Skarven er fuglenes memento mori

Tre skarver på Helligdomsklipperne. (Foto: Michael Stoltze).

Min far stammer fra Skørping i Nordjylland, hvor han blev født i 1922.

            Han har fortalt mig meget om naturen i Jylland for snart 100 år siden. Han lærte mig, at en “rigtig” sommerfugl i Skørping var en svalehale. Først når den store art med de eksotiske sorte og gule vinger med haler fløj over engen ved Rold Skov, var det virkelig sommer. Og dér, i Skørping, ved den krystalklare Madum Sø, kilderne, Lindenborg Å, Rebild Bakker og Rold Skov, grundlagde han sin livslange opmærksomhed omkring alt det, der rører sig i det fri.

            Siden flyttede familien til Lundby på Sydsjælland, da min farfar fik arbejde på jernbanestationen. Det var nye tider med ny natur, og her hørte min far om den forjættende skarv. Den store, sorte ålekrage, som var lige så forhadt, som den var sjælden dengang i Danmark. Fuglen havde sin sorte fjerdragt og opførsel imod sig. Den mindede om døden. Det kan være godt for livet at blive mindet om vores dødelighed. Men alligevel blev skarven forfulgt som både ulykkesfugl og skadelig skabning. Min far vidste, at den trods sin status som fredløs i landet holdt til på den lille, ubeboede Ormø i det lavvandede nor ud for godset Holsteinborg. Så en søndag hoppede han på cyklen og kørte de 35 kilometer til noret for at se fabeldyret. Det lykkedes, og verden var lidt bedre, større og vildere, da han kørte hjem igen mod Lundby med vestenvinden i ryggen.

            Tilfældet ville, at jeg i 2010 bosatte mig nogle år netop ved Holsteinborg. Der, hvor konseilspræsident grev Holstein-Holsteinborgs nevø, Ludvig Holstein, blev inspireret til sangen “Det lysner over Agres Felt”, hvor “Det sortner over Storebælt med sol på kirkegavle”. Fra gavlvinduet i mit arbejdsværelse kunne jeg se hen over noret, hvor skarvernes ø, Ormø, lå i det fjerne som en delvis hvidkalket hvælving i horisonten, malet af fuglenes ekskrementer.

            Skarven er en lang og slank fugl. Når man holder en nyskudt skarv i næbbet, så kroppens tre kilo tynger og trækker halsen helt ud, måler fuglen næsten én meter fra næb- til halespids. Man ser, at fuglen ikke bare er sort, men har smukke, skinnende bronzebrune fjer med sorte kanter. Og hovedet er et grådigt underværk med det lange næb med dræberkrog for enden, flaskegrønne øgleøjne, hvide kinder og orange, nedadvendte mundvige. Gabet er kolossalt, og man kan fornemme dens nære slægtskab med pelikanen. En fiskesluger af Guds nåde og udrustet med enorme årefødder, der er lige så effektive i vand, som de er monstrøse på land. Skarven kan bruge sin lange hals akrobatisk som en slange, strække den som et nysgerrigt periskop og begrave den fuldstændigt i de lune kropsfjer, så fuglen ser helt halsløs ud. Halen er kort og stiv og bruges som støtte på land og ror i vand.

            I vandet er der næsten ikke den sprække, hvor skarven ikke kan nå ind og hive fisk frem med sit lange, smalle næb. Den sluger fiskene hele, og de bliver til næring og energi og i sidste ende en lind grød af fiskelugtende, hvide ekskrementer, som skarven med løftet hale leverer i rå mængder i stærke, ætsende stråler. Således udrustet kan fuglene indrette pæne hjem, når de slår sig ned i en skov for at yngle. Træerne går simpelthen ud og bliver prægtige, hvidkalkede domiciler, hvor der er flot udsigt og let adgang til og fra grene og reder for de gåsestore fugle. Kolonierne kan huse alt fra et par håndfulde til flere tusinde par. Og her lever skarverne det meste af året, lægger deres smudsighvide æg i marts-april og fodrer unger op i rederne i maj-juni.

            I stednavne kendes skarven blandt andet fra den nu hedengangne Skarreklit (oprindelig Skarringklinth), der stod som en markant limstenssøjle i havet ud for Bulbjerg i Nordvestjylland. Søjlen, der styrtede om i 1978, havde navn efter de skarver, der engang holdt til dér.

            I mytologien er skarven kendt fra det norske folkeeventyr om sagnøen Utrøst ved Lofoten. Utrøst er ligesom det sunkne Atlantis umådeligt rigt og normalt ikke synligt. Men flittige og fromme fiskere på havet kan i tilfælde af yderste havsnød komme dertil og opleve stedets overflod, møde storbonden og få forsyninger med sig i ubegrænsede mængder. Storbonden på Utrøst har tre sønner, men de tåler kun at se mennesker og verden, når de har forvandlet sig til skarver. Sådan strejfer de omkring i skikkelse af tre skarver, og sådan får bonden alt at vide om, hvad der rører sig i verden uden for Utrøst. Den yderste kommune på Lofoten bærer navnet Røst og har de tre skarver i sit byvåben.

