52 billeder fra den almindelige blåfugls liv i min have

Den almindelige blåfugl findes i hele Danmark. Selv om arten er gået voldsomt tilbage de sidste 100 år, er den tit talrig på steder med rødkløver, lucerne, kællingetand, humlesneglebælg, harekløver og andre ærteblomstrede planter, som den lever på i larvestadiet.

De voksne sommerfugle er blot 25-33 mm i vingefang. Hannen er strålende lyseblå med smal sort vingekant, mens hunnen er brun med orange kantpletter og mere eller mindre udbredt blå bestøvning. Hunnerne varierer utroligt meget fra næsten helt brune til helt blå.

Begge køn har sirlige prikmønstre på vingeundersiderne. Om aftenem sætter de sig i små selskaber i højt græs for at sove. Og her vågner de og tørrer de duggede vinger om morgenen. Når vingerne er ved at være tørre, sætter de sig med hovederne nedad og vingerne åbnet mod solstrålerne. Så ligner de små blå blomster i græsset. Derefter flyver de som “flyvende blomster” ud i verden for at drikke nektar, parre sig og lægge æg.

En voksen blåfugl lever kun én til to uger. Til gengæld kommer der hele tiden nye individer, når de tre årlige generationer afløser hinanden fra først i maj til først i oktober. Æg fra de sidste blåfugle bliver til små larver inden vinteren. De overvintrer ved jordoverfladen i værtsplanterne, som de luner sig i og æder sig fede i marts og april, hvorefter de forpupper sig og kommer frem som strålende, nye blåfugle lige efter løvspringet.

Almindelig blåfugl rykker næsten med garanti ind i haven, hvis man ikke bruger gift og har et område, hvor man ikke gøder og græsset får lov til at blive højt. Plant eller så eventuelt lidt kællingetand, rødkløvee eller lucerne – så der er egnet føde til larverne.

Og jeg skal hilse og sige, at det er en stor og farverig nydelse at iagttage de små almindelige medskabningers liv i sin have. Den oplevelse er det mig en glæde at dele. Så her er 52 billeder fra blåfuglenes liv i min have. Et billede til hver uge, om man vil.

God fornøjelse!

 








 



Udgivet i Dansk natur, sommerfugle | Tagget , , , , , | 9 kommentarer

Sådan får du flere sommerfugle i haven

Almindelig knopurt er en smuk, nem og god nektarplante for sommerfugle. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Vil du vil have flere sommerfugle i haven? Det er faktisk slet ikke så svært.

Her er en kort indføring i, hvordan man kan få mange sommerfugle i haven. En have med et mylder af sommerfugle er tættere på det Paradis, de fleste drømmer om, at en dejlig have skal være.

Gennem tiden er sommerfugle mange steder på Jorden blevet opfattet som flyvende blomster eller sjæle. Men selv hvis man blot anser dem for smukke insekter, løfter de flagrende sommerfugle altid havens poesi.

Dagsommerfuglene hører blandt de vilde arter, der har det sværest i Danmarks natur. Ligesom mennesker holder de af sol, lys, varme, læ og blomster. Derudover skal de have et stort udvalg af vilde plantearter på steder med (som regel) næringsfattige forhold, hvor de kan lægge æg og vokse op som larver.

Danmark har ifølge internationale aftaler pligt til at passe på naturens mangfoldighed og standse tilbagegangen. Udfordringen er blandt andet at bevare og skabe nye levesteder for sommerfuglene. Det sker ved dels at passe på de gode levesteder, vi har tilbage, og dels at genskabe nye levesteder ved at udpine overgødskede arealer.

Her kan haveejere i høj grad være med ved at indrette sommerfuglevenlige haver. Enhver haveejer kan få flere sommerfugle i haven, uanset om haven er lille, stor eller en hel park. Det er slet ikke så svært, og det er en stor fornøjelse, når det lykkes.

NEKTARPLANTER OG VÆRTSPLANTER
Hvis man vil have mange sommerfugle i haven, skal man dels tænke på de voksne sommerfugles nektarplanter og dels på larvernes værtsplanter.

Nektarplanter er de plantearter, som tiltrækker mange sommerfugle, men som sjældent eller slet ikke er værtsplanter for larverne. Værtsplanter er de plantearter, som sommerfuglenes larver lever på. Mange traditionelle haveplanter er gode nektarplanter, for eksempel lavendel, isop og – naturligvis – sommerfuglebusk. Men mange smukke plantearter fra den vilde, danske planteverden og også fremragende nektarplanter, for eksempel blåhat, merian og almindelig knopurt. Se listen nedenfor!

Værtsplanter er derimod næsten udelukkende vilde danske plantearter. Så hvis man også vil have sommerfuglene til at yngle i sin have, skal man sikre, at der vokser værtsplanter i tilstrækkelige mængder under de forhold, som hver enkelt sommerfugleart kræver. De fleste sommerfuglearter kræver masser af sol og varme i larvestadiet, og derfor skal værtsplanterne helst stå solrigt og lunt. Det er en stor fordel for de fleste sommerfuglelarver, at der er bar jord eller sten, hvor Solen rigtig kan bage i nærheden af værtsplanterne. Se listen nedenfor!

ALLE HAVEEJERE KAN FÅ FLERE SOMMERFUGLE
Med enkle midler er det muligt at øge antallet af sommerfugle betragteligt i enhver have. Alle haveejere kan få gode resultater. I små haver får man mest ud af at tænke i nektarplanter, lys og læ. I større haver og parker med god plads får man mest ud af at tænke i nektarplanter, lys, læ og delområder med næringsfattige forhold og en kombination af egnede nektarplanter og værtsplanter, så sommerfuglene kan yngle.

En grundforudsætning for succes er naturligvis, at man ikke bruger pesticider. I delområder af haven, som er udlagt til yngleområder, må man heller ikke bruge nogen former for gødning – hverken kunstgødning, staldgødning eller kompost.

Brug plantelisterne nedenfor!

Du kan desuden melde dig ind i den åbne Facebookgruppe SOMMERFUGLEHAVER, hvor du kan stille spørgsmål og dele erfaringer.

Og til foråret 2020 udkommer en bog om sommerfuglehaver på Gyldendal (Michael Stoltze, Mona Klippenberg og Susan Trolle ca. 260 sider).

Rigtig god fornøjelse!

Michael Stoltze

 

DE BEDSTE NEKTARPLANTER

Alle er fremragende, men de allerbedste er mærket med *

*Almindelig knopurt

*Anis-isop

Bakkenellike

Bjergmynte

*Blåhat

Blåmunke

*Brombær

Engkarse

Farvegåseurt

* Frøkenhat

Hedelyng

*Hjortetrøst

Hvid fredløs

Hvid okseøje

*Høstborst

*Isop

Kattehale

* Katteurt

*Lavendel

Liguster

Lucerne

*Lægeoksetunge

*Lægealant

Løgkarse

Mandstro (flere arter)

*Merian

Musevikke

Mynte (flere arter)

Nøkketunge (flere arter)

Purpursolhat

Rosenmærke

Sankthansurt (flere arter)

* Skabiose (flere arter)

*Sommerfuglebusk

Tidselkugle (flere arter)

Tidsler (flere arter)

Timian (flere arter)

Tjærenellike

*Tusindstråle

 

DE VIGTIGSTE VÆRTSPLANTER

Almindelig røn: sortåret hvidvinge

Almindelig syre: ildfugle (flere arter)

Brændenælde: nældens takvinge, dagpåfugleøje, admiral, tidselsommerfugl, det hvide C, nældesommerfugl

Eg: blåhale

Elm: det hvide W, det hvide C

Engkarse: aurora, grønåret kålsommerfugl

Gedeblad: hvid admiral

Græs (mange arter): randøjer (flere arter), bredpander (flere arter)

