På talefod med løvfrøen

Danmarks mindste frø er lysende grøn og klatrer behændigt omkring i træer og buske. Den er trods størrelsen udstyret med den kraftigste stemme, og i september kan man tale med den på solrige dage

Da jeg var ung, genlød de stille, lune majnætter af korsang.

Det var løvfrøerne, der var forsamlet for at parre sig og lægge æg i de lavvandede damme og småsøer. Lyden kom især fra et vandhul ved gården Munkegård, som lå halvanden kilometer væk. Vores forældre tog os sidst i 1960’erne med derhen kort efter solnedgang, men da vi nærmede os stedet og satte os på nogle sten ved bredden, tav frøerne. Vi kunne dog ane noget bevæge sig i tusmørket ude mellem vandfladens mylder af hvide vandranunkler. Det var løvfrøerne, og vi blev bedt om at sidde musestille.

Efter to minutter lød det første kvæk. Det var åbenbart dirigenten, der gav signal, for i løbet af kort tid trådte flere og flere af sangerne til, så lyden til sidst smeltede sammen til et næsten øredøvende kor af kvækkende frøer.

I løbet af 1970’erne forsvandt lyden af løvfrøer. De små padder var ikke beskyttet, og deres levestedet blev ét for ét forurenet eller fyldt op. Andre frøer var heller ikke fredet, og også de blev sjældnere. Folk på landet bemærkede det og gjorde oprør, for de ville have frøerne tilbage. På initiativ af især organisationen Natur og Ungdom malede den populære tegner og TV-vært Claus Bering en ikonisk plakat med en frø og en talebobbel, hvori der stod: “Mit vandhold er væk – jeg forstår ikke et kvæk!”

Det var klokkeklar tale, og det blev faktisk startskud på en voksende omsorg for naturens mangfoldighed. Der er blevet gjort en masse siden sidst i 1980’erne, hvor løvfrøen på 40 år var forsvundet fra ikke mindre end 97 ud af 100 levesteder og altså tæt på at uddø i Danmark. Missionen lykkedes, og ved oprensning og genetablering af vandhuller blev tilbagegangen vendt til en markant fremgang, så nu kvækker løvfrøerne igen højt og lystigt i dele af det sydlige og østlige Danmark. Den fine frø er navnlig talrig i det sydøstlige Jylland, på Sydsjælland og Bornholm.

Løvfrøen hører til løvfrøfamilien, som sammen med den nærtstående familie afrikanske løvfrøer er karakteristiske ved at have spraglede farver og små sugekopper på tåspidserne. Derfor kan de suge sig fast og både klatre i træer og buske og på helt glatter overflader. Den danske løvfrø, Hyla arborea, har sit latinske navn netop efter denne evne. Arborea betyder “trælevende”.

De små, voksne frøer holder kun til i dammene i yngletiden fra sidst april til først i juni, hvor hannerne kvækker efter solrige dage, når vandet er lunet godt op. De kvækker både for at lokke hunner og andre hanner til vandet.

Nær min kæreste Monas have, Balkalund på landet syd for Nexø på Bornholm, har naboen anlagt en lille sø, hvor løvfrøerne er rykket ind og gav den helt store koncert i maj i år sammen med havens nattergal. I de seneste uger har vi hørt dem kvække spagfærdigt, men ret højt, fra havens buske på solrige eftermiddage. De ynder især at sidde i hindbær- og brombærbuske, hvor de er nærmest umulige at opdage. Men man kan bruge et lille trick: Lyden er let at efterligne, så hvis man gnægger nasalt ligesom en and – “æ, æ, æ…” – vil frøen ofte svare, så man kan lokalisere den og måske afsløre dens hvileplads.

Det lykkedes trods mange og lange samtaler med de små frøer ikke for os at opdage én eneste i havens grønne buske. Men så kom tordenvejret til hjælp efter en steghed august uden en dråbe regn. Døren til haven stod åben ud til det frodige, lune skybrud, og pludselig råbte Mona begejstret: “Se!” Og sandelig: Det var løvfrøen, som var søgt ind i havestuen og klatrede omkring på rudens inderside i al sig strålende, grønne pragt.

Da jeg ville fange den for at sætte den ud, sprang den over i en orkidé, hvor den klatrede behændigt rundt til ære for os, hvorefter jeg fik den over i min hule hånd og satte den ud i tropenattens regn.

Regnen kom med liv, og den lille, lysegrønne frø kom med lykke den aften.

(Bragt første gang Kristeligt Dagblad 10. september 2020.)

Lyt til løvfrøen  her – jeg gnækker, og løvfrøerne svarer og kvækker!

Løvfrøen på ruden i havestuen. (Foto: Michael Stoltze).

Løvfrøen i orkideer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Løvfrøen på vej til friheden. (Foto: Michael Stoltze).

 

Løvfrøen tilbage i det fri. (Foto: Michael Stoltze).

 

Om Michael Stoltze

Biolog fra Københavns Universitet med ph.d. i sommerfugle, født i Allinge på Bornholm, 1955. I dag selvstændig forfatter, fotograf og foredragsholder samt skribent ved Kristeligt Dagblad siden 2009. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, naturbeskyttelse, kultur, politik, samfundsudvikling og filosofi. Særlige interesser: Sommerfugle og insekter.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur, Naturbeskyttelse, Padder og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar