Den strålende Atalanta

Admiral set forfra. (Foto: Michael Stoltze).

“Jeg vil kalde den Papilio atalanta”.

Carl von Linné var ikke i tvivl, da han skulle tildele den beundringsværdige admiral et latinsk navn. Sommerfuglen var en af de mange arter, der var med i den verdensberømte svenskers store og banebrydende udgave af værket “Systema natura” i 1758. Det var i det år, han indførte de videnskabelige, latinske dobbeltnavne, som alverdens levende skabninger får tildelt, når de bliver opdaget og beskrevet. En praksis, der har gået sin sejrsgang lige siden.

Før 1758 kalde Linné og svenskerne den flotte sommerfugl ammiralis, et navn der var afledt af latin ammirabilis, der betyder den beundringsværdige. På dansk kalder vi den admiral, og med sin fløjlssorte dragt med røde bånd og hvide stjerner, passer navnet fortrinligt. Også selv om ordet admiral stammer fra det arabisk amir al-bahr, der betyder “havets hersker”.

Admiralen udstråler en sjælden styrke og skønhed i sensommer og efteråret, hvor den kan flyve talrigt indtil langt ind i oktober. Ja – faktisk er admiralen den eneste danske dagsommerfugl, som uprovokeret er set flyve frit omkring ude i Danmarks natur i alle året 12 måneder.

Linné, grundlæggeren af den biologiske klassifikation og den latinske navngivnings fader, var klassisk dannet og belæst. Og i hans hoved hang naturen, skabelsen og de gamle fortællinger med myterne fra antikken tæt sammen. Han så både skønhed, poesi og myter i de farvestrålende, flagrende sommerfugle, som han klassificerede (ret uvidenskabeligt) efter rang fra de trojanske riddere, græske riddere, heliconerne, de hvide grækere, de brogede grækere, nymferne, almuen og barbarerne. Admiralen regnede han til nymferne sammen med velkendte arter som dagpåfugleøje, nældens takvinge og den smukke sørgekåbe. Og de arter er faktisk ret tæt beslægtet.

Admiral i nælder. (Foto: Michael Stoltze).

Linné forsøgte at bruge latinske navne, der beskrev noget karakteristisk ved arterne. Nældens takvinge kaldte han således for Papilio urticae. Det betyder “nældens sommerfugl”, og det passer jo fint med, at larverne lever på nælder. Men andre gange så han andet og mere i sommerfuglene end deres konkrete udseende og biologi. Sådan var det med admiralen. Han havde blik for dens strålende styrke og skønhed og ledte i de gamle myter efter en passende skikkelse, han kunne opkalde sommerfugen efter.

Valget faldt på Atalanta, som Linné kendte fra de græske myter. Atalanta var en guddommelig smuk, stærk og atletisk kvinde. Hun var vokset op i den vilde natur hos en bjørnefamilie i bjergene, og derfra havde hun mod og styrke. Atalanta var beundret og fik heltindestatus under kampen mod det uhyrlige calydoniske vildsvin. Vildsvinet var et frygteligt monster, som jagtgudinden Artemis havde sluppet løs som straf for, at kong Oineus havde gemt at nævne hende ved den årlige offerfest. Uhyret spredte død og ødelagde huse og marker, indtil Atalanta som den førte sårede vildsvinet så alvorligt, at det mistede sin kraft og siden blev dræbt.

Atalanta var som en drøm og blev tilbedt næsten som myternes skønne Helena. Hun var jomfru og uopnåelig, fordi kunne løbe fra alle mænd og kun ville have en mand, der kunne besejre hende i løb. Hun afviste ikke bejlere, men de skulle løbe om kap med hende først, og prisen for at tabe til hende var livet. Mange mistede livet. Men en dag forsøgte Hippomenes sig. Han havde forinden søgt råd hos Afrodite. Det var klogt. Frugtbarhedsgudinden gav Hippomenes tre gyldne æbler, som hun bad ham kaste under kapløbet med Atalanta. Det gjorde han uvidende om, at Atalanta ikke kunne modstå æblerne og hver gang standsede for at samle dem op. Det forsinkede hende, så den stærke Hippomenes vandt løbet og kunne gifte sig med skønheden.

