Den gavmilde ged

 Ged_1
På tur med Mette. Fra venstre: Jacob, Mette, Karen og mig. (Foto: Bodil Stoltze).

Geden giver mange små og store glæder. Og så er den et intelligent og venligsindet husdyr med en smuk stemme.

I 1962, da jeg gik i 1. klasse, købte mine forældre en ged for 60 kroner.

Det var en flot, ung hvid ged med horn. Hun hed Mette, som gimmergeder jo gør, og blev bukket af Mads, som Metter jo bliver. Mette blev fragtet hjem fra seancen i vores bil, så både bil og ged i ugevis udsendte den umiskendelige krydrede duft af gedebuk. Og næste forår kvitterede Mette med to dejlige gedekid.

Der er noget særligt ved geder, og gedens entre i vores liv i dalen på Nordbornholm var en stor begivenhed. Mine forældre havde geder indtil først i 1980’erne. Geder er nøjsomme og meget adrætte dyr, der knytter sig stærkt til mennesker, og vores geder var ingen undtagelse. Mette gik med os overalt på ture i skoven og veg sjældent mange meter fra os. Det var ikke nødvendigt at have hende i snor, for modsat hunden, var hun ligeglad med skovens vilde dyr. Hendes kid og deres efterkommere gik også med os. De anså os for en del af flokken, som det var godt og trygt at holde sig til. Vi havde det ligesådan. Men Mette var, som vores første og hvideste ged, elsket og trofast i særklasse.

Geder er gode i naturen, hvis de ikke er for talrige. Mange geder i naturen kan hærge, så der næsten ikke kan vokse skov. I Middelhavslandene har mennesker og millioner af geder fortrængt skoven. Skoven er blevet til maki, som man kalder de blomstrende krat af tornede og mere eller mindre ildesmagende og giftige buske. Selv om makien er vidunderlig med sin overdådighed af sarte cistusroser, krydderbuske og orkideer, er den forarmet skov. På det nordlige Naxos har jeg set et lille område i en dal, hvor gederne havde været hegnet ude i lange tider, og der var makien blevet til frodig skov med mægtige, metertykke egetræer.

Geder virker umiddelbart intelligente. Mens får bræger trættende og traurigt, er gedens stemme lys og munter. Geden holder hovedet højt og årvågent, og geden springer lystigt og legesygt omkring selv de stejleste steder. Selv deres ekskrementer er pæne. De lugter næsten ikke, og de ligner små runde lakridser, mens fåreekskrementer er fedtede, brunlige klumper.

Få dyr er hurtigere fra tanke til handling end en ged. Da min far skulle købe vores anden ged nogle år efter Mette, stod han ved handelens afslutning med en hundredkroneseddel hånden. Bare et sekund. Men længe nok til, at geden snuppede sedlen og tyggede den i sig som manisk makuleringsmaskine. Min far måtte til sin ærgrelse fiske en ny seddel frem fra tegnebogen og afleverede den til ejeren med armen løftet over gedehøjde. Efter ejerskiftet fragtede han den således berigede ged hjem og fortalte brødebetynget om det dyre dyr. Men altid optimistisk, som han var, mente han, at sedlen muligvis ville komme ud i en noget krøllet og misfarvet tilstand efter et par dage. Det gjorde den ikke.

Gederne er så kvikke, at man har et hyr med at holde dem under hegn. De er specialister i at afhaspe hasper og åbne låger, der ikke burde kunne åbnes. Geder anser færiste for at være for virkelige fæ og ikke for kloge dyr. Så geder går over de djævelske riste lige så elegant som dansere på line. Og tro det eller ej: Geden er det eneste klovdyr, der ofte klatrer i træer. I Marokko er der store områder med krogede Argania-træer, der har olieholdige, olivenlignende frugter, som gederne elsker. Gederne klatrer behændigt op i træerne og æder frugterne. De klatrer endda ud på de tyndeste grene, hvor de arbejder sammen om at tynge grenene ned, så de kan æde frugterne. Frugtkernerne havner ufordøjet på jorden, hvor de senere kan samles op i store mængder. På den måde hjælper klatregederne en hel industri. Af frugtkernerne udvindes nemlig en værdifuld olie, som er spiselig og ikke mindst bruges i stor stil i kosmetikken.

