Argumenter for at bevare biodiversiteten

Kejserkåbe. En højt specialiseret sommerfugl. Den biver aldrig og har aldrig været en nøgleart. Og hvis den forsvandt, ville økosystemet næsten ikke ændre sig. Men arten vækker glæde hos mange mennesker – også selv om den ikke kan bruges til noget direkte nyttigt. (Foto: Michael Stoltze).

Mangfoldigheden af liv – biodiversiteten – er mindst fem gange i Jordens historie blevet ramt af global masseuddøen, hvor mere end halvdelen af alle arter forsvandt på kort tid.

Livet klarede sig gennem alle fem kriser. Den sidste krise skyldtes en kæmpemeteor, der ramte Yucatanhalvøen for 65 millioner år siden. Nedslaget formørkede atmosfæren, udløste global vinter og sendte monstertsunamier ind over land og helt op i bjerghøjde på hele Jorden. Det blev dødsstødet for de fleste arter, blandt andet for de store dinosaurer. Men pattedyrene klarede sig og udviklede sig i mange retninger til et utal af arter efter katastrofen. En af arterne blev til Homo sapiens – mennesket.

Nu har mennesket erobret Jorden, og vi har fået evne til at herske over alt liv. Og vi er blevet så mange, at vi er begyndt at fortrænge mangfoldigheden. Den 6. masseuddøen er begyndt. For første gang i Jordens historie er vi på vej mod en biodiversitetskrise, som skyldes én art: Mennesket.

Efter erkendelsen af biodiversitetskrisen og den forventede masseuddøen (der formentlig er startet) er Jordens situation blevet sammenlignet med et flyvende fly, hvor skruerne falder ud én for én. Enhver indser, at det kun går, lige indtil den afgørende skrue falder ud, så flyveren styrter ned. Og alle dør. Det er et let forståeligt billede på et truende økologisk kollaps.

Problemet er bare, at billedet ikke passer på biodiversitetskrisen. Krisen ender ikke i et kollaps. Et meget bedre billede er et palads med alverdens liv i haven og alverdens kunst i salene. Når arterne forsvinder, er det et snigende tab. Paladsets have bliver mere og mere fattigt og kedelig, og kunsten mister sin naturlige inspirationskilde – virkeligheden.

Køer græsser på Skejten og skaber artsrig åben natur. De stammer fra uroksen. De er samme art og har samme funktion. Den vilde urokse var en nøgleart i naturen. Men vi har udryddet den for 400 år siden. Det har forandret skovstrukturen og -naturen i Europa. Men vi kan få skovnaturens struktur og natur igen, hvis vi lader køer leve frit som vilde. Der er oplagte nyttegrunde og økosystemgrunde til at bevare uroksen (i dag: tamkoen). (Foto: Michael Stoltze).

Ud over fortællingen om det truende økologiske kollaps, hævdes det tit, at alle arter er nyttige for mennesket. Det er en sandhed med modifikationer. Alle arter påvirker mere eller mindre sine omgivelser. Og forskere antager, at artsrige økosystemer i teorien er mere robuste overfor ydre påvirkninger end artsfattige økosystemer. Artsrige systemer har så at sige et større arsenal af handlemuligheder for tilpasning når de udsættes for voldsomme påvirkninger udefra.

Selv den mest diskrete og sjældne snudebille kan i teorien også bære rundt på et mirakuløst gen eller naturstof, som vi kan bruge i vores kamp mod kræft eller andre dødelige sygdomme. Sandsynligheden er mikroskopisk, men den eksisterer på samme måde, som den usandsynligt lille sandsynlighed for, at blyanten i min højre hånd vil falde opad, hvis jeg slipper den.

Visse arter har eller har haft enorm betydning for Jordens økosystemer og for stofcirkulation, stoflagring, stoffrigørelse og geologi. De kaldes nøglearter. I kultiden var padderokker, bregner og ulvefod nøglearter. De var kæmpestore og formede gennem millioner af år tørvedannende sumpskove. De samlede CO2, og tørven blev til nutidens stenkul i undergrunden. Det var vigtigt, men for ingenting at regne i forhold til den varme Kridttids kalkalger, der bandt CO2 i langt større omfang som kalk (calciumkarbonat). Næsten al Jordens kulstof er bundet i de op til flere hundrede meter tykke lag af kalksten i undergrunden.

Ved siden af nøglearterne eksisterer millioner af sjældnere og mindre betydningsfulde arter af den simpel grund, at de kan eksistere og har haft held til at udvikle sig og overleve. Hver og en har et større eller mindre potentiale til at blive nøgleart, men langt de fleste er så specialiserede, at muligheden nærmer sig 0.

Forskere har undersøgt et hav af tænkelige sammenhænge i naturens økosystemer, og det viser sig, at de fleste arter kan undværes uden større konsekvenser for livets eller menneskehedens beståen på Jorden. Det er ikke særlig overraskende, da der helt naturligt uddør mange arter hvert eneste år.

Er der så overhovedet gode generelle argumenter for at forsvare livets mangfoldighed på Jorden? Ja! Der er de etiske og æstetiske argumenter tilbage. Jorden bliver kedelig, når mangfoldigheden skrumper. Vi er levende natur, og vi deler udviklingshistorie med alle andre levende organismer på Jorden. De er vore medskabninger, og vi kender stadig kun liv fra vores egen planet. Så ud over, at naturens mangfoldighed er hele kulturens og kunstens fundament og inspirationskilde, har vi har etisk pligt til at passe på alle arter.

Selv om vi løser forureningskrisen og klimakrisen, løser vi ikke nødvendigvis biodiversitetskrisen. Den adskiller sig fra de to andre kriser ved at kræve plads til vild natur.

Summet op er argumenterne for biodiversiteten således, at mangfoldigheden giver maksimalt robuste økosystemer, sikrer arter med potentiel nytteværdi for mennesker, og sidst og ikke mindst beriger menneskelivet på planeten.

De etiske og æstetiske argumenter for Jordens levende mangfoldighed står ikke alene. Men de er et særkende og helt afgørende i kampen for at løse biodiversitetskrisen. Det vil næppe lykkes uden.

Opdateret 1. oktober 2021.

Vibe. En elsket fugl og et symbol på forår og kærlighed. Men uden særlig betydning for økosystemernes funktion. Der er primært etiske og æstetiske grunde til at passe på viben. (Foto: Michael Stoltze).

Dyndpadderokker. I vor tid nok verdens smukkeste padderokke, men uden særlig betydning i økosystemerne. For 290-365 millioner år siden i kultiden var padderokker nøglearter, der trak kul ud af atmosfæren. (Foto: Michael Stoltze).

Læs mere i vores bog Biodiversitet, der er udkommet hos Lindhardt og Ringhof 10. august 2021.