Hejrenæb: rødplettet blåfugl

Humle: det hvide C

Humle-sneglebælg: almindelig blåfugl

Kristtjørn: skovblåfugl

Kællingetand: almindelig blåfugl, engblåfugl, gråbåndet bredpande

Kål: stor og lille kålsommerfugl

Lancetvejbred: okkergul pletvinge

Lucerne: almindelig blåfugl og høsommerfugle

Løgkarse: aurora og grønåret kålsommerfugl

Mirabel: guldhale

Musevikke: isblåfugl

Rucola: aurora (kun på planter, der blomstrer efter overvintring) og grønåret kålsommerfugl

Rødknæ: ildfugle (flere arter)

Seljepil: iris, sørgekåbe

Slåen: guldhale

Storkenæb (flere arter): rødplettet blåfugl

Tjørn: sortåret hvidvinge

Tørstetræ: citronsommerfugl, skovblåfugl

Vedbend: skovblåfugl

Violer og stedmoderblomster (mange arter): perlemorsommerfugle

Vrietorn: citronsommerfugl

© Michael Stoltze

 

 

Nyforvandlede citronsommerfugle. Larven æder kun blade af tørstetræ, som sommerfuglen lægger æg på i april-maj.

 

 

Skovblåfuglen, der lægger æg på vedbend. (Foto: Michael Stoltze).

Admiraler (og hvide C’er) soler sig på stenhøj. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Dansk natur, haver, sommerfugle | Tagget , , , | 5 kommentarer

Lys fra kultiden

Dyndpadderokker i lav sol, modlys og skygge i baggrunden. Der er ikke manipuleret med lys og farver. Det hele er naturligt. De ser sådan ud.  (Foto: Michael Stoltze).

Dyndpadderokken er en af verdens blot 16 arter af padderokker. Hele 9 arter findes i Danmark. Padderokker havde deres storhedstid i kultiden for omkring 350 millioner år siden. Da kunne de blive over 30 meter høje træer. Den mest farvestrålende nulevende art er uden tvivl dyndpadderokken. Den er halvgennemskinnelig og stråler i mange farver i sirlige mønstre i foråret omkring 1. maj.  Fotoserien “Lys fra kultiden” er optaget i lav sol og modlys i Almindingen på Bornholm, hvor dyndpadderokkerne er særlig store og flotte.

Billederne kan købes i højkvalitetsprint i sorte trærammer med hvid passepartout. Priser med ramme:

Print ca. 20×30 cm: 1.200,00 kr.

Print ca. 30×45 cm: 2.000,00 kr.

Print ca. 40×60 cm: 3.000,00 kr.

Print ca. 50×75 cm: 4.000,00 kr.

Andre størrelser og priser efter aftale.

Billederne sælges i 10 nummererede og signerede eksemplarer. Rabat ved køb af serier efter eget valg af tre eller flere fotos.

Bestilling på naturogide@gmail.com, Segenvej 39, 3720 Aakirkeby, telefon 61220391

Lys fra kultiden I

Lys fra kultiden II

Lys fra kultiden III

Lys fra kultiden IV

Lys fra kultiden V

Lys fra kultiden VI

Lys fra kultiden VII

Lys fra kultiden VIII

Lys fra kultiden IX

Lys fra kultiden X

Lys fra kultiden XI

Lys fra kultiden XII

Lys fra kultiden XIII

Lys fra kultiden XIIII

Lys fra kultiden XV

Lys fra kultiden XVI

Lys fra kultiden XVII

Lys fra kultiden XVIII

Lys fra kultiden XVIIII

Lys fra kultiden XX

Lys fra kultiden XXI

Lys fra kultiden XXII

Lys fra kultiden XXIII

Lys fra kultiden XXIV

Lys fra kultiden XXV

Lys fra kultiden XXVI

Udgivet i Dansk natur, Padderokker | Tagget , , , , | 3 kommentarer

Hvad skal vi med ulve?

“Hvorfor skal ulven løbe rundt i Danmark?”  spurgte Jyllandposten for nylig i denne leder.

Lederskribenten skriver blandt andet:

“Tilbage til naturen, råbte naturfilosoffen Jean-Jacques Rousseau for snart længe siden. Det må også være det, der driver fortalerne for, at ulven med vold og magt skal tilbage til den danske natur.

Det er en af den slags beslutninger, hvor man stilfærdigt spørger sig selv, hvad meningen mon er. Hvad skal vi egentlig med ulve i den danske natur, spurgte også pens. statsskovrider Morten Elbæk-Jørgensen i kronikken forleden. Han kommer formentlig til at vente længe på svar.

Ulven har været fraværende fra den danske natur meget længe, fordi den er farlig for dyr og mennesker. I århundreder blev den bekæmpet. Christian IV skrev endda ulven ind i en lov. Den sidste danske ulv menes skudt i 1813 uden for Skive. Men nu er den tilbage, fordi Naturstyrelsen under Miljøministeriet i København har fundet, at det var en god idé. Det giver i sig selv skyts til debatten om, at der ofte er for langt mellem dem, der træffer beslutningerne bag de trygge skriveborde, og dem, det går ud over i den anden ende.”

Lederen er fuld af fejl. Jean-Jacques Rousseau ønskede for eksempel ikke mennesket “tilbage til naturen”. Tværtimod. Hans grundbetragtning var en himmelhenrykt begejstring over menneskets evne til at træde ud af naturens mørke, som han udtrykte det. Og Naturstyrelsen har ingen aktier i, at ulven er vendt tilbage til Danmark. Det er EU, der har pålagt medlemslandene inklusive Danmark at frede ulven. Derfor har den bredt sig.

Men Jyllandpostens spørgsmål om, hvad vi skal med ulven, er godt og centralt i forhold til nutidens stigende folkelige og politiske fokus på samspillet mellem natur og kultur.

Som følge af Jordens stigende befolkningstal og eksploderende forbrug mister den vilde natur plads globalt. Vi står derfor midt i begyndelsen på det, der er blevet kaldt den sjette masseuddøen: Vore medskabninger på Jorden forsvinder i et accelererende tempo. Og hvis vi ikke gør noget, bliver livet på vores planet fattigere og vores tilværelse som mennesker kedeligere.

Derfor har der siden verdenstopmødet i Rio i 1992 været en global bevægelse i gang for at standse den menneskeskabte sjette masseuddøen. Bevægelsen er en del af de tre grundprincipper for al udvikling: Balance mellem hensyn til miljø, økonomi og sociale forhold. Det kaldes bæredygtig udvikling, og de grundprincipper har Danmark og stort set alle verdens lande tilsluttet sig.

Det betyder ikke “tilbage til naturen”. Det ville være menneskehedens undergang. Vi har som eneste art på kloden evnen til at herske over Jordens liv. Det er et stort ansvar, og ligesom ved vores beherskelse af ilden et ansvar, vi kan bruge til både godt og ondt. I sidste ende er det vores herskerevne, som kan og skal redde os ud af den accelererende biodiversitetskrise – den sjette masseuddøen. Vi skal påskynde, at vi er mennesker med handleevner, som ingen andre dyr på Jorden har.

Vi har som mennesker gennem årtusinder skabt trygge steder på Jorden for os selv. Vi har udryddet farlige dyr og besværlig dyr, opdyrket jorden og taget husdyr.  På den måde, og sidenhen med videnskab og ny teknologi, har vi fået lange, gode og trygge liv. Vi har aldrig haft det bedre materielt og sundhedsmæssigt, og vi lever i gennemsnit dobbelt så længe nu som for 100 år siden.

Mennesket har fordrevet eller helt udryddet et hav af store, besværlige dyr. Ulven var en af de plagsomme skabninger, vi fordrev i det meste Europa, og Danmark blev ulvefrit, da en ulv blev skudt ved Skive i 1813, og var det i 199 år frem, til Thy-ulven dukkede op i 2012.

