Med øjne i moshøjde

Almindelig lungemos. (Foto: Michael Stoltze).

Almindelig lungemos mellem fliser i haven. “Øjnene” er små krukker med ynglelegemer. (Foto: Michael Stoltze).

Mos er mere end besvær i græsplæner. Det er urgamle planter, som endda kan hjælpe os i kampen mod global opvarmning. Og som dreng så jeg lysende mos i en klippehule

Jeg har haft lidt medlidenhed med mosplanterne over, at de var så inferiøre.
De små skabninger kan næsten ingenting. De har ikke de ædlere planters avancerede systemer af hårfine rørledninger, der transporterer vand, næring og mineraler vidt omkring i selv den mest gigantiske californiske kæmpefyr, General Sherman. Mos besidder ikke blomsterplanternes millioner af aromatiske og forførende dufte. Ingen blomster, ingen nektar eller anden gudedrik. Intet, der kan glæde en sulten sommerfugl. Man forstår nok med sin forstand, at mosser er planter. Men trods deres grønne farve og fine filigran af blade, løfter mos sig ikke meget fra den rå jord. Mos dufter som regel bare surt og metallisk af vand og jord.

Man kunne let forfalde til en opfattelse af mos som en evolutionær blindgyde. Men det er ingenlunde tilfældet. De er faktisk en succes, som har eksisteret på Jorden i mere end 400 millioner år.

Øjenkontakt med lungemos For nogen tid siden blev jeg opmærksom på en art lappet mos, der voksede i spækker mellem fliserne på nordsiden af huset. En almindelig lungemos. Det er en af de mest almindelige af Danmarks næsten 150 arter af levermosser. Lungemosset vokser på bar, fugtig jord i skygge. Her kryber det brede løv frem som grønne tunger, der slikker hen over den våde jord – for eksempel i sprækker mellem fliser. Her er der ekstra vådt, fordi fliserne opkoncentrerer nedbøren. Så mosset oplever regn fra selv ganske små byger som livgivende tropiske skybrud.

Så dér voksede lungemosset altså. Og da jeg bøjede mig ned og tog nærsynsbrillerne af for at tage det i nærmere øjesyn, fik jeg noget af en forskrækkelse. Mosset stirrede igen med skræmte øjne og åben mund. Som en maske eller et forlæg til Edward Munch’s “Skriget”. Det var naturligvis ikke andet end mossets natur for fuld udblæsning. Mos er sporeplanter, der ligesom bregner og svampe kan producere millioner af mikroskopiske sporer, som er så små, at de kan føres vidt omkring gennem Jordens atmosfære og spire frem hvor som helst, blot de lander på den rigtige jordbund i det rigtige klima.

Hanparaplyer, hunparaplyer og unger i krukker
I modsætning til blomsterplanter har mos kun ét sæt kromosomer. De er enten han- eller hunplanter og udvikler nogle paraplylignende organer, som vokser frem fra bladene. De skiveformede er hanner med sædceller, og de fligede er hunner med ægceller. Når det regner, spredes sædceller fra hanparaplyerne til hunparaplyerne, så æggene bliver befrugtet. Derfra vokser sporehuse med to sæt kromosomer frem. Her deler cellerne sig og bliver til sporer med ét sæt kromosomer. Sporerne flyver ud i verden og bliver til nye mosplanter – den ene halvdel bliver hanner, og den anden halvdel bliver hunner.

Sporerne kan i heldige tilfælde spire og blive til nye mosplanter mange tusinde kilometer fra moderplanten. Lungemosset kan også sprede sig på andre måder over korte afstande. På oversiden af løvet udvikler det nogle tragtformede krukker med bittesmå, linseformede celleklumper i bunden. Det var sådanne krukker, der så mig an fra flisesprækken. Linserne i bunden af krukkerne er ynglelegemer, som kan vokse op til nye mosplanter, hvis de lander på våd jord. De venter blot på en fuldtræffer af en regndråbe. Krukkens sider har en hældning, så ynglelegemerne kastes ud til alle sider i en vinkel på cirka 45 grader i forhold til vandret, når den rigtige dråbe rammer. Det handler om at komme længst, og det gør man, når skudhøjden er 45 grader. Det sjove er, at nogle svampe (redesvampe) har udviklet fuldstændig samme måde at sprede sig på.