Ged_2
Jeg giver Mette mad i 1962. (Foto: Bodil Stoltze).

Mens gimmergeder og gedekid er indbegrebet at alt, hvad der er sødt og godt, er det noget andet med gedebukken. Den er et besværligt, men – for gedeavlen, naturligvis – nødvendigt onde.

Ged_4
Min mor Bodil med Mettes trillinger. (Foto: Paul Stoltze).

Ged_3
Min tvillingebror Jacob med et af Mettes kid. Mette og jeg kikker på. (Foto: Bodil Stoltze).

Gedebukken er større end gimmergeden, har større og mere krogede horn og er udstyret med et langt skæg og en guddommelig stank. Dertil kommer et til tider voldsomt temperament. Vi havde ikke voksne gedebukke, for bukkekiddene blev slagtet og spist, før de nåede kønsmodenhed. Men et par af vores naboer havde gedebukke. På Smedegård havde de en buk i en fold, som vi cyklede forbi på vej til skole. Gedebukke lugter værre og værre med alderen, og de stinker allermest lige før de stiller træskoene (eller hvad en ged nu stiller). Bukken på Smedegård blev meget gammel, og vi mente gennem flere år, at den måtte være tæt på at udånde. For den stank værre end en ulykke. Når vinden var i syd, bølgede dens brunstgasser hen over vejen. Så gjaldt det om at tage en dyb indånding og køre til på cyklen og først trække vejret igen 50 meter længere fremme, hvor luften ikke kom fra gedebukkens fold. Jeg bilder mig ind, at luften over det berørte stykke af vejen var en gullig tåge. Det føltes sådan.

Vores gode venner lidt derfra, Ole og Karin, havde også geder, heriblandt en ung buk. Den var begyndt at lugte ganske stramt, så de var trætte af den og fik den slagtet. Malkegeder og gedekid smager fortræffeligt, og Ole mente, at gedebukken ville smage lige så godt. Det gjorde den ikke. Stanken under tilberedningen var slem, og på middagsbordet formåede krydderier ikke på nogen måde at kamuflere smagen af buk. Thor har ikke været sart, da han kørte rundt med sine to gedebukke spændt for vognen.

Modsat gedebukken er gimmergeden godheden selv. Der giver gerne et par liter mælk om dagen, og når man først har fundet det rette greb og den rette, beslutsomme teknik, er den let at malke. Jeg var aldrig vild med gedemælk, der i fersk tilstand kan have en lidt besk smag. Men gedemælken er uforlignelig til fremstilling af ost. Det er, som om hele dyrets sjæl, frækhed, godmodighed og duft springer ind i en gedeost.

Ged_6Jacob på tur med Mette og hendes to kid, der leger på en klippe. (Foto: Bodil Stoltze).

Gedekød er mildere i smagen end lammekød, og mange skatter det højere end lam. Men det er nærmest umuligt at opdrive i butikker i Danmark. Det skyldes, at gedeavl næsten kun bedrives privat i småskala til eget forbrug. Det gjorde vi også. Når kiddene var store hen på året, blev de slagtet. På et tidspunkt skulle den gode Mette også slagtes, men vores forældre synes, at det var for hårdt for os børn at skulle spise hende. Så de fortalte os, at hun var blevet gammel og brugt til løvemad i Zoologisk Have. Hvorpå min storesøster Karen svarede: “Hvorfor spiser vi hende ikke selv?” Børn forstår og accepterer som regel udmærket logikken i slagtning af husdyr.

Mine forældre kendte Frank Jæger og sendte ham et billede af os og gederne, fordi han havde skrevet så smukt om geden. Jæger kvitterede ved at sende et eksemplar af digtsamlingen “Dydige digte” med dedikation og henvisning til dette digt i samlingen:

Læredigt om gedeavl

Geden er et venligsindet husdyr
Gir halvandet kilo mælk om daen.
Blir den altfor oldingtræt og aflægs,
tager jeg ganske simpelt huden aen.

Får en dejlig frakke, jeg kan bruge,
når det regner, blæser eller sner.
Kødet spiser vi hver anden søndag.
Alle mine unger vil ha mer.

