Hvad skal vi med ulve?

“Hvorfor skal ulven løbe rundt i Danmark?”  spurgte Jyllandposten for nylig i denne leder.

Lederskribenten skriver blandt andet:

“Tilbage til naturen, råbte naturfilosoffen Jean-Jacques Rousseau for snart længe siden. Det må også være det, der driver fortalerne for, at ulven med vold og magt skal tilbage til den danske natur.

Det er en af den slags beslutninger, hvor man stilfærdigt spørger sig selv, hvad meningen mon er. Hvad skal vi egentlig med ulve i den danske natur, spurgte også pens. statsskovrider Morten Elbæk-Jørgensen i kronikken forleden. Han kommer formentlig til at vente længe på svar.

Ulven har været fraværende fra den danske natur meget længe, fordi den er farlig for dyr og mennesker. I århundreder blev den bekæmpet. Christian IV skrev endda ulven ind i en lov. Den sidste danske ulv menes skudt i 1813 uden for Skive. Men nu er den tilbage, fordi Naturstyrelsen under Miljøministeriet i København har fundet, at det var en god idé. Det giver i sig selv skyts til debatten om, at der ofte er for langt mellem dem, der træffer beslutningerne bag de trygge skriveborde, og dem, det går ud over i den anden ende.”

Lederen er fuld af fejl. Jean-Jacques Rousseau ønskede for eksempel ikke mennesket “tilbage til naturen”. Tværtimod. Hans grundbetragtning var en himmelhenrykt begejstring over menneskets evne til at træde ud af naturens mørke, som han udtrykte det. Og Naturstyrelsen har ingen aktier i, at ulven er vendt tilbage til Danmark. Det er EU, der har pålagt medlemslandene inklusive Danmark at frede ulven. Derfor har den bredt sig.

Men Jyllandpostens spørgsmål om, hvad vi skal med ulven, er godt og centralt i forhold til nutidens stigende folkelige og politiske fokus på samspillet mellem natur og kultur.

Som følge af Jordens stigende befolkningstal og eksploderende forbrug mister den vilde natur plads globalt. Vi står derfor midt i begyndelsen på det, der er blevet kaldt den sjette masseuddøen: Vore medskabninger på Jorden forsvinder i et accelererende tempo. Og hvis vi ikke gør noget, bliver livet på vores planet fattigere og vores tilværelse som mennesker kedeligere.

Derfor har der siden verdenstopmødet i Rio i 1992 været en global bevægelse i gang for at standse den menneskeskabte sjette masseuddøen. Bevægelsen er en del af de tre grundprincipper for al udvikling: Balance mellem hensyn til miljø, økonomi og sociale forhold. Det kaldes bæredygtig udvikling, og de grundprincipper har Danmark og stort set alle verdens lande tilsluttet sig.

Det betyder ikke “tilbage til naturen”. Det ville være menneskehedens undergang. Vi har som eneste art på kloden evnen til at herske over Jordens liv. Det er et stort ansvar, og ligesom ved vores beherskelse af ilden et ansvar, vi kan bruge til både godt og ondt. I sidste ende er det vores herskerevne, som kan og skal redde os ud af den accelererende biodiversitetskrise – den sjette masseuddøen. Vi skal påskynde, at vi er mennesker med handleevner, som ingen andre dyr på Jorden har.

Vi har som mennesker gennem årtusinder skabt trygge steder på Jorden for os selv. Vi har udryddet farlige dyr og besværlig dyr, opdyrket jorden og taget husdyr.  På den måde, og sidenhen med videnskab og ny teknologi, har vi fået lange, gode og trygge liv. Vi har aldrig haft det bedre materielt og sundhedsmæssigt, og vi lever i gennemsnit dobbelt så længe nu som for 100 år siden.

Mennesket har fordrevet eller helt udryddet et hav af store, besværlige dyr. Ulven var en af de plagsomme skabninger, vi fordrev i det meste Europa, og Danmark blev ulvefrit, da en ulv blev skudt ved Skive i 1813, og var det i 199 år frem, til Thy-ulven dukkede op i 2012.

Da ulven blev skudt i Skive, var der rabies og de fleste husdyr gik frit omkring med hyrder. Derfor var ulven frygtet og meget problematisk. Og rabiate ulve (ulve med hundegalskab) har været som sindbillede på varulve og djævelen og uden tvivl været med til at skabe de stærke fortællinger om den onde ulv, som litteraturen er så fuld af.

Nu skriver vi 2018. Og vi har fået et helt andet syn på naturen. Folkeligt og politisk. Vi er ramt af en slags kollektiv dårlig samvittighed efter 1970’ernes og 80’ernes forureningskriser, som vi nu heldigvis er ved at have løst. Siden er menneskeskabte klimaforandringer og biodiversitetsfaldet kommet til som nye kriser.

Det er et globalt FN-mål, at tilbagegangen i den vilde natur skal standes.  Det gælder også for de besværlige og farlige arter, og det kan lade sig gøre i dag, fordi vil har velstand, arealplanlægning og andre metoder til at undgå, at tilstedeværelsen af de vilde dyr giver uoverstigelige konsekvenser. Vi er blevet utrolig gode til at lave regler og planer. Derfor ser vi i hele Europa, at de store dyr vender tilbage. Det er massivt. I Danmark er det rådyr, krondyr, gæs (mange arter), svaner, skarver, ørne, hejrer, traner, ravne, bæver (dog introduceret), sjakal og sæler, og vildsvinet banker også på.

Og så altså ulven. Det næststørste landrovdyr i Europa. Den er kommer her, fordi den er fredet i modsætning til før, hvor den var fredløs. Næsten alle lande i Europa lever i dag med større eller mindre bestande af ulv. I Danmark viser en undersøgelse, at omkring 2/3 af befolkningen er positive overfor ulv i Danmark, og der er ikke nogen markant forskel på indstillingen fra by til land.

Danmark har en grundig, officiel ulveplan og regler for håndtering af eventuelle angreb, så man i modsætning til skader forvoldt af andre dyr, kan få erstatning for tab af husdyr til ulve. Samtidig vil bestanden af ulv i Danmark – ligesom i Sverige og Norge – blive reguleret til et lavt tal, så arten opretholder sin skyhed, relative ufarlighed for mennesker og kun forvolder begrænset skade.

Tilbage til spørgsmålet “Hvorfor skal ulven løbe rundt i Danmark?”. Svaret er såre enkelt: Fordi et flertal i befolkningen ønsker det i dag, og fordi det store rovdyr gør naturen og Danmark mere storslået og eventyrlig. Naturens vingefang bliver forøget markant af vore store, besværlige medskabninger. Ofte gør de ingen særlig nytte, men tit er det unyttige det mest nødvendige. Hvem vil undvære løver, tigre, elefanter, leoparder eller giraffer?  Ulven i Europa er med i det selskab.

Ulvens ankomst med al det besvær, den giver, er en glimrende anledning til, at vi danskere vågner op og tænker over vores forhold til naturen. Vi lever i en ny tid, hvor der kan være plads til vildskab som kontrast til alt det tamme. Naturen er ikke bare noget godt, men noget stort og vildt og vidunderligt og farligt og noget, vi er en del af.

Det handler om at komme fremad og finde den bæredygtige balance, hvor vi kan glæde os over vildskaben, ulven og alle de andre medskabninger i naturen samtidig med, at vi udvikler vores kultur.

Danmark har fået ulve og er blevet et større land.