Vi må gerne blive færre mennesker på Jorden

Overbefolkning.  Det er særligt den voksende befolkningstilvækst i afrikanske lande, som skaber bekymring hos dagens kronikør. Foto: Finn Frandsen (arkiv)

Overbefolkning. Det er særligt den voksende befolkningstilvækst i afrikanske lande, som skaber bekymring hos dagens kronikør. Foto: Finn Frandsen (arkiv).

 


Fremtiden ser lysere ud, men antallet af mennesker på Jorden stiger stadig hurtigere end i 1970’erne. Faldende folketal skal gøres til en positiv fortælling.

Tilgiv mig dette forsøg på at løfte blikket og reflektere over verdens tilstand og fremtid.

Jeg skal prøve at være så objektiv, det nu kan lade sig gøre for et subjektivt menneske, der har været vidne til 60 års kolossale forandringer, og som er vokset op i en tid, hvor det fremherskende bud på fremtiden var variationer over temaet Ragnarok.

Bilos og undergang
Således husker jeg en smuk sommermorgen i 1968 i mit barndomshjem i dalen på Nordbornholm, hvor min altid så rolige far læste en overskrift op fra avisen: ”Jorden går under på grund af bilos”. Forskerne havde fremskrevet væksten i folketal, biler og udstødning og var nået frem til den visse død. Dér sad vi børn – min storesøster på 14 og min tvillingebror og jeg på 12 – skræmt fra vid og sans af budskabet om, at vores liv nok ville blive kort, og at vores lillebror på to år måske slet ikke ville komme rigtig i gang med livet, før det var slut.

Sådan var 1960’erne og 1970’erne. Den ene dommedagsprofet efter den anden forudsagde Jordens uundgåelige undergang. Men som Bjørn Lomborg ufrivilligt morsomt formulerede det engang: De fleste af dem fik ikke ret.

Der var dog gode grunde til skrækscenarierne. I skolen lærte vi, at Jordens befolkningstilvækst i slutningen af 1960’erne var så høj, at folketallet ville blive 10-doblet til svimlende 36 milliarder i løbet af 100 år. Det var også i de år, verden oplevede de første helt store forureningskatastrofer med bjerge af skum og døde fisk i floder og søer, fordi urenset spildevand blev ledt direkte ud i vandet. Det var tiden i kernevåbnenes og den kolde krigs skygge. Det var tiden, hvor kvælende giftig røg blev lukket ud i atmosfæren. Det regnede med syre, og det var tiden, hvor tungmetaller, DDT, Bladan og andre frygtelige gifte blev brugt ukritisk og skabte vældige miljø- og sundhedsproblemer.
Udviklingen var skræmmende. Der var al mulig grund til at råbe op. Skrækscenarierne stod i kø, og det var livsnødvendigt at gøre noget for at afværge det Ragnarok, som tonede frem i horisonten mellem de sorte røgfaner på himlen og de døde fisk, som lå i åen med hvide buge i vejret.

Det særlige menneske
Så blev jeg biolog og begyndte at se verden og menneskeheden i biologiens lys. Som jeg skal komme tilbage til, giver det langtfra altid mening, fordi mennesket ikke er som andre arter. Men øvelsen er tankevækkende. Jeg konstaterede også, at forureningsbekæmpelse, miljøhensyn og bæredygtig udvikling kom på dagsordenen overalt i verden.

Nu i 2016 kan jeg til min glæde konstatere, at problemerne er blevet taklet godt. De truende miljøbomber er blevet demonteret én for én, og skrækscenarierne om det menneskeskabte Ragnarok er afløst af håb.

Forklaringen er, at mennesket nok er natur, med adskiller sig fra alle andre dyr ved at være tænkende og kunne tage skæbnen i egen hånd. Mennesket er noget ganske særligt. Dem, der hævder andet i behjertede forsøg på at være solidarisk med vore medskabninger, mangler erkendelse af verdens virkelige indretning.

Det er en velkendt erkendelse i biologien, at Jordens arter findes, fordi de er heldige. På grund af omgivelsernes beskaffenhed – fysik, kemi og biologi – har de haft held til at udvikle sig og gøre sig mangfoldige. De millioner af arter, som lever på vores planet i dag, er blot en uendelig lille fraktion af milliarder af arter, der har levet på Jorden, men ikke havde held til at overleve. Ingen arter eksisterer evigt. De udvikler sig eller uddør.

Det er en anden velkendt erkendelse i biologien, at arter formerer sig og bliver talrige, når de kan – uden tanke på, om de mange individer kan klare sig på lang sigt. Bortset fra vores egen art – mennesket – tænker arterne ikke på fremtiden.