Da ulven blev skudt i Skive, var der rabies og de fleste husdyr gik frit omkring med hyrder. Derfor var ulven frygtet og meget problematisk. Og rabiate ulve (ulve med hundegalskab) har været som sindbillede på varulve og djævelen og uden tvivl været med til at skabe de stærke fortællinger om den onde ulv, som litteraturen er så fuld af.

Nu skriver vi 2018. Og vi har fået et helt andet syn på naturen. Folkeligt og politisk. Vi er ramt af en slags kollektiv dårlig samvittighed efter 1970’ernes og 80’ernes forureningskriser, som vi nu heldigvis er ved at have løst. Siden er menneskeskabte klimaforandringer og biodiversitetsfaldet kommet til som nye kriser.

Det er et globalt FN-mål, at tilbagegangen i den vilde natur skal standes.  Det gælder også for de besværlige og farlige arter, og det kan lade sig gøre i dag, fordi vil har velstand, arealplanlægning og andre metoder til at undgå, at tilstedeværelsen af de vilde dyr giver uoverstigelige konsekvenser. Vi er blevet utrolig gode til at lave regler og planer. Derfor ser vi i hele Europa, at de store dyr vender tilbage. Det er massivt. I Danmark er det rådyr, krondyr, gæs (mange arter), svaner, skarver, ørne, hejrer, traner, ravne, bæver (dog introduceret), sjakal og sæler, og vildsvinet banker også på.

Og så altså ulven. Det næststørste landrovdyr i Europa. Den er kommer her, fordi den er fredet i modsætning til før, hvor den var fredløs. Næsten alle lande i Europa lever i dag med større eller mindre bestande af ulv. I Danmark viser en undersøgelse, at omkring 2/3 af befolkningen er positive overfor ulv i Danmark, og der er ikke nogen markant forskel på indstillingen fra by til land.

Danmark har en grundig, officiel ulveplan og regler for håndtering af eventuelle angreb, så man i modsætning til skader forvoldt af andre dyr, kan få erstatning for tab af husdyr til ulve. Samtidig vil bestanden af ulv i Danmark – ligesom i Sverige og Norge – blive reguleret til et lavt tal, så arten opretholder sin skyhed, relative ufarlighed for mennesker og kun forvolder begrænset skade.

Tilbage til spørgsmålet “Hvorfor skal ulven løbe rundt i Danmark?”. Svaret er såre enkelt: Fordi et flertal i befolkningen ønsker det i dag, og fordi det store rovdyr gør naturen og Danmark mere storslået og eventyrlig. Naturens vingefang bliver forøget markant af vore store, besværlige medskabninger. Ofte gør de ingen særlig nytte, men tit er det unyttige det mest nødvendige. Hvem vil undvære løver, tigre, elefanter, leoparder eller giraffer?  Ulven i Europa er med i det selskab.

Ulvens ankomst med al det besvær, den giver, er en glimrende anledning til, at vi danskere vågner op og tænker over vores forhold til naturen. Vi lever i en ny tid, hvor der kan være plads til vildskab som kontrast til alt det tamme. Naturen er ikke bare noget godt, men noget stort og vildt og vidunderligt og farligt og noget, vi er en del af.

Det handler om at komme fremad og finde den bæredygtige balance, hvor vi kan glæde os over vildskaben, ulven og alle de andre medskabninger i naturen samtidig med, at vi udvikler vores kultur.

Danmark har fået ulve og er blevet et større land.

Udgivet i Dansk natur, Naturpolitik | Tagget , , , , , , , | 1 kommentar

Munks anemone

Den 4. januar 1944 blev Kaj Munk brutalt myrdet af tyskerne og smidt i en vejkant ved Silkeborg. Munks frygtløse og klare tale mod den tyske besættelsesmagt og åbenlyse støtte til den danske modstandskamp kostede ham livet. Og hele Danmark var i chok.

Året før havde Munk skrevet sit uden sammenligning mest folkekære digt Den blå anemone, som Egil Harder satte melodi til i 1945 (læs digtet og hør). Jeg kan ikke se en blå anemone i det tidlige forår uden synge med på Kaj Munks fine hyldest til blomsten. Selvom de blå anemoner sjældent springer ud allerede den første dag i marts, er måneden anemonetid. Jeg har altid holdt meget af digterpræstens sanselige sang, der står som en lysende sjæl og lovprisning af naturen efter hans brutale død.

Alle os, som mere eller mindre åbenlyst lytter til Giro 413, har bemærket, hvordan sangen med usvigelig sikkerhed hitter som nr. 1 i programmet hvert eneste forår. Munks tekster er ofte omdiskuterede, fordi de tit balancerer på grænsen mellem det geniale og banale. Men med anemonesangen er jeg i hvert fald ikke i tvivl om dommen: Den er et mesterværk. Den er simpelthen en genistreg, og det er imponerende, hvad digteren har formået at få koncentreret af fortællinger i de 46 korte linjer.

Alligevel kom “Den blå anemone” først med i 18. udgave af Højskolesangbogen i 2006, og jeg tænker tit på, hvorfor i alverden det skete så sent for en så fin sang. Måske var der gået så megen Giro 413, folkelighed og sentimentalitet i anemonesangen, at det skyggede for versenes store fortælling.

I min barndom på Nordbornholm voksede de blå anemoner i tusindvis i skovbunden på dalskråningen, som rejste sig mod vest fra haven omkring huset i Kampeløkke Ådal. Det var sådan en fin, østvendt skråning, som blev brugt til lidt skovbrug og lidt græsning med tøjrede geder og får og måske en kvie.

Lige så længe jeg kan huske tilbage, var det en lille triumf af de allerstørste, når vi i det tidlige forår opdagede, at den første blå anemoneknop var brudt frem. Når tiden nærmere sig, kunne jeg ikke lade være med at søge efter det lille forårstegn. Jeg tror ikke, jeg tænkte videre over symbolikken i det hele det var bare en naturlig trang. Og lykken var stor over den første, bristede knop.

Den blå anemone er en forunderlig urt med sin helt specielle egenart. De trelappede, buttede blade har givet planten det latinske navn Anemone hepatica. Hepatica er afledt af det græske ord hepar, som betyder lever, og navnet hentyder til bladformen, der kan minde om formen på leverlapper.

Fra gammel tid har den blå anemone derfor været brugt som medicin mod leversygdomme. Lægerne mente nemlig, at Gud i sin visdom havde hjulpet os mennesker ved at indlægge små symboler i planterne som tegn, dengang han skabte verden.

For anemonen knytter der sig en anden vigtig historie til de læderagtige, trelappede blade. De er meget holdbare og stedsegrønne. De kan fungere i over et år, og selvom de kan se lidt hærgede og plettede ud efter vinteren, forfalder de først helt, når de nye, sarte blade er brudt frem efter blomstringen. Hvorfor nu det?

Jo andre anemoner har kraftige, underjordiske rødder, der er fyldt med næring. Det har den blå anemone ikke. Den har kun en buket svage trævlerødder, der lige akkurat holder den fast i jorden. Men den har sine vintergrønne blade, og de er geniale. Når forårssolen skinner på bladene, behøver den blå anemone ingen underjordisk madpakke for at få energi. Det klarer de gamle blade, som bliver til effektive energifabrikker, så snart solen rejser sig i februar og marts og sætter gang i fotosyntesen.

Hen i april taber de blå anemoneblomster deres sidste kronblade, hvorefter et lysegrønt mylder af fine og friske, randhårede blade vokser frem. Mellem bladene strækker blomsterstilkene sig og bøjer sig mod jorden, mens frøene modner for enden mellem små, grønne bladsvøb. De små frø har et lille olielegeme ved siden af kimen.

