Tæt på Paradiset – noget om haver og natur

Vilde blomster som blåhat og gul snerre (“Jomfru Marias sengehalm”) er pragtfulde i haver. Blåhatten er en ren sommefuglemagnet. Og den gule snerre dufter vidunderligt. (Foto: Michael Stoltze).

Haver er kultur og natur i skøn forening, og de bliver ekstra spændende, når naturen er med til at bestemme. Sidste år begyndte jeg at omlægge haven på min nye bopæl på Bornholm efter samme ideer som min tidligere have på Sydsjælland. Det er en stor og dyb glæde. Her er mit essay fra 2010 om haver og natur:

TÆT PÅ PARADISET
Den vilde, rå natur har altid betaget mig. Derfor bliver mange af mine bekendte forundrede over, at jeg elsker at slå græs.

Men det gør jeg. Den første tur i haven med plæneklipperen, fulgt af den fine duft af nyslået græs i næsen, er en af de helt store forårsglæder efter vinteren. Og glæden fortsætter i løbet af forsommeren og sommeren, hvor græsset skal slås jævnligt. I varme og fugtige perioder skal det ske med bare fire-fem dages mellemrum. I tørre og kølige perioder kan man nøjes med at slå græsset hver 14. dag. Men en ting er sikkert: Det gør underværker at slå havens plæner. Det er som at berede et behageligt tæppe af grønt, der indbyder til småture i bare tæer, leg og boldspil eller blot til rare steder at slå sig ned for at nyde solen og havens blomsterpragt.

Plænen i haven her på Sydsjælland bliver hverken gødet eller sprøjtet. Og muldvarpe og markmus muntrer sig jævnligt med at underminere græsset, så plæneklipperens hjul bumper ned i hullerne med det resultat, at maskinen standser brat op. Der er også masser af mos og alskens ukrudt i plænen, hvor martsvioler, ærenpris, cikorie, mælkebøtte, brunelle, korsknap, følfod, hvid okseøje, merian og bitter bakkestjerne holder stand. Men slåningen favoriserer græsset, så ukrudtet blomstrer kun på trods og i det mål, jeg bestemmer.

I staudebedene er der både brændenælder, døvnælder, djævelske snerler og havepest, der egentlig er en smuk art klokkeblomst. Og så er der skvalderkålen, der ikke er en kål, men en skærmplante, som munkene efter sigende indførte til Danmark en gang i middelalderen. Siden skal jeg love for, at den har taget de danske haver til sig. Dens rodskud kiler sig ind mellem sten og rødder, hvorfra bladene med usvigelig sikkerhed vælder frem fra deres gemmesteder, næsten uanset hvor grundigt man har luget.

I de frodige staudebede, hvor blomsterne står og klæder hinanden, kan det være svært at finde frem til og gribe om skvalderkålens onde rod. Hvis man er for ihærdig, ødelægger man nemlig bare de planter, der skal være der, og så ender det hele med at ligne en sønderbombet slagmark. Næh, her er metoden udsultning af skvalderkålen og lys til stauderne: Uden at forstyrre jorden skal man lige så nænsomt fjerne alle overjordiske dele af skvalderkålen. Det dræber den ikke, men den bliver holdt i ave, og så er det en hyggelig måde at tale med sine stauder på. Man kan næsten fornemme, hvordan de skælver af taknemmelighed over at få lys og luft, hver gang man fjerner et blad skvalderkål. Og belønningen kommer som amen i kirken i løbet af de næste dage, hvor stauderne strækker sig, breder sig og blomstrer.

Jeg luger hvert år adskillige læs skvalderkål væk på den måde. Bladene kan bruges i køkkenet, og mine venner siger, at jeg vel kan æde mig gennem ukrudtet. Men det er uoverkommeligt. I stedet ender skvalderkålen på kompostbunken. Og jeg kan faktisk godt lide at luge skvalderkål. En morgen i maj kom en granvoksen hare listende ganske tæt ind på mig, mens jeg sad og rensede iriserne for den uønskede plante. Haren satte sig helt roligt på den anden side af det smalle bed og så mig an med sine store øjne. Den så så alvorlig ud med sit smalle hoved og sin næsten hjorteagtige statur, som om den ville sige mig noget. Men så listede den lige så roligt og vuggende af sted igen ned mod brakmarken, som jeg har fredet netop af hensyn til harer og agerhøns.

Efter en kold og regnfuld maj, en kølig juni og en varm og solrig juli står haven i skrivende stund blomsterrig og smukkere end nogensinde. Skvalderkålen er banket så nogenlunde på plads, græsset er nyslået (hurra!), og køkkenhavens urter står godt og givende. “Maj måneds kulde gør laderne fulde” synes at holde.