I naturen er kaniner, lemminger og et hav af insekter kendt for at kunne opformere sig lynhurtigt til tætte bestande. Og “overbefolkningen” resulterer så i massedød som følge af sygdom og efterstræbelse.

Mennesket er blevet ekstremt mangfoldigt på grund af artens særegne evne til at tænke, bruge hænder, fremstille redskaber, klæder og huse, bruge ild, drive landbrug og bekæmpe farlige dyr og sygdomme. Homo sapiens – det tænkende menneske – skiller sig virkelig ud fra andre arter. Biologiens almindelige regler gælder ikke. Det kan godt være, at sygdomme konstant truer Jordens voksende skare af mennesker. Men sygdommene bliver bekæmpet med succes som følge af menneskeartens indsigt og intellekt. Og det bliver næppe anderledes i fremtiden. Mennesket finder en vej.

Konflikter og flygtninge
Folketallet på Jorden når 7,5 milliarder i 2017. Det er afsindigt mange og tre gange flere end i 1950. Det skyldes både en høj fødselsrate, og at levetiden i gennemsnit er forøget med 40 % siden midten af det 20. århundrede. I samme periode er forbruget pr. menneske vokset kolossalt.

Forudsigelsen om befolkningseksplosionens 30-40 milliarder mennesker på Jorden i løbet af det 21. århundrede er for længst kasseret. I 2016 er FN’s prognose, at Jordens folketal vil nå op omkring 11 milliarder mod udgangen af det 21. århundrede og stort set stagnere dér.

Siden midten af 1980’erne har FN og verdens ledere generelt erkendt, at bæredygtig udvikling er en forudsætning for en fremtid, der holder. Hvis verden ikke havde indført de tre hovedprincipper (social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed) som grundpiller for al udvikling, ville Jorden i dag have befundet sig i et totalt sammenbrud.

Det er ikke sket. Og i en oplyst og veldisciplineret verden, der indretter sig efter bæredygtighedsprincipperne, vil der nok kunne leve både 10 og 15 milliarder mennesker på Jorden. Med ja-hatten på er forudsigelsen om de 11 milliarder altså slet ikke så skræmmende.

Men verden er ikke oplyst og veldisciplineret. Grådigheden findes i både rige og fattige lande. Mangelfuld indsigt og dannelse er udbredt overalt, også i vestlige demokratier, hvor uvidenhed og faktaresistens tilsyneladende er de politiske ekstremisters vigtigste brændstof. Fundamentalistisk religionsdyrkelse, hvor man udøver magt ved at bruge myter som sandheder og gør viden forbryderisk, hærger også i mange af verdens lande.

Derfor – og på grund af misvækst og naturkatastrofer – er verden urolig og fuld af konflikter. Det har den altid været, og det var endnu værre i fortiden – for eksempel under 2. Verdenskrig. Men dengang var Jordens befolkningstal under 1/3 af det nuværende. Potentialet for flygtninge er således – alt andet lige – over tre gange større nu.

Er Jorden overbefolket?
I løbet af de sidste 100 år er Jorden blevet et stadig bedre sted at være menneske. Risikoen for at dø tidligt af sygdom, sult eller i krig er faldet konstant. Den gennemsnitlige forventede levetid for nyfødte er mere end fordoblet på 100 år. Med ny teknologi kan man i dag producere tre gange så store mængder føde pr. hektar som i 1950, og man kunne uden besvær producere mad nok til 15 milliarder mennesker på de allerede opdyrkede dele af Jorden.

Så hvad er problemet? Er Jorden overbefolket?

Svaret er: Det kommer an på, hvordan man indretter verden. Vel kan der leve både 10 og 15 milliarder mennesker på planeten, men det kræver stor disciplin for at undgå global opvarmning, miljøproblemer, ressourcemangel og tab af biodiversitet.

De igangværende klimaændringer, tabet af biodiversitet og de accelererende strømme af mennesker, som sætter livet på spil for at komme væk fra krig, fattigdom, sult og anden håbløshed, kan betragtes som symptomer på overbefolkning. Det er muligvis kun begyndelsen, for selv om Jordens befolkningstilvækst ikke accelererer, som man forudså i 1970’erne, forøges antallet stadig med omkring 80 millioner mennesker årligt. Det er højere end i 1970’erne og kun lidt lavere, end da tilvæksten toppede sidst i 1980’erne med godt 90 millioner flere mennesker årligt.

Problemerne med overbefolkning banker især på i Afrika, så hvis der ikke sker markante ændringer, kan den nuværende flygtningestrøm vise sig at være den første spæde begyndelse af en flodbølge af en folkevandring til Europa.