Man kunne tro, at det var næring til den lille spire, men det er ikke olielegemets primære funktion. For anemonen er det nemlig meget vigtigt at få spredt sine frø, og her er olielegemet genialt: Myrerne er vilde med den næringsrige olie, så de griber frøene med deres kæber og slæber dem vidt omkring i skovbunden, før de æder olien. Den lille kim er de ligeglade med, men nu har den blå anemone opnået det vigtige: at blive spredt.

Hvis man flytter en blå anemone ind i haven og passer den ved at luge omkring den, bliver den som regel kraftig, og den får masser af blomster næsten uanset jordbunden. Derfor gik det også godt for den anemone, som Kaj Munk hentede fra Lollands fede ler til Vedersø Præstegård, hvor jorden var sandet og kalkfattig.

Sådan er det ikke ude i den vilde natur. Her trives de blå anemoner kun, hvor der er kalkbund eller fed, kalkholdig muld, så derfor er der stort set ingen blå anemoner i Vestjylland. På steder med masser af kalk, for eksempel i Klinteskoven på Møn eller i Allindelille Fredskov på Sjælland, vokser de blå anemoner til gengæld i millionvis.

De er også talrige i krat og skov på stabile, kalkrige havskrænter, og så har de nogle steder et sjovt voksested, som er skabt af vore forfædre for mange tusinde år siden: Køkkenmøddinger! Den først beskrevne køkkenmødding i verden en cirka én hektar stor dynge af østersskaller, strandsnegleskaller og andre levn i Mejlgård Skov på Norddjursland, er således et fint voksested for blå anemoner. De trives der alene på grund af den kalk, som stenalderfolket efterlod.

Det kan godt være, at den fine blå blomst og forårsbebuder er lille. Men for mig er den noget af det største, vi har. Den vokser stadig og blomstrer i hobetal, hvor jeg voksede op på Nordbornholm. Jeg har én derfra i min have her på Sydsjælland. Og lige nu står den i det fineste flor på min tvillingebror Jacobs gravsted på Frederiksberg gamle kirkegård.

Så er der håb. Trods alt.

——-

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 22. marts 2012.

Udgivet i botanik, Dansk natur | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Danmarks nationalparker er en skændsel

Ikoniske Møns Klint og omgivelser er ikke blevet nationalpark, skønt den er den mest oplagte. Til gengæld er en masse kornmarker, plantager, byer og sommerhusområder blevet nationalpark. (Foto: Michael Stoltze).

Danmarks nationalparker lever ikke op til international standard. Store dele er falsk varebetegnelse. Grænserne bør justeres, indholdet bør forbedres og loven om nationalparker bør revideres.

Af Michael Stoltze
Biolog, ph.d. og forfatter til bogen “Danmarks nationalparker” 


På verdensplan er oprettelse af nationalparker den vigtigste måde at beskytte natur på. Nationalparker skal sørge for, at planter og dyr som findes naturligt i de forskellige lande, sikres gode leveforhold, at der tages vare på variationen og mangfoldigheden i geologi, naturtyper og landskabstyper, og værne om særegne, sårede og truede arter, økosystemer og miljøer.

Parkerne angives normalt med grønt på de nationale landkort. Det er beskyttelse og markedsføring af landenes smukkeste, vildeste og mest storslåede natur. Der er tit omfattende turisme og store indtægter knyttet til nationalparkerne. Nogle nationalparker ligger dog så afsides, at turismen er ubetydelig.

Den første nationalpark i verden var Yellowstone, der så dagens lys i USA i 1872. Nu er der over 3100 nationalparker spredt over hele kloden.

Hvad er en nationalpark?
Der er ingen bindende internationale krav til, hvordan nationalparker skal indrettes, men de fleste lande læner sig i dag op ad Den Internationale Organisation For Naturbeskyttelse (IUCN), som har defineret nationalparker således:

”Store, naturlige eller næsten naturlige områder reserveret til økologiske processer i stor skala. Områderne har i kraft af deres karakteristiske arter og økosystemer fundamental miljømæssig, kulturel, spirituel, videnskabelig, uddannelsesmæssig, rekreativ og turistmæssig betydning.”

Nationalparker bliver oprettet, drevet og beskyttet af staten. Lovgivningen varierer fra land til land. I Sverige, der som første land i Europa oprettede ni nationalparker allerede i 1909, skal områderne være ejet af staten, og naturen skal, bortset fra eventuelle turistfaciliteter, ligge urørt hen. Norge har oprettet nationalparker siden 1962 og har nu 44, heraf syv på Svalbard. De omfatter overvejende vild natur, men uden krav om statseje. Andre europæiske lande har lignende regler om, at naturen i nationalparker skal være vild eller kun må udnyttes så ekstensivt, at det ikke går ud over de naturlige økosystemer og vilde arter. Ofte er der også særlige regler for færdsel i nationalparkerne.

Storbritanniens nationalparker skiller sig markant ud, fordi lovgivningen tillader, at både byer og store, opdyrkede landskaber kan være med. Derfor lever hovedparten af de britiske nationalparker ikke op til IUCNs definition.

Ved siden af nationalparkbegrebet opererer de fleste lande med nationalt definerede naturparker eller regionalparker. Det er områder med både natur, landbrug, byer og rekreation, men hvor naturen spiller hovedrollen. Danmark fik en mærkningsordning for naturparker i 2013, og har siden oprettet syv med Naturpark Lillebælt på 370 kvadratkilometer som den største. Dertil kommer, at tre internationale beskyttelseskategorier, Verdensarv, Geopark og Biosfæreområder, nu også bliver anvendt i Danmark.

Nationalparkernes indtog i Danmark 
Danmark var længe om at indføre nationalparker. Siden 1960’erne blev der fra politisk hold gjort flere forsøg på at indføre terminologien, men det strandede på modstand fra Danmarks Naturfredningsforening (DN), der frygtede en ringere beskyttelse af naturen uden for nationalparkerne.

I 1999 kritiserede OECD Danmark for ikke at have nationalparker, og en national politisk bestilt udredning (Wilhjelmudvalgets rapport “En rig natur i et rigt samfund”) anbefalede i 2001 igen nationalparker. Nu var den generelle beskyttelse af naturen blevet så god, at DN bakkede op. En medvirkende årsag var desuden en beskæmmende beskrivelse i rejseguiden fra Lonely Planet, hvor der stod, at der ikke var naturværdier at komme efter i Danmark. Det var både noget vrøvl og en provokation, men illustrerede betydningen af varebetegnelsen “nationalpark” i markedsføringen af et land.

Efter nogle års forberedelser, udredninger og pilotprojekter, vedtog Folketinget nationalparkloven i 2007. Politisk blev det i første omgang aftalt at etablere fem nationalparker. Nationalpark Thy blev indviet i 2008, Nationalpark Mols Bjerge i 2009, Nationalpark Vadehavet i 2010, Nationalpark Skjoldungernes Land på Sjælland i 2015 og Nationalpark Kongernes Nordsjælland bliver indviet i 2018.

Nationalparkloven i Danmark stiller ingen krav om ejerskab eller omfanget af vild natur. Og mens andre lande lægger vægt på, at brugen af nationalparkerne ikke må ske på bekostning af vilde arter og økosystemer, nøjes man i Danmark med, at udviklingen i parkerne skal ske ”med respekt for beskyttelsesinteresserne”. Formålet med de danske nationalparker er, ifølge lovteksten, at:

1) skabe og sikre større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning,
2) bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed,
3) sikre kontinuitet og muligheder for fri dynamik i naturen,
4) bevare og styrke de landskabelige og geologiske værdier,
5) bevare og synliggøre de kulturhistoriske værdier og mangfoldigheden i kulturlandskabet,
6) understøtte forskning og undervisning i områdernes værdier,
7) fremme befolkningens muligheder for at bruge og opleve naturen og landskabet,
8) styrke formidlingen af viden om områdernes værdier og udvikling,
9) understøtte en udvikling til gavn for lokalsamfundet, herunder erhvervslivet, med respekt for beskyttelsesinteresserne og
10) styrke bevidstheden om områdernes værdier gennem inddragelse af befolkningen i nationalparkers etablering og udvikling.

