Ravnetid og ravnetanker

Den svenske zoolog Mathias Osvath fra Lunds Universitet. Osvath har afsløret, at ravne har en usædvanlig veludviklet kognitiv formåen. (Foto: Martin Stoltze).

På grund sin insisterende sorthed har ravnen ry som dødens budbringer.

Den store fugl kan i og for sig ikke gøre for, at den er sort som natten. Den kan heller ikke gøre for, at den er meget talende og ofte udstøder dybe og hæse lyde, der kan få enhver til at gyse. Det er dens natur. Ravnen æder alt muligt og går ikke af vejen for at tage et nyfødt lam. Og så æder den ådsler.

Da Middelalderen hærgede og forbrydere blev hængt eller halshugget i hobetal, smidt i rakkerkulen eller sat på hjul og stejle, var det ren rovfuglefodring. Og ravnen deltog. Ådsler var ådsler, og ravnene holdt sig ikke tilbage fra menneskekød. Ravnen og andre kragefugle bar tilnavnet rakkerpak.

Der har ikke kun været sortsyn på ravnen. Før korsridderflaget Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland i begyndelsen af det 13. århundrede, brugte blandt andre Knud den Store (ca. 995-1035) Ravnebanneret med ravnen som feltherresymbol. Banneret var inspireret af den nordiske mytologi. Men med kristendommen blev ravnen efterhånden ikon på ulykke og undergang. Det blev til sidst dens død. Den store, sorte fugl blev forfulgt med krudt, fælder og gift. Det lykkedes så godt, at ravnen i løbet af det 19. og 20. århundrede blev udryddet over næsten hele Danmark.

Kun i Sønderjylland og på Fyn holdt den akkurat skansen. Her overlevede knap en snes ynglepar den nådesløse forfølgelse.

Selvom ravnen blev totalfredet i 1922, varede det mange år, før den store fugl begyndte at brede sig. Det var nemlig tilladt at bekæmpe kragefugle og rovfugle med forgiftede æg eller forgiftet kød. Den forgiftede føde holdt ikke op med at virke, bare fordi den blev slugt af en fredet fugl. Så ravnene døde fortsat.

Først i 1967 blev det forbudt at bekæmpe rovfugle og kragefugle med gift. Det blev starten på ravnens generobring af det danske landskab. I begyndelsen gik det langsomt, men siden 1980’erne tog det fart, og ravnen bredte sig over størstedelen af Danmark. I dag der over 1.600 par ravne i Danmark. Der er især mange i Sønderjylland og Østjylland, på Nordsjælland og Bornholm. På Bornholm yngler der nok omkring 50 par alene i Almindingen, som med sine mange stejle klippepartier og store træer byder på gode redepladser for ravne. Det meste af året gjalder ravnens kald nu gennem Ekkodalen, hvor jeg arbejder.

Ravn over Ekkodalen. (Foto: Michael Stoltze).

Ung ravn i eg på Gamleborg ved Ekkodalen. (Foto: Michael Stoltze).

I kolde og bjergrige egne er ravnene tit større end i Danmark. De grønlandske er de allerstørste med en længde på op til 78 centimeter og et vingefang på op til 150 centimeter. Paradoksalt nok er ravnen en spurv. Verdens største spurvefugl. Man kan fornemme det på adfærden. Spurve hopper, når de skal frem på jorden. Det gør ravne også.

Ravne har relativt større hjerner end andre fugle, og de er tydeligvis gode til at bruge dem. Forskning – blandt andet udført af zoologen Mathias Osvath fra Lunds Universitet – har vist, at de har megen fantasi, er gode til logisk tænkning og husker enkelthændelser for livstid. De er således i stand til at løse ganske komplicerede opgaver og bruge redskaber for at få fat i føde. Hvis ravne i en vildmark finder et stort, urørt kadaver, som de har svært ved at hakke hul på, kan de efterligne de lyde, som ulve eller sjakaler udsender for at fortælle artsfæller, at de har fundet føde. Når ulvene og sjakalerne hører ravnenes kald og når frem til ådslet, river de hul på kadaveret, og ravnene får deres rigelige del af ådslet.

En tilskadekommen ravn, der bliver taget i pleje, så den kommer sig, vil ofte knytte sig til plejerne og vende tilbage for at få mad og tale med sine plejere. Ravnen kan blive tam, og den kan lære at sige en masse ord af sine plejere, som den færdes i nærheden af og gerne sætter sig på i fuldkommen tillid. Men med mindre ravnen fra helt lille af er vokset op blandt mennesker, vil den tamme ravn som regel frygte og flygte fra andre personer end sine plejere.