Roserne har heller aldrig blomstret flottere end i år. Ingen meldug, ingen bladlus – bare masser af duftende blomster. Og nu er roserne i fred for rådyrene, der har en ganske særlig forkærlighed for rosenblade og rosenskud, som de gerne gnaver ned til sokkeholderne. Hele haven blev nemlig hegnet ind for nogle år siden, og rådyrene må nu nøjes med brakmarken og de vilde buske uden for haven.

I vinter, hvor frosten bed, og sneen føg og lagde sig tungt i dyner derude, var det svært at tro, at alting i haven skulle spire, gro og blomstre, som det gør nu i overflod. Men miraklet er sket igen, og haven står i sin skønneste pragt med nøkkeroser og grønne frøer i vandhullet, roser og riddersporer og en køkkenhave med kruspersille, ærter, bønner, fennikel, artiskokker, basilikum og meget andet. Ja, vinstokkene, som jeg plantede for to år siden, har nu endelig fat for alvor og giver for første gang druer og meterlange skud i alle retninger. Kan man håbe på søde drueklaser til efteråret? Ved huset er figentræet kommet sig efter den barske vinter, og det bærer figner, der i august er blevet mørkviolette, tunge og saftige. Jeg havde ellers opgivet træet, der så dødt ud langt ind i maj.

De meterhøje rosmarinbuske kunne derimod ikke klare mosten. Så de er blevet skiftet ud med nogle små nye planter, der forhåbentligt kan vokse sig lige så store som deres forgængere – om vejrguderne og klimaforandringerne vil. Jeg holdt meget af de store rosmarinbuske, som tit blomstrede midt i de milde vintre. Man kunne dele fede, duftende grene ud til familie og venner, og det var altid en sanselig fornøjelse at lade hånden glide gennem de tunge og fyldige skud, hver gang man skråede over gårdspladsen. Hvilken duft af Syden …

For seks år siden lagde jeg et frø af en ægte pinje fra Norditalien i jorden. Det spirede, og til min overraskelse har træet overvintret og groet i haven lige siden. Det står et beskyttet sted ved en vestmur – men alligevel. Tænk, om det kunne blive til et stort træ med en rigtig pinjeparaply og store kogler med pinjekerner? Så vidt kommer det dog næppe.

Jeg er erklæret tilhænger af den romantiske have, hvor kultur og vild natur fletter sig ind i hinanden. Hvis man gerne vil have lavendler, roser, georginer, køkkenhave, frugthave, krydderhave og plads til vilde planter, kræver det en stor have. Plads til afkroge og plads til steder, hvor naturen råder i større omfang end i køkkenhaven eller staudebedet. De fjerneste dele af haven er en gammel brakmark, hvor det meste bliver drevet med høslæt, og en mindre del får lov til at springe i krat. Men tættest på huset er haven mere kultiveret med plæner, en del frugttræer og et hav af roser, stauder og lavendler.

Det er en fryd at luge lavendler. Selv i fremmede haver kan det klø i mine fingre efter at vriste ukrudtet ud af lavendlerne, når vildt græs, skyggende skvalderkål eller lumske snerler blander sig i de violetblå bede. Og det er ikke bare for at gøre en god gerning, men fordi det er et under at begrave hænderne i de duftende buske. Måske har dyrene det på samme måde. En gang, før haven var hegnet ind, havde et rådyr i hvert fald lagt sig grundigt til rette midt i havens største blomstrende lavendelbed.

På den stenede gårdsplads trives et væld af krydderurter, som dels er rare at have ved hånden til køkkenet, dels tiltrækker massevis af sommerfugle. Salvierne er med tiden blevet til store træede buske, der blomstrer overdådigt. Bagefter bliver de blomstrende grene kedeligt gule og halvvisne at se på, og så skal de skæres af, så de nye livskraftige, bløde og blågrønne salvieskud kan komme til deres ret. Det er et arbejde, der dufter voldsomt og ikke helt behageligt af salvie. Salviebladenes ramt duftende olie må i øvrigt være bakteriedræbende, for hvis man blander salvieduske i en buket (det ser næsten altid godt ud), forhindrer de blomstervandet i at rådne og stinke.

Lavendlerne på gårdspladsen frøformerer sig livligt alle mulige og umulige steder. Der er hundredvis af små frøplanter, så der er altid nok at tage af til udplantning andre steder i haven eller til at plante om i potter som gaver til familie og venner.