Loven indeholder bestemmelser om nedsættelse af en nationalparkfond, en bestyrelse og et råd, og at bestyrelsen skal udarbejde en nationalparkplan, der revideres hvert 6. år. Men ellers gælder præcis samme regler for arealdrift i og udenfor nationalparken.

De fem danske nationalparker
Nationalpark Thy var med sine udstrakte vildmarker et godt sted at begynde i 2008. Den var nærmest grydeklar som nationalpark fra starten.

Ved indvielsen af Nationalpark Mols Bjerge holdt dronningen en smuk tale om det, som efter hendes opfattelse karakteriserer Danmark: Samspillet mellem natur og kultur. Over halvdelen af nationalparken er intensivt drevne landbrugsarealer og plantager, og Ebeltoft By inklusive supermarkeder og benzinstationer er med.

Åbningen af Nationalpark Vadehavet foregik en iskold oktoberdag. Parken blev til med stor lokal opbakning og er med sine fuglerige vadeflader langt den største danske nationalpark. Indvielsen foregik dog i udkanten af Ribe langt fra fuglemylderet, og der var mest fokus på markedsføring af lokale pølser.

Nationalpark Skjoldungernes Land indeholder mange skove, kyster og fjordområder i parken og store kulturhistoriske værdier. Omkring to tredjedel af parkens landareal er intensivt dyrket land eller byer.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland hænger ikke sammen geografisk. Den indeholder mange plantager, skove og naturområder, men også byer, sommerhusområder, landbrugsarealer og industriområder.

Kritik
Med de fem nationalparker er Danmark nu på papiret med på den internationale vogn med beskyttelse og markedsføring af nationens ypperste natur. På markedsføringssiden Visit Denmark kan man læse, at Danmarks nationalparker er ”unspoilt natural playgrounds” og vores lands ”most beautiful natural places”. Det lyder dejligt og lokkende, men passer det? Skal vi være tilfredse med den danske nationalparkpolitik?

Den første velmente og højt kvalificerede kritik kom fra tidligere industriminister Nils Wilhjelm (K), der sad som formand for det udvalg, der anbefalede regeringen at etablere nationalparker. Jeg havde på bestilling fra Friluftsrådet skrevet “Danmarks nationalparker”, og da bogen udkom i foråret 2010, tog Wilhjelm ordet ved receptionen på forlaget. Venligt, bestemt, alvorligt og på grænsen til det grædefærdige konstaterede han, at de nationalparker, som han og mange andre kæmpede så hårdt for og anbefalede, var ved at udvikle sig til rene tivoliparker, hvor naturværdier kom i anden række. Champagnen holdt et øjeblik op med at boble, og alle fik noget med hjem at tænke over. Siden er kritikken af nationalparkloven og nationalparkerne taget til, og mange toneangivende naturforkæmpere har nærmest vendt nationalparkerne ryggen.

DN og andre grønne organisationer var utilfredse med nationalparkloven, og da præsidenten i DN luftede sin frustration over loven og krævede restriktioner overfor lodsejerne, gik nationalparkarbejdet næsten i stå. Skjern Å blev droppet, og Kongernes Nordsjælland blev forsinket i seks år.

Idehistoriker og forfatter Rune Engelbreth Larsen lancerede i afmagt over de danske nationalparker begrebet “naturnationalparker” og rejste riget rundt for at afklare, hvor de kunne ligge. Det blev i 2017 til bogen “Vildere vidder i dansk natur” med forslag til 35 parker på i alt omkring 1000 kvadratkilometer.

Kritikken er berettiget
Forløbet omkring tilblivelsen af nationalparkloven, oprettelsen af parkerne og deres afgrænsning og drift har fået mange til at kalde nationalparkerne for ligegyldige, papirparker, tivoliparker, turistparker, landbrugsparker eller det, der er værre.

Den hårde kritik af de danske nationalparker er bemærkelsesværdig. Og med udnævnelsen af den femte og sidste, Kongernes Nordsjælland, er der anledning til at gøre status. Er kritikken berettiget? Lad mig knytte nogle kommentarer til de fem nationalparker.

Nationalpark Thy lever i det store og hele op til, hvad man forstår ved en nationalpark internationalt.

Det gør nationalpark Mols Bjerge ikke, selv om dele af parken er enestående. Jeg tror, de fleste ville få en lang næse i udlandet, hvis de opdagede en nationalpark, der mest var industrielt landbrug.

Nationalpark Vadehavet lever for størstedelen op til den internationale standard, fordi den omfatter de enorme tidevandsflader, som er spisekammer for Vadehavets millioner af rastende vandfugle. Men parken indeholder også landområder med så intensivt landbrug, at ikke en vibeunge kan få et ben til jorden.

Nationalpark Skjoldungernes Land er bestemt et pragtfuldt og beskyttelsesværdigt område med storslået natur og kultur. Men det indeholder så store intensivt dyrkede arealer, at Naturpark eller UNESCO biosfæreområde havde været mere rigtige betegnelser.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland ligner et drys hakket persille henover landskabet. Alene geografien må vække undren. Der er bestemt storslået, rig natur, men det er besynderligt, at for eksempel sommerhuskvarteret ved Hornbæk og Ålsgårde By er med.

Engelbreth Larsens ønsker mere vild natur – det er en rimelig kritik. Betegnelsen ”naturnationalparker” er dog nok ikke til brug i praksis. Nationalparkbegrebet borger  internationalt for naturbeskyttelse i højeste klasse kombineret med stor skønhed og turisme. Det er godt nok. Begrebet skal bare bruges rigtigt i Danmark.

Det har tilsyneladende været afgørende, at de danske nationalparker skulle være store og billige med meget vide rammer for indholdet. Dermed er de kommet på kant med international standard og den almindelige opfattelse af, hvad en nationalpark er. Flere af parkerne er tæt på pinlige. Hvad kan man gøre for at komme på ret spor?

Fire forslag
Den danske nationalparklov lægger stor vægt på landskabsformer og kultur. Det kan være godt nok, men åbner en ladeport for nationalparker, der kan indeholde hvad som helst fra svinefarme til storbyer. Mit første forslag er derfor:

Gennemfør en revision af loven nu, hvor den er fyldt 10 år.

Vi har prægtig, vild natur med enestående historie mange steder i landet, så vi kan sagtens oprette nationalparker, der fra dag ét vil blive taget alvorligt og anerkendt i ind- og udland. Og vi kan udvikle mere vild natur af høj international klasse. Danmark er et lille land, og vores nationalparker behøver heller ikke at være store – IUCN har foreslået 1000 hektar (10 kvadratkilometer) som mindstemål. Det er nok, at de er storslåede med høj fortælleværdi. Det er absurd, at Møns Klint ikke blev den første ikoniske nationalpark i landet. Tænk, hvad den kunne have gjort for naturen og Danmark! Der er andre steder: Stevns Klint (selvom klinten nu er blevet UNESCO Verdensarv) med det verdensberømte vidnesbyrd om Jordens 5. masseuddøen. Der er Skagens Gren og Råbjerg Mile. Der er Nordbornholm og Ertholmene. Der er Læsø og Anholt og lave stenøer og besynderlige boblerev. Og der er masser af inspiration i Rune Engelbreths nye bog og i Danmarks Nationalparker, der foreslår ni nye parker. Mit andet forslag er således:

Opret flere nationalparker, der lever op til IUCNs definition.