Linné anbragte admiralen i slægten Papilio, som bare betyder sommerfugl. Siden er Papilio reserveret til en stor gruppe af de flotte svalehaler, mens resten af sommerfuglene er blevet anbragt i andre slægter. Den danske naturforsker Johan Christian Fabricius, som var elev af Linné, navngav over 10.000 arter af insekter og anbragte admiralen i dens nuværende slægt, Vanessa. Artsnavnet alalanta blev bevaret. Den smukke sommerfugl skiftede navn fra Papilio atalanta, der betyder “sommerfuglen Atalanta” til Vanessa atalanta, der betydet “den strålende Atalanta”.

Admiralen kommer lige så sikkert som nattergalen og de andre sangfugle trækkende til Danmark hvert forår i maj-juni. Antallet veksler meget fra år til år, men den er aldrig sjælden, og visse år er den en af de almindeligste sommerfugle i sensommeren og efteråret i Danmark. Forårets admiraler kommer til os helt fra Middelhavslandene, hvor de flyver og yngler om vinteren. De er stærke og kan klare turen fra Italien til Danmark på omkring en uge. De flyver mod nord i millioner, men enkeltvis og ikke i flokke som mange fugle. De kan flyve dag og nat, og undervejs bliver de lidt slidt og matte i farverne, så man ikke lægger så meget mærke til dem, når de når frem.

Admirallarvens “telt” af nældeblade. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Vel fremme i Danmark lægger de æg på brændenælder alle steder. De anbringer de små, runde æg enkeltvis på friske skud, og hver hun kan lægge op til 1000 æg. Efter 14 dage kryber larven ud af ægget og begynde at æde sig stor i nældeblade. Af bladene konstruerer den et lille “telt”, som den skjuler sig i og til sidst forpupper sig i. Man kan let finde dem, fordi larven har for vane at gnave brændenældeskuddet halvt over, så det bøjer sig. Sidst i juli og gennem august og september kryber nye, strålende admiraler frem fra pupperne i nælderne. De har brug for energi og søger ivrigt til blomster, gæret saft fra blødende træer og nedfaldsfrugt. De har smag for sukker og alkohol, og i frugthaver kan man undertiden se dem forsamlet i hundredvis.

Admirallarve. (Foto: Michael Stoltze).

 

Om efteråret trækker en stor del af de danskfødte admiraler mod syd til Middelhavslandene, hvor de flyver talrigt om vinteren. Men en del bliver og forsøger at klare sig gennem den danske vinter, hvor de sætter sig i skjul i tæt vedbend og lignende steder, når det er koldt. De overlever kun i de mildeste vintre. Modsat nældens takvinge og dagpåfugleøje går admiraler aldrig i rigtig dvale. De fouragerer, hver gang det er mildt og solrigt.

Admiral på hånd. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiralen er i sandhed en smuk, stærk og bemærkelsesværdig sommerfugl. Hun lever til fulde op til sit navn, og det er svært ikke at blive forelsket i hende:

Den strålende Atalanta.

---

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 25. september 2017.

Hvid fredløs i haven tiltrækker mange admiraler. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiral, der var med til pærehøsten. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiraler tiltrækkes stærkt af gærende nedfaldsfrugt og for eksempel overmodne brombær. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiraler soler sig på stamme. (Foto: Michael Stoltze).

Admiraler (og hvide C’er) soler sig på stenhøj. (Foto: Michael Stoltze).

Forvingeunderside af admiral. Vingen kom dalende ned fra himlen efter, at en svale havde snuppet og ædt admiralen i luften. (Foto: Michael Stoltze).