Danmark er et mosland
Der er registreret godt 600 arter af mos i Danmark. Det er 5 % af verdens omkring 12.000 kendte arter af mos. Danmarks godt 1000 arter af blomsterplanter udgør kun 0,4 % af verdens omkring 250.000 arter af blomsterplanter. Mosserne er altså mere end 10 gange bedre repræsenteret i den danske natur end blomsterplanterne. Det siger noget om deres evne til at sprede sig. Bladmosserne er med mere end 430 arter i Danmark langt den største gruppe af mosser. Det er de klassiske grønne mosser, der vokser overalt på sten, stammer, grene, på jorden i skovbunden og mellem græs.

Bladmosserne har små blade og fine skud, der kan være enkle, flade, bølgede, cylindriske eller fint forgrenede som bregneblade. I tørkeperioder krøller mosser sig sammen og ser jammerlige ud. Men det ændrer sig i regn og fugtigt vejr, hvor mosset folder sig fint ud. En af de smukkeste og mest genkendelige bladmosser er almindelig jomfruhår. Den store mos har særlig mørkegrønne, regelmæssige og rette skud. Som børn kaldte vi den altid for stjernemos. Det var den fineste af mosserne.

Almindelig jomfruhår (stjernemos) omkring svampen bruskbold. (Foto: Michael Stoltze).

Almindelig jomfruhår (stjernemos) omkring svampen bruskbold. (Foto: Michael Stoltze).

Aladdins hule
I forsommeren 1969 var min tvillingebror Jacob og jeg sammen med vores lystfiskerkammerat Anders på tur ved Gammeldam på Nordbornholm for at fiske gedder. Vi havde ikke rigtig heldet med os, men eftermiddagssolen lunede, og pludselig sagde Anders, at han ville vise os noget. Han førte os lidt væk fra søbredden og op på en vestvendt skråning med lyng, blåbær, enebærbuske, småkrat og kæmpestore klippeblokke, der lå hulter til bulter. Han trak os ivrigt hen til en af de største klippeblokke og bad os knæle ned i lyngen og se ind i en stor jordfyldt hule under granithvælvingen. Jorden lyste! Overalt funklede jordoverfladen gulgrønt. Det var som at se ind i Aladdins hule med juveler. Der var vel et par kvadratmeter af hulens bund, der lyste på den måde.

Naturligvis tog vi lidt af den lysende jordskorpe med os hjem til vores forældre. Men da vi højtideligt slukkede lyset og åbnede tændstikæsken med jordskorpen, lyste den ikke. Vi fik forklaringen. Lyset i hulen skyldtes lysmos. Det lyser ikke, men har en besynderlig evne til at reflektere lys på samme måde som de reflekser, man bruger i trafikken. Lysmos vokser i huler, der er så mørke, at ingen andre planter kan gro. Det kan det, fordi mosset danner et væv af små glasklare celler, der virker som linser. Linserne samler det svage lys, så cellens få grønkorn trods mørket får lys nok til at udføre fotosyntese. Grønkornene er samlet bagest i de klare celler, og det er derfor, lysreflekserne bliver grønne, når lyset bliver kastet tilbage fra cellernes spejlblanke bagvægge.

Hvis der kommer mere lys til lysmosset, udvikler det et løv af små, savtakkede skud. Lysmos er en yderst sjælden art, som i Danmark kun findes tre steder på Bornholm: Ved Gammeldam, på Hammeren og en nyt sted på nordkysten nær fiskerlejet Tejn. Bevoksningen i hulen ved Gammeldam dækker i dag kun 1/10 kvadratmeter, og de to andre steder vokser der endnu mindre. Det er kort sagt en uhyre sjælden mosart, og man må kun se og ikke røre den.