Arbejdet med de fem første nationalparker i Danmark er ikke spildt. Tusindvis af dygtige menneske har brugt kolossale kræfter på at få nationalparkerne på Danmarkskortet. Det arbejde skal fortsætte. Nationalparkerne skal være Danmarks ypperste natur – noget vi kan være stolte af få anerkendelse for ude i verden. Mit tredje forslag er:

Tag malplacerede områder i de allerede oprettede nationalparker ud eller behold dem under forudsætning af naturgenopretning.

Danmarks natur er trængt, og der er brug for omfattende naturgenopretning, hvis tabet af natur og biodiversitet skal vendes til fremgang. Så mit fjerde forslag er:

Genopret områder, der kan indlemmes i nationalparkerne, så de bliver mere sammenhængende og får større kvalitet.

Konklusion
Danmarks natur har pletvis meget høj kvalitet og stor variation, som nationalparker kan være med til at beskytte og udvikle til gavn for landet. Forudsætningen er, at de eksisterende nationalparker bliver justeret, og at nationalparkloven bliver ændret, så hovedfokus bliver den vilde natur, og så alle både etablerede og nye nationalparker bliver rigtige, internationalt respekterede nationalparker.

 

——-

Bragt som kronik i Politiken 2. marts 2018. Copyright Politiken og Michael Stoltze.

 

Udgivet i Danmarks nationalparker, Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , , , | 12 kommentarer

Skarven er fuglenes memento mori

Tre skarver på Helligdomsklipperne. (Foto: Michael Stoltze).

Min far stammer fra Skørping i Nordjylland, hvor han blev født i 1922.

            Han har fortalt mig meget om naturen i Jylland for snart 100 år siden. Han lærte mig, at en “rigtig” sommerfugl i Skørping var en svalehale. Først når den store art med de eksotiske sorte og gule vinger med haler fløj over engen ved Rold Skov, var det virkelig sommer. Og dér, i Skørping, ved den krystalklare Madum Sø, kilderne, Lindenborg Å, Rebild Bakker og Rold Skov, grundlagde han sin livslange opmærksomhed omkring alt det, der rører sig i det fri.

            Siden flyttede familien til Lundby på Sydsjælland, da min farfar fik arbejde på jernbanestationen. Det var nye tider med ny natur, og her hørte min far om den forjættende skarv. Den store, sorte ålekrage, som var lige så forhadt, som den var sjælden dengang i Danmark. Fuglen havde sin sorte fjerdragt og opførsel imod sig. Den mindede om døden. Det kan være godt for livet at blive mindet om vores dødelighed. Men alligevel blev skarven forfulgt som både ulykkesfugl og skadelig skabning. Min far vidste, at den trods sin status som fredløs i landet holdt til på den lille, ubeboede Ormø i det lavvandede nor ud for godset Holsteinborg. Så en søndag hoppede han på cyklen og kørte de 35 kilometer til noret for at se fabeldyret. Det lykkedes, og verden var lidt bedre, større og vildere, da han kørte hjem igen mod Lundby med vestenvinden i ryggen.

            Tilfældet ville, at jeg i 2010 bosatte mig nogle år netop ved Holsteinborg. Der, hvor konseilspræsident grev Holstein-Holsteinborgs nevø, Ludvig Holstein, blev inspireret til sangen “Det lysner over Agres Felt”, hvor “Det sortner over Storebælt med sol på kirkegavle”. Fra gavlvinduet i mit arbejdsværelse kunne jeg se hen over noret, hvor skarvernes ø, Ormø, lå i det fjerne som en delvis hvidkalket hvælving i horisonten, malet af fuglenes ekskrementer.

            Skarven er en lang og slank fugl. Når man holder en nyskudt skarv i næbbet, så kroppens tre kilo tynger og trækker halsen helt ud, måler fuglen næsten én meter fra næb- til halespids. Man ser, at fuglen ikke bare er sort, men har smukke, skinnende bronzebrune fjer med sorte kanter. Og hovedet er et grådigt underværk med det lange næb med dræberkrog for enden, flaskegrønne øgleøjne, hvide kinder og orange, nedadvendte mundvige. Gabet er kolossalt, og man kan fornemme dens nære slægtskab med pelikanen. En fiskesluger af Guds nåde og udrustet med enorme årefødder, der er lige så effektive i vand, som de er monstrøse på land. Skarven kan bruge sin lange hals akrobatisk som en slange, strække den som et nysgerrigt periskop og begrave den fuldstændigt i de lune kropsfjer, så fuglen ser helt halsløs ud. Halen er kort og stiv og bruges som støtte på land og ror i vand.

            I vandet er der næsten ikke den sprække, hvor skarven ikke kan nå ind og hive fisk frem med sit lange, smalle næb. Den sluger fiskene hele, og de bliver til næring og energi og i sidste ende en lind grød af fiskelugtende, hvide ekskrementer, som skarven med løftet hale leverer i rå mængder i stærke, ætsende stråler. Således udrustet kan fuglene indrette pæne hjem, når de slår sig ned i en skov for at yngle. Træerne går simpelthen ud og bliver prægtige, hvidkalkede domiciler, hvor der er flot udsigt og let adgang til og fra grene og reder for de gåsestore fugle. Kolonierne kan huse alt fra et par håndfulde til flere tusinde par. Og her lever skarverne det meste af året, lægger deres smudsighvide æg i marts-april og fodrer unger op i rederne i maj-juni.

            I stednavne kendes skarven blandt andet fra den nu hedengangne Skarreklit (oprindelig Skarringklinth), der stod som en markant limstenssøjle i havet ud for Bulbjerg i Nordvestjylland. Søjlen, der styrtede om i 1978, havde navn efter de skarver, der engang holdt til dér.

            I mytologien er skarven kendt fra det norske folkeeventyr om sagnøen Utrøst ved Lofoten. Utrøst er ligesom det sunkne Atlantis umådeligt rigt og normalt ikke synligt. Men flittige og fromme fiskere på havet kan i tilfælde af yderste havsnød komme dertil og opleve stedets overflod, møde storbonden og få forsyninger med sig i ubegrænsede mængder. Storbonden på Utrøst har tre sønner, men de tåler kun at se mennesker og verden, når de har forvandlet sig til skarver. Sådan strejfer de omkring i skikkelse af tre skarver, og sådan får bonden alt at vide om, hvad der rører sig i verden uden for Utrøst. Den yderste kommune på Lofoten bærer navnet Røst og har de tre skarver i sit byvåben.

            Skarvens historie er voldsom i Danmark. På grund af sin evne som fiskefanger, sin påfaldende latrinære opførsel og ilde lugt og blev fuglen lagt for had. Fæl fugl har mange navne, og den er døbt ålekragen, søravnen, vandravnen, strandravnen eller slet og ret fiskeren. Gennem det 19. århundrede havde den mange og store kolonier i Danmark, som med sine fiskerige lavvandede kyster er som skabt til skarver. Men fra 1904 til 1927 betalte staten betydelige skydepræmier, idet jægerne fik en krone for hver højre skarvfod, de afleverede. En krone var mange penge dengang. Jagten fortsatte frem til 1980, og i hele denne periode var der næsten ingen ynglende skarver i Danmark. I min barndom på Bornholm i 1960’erne kendte jeg den kun fra bøgerne som en stor eksotisk eventyrfugl, jeg drømte om at se engang.

            Efter totalfredningen i 1980 gik skarvbestanden markant frem i Danmark indtil den stabiliserede sig på omkring 40.000 par fordelt i hele landet. Men det var ikke uden sværdslag. En af de første større kolonier blomstrede op på Ormø, hvor der hurtigt opstod et dilemma. Den 28 hektar store ø var nemlig kendt som hjemsted for en sjælden rest af Danmarks lindeskov fra den varme Stenalder for 6-7000 år siden. Nu mente greven på godset, at hans lindebevoksede klenodie af en urskovsø var ved at blive skidt ihjel af skarver. Og Naturfredningsrådet gav ham ret, så staten gav ham dispensation til at skyde skarver på øen. Det blev forsidestof i aviserne, da aktivister organiserede en sørgemarch med døde skarver og dybe dødstrommer gennem gaderne i Københavns centrum og ind til Fredningsstyrelsens kontorer i Amaliegade, hvor de overdøvede gardens daglige vagtskifte mod Amalienborg Slotsplads.

