Guds ualmindelige glæde ved biller

Næsehornsbille i flugt. Danmarks tungeste bille. Den lever i kompostbunker og især i savværkernes bunker af savsmuld. (Foto: Michael Stoltze).

Den britiske forsker J.B.S. Haldane (1892-1964) blev en gang spurgt om, hvad han ud fra sit kendskab til skaberværket kunne sige om Gud.

Efter en længere betænkningstid svarede Haldane: “Han var ualmindelig glad for biller”.

Anekdoten har den sandhed i sig, at billerne er uhyre talrige på Jorden, og at ingen anden dyreorden når op i nærheden af, hvad billerne kan præstere af arter. Der er hidtil beskrevet og navngivet omkring 400.000 arter af biller. Godt en tredjedel af alle kendte insekter og omkring en fjerdedel af alle kende dyrearter er biller. I den danske natur er der fundet omkring 4.000 arter af biller.

Billernes succes hænger sammen med deres enkle og solide konstruktion og evne til at tilpasse sig alle mulige levesteder. Der er specielle arter af biller knyttet til de fleste arter af levende træer, buske og urter, og mange arter lever i svampe, dødt træ, ekskrementer eller ådsler. Der er vandkalve og andre biller i ferskvand, og der er biller, der (desværre) som larver er i stand til æde sig gennem gammelt tørt og solidt tømmer. Billerne findes overalt på Jorden bortset fra i havet og på polerne. Deres hårde, stærke og smidige skal af kitin gør dem modstandsdygtige i alle miljøer. Mange biller udskiller giftige og ildelugtende kemikalier, når de bliver forstyrret, og mange biller har udviklet en evne til at tåle at æde giftige planter.

Der lever over 300 arter af løbebiller i Danmark. Bøgeløberen er en af de største, smukkeste og sjældneste. Den stinker frygteligt, hvis man pirker til den. (Foto: Michael Stoltze).

Tørrede plasterbiller (spanske fluer), der har været brugt meget i medicinen – blandt andet af H.C. Andersen. Billernes helbredende effekt eller mulige effekt på potensen er mere end tvivlsom. Men de er meget giftige og fremkalder blærer på huden. Spanske fluer er meget sjældne i Danmark. De almindelige oliebiller er nært beslægtet og indeholder de samme giftstoffer. (Tegning: Michael Stoltze).

Hvis men ser godt efter i sommerens blåhat, kan man se denne strålende bille med smækre lår. Den tyklårede solbille hedder den. Den er kun en centimeter lang. (Foto: Michael Stoltze).

Kitinskallen udgør et ydre skelet, som er fæste for kraftige muskler. Billernes ben, antenner og kæber er ofte særdeles stærke – både hos de voksne biller og deres larver. Det betyder, at de kan færdes alle steder, og at mange arter er i stand til at gnave sig ind træ. De fleste biller kan flyve. De har fire vinger. Men det er kun de gennemsigtige og sammenfoldelige bagvinger, der bruges til flugt. Forvingerne er omdannet til hårde dækvinger, der beskytter de sarte og tynde bagvinger. Lige inden billen letter – og under flugten – holder billen forvingerne højt løftet. Ellers ville billen ikke kunne folde sine flyvevinger ud og bruge dem.

Den juvelstrålende guldbasse æder pollen og nektar på merian. Den lægger dækvingerne ned i flugten. Guldbasser er meget almindelige. (Foto: Michael Stoltze).

Enkelte biller har dog et hak i dækvingen, så de kan lægge dækvingerne ned, mens de flyver. Sådan er det hos guldbassen, som flyver hurtigt og minder om en metalskinnende humlebi i flugten. Dens flyvevinger er smalle ved basis, der passer perfekt i dækvingernes hak i siden. Så guldbassen kan lukke dækvingerne helt tæt om kroppen i flugten.

Mariehønen på vej mod himlen. (Foto: Michael Stoltze).

Mariehønen er et af de mest populære dyr blandt børn. Der er omkring 50 arter af mariehøns i Danmark og flere tusinde arter på verdensplan. Men den ”rigtige” mariehøne er den syvplettede mariehøne. Den lille, kortbenede bille ligner en folkevogn og bevæger sig næsten altid opad, hvis man lader den kravle sin hånd. Hvis man vender fingrene mod himlen, vil mariehønen kravle lidt uroligt frem og tilbage, når den når en fingerspids, hvorefter den sætter sig til ro, løfter dækvingerne, folder flyvevingerne ud og letter. Så er det, vi ønsker, at den flyver op i mod himlen og beder om dejligt vejr.

Mariehønen og dens larve lever af bladlus, og visse år kan der være kolossale mængder af mariehøns. Så kommer de flyvende til os i flokke på mange milliarder fra landene syd og sydøst for Danmark. Det kan være ganske voldsomt, når det sker. Den lille, venlige bille, man normalt bliver så glad over at møde enkeltvist i haven, optræder nu i ubehagelige horder, der kan få strandgæster til at fortrække, fordi de orangerøde biller napper i huden, når de drikker sved, og udskiller et ildelugtende, gult stof. Mariehøns smager grimt, og deres stærke farver er til for at advare fugle og andre dyr om, at de ikke er værd at æde.

