2013 – stilstand, storm og nye vinde

cnbvhbcnv

Vores kamp for at sikre og udvikle Danmarks natur og biodiversitet bærer frugt og fortsætter med uformindsket styrke i 2014. Et år, som lover godt for nye landvindinger. (Foto: Michael Stoltze).

Kære allesammen

Nytåret nærmer sig, og tiden er kommet til at gøre status over året der gik og se fremad.

Den 31. januar 2012 sagde dronningen i sin nytårstale, at vi nok skal passe på ikke at sidde for meget foran de lokkende skærme, men drage mere ud for at se virkeligheden uden filter. Lære vores eget lands natur, kultur og befolkning godt at kende.

Den 1. januar 2013 talte statsministeren i sin nytårstale om krisens alvor, men også om optimisme, fællesskab og alle de værdier, vi bør værne om, være bevidste om og stolte af som danskere. Hun talte om grøn omstilling, men sagde ikke et ord om natur.

Det håber jeg, hun gør i overmorgen. Der er nemlig lagt i ovnen til, at 2014 kan blive et skelsættende år for Danmarks natur.

I april kom Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger om natur og landbrug i en ualmindelig helstøbt og vellykket slutrapport, som alle interessenter bakkede solidt op. Og kommissionens formand, Jørn Jespersen, har siden fastholdt sine klare budskaber om, at kommissionen er kommet med en samlet pakke, og at det er afgørende, at alle parter dropper vanetænkningen, taler sammen og følger anbefalingerne op med sammenhængende løsninger.

De politiske reaktioner på kommissionens anbefalinger var umiddelbart svage. Og henover sommeren og det tidlige efterår mistede grønne organisationer tålmodigheden. Det endte med, at syv af de største grønne organisationer gik sammen i en mediekampagne med krav til regeringen om handling på natur- og miljøområdet.

Miljøminister Ida Auken afviste kritikken og bedyrede, at regeringen var godt i gang med at indfri sine løfter. Og mod slutningen af 2013 har miljøministeren vist nye og lovende takter i naturpolitikken. Først i en kronik i Politiken, hvor hun bebudede, at 1/3 af Danmark skal være natur, siden med etablering af Dan Danske Naturfond, nye signaler om mere ekstensiv drift af statens skove, planer om forenkling af regler og love – herunder en ny naturbeskyttelseslov og om, at Naturplan Danmark bliver fremsat i 2014.

Med disse meldinger fra miljøministeren og en ny fødevareminister, Dan Jørgensen, som både vil landbruget og naturen det godt, er der begrundet håb om, at 2014 bliver et gennembrudsår for beskyttelse og udvikling af Danmarks naturværdier.

Efter et år med stilstand og storm i mere end én forstand ser det ud til, at der blæser nye friske vinde over Danmark fra og med 2014.

Med et hjerteligt tak for kampen i 2013 sender jeg hermed alle læsere og meddebattører de bedste hilsener og ønsker om en fortsat frugtbar kamp for Danmarks naturværdier i 2014 og et godt og lykkebringende Nytår.

Michael Stoltze

Om Michael Stoltze

Biolog fra Københavns Universitet med ph.d. i sommerfugle, født i Allinge på Bornholm, 1955. I dag selvstændig forfatter, fotograf og foredragsholder samt skribent ved Kristeligt Dagblad siden 2009. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, naturbeskyttelse, kultur, politik, samfundsudvikling og filosofi. Særlige interesser: Sommerfugle og insekter.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til 2013 – stilstand, storm og nye vinde

  1. Anders Erik Billeschou siger:

    Kære Michael,

    Ka’ du gi’ en reference til “nye signaler om mere ekstensiv drift af statens skove”

    Godt nytår, Anders

  2. heather smith siger:

    Kære Michael.
    Tak for dine gode og nødvendige indlæg og godt nytår til dig.
    mvh Heather

Skriv en kommentar