            Skarven sætter stadig sindene i kog. Hvis man løber tør for samtaleemner, kan man ved ethvert større selskab være sikker på en lang og ilter debat, hvis man bringer skarven på banen. Skarverne er i dag en karakterfugl ved de danske kyster og søer, og både erhvervsfiskere og lystfiskere giver jævnligt udtryk for bekymring over fuglenes indhug i fiskebestanden. I hårde vintre kan skarverne pludselig flokkes om åbne vandløb, hvor de guffer i sig af fine fisk som ørred og stalling, og i områder med bundgarnsfiskeri kan de sorte fiskere sidde på hver en pæl.

            Der er muligheder for regulering af skarvbestanden, men der er ikke en egentlig jagttid, selv om skarven kan spises og navnlig som ungfugl smager udmærket. Det er muligt, at der kommer en jagttid, men siden midt i 1990’erne har naturen selv fundet en løsning: Havørne! Efter at have været skudt væk eller forgiftet i næsten hele det 20. århundrede er de store, stærke havørne vendt tilbage til Danmark. Det er gået hurtigt, og bestanden nærmer sig nu 100 ynglepar. Mange af parrene har slået sig ned i eller ved skarvkolonier, og det virker. Da havørnene etablerede sig på Ormø svandt bestanden ind fra over 4.000 ynglepar til under 1000 i løbet af få år. Ørnene er for øen, hvad leoparderne er for savannen. Skoven, der var svedet af skarvernes hvide gødning, blev grønnere. Og det bedste af det hele: De gamle lindetræer er begyndt at skyde op igen. Både greve, lindetilbedere, lindesværmere, skarvvenner, ørneelskere og urskovdrømmere kan være tilfredse.

            Min barndoms ø, Bornholm, hvor jeg bor nu, er også for længst erobret af skarver. De har vældige velkomstkomiteer på molerne i Rønne, hvor de ophøjet tager imod mængder af turister og andre rejsende, og de har indtaget fuglefjeldene nord og syd for Hammershus, hvor de kalker klipperne hvide sammen med et hav af sølvmåger og hundredvis af Nordens wannabe-pingviner, alke og lomvier. Skarverne yngler nu i tusindvis i mosen Hundsemyr ved Balka syd for Nexø. Uden for yngletiden kan man gå rundt om mosen ad små stier og komme ganske tæt på de store fugle, der fører højlydte, indviklede samtaler og har skærmydsler overalt i træerne.

            Det er skoggerlatter fra skarven. Fuglenes livsbekræftende memento mori.

——–

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 26. februar 2018.

 

Havørnene på Ormø har bragt skarven til fald. (Foto: Michael Stoltze).

Skarver på Vigelsø. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

“Ålekragerne sidder som dystre symboler på bundgarnspælene. De har vinteren i selve udseendet”, skrev forfatteren Ole Vinding. (Foto: Michael Stoltze).

De tre skarver fra Utrøst. Kommunens Røst’ byvåben.

 

Skarverne har kommandoen på Lyseklippen ved Helligdomsklipperne. (Foto: Michael Stoltze).

  

Udgivet i Dansk natur, Fugle | Tagget , , , , , , , , , , , | 4 kommentarer

Den strålende Atalanta

Admiral set forfra. (Foto: Michael Stoltze).

“Jeg vil kalde den Papilio atalanta”.

Carl von Linné var ikke i tvivl, da han skulle tildele den beundringsværdige admiral et latinsk navn. Sommerfuglen var en af de mange arter, der var med i den verdensberømte svenskers store og banebrydende udgave af værket “Systema natura” i 1758. Det var i det år, han indførte de videnskabelige, latinske dobbeltnavne, som alverdens levende skabninger får tildelt, når de bliver opdaget og beskrevet. En praksis, der har gået sin sejrsgang lige siden.

Før 1758 kalde Linné og svenskerne den flotte sommerfugl ammiralis, et navn der var afledt af latin ammirabilis, der betyder den beundringsværdige. På dansk kalder vi den admiral, og med sin fløjlssorte dragt med røde bånd og hvide stjerner, passer navnet fortrinligt. Også selv om ordet admiral stammer fra det arabisk amir al-bahr, der betyder “havets hersker”.

Admiralen udstråler en sjælden styrke og skønhed i sensommer og efteråret, hvor den kan flyve talrigt indtil langt ind i oktober. Ja – faktisk er admiralen den eneste danske dagsommerfugl, som uprovokeret er set flyve frit omkring ude i Danmarks natur i alle året 12 måneder.

Linné, grundlæggeren af den biologiske klassifikation og den latinske navngivnings fader, var klassisk dannet og belæst. Og i hans hoved hang naturen, skabelsen og de gamle fortællinger med myterne fra antikken tæt sammen. Han så både skønhed, poesi og myter i de farvestrålende, flagrende sommerfugle, som han klassificerede (ret uvidenskabeligt) efter rang fra de trojanske riddere, græske riddere, heliconerne, de hvide grækere, de brogede grækere, nymferne, almuen og barbarerne. Admiralen regnede han til nymferne sammen med velkendte arter som dagpåfugleøje, nældens takvinge og den smukke sørgekåbe. Og de arter er faktisk ret tæt beslægtet.

Admiral i nælder. (Foto: Michael Stoltze).

Linné forsøgte at bruge latinske navne, der beskrev noget karakteristisk ved arterne. Nældens takvinge kaldte han således for Papilio urticae. Det betyder “nældens sommerfugl”, og det passer jo fint med, at larverne lever på nælder. Men andre gange så han andet og mere i sommerfuglene end deres konkrete udseende og biologi. Sådan var det med admiralen. Han havde blik for dens strålende styrke og skønhed og ledte i de gamle myter efter en passende skikkelse, han kunne opkalde sommerfugen efter.

Valget faldt på Atalanta, som Linné kendte fra de græske myter. Atalanta var en guddommelig smuk, stærk og atletisk kvinde. Hun var vokset op i den vilde natur hos en bjørnefamilie i bjergene, og derfra havde hun mod og styrke. Atalanta var beundret og fik heltindestatus under kampen mod det uhyrlige calydoniske vildsvin. Vildsvinet var et frygteligt monster, som jagtgudinden Artemis havde sluppet løs som straf for, at kong Oineus havde gemt at nævne hende ved den årlige offerfest. Uhyret spredte død og ødelagde huse og marker, indtil Atalanta som den førte sårede vildsvinet så alvorligt, at det mistede sin kraft og siden blev dræbt.

Atalanta var som en drøm og blev tilbedt næsten som myternes skønne Helena. Hun var jomfru og uopnåelig, fordi kunne løbe fra alle mænd og kun ville have en mand, der kunne besejre hende i løb. Hun afviste ikke bejlere, men de skulle løbe om kap med hende først, og prisen for at tabe til hende var livet. Mange mistede livet. Men en dag forsøgte Hippomenes sig. Han havde forinden søgt råd hos Afrodite. Det var klogt. Frugtbarhedsgudinden gav Hippomenes tre gyldne æbler, som hun bad ham kaste under kapløbet med Atalanta. Det gjorde han uvidende om, at Atalanta ikke kunne modstå æblerne og hver gang standsede for at samle dem op. Det forsinkede hende, så den stærke Hippomenes vandt løbet og kunne gifte sig med skønheden.