Biller findes i alle tænkelige farver og former og i størrelser fra mindre end 1/3 mm (et lille punktum) til tropiske kæmpebiller med en vægt på op til 100 gram og l8 centimeters længde. De 400.000 arter af biller klassificeres i omkring 170 familier, hvoraf snudebillefamilien er den største med hidtil omkring 70.000 beskrevne arter. Det er flere end samtlige arter af kendte hvirveldyr (fisk, padder, krybdyr, fugle og pattedyr) på Jorden. I Danmarks natur lever omkring 450 arter af snudebiller. De fleste er små, men på vandreklitten Råbjerg Mile ved Skagen, ser man ofte de op til halvanden centimeter lange fyrresnudebiller trave hvileløst omkring i sandet, hvor de sætter karakteristiske spor. Sanddyngerne, de kravler på, har begravet deres fyrretræer, så snudebillerne er en slags flygtninge. En anden snudebille er den ærtestore nøddesnudebille, der er næsten kuglerund med en meget lang, tynd og buet “snude”. “Snuden” er i virkeligheden hovedet, der er forlænget, så de små, stærke kæber sidder for enden. Med kæberne rasper den et lille hul på den umodne nød, hvorefter den lægger et æg i hullet. De angrebne nødder kan derefter kendes på de små brune prikker ved basis. Der er “orm” i nødden, og det hele ender med, at den fede, flødefarvede snudebillelarve gnaver et cirkelrundt hul i skallen, klemmer sig ud og finder et sted mellem vissent løv for at forpuppe sig.

Ørkenvandring. Fyrresnudebille på Råbjerg Mile. (Foto: Michael Stoltze).

Billerne er allestedsnærværende. Nogle er flotte, nogle er vidunderlige som levende juveler, mange er brune og sorte eller grå som natten. Nogle gør skade og nogle gør nytte i forhold til menneskets interesser. Langt de fleste har ingen særlig betydning for mennesker ud over, at de gør verden mangfoldig og eventyrlig. De er her, fordi de har været heldige og har været i stand til at klare sig og formere sig og udvikle sig gennem millioner af år. De er produktet af den langtrukne og yderst komplicerede kemiske proces, man kalder liv og evolution. De er her, fordi de lige som mennesket er heldigere end de over 99 % af Jordens arter, som gennem tiden har levet, men ikke overlevet på vores planet. De er vore levende medskabninger.

Min far Paul Stoltzes tegning af eghjorten fra Olsker. Han troede, det var en bøghjort. Men det var en af de sidste oprindelige eghjorte i Danmark.

Eghjorten er en af de mest magiske biller i verden. Hannen bærer et par vældige, grenede kæber, der ligner gevirer. Med “geviret” kan den blive op til 10 cm lang. Hunnen ser mere ordinær ud og bliver kun omkring fem centimeter lang. Som larve lever den på varme steder i jorden, hvor den æder dødt træ og først bliver voksen og forpupper sig i en stor kokon efter tre til fem år. Langt ind i det 19. århundrede fandtes kæmpebillen mange steder i Danmark, hvor den nød godt af det hårdt græssede guldalderlandskab med ældgamle, halvt levende og halvt døde, krogede ege- og bøgetræer, der stod spredt og solbagt i landskabet. Men Danmark er nordgrænsen for den varmekrævende art. Og i løbet af det 19. og 20. århundrede blev skovene tætte og så kolde i skovbunden, at eghjorten forsvandt. Den overlevede på Æbelø, ved Vejle Fjord og på Borholm frem til midt i det 20. århundrede. I mit fødeår, 1955, tegnede min far en eghjort, som min moster fandt i dalen ved Olsker på Bornholm. Det var en hun. Mange år senere talte jeg med en mand, der som ung sidst i 1950’erne havde fundet hanner af eghjorte, der sugede saft fra knækkede kirsebærgrene nær hans hjem vest for Olsker. Han havde haft et par af giganterne med hjem i køkkenet i husholdningstændstikæsker. Han anede dengang ikke, at det var nogle af de sidste eghjorte i Danmark.

Den store bille appellerer til fantasien. I 1505 udførte Albrecth Dürer en akvarel af en eghjort. Den har hævet hovedet i en positur, så det virker større, og så “geviret” favner bredt ud mod den lysende verden.

I 2013 vurderede eksperter, at den fredede Dyrehave nord for København var egnet som levested for eghjorte. Og da den tunge bille er meget dårlig til at sprede sig, blev den importeret fra udlandet og sat ud – både som voksen og som larver i forskellige stadier. Fabeldyret er tilbage i Danmark og ved at etablere en bestand i Dyrehaven, hvor den forhåbentligt kan opleves i pænt tal i juni-juli om nogle år.

Albrecth Dürers eghjort fra 1505.

Oldenborrer, gåsebiller, liljebiller og de små glimmerbøsser kan gøre skade på afgrøder og være plagsomme. Men langt de fleste biller bringer glæde. De farvestrålende og elegante træbukke. De hurtige, glatte og ovale vandkalve. De skinnende bladbiller. De stærke, blåskinnende skarnbasser. De venlige og prikkede mariehøns. Og løbebillerne, som lugter ubehageligt, men ofte er smykket med strålende metalfarver og sirlig ornamentik på forkrop og dækvinger.

Hvis man leder og bruger øjnene, opdager man billernes mangfoldighed og skønhed. De er en gave. En gave, jeg også er ualmindelig glad for.

Den brede vandkalv er verdens største vandkalv. Den fredede bille findes kun ganske få steder i Danmark, og næsten ingen kender den. Men i 2003 kom den på et dansk frimærke, der blev meget populært. (Foto: Michael Stoltze).

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 17. november 2017 .