På Bornholm er der en ejendom, hvor ejerne på et tidspunkt har haft en tilskadekommen ravn i pleje. Da ravnen kom sig og blev sluppet fri, vendte den jævnligt tilbage for at få mad. Det fik den, og i årenes løb har den fået følgeskab af flere og flere vilde ravne. I dag besøger op til 100 ravne stedet, når ejerne lægger foder ud. Og ravnene har lært ejerne så godt at kende, at fuglene sætter sig lige, hvor de står og går, så længe de to mennesker blot har det samme tøj på. Hvis de skifter overtøj, bliver ravnene mistænksomme og holder sig på afstand. Og kommer der fremmede til stedet, flygter ravnene på stor afstand, selv om man kommer roligt med fredelige hensigter.

Da jeg besøgte ravnestedet i januar for at tage billeder fra et skjul, flygtede fuglene, selv om jeg var meget forsigtig. De omkring 70 ravne, der var forsamlet på stedet den dag, steg til vejrs og kredsede snart på gribbemanér som små prikker højt oppe under skyerne. Det er der ikke noget at sige til. De sorte fugle har været forfulgt af mennesker i generationer, så de har uden tvivl nedarvet en stærk frygt for mennesker.

Ravne er ekstremt legesyge og snakkende. Især i forårsmånederne ser man ravne flyve parvis eller alene over landskaberne og kaste sig halsbrækkende rundt i luften i en luftakrobatik, hvor de lige gerne ligger på ryggen, på siden eller står på hovedet. I vintre med sne i bakket terræn er det ret almindeligt, at ravne tager sig en serie raske rulle- eller glideture på deres blanke fjer. Samme sted igen og igen. Der er ikke rigtig anden forklaring på ravnenes luftakrobatik og kælketure end, at de morer sig.

Ravne, krager og skader har ubegrundet fået ry for at stjæle mønter, sølvtøj, smykker og andre skinnende ting, og skaden har ligefrem fået plads i musikken med Rossini’s opera “Den tyvagtige skade”.

Det har sin forklaring i, at unge kragefugle og navnlig unge ravne er meget nysgerrige, og de undersøger eller flytter med iver blanke ting. Og tamme ravne bliver ved med det hele livet.

Under min studietid i Tanzania boede jeg engang i teltlejr i bjergene nær en klippeafsats med hvidnakkede ravne. De var så nysgerrige, at vi måtte gemme alle blanke ting af vejen. Ellers blev de rykket rundt eller flyttet af fuglene. Men i naturen er det unge ravne, der roder med skinnende ting. De voksne fugle, som bygger reder og yngler, gør det ikke, så det er en myte, at man får noget ud af at gå på skattejagt i ravnereder.

Under alle deres aktiviteter udstøder ravnene et hav af lyde. Ud over deres højlydte og gjaldende ”grok-grok-grok”, som man hører milevidt, har de et utal af skræppende, gurglende, hvislende, kaglende, snorkende, klagende, grinende, skrattende, tudende, fløjtende, snurrende, piftende, spruttende, rullende, fnisende og hviskende lyde. Ravnens stemme kan til tider være meget blid og menneskelig, så man bliver både overrasket og forskrækket, når den lyder højt oppe fra fuglens hvilested i et trækrone.

Ravne har meget at fortælle. I den nordiske mytologi havde Odin to ravne, Hugin (tanken) og Munin (hukommelsen). De kom hver dag til ham om aftenen for at fortælle om alt, hvad de havde set i verden i dagens løb. Sådan blev Odin den mest alvidende af guderne.

Myter har som regel solid rod i naturen. Vores aner, der har skabt myterne, har for længe siden lagt mærke til ravnene, som snakkede løs i træerne, på klipperne og under deres flugt over himlen. Deres opførsel, årvågenhed og evige strejfen omkring har gjort indtryk. Ravne appellerer meget stærkt til menneskers fantasi.

Ravnen har ordet. Island. (Foto: Karin Hassing).

