Natur for alle sanser

Foto: Michael Stoltze.

Lige siden den første dag, jeg kan huske noget fra, har mødet med den vilde natur været det, der har vakt min største glæde.

Jeg er født og opvokset på landet i sprækkedalen Kampeløkke Ådal på Nordbornholm. Dalen er fire kilometer lang og strækker sig fra Blåholtsgård nær Allinge til landskabet nordøst for Danmarks højest beliggende kirke, Ruts Kirke.

Mine forældre mødte hinanden på Kunstakademiet i København og besluttede som mange kunstnere dengang at flytte på landet for at gøre karriere. Naturen er det fundamentale grundstof for kunst og kultur, og derfor fandt de huset i dalen. De flyttede dertil i 1954 – året før jeg blev født.

Stedet blev rammen om deres liv de næste 57 år og rammen om de første 20 år af mit liv. Og deres valg af bosted var min bedste dåbsgave.

Det var eventyrlige omgivelser med vejrdrama for fuld musik. Mod vest rejste dalsiden sig stejlt, og der var skov, lyng, enebær, klipper og vældige vandreblokke spredt i landskabet ovenfor huset. Stenene, som istiden havde efterladt i de klipperige højdedrag dér, var så rigelige, gigantiske og særprægede, at de talte til fantasien, og vi gav de største navne som Elefantstenen, Kæmpestenen, Rutsjestenen og Tvillingestenene. Der var små, gamle stenbrud, og et sted med runde, isskurede klipper, hvorfra der var en vidunderlig udsigt mod øst, og den høje og smukke rundkirke Ols Kirke tonede frem på sin bakke i det fjerne mod sydøst. I dalbunden var Kampløkke Å fuld af mærkelige vanddyr. Bag havegærdet var der en livlig, brusende skovbæk, der tørrede ud om sommeren. Og en kilometer mod sydvest i skoven lå en stor, ren og idyllisk skovsø, Hestehaven, hvor vi lærte at ro og fiske. I den brede dalsænkning og på sletten øst for dalen var der marker og enge, og der var kun få kilometer til klippekysterne, Slotslyngen, Hammershus og Hammerknuden.

Om vinteren lå huset eksponeret for den kolde vind, da dalen åbnede sig som en stor tragt mod nordøst. Så vi havde mange, gevaldige snestorme, hvor sneen lagde sig i bjerge mellem asketræerne på dalens østskråninger, og huset druknede i driver. Men om sommeren var den store have i skovbrynet med sten, kilder og klipper et rent paradis, hvor morgensolen bagte, og der var læ for vestenvinden.

Her lærte jeg nærmest alt om naturen. Jeg gik på opdagelse næsten hver dag og havde uendelig glæde ved at finde dyr og planter af enhver slags. Og mine forældre, venner og lærere i skolen hjalp mig ustandseligt med at sætte navn på det, jeg fandt. Det var af stor betydning. Når de fik navn, blev medskabningerne sjælevenner for resten af livet.

Siden førte min nysgerrighed, som jeg delte med mine forældre, til, at jeg fik kontakt til Bornholms legendariske naturhistoriker, lektor Arne Larsen. Larsen var meget gammel, led af sklerose og gik med krykker gennem haven. Men han lyste af begejstring og venlighed. Og da han så en sjælden plante i haven, slap han krykkerne og faldt. Vi blev forskrækkede, men hans kone var rolig og sagde, at sådan gjorde han altid, når han ville se naturen nærmere an i jordhøjde. Det var et kontrolleret fald, og nu sad han glad i græsset og så tilfreds på min mors lille, fine ensian. Lidt efter hjalp hans kone ham op. Larsen skrev meget og godt. Blandt andet en næsten poetisk bog om Læsåen, som på Sydbornholm gennemløber en geologisk tidsserie af lag på over 1500 millioner år. Både fortidens trilobitter og nutidens rimter og bæklampretter myldrede lyslevende ud af bogens sider. Jeg sled den bog i laser og drømte om at finde forsteningen af den perfekte Paradoxides – den store trilobit, der prydede bogens forside.

