Alfred Wegener og nissernes skæg

 

Den tyske naturforsker Alfred Wegener  (1880-1930) var tæt knyttet til Danmark. Han lærte sig dansk og deltog på flere ekspeditioner til Grønland, blandt andet den skæbnesvangre Danmarksekspedition (1906-1908), der kostede lederen Ludvig Mylius-Erichsens, Jørgen Brønlund og Niels Peter Høgh Hagen livet. Wegener vendte hjem i april 1907 – før ulykken.

Tilbage i Tyskland arbejde Wegener videre med iagttagelser over kontinenternes form og blev mere og mere overbevist om, at de måtte have hængt sammen engang. I 1912 fremsatte han sin dristige teori om landmassernes langsomme vandring på Jorden – kontinentaldriften. Hans teori blev afvist af andre forskere, der ikke mente, at der var kræfter med tilstrækkelig styrke til at flytte Jordens kontinenter. 18 år senere, i november 1930, omkom Wegener på Grønland under voldsom kulde umiddelbart efter sin 50 års fødselsdag.

Først 36 år senere blev hans teori alment accepteret, og i dag ved forskerne med sikkerhed, hvordan og hvorfor kontinenterne vandrer, hvordan de har vandret og hvordan de med stor sandsynlighed vil vandre i fremtiden. Wegener havde ret, og hans opdagelse har fuldstændig revolutioneret videnskabens forståelse af Jordens udvikling og livets udvikling på Jorden.

Vores planet er som et tyndskallet, kuglerundt æg med et mylder af revner. Nogle steder glider skallerne langsomt fra hinanden, og dér vælder lava frem fra Jordens indre. Andre steder støder skalstykkerne mod hinanden, så der opstår bjerge – for eksempel Andesbjergene og Himalaya.

Forundring
Wegener havde evnen til at se og forundres over verden. Han iagttog også dannelse af is og rim, og her så han et fænomen, der undrede ham meget: Håris eller på tysk: Haareis. Håris er snehvide og meget tynde ishår, som ligner vat eller hvidt skæg. Det findes på døde grene af løvtræer – især ege- og bøgegrene, der ligger i skovbunden.

Wegener tegnede, hvad han så og bemærkede, at hårisen altid voksede frem på barkløse grene eller på veddet under barken, så barken blev løftet eller skubbet helt af som følge af isdannelserne. Han iagttog også, at veddet, som hårisen sad på, altid var dækket af et væv af tynde svampetråde (mycelium). Derfor mente han, at fænomenet på en eller anden måde måtte skyldes svampens indvirkning på krystaldannelsen. Alt det offentliggjorde han i en videnskabelig artikel i 1918. Men ligesom med hans teori om kontinentaldrift, blev hans tanker ikke almindeligt anerkendt. Emnet og Wegeners iagttagelser havnede i krydsfeltet mellem fysik, kemi og biologi. Det er måske en af forklaringerne på, at hans ideer tilsyneladende ikke rigtig blev forstået af forskerne i samtiden. Først 90 år efter viste nye undersøgelser af fænomenet, at Wegener havde fat i det rigtige.

Nisseskæg
På dansk kaldes håris også for nisseskæg. Det ligner vitterligt snehvidt skæg, og som nisseskæg er det i de senere år blevet mere og mere kendt, fordi billeder af fænomenet nu bliver delt vidt og bredt på hjemmesider og sociale medier.

Nisseskægget opstår i vinterhalvåret, når det sætter ind med nattefrost efter længere perioder med vådt og mildt vejr. Hvis det er let frost hele natten, kan der vokse meget langt, snehvidt isskæg på over 10 centimeter frem fra døde grene og stammer i skoven – især hvor det døde ved ligger på skovbunden. I ældre ege- og bøgeskove er der særlig tit nisseskæg, når vejret er til det, mens det er sjældent eller slet ikke forekommer i andre skove. Det hvide skæg lyser op på lang afstand, når der ellers ikke er sne eller rim af betydning. På de rigtige dage i de mest egnede skove kan man tit se hundredvis af hvide skæg på en lille vandretur gennem skoven. Ofte på grene, der er delvist dækket af visne blade.

Skægget består af ishår med en tykkelse på blot omkring 1/50 mm. Så selv med 1000 ishår per kvadratcentimeter vil nisseskægget bestå af mere end 99,5 % luft. Det er 20 gange mere luftigt end nyfalden sne. For nogle år siden genopstod interessen for nisseskæg, og nu er fænomenet blevet nøje undersøgt af forskere fra Schweiz og Tyskland.

