Dansk natur lige nu: Dyndpadderokken skyder frem i søer og sumpe

Nye, kulørte skud af dyndpaddrokker på vej. (Foto Michael Stoltze).

Nye, kulørte skud af dyndpadderokker på vej. (Foto Michael Stoltze).

 

Padderokker kan være besværligt ukrudt i køkkenhaver. Men der er mange arter i Danmark, og flere af dem er meget smukke og spændende planter. Det gælder især dem, der vokser i søer, sumpe og kilder.

Den meget almindelige dyndpadderok (Equisetum fluviatile) er særlig farverig om foråret, hvor de nye skud vokser frem i vandhuller, sumpe og skovsøer. Skuddene, der er hule og sprøde, er 7-8 mm tykke og rejser sig typisk 10-20 cm over vandoverfladen sidst i april. På afstand ser de tit lidt beskidte ud; men hvis man studerer dem på tæt hold i modlys, er de en fornøjelse at se på med deres brogede farver og sirlige strukturer.

Padderokker er urgamle sporeplanter. De har været på Jorden siden Kultidens begyndelse for omkring 360 millioner år siden, hvor der var et hav af arter, som kunne blive hele træer på op til 30 meters højde. De fandtes, før der var dinosaurer, og da de eneste hvirveldyr på land var padder. Til gengæld var der enorme insekter i Kultiden, f.eks. guldsmede med vingefang på omkring 70 cm.

Jorden har kun én slægt (Equisetum) med 16 nulevende arter af padderokker – hvoraf hele 9 findes i Danmark. De trives godt i vores klima. Den største danske art er den flotte elfenbenspadderok, der vokser i kalkrige kilder og kan blive op til to meter høj. Mange kender sikkert også den stedsegrønne skavgræs, som danner stor, tætte bestande i lerede skove. Den udskiller store mængder kiselsyre, så der dannes små kvartskrystaller (kisel) på overfladen. Det får padderokkerne til at rasle, og kvartskrystallerne er så stærke, at man kan bruge skud af skavgræs til neglefile.

I Sydamerika findes verdens største nulevende padderok, Equisetum giganteum, der ved at støtte sig til andre planter kan nå en højde på 8 meter. Padderokkerne er dog kun en lille afglans af de frodige padderokskove, der i Kultiden var med til at danne de lag af stenkul, der nu findes i undergrunden.

Nederste blege del af skud af en dyndpadderok. Foto: Michael Stoltze).

Nederste blege del af skud af en dyndpadderok. Foto: Michael Stoltze).

 

 

Fire skud af dyndpadderok. Foto: Michael Stoltze)

Fire farverige skud af dyndpadderok. Foto: Michael Stoltze)

 

Den store elfenbenspadderok. Møns Klint. (Foto: Michael Stoltze).

Den store elfenbenspadderok. Møns Klint. (Foto: Michael Stoltze).

Skavgræs - den, kiselklædte, stedsegrønne padderokke, der rasler, når man vader gennem tætte bevoksninger. Den granatlignenen, sorte skudspids er plantens formeringsorgan, som spreder spore, der er fine som blomsterstøv. (Foto: Michael Stoltze).

Skavgræs – den, kiselklædte, stedsegrønne padderokke, der rasler, når man vader gennem tætte bevoksninger. Den granatlignenen, sorte skudspids er plantens formeringsorgan, som spreder sporer, der er fine som blomsterstøv. (Foto: Michael Stoltze).

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s