To små hvide kid bliver født om året.
Tyve blanke dalere de gir.
Det er ganske godt at holde geder,
selvom roeprisen stadig stir.

Geden har en fin og ærlig stemme,
taler meget bedre end en ko
hvis jeg vinder instituttets præmie
køber jeg tre geder eller to.

Jæger skrev digtet, fordi “Det Kejserlige Æthiopiske Landhusholdningsinstitut” havde udskrevet en konkurrence om at skrive en digt om dyrehold. Han vandt ingenting. Men geden fik sin velfortjente hyldest.

Geden betragtes ofte som et gammeldags husdyr knyttet til småkårsfolk på landet. Og det er rigtigt, at der kun er meget få professionelle gedeavlere og gedemælksproducenter i Danmark. Det er synd. De gavmilde geder burde få en renæssance. Vel er de besværlige, men de give store glæder for børn og voksne i alle aldre, god mælk og godt kød, og så kan de som nævnt gøre gavn i naturen. De nøjsomme dyr er gode til at holde krat nede og skabe lysninger til glæde for blomster og sommerfugle. Derfor er der blandt andet geder på Hammerknuden og flere andre steder med natur i offentligt eje.

Min mor har hele livet været en dygtig og ivrig fotograf, og med stor tak til hende for geder og billeder er det mig en stor fornøjelse at præsentere de gavmilde geder gennem billederne fra dengang. Må der også fremover gå ged i den på den go’e måde!

Oprindelig bragt som essay i Kristeligt Dagblad 27. februar 2017

Ged_5
Min søster Karen med et af Mettes kid.(Foto: Bodil Stoltze).
Ged_7
Min lillebror Martin byder velkommen til gederne i 1967. (Foto: Bodil Stoltze).

 

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

6 svar til Den gavmilde ged

  1. Jørn Skeldahl siger:

    Kære Michael.

    Særdeles velskrevet – som sædvanlig…J

    Vh.

    jørn

    Fra: Dansk Natur [mailto:comment-reply@wordpress.com] Sendt: 13. marts 2017 15:40 Til: elsinore@stofanet.dk Emne: [Nyt indlæg] Den gavmilde ged

    Michael Stoltze posted: ” På tur med Mette. Fra venstre: Jacob, Mette, Karen og mig. (Foto: Bodil Stoltze). Geden giver mange små og store glæder. Og så er den et intelligent og venligsindet husdyr med en smuk stemme. I 1962, da jeg gik i 1. klasse, købte mine forældre en ged “

  2. Albert Steen-Hansen siger:

    Kære Michael
    En meget velskrevet hyldest til geden
    Venlig hilsen
    Albert

  3. Lars M. siger:

    Hej Michael Stoltze.

    Jeg sendte “den gavmilde ged” videre til nogle andre lokale gedeavlere.

    De var meget glade for læsningen, ligesom jeg. Jeg kan godt bekræfte mange af dine iagttagelser, ligesom jeg kunne supplere med flere.

    I øvrigt lavede de på Oxford universitet (eller var det Cambridge?) for et par år siden en videnskabelig undersøgelse af geders intelligens. Med hensyn til at løse en kompliceret opgave var de lige så kvikke som chimpanser.

    Men de kunne ikke lære ved at se på de andre, der allerede kendte løsningen; de skulle selv prøve sig frem, (kunne altså ikke ‘abe efter’).

    Efter et år havde de glemt løsningen, men så var de ret hurtige til at genfinde den rigtige løsning.

    venlig hilsen

    Lars Mikael Thomsen

    Skafterup

    ________________________________ Fra: Dansk Natur Sendt: 13. marts 2017 15:39 Til: larsm223@hotmail.com Emne: [Nyt indlæg] Den gavmilde ged

    Michael Stoltze posted: ” På tur med Mette. Fra venstre: Jacob, Mette, Karen og mig. (Foto: Bodil Stoltze). Geden giver mange små og store glæder. Og så er den et intelligent og venligsindet husdyr med en smuk stemme. I 1962, da jeg gik i 1. klasse, købte mine forældre en ged “

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s