            Skarvens historie er voldsom i Danmark. På grund af sin evne som fiskefanger, sin påfaldende latrinære opførsel og ilde lugt og blev fuglen lagt for had. Fæl fugl har mange navne, og den er døbt ålekragen, søravnen, vandravnen, strandravnen eller slet og ret fiskeren. Gennem det 19. århundrede havde den mange og store kolonier i Danmark, som med sine fiskerige lavvandede kyster er som skabt til skarver. Men fra 1904 til 1927 betalte staten betydelige skydepræmier, idet jægerne fik en krone for hver højre skarvfod, de afleverede. En krone var mange penge dengang. Jagten fortsatte frem til 1980, og i hele denne periode var der næsten ingen ynglende skarver i Danmark. I min barndom på Bornholm i 1960’erne kendte jeg den kun fra bøgerne som en stor eksotisk eventyrfugl, jeg drømte om at se engang.

            Efter totalfredningen i 1980 gik skarvbestanden markant frem i Danmark indtil den stabiliserede sig på omkring 40.000 par fordelt i hele landet. Men det var ikke uden sværdslag. En af de første større kolonier blomstrede op på Ormø, hvor der hurtigt opstod et dilemma. Den 28 hektar store ø var nemlig kendt som hjemsted for en sjælden rest af Danmarks lindeskov fra den varme Stenalder for 6-7000 år siden. Nu mente greven på godset, at hans lindebevoksede klenodie af en urskovsø var ved at blive skidt ihjel af skarver. Og Naturfredningsrådet gav ham ret, så staten gav ham dispensation til at skyde skarver på øen. Det blev forsidestof i aviserne, da aktivister organiserede en sørgemarch med døde skarver og dybe dødstrommer gennem gaderne i Københavns centrum og ind til Fredningsstyrelsens kontorer i Amaliegade, hvor de overdøvede gardens daglige vagtskifte mod Amalienborg Slotsplads.

            Skarven sætter stadig sindene i kog. Hvis man løber tør for samtaleemner, kan man ved ethvert større selskab være sikker på en lang og ilter debat, hvis man bringer skarven på banen. Skarverne er i dag en karakterfugl ved de danske kyster og søer, og både erhvervsfiskere og lystfiskere giver jævnligt udtryk for bekymring over fuglenes indhug i fiskebestanden. I hårde vintre kan skarverne pludselig flokkes om åbne vandløb, hvor de guffer i sig af fine fisk som ørred og stalling, og i områder med bundgarnsfiskeri kan de sorte fiskere sidde på hver en pæl.

            Der er muligheder for regulering af skarvbestanden, men der er ikke en egentlig jagttid, selv om skarven kan spises og navnlig som ungfugl smager udmærket. Det er muligt, at der kommer en jagttid, men siden midt i 1990’erne har naturen selv fundet en løsning: Havørne! Efter at have været skudt væk eller forgiftet i næsten hele det 20. århundrede er de store, stærke havørne vendt tilbage til Danmark. Det er gået hurtigt, og bestanden nærmer sig nu 100 ynglepar. Mange af parrene har slået sig ned i eller ved skarvkolonier, og det virker. Da havørnene etablerede sig på Ormø svandt bestanden ind fra over 4.000 ynglepar til under 1000 i løbet af få år. Ørnene er for øen, hvad leoparderne er for savannen. Skoven, der var svedet af skarvernes hvide gødning, blev grønnere. Og det bedste af det hele: De gamle lindetræer er begyndt at skyde op igen. Både greve, lindetilbedere, lindesværmere, skarvvenner, ørneelskere og urskovdrømmere kan være tilfredse.

            Min barndoms ø, Bornholm, hvor jeg bor nu, er også for længst erobret af skarver. De har vældige velkomstkomiteer på molerne i Rønne, hvor de ophøjet tager imod mængder af turister og andre rejsende, og de har indtaget fuglefjeldene nord og syd for Hammershus, hvor de kalker klipperne hvide sammen med et hav af sølvmåger og hundredvis af Nordens wannabe-pingviner, alke og lomvier. Skarverne yngler nu i tusindvis i mosen Hundsemyr ved Balka syd for Nexø. Uden for yngletiden kan man gå rundt om mosen ad små stier og komme ganske tæt på de store fugle, der fører højlydte, indviklede samtaler og har skærmydsler overalt i træerne.

            Det er skoggerlatter fra skarven. Fuglenes livsbekræftende memento mori.

——–

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 26. februar 2018.

 

Havørnene på Ormø har bragt skarven til fald. (Foto: Michael Stoltze).

Skarver på Vigelsø. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

“Ålekragerne sidder som dystre symboler på bundgarnspælene. De har vinteren i selve udseendet”, skrev forfatteren Ole Vinding. (Foto: Michael Stoltze).

De tre skarver fra Utrøst. Kommunens Røst’ byvåben.

 

Skarverne har kommandoen på Lyseklippen ved Helligdomsklipperne. (Foto: Michael Stoltze).