Skovjordbærrene kan også formere sig med frø, men de spreder sig først og fremmest ved at udsende et virvar af trådfine udløbere i alle retninger. Spidserne af udløberne forankrer sig med rødder i jorden og udvikler sig til små nye jordbærplanter, der igen udsender udløbere og så fremdeles. Skovjordbærplanterne kan derfor hurtigt erobre store arealer, så de er både en herlighed og et besværligt ukrudt. Når de tager overhånd i bedene, luger jeg dem op og planter dem ud på de mest magre dele af brakmarken, hvor de trives godt.

I den fjerne del af haven med brakmarken hersker en mere vild natur iblandet enkelte udsmiderakelejer, lupiner og bredsåede stokroser. Jeg har slået en meterbred vandresti gennem “vildmarken”, som vores søn og hans kammerater kalder den. Stien er kantet af hvid okseøje, vild gulerod og skovjordbær, der frister med masser af aromatiske bær til langt ind i juli. Et stykke af brakmarken slår jeg hvert år med le, hvorefter jeg samler det friske hø sammen i en stor bunke til kompostering. Det giver gødning til køkkenhaven, og samtidig bliver den slåede brakmark mere og mere næringsfattig, så blåklokke, gul snerre, knopurt, blåhat, kællingetand, merian og mange andre af den danske floras underværker rykker ind. Og med dem kommer dagsommerfuglene og de farvestrålende køllesværmere i hobetal.

Jeg holder meget af at finde og bruge de planter, der mere eller mindre tilfældigt dukker op, som frøplanter eller aflæggere rundt omring i haven. Nogle gange bliver de luget frem og får lov til at stå og blive store og stærke, andre gange bliver de luget væk eller flyttet til nye steder. Samspillet med de tilfældige hændelser i haven er en af de største glæder og et af grundprincipperne for min måde at drive haven på. Derfor har jeg nogle gange været i tvivl, om det er mig, der styrer haven, eller haven, der styrer mig. Efterhånden har jeg indset, at vi styrer hinanden: Det er til dels haven, der afgør, hvor de uldbladede kongelys og de store æselfodertidsler skal vokse, og hvor mange der skal være. Og det var også haven, der tilfældigvis leverede sådan en overdådighed af frøplanter af kryddertimian, at jeg i foråret kunne anlægge den lille timianhæk.

Sådan er haven. En blanding af kultur og natur, men natur på vores præmisser. I haven vil vi alt det gode. Vi vil have spiring, vækst, blomstring og frugtsætning. Vi vil have masser af friske og farverige blomster, gode dufte, lys og læ. I haven stræber vi efter det paradisiske. Havearbejde er kampen mod det uskønne og for det skønne, hvor naturen er ung, smuk og spændstig.

Haven er en kampplads – en vidunderlig kampplads. Man gør gode gerninger med sine barenæver. Kampen er vedvarende, og man bliver aldrig helt færdig. Blev man det, var der intet at tage sig til og intet liv. En have er en flygtig ting, der forfalder og taber sin paradisiske poesi på kort tid, hvis den ikke bliver passet. Haven kan miste meget af sin sjæl på få uger, hvis græsset bliver for højt, ukrudtet tager over, og blomsterne står visne og skabede i stedet for friske og duftende. Men så kan man hurtigt sætte skik på haven igen. Så snart græsset er slået, begynder det allerede at ligne noget.

I den romantiske have er fuglene velkomne, sommerfuglene er velkomne, og der er plads til vildskab og forfald i fjerne dele af haven. Ja, der er plads til hele registret – mos, ukrudt, svampe, ørentviste, snegle, pindsvin, humlebier, bladskærerbier, myrer og meget, meget mere. Men en have, hvor naturen tager helt over, hvor ukrudtet gør indhug på alt det, der skal være der, og muldvarpe og mosegrise hærger, er ikke en have. Det er uhygge som i Lars von Triers mesterlige og forfærdende film “Antichrist”, hvor den haveløse skovhytte “Eden” illustrerer, hvordan naturen også er spildt formering, forfald, død og ondskab. For naturen er alt – liv og død, godt og ondt.

I haven er det anderledes. Her handler det om at være tryg og dyrke naturens gode sider. Det gælder om at komme tæt på Paradiset.

Bragt første gang som essay i Kristelig Dagblad 23. august 2010.

Advertisements

Om Michael Stoltze

Biolog og naturformidler i Naturstyrelsen på Bornholm siden 10. november 2014. Biolog og ph.d. fra Københavns Universitet. Forfatter, fotograf og foredragsholder. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, kultur, politik, samfundsudvikling, filosofi.
Dette indlæg blev udgivet i Biodiversitet, Dansk natur, haver, natur og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s