Kornmarker. (Foto: Michael Stoltze).
Det er landbrugets åbenlyse natur at gøre nytte.
Erhvervet har siden sin spæde begyndelse i Mellemøsten for mere end 10.000 år siden haft til formål at producere fødevarer og skabe tryghed, sikkerhed og glæde for mennesker. Fjenden har hele tiden været den vilde natur – rovdyr, ukrudt, skadedyr, svampe, bakterier, virus.
Nyttesynet ligger dybt i erhvervets DNA. Derfor er det vanskeligt og på sin vis et paradoks, når landbruget begynder at bruge kræfter på naturbeskyttelse. Men siden 1987 (Brundtland) og navnlig siden topmødet i Rio i 1992, har FN’s bæredygtighedsprincipper vundet global udbredelse og anerkendelse. Al udvikling på Jorden skal af hensyn til menneskehedens overlevelse og velfærd ske bæredygtigt. Det vil sige i den bedst mulige balance mellem hensyn til miljø, økonomi og sociale forhold. De tre ben. Bæredygtighedsprincippernes sejrsgang på kloden er en skelsættende begivenhed i menneskehedens seneste historie. Principperne skal fastholdes og balancere på de tre ben, så læsset ikke vælter. Principperne må ikke gradbøjes i retning af hverken miljø, økonomi eller sociale forhold. Balancen er det, der bærer verden fremad i en sund udvikling.
På den baggrund giver det mening, at det moderne landbrugserhverv engagerer sig i naturbeskyttelse.
Miljøbeskyttelse har længe været et vilkår og krav i erhvervet (landbruget må ikke udlede forurenende stoffer i så store mængder, at det skader omgivelserne (natur, biodiversitet, drikkevand, fiskeri). Men naturbeskyttelse (= at give plads til vild natur) er et relativt nyt felt i landbruget. Der er primært tale om såkaldt naturpleje (græsning af enge, overdrev og heder) og etablering af vandhuller. Og på det seneste har såkaldte vildtstriber, insektvolde og lærkepletter vundet indpas.
Indsatsen er bedre end ingenting, og en del af naturplejen er fin – især hvor dyrene går ude hele året uden tilskudsfodring af noget art.
Målet med naturbeskyttelse er at give plads og levemuligheder for naturens vilde arter og mangfoldighed. Det er ikke nytte i landbrugsmæssig forstand. Den vilde natur er ikke nyttig i klassisk forstand. Den er mentalt nyttig, fordi den findes i form af medskabninger og mednatur, som vi kan spejle os i og blive inspireret af på vores klode. En løve, en citronsommerfugl eller en klokkeblomst er ikke nyttig i landbruget – løven er endda farlig og skadelig. Mere end 99 procent af vore medskabninger er ikke nyttige i forhold til landbruget, og rent økologisk kunne de godt undværes på vores planet.
Når landbruget udlægger vildtstriber med honningurt, solsikke, majs, blodkløver og andre planter, der ikke hører naturligt hjemme i Danmark, gavner det ikke den vilde natur. Planterne huser nærmest ingen biodiversitet her i landet, og de gavner stort set kun almindelige og indførte arter som fasaner og honningbier. Det er helt tydeligt, at nyttesynet har været styrende: Vildtstriber skal giver flere fasaner, agerhøns og rådyr til jagten og mere honning til den importerede honningbi – et husdyr, som er en potentiel problemart i vilde økosystemer.
Der er altså noget galt. Men det er ikke mærkeligt, og det er ikke så galt, at det ikke kan laves om. Vejen dertil er, at landbruget (og DN) begynder at lytte til de konstruktive natur- og biodiversitetsforkæmpere, der ved noget om natur og naturbeskyttelse, og som faktisk er landbruget som sådan venligt stemt. Dialog. Og her er tænketanken Frej et muligt springbræt til en fornyelse, der kan gavne både landbrugserhvervet og naturen.
Landbrugsnyttesynet skal pakkes HELT væk i naturbeskyttelsen, hvis landbrugserhvervet skal have virkelig succes på de arealer, hvor landbruget vælger naturbeskyttelse som målet. Fremover skal det handle om at udtage arealer (f.eks. markskel og bakketoppe), hvor de vilde danske arter får plads og ro til at boltre sig. Arealer, hvor man kan lægge sten og grenbunker og jord og bare lade det være. Så kommer urter og buske og træer og vilde bier og sommerfugle og sangfugle og rovfugle af sig selv. Og nytte i form af læ og mulighed for lidt brændehugst, honninghøst og jagt kommer såmænd også. Som sidegevinst altså. Det er nemlig ikke tømmer, honning, jagt, kødproduktion eller noget helt femte, der er målet med naturbeskyttelse. Målet er vild natur og vilde arter.
Det vil være fantastisk, hvis landbruget begynder at gå den vej.
Dansk Natur 