Siden fik jeg andre lærermestre: Grete Juul-Nielsen i Rønne vidste en masse om botanik, vores læge Carsten Kromann var sommerfuglesamler og åbnede porten til natsværmernes univers, og siden blev cikadespecialisten, brevdueavleren og den begejstrede naturhistoriker Lars Trolle mit store idol.
I dag har mit liv som biolog, forsker og naturforkæmper ført mig frem til min nuværende rolle som fuldtids forfatter og formidler. Fortællingen er krumtappen i det hele. Fortællingen med alle midler er opgaven – hverken mere eller mindre, og fortællingernes kilde er uudtømmelig, fordi emnerne er så vide, og fordi måderne at fortælle på ingen ende har.

Jeg er overbevist om, at glæden ved naturen er medfødt. Når vi er nyfødte, er det mors varme og bryst, der er den livgivende glæde, og siden er det hele den nære verden, som vi ganske naturligt indtager med alle sanser. Man fristes til at omskrive Bibelens ord til: “…den, der ikke modtager naturen ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i den”.

Vi mærker verden med alle sanser, og det gør os glade – eller skræmmer os, så vi kan passe på. Det er sådan set uhyre banalt. Og nogen gange er det godt, at forskningen kan eftervise selv det mest basale i verden. For eksempel, at vi har det godt, når alle vores sanser bombarderes med behagelige påvirkninger. Sådan er det jo, og sådan har det altid været – også blandt små børn, for hvem det er ren fryd at trampe i vandpytter, træde is itu, vælte rundt i efterårets blade, plukke skovjordbær eller sende en mariehøne op imod himlen. Børneforskeren Kim Rasmussen fra RUC stak som led i et projekt en flok børnehavebørn i Roskilde kameraer i hånden og bad dem fotografere det, der gjorde dem mest glade. Og sandelig: Det var blomster, buske, træer og dyr – naturen og alt det grønne, de tog billeder af.

Naturglæde er den lykkefølelse, der rammer os, når vi indtager naturen med alle sanser og nærmest glemmer os selv. Ubevidst tror jeg, det er lykken ved at høre til på Jorden og høre sammen med alle vore medskabninger, vi intuitivt oplever. Naturglæden er i sin urform lige så berusende som forelskelsen. Den hører bestemt ikke kun til barndommen, det er bare i den tidlige barndom, den er usvækket, ukrukket og altid oprigtig. Og hvis man er heldig og gør sig umage, varer den ved og gør tilværelsen rig fra start til slut.

Vi er født med stærke sanser, og de er allerstærkest og former os, når vi er ganske små og verden er ny og forunderlig. Skovjordbærrene findes, mariehønen findes, bladene findes, alt muligt findes og gør os glade når vi ser, hører, føler, lugter og smager det, og kalder det ved navn.

Som fortæller oplever jeg gang på gang, at mennesker i alle aldre bliver grebet af de sanselige småting, hvad enten det er syn, lyde, lugt, smag eller noget føleligt, og især bliver lykkelige og bevæget over det, der bringer erindringer frem om den tidligste barndom. Vi bliver løftet af at genopleve de flygtige strejf af sanseindtryk, der har lejret sig et sted dybt inde i den første bevidsthed, vi bærer med os.

Der ligger i tiden et konstant budskab om, at viden og videnskab bærer og udvikler. Det er godt. Men det er den umiddelbare glæde, forundringen og fantasien, der gør verden uendelig stor og fortryllende. Den fantasi, der altid blomstrer i et barnesind, og som man kan vælge at lade blomstre og gro videre hele livet.

Det er sanserne, der tænder det hele. De er medfødte, og vi har fået dem for at bruge dem.

—

Bragt første gang i Naturvejlederforeningens blad Naturvejleder 2018 nr. 4, der kan hentes frit
her