Linné anbragte admiralen i slægten Papilio, som bare betyder sommerfugl. Siden er Papilio reserveret til en stor gruppe af de flotte svalehaler, mens resten af sommerfuglene er blevet anbragt i andre slægter. Den danske naturforsker Johan Christian Fabricius, som var elev af Linné, navngav over 10.000 arter af insekter og anbragte admiralen i dens nuværende slægt, Vanessa. Artsnavnet alalanta blev bevaret. Den smukke sommerfugl skiftede navn fra Papilio atalanta, der betyder “sommerfuglen Atalanta” til Vanessa atalanta, der betydet “den strålende Atalanta”.

Admiralen kommer lige så sikkert som nattergalen og de andre sangfugle trækkende til Danmark hvert forår i maj-juni. Antallet veksler meget fra år til år, men den er aldrig sjælden, og visse år er den en af de almindeligste sommerfugle i sensommeren og efteråret i Danmark. Forårets admiraler kommer til os helt fra Middelhavslandene, hvor de flyver og yngler om vinteren. De er stærke og kan klare turen fra Italien til Danmark på omkring en uge. De flyver mod nord i millioner, men enkeltvis og ikke i flokke som mange fugle. De kan flyve dag og nat, og undervejs bliver de lidt slidt og matte i farverne, så man ikke lægger så meget mærke til dem, når de når frem.

Admirallarvens “telt” af nældeblade. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Vel fremme i Danmark lægger de æg på brændenælder alle steder. De anbringer de små, runde æg enkeltvis på friske skud, og hver hun kan lægge op til 1000 æg. Efter 14 dage kryber larven ud af ægget og begynde at æde sig stor i nældeblade. Af bladene konstruerer den et lille “telt”, som den skjuler sig i og til sidst forpupper sig i. Man kan let finde dem, fordi larven har for vane at gnave brændenældeskuddet halvt over, så det bøjer sig. Sidst i juli og gennem august og september kryber nye, strålende admiraler frem fra pupperne i nælderne. De har brug for energi og søger ivrigt til blomster, gæret saft fra blødende træer og nedfaldsfrugt. De har smag for sukker og alkohol, og i frugthaver kan man undertiden se dem forsamlet i hundredvis.

Admirallarve. (Foto: Michael Stoltze).

 

Om efteråret trækker en stor del af de danskfødte admiraler mod syd til Middelhavslandene, hvor de flyver talrigt om vinteren. Men en del bliver og forsøger at klare sig gennem den danske vinter, hvor de sætter sig i skjul i tæt vedbend og lignende steder, når det er koldt. De overlever kun i de mildeste vintre. Modsat nældens takvinge og dagpåfugleøje går admiraler aldrig i rigtig dvale. De fouragerer, hver gang det er mildt og solrigt.

Admiral på hånd. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiralen er i sandhed en smuk, stærk og bemærkelsesværdig sommerfugl. Hun lever til fulde op til sit navn, og det er svært ikke at blive forelsket i hende:

Den strålende Atalanta.


Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 25. september 2017.

Hvid fredløs i haven tiltrækker mange admiraler. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiral, der var med til pærehøsten. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiraler tiltrækkes stærkt af gærende nedfaldsfrugt og for eksempel overmodne brombær. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiraler soler sig på stamme. (Foto: Michael Stoltze).

Admiraler (og hvide C’er) soler sig på stenhøj. (Foto: Michael Stoltze).

Forvingeunderside af admiral. Vingen kom dalende ned fra himlen efter, at en svale havde snuppet og ædt admiralen i luften. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i Dansk natur, Mytologi, natur, sommerfugle | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

Naturglæden er medfødt

Små børn indtager fornøjet naturen med alle sanser. (Foto: Michael Stoltze).

Nogle gange er det godt, at forskningen kan eftervise selv det mest basale i verden. For eksempel, at vi har det godt, når alle vores sanser bombarderes med behagelige påvirkninger.

Sådan er det, og sådan har det altid været – også blandt små børn, for hvem det er ren fryd at trampe i vandpytter, træde is itu, vælte rundt i efterårets blade, plukke skovjordbær eller sende en mariehøne op imod himlen.

Nu har en forsker stukket en flok børnehavebørn i Roskilde kameraer i hånden og bedt dem fotografere det, der gjorde dem mest glade.  Og sandelig: Det var blomster, buske, træer og dyr – naturen og alt det grønne, de tog billeder af. Læs mere om studiet her.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at naturglæden er medfødt. Naturglæde er den lykkefølelse, der rammer os, når vi indtager naturen med alle sanser og nærmest glemmer os selv. Ubevidst tror jeg, det er lykken ved at høre til på Jorden og høre sammen med alle vore medskabninger, vi intuitivt oplever. Naturglæden er i sin urform lige så berusende som forelskelsen.  Den hører bestemt ikke kun til barndommen, det er bare i den tidlige  barndom, den er usvækket, ukrukket og altid oprigtig. Og hvis man er heldig, varer den ved og gør livet rigt fra start til slut.

Vi er født med stærke sanser, og de er allerstærkest og former os for livet, når vi er ganske små og verden er ny og forunderlig. Skovjordbærrene findes, mariehønen findes, bladene findes, alt muligt findes og gør os glade når vi ser, hører, føler, lugter og smager det og kalder det ved navn.

“Flyv op imod himlen og bed om dejligt vejr”. Mariehønen gør børn glade. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Skovjordbær bringer ro og lykke. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i Dansk natur, natur, natursyn, Sundhed | Tagget , , , , , , , | 5 kommentarer

Bøgeløberen på Bornholm

Bøgeløber fra Koldekilde i Almindingen på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).

Bøgeløberen (Carabus intricatus) – lokalt for nylig døbt “den blå bornholmer” på Bornholm – er med en længde på op til 38 mm den næststørste danske løbebille, kun overgået af den op til 45 mm lange læderløber (Carabus coriaceus), der ikke er fundet på Bornholm. Både den voksne bøgeløber og larven, som er to år om sin udvikling, lever især af skalløse snegle på fugtige, mosrige steder i skov. Den voksne bille kan blive flere år gammel – måske over fem år. Den kan ikke flyve. 

Den blå farve, der skyldes lysets brydning i kitinen, varierer i styrke fra individ til individ. Farven kan have et strejf af violet, men det er den rene ultramarinblå farve (efter halvædelstenen lapis lazuli), der gør billen enestående blandt Danmarks 331 arter af løbebiller.

Om vinteren overvintrer den især under løs bark eller tykt mos, hvor den indretter sig en lille hule. Den er ikke specielt knyttet til bøg, men snarere til fugtig skov og slugter med masser af dødt ved på skovbunden. Arten er vidt udbredt i Syd- og Mellemeuropa, men sjælden mod nord. Den mangler i Norge og findes kun få steder i det sydligste Sverige. I Danmark er den kun fundet som sjældenhed enkelte steder i Jylland og så på Bornholm, hvor den er ret almindelig. Den findes især i gammel løvskov med mange døde træer, og lever nok i næsten alle Bornholms skovbevoksede sprækkedale. I hvert fald er det lykkedes mig at finde den nærmest alle steder, hvor jeg har ledt. Øster Borregårds Skov, Ekkodalen, Christianshøj, Bobbeå, Døndalen og Gråmyr er gode lokaliteter for den flotte bille.

Hvis man finder den og tager den op i hånden, skal man være klar over, at den stinker fælt. Det gør de fleste løbebiller, men bøgeløberen har en særlig ubehagelig lugt, der bliver hængende i huden længe efter, man har rørt den.

Bøgeløberen er et klenodie blandt Bornholms insekter. Tilnavnet “den blå bornholmer” blev foreslået i 2017 af Trine Tulin fra Svendborg efter, at Naturstyrelsen havde offentliggjort et billede af billen. Så nu kalder mange den det.

Udgivet i biller, Dansk natur | Tagget , , , , , , | 2 kommentarer