Hvorfor er ingen partier grønne?

Udsendelser og nyheder i alle medier strømmer over med råd om bæredygtig livsstil, genbrug, cirkulær økonomi, vegetarisme, klimavenlighed og grøn omstilling. Hver dag. Det er voldsomt. Og mange vil gerne gøre noget for at løse de to meget store nye problemer, som vi og resten af verden står overfor i forureningskrisens kølvand: Klimakrisen og biodiversitetskrisen.

Mens den klassiske forureningskrise (spildevand og røg og ukritisk brug af farlige kemikalier i industrien) fra sidste halvdel af det 20. århundrede stort set er afværget ved en massiv, international indsats, er vi kun lige begyndt at håndtere de to nye kriser.

Mange er rådvilde, bange eller pessimister. Ligesom dengang i 1960’erne, hvor rovfuglene døde, Carson chokerede verden med “Silent Spring”, døde fisk vendte de hvide buge i vejret i åerne, og syreregnen begyndte.

Min generation voksede op i en tid, hvor forureningens kulsorte, truende skyer tårnede sig uhyggeligt op i horisonten. Det var faretruende. Men lig på bordet førte til handling. Landene oprettede miljøministerier. Spildevand og røg blev renset. Der blev indført smart miljøteknologi. Farlige stoffer blev forbudt. Der kom lovgivning og regler. Der blev indgået internationale og globale miljøaftaler. Den norske statsminister Gro Harlem Brundtland førte bæredygtighedsprincipperne i mål i FN i 1987. Og en enig verden besluttede efter topmødet i Rio i 1992, at al udvikling skal bygge på principperne om bæredygtighedens tre ben – hensynet til miljø, økonomi og sociale forhold. Vores velfærd, tryghed og frihed nu og i fremtiden er betinget af en god balance mellem principperne.

Der er konstant nogen, der misbruger bæredygtighedsprincipperne. De forstår dem dårligt eller misbruger dem bevidst og skaber uro og ubalance ved at lægge hovedvægt eller al vægt på enten økonomi, miljø eller det sociale.

De angreb skal man nedkæmpe. Bæredygtighedsprincipperne er det nødvendige grundlag for, at vi kan gå en nogenlunde tryg fremtid i møde. De er også forudsætning for, at vi kan håndtere de to nye, globale kriser.

Vi ved faktisk, hvad vi skal gøre for at løse kriserne, og vi har redskaberne. Men omstillingerne er dyre og langsommelige, og der er mange faldgruber. Vi træffer let uheldige valg på baggrund af populisme og myter i stedet for konkret viden.

Der er for eksempel ikke belæg for, at køb af økologiske fødevarer er bedre for klima og natur end køb af ikke økologiske fødevarer. Genbrug af plast er et andet eksempel. Det er symbolpolitik, der er ret ligegyldig i det store regnskab. Det er klart vigtig at få stoppet spredning af svært nedbrydelig plast i naturen. Men det er kun omkring én procent af olien, der bruges til plast, og moderne plast kan uden forureningsproblemer brændes, så den giver god energi i kraftvarmeværker. Det giver naturligvis et lille bidrag til den samlede udledning af CO2 fra fossile brændstoffer. Selv hvis al plast blev brændt, ville udledningen af CO2 fra plast dog være under én procent af CO2-udledningen fra fossile brændstoffer, og den forsvinder, når bioplast tager over. Bioplast er lavet af biomasse og kan fremstilles CO2-neutralt. Teknologien er udviklet.

Det vigtigste er, at vi satser på produktion, genbrug og affaldshåndtering efter bæredygtige principper. Og her er der masser af ny viden og teknologi, som kan løse kriserne.

Effektiv fødevareproduktion på de dyrkede arealer, CO2 neutral cementfremstilling, en halvering af det globale antal af flyrejser, en halvering af det globale kødforbrug, en forøgelse af den globale vedmasse med et par promille årligt og fortsat omstilling til vedvarende energikilder er nogle af de centrale handlinger, der kan løse både klimakrisen og biodiversitetskrisen. Hvis vi effektiviserer jordbruget og samlet indtager halvdelen af den mængde kød, vi globalt indtager i dag, vil Jorden kunne brødføde 10-11 milliarder menneske på et dyrket areal, der er mindst 30 % mindre end det, der dyrkes i dag. Det giver mere plads til skov og vild natur – den plads, der er nødvendig for, at biodiversiteten – alle vore levende medskabninger på Jorden – kan klare sig. Og mere skov og vild natur binder CO2.

Der er nok at tage fat på, og vi ved, at det kan lade sig gøre. Vores fremtid kan blive tryg og god og rig og fri, hvis vi træffer de rigtige valg. Det er grundlæggende, hvad al politik handler om.

Indtil videre er der bare ikke sket noget afgørende for at løse de to kriser. Den globale udledning af CO2 fra fossile brændstoffer forventes i 2018 at stige med 2,7 % i forhold til i 2017 til det højeste niveau nogensinde. Og Jordens areal med vild natur og plads til biodiversiteten rasler stadig ned. Navnlig i troperne, hvor de mest artsrige økosystemer findes.

Det ser kort sagt sort ud. Er der slet ikke håb?

Jo. Vi har løsningerne, og nu begynder de unge generationer – dem, der for alvor risikerer at få kriserne ind på livet, hvis der ikke handles – at træde i karaktér. I USA trodser de unge Trump og de gamle, der ikke har forstået et klap af de kriser, der truer vores velfærd. De har sat skub i bevægelsen “Green New Deal”. Bevægelsen er for alvor ved at få tag i de unge. Den er en spire med potentiale til at blive et stort og livskraftigt træ.

Efter Anders Fogh Rasmussens angreb på miljøpolitikken i almindelighed og på Svend Auken i særdeleshed i 2001, skiftede han kulør og begyndte til manges overraskelse at tale om “grøn revolution” efter besøget hos Georg Bush i 2006. Men det var mest snak. Revolution er et dårligt ord, når det er nye grønne aftaler og en lang, stabil og tryghedsskabende grøn politik, der skal til.

Senest 18. juni 2019, skal der være folketingsvalg i Danmark

Som sagerne står nu, har ingen partier en overordnet grøn profil. Ingen! Jeg savner et parti med en langsigtet, bæredygtig og sammenhængende vision for Danmark. Et parti, der tager ansvar og for alvor forsøger at løse de to miljøkriser.

Hvorfor er ingen partier grønne? Hvorfor griber for eksempel Socialdemokraterne eller Det Konservative Folkeparti ikke den dagsorden? Eller Venstre for den sags skyld?

Jeg forstår det ikke.