Kampagner fra fortiden
Europa er uhyre tæt befolket, men i den lykkelige situation, at fødselstallet pr. kvinde er et stykke under to. Det betyder på lang sigt, at befolkningstallet – fraregnet indvandring – falder. Politisk og strategisk er det ikke comme il faut at hylde stagnerende eller faldende folketal som noget positivt. Det rimer nemlig ikke på vækst, udvikling og øget magt.

Historisk har antal betydet meget. Et folk, der var talrigt, havde bedre mulighed for at blive et stærkt folk, og mange børn sikrede de gamles alderdom. Politikeres rynkede bryn over stagnerende eller faldende folketal skyldes uden tvivl denne historiske opfattelse og den intuitive følelse, man bliver ramt af, når man opdager, at man bliver færre. Frygten for at uddø. Den politiske reaktion på faldende elle stagnerende folketal er derfor kampagner for flere børn uden skelen til, at vi måske allerede er flere på Jorden, end godt er.

Det er kampagner fra fortiden. I den politiske kamp for en bedre verden skulle tænkningen gerne komme videre end vanen. Det er tydeligvis svært at slå sig igennem som politiker på en dagsorden om et stabilt eller faldende folketal på Jorden. Man risikerer nemt at træde lande, folkeslag eller familier med mange børn over tæerne. Det må og skal man naturligvis ikke. Problemet må håndteres elegant frem for anklagende. Ved at tale om børn som en velsignelse og nødvendighed og på samme tid tale respektfuldt om dem, der vælger ikke at få børn. Ved at tage del i glæden over stagnerende eller faldende folketal, og ved at sætte ord på fremtidens nye og bedre muligheder i lyset af, at vi bliver færre, der skal deles og enes om de begrænsede ressourcer.

Alle ønsker velstand
Nu, hvor kommunikation verden over er blevet lynhurtig via smartphones, som selv de fattigste har adgang til, har alle indblik i verdens tilstand og muligheder andre steder end dér, hvor de befinder sig. Alle kan se velstanden og stræber efter den.

Det er grundlæggende godt, men også en stor udfordring, hvis alle snart otte milliarder mennesker skal nå en velstand som i Vesten. I den situation ville det være langt lettere at nå i mål, hvis folketallet stagnerede eller faldt.

De fugtige dele af troperne kan på grund af klimaet brødføde flere mennesker pr. hektar med langt færre ressourcer end i verdens koldere egne. Derfor er udfordringen ikke umulig. Problemerne starter, hvis den rige verden giver op, forfalder til national protektionisme og lader være med at forholde sig til og handle på baggrund af de udtalte problemer, der hersker i de lande, hvor den begyndende flygtningestrøm er startet.

For hvis ingen politikere erkender, at verdens store problemer også skal løses på baggrund af en forståelse for, at Jorden er truet af overbefolkning, kan flygtningestrømmen meget vel blive begyndelsen på en konfliktskabende folkevandring af hidtil uset omfang i verdenshistorien.

Bæredygtighed
Bæredygtighed i alle beslutninger er nødvendig. Og det er altså hverken omstilling til at leve af den vilde natur eller omlægning af landbruget efter de nuværende økologiske produktionsprincipper. Det ville føre til hungersnød. Jordens nuværende befolkning kan slet ikke mættes af den føde, der er til rådighed i den vilde natur og desværre heller ikke mættes af et landbrug, der ikke må bruge kunstgødning. Jordens folketal er simpelthen blevet for højt. Kunsten bliver derfor at dyrke jorden bæredygtigt med kunstgødning. Modsat de fleste pesticider, er kunstgødning ikke naturfremmede stoffer. Det er kun koncentrationen i udbringningen, der er naturfremmet. Den økologiske produktion ville have endnu større problemer med produktiviteten, hvis den ikke (som i dag) måtte hente staldgødning fra industrilandbrug, hvor man både bruger kunstgødning og pesticider. Økologerne ”snylter” så at sige på det kemiske industrilandbrug.

I den vilde verden ville naturen for længst selv have svaret igen med sygdom og rovdyrangreb overfor en art med så stor ynglesucces som mennesket. Men mennesket bekæmper sygdomme og har udryddet de farlige rovdyr. Det er der kynikere, der beklager, for sygdom og død kunne hurtigt løse problemet med overbefolkning.

Det ville være uciviliseret. Jeg sætter min lid til, at mennesket lever op til sit artsnavn – det tænkende menneske. Arten, som skiller sig ud fra alle andre arter på Jorden, og som har bragt sig selv ind i overbefolkningens kattepine, kan også bringe sig ud af problemerne igen.