Der er ravne på alle Jordens kontinenter bortset fra Antarktis, og alle steder spiller de en stor rolle i mytologien. Deres sorte farve og glans karakteriserer ikke blot fjerdragten, men også næb, ben, fødder og kløer. Dette, og ravnenes forkærlighed for ådsler, har betydet, at de i de fleste myter forbindes med dødsriget og regnes som ulykkesfugle. Ravnen tillægges imidlertid også positive egenskaber. Den betragtes som en klog budbringer, som i den nordiske myte om Odin og ravnene. Og i græsk mytologi var ravnen ligefrem en lykkebringer. Apollon, guden for kunst og spådom, havde således en hvid ravn hos sig som lykkefugl. Han sendte fuglen af sted for at udspionere sin jordiske elsker, Coronis. Da den hvide ravn kom tilbage og ærligt fortalte Apollon, at Coronis havde været ham utro, sved Apollon i sin frustration ravnen, så den blev sort som natten.

I litteraturen er ravnen udødeliggjort i Edgar Allan Poes The Raven (1845). Det regnes af mange for intet mindre et det største af alle nyere digte. Ravnen understreger den ubærlige kendsgerning om Lenore: At hun er død og borte og aldrig mere vil komme tilbage. Nevermore er digtets ensomme omkvæd, der klinger sort, stort og foruroligende. Med fortællingen om det natlige møde med ravnen, som rumsterer ved hans dør, udtrykker Poe på én gang den største kærlighed og den dybeste sorg. Enhver, der mærker efter, ved, hvordan de to følelser er tæt forbundet. Digtet gjorde med et trylleslag den gældsplagede, amerikanske digter berømt.

I nutidens vestlige verden er det ikke så almindeligt at tillægge fugle andre egenskaber end de rent naturvidenskabelige. Modernitetens rationelle tanker har længe truet ånd og poesi. Når det kommer til liv og død og de allerstørste følelser, kærlighed og sorg, kommer de rationelle tanker dog altid til kort. Fuglene er gode at spejle sig i. Og tanken om ravnen som budbringer og forbindelse til de afdøde er nærliggende.

Er en ravn bare en ravn? Jeg ved det ikke. Svaret blæser i vinden.


Spørgsmål til ravnen

Som et sendebud fra oven
flyver ravnen over skoven
parvis eller helt alene
over askens grove grene.

Sorte ravn med glimt i vingen:
Er du alle eller ingen?
Er din stråleglans mon døden
– livet efter aftenrøden?

Er din dybe klang en klagen?
Er du natten hele dagen?
Er der glæde, er der smerte
i dit store ravnehjerte?

Hæse hersker i det høje:
Er du verdens Odinsøje?
Er du bud fra kære navne
– eller blot en ravn blandt ravne?

Michael Stoltze, 2017

———

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad mandag den 30. januar 2017

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur, Fugle og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Ravnetid og ravnetanker