Lysmos i bunden af en klippehule. Foto: Michael Stoltze).

Lysmos i bunden af en klippehule. Foto: Michael Stoltze).

Bladene af lysmos er kun godt fem millimeter lange. (Foto: Michael Stoltze).

Bladene af lysmos er kun godt fem millimeter lange. (Foto: Michael Stoltze).


Mos, moser og Jordens klima
Ellers er mos allestedsnærværende. Tøvemosserne (slægten Sphagnum – udtales ”sfaunåm”) er noget ganske særligt. Tørvemos består af et paddehatlignende skud for enden af en lang stilk med kranse af slatne sideskud med fine, skællignende blade. Mosset er enormt vandsugende og vokser i tætte tuer, som tåler at blive fuldstændig vandmættede. Det gennemvåde tørvemos udskiller syre, og vandet bliver så surt, at kun lyng, kæruld og enkelte andre blomsterplanter er i stand til at vokse i mosset.

Der er mange arter af tørvemos. De varierer i størrelse og farve fra lysegrønt til rødligt og er svære at kende fra hinanden. Henover mostuerne vokser et væv af tranebærplanter. De spinkle planter sætter overraskende store bær, som planten slet ikke kan bære på de trådfine stilke. Bærrene modner i september og kan holde sig faste og sprøde lige til vinteren sætter ind. De fintprikkede, røde bær varierer meget i form og størrelse og ligger som perler i mosset. Sidst på sæsonen kan bærerne være næsten overgroet af mos.

De syredannende tørvemosser skaber et miljø, som er til egen fordel. Syren forhindrer de fleste andre planter i at gro og betyder også, at moseplanternes døde dele ikke bliver nedbrudt af bakterier. De hober sig i stedet op som tørv. Mosset er dermed ansvarlig for dannelsen af enorme tørvemoser. Selv om tørvelaget kun bliver et par millimeter tykkere hvert år, bliver det til noget med tiden. Mosset vokser i én uendelighed, og tørven kan i løbet af årtusinder blive 5-10 meter tykke. Når moser bliver mere end metertykke og hvælver sig over det omkringliggende landskab kaldes de for højmoser. De er fantastiske – og lidt uhyggelige. De opfører sig som levende, amøbelignende skabninger med en levende overflade over en død krop af tørv.

Tørvemos med tranebær. (Foto: Michael Stoltze).

Tørvemos med tranebær. (Foto: Michael Stoltze).

En højmose kan dække mange kvadratkilometer. De to største i Danmark, Store og Lille Vildmose, dækkede hver mere end 50 kvadratkilometer, da de var intakte. Mange højmoser er gravet væk. Men nu har man erkendt, at de fanger luftens CO2 og lagrer kulstof – ganske som dengang i Kultiden for 300-360 millioner år siden. Højmoserne bremser stigningen i luftens indhold af  drivhusgassen CO2 og  modvirker dermed global opvarmning. De ellers så inferiøre mosser spiller på den måde en vigtig rolle på vores planet.

Mos er meget mere end besvær i plænegræsset.

———-

Ovenstående er oprindeligt bragt som dette essay i Kristeligt Dagblad: http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/med-oejne-i-moshoejde

oejne-i-moshoejde_storefos

Masser af mos på klipper ved toppen af vandfaldet Storefos på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).

 

ojne-i-moshoejde_prydmos

Prydmos. (Foto: Michael Stoltze).

 

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Med øjne i moshøjde

  1. reneagerbo siger:

    Der er noget næsten magisk over mos og der er ikke noget mere befriende, end at gå barfodet på det. Jeg benytter hver en lejlighed til, at gøre præcis det, når muligheden byder sig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s