10 milliarder eller færre
FN’s seneste prognose regner med, at den årlige befolkningstilvækst gradvist falder fra de nuværende 80 millioner til omkring 10 millioner i år 2100.

I mit korte liv er Jordens befolkningstal næsten tredoblet. Det er nærmest uvirkeligt voldsomt. I samme periode er forureningsproblemerne stort set blevet løst, mens to nye globale problemer er kommet til: Opvarmning og tab af biodiversitet. Men også de problemer vil det tænkende menneske formentlig løse. Især, hvis visioner om faldende folketal bliver en gangbare i politik.

Fremtiden ser ikke så sort ud som for 50 år siden. Det lysner, og hvis befolkningstallet kunne stoppe ved højst 10 milliarder og derefter begynde at falde lige så stille, kunne fremtiden ligefrem se lys ud. Det er godt, når mennesket hæver sig over naturens mørke og former sin egen trygge og frie fremtid. Men det er kun fuldendt godt, hvis menneskets mange millioner heldige medskabninger af andre arter også får plads og frihed til at leve på planeten. Livets mangfoldighed er menneskets medicin mod ensomhed på Jorden.

Fremtiden vil blive bedre, smukkere og lettere, hvis Jordens befolkningstal aldrig når over 10 milliarder og en dag begynder at falde.

——–

Bragt første gang som kronik i Politiken den 16. november 2016

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i bæredygtig udvikling, Miljøpolitik, Politik og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

5 svar til Vi må gerne blive færre mennesker på Jorden

  1. Inga C. Bach siger:

    Michael Stoltze som miljøminister, tak.

  2. Godt skriv, Michael. Jeg er ikke enig i dine konklusioner. Nok mest fordi hverken konventionelt eller de fleste andre former for landbrug har fat i problemets kerne. Kort fortalt kan vi kun håbe at få styr på klimaproblemerne hvis vi, udover at begrænse et bevidstløst forbrug hos en stor del af klodens beboere, også får livet tilbage i jorden. Dels kan dette optage og fastholde op imod 50ppm co2 i den dyrkede jord, og dels kan vi frigøre os fra en ødelæggende misforståelse vedr gødning. Det viser sig nemlig at en jord i balance har meget begrænset behov for gødning og “hjælpestoffer” https://www.youtube.com/watch?v=pDtGxOdDj1A

    • Michael Stoltze siger:

      Kære John

      Tak for din kommentar. Jeg er enig med dig omkring det med den levende jord. Men den kommer ikke i fare ved en beskeden berigelse af staldgødning med kunstgødning. Der er ikke tale om naturfremmede stoffer. Udfordringen er at nå frem til bæredygtige og tilstrækkelig produktive former for landbrugsdrift. Det må være målet for økologisk landbrug, og det mål er vi et stykke fra. Derfor efterlyser jeg nye veje. Det er nødvendigt, hvis vi skal sikre mad til 8-10 mia. mennesker i fremtiden og OGSÅ passe på Jordens biodiversitet – vore medskabninger. Det er muligt, at såvel permakulturer som brug af kunstgødningberiget staldgødning er vejen frem. Reduceret kødforbrug vil også hjælpe meget. Men så længe vi er mere end 7 mia. mennesker på Jorden og vil spise varieret og en del kød, bliver det meget svært producere nok mad uden brug af kunstgødning. Det vil i hvert fald gå hårdt ud over Jordens vilde natur, fordi vi så er nødt til at opdyrke alt dyrkbar jord for at kunne producere nok mad.

      PS: Din formulering om, at levende dyrket jord kan optage og fastholde op imod 50ppm co2 giver ingen mening. Levende dyrket jord indeholde langt mere C pr. ha end død, dyrket jord. Det er pointen, og det må man skrive klart.

      Mange hilsener

      Michael

  3. Mange gode pointer og respekt for dit forsøg med en alternativ forening til DN. Man skal altid se problemerne fra mere end en side, og det forstår du bedre end DN.
    Lad det så være, at vi ikke er helt enig om kvælstofs rolle i naturens kredsløb. Man går ikke uskadt igennem et biologstudium 🙂

  4. Michael Stoltze siger:

    Kære John

    OK. Du mener åbenbart, at dyrket jord kan optage så meget CO2, at atmosfærens indhold vil falde med 50 ppm (altså fra de nuværende godt 400 ppm til godt 350 ppm), hvis man skifter til dyrkningsformer, der efterlader en levende muld. Det er ifølge mine kilder meget optimistisk, men sammen med genetablering af skov (som giver MEGET mere) er tallet realistisk. Levende muld med højt indhold af C afhænger ikke nødvendigvis af økologisk drift i den forstand, vi forstår lige nu.

    Med venlig hilsen

    Michael

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s