  1. Lene Verner Hansen siger:

    kender du:
    The Raven, Edgar Allan Poe:
    Once upon a midnight dreary, while I pondered, weak and weary,
    Over many a quaint and curious volume of forgotten lore—
    While I nodded, nearly napping, suddenly there came a tapping,
    As of some one gently rapping, rapping at my chamber door.
    “’Tis some visitor,” I muttered, “tapping at my chamber door—
    Only this and nothing more.”
    Ah, distinctly I remember it was in the bleak December;
    And each separate dying ember wrought its ghost upon the floor.
    Eagerly I wished the morrow;—vainly I had sought to borrow
    From my books surcease of sorrow—sorrow for the lost Lenore—
    For the rare and radiant maiden whom the angels name Lenore—
    Nameless here for evermore.
    And the silken, sad, uncertain rustling of each purple curtain
    Thrilled me—filled me with fantastic terrors never felt before;
    So that now, to still the beating of my heart, I stood repeating
    “’Tis some visitor entreating entrance at my chamber door—
    Some late visitor entreating entrance at my chamber door;—
    This it is and nothing more.”
    Presently my soul grew stronger; hesitating then no longer,
    “Sir,” said I, “or Madam, truly your forgiveness I implore;
    But the fact is I was napping, and so gently you came rapping,
    And so faintly you came tapping, tapping at my chamber door,
    That I scarce was sure I heard you”—here I opened wide the door;—
    Darkness there and nothing more.
    Deep into that darkness peering, long I stood there wondering, fearing,
    Doubting, dreaming dreams no mortal ever dared to dream before;
    But the silence was unbroken, and the stillness gave no token,
    And the only word there spoken was the whispered word, “Lenore?”
    This I whispered, and an echo murmured back the word, “Lenore!”—
    Merely this and nothing more.
    Back into the chamber turning, all my soul within me burning,
    Soon again I heard a tapping somewhat louder than before.
    “Surely,” said I, “surely that is something at my window lattice;
    Let me see, then, what thereat is, and this mystery explore—
    Let my heart be still a moment and this mystery explore;—
    ’Tis the wind and nothing more!”
    Open here I flung the shutter, when, with many a flirt and flutter,
    In there stepped a stately Raven of the saintly days of yore;
    Not the least obeisance made he; not a minute stopped or stayed he;
    But, with mien of lord or lady, perched above my chamber door—
    Perched upon a bust of Pallas just above my chamber door—
    Perched, and sat, and nothing more.
    Then this ebony bird beguiling my sad fancy into smiling,
    By the grave and stern decorum of the countenance it wore,
    “Though thy crest be shorn and shaven, thou,” I said, “art sure no craven,
    Ghastly grim and ancient Raven wandering from the Nightly shore—
    Tell me what thy lordly name is on the Night’s Plutonian shore!”
    Quoth the Raven “Nevermore.”
    Much I marvelled this ungainly fowl to hear discourse so plainly,
    Though its answer little meaning—little relevancy bore;
    For we cannot help agreeing that no living human being
    Ever yet was blessed with seeing bird above his chamber door—
    Bird or beast upon the sculptured bust above his chamber door,
    With such name as “Nevermore.”
    But the Raven, sitting lonely on the placid bust, spoke only
    That one word, as if his soul in that one word he did outpour.
    Nothing farther then he uttered—not a feather then he fluttered—
    Till I scarcely more than muttered “Other friends have flown before—
    On the morrow he will leave me, as my Hopes have flown before.”
    Then the bird said “Nevermore.”
    Startled at the stillness broken by reply so aptly spoken,
    “Doubtless,” said I, “what it utters is its only stock and store
    Caught from some unhappy master whom unmerciful Disaster
    Followed fast and followed faster till his songs one burden bore—
    Till the dirges of his Hope that melancholy burden bore
    Of ‘Never—nevermore’.”
    But the Raven still beguiling all my fancy into smiling,
    Straight I wheeled a cushioned seat in front of bird, and bust and door;
    Then, upon the velvet sinking, I betook myself to linking
    Fancy unto fancy, thinking what this ominous bird of yore—
    What this grim, ungainly, ghastly, gaunt, and ominous bird of yore
    Meant in croaking “Nevermore.”
    This I sat engaged in guessing, but no syllable expressing
    To the fowl whose fiery eyes now burned into my bosom’s core;
    This and more I sat divining, with my head at ease reclining
    On the cushion’s velvet lining that the lamp-light gloated o’er,
    But whose velvet-violet lining with the lamp-light gloating o’er,
    She shall press, ah, nevermore!
    Then, methought, the air grew denser, perfumed from an unseen censer
    Swung by Seraphim whose foot-falls tinkled on the tufted floor.
    “Wretch,” I cried, “thy God hath lent thee—by these angels he hath sent thee
    Respite—respite and nepenthe from thy memories of Lenore;
    Quaff, oh quaff this kind nepenthe and forget this lost Lenore!”
    Quoth the Raven “Nevermore.”
    “Prophet!” said I, “thing of evil!—prophet still, if bird or devil!—
    Whether Tempter sent, or whether tempest tossed thee here ashore,
    Desolate yet all undaunted, on this desert land enchanted—
    On this home by Horror haunted—tell me truly, I implore—
    Is there—is there balm in Gilead?—tell me—tell me, I implore!”
    Quoth the Raven “Nevermore.”
    “Prophet!” said I, “thing of evil!—prophet still, if bird or devil!
    By that Heaven that bends above us—by that God we both adore—
    Tell this soul with sorrow laden if, within the distant Aidenn,
    It shall clasp a sainted maiden whom the angels name Lenore—
    Clasp a rare and radiant maiden whom the angels name Lenore.”
    Quoth the Raven “Nevermore.”
    “Be that word our sign of parting, bird or fiend!” I shrieked, upstarting—
    “Get thee back into the tempest and the Night’s Plutonian shore!
    Leave no black plume as a token of that lie thy soul hath spoken!
    Leave my loneliness unbroken!—quit the bust above my door!
    Take thy beak from out my heart, and take thy form from off my door!”
    Quoth the Raven “Nevermore.”
    And the Raven, never flitting, still is sitting, still is sitting
    On the pallid bust of Pallas just above my chamber door;
    And his eyes have all the seeming of a demon’s that is dreaming,
    And the lamp-light o’er him streaming throws his shadow on the floor;
    And my soul from out that shadow that lies floating on the floor
    Shall be lifted—nevermore!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s