Der er et land – en gendigtet sang om Danmark

Kærlighedserklæringer til Danmark har længe været betragtet med skepsis.

Mange forbinder fædrelandssange med selvoptagethed og måske den nationalisme, som gang på gang i historiens løb har ført til krige og ulykker. Men ligesom man må elske sig selv for at elske andre, må man elske sin hjemstavn for at elske andre steder.

Kærligheden til ens hjemstavn – det være sig landsby, by, landsdel, land eller verdensdel, er en følelse. Man er jysk, hvis man føler sig jysk og dansk, hvis man føler sig dansk. Det er der mange, der gør. Også mennesker, der ikke er født i Danmark og måske først for ret nylig er kommet til det lille landområde, som på grund af historiens tilfældigheder og udvikling bærer navnet Danmark. Landet, der med sine grænser og sine love giver os, der bor her, nogle fysiske og juridiske rammer. Hvad enten vi vil det eller ej.

Danmark er ikke et landområde med en hjemmehørende ur-stamme af mennesker. Vi er alle kommet hertil i en mere eller mindre fjern fortid. Naturen forandrer sig og flytter sig ligesom mennesker. Klima, landmasser, hav, søer, planter og dyr er i forandring. Og Danmark er opfundet som en nation af mennesker med et sprog og kultur i evig forandring.

Vi skriver sange for at udtrykke vores følelser. En af genrene er fædrelandssange, som vi har mange af. Der er skrevet adskillige og stadig meget brugte sange om Danmark. Oehlenschlägers nationalsang ”Der er et yndigt land”, Johannes V. Jensens ”Hvor smiler fager den danske kyst” eller min og manges favorit, H.C. Andersens ”Danmark, mit fædreland” (1850), også kendt som “I Danmark er jeg født”.

Det er bare sådan, at sangene forældes, fordi vores land, kultur og natur ændrer sig. Og mange mener, at vi ikke har så meget brug for fædrelandssange mere. Men noget i tiden kalder på identitet og fællesskaber på den gode måde, hvor man ikke slår andre i hovedet. Jeg tror, at vi samtidig med, at vi anerkender og dyrker de internationale fælleskaber, ikke skal være bange for at dyrke og hylde fællesskaber på mange andre planer. Herunder det nationale, som det er naturligt at dyrke og hylde for alle, der føler sig danske.

Hver tid sine sange om Danmark, så længe landet findes. Mennesker, kulturen og naturen former det hele. Vi er blevet mange flere, vi er blevet meget rigere og friere. Vi lever længere, og modsat alle dommedagsprofetier, klarer naturen sig, og fuglene er vendt tilbage i massevis, fordi vi vil dem og passer på den stump af kloden, vi bebor. Fuglene, der er så fuglefrie og taler så meget til os. Det er en smuk gerning, som vi kan være stolte af. Fuglene hænger sammen med resten af verden. Ligesom vi.

Mange mennesker er kommer til Danmark og har tager landet til sig uden at være født her. “… kan man kun være dansk, hvis man “i Danmark er født”? Det er sangens største udfordring i det 21. århundrede.”, skrev DR i 2015 i anledning af, at “I Danmark er jeg født” blev kåret som den mest populære af alle danske sange.

Derfor, og fordi Danmark ændrer sig, har jeg skrevet dette forslag til en nutidig version af H.C. Andersens fine kærlighedserklæring til Danmark:

Der er et land

Der er et land med mange hundred øer,
det syner ikke meget på vor Jord.
Men lyset over mark og kyst og søer
fortryller landet i det høje nord.
Det store i det små er større, end man fatter,
så lidenhed er ingen grund til latter.
Dig elsker jeg! – Danmark, du er mit land.

Her taler ravnen ud om hele verden,
mens himlen gnistrer i hans kragedragt.
Fortæller stort og småt fra dagens færden
om landets ve og vel og farvepragt
om tusind fuglekor, der gjalder gennem skoven,
og lærkerne, som kalder ned fra oven.
Dig elsker jeg! – Danmark, du er mit land.

Her svæver ørne over fuglekoret,
og vilde gæs i flok på marken står.
De hvide svaner vugger blidt på noret,
hvad enten det er vinter eller vår.
Og rylen fløjter sødt, hvor bølgen slikker sandet,
og havet flytter sten og former landet.
Dig elsker jeg! – Danmark, du er mit land.

Og under samme sol og himlens skyer
er tusindvis trådt ind af Danmarks port.
Nu ligger huse, haver, gårde, byer
i landet, hvor det mindste sted er stort.
Du milde, grønne land med bakker, dale, fjorde:
Jeg kender dig, dit liv, og hvad du gjorde.
Dig elsker jeg! – Danmark, du er mit land.

Jeg bor i Danmark – et af verdens riger,
det er mit land, det er dertil jeg kom,
hvor korn i bølgegang for vinden viger,
og kæmpehøj og kirke minder om
den tid, der var engang og tiden, som skal komme.
Jeg tror på livet, indtil alt er omme.
Dig elsker jeg! – Danmark, du er mit land.

—

Sangen synges bedst på Sebastians nye melodi, der kan høres her

Opdateret 4. januar 2024