Påfugleøjen findes

Kort efter nytår for 10 år siden døde digteren Inger Christensen.

For digtningen var hun næsten, hvad Bach var for tonekunsten. Hvor Bach virtuost byggede sine katedraler af klange ud fra matematikken i musikken, mestrede Inger Christensen at bygge paladser af poesi op af ordenes natur og naturens ord. Det gjorde hun nærmest mirakuløst, da hun barslede med “Sommerfugledalen” i 1991. Det monumentale digt blev det nærmeste, hun kom et folkeligt gennembrud.

Sommerfugledalen handler om hele eksistensen, som hun berører og behandler og løfter op med sommerfuglenes liv, natur og navne som grundstof. Jeg fik digtet med blødt, violet omsalg fra Brøndums Forlag som gave af mine forældre, dengang min bog om danske dagsommerfugle udkom. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg siden har læst det. Men jeg ved, jeg kommer til at læse det igen og igen så længe, jeg kan. Det folder sig ud og knytter alting sammen. Hver gang på en nye måde.

Kort efter Inger Christensens død fik jeg en sælsom hilsen fra hende. Det blev iskoldt vintervejr, og vi besøgte nogle venner på landet på Sydsjælland. Det var en smuk, vindstille dag med sne og solskin og hård frost. Vi gik over en stubmark. Jorden var stenhård af frosten under det tynde lag sne, og efter et par hundrede meter kom vi hen til en stor, lukket jættestue. Vi var forberedte og havde en lygte med, og vi var næppe kommet indenfor, før vi hørte en hvislende, hvæsende lyd flere steder oppe fra de store sten i loftet.

Det var påfugleøjer. De sad der i snesevis og ventede på foråret, og de havde ikke regnet med at få besøg midt i det hele. Men nu kom vi trampende, og de reagerede på vores bevægelser, ånde og lyset. Selv om de var kolde, tog de ligesom tilløb og slog pludselig vingerne helt ud og åbenbarede deres store, farvestrålende øjenpletter i et splitsekund. Og hver gang, de gjorde det, udsendte de den hviskende, hvæsende lyd.

Biologer har undersøgt adfærden og fundet ud af, at insektædere som flagermus og spidsmus, for hvem en fed påfugleøje kunne være et solidt vintermåltid, bliver skæmt af lyden. Den fremkommer ved, at sommerfuglen gnider vingerne mod hinanden, så en masse stive hår på bagvingerne anslår forvingernes membraner, der virker som højtalere. Hvislelyden virker også på mennesker. Jeg hørte den engang, da jeg stak hånden ind i en hult træ. Instinktivt trak jeg armen til mig.

Mens de fleste sommerfugle kun lever et par uger som voksne, hører påfugleøjen med til en lille eksklusiv gruppe, der kan leve i næsten et helt år. I vinterhalvåret går den i dvale i huler, uopvarmede rum, hule træer eller brændestabler.

Om foråret lægger den æg på brændenælder – den vigtigste plante for dagsommerfugle i Danmark. Admiral, nældens takvinge, nældesommerfugl og det hvide C er også brændenældespisere som larver. Så hvis man holder af sommerfugle (hvem gør ikke det?), er det godt at have brændenælder i haven på steder, de ikke generer.

Linné gav den det latinske navn Papilio io. Slægtsnavnet Papilio angiver blot, at der er tale om en sommerfugl, mens io hentyder til Io, der var den jordiske datter af kong Inachus af Argos i Grækenland. Prinsessen var en af Zeus’ elskerinder. Men da Zeus kone Hera opdagede det, forvandlede hun Io til en kvie, som blev bevogtet af det mangeøjede uhyre, Argus, som skulle holde Zeus væk. Først da Zeus med hjælp fra Hermes fik dræbt Argus, blev Io befriet. Siden blev hun forvandlet til menneske igen og fødte både en søn og en datter med Zeus.

Det er myter og fortællinger, og ingen ved, om Io virkelig fandtes engang i Argos.

Men påfugleøjen findes. Den sidder stille vinterens hule. Og den hvisker og ser dig an fra sommerfuglevingen, hvis du vover dig for nær.

Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 10. januar 2019 under overskriften “Påfugleøjen sidder stille i vinterens hule”

Påfugleøje i vinterdvale. (Foto: Michael Stoltze).

 

Påfugleøjen blev forstyrret i en brændestak, slog vingerne ud og førte forvingerne fremad over de stivhårede bagvinger, så der fremkom et lille hvæs. (Foto: Michael Stoltze).

 

Øjet på forvingen. Sommerfuglenes mønstre er dannet af små skæl, der ligner mosaikker. Skællene er i virkeligheden omdannede hår. (Foto: Michael Stoltze).