Hemmeligheden er smuk bævrehinde
Den schweiziske forsker Gerhart Wagner efterviste i 2008, hvad Wegener havde forudsagt ud fra sine iagttagelser: At svampe var en forudsætning for dannelsen af nisseskæg. Wagner samlede svampeinficerede grene, som dannede nisseskæg, hver gang de blev udsat for frost efter de var blevet gennemvandet. Men hvis han dyppede grenene i varmt vand eller behandlede det med svampedræbende midler, opstod nisseskægget ikke, når grenen bagefter blev udsat for frost. Den levende svamp måtte være en forudsætning.

Ved Institut für Angewandte Physik på universitetet i Bern i Schweiz undersøgte fysikeren Christian Mätzler siden, hvordan istrådene opstår på baggrund af forekomsten af svampe. Hans eksperimenter viste, at ved nul grader fryser det yderste vand på træet, det som er i kontakt med luften, mens det nedenunder, i kontakt med træet, forbliver flydende. Det skaber en slags sandwich mellem is, vand og træ. Langsomt vil isen vokse og tage form efter mønsteret på træets overflade. Men hvis træet har svamp i overfladen, vil isen tage form herefter. “Der vil opstå lige meget is på et stykke træ med eller uden svamp, men uden svamp vil isen tage form som en slags skorpe. Svampen gør isen i stand til at forme sig som tynde hår med en diameter på omkring 0,01 millimeter. Og den kan holde denne form i flere timer ved temperaturer omkring 0 grader,” sagde Christian Mätzler til European Union for Geosciences.

I 2012, 2013 og 2014 indsamlede den tyske biolog Gisela Preuss grene med nisseskæg i skovene nær Brachbach i det vestlige Tyskland. Da hun analyserede prøverne, fandt hun 11 forskellige svampearter i grenene. Men der var én bestemt svamp, som gik igen i samtlige prøver.

“Exidiopsis effusa havde koloniseret alt vores træ med nisseskæg, og i mere end halvdelen af prøverne, var det den eneste art, der var til stede,” skrev hun i en pressemeddelelse fra European Union for Geosciences. Svampens danske navn er smuk bævrehinde, og det er altså den, der er hemmeligheden bag det besynderlige isskæg.

Kemiske analyser af smeltet skæg
Den tyske kemiker Diana Hofmann fra Tyskland analyserede det smeltede vand fra nisseskægget. Det viste sig at indeholde en del lignin og garvesyre, der er stoffer, som opstår efter svampes nedbrydning af træet. Den kemiske og fysiske overflade på ved, der er dækket af tråde af smuk bævrehinde, er på en eller anden måde, der stadig ikke er helt klarlagt, årsag til fremvæksten af de hårfine iskrystaltråde, når vand af forskellige fysiske årsager trænger ud af træet. Der er formentlig involveret et stof, måske lignin, som modvirker, at de fine krystaltråde vokser sammen. Trådene formes tilsyneladende af grenenes marvstråler, der er tynde, radiære kanaler fra marven til vækstlaget lige under barken. Uanset, hvad den rigtige forklaring er, har forskerne fastslået, at det fine lag af svampetråde fra smuk bævrehinde er nisseskæggets nødvendige spirebund, når det kolde eller underafkølede vand trænger ud af grenen. Når der er 99,5 % luft i isdannelserne, kan ganske lidt vand blive til et ordentligt, hvidt “fuldskæg”, når det fryser. Der bliver kun en teskefuld vand tilbage, når “julemandens skæg” smelter.

Den afgørende svampeart ser ud til at være ret almindeligt udbredt i Danmark – i hvert fald i ældre løvskove i Østjylland og på Øerne og Bornholm. Så på de rigtige morgener med nattefrost efter milde, våde dage, kan man få det mærkelige fænomen, der forundrede Alfred Wegener, at se mange steder i landet.

God jagt på nissernes skæg.

——

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 2. januar 2018

Wegener tegnet af Acton Friis 1907

 

Et “mustache”. (Foto: Michael Stoltze).

Gren med nisseskæg og smuk bævrehinde, der ses som et skummemælkeblåt skær på veddet. (Foto: Michael Stoltze).

Knækket, barkløs gren med håris og marvstråler, der sammen med svampetråde på grenens overflade er vigtige for dannelse af de fine istråde. (Foto: Michael Stoltze).

Tynd gren med nisseskæg lige før, det smelter i morgensolen. (Foto: Michael Stoltze).

Nisseskægget har løftet den døde bark i nattens løb. (Foto: Michael Stoltze).

 

Nisseskæg på tynd gren. (Foto: Michael Stoltze).