Man kan jo begynde med smutuglen…

Smutugle. (Foto: Michael Stoltze).

Smutugle. (Foto: Michael Stoltze).

NAVNE. Når dyr og planter får navne, får de ånd. Genkendelsens glæden ved at møde arterne forøges, når man kender dem og deres navne. Hvis man er novice i naturkendskab, er smutuglen en glimrende begyndelse.

Indtil jeg var omkring 11 år, havde jeg aldrig set en smutugle.

Det vil sige: Det havde jeg måske, men jeg havde ikke lagt mærke til den. Det ændrede sig en aften, hvor vi hjemme i dalen på Nordbornholm havde besøg af vores daværende familielæge og ven, Carsten Kromann.

Carsten var ivrig sommerfuglesamler og især optaget af natsværmere. En lun sommeraften kom han anstigende med en stærk, ægformet kviksølvpære, som han hængte op ved husets hvide gavlvæg. Væggen gav genskær, som strålede ud over dalen, og under lampen lagde han et hvidt lagen, så lyset også blev kastet op mod nattehimlen.

Jeg havde før set mængder af mærkelige natsværmere på det almindelige gårdlys ved gavlen. Men nu lokkede det stærke, blålige lys myriader at nattens sværmere til. Og min lykke var, at jeg havde Carsten hos mig som kyndig vejleder. Han kunne arternes navne på dansk eller latin, og han fortalte med stolthed, hvordan han havde fanget Danmarks eneste eksemplar af en vaskeægte Gastropacha populifolia – poppelbladspinder. Den store, gyldenbrune natsværmer var kommet flyvende ind gennem et åbentstående vindue en varm aften på Rønne Sygehus 1953.

Den aften i 1967, hvor han tændte lys for natsværmerne, kom der ikke den slags sjældenheder. Men der kom elegante fyrresværmere, poppelsværmere, mængder af gammaugler, lavspindere af mange slags, brune bjørnespindere og hvide og gule tigerspindere. Mange af arter havde jeg aldrig set eller bemærket før. Men nu fik de navne og blev en del af min kendte verden.

“Hmm… det blev ikke til noget særligt; men det var en god aften for smutugler,” konstaterede Carsten, da vi pakkede sammen lidt over midnat. Og ja, jeg havde virkelig lært smutuglerne at kende. Der kom vel 50 eller så til lyset, hvor de lavede megen larm, før de satte sig på lagnet, væggen eller i vegetationen i nærheden.

Smutugler er store og grove med smalle, brune forvinger og brede, orangegule bagvinger med sorte bånd. Så de er vældig smukke, når de flyver, og de gule bagvinger lyser op. Vingefanget er omkring seks centimeter.

Da jeg først havde lært smutuglen at kende, så jeg den alle steder. Den fløj op fra planterne, når vi plukkede jordbær. Den sad i vasketøjet, når jeg hentede det ind fra tørresnoren, og jeg fandt dem – døde – i karmene ved de højtsiddende, østvendte vinduer i min fars atelier.

Smutugler hedder smutugler, fordi de smutter ud mellem fingrene. De er silkeglatte og har stærke ben med kraftige torne. De er mestre i at smutte ind og ud af smalle sprækker, og griber man en smutugle med sine hule hænder, vil den som regel mase sig ud mellem fingrene på et splitsekund.

Størstedelen af Danmarks næsten 40.000 kendte arter af dyr og panter har kun latinske navne. Og i fagkredse har det i årtier været god latin kun at bruge de videnskabelige latinske navne som betegnelser på hærskaren af vilde arter. Hvirveldyr, planter og svampe har traditionelt danske artsnavne. Botanikere og svampefolk (mykologer) har endda for vane at skrive artsnavne med store begyndelsesbogstaver, selv om det ikke er accepteret i dansk retskrivning. De skriver for eksempel Nedbøjet Ranunkel eller Kær-Ranunkel om den krybende og almindelige ranunkelart Ranunculus flammula, som vokser på våd jord. Andre plantenavne er mindre beskrivende, men har mere poesi og god lyd i sig. For eksempel den gyldengule, tunge kabbeleje, som Aakjær skriver så smukt om i Piger på engen (Nu er dagen fuld af sang).

Når det kommer til insekter og andre smådyr, har de færreste arter imidlertid veletablerede danske navne, og mange arter har slet ikke danske navne. Det er forståeligt, for en del arter er så små, sjældne og vanskelige at kende fra hinanden, at zoologerne ikke ved meget andet om dem end, at de eksisterer.

Hvis man skal kommunikere med andre end indviede specialister, er danske navne naturligvis en nødvendighed. Derfor valgte Morten Top-Jensen og Michael Fibiger at navngive samtlige 1012 arter i deres bog “Danmarks sommerfugle” fra 2009.

Selv om nogle eksperter stadig rynker på næsen over de danske navne, viste det sig at være en scoop, at Top-Jensen og Fibiger lancerede dem. Nu kan man for eksempel skrive nonneugle og dele sin begejstring med mere end en lille flok nørder over den flotte Panthea coenobita, der som larve lever på fyrretræer i såvel villahaver som skove.

De danske navne kan være beskrivende eller poetiske, og mange af de bedste er begge dele. F.eks. bjørnespinder, rødt ordensbånd eller perlemåler, som Inger Christensen har udødeliggjort i “Sommerfugledalen”. Selv foretrækker jeg også navne, der fremkalder billeder som harlekin, sørgekåbe eller admiral. Andre er mere aparte. Ja, ude i den danske natur lever uklare duskmålere, rødmende ugler, jyske kæmpesække, mørkpandede lavspindere og mange andre natsværmere med navne, som er mere forbløffende end kønne.

Det er ikke mange blandt de mere end 4000 kendte arter af danske fluer, myg og stankelben (tovinger), der har danske navne. Men én af de største er den stivhårede snylteflue Tachina grossa, som på dansk hedder noget så besynderligt som kæmpefluen Harald. Den enorme flue er tyk med ræverødt hoved, godmodige mørke øjne og stor som en humlebi. Den er navngivet af den legendariske zoolog Ellinor Bro Larsen, som var en blændende naturhistoriker og fortæller. Hun konstruerede gerne nye ord i mangel af bedre. Jeg har ordet “øltræ” fra hende. Et øltræ er et såret træ, hvor saften siver ud og gærer i og omkring såret. Det udsender en sød, ølagtig lugt, som tiltrækker mængder af sommerfugle, natsværmere, biller, hvepse og meget andet. Ofte sjældne arter, man ellers ikke ser. Så øltræer er guf for zoologer!

Nå. Men i 1950’erne var Bro Larsen altså fascineret af den store flue uden dansk navn, så hun ønskede at give den et navn, der var til at huske. Og da fluen i al sin vælde mindede hende om den daværende leder af Naturhistorisk Museum i Århus, professor Harald Thamdrup, døbte hun arten kæmpefluen Harald. Fluen og navnet gjorde siden uudsletteligt indtryk på de biologistuderende, og i dag er det spøjse navn veletableret i litteraturen og kendt af et større publikum.

Naturens navne er fulde af magi. Og ligesom med mennesker, vokser navne og natur sammen, jo mere man kender til dem. Den almindelige måneplet, som ligner en knækket gren, får personlighed, så snart man kender navnet og genkender det mærkelige dyr. Det bliver et fortroligt og glædeligt møde – hver gang.

Sådan har jeg det med lærken, som lige fra min tidlige barndom var indbegrebet af forår, frihed og glæde. Lærken er sådan rent biologisk bare en lærke, som gør, hvad en lærke og ethvert andet dyr, skal gøre. Men i min bevidsthed er lærken fuld af ånd. Sådan er det med mange fugle. For eksempel mursejleren, som der er en vrimmel af om sommeren i Danmarks byer.

Mine oplevelser af lærker, mursejlere og andre fugle påvirker mig ganske fysisk, og derfor deler jeg dem glad og gerne med andre vel vidende, at ikke alle har det som jeg. For nogen tid siden underviste jeg 6 gymnasieklasser i naturens mangfoldighed. Så spurgte jeg, hvor mange, der kendte en lærke. Gymnasiet lå på landet, så jeg forventede, at det var de fleste. Men nej: Ud af 120 elever var det kun fem, der vidste, hvad en lærke var. For en person, der som jeg ikke kan undvære lærken og lærkesangen, kom det nærmest som et chok, at lærken var død eller ikke eksisterende i de unges bevidsthed. Så de fik lært om lærker. Og jeg tror faktisk, de endte med at holde af dem og forstå lidt af, hvad jeg mente.

Mange mennesker er bange for at gå i kast med at lære naturens mange skabninger at kende. Det er jo så uoverskueligt, og hvor skal man starte? Til dem vil jeg sige: Ingen – end ikke de skrappeste biologer, kan overskue det hele. Så det er bare med at starte frygtløst, hvor man har lyst. Så kommer glæden ved at genkende og kende til helt af sig selv. Det er ikke så svært. Man skal jo ikke til eksamen, og indsatsen lønner sig på næste skovtur eller tur til stranden.

Når man først kender en smutugle, er man allerede godt i gang.

—-

(Essay bragt første gang i Kristeligt Dagblad 28. august 2014 under titlen “En god aften for smutugler”) 

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Almen dannelse og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Man kan jo begynde med smutuglen…

  1. Finn Okkels siger:

    Sikke et smukt indlæg. Rørende og helt I særklasse.
    Mange mennesker ser grøftekanter som et enkelt element: en grøn zone mellem vejen og de øvrige arealer. De enkelte planter og blomster ses ikke som enkelt-elemeneter eller individer; man ser kun den grønne vejrabat på samme måde som man ser en græsplæne (man ser ikke den enkelte græsplante i græsplænen)
    Tilsyneladende er man her I Roskilde meget opmærksomme på det og vil gerne glæde alle disse mennesker det grønne vejrabat-syn og har allerede nu slået grøftekanterne så de ligner græsplæner (man må have fået nye smarte slåmaskiner der kan fremtrylle græsplæne-look af noget der ellers kan være ret mangfoldige plantesamfund).
    Nogle steder, som her hvor jeg bor, gennemskærer vejen en bakke og der er tørre næringsfattige skråninger med et væld af smukke blomstrende planter som trods alt glæder nogle mennesker : hjertegræs, blodrød storkenæb, vild merian, skovløg, stor knopurt og den meget sjældne stor gyvelkvæler.
    Det gør ondt langt ind i sjælen at se at Roskilde Kommune nu har udraderet dette væld af mangfoldighed og planter til noget der mest af alt ligner en tætklippet græsplæne uden et en eneste blomstrende plante. Det handler ikke om trafiksikkerhed når man klipper græsset flere meter op ad skråningerne, hvor vegetationen i forvejen er lavtvoksende. Man synes åbentbart at det klippede græs fremstår pænere end hvis skråninger er dækket af spredte grupper af ukendte blomstrende planter – og man undgår mylderet af sommerfugle og insekter på den måde.
    Samtidigt med at Roskilde Kommune aktivt ødelægger naturværdier på denne måde er Roskildes borgmester og kommunens forvaltning i fuld gang med at lave en masse events og er ved at finde penge til turisme i den nye Nationalparken Skjoldungernes Land. Det var det med pengene borgmestrene i Lejre og Roskilde argumenterde for var godt ved at have en nationalpark. Man sagde der bliver gode muligheder for at søge penge i statens og især i EU´s pengekasser når man har en nationalpark. Sådan er der forskellige glæder og syn på hvad natur, mangfoldighed og en nationalpark eller en vejskråning med blomster kan bruges til.
    Gad nok vide hvad der skal til før vi får en nationalpark hvor man beskytter naturen mod de lokale politikere og deres slåmaskiner, events og buldozere …
    Gad nok vide om det er muligt for nogen som helst at lære borgmestrene I Lejre og Roskilde om dyrenes og planternes navne og måske dermed få dem til at passe på, føle sig forbundet med og føle glæde ved de storslåede værdier de er I færd med at ødelægge.
    Førhen var det industrien og landbruget der truede mangfoldigheden I naturen – nu er det kommunerne, kommunale forvaltninger og borgmestrene der hærger og ødelægger naturen – I hvert fald her I Roskilde og Lejre. Industrien og landbrugets pres på naturen har I det mindste til formål at tilvejebringe fødevarer mv, mens det er svært at se hvilke undskyldninger der er for borgmestrenes og komunernes ødelæggelse af og hærgen i naturen.

  2. Tak, Finn. Typisk – og desværre ikke noget særsyn. Har du skrevet til kommunerne?

    • Finn Okkels siger:

      Kære Michael
      Jeg skrev til Roskulde Kommune, da stor gyvelkvæler dukkede op på skråningen for et par år siden. Stor gyvelkvæler er jo en meget sjælden og fredet plante. Det er en snylteplante så dens overlevelse afhænger af både værtsplantens trivsel og dens egen trivsel – altså en særdeles skrøbeligt økologisk samspil. Planten stod ca 1 meter fra toppen af skråningen og der havde slåmaskinerne heldigvis ikke ramt den ved første slåning det år.
      Kommunen skrev tilbage at de var klar over at planten voksede på det pågældende sted.
      Ved anden slåning i august kom slåmaskinerne dog helt op til toppen af skråningen (6-7 meter fra vejen – man må næsten have gjort sig særlige anstrengelser for at slå græsset så langt fra vejen) og planten blev pulveriseret. Man brugte endda en afslåningsmetode der nærmest fræsede op i græstørven og rødderne. Som nævnt er skråninger desuden fyldt med en masse forskellige blomsterplanter og græsser …
      Da jeg så skrev til kommunen skrev man blot tilbage at der ikke var noget problem. Tværtimod mente man at det var godt for planten at blive pulveriseret – så blev frøene bedre spredt. Som om at planten ikke fra naturens side kan finde ud af at sprede sine frø på rette måde og rette tidspunkt. Frøene har selvfølgelig ikke været modne på det tidspunkt og sidenhen har vi ikke set stor gyvelkvæler på skråningerne, som nu slås så de ligner fine græsplæner.
      Jeg skrev også til Naturstyrelsen og spurgte om hvordan man skulle forholde sig hvis stor gyvelkvæler vokser på ens jord. De oplyste at man i henhold til lovgivningen vedrørende sådanne meget sjældne planter ikke må beskadige planten og at man skal bes’kytte arealet og omgivelserne hvor den vokser. Kommunens afslåning af skrænterne var og er (?) således ulovlig.
      Nu har Roskilde Kommune altså fået udryddet denne sjældne plante – det er den samme kommune som nu invaderer området med events i og tivolisering af den vilde natur i form af det man betegner som en nationalpark. Det er ikke rart at tænke på hvad vi har i vente når pengene strømmer ind til kommunale projekter og de mange skitserede events i nationalparken Skjoldungernes Land.
      Hele iscenesættelsen af historien om at man får en naturpark hvor naturen skal beskyttes, men hvor man i praksis ødelægger de mest værdifulde naturelementer, minder om hvordan pampere og magthavere nedbryder deres omgivelser – faktisk er det der foregår glimrende beskrevet i George Orwells “Animal Farm” (Kammerat Napoleon).
      Jeg mener vi har et kæmpeproblem med kommunernes “natur”-syn og natur-“pleje”. Problemet handler om noget af det du er inde på i dit flotte essay. Det er tydeligvis ikke biologisk-fagligt funderede menensker der kender eller føler sig knyttet til naturen der sidder i kommunerne, men derimod folk der er udddannet i kommunikation og event-mageri – dvs. man laver pop-projekter og events (det sidste nye her er cafe og store p-pladser midt i Boserup Skov – man kalder det et naturcenter – skovens vigtigste funktion – at fylde folk på skovtur med diffus fred og ro er ødelagt) der promoverer kommunens “miljø”-aktiviteter, mens den basale og gedigne naturpleje sejler og der fra de uvidende og fremmedgjorte kommunalfolk side foregår aktiv ødelæggelse af værdifulde naturelementer, som illustreret med eksemplet med stor gyvelkvæler.
      Hvordan kan man stoppe denne udvikling?
      Se billeder af den nu udryddede mærkværdige plante på skråningen her : http://www.fugleognatur.dk/gallery.asp?mode=ShowLarge&ID=250641

  3. Karsten Schnack siger:

    Tak, Michael, for et som sædvanlig velskrevet indlæg om en vigtig sag i forhold til formidling af biodiversitet. Ja, “man kan jo begynde med smutuglen”. (Så kan man eventuelt (!) senere lære at skelne mellem de ni arter af smutugler). Som du ved, kan jeg ikke være mere enig i budskabet.
    Af de nævnte – plus en række andre gode grunde – startede vi (Søren Breiting, Jørgen Jørgensen og jeg selv) da også i sin tid Projekt Danske Dyrenavne, hvor vi systematisk registrerede hidtil publicerede danske navne på danske invertebrater – og sammen med en række eksperter på de enkelte områder udvalgte gangbare navne og i mange tilfælde gav navne til navnløse arter. I det hele taget var det ambitionen at skabe overblik, rydde op, udvide og stabilisere.
    Vi publicerede både lettilgængelige navnelister og omfattende dokumentationsbind for en række grupper: Dagsommerfugle, Biller, Edderkopper og Mejere, Bladlus, Cikader, Tæger m.m. Disse var gratis tilgængelige på nettet og i papirudgaver blev de tilsendt for trykprisen eller udleveret gratis gennem de entomologiske foreninger.
    For at sikre opbakning havde vi ved projektets start fået tilslutning fra de naturhistoriske foreninger, de naturhistoriske tidsskrifter, Skov- og Naturstyrelsen, de mest relevante forlag m. m.
    De publicerede grupper er stort set dem, hvor det var muligt at skaffe pålidelige og systematiske lister over, hvilke arter der rent faktisk findes. Hertil kommer sommerfuglene, som lå klar til publicering, da projektet gik i land – dvs. overlod alt sit materiale til DanBIF. Og der var masser af foreløbigt materiale for mange af de øvrige grupper, og vi fik mange henvendelser fra naturvejledere, journalister, forfattere m. m.
    Nu rummer DanBIF’s fremragende hjemmeside Allearter.dk alle oplysningerne – også om danske navne. Herligt brugbart! Og sidste år blev Allearter.dk listerne implementeret på fugleognatur.dk – det går den rigtige vej! (Så må man leve med den ærgerlige støj, der ind imellem opstår, når der f.eks. i den ellers udmærkede bog “Danmarks sommerfugle” blev publiceret snesevis af danske synonymer. Det kan kun skyldes Michael Fibigers store arbejdspres under hans meget alvorlige sygdom).
    Det går glædeligt fremad med “besjælingen” af de danske smådyr. Dyrene skal hedde noget nogenlunde entydigt og forståeligt for at have mulighed for at komme ud af anonymiteten.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s