuchen på Enehøje i Nakskov Fjord:

Jeg kommer igen til min sommerø.
Til naturen, det billige skidt,
hvor aspen suser mig mørkt i møde,
og blitfuglen fløjter: blit, blit!

Blitfuglen er den mærkelige sort-hvide klyde, som man bliver temmelig glad i bærret over at se, fordi den altid ser ud til at more sig – selv når den spiller tragedie på stranden og gir’ den som såret kriger med brækket vinge for at aflede opmærksomheden fra sine små dununger. Klyden kaldes også skomagerfuglen, fordi dens tynde næb buer opad og ligner den nål, en skomager bruger til at sy læder sammen med. Ja – klyden er populær, og jeg kender flere mandlige ornitologer, som er så forelskede i klyder, at deres koner må være jaloux.

Fugle
Det er i det hele taget noget underligt noget med de fugle. Den glade lærke, den vagtsomme trane, den kloge ugle og den dumme gås.

Jeg kan nu ikke forstå det med de dumme gæs, for de har rigtig regnet den ud. De slår sig ned i de jagtfri reservater og letter på lang afstand, så de ikke bliver skudt. Og uden for reservaterne flyver de i så stor højde, at de ikke er til at ramme. Men på græsfællederne inde ved Utterslev Mose i København er de ligeglade med mennesker, for her er ingen jagt. Gæssene er vist meget klogere end ugler.

Vi tillægger nærmest instinktivt vore medskabning menneskelige egenskaber. Det er “fy” i kold videnskab, men vi kan og skal ikke lade være. Vi spejler os i dyrene bliver glade af det. Jo større fortrolighed, jo større glæde.

I Holsteinborg Nor, som jeg bor ved, er det lave vand strøet med store vandreblokke, som gletsjerne har efterladt i sidste istid. Nu stikker stenene op af vandet, og dér elsker ternerne at sidde. Der er to slags: Den elegante havterne med rødt næb og den mindre og mere kompakte dværgterne med gult næb. Begge arter har sort kalot på hovedet, men dværgternen ser ud som om, den har fået en klat hvid maling i panden. Engang, mens jeg fortalte om dværgternen i en radioudsendelse, sagde værtinden, at jeg så helt lykkelig ud. Det havde jeg jo ikke tænkt over. Men når jeg nu mærker efter: Den lille fugl påvirker mig fysisk. Meget. Sådan er det jo.

Natur for alle sanser
Naturen og vore medskabninger påvirker os betydeligt. Litteraturhistorikeren Erik A. Nielsen skrev engang til mig: “Jeg er ret sikker på, at sansen for sommerfugle og kendskab til dem forvandler mennesker kraftigt, hvad enten de nu er videnskabsfolk, digtere eller bare fortolkere.” Ja. I haven er den nyforvandlede admiral en nydelse af næsten overjordisk skønhed side om side med den farligt flotte store gedehams, der er en kolossal og brutal blandet bombe af sanseindtryk.

Hver eneste skabning omkring os – stor eller lille, smuk eller grim, nyttig eller unyttig, farlig eller ufarlig – er her ligesom os selv, fordi den har kunnet klare sig på Jorden. Som bevis på den mærkværdige del af skaberværket, vi kalder liv. Flåterne er der, fordi de er smarte. Pindsvinene er der, fordi de har udviklet pigge, der gjorde dem afskrækkende for store rovdyr. Til gengæld holder pindsvinelopperne, som findes i myriader, fest, fordi pindsvinene ikke kan loppe sig på grund af alle de pigge. En streg i regningen – for pindsvinene altså. Sådan er der så meget.

Memento mori
Zoologen Herluf Winge testamenterede for snart 100 år siden en del af sin formue til et legat, som skulle sikre et fristed “til fredning af planter og dyr, også de såkaldt skadelige”. Han håbede bl.a. på, at der også blev plads til den dengang fredløse og forfulgte skarv – dødsfuglen, ålekragen, søravnen. Det forhadte barn har mange navne! Så øen Vorsø i Horsens Fjor blev overladt til naturen. Og der blev plads til skarver. Ikke bare på Vorsø, men i hele Danmark. Winge må glæde sig i sin himmel.

Jeg lovede at vende tilbage til skovflåterne. Hvad med dem? De har sandelig ikke brug for nogen befrielsesfront. De findes som en del af skaberværket, jeg bestemt ikke bryder mig om. Der er mange, og de er plagsomme. Men jeg lever med dem, og glæden over det smukke og gode bliver ligesom større i lyset af flåterne og alt det andet, der plager os som det søde livs memento mori.

Fordi det findes
Jeg bruger ikke stjerner og galakser til andet end at glo på. Det er jeg overordentligt tilfreds med, skønt rummet rummer den største trussel mod vores eksistens. Solen lever ikke evigt, og forinden hamrer en meteor nok ind i vores blå planet og nulstiller livet. Alligevel tilbeder jeg skaberværket, hele skaberværket og intet andet end skaberværket. Jeg vil forsvare det til min dødsdag. Ikke fordi det er nyttigt, men fordi, det findes.

Michael Stoltze, 8. oktober 2014

Karl Johan. Nyttig og let at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

Skovflåt. Modbydelig, farlig og svær at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).

Citronsommerfuglen – unyttig, men let at forsvare. (